Virkelige Tanker



Nogle gange føles mine tanker virkelige.
Jeg tænkte, at det nok var bedst at tale med en psykolog om det, så jeg besluttede, at jeg ville tage hen til en psykolog.
Da jeg kom derhen, var det en ganske køn kvinde, som åbnede døren.

"Hvad kan vi gøre for dig?" spurgte hun.

"Jeg vil gerne tale med en psykolog," svarede jeg.

"Hvad drejer det sig om?" spurgte hun.

"Nogle gange føles mine tanker virkelige," svarede jeg.

"Hmm," sagde hun, "kom ind, så kan vi snakke om det."

"Er du psykolog?" spurgte jeg og kiggede på hende.

Hun var, som skrevet, ganske køn og jeg kunne se konturerne af hendes bryster under blusen.

"Ja, det er jeg faktisk," sagde hun smilende, "kom ind."

Jeg gik indenfor og hun viste mig ind i sit konsultationsrum.

"Du kan bare sætte dig i stolen. Jeg kommer om et kort øjeblik."

Jeg tog overtøjet af og satte mig hen i stolen.
Psykologen kom ind kort tid efter og satte sig overfor mig.
Hun kiggede på mig et øjeblik.

"Hvad var så dit problem?" spurgte hun.

"Jahh," sagde jeg, "nogle gange føles mine tanker virkelige."

Hun kiggede eftertænksomt på mig et øjeblik yderligere.
Så rejste hun sig og tog sin trøje og BH af.
Jeg kiggede på hendes bare bryster.
De var kønne og brystvorterne strittede lidt ud til hver sin side.
Jeg sad og kiggede på dem et stykke tid.
Jeg havde det egentlig udmærket, som jeg sad der.
Efter at have siddet og set på den kønne psykolg med de strittende bryster et stykke tid, kiggede jeg op på hende igen.

"Mine tanker føles stadigvæk en lille smule virkelige," sagde jeg.

Hun smilte stille til mig, rejste sig op og tog sine bukser og trusser af.

"Jahh, nu hjælper det på det," sagde jeg sagte.

Hun havde en køn, mørk kønsbehåring, selv om hun egentlig var blond.
Jeg er den gammeldags type, som synes, at kvinders kønsbehåring er sexet, men helst ikke for meget op ad benene.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver lykkelig af at se nøgne kvinder.
Det er der vist andre, som gør også. Der er en hel industri, hvor mænd kan se på nøgne damer, selv om jeg foretrækker mere personlige bekendtskaber.
Jeg sad og kiggede på hende et stykke tid.

"Hjælper det?" spurgte hun.

"Ja," svarede jeg smilende, "mine tanker føles ikke så virkelige længere."

"Det var godt," sagde hun og smilte tilbage.

Hun havde det kønneste, livsglade smil, man kunne tænke sig.
Vi sad og snakkede afslappet sammen omkring en halv time.
Hun var køn og nøgen, så jeg prøvede at se så nonchalant ud som muligt.
Så rejste hun sig.

"Kom, der er noget, jeg vil vise dig," sagde hun.

Hun gik ud ad en dør i den ene side af værelset og jeg fulgte efter.
Vi kom ind i et stort rum.
Jeg kiggede rundt i rummet.
Der var nogle områder i forskellige størrelse med flytbare skillevægge imellem.
Skillevæggene var ikke højere, end man kunne se ud over dem.
Hun gik hen til et halvstort rum og jeg fulgte efter.

"Hvis du går derind, bliver du i stand til at fuldføre to maratonløb," sagde hun.

"To maratonløb," gentog jeg og kiggede overrasket på hende.

"Ja, og du kan nemt løfte 450 kg," fortsatte hun.

"Wow," sagde jeg og kiggede på hende.

"Ja, og du behøver aldrig at gå til lægen mere. Du kan bare tænke, at du er rask," sagde hun smilende.

Jeg tænkte mig om et øjeblik.

"Kan jeg så også få håret tilbage ovenpå hovedet?" spurgte jeg eftertænksomt.

"Ja, og hvis du vil af med lidt af overvægten, er fem-ti kg ikke noget problem," svarede hun.

"Kan jeg også tabe 20 kg?" spurgte jeg og skelede over på hende.

Hun kiggede på mig med et stort smil.

"Ikke noget problem," svarede hun.

"Og hvis vi, kvinder, ikke er helt tilfredse med vores frontparti, har vi også nogle muligheder her," sagde hun.

Jeg kiggede på hendes bare bryster.

"Jeg synes, at de er ganske kønne," svarede jeg.

Hun kiggede smilende på mig.

"Jeg skal heller ikke have lavet noget ved mine bryster. Jeg er glade for dem, som de er," sagde hun med et stort grin.

Hun sænkede blikket og kiggede ned ad mig.

"Nej tak," skyndte jeg mig at sige, "lige med hensyn til de dele foretrækker jeg også tingene, som de er."

Jeg tænkte over det et øjeblik.

"Så er der heller ingen potensproblemer her?" spurgte jeg.

"Nej," udbrød hun i et stort grin, "her tænker vi den op."

Jeg kiggede måbende på hende.
Hun sendte mig et stort smil.
Så fik hun pludselig et sørgmodigt udtryk.

"Der kommer også kvinder her og du kan altid kende deres ægtemænd," sagde kvinden.

"Hvorfor det?" spurgte jeg og kiggede spørgende på hende.

"Fordi deres ægtemænd har let spredte ben, når de går, fordi deres tissemænd er så store, at de ikke kan gå normalt."

Jeg kiggede på hende med store øjne.
Så brød hun ud i et smil.

"Kom, vi må videre. Det næste sted er særdeles interessant for os, psykologer."

Jeg kiggede på hende og fulgte efter til den næste skillevæg.

"Det her er meget interessant," sagde hun og kiggede direkte på mig, "her bliver dine tanker klare. Du ved alt og kan huske alt."

"Wow," udbrød jeg.

"Ja, og hvis du skal have løst nogle problemer, er din tanker både klare og kreative," sagde hun.

"Ja, men hvis tanker er alt, kan man så ikke bare tænke sig til det uden så mange dikkedarer?" spurgte jeg.

"Hø, hø, hø, nå ja, du vil finde ud af, at der også er en del selvmodsigelser her," svarede hun med et smil, "men kom her hen. Det her er også interessant."

Jeg fulgte efter hende hen til et hjørne.
Jeg kiggede spørgende på hende.

"Her får du de bedste følelser, du kan tænke dig," sagde hun alvorligt, "hvis du først er her, vil du aldrig forlade stedet igen."

"Hmm," sagde jeg og kiggede mig omkring.

Lidt ud til siden stod en ret stor seng med tre store, bløde dyner.

"Ja, og den seng her er den skønneste at ligge i. Den er blød og varm og retter sig ind efter kroppen," sagde hun.

Jeg kiggede et øjeblik på sengen. Den så godt nok dejlig ud.

"Ja, det her sted er interessant for os psykologer, men kom med," sagde hun og begyndte at gå videre.

Vi gik lidt videre og hun stoppede et sted, hvor der var sat nogle taperuller for indgangen.
Jeg kiggede spørgende på hende.

"Her ville vi lave et sted, som ikke var skabt af tanker og følelser eller andet psykisk," sagde hun og kiggede lidt sørgmodigt på mig, "men vi har nogle problemer her."

"ja," svarede jeg forstående, "lige på det punkt er den normale verden nok lidt nemmere."

"Ja," svarede hun eftertænksomt og fortsatte, "de næste to rum er lidt i samme retning."

Vi gik hen til det næste rum.

"Jorden er uendelig i det her rum," sagde hun.

Jeg gjorde store øjne.

"Uendelig," gentog jeg.

"Ja, og man lever uendeligt," fortsatte hun.

"Wow," udbrød jeg og kiggede ind, "men det ligner vores almindelige verden."

"Ja, du kan ikke se forskel, om du står i den uendelige verden, hvor du lever uendeligt, eller om du står i din normale verden."

"Jeg får alligevel ikke set alle steder i min normale verden," mumlede jeg, "måske hvis jeg levede uendeligt."

"Jahh," svarede hun og stod lidt og kiggede på mig.

"Kom med," sagde hun så, "det næste rum er også stort."

Vi gik hen til det næste rum og jeg kiggede ind.

"Hvad i alverden er det?" udbrød jeg.

"Du ved, at du nogen gange selv kan skabe følelser," sagde hun, "hvis du for eksempel sidder til middag med nogle personer, du godt kan lide, i spiser god mad, måske med lidt rødvin, og I sidder og snakker og hygger jer."

Hun holdt en lille pause og kiggede på mig.

"Så kan man nogen gange læne sig tilbage, se sig omkring og tænke 'hvor er det hyggeligt' og rigtig nyde det."

"Ja, det kender jeg godt," svarede jeg.

"Når du nyder noget eller hvis du skal køre en tur i et smukt landskab og dine venner siger til dig, at du skal nyde turen, så er det lidt en følelse, du selv starter," sagde hun.

"Jahh," sagde jeg.

"De følelser kan startes bevidst," fortsatte hun og holdt en lille pause, "de er ikke altid rigtige. For eksempel kan du få at vide, at du har vundet i lotto og du hopper og springer rundt. Så en time efter får du at vide, at du alligevel ikke har vundet.
Følelsen var rigtig nok og du hoppede og sprang, men den var alligevel ikke rigtig.
Følelser kan startes med tanker og er ikke altid rigtige."

"Ja, og man kan prøve at bevare roen i pressede situationer og sådan noget," sagde jeg, "eller hvis man ser en køn kvinde og man trækker maven ind og retter ryggen."

"Ja, lige netop," sagde hun og smilede til mig, "det her rum består af tænkte følelser skabt at den samlede tankekraft på jorden."

"Wow," sagde jeg og kiggede ind en ekstra gang, "det er et underligt sammensurium af lys, mørke og virkelighed."

Kvinden kiggede opgivende op i luften.

"Ja, nogen prøver at give andre følelser og nogen kan ikke lide det og prøver at bryde fri af andres følelser.
Folk er ikke altid enige.
Jeg kan godt fortælle dig, at der er gået nogle diskussioner til med at lave det her rum.
Det er lidt ligesom politik. Nogle vil have, at alle følelser er fælles, og nogle vil have deres egne følelser. Det er ligesom socialisme, liberalisme og konservatisme.
Og nogle vil være bagerst og du kan nok tænke, hvad der sker, hvis mange vil være bagerst," sagde hun og kiggede koncentreret på mig.

Jeg kiggede spørgende på hende.

"En mand vil helst bare leve i sig selv.
Men så lægger nogen sig bagved. Og nogen lægger sig bagved dem. Og nogen lægger sig bagved dem.
Lige pludselig har manden en hel masse personer liggende bagved sig i den psykiske verden.
Og hvis manden helst ikke vil ændre for meget i den psykiske verden, har han en kæmpe hær bagved sig.
Og nogle vil helst være indeni.
Men så er der nogen indeni dem, og indeni dem, og indeni dem. Det er det samme.
Og de, som vil have deres egne følelser, prøver at gemme sig.
De kan gemme sig i ord, musik, historier, hukommelsen, i andre tider og hvad ved jeg.
Men der er kun et sted, hvor man kan have sine følelser i fred, og det er i vores normale verden," sagde hun og kiggede et øjeblik på mig, før hun fortsatte,
"og det er ikke alle steder i vores normale verden."

Hun kiggede på mig og jeg kiggede uforstående på hende.

"De er kun de steder i vores normale verden, hvor man kan få lov at være i fred psykisk, og det er ikke alle steder," sagde hun og kiggede konstaterende på mig,
"og alle prøver at bestemme, men det er kun folk inde i deres egen krop, som helt selv kan bestemme.
Og det er så i vores normale verden, hvor man ikke kan bestemme noget som helst alligevel."

Jeg kiggede udtryksløst på hende.
Jeg kunne fornemme en vis sarkasme her og jeg forstod nogenlunde humoren.

"Når nogle for eksempel fornemmer at blive påvirket af noget bagfra, siger nogle, at de har en 'abe', men det er lidt mere kompliceret end som så," sagde hun og kiggede på mig,
"for nogle beder gud, Buddha, Allah, Jesus om hjælp og er de så aber?
Eller en mand holder med sit yndlingshold i fodbold.
Eller en kvinde og en mand, som elsker hinanden og sender hinanden søde tanker.
Eller en mor, som tænker på sit barn.
Det er meget kompliceret."

"Det forstår jeg ikke helt, men det er meget spændende," sagde jeg og nikkede langsomt.

Hun brød igen ud i et smil.

"Ja, det er yderste interessant," sagde hun.

""Og vi psykologer får masser af arbejde," tilføjede hun og blinkede til mig.

"Ja, det kan jeg forestille mig," svarede jeg stille.

Hun stod og så alvorligt på mig et kort øjeblik.

"Og der er ikke rigtig ytringsfrihed herinde," sagde hun så, "en mand siger et par ord og så forsvinder hele molevitten."

"Åhh," svarede jeg.

Hun kiggede koncentreret på mig i nogle sekunder.

"Ja, de åndspadder prøver at skabe en helt ny tænkt verden i hovedet," sagde hun og kiggede på mig, "med følelser i stedet for jord."

Jeg kiggede måbende på hende.

"Ja, selv kroppe prøver de at skabe af følelser," sagde hun og kiggede opgivende på mig.

"Hvis jeg skal have en krop af den slags følelser, skal det være en af følelserne, som hvis jeg havde vundet i lotto," sagde jeg og ssmilte til hende.

"Ja," svarede hun grinende.

Hun kiggede på mig.

"Tihi, men for det meste prøver de bare at efterligne vores normale jord, de kvajpander, og de kroppe, de prøver at lave, ligner vores normale kroppe," fniste hun.

"Nå," sagde jeg bare.

Jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle forholde mig til det.
Hun skelede over på mig.

"Det er faktisk også denne verden, som er årsag til dine problemer," sagde hun alvorligt.

"Nåhh," sagde jeg, "det er derfor mine tanker føles virkelige."

"Nemlig," sagde hun med et smil, "og du skal passe særdeles godt på."

Jeg kiggede spørgende på hende.

"Det er svært at forlade den verden igen.
Vores normale verden er ikke tænkt. Den kan du ikke tænke dig tilbage til.
Jo længere tid du er i denne tænkte verden, jo sværere er det at komme tilbage til vores normale verden.
Det er ligesom med ungdom og jomfrudom - hvis man først har mistet det, er det meget svært at få tilbage.
Du kan tænke dig ind, men du kan ikke tænke dig ud," sagde hun alvorligt.

"Men tanker og følelser varer ikke evigt," indvendte jeg.

"Nej, søvn, hvile og afslapning i lang tid kan måske hjælpe en ud," sagde hun og fortsatte,
"ting, som mingelerer med vores tanker, kan virke lindrende.
Alkohol, cigaretter og det, som er værre, eller medicin," sagde hun og kiggede på mig.

"Nogle gange hjælper adspredelse også.
En biograftur, se en fodboldkamp, gå i byen og sådan noget," sagde jeg.

"Ja, hvis man ikke er så hårdt ramt," sagde hun.

"Det er årsag til mange psykiske sygdomme.
Stress og folk, som begynder at skære i sig selv, fordi de mister deres egne følelser eller får epileptiske anfald, nogle skal helst bevæge sig og får DAMP, senere får nogle Parkinson og nogle gange kan fjolletobak ophæve de tænkte følelser, som jo sådan set ikke er virkelige.
Hun kiggede på mig et kort øjeblik.

"Skizofreni, OCD og tvangstanker giver sig selv," sagde hun så,
"en lang række psykiske sygdomme har grund i denne verden, men heldigvis er der nogle gode og meget resourcestærke personer i vores normale verden, som hjælper."

Hun kiggede på mig et øjeblik og fortsatte.

"Søvn, hvile og afslapning er noget af den bedste kur.
Tiden læger alle sår, er der nogen, som siger.
Og det er faktisk med mange psykiske sygdomme ligesom med almindelige sygdomme - kun tiden kan hele sårene.
Man får et psykisk sår på et øjeblik og så tror man, at man kan tænke det godt igen og det kan man ikke altid.
Nogle gange kan man og nogle gange bliver det værre, jo mere man roder i det.
Sår - både fysiske og psykiske - skal ofte have ro og man skal ikke pille for meget i dem."

Hun stod og kiggede alvorligt på mig et øjeblik.

"Og noget af det psykiske er det bedst helt at ignorere, hvis man kan det, men kom med videre," sagde hun og brød ud i et smil, "vi har mange andre ting her."

Jeg fulgte psykologen et lille stykke videre.

"Ja, vi har jo selvfølgelig heller ingen økonomiske problemer her," sagde hun.

"Næ, det ville da være dumt andet," svarede jeg stille.

Vi kom hen til et ret stort område.

"Kan du se den bunke glitrende sten derhenne?" spurgte hun.

"Ja," svarede jeg.

"Det er brillianter," sagde hun.

Jeg spærrede øjnene op.

"Det var da noget af en bunke. Den må være over en meter høj," sagde jeg.

"Ja, vi er ikke så tilbageholdende på det område," svarede hun.

"Næ, det er der vel heller ingen grund til at være," sagde jeg henkastet, "hvad er bunken med de røde sten?"

"Det er rubiner," svarede kvinden og kiggede på mig, "og de grønne er smaragder, de blå er safirer og de gule og brune er topaser."

"Hvorfor er der to stabler smaragder?" spurgte jeg.

"Du skal ikke tage dig af den bagerste bunke. Det er falske smaragder," sagde hun alvorligt.

"Nå, hmm," sagde jeg eftertænksomt.

"Og så har vi fire stabler guldbarrer," fortsatte hun, "to guldbarrer nederst. To placeret diagonalt ovenpå og så videre."

"Hver af stablerne er da nok 1 meter høje," sagde jeg og kiggede på kvinden.

"En meter og tyve hver," korrigerede hun.

"Ja, det passer nok meget godt," sagde jeg.

"Og derovre kan du tage brusebad i guldstykker," sagde hun smilende.

Jeg kiggede måbende på hende.

"Hvordan kan I få guldstykker gennem en bruser?" spurgte jeg.

"Herinde er meget muligt," svarede hun med et grin.

"Og den kiste derovre er en gammel sørøverskat. Den er 275 år gammel," sagde hun og tænkte sig om et øjeblik, "eller er det 300 år."

"Ja, tidsbegrebet kan vel være lidt speget et sted som her," sagde jeg mut.

"Det er lige nøjagtigt det, det er," sagde hun og slog en høj latter op.

Jeg smilte til hende. Jeg kunne godt lide hendes selskab.

"Og kisten ved siden af er special designede smykker. De er holdt i guld, rødguld og hvidguld med brillianter," fortsatte hun.

"Der er ikke sparet på brillianterne," konstaterede jeg.

"Næ, det er der ingen grund til her," svarede hun.

"Nej, det er der vel ikke," sagde jeg sagte, "hvilke slags smykker er der?"

Hun kiggede på mig, sukkede og tænkte sig om et øjeblik.

"Vi har hårspænder- og klemmer, diademer, tiaraer, halsbånd og halskæder, brocher, øreringe, armringe og almindelige ringe," remsede hun op, "måske har jeg ikke fået alt med."

"Hvor er de smukke," udbrød jeg, "jeg kan godt lide sammensætningen af guld, rød- og hvidguld og brillianter."

"Ja, og der er gjort ekstra meget ud af at designe dem," tilføjede psykologen.

"Har I også smykker til mænd?" spurgte jeg.

"Vi har slipsenåle," svarede hun og kiggede på mig.

"Det passer godt til mig at være lidt diskret," sagde jeg, "så kan kvinderne få lov at pynte sig."

"ha, ha, ja, det ligger mere til kvinder at pynte sig," smilte hun.

"Ja, og det er nu engang bedre at se på kvinder," sagde jeg stille.

"Ha, ha," grinte hun og gav mig et kys.

"Er det også med i konsultationen?" spurgte jeg med et smil.

"Ja," svarede hun smilende.

"Så vil jeg gerne have et til," sagde jeg forhåbningsfuldt.

Kvinden slog en høj latter op og gav mig et smækkys på munden.

"Umm," sagde jeg og kiggede smilende på hende.

Hun kiggede smilende på mig et øjeblik.

"Vil du have smækkys?" spurgte hun så.

"Jahh," svarede jeg nølende.

"Så kom med," sagde hun og begyndte at gå.

Jeg fulgte langsomt efter.
Hun gik hen til endnu en skillevæg.
Jeg kiggede ind.
Jeg spærrede øjnene op.
Derinde gik en snes nøgne kvinder i deres bedste alder rundt.
Der var kvinder af alle etniske afstamninger.

"Det er så prinsesserummet," sagde psykologen smilende.

"Prinsesserummet," gentog jeg.

"Ja, prinsesserummet," sagde psykologen med et stort grin.

Jeg kiggede ind igen.
Kvinderne gik rundt derinde med struttende bryster.
Jeg kunne se tre afrikanere, flere asiater og en del hvide.
Der var også nogle andre, som jeg ikke rigtig kunne bestemme oprindelsen af.

"De tre derovre er afrikanske kongedøtre," sagde psykologen.

"Rigtige ægte prinsesser," gentog jeg.

"Ja, vaskeægte prinsesser," smilte psykologen.

"Men deres bryster strutter," sagde jeg nølende.

Psykologen slog en høj latter op.

"Ja, prinsesser kan også have struttende bryster," sagde hun.

"Nåhh ja," svarede jeg.

Psykologen smilte.

"De er alle sammen utrolig smukke," sagde jeg og kiggede på psykologen.

"Ja," sagde hun smilende.

"Og der er fire prinsesser fra Europa," sagde psykologen.

"Rigtige kongedøtre?" spurgte jeg.

Psykologen grinte igen

"Rigtige, vaskeægte kongedøtre," smilte psykologen, "og der er tre kongedøtre fra Asien, en indianer høvdingedatter fra regnskoven i Brasilien, en høvdingedatter fra de indfødte indianere i USA, en grønlænder, en datter af en sheik fra Abu Dhabi og en aborigoni fra Australien."

Jeg stirrer målløs på kvinderne.
De var alle utrolig smukke og gik nøgne rundt derinde.

"Og hende der er datter af præsidenten af USA," fortsatte psykologen.

"Datter af præsidenten af USA," gentog jeg, "jeg vidste slet ikke, at præsidenten havde en så smuk datter. Hvilken præsident er det?"

"Jahh," sagde psykologen nølende, "det meldes der ikke noget om."

"Men hun har struttende bryster," sagde jeg.

Psykologen slog en høj atter op.

"Præsidentdøtre kan også have struttende bryster," smilte hun.

Jeg kiggede på præsidentens datter et øjeblik.
Hun var utrolig smuk.

"Og der er fem døtre af milliadærer i dollars," fortsatte psykologen smilende.

"Fem milliadærdøtre," gentog jeg målløs, "hvor kommer de fra?"

"Der er to fra Europa - den ene fra et sted i Sydeuropa - en fra USA, en fra Hong Kong og en fra Singapore," fortalte psykologen, "i øvrigt mangler sheikens datter fra Abu Dhabi heller ikke penge."

"Det er der nok ikke ret mange af de kvinder, der gør," sagde jeg.

"Ti hi, nej, det kan du have ret i," sagde psykologen.

Jeg kiggede rundt på kvinderne.
Jeg blev sådan lidt lykkelig af at se på dem.
Der stod også en rigtig stor, blød seng i det ene hjørne.

"Og hende der er datter af formanden for det kommunistiske parti i Kina," fortsatte psykologen.

"Datter af formanden for det kommuniske parti i Kina," gentog jeg, "hun er utrolig smuk."

"Ja," smilte psykologen.

Jeg stod og kiggede nonchalant rundt på kvinderne et stykke tid.

"Hvem af dem vil du giftes med?" spurgte psykologen så.

Jeg kiggede på psykologen.
Så flyttede jeg blikket og kiggede rundt på kvinderne.
Jeg stod et stykke tid og lod blikket vandre fra kvinde til kvinde.
Psykologen sukkede.

"Jahh, i princippet kan du gifte dig med allesammen," sagde hun.

"Alle sammen?" gentog jeg.

"Ja, den slags ting tager vi ikke så tungt her," grinte psykologen.

"Nej, selvfølgelig ikke," sagde jeg stille.

"Jaa, her kunne du nok stå et godt stykke tid, men vi må videre. Der er ikke så lang tid tilbage af konsultationen," sagde psykologen.

"Ja," sagde jeg, "kan jeg komme tilbage hertil?"

"Til hver en tid. Vi skal også have aftalt, hvornår vi skal have den næste konsultation," sagde psykologen smilende.

"Ja, her er rart at være," sagde jeg.

Kvinden kiggede på mig og grinte over hele hovedet.
Kvinden gik lidt videre og jeg fulgte efter.
Hun stoppede ved en stor polstret lænestol.
Der var også en tøjreol.

"Hvad er så det her?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Det her kunne du også finde i dit normale liv," sagde hun, "lænestolen er bare ekstraordinær blød og behagelig at sidde i og tøjreolen er fyldt med mærkevarer."

"Nåhh," sagde jeg toneløst, "har I problemer med forfalskninger her?"

"Ja, du drømmer ikke om, hvor mange problemer vi har med folk, som bare tænker sig til mærkevarer," sagde psykologen.

"Jahh, de fleste foretrækker nok mærkevarer, hvis de selv kan vælge," sagde jeg.

"Ja," sagde psykologen.

Hun gik videre til den næste skillevæg.
Jeg kiggede ind.
Der var et lille højbed med jord.

"Hvad er det så?" spurgte jeg, "det ligner gulerødder."

"Ja, men det her er VIRKELIGE gulerødder," sagde psykologen.

"VIRKELIGE gulerødder," gentog jeg tomt.

"Ja, vil du smage?" sagde psykologen og kiggede smilende på mig.

"Nej tak, jeg er ikke så sulten lige nu," sagde jeg stille.

Psykologen kiggede grinende på mig.

"Tiden er ved at være gået. Skal vi finde en ny tid?" spurgte psykologen.

"Kan jeg komme tilbage hertil?" spurgte jeg igen.

"Ja, efter den første konsultation - det er den her - kan du komme tilbage hertil, så ofte du vil resten af livet," sagde kvinden.

"Wow," sagde jeg smilende.

"Skal vi finde en ny tid?" spurgte psykologen igen.

"Ja," sagde jeg og kiggede lidt på hende.

Hun sad stadig uden tøj på og med strittende bryster.

"Har du lyst til at tage med ud og få en kop kaffe uden om behandlingen?" spurgte jeg forsigtigt.

Hun kiggede smilende på mig et øjeblik.

"Nu er dine tanker ikke virkelige længere," sagde hun så med et grin.

"Pokkers også," udbrød jeg skuffet og tænkte mig om et kort øjeblik, "men så er jeg vel egentligt kureret?"

Hun kiggede eftertænksomt på mig.

"Ja, det er du vel egentligt," sagde hun så.

"Så behøver vi vel heller ikke finde en ny tid?" sagde jeg.

Hun kiggede igen eftertænksomt på mig.

"Nej, det gør vi vel ikke," sagde hun, "med mindre du har andet, du gerne vil snakke med mig om."

"Det har jeg ikke rigtig," sagde jeg og tænkte mig om et kort øjeblik, "men kan jeg kontakte dig igen, hvis mine tanker føles virkelige igen?"

"Til hver en tid," svarede psykologen smilende.

"Tak, det er jeg glad for," sagde jeg.

Jeg rejste mig og tog mit overtøj på.
Psykologen fulgte mig hen til døren.

"Tak, det har været en fornøjelse," sagde jeg.

"I lige måde," sagde psykologen smilende.

"Jeg håber vi ses igen," sagde jeg.

"I lige måde," svarede psykologen smilende.

"Farvel," sagde jeg og gav psykologen et smækkys.

"Farvel," svarede psykologen og smilte over hele hovedet.

Jeg begyndte smilende at gå hjemad.