Virkelige Tanker



Nogle gange føles mine tanker virkelige.
Jeg tænkte, at det nok var bedst at tale med en psykolog om det, så jeg besluttede, at jeg ville tage hen til en psykolog.
Da jeg kom derhen, var det en ganske køn kvinde, som åbnede døren.

"Hvad kan vi gøre for dig?" spurgte hun.

"Jeg vil gerne tale med en psykolog," svarede jeg.

"Hvad drejer det sig om?" spurgte hun.

"Nogen gange føles mine tanker virkelige," svarede jeg.

"Hmm," sagde hun, "kom ind, så kan vi snakke om det."

"Er du psykolog?" spurgte jeg og kiggede på hende.

Hun var som skrevet ganske køn.

"Ja, det er jeg faktisk," sagde hun smilende, "kom ind."

Jeg gik indenfor og hun viste mig ind i sit konsultationsrum.

"Du kan bare sætte dig i stolen. Jeg kommer om et kort øjeblik."

Jeg tog overtøjet af og satte mig hen i stolen.
Psykologen kom ind kort tid efter og satte sig overfor mig.
Hun kiggede på mig et øjeblik.

"Hvad var så dit problem?" spurgte hun.

"Jahh," sagde jeg, "nogen gange føles mine tanker virkelige."

Hun kiggede eftertænksomt på mig et øjeblik yderligere.
Så rejste hun sig og tog sin trøje og BH af.
Jeg kiggede på hendes bare bryster.
De var kønne og brystvorterne strittede lidt ud til hver sin side.
Jeg sad og kiggede på dem et stykke tid.
Jeg havde det egentlig udmærket, som jeg sad der.
Efter at have siddet og set på den kønne psykolg med de strittende bryster et stykke tid, kiggede jeg på hende igen.

"Mine tanker føles stadigvæk en lille smule virkelige," sagde jeg.

Hun smilte stille til mig, rejste sig op og tog sine bukser og trusser af.

"Jahh, nu hjælper det på det," sagde jeg sagte.

Hun havde en køn, mørk kønsbehåring, selv om hun egentlig var blond.
Jeg sad og kiggede på hende et stykke tid.

"Hjælper det?" spurgte hun.

"Ja," svarede jeg smilende, "mine tanker føles ikke så virkelige længere."

"Det var godt," sagde hun og smilte tilbage.

Hun havde det kønneste, livsglade smil, man kunne tænke sig.
Vi sad og snakkede afslappet sammen omkring en halv time.
Hun var køn og nøgen, så jeg prøvede at se så nonchalant ud som muligt.
Så rejste hun sig.

"Kom, der er noget, jeg vil vise dig," sagde hun.

Hun gik ud ad en dør i den ene side af værelset og jeg fulgte efter.
Vi kom ind i et stort rum.
Jeg kiggede rundt i rummet.
Der var nogle områder i forskellige størrelser med flytbare skillevægge imellem.
Skillevæggene var ikke højere, end man kunne se ud over dem.
Hun gik hen til et halvstort rum og jeg fulgte efter.

"Hvis du går derind, bliver du i stand til at fuldføre to maratonløb," sagde hun.

"To maratonløb," gentog jeg og kiggede overrasket på hende.

"Ja, og du kan nemt løfte 450 kg," fortsatte hun.

"Wow," sagde jeg og kiggede på hende.

"Ja, og du behøver aldrig at gå til lægen mere. Du kan bare tænke, at du er rask," sagde hun smilende.

Jeg tænkte mig om et øjeblik.

"Kan jeg så også få håret tilbage ovenpå hovedet?" spurgte jeg eftertænksomt.

"Ja, og hvis du vil af med lidt af overvægten, er fem-ti kg ikke noget problem," svarede hun.

"Kan jeg også tabe 20 kg?" spurgte jeg og skelede over på hende.

Hun kiggede på mig med et stort smil.

"Ikke noget problem," svarede hun.

"Og hvis vi, kvinder, ikke er helt tilfredse med vores frontparti, har vi også nogle muligheder her," sagde hun.

Jeg kiggede på hendes bare bryster.

"Jeg synes, at de er ganske kønne," svarede jeg.

Hun kiggede smilende på mig.

"Jeg skal heller ikke have lavet noget ved mine bryster. Jeg er glade for dem, som de er," sagde hun med et stort grin.

Hun sænkede blikket og kiggede ned ad mig.

"Nej tak," skyndte jeg mig at sige, "lige med hensyn til de dele foretrækker jeg også tingene, som de er."

Jeg tænkte over det et øjeblik.

"Så er der heller ingen potensproblemer her?" spurgte jeg.

"Nej," udbrød hun i et stort grin, "her tænker vi den op."

Jeg kiggede måbende på hende.
Hun sendte mig et stort smil.
Så fik hun pludselig et sørgmodigt udtryk.

"Der kommer også kvinder her og du kan altid kende deres ægtemænd," sagde kvinden.

"Hvorfor det?" spurgte jeg og kiggede spørgende på hende.

"Fordi deres ægtemænd har let spredte ben, når de går, fordi deres tissemænd er så store, at de ikke kan gå normalt."

Jeg kiggede på hende med store øjne.
Så brød hun ud i et smil.

"Kom, vi må videre. Det næste sted er særdeles interessant for os, psykologer."

Jeg kiggede på hende og fulgte efter til den næste skillevæg.

"Det her er meget interessant," sagde hun og kiggede direkte på mig, "her bliver dine tanker klare. Du ved alt og kan huske alt."

"Wow," udbrød jeg.

"Ja, og hvis du skal have løst nogle problemer, er din tanker både klare og kreative," sagde hun.

"Ja, men hvis tanker er alt, kan man så ikke bare tænke sig til det uden så mange dikkedarer?" spurgte jeg.

"Hø, hø, hø, nå ja, du vil finde ud af, at der også er en del selvmodsigelser her," svarede hun med et smil, "men kom her hen. Det her er også interessant."

Jeg fulgte efter hende hen til et hjørne.
Jeg kiggede spørgende på hende.

"Her får du de bedste følelser, du kan tænke dig," sagde hun alvorligt, "hvis du først er her, vil du aldrig forlade stedet igen."

"Hmm," sagde jeg og kiggede mig omkring.

Lidt ud til siden stod en ret stor seng med tre store, bløde dyner.

"Ja, og den seng her er den skønneste at ligge i. Den er blød og varm og retter sig ind efter kroppen," sagde hun.

Jeg kiggede et øjeblik på sengen. Den så godt nok dejlig ud.

"Ja, det her sted er interessant for os psykologer, men kom med," sagde hun og begyndte at gå videre.

Vi gik lidt videre og hun stoppede et sted, hvor der var sat nogle taperuller for indgangen.
Jeg kiggede spørgende på hende.

"Her ville vi lave et sted, som ikke var skabt af tanker og følelser eller andet psykisk," sagde hun og kiggede lidt sørgmodigt på mig, "men vi har nogle problemer her."

"ja," svarede jeg forstående, "lige på det punkt er den normale verden nok lidt nemmere."

"Ja," svarede hun eftertænksomt og fortsatte hen til den næste skillevæg, "her kan du rejse til alle mulige steder - Sydamerika, Nordmamerika, Asien, Afrika, ja endda Sydpolen og du behøver ikke en gang at tage ekstra tøj med."

"Kan jeg også rejse til Timbuktu i Afrika?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Ja, og der var endda en mand, som ville bygge et hus på månen og klodsmajoren var nær aldrig kommet tilbage," sagde psykologen sørgmodigt.

"Månen," gentog jeg, "kan jeg så også foretage rumrejser?"

"Ikke noget problem," grinte psykologen, "og du behøver slet ikke bekymre dig om rejsetider, ikke en gang til de fjerneste stjerner."

Jeg kiggede smilende på psykologen.

"Kom med videre. Det næste rum er lidt i samme retning," sagde psykologen og gik videre til den næste skillevæg.

"Her kan du rejse i tid," sagde psykologen og kiggede på mig, "du kan tage tilbage til middelalderen, vikingetiden, det antikke Rom, det antikke Grækenland eller hvor du nu vil hen."

"Kan jeg også tage tilbage og besøge dinosaurusserne?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Ikke noget problem, men jo mere du ved om den tid, du besøger, jo mere detaljeret bliver den," sagde psykologen, "hvis du ikke ved ret meget om den tid, du besøger, bliver besøget præget af gætterier og fantasi."

Jeg stod og tæbkte et kort øjeblik.

"Kan jeg også rejse ud i fremtiden?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Ja, ikke noget problem, men det er ikke altid fremtiden bliver, som du tænker," sagde psykologen.

"Nej, fremtiden er vel ret nem at ændre," sagde jeg eftertænksomt.

"Det er lige nøjagtigt det, den er," grinte psykologen.

Jeg kiggede skelende hen på psykologen.

""Det lyder meget spændende det hele, men jeg synes ikke, at der er den store forskel i forhold til drømmerier og forestillinger i min normale verden," sagde jeg.

"NEEEJ, her drømmer vi IKKE," råbte hun fornærmet.

Hun stod og så forarget på mig i et helt minut.
Så brød hun ud i et stort grin.

"Men kom med videre," sagde hun smilende, "de næste to rum er lidt mere hen i retning af hele verdener i sig selv."

Vi gik hen til det næste rum.

"Jorden er uendelig i det her rum," sagde hun.

Jeg gjorde store øjne.

"Uendelig," gentog jeg.

"Ja, og man lever uendeligt," fortsatte hun.

"Wow," udbrød jeg og kiggede ind, "men det ligner vores almindelige verden."

"Ja, du kan ikke se forskel, om du står i den uendelige verden, hvor du lever uendeligt, eller om du står i din normale verden."

"Jeg får alligevel ikke set alle steder i min normale verden," mumlede jeg, "måske hvis jeg levede uendeligt."

"Jahh," svarede hun og stod lidt og kiggede på mig.

"Kom med," sagde hun så, "det næste rum er også stort."

Vi gik hen til det næste rum og jeg kiggede ind.

"Hvad i alverden er det?" udbrød jeg.

"Du ved, at du nogen gange selv kan skabe følelser," sagde hun, "hvis du for eksempel sidder til middag med nogle personer, du godt kan lide, I spiser god mad, måske med lidt rødvin, og I sidder og snakker og hygger jer."

Hun holdt en lille pause og kiggede på mig.

"Så kan man nogen gange læne sig tilbage, se sig omkring og tænke 'hvor er det hyggeligt' og rigtig nyde det."

"Ja, det kender jeg godt," svarede jeg.

"Når du nyder noget eller hvis du skal køre en tur i et smukt landskab og dine venner siger til dig, at du skal nyde turen, så er det lidt en følelse, du selv starter," sagde hun.

"Jahh," sagde jeg.

"De følelser kan startes bevidst," fortsatte hun og holdt en lille pause, "de er ikke altid rigtige. For eksempel kan du få at vide, at du har vundet i lotto og du hopper og springer rundt. Så en time efter får du at vide, at du alligevel ikke har vundet.
Følelsen var rigtig nok og du hoppede og sprang, men den var alligevel ikke rigtig.
Følelser kan startes med tanker og er ikke altid rigtige."

"Ja, og man kan prøve at bevare roen i pressede situationer og sådan noget," sagde jeg.

"Ja, lige netop," sagde hun og smilede til mig.

Hun stod lidt og tænkte sig om.

"Filmindustrien lever højt på kunstige følelser," fortsatte hun, "under en spillefilm skifter følelserne måske tyve gange - alle sammen frembragt kunstigt.
For eksempel en western.
I starten er der idyl.
Måske er der fest i en lade på en gård.
Man sidder og smiler og griner lidt, da to lokale farmere hopper op på et bord og danser russisk knædans.
Farmeren, hans kone og deres fire børn tager glade hjem til farmen.
Næste formiddag, mens manden ser til hestene ude i folden, kommer seks indianere ridende hen til ham.
Man bliver lidt urolig og spændt.
De spørger manden, om de må få lidt vand til deres heste.
Manden kigger koncentreret på dem og viser dem hen til et vandtrug.
De går langsomt derover og man følger spændt med.
De lader hestene drikke et øjeblik og rider derefter langsomt væk.
Man følger dem væk og ånder langsomt lettet op.
Et par dage efter kommer tre ryttere ridende ind på gården.
Man ser på dem og er lidt nysgerrig efter, hvad de vil.
Manden tager imod dem og spørger, hvorfor de kommer.
Man kan se, at de alle har dobbelte revolverbælter.
De vil bare spørge om vej til den nærmeste by.
Manden forklarer dem vejen og de sætter sig op på hestene for at ride videre.
På vej ud af gårdspladsen vender den ene rytter sig om og spørger lidt faretruende, om manden sagde noget til ham.
Man bliver igen lidt urolig og spændt.
Manden kigger koncentreret på rytteren og siger, at han ikke sagde noget.
Rytteren stirrer på manden og siger, at han faktisk synes, at manden kaldte ham for kvaj og det kan han ikke lide.
En anden rytter kigger uhæmmet på teenagedatteren.
Manden forsikrer rytteren om, at han ikke sagde noget, men rytteren tror ikke på manden.
Rytteren stiger af hesten og nu bliver man for alvor urolig.
Rytteren går hen til manden og de begynder at slås.
Man sidder og vrider sig i stolen og man kan næsten mærke det, da manden får et hårdt slag i maven.
Den anden rytter stiger også af hesten og man kigger forfærdet på, at han går hen mod teenagedatteren.
Den tredje rytter sidder og griner højt oppe på sin hest.
Den anden rytter tager fat i teenagedatteren og river hende i tøjet og man kigger fortvivlet til, for man kan jo ikke selv gøre noget.
Pludselig lyder nogle høje hyl og en pil kommer farende gennem luften og rammer den anden rytter i låret, så han må slippe pigen.
Man kigger uforstående på hele sceneriet.
En pil mere kommer flyvende og rammer den første rytter i armen, så han må gå væk fra manden.
Nu forstår man, at indianerne er kommet for at hjælpe manden.
Man er glad og smiler lidt, da tolv indianere kommer ridende og de tre ryttere må flygte.
Manden går hen til datteren og begge er sluppert med småskrammer.
Indianerne bliver lidt og om aftenen sidder de omkring et bål og spiser, griner og har det hyggeligt.
Det er den rene idyl igen og man er helt lykkelig."

"Jeg forstår," sagde jeg, "musik kan også skabe kunstige følelser.
Eller hvis man ser et smukt maleri."

"Ja, alle sanser kan vel skabe kunstige følelser, ligesom tanker kan," sagde psykologen, "selv slik.
Hvis bare det har jordbærsmag, spiser man det gladeligt, selv om det er de rene kemiske forbindelser."

"Jahh, men hvad har det med det her rum at gøre?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Det her rum består af tænkte følelser skabt at den samlede tankekraft på jorden," svarede psykologen.

"Wow," sagde jeg og kiggede ind en ekstra gang, "det er et underligt sammensurium af lys, mørke og virkelighed."

Kvinden kiggede opgivende op i luften.

"Ja, nogen prøver at give andre følelser og nogen kan ikke lide det og prøver at bryde fri af andres følelser.
Folk er ikke altid enige.
Jeg kan godt fortælle dig, at der er gået nogle diskussioner til med at lave det her rum.
Det er lidt ligesom politik. Nogle vil have, at alle følelser er fælles, og nogle vil have deres egne følelser. Det er ligesom socialisme, liberalisme og konservatisme.
Og nogle vil være bagerst og du kan nok tænke, hvad der sker, hvis mange vil være bagerst," sagde hun og kiggede koncentreret på mig.

Jeg kiggede spørgende på hende.

"En mand vil helst bare leve i sig selv.
Men så lægger nogen sig bagved. Og nogen lægger sig bagved dem. Og nogen lægger sig bagved dem.
Lige pludselig har manden en hel masse personer liggende bagved sig i den psykiske verden.
Og hvis manden helst ikke vil ændre for meget i den psykiske verden, har han en kæmpe hær bagved sig."

"Hvad så hvis manden ændrer holdning og selv lægger sig bagved de bagerste?" spurgte jeg,
"så bliver det en hel cirkeldans."

Jeg kiggede på hende med store uforstående øjne - også lidt for sjov.

"Ha, ha , ha, du har humor," sagde hun og brød ud i et grin, "ja, og nogle vil helst være indeni.
Men så er der nogen indeni dem, og indeni dem, og indeni dem. Det er det samme.
Og der er nogen, som helst vil være forrest, eller over... eller under... eller først... eller sidst.... Det er et værre cirkus.
Og de, som vil have deres egne følelser, prøver at gemme sig.
De kan gemme sig i ord, musik, historier, hukommelsen, i andre tider og hvad ved jeg.
Men der er kun et sted, hvor man kan have sine følelser i fred, og det er i vores normale verden," sagde hun og kiggede et øjeblik på mig, før hun fortsatte,
"og det er ikke alle steder i vores normale verden."

Hun kiggede på mig og jeg kiggede uforstående på hende.

"Det er kun de steder i vores normale verden, hvor man kan få lov at være i fred psykisk, og det er ikke alle steder," sagde hun og kiggede konstaterende på mig,
"og alle prøver at bestemme, men det er kun folk inde i deres egen krop, som helt selv kan bestemme.
Og det er så i vores normale verden, hvor man ikke kan bestemme noget som helst alligevel."

Jeg kiggede udtryksløst på hende.
Jeg kunne fornemme en vis sarkasme her og jeg forstod nogenlunde humoren.

"Når nogle for eksempel fornemmer at blive påvirket af noget bagfra, siger nogle, at de har en 'abe', men det er lidt mere kompliceret end som så," sagde hun og kiggede på mig,
"for nogle beder gud, Buddha, Allah, Jesus om hjælp og er de så aber?
Eller en mand holder med sit yndlingshold i fodbold.
Eller en kvinde og en mand, som elsker hinanden og sender hinanden søde tanker.
Eller en mor, som tænker på sit barn.
Det er meget kompliceret."

"Det forstår jeg ikke helt, men det er meget spændende," sagde jeg og nikkede langsomt.

Hun brød igen ud i et smil.

"Ja, det er yderste interessant," sagde hun.

""Og vi psykologer får masser af arbejde," tilføjede hun og blinkede til mig.

"Ja, det kan jeg forestille mig," svarede jeg stille.

Hun stod og så alvorligt på mig et kort øjeblik.

"Og der er ikke rigtig ytringsfrihed herinde," sagde hun så, "en mand siger et par ord og de behøver ikke en gang at være sande og så forsvinder hele molevitten."

"Åhh," svarede jeg.

Hun kiggede på mig i nogle sekunder for at se, om jeg forstod det.
Jeg nikkede forstående til hende.

"Ja, de åndspadder prøver at skabe en helt ny, tænkt verden i hovedet," sagde hun og kiggede på mig, "med følelser i stedet for jord."

Jeg kiggede måbende på hende.

"Ja, selv kroppe prøver de at skabe af følelser," sagde hun og kiggede opgivende på mig.

"Hvis jeg skal have en krop af den slags følelser, skal det være en af følelserne, som hvis jeg havde vundet i lotto," sagde jeg og smilte til hende.

"Ja," svarede hun grinende.

Hun kiggede på mig.

"Tihi, men for det meste prøver de bare at efterligne vores normale jord, de kvajpander, og de kroppe, de prøver at lave, ligner vores normale kroppe," fniste hun.

"Nå," sagde jeg bare.

Jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle forholde mig til det.
Hun skelede over på mig.

"Det er faktisk også denne verden, som er årsag til dine problemer," sagde hun alvorligt.

"Nåhh," sagde jeg, "det er derfor, mine tanker føles virkelige."

"Nemlig," sagde hun med et smil, "og du skal passe særdeles godt på."

Jeg kiggede spørgende på hende.

"Det er svært at forlade den verden igen.
Vores normale verden er ikke tænkt. Den kan du ikke tænke dig tilbage til.
Jo længere tid du er i denne tænkte verden, jo sværere er det at komme tilbage til vores normale verden.
Det er ligesom med ungdom og jomfrudom - hvis man først har mistet det, er det meget svært at få tilbage.
Du kan tænke dig ind, men du kan ikke tænke dig ud," sagde hun alvorligt.

"Jeg synes ikke rigtig, at jeg har et valg," sagde jeg, "det psykiske vil have mig med i dets verden nogle gange og det er uden at spørge mig."

Psykologen kiggede alvorligt på mig.

"Nej, hvis nogen vil have dig herind, kan du ligesom ikke rigtig undgå det," sagde hun så, "hvis de kalder en person over på dig hvert tiende minut, så kommer du til at tænke meget på den person, hvad enten du vil det eller ej, for hvordan lader man være med at tænke på noget?
Eller en by eller noget, du har gjort, ja, hvad som helst.
Derfor er det måske også krævende at være berømt.
Det er så lidt bedre at tænke på en pige, du godt kan lide, for der er nogle ting, det er naturligt at tænke meget over.
Men hvor langt skal man bevæge sig for at komme væk fra en følelse?"

"Ja, eller et ord og nogle gange en løgn," tilføjede jeg stille.

"He he, ja, tihi," fniste psykologen, men blev så alvorlig igen, "nogle tror, at de kan undgå det eller beskytte sig mod det, men det er ikke så nemt.
Hvis nogen står og slår dig i hovedet, er det sjældent nok at tænke, at de ikke kan slå en."

"Nej, så får man bare en på lampen," svarede jeg tørt, "og når det ikke er mig, som har bedt dem komme, er det heller ikke mig, som kan få dem væk."

"Nej," sagde psykologen, "du kan råbe og skrige og synes, at det er uretfærdigt, men jo mere du beskæftiger dig med det, jo værre bliver det.
Du kan synes, at du opbygger en stærk verden, men i virkeligheden påfører du dig selv en beskyttelsesdragt og samtidigt bevæger du dig væk fra den verden, hvor du ikke er påvirket.
Og du bevæger dig ind i en verden, hvor tanker er virkelige, og når tanker kan blive virkelige, er alle tanker ikke tilladt.
Så du begrænser dine egne tanker, så de ikke er frie længere.
Du kan ikke længere tænke alt, som du kan, når du er i den normale verden, hvor tanker ikke er virkelige.
Nogle gange bryder du måske ud og det kan ses som lys, men du bryder ikke rigtig ud.
Lyset er også en tænkt verden.
Den er bedre end at være påvirket, men den er stadig tænkt.
Min erfaring siger mig, at du kun bliver upåvirket, hvis de lader dig være og du ikke selv går derind igen."

Jeg kiggede på hende.

"Jeg forstår ikke, hvorfor folk ikke bare lader hinanden være i fred følelsesmæssigt," sukkede jeg.

"Næh, men der er faktisk rigtig mange, som gerne vil leve i den psykiske verden - måske endda flertallet," sagde hun, "nogen fornemmer friheden i lyset, når du bryder fri (som du så altså ikke gør alligevel, for de er der stadig), og samler på det.
Men de gør det ved at påvirke andre og når de kan påvirke andre, virker det jo alligevel ikke helt. Men de samler en hel masse fribrud ved at angribe andre, som de så selv kan bruge, når de selv bliver angrebet, men de svømmer rundt i tankerummet og bliver aldrig upåvirkede på den måde."

"Det giver ikke rigtig nogen mening, at de søger efter de følelser, som bryder med påvirkningerne, når de alligevel helst selv vil være påvirkede og fribrudene ikke virker," sagde jeg mut.

"Næhhh, men som jeg sagde før, er der mange selvmodsigelser her," sagde psykologen og slog opgivende ud med armene.

"Ja, to unge jomfruer bryder væk fra påvirkningerne og ud i lyset ved at tænke, at de er unge og jomfruer.
En ældre kvinde, som har prøvet lidt af hvert, ser lyset og bader sig i det.
Det er lidt paradoksalt og selvmodsigende.
Så kan man snakke om at være stærk eller et rovdyr, men i tankernes verden er der faktisk noget, som hedder sandhed og løgn," sagde jeg.

"Ti hi, nu skal du ikke være bitter," grinte psykologen, "både manden og oksen er glade for læderjakken."

"Jeg er ikke bitter," sagde jeg skuffet, "jeg prøver bare at beskrive paradokset og selvmodsigelsen.
Og manden skal købe en ny læderjakke hvert tredje år. For oksen varer den hele livet."

Jeg kom i tanke om noget og kiggede forbavset på kvinden.

"For den afprøvede kvinde varer det kun, indtil tanken stopper," sagde jeg, "så varer ungdom og jomfrudom trods alt lidt længere."

"Tihi ja, og du kan også skrive en lignelse, som tager udgangspunkt i din egen situation, selv om den sidste bemærkning om ungdom og jomfrudom var lidt poetisk," sagde kvinden og kiggede på mig.

"Min egen situation," gentog jeg og kiggede spørgende på psykologen.

"Ja, en mand, som lever i den virkelige verden, bliver påvirket," sagde psykologen, "han tænker, at det bare er løgn, tankespind og opdigtning, og bryder ud i lyset, som hurtigt forsvinder igen, og han fortsætter med at leve i den virkelige verden.
En mand fra den psykiske verden ser det og begynder at bade sig i lyset.
Men han lever i den psykiske verden, så for ham er det ikke løgn, tankespind og opdigtning.
Alligevel bader han sig i lyset."

"Ja, det er sådan min situation er," sagde jeg.

"Lige netop," sagde psykologen og smilte til mig, "en garvet kriminel har slået fire mennesker ihjel.
Han kommer for en dommer og tænker, at han skal have en uskyldig person til at sige 'jeg gjorde det ikke'.
Et par kilometer væk bor en ung, smuk kvinde på 17 år med et lidt iltert temperament.
Manden kører hen til hendes hus og hun står tilfældigvis ude ved havelågen.
Manden holder ind og begynder at snakke med kvinden.
Pludselig siger han 'jeg så, at du sked i hjørnet af din have i onsdags'
'Nej, jeg gjorde det ikke' svarrer kvinden tydelig ophidset.
'Tak skal du have', siger manden grinende og kører væk.
Næste dag i retten siger han 'jeg gjorde det ikke' på samme måde som pigen."

"Eller en mand sidder hjemme i sin dagligstue og tænker 'lige nu er der en lille dreng i Afrika, som ikke kan kigge ud ad vinduet, så nu kan jeg godt kigge ud ad vinduet' og han føler sig som et rovdyr.
Han kunne ligeså godt bare kigge ud ad vinduet," sagde jeg ironisk.

"Du er ironisk nu, men du skal faktisk passe lidt på," sagde psykologen alvorligt, "manden risikerer at miste sin egen ikke-psykiske verden og der er ingen forskel for drengen i Afrika.
Og selv ens egen ikke-psykiske verden kan være svær at få tilbage.
Manden risikerer resten af livet at skulle tænke på en anden person bare for at kunne kigge ud af vinduet, fordi det er blevet en psykisk ting at kigge ud ad vinduet, og som jo er en relativ simpel ting at gøre, hvis man har sin egen verden.
jo mere du har kontakt med den verden, jo mere forsvinder du ind i den.
Det er en helt anden verden med andre regler og der kan det godt være svært bare at kigge ud ad vinduet."

Jeg kiggende uforstående på hende og hun kiggede undersøgende på mig i fem-ti sekunder.

"Reglerne er omtrent sådan her," sagde hun så,
"alt, hvad du tænker og føler og siger, er forkert, og alt, hvad de tænker og føler og siger, er sandt.
Du må ikke gøre noget som helst og du må heller ikke lade være med at gøre noget og de må gøre alting.
De må kalde mennesker, byer, dyr, lande og hvad ved jeg, ned over dig og du må ikke så meget som bare tænke på et andet menneske, by eller land eller hvad, man ellers tænker på, når man går rundt i sine egne tanker.
Den eneste du ikke må være, det er dig selv, og du skal paase lidt på. Du skal ikke kalde på dig selv eller tænke, at du er dig selv. Du er dig selv, når du ikke er påvirket, og så behøver du ikke at tænke over, hvem du er.
Når man ikke er påvirket, kan man bare gøre ting uden alle de komplicerede overvejelser, men det er ikke mange minutter i døgnet, hvor du ikke er påvirket."

Jeg stod og gloede tomt på hende i et halvt minut med åben mund.
Så brød hun ud i et lille grin.

"Tihi," sagde hun så smilende, "det betyder ikke så meget. Du kan sagtens klare dig alligevel."

Jeg stod lidt og kiggede eftertænksomt på den smukke, nøgne kvinde.

"Og de har mange venner, som vil hjælpe dem," sagde kvinden med et glimt i øjet, "rent faktisk er alle andre deres venner - undtagen dig.
Og hvis de tænker på byer eller lande, er alle mennesker i alle byer og lande deres venner og holder med dem og hjælper dem.
Og alle forfattere, rockorkestre, filmproducenter, journalister og hvad ved jeg, er deres venner og holder med dem og hjælper dem."

"Tihi," sagde hun igen smilende, "som jeg sagde før. Det betyder ikke så meget. Du kan sagtens klare dig alligevel."

Jeg kiggede på psykologen.

"Men jeg slås jo ikke med dem," indvendte jeg, "jeg gør ingen fortræd - ikke en gang i tankerne."

"Næh, og hvis du lægger mærke til det, er der faktisk ikke ret mange, som gør hinanden fortræd," sagde kvinden, "og hvis de gør, kommer politiet og de får bøder eller kommer for en domstol og bliver måske sat i fængsel, men det er faktisk ganske få, som gør den slags ting."

Jeg stirrede på kvinden.

"Men tanker og følelser varer ikke evigt," indvendte jeg så.

"Nej, søvn, hvile og afslapning i lang tid kan måske hjælpe en ud," sagde hun og fortsatte,
"ting, som mingelerer med vores tanker, kan virke lindrende.
Alkohol, cigaretter, fjolletobak og det, som er værre, eller medicin," sagde hun og kiggede på mig.

"Nogle gange hjælper adspredelse også.
En biograftur, se en fodboldkamp, gå i byen og sådan noget," sagde jeg.

"Ja, hvis man ikke er så hårdt ramt," sagde hun,
"og de virkelige følelser kan også hjælpe."

"De virkelige følelser?" gentog jeg spørgende.

"Ja, de virkelige følelser eller de ikke-tænkte følelser kan også lindre," svarede psykologen,
"hvis du ligger i en blød, varm seng, er følelserne ikke skabt i hjernen, men af sengen."

"Århh ja, eller hvis man tager karbad eller sidder i sauna," udbrød jeg.

"Ja, det er faktisk de dominerende følelser i den normale verden," sagde psykologen,
"hvis det er varmt en sommerdag eller bidende koldt en vinterdag, er følelserne ikke startet af tanker.
Eller når du tager solbad, kan du mærke solen bage mod huden. eller hvis du kører på motorcykel, kan du mærke vinden i håret eller mod huden."

"Ja, eller hvis man går på asfalt, cement eller sand med bare fødder en sommerdag, kan det nogen gange føles brændende.," sagde jeg.

"Ja, de følelser bruges også til at fortælle dig, at du skal passe på," fortsatte psykologen, "hvis du er for tæt på ild, trækker du hånden til dig, eller hvis du skærer dig på noget, trækker du også hånden til dig."

"Eller hvis jeg får et trælår under en fodboldkamp," sagde jeg tørt.

"Ja, de virkelige følelser kan også være smertefulde," sagde psykologen, "og de kan være meget nuancerede.
Hvis du har en trøje på, kan du mærke, om det er uld eller silke.
Du kan endda mærke, om noget rører ved eller hiver i trøjen - også selv om trøjen ikke er en del af dig.
Du kan også mærke, hvis den er våd - også selv om det kun er på ærmet.
Og du kan føle, hvis noget bare strejfer dit hår.
Dine virkelige følelser er utrolig nuancerede."

"Jahh, man kan mærke, om huden er våd eller tør, også selv om det kun er en enkelt dråbe på den ene arm," sagde jeg.

"Ja, og de skifter momentalt," fortsatte psykologen, "prøv at lægge mærke til, hvor hurtigt de skifter, hvis du lader hånden glide hen over en ujævn overflade."

"Det er rigtig nok, nu du siger det," svarede jeg, "det har jeg slet ikke tænkt på før."

"Nej, det er helt naturligt for de fleste. Følelserne af kroppen i det her rum kan være utrolig langsomme og stillestående," sagde psykologen og blev pludselig alvorlig, "og du mister mange af de virkelige følelser, når du er i det her rum."

Hun holdt en pause, mens hun stod og tænkte, og jeg kunne se, at hun overvejede, hvad hun skulle sige.

"Hvis du føler efter de virkelige følelser, bliver følelserne sanset på kroppen og dit hoved sidder, som det skal, også selv om det er følelser på for eksempel den ene tå," sagde hun så, "hvis du sanser de tænkte følelser i det her rum, ryger hovedet hen, hvor følelserne er."

"Ryger hovedet hen, hvor følelserne er?" spurgte jeg måbende.

"Jahh," hun trak lidt på det, "vi er ikke helt sikre på, hvordan det fungerer, for nogle holder på deres følelser og andre sender dem ud.
Det er en gråzone.
Følelserne fra det her rum kan også være inde i kroppen. Så kan det føles, som om kroppen har de mærkeligste former og hovedet kan sidde der, hvor følelserne er for eksempel på ryggen eller i maven.
Det er tænkte følelser, som kan ændres med tanker, og hvis kroppen så ud som følelserne, kan jeg godt fortælle dig, at folk ville se mærkelige ud og de ville kunne ændre deres krop momentalt med deres tanker."

"Århh," sagde jeg, "det er måske det, nogle kunstnere prøver at skildre gennem deres kunst."

Psykologen kiggede koncentreret på mig.

"Nu er kunst et vidt begreb, men det tror jeg, at du har ret i.
Og det her rum er årsag til mange psykiske sygdomme.
Stress og folk, som begynder at skære i sig selv, fordi de mister deres egne følelser, eller får epileptiske anfald, nogle skal helst bevæge sig og får DAMP, senere får nogle Parkinson og nogle gange kan fjolletobak ophæve de tænkte følelser, som jo sådan set ikke er virkelige."

Hun kiggede på mig et kort øjeblik.

"Skizofreni, OCD og tvangstanker giver sig selv," sagde hun så,
"en lang række psykiske sygdomme har grund i denne verden, men heldigvis er der nogle gode og meget resourcestærke personer i vores normale verden, som kan hjælpe."

Hun kiggede på mig et øjeblik og fortsatte,

"Søvn, hvile og afslapning er noget af den bedste kur.
Tiden læger alle sår, er der nogen, som siger.
Og det er faktisk med mange psykiske sygdomme ligesom med almindelige sygdomme - kun tiden kan hele sårene.
Man får et psykisk sår på et øjeblik og så tror man, at man kan tænke det godt igen og det kan man ikke altid.
Nogle gange kan man og nogle gange bliver det værre, jo mere man roder i det.
Sår - både fysiske og psykiske - skal ofte have ro og man skal ikke pille for meget i dem."

Hun stod og kiggede alvorligt på mig et øjeblik.

"Du skal ikke slås for meget med det," fortsatte hun, "nogle gange kan du se på det som en sportskamp med tilskuere.
Halvdelen af tilskuerne holder med dig og den anden halvdel gør ikke.
Nogle er mere fanatiske end andre - både den ene slags og den anden.
Når du spiller på hjemmebane, holder de fleste med dig, mens det er lidt sværere på udebane.
Tingene er lidt nemmere, når folk holder med dig og ønsker, at du skal klare det så godt som muligt.
De fleste spiller bedst, når der er tilskuere, men det er til træning og når du er alene, at du lærer dig selv bedst at kende."

"Ja, men jeg vil egentlig helst være fri for det," sagde jeg, "sportsfolk har selv valgt det og det har jeg ikke."

"Nej, noget af det psykiske er det bedst helt at ignorere, hvis man kan det, men kom med videre," sagde hun og brød ud i et smil, "vi har mange andre ting her."

Jeg fulgte psykologen et lille stykke videre.
Jeg stoppede op.

"Lige et spørgsmål mere til det her rum," sagde jeg,
"jeg har altid syntes, at alt er muligt i tankerne.
Så må der da være utrolig mange verdener i alle afskygninger i det her rum."

"Ja, i din normale verden er alt muligt i tankerne," svarede psykologen, "men det er lidt anderledes, når tanker og følelser kan blive virkelige, og ja, der findes utrolig mange forskellige psykiske verdener i det her rum.
Du kan bare tage dig til hovedet, når du ser nogle af dem."

Psykologen tav et øjeblik og kiggede på mig.

"Men der er også vidunderlige verdener og de er faktisk også lidt farlige, hvis du vil leve i den virkelige verden," sagde psykologen og fortsatte, "det er utrolig nemt bare at følge med, når du lever i en vidunderlig psykisk verden og så pludselig lever du kun i den psykiske verden og du mister langsomt forbindelserne til den virkelige verden.
Så lever du pludselig i en tænkt psykisk verden og der er faktisk mange gode ting i den virkelige verden og ting, du ikke kan tænke dig til."

"Nåhh, det var blandt andet det rum, hvor I havde sat tape for indgangen tidligere," sagde jeg.

"Det er nemlig rigtigt," sagde psykologen og gik hen til det næste rum, "det næste rum er en tilføjelse til rummet med tænkte følelser.
Her kan du lave stoffer af tænkte følelser.
Du kan lave vand, stål, luft, is, bløde madrasser og puder, ja, alle mulige stoffer, kan du lave.
Du kan endda lave fiktive stoffer, som er uendeligt hårde og holdbare, og snore, som aldrig kan skæres over."

Jeg kiggede tomt på psykologen.

"Kan man så også lave jordbærgrød?" spurgte jeg monotont.

"Ja, og havregrød med cocktailpølser, hvis du vil efterligne hjernemasse," sagde psykologen og grinte over hele hovedet.

Jeg stod bare og gloede udtryksløst på psykologen i måske 20 sekunder.

"Kom med videre. Vi har mange andre ting her," sagde hun smilende.

Hun gik lidt videre.

"Ja, vi har jo selvfølgelig heller ingen økonomiske problemer her," sagde hun.

"Næ, det ville da være dumt andet," svarede jeg stille.

Vi kom hen til et ret stort område.

"Kan du se den bunke glitrende sten derhenne?" spurgte hun.

"Ja," svarede jeg.

"Det er brillianter," sagde hun.

Jeg spærrede øjnene op.

"Det var da noget af en bunke. Den må være over en meter høj," sagde jeg.

"Ja, vi er ikke så tilbageholdende på det område," svarede hun.

"Næ, det er der vel heller ingen grund til at være," sagde jeg henkastet, "hvad er bunken med de røde sten?"

"Det er rubiner," svarede kvinden og kiggede på mig, "og de grønne er smaragder, de blå er safirer og de gule og brune er topaser."

"Hvorfor er der to bunker smaragder?" spurgte jeg.

"Du skal ikke tage dig af den bagerste bunke. Det er falske smaragder," sagde hun alvorligt.

"Nå, hmm," sagde jeg eftertænksomt.

"Og så har vi fire stabler guldbarrer," fortsatte hun, "to guldbarrer nederst. To placeret diagonalt ovenpå og så videre."

"Hver af stablerne er da nok 1 meter høje," sagde jeg og kiggede på kvinden.

"En meter og tyve hver," korrigerede hun.

"Ja, det passer nok meget godt," sagde jeg.

"Og derovre kan du tage brusebad i guldstykker," sagde hun smilende.

Jeg kiggede måbende på hende.

"Hvordan kan I få guldstykker gennem en bruser?" spurgte jeg.

"Herinde er meget muligt," svarede hun med et grin.

"Og den kiste derovre er en gammel sørøverskat. Den er 275 år gammel," sagde hun og tænkte sig om et øjeblik, "eller er det 300 år."

"Ja, tidsbegrebet kan vel være lidt speget et sted som her," sagde jeg mut.

"Det er lige nøjagtigt det, det er," sagde hun og slog en høj latter op.

Jeg smilte til hende. Jeg kunne godt lide hendes selskab.

"Og kisten ved siden af er special designede smykker. De er holdt i guld, rødguld og hvidguld med brillianter," fortsatte hun.

"Der er ikke sparet på brillianterne," konstaterede jeg.

"Næ, det er der ingen grund til her," svarede hun.

"Nej, det er der vel ikke," sagde jeg sagte, "hvilke slags smykker er der?"

Hun kiggede på mig, sukkede og tænkte sig om et øjeblik.

"Vi har hårspænder- og klemmer, diademer, tiaraer, halsbånd og halskæder, brocher, øreringe, armringe og almindelige ringe," remsede hun op, "måske har jeg ikke fået alt med."

"Hvor er de smukke," udbrød jeg, "jeg kan godt lide sammensætningen af guld, rød- og hvidguld og brillianter."

"Ja, og der er gjort ekstra meget ud af at designe dem," tilføjede psykologen.

"Har I også smykker til mænd?" spurgte jeg.

"Vi har slipsenåle," svarede hun og kiggede på mig.

"Det passer godt til mig at være lidt diskret," sagde jeg, "så kan kvinderne få lov at pynte sig."

"ha, ha, ja, det ligger mere til kvinder at pynte sig," smilte hun.

"Ja, og det er nu engang bedre at se på kvinder," sagde jeg stille.

"Ha, ha," grinte hun og gav mig et kys.

"Er det også med i konsultationen?" spurgte jeg med et smil.

"Ja," svarede hun smilende.

"Så vil jeg gerne have et til," sagde jeg forhåbningsfuldt.

Kvinden slog en høj latter op og gav mig et smækkys på munden.

"Umm," sagde jeg og kiggede på hende.

Hun kiggede smilende på mig et øjeblik.

"Vil du have smækkys?" spurgte hun så.

"Jahh," svarede jeg nølende.

"Så kom med," sagde hun og begyndte at gå.

Jeg fulgte langsomt efter.
Hun gik hen til endnu en skillevæg.
Jeg kiggede ind.
Jeg spærrede øjnene op.
Derinde gik en snes nøgne kvinder i deres bedste alder rundt.
Der var kvinder af alle etniske afstamninger.

"Det er så prinsesserummet," sagde psykologen smilende.

"Prinsesserummet," gentog jeg.

"Ja, prinsesserummet," sagde psykologen med et stort grin.

Jeg kiggede ind igen.
Kvinderne gik rundt derinde med struttende bryster.
Jeg kunne se tre afrikanere, flere asiater og en del hvide.
Der var også nogle andre, som jeg ikke rigtig kunne bestemme oprindelsen af.

"De tre derovre er afrikanske kongedøtre," sagde psykologen.

"Rigtige ægte prinsesser?" spurgte jeg.

"Ja, vaskeægte prinsesser," smilte psykologen.

"Men deres bryster strutter," sagde jeg nølende.

Psykologen slog en høj latter op.

"Ja, prinsesser kan også have struttende bryster," sagde hun.

"Nåhh ja," svarede jeg.

Psykologen smilte.

"De er alle sammen utrolig smukke," sagde jeg og kiggede på psykologen.

"Ja," sagde hun smilende.

"Og der er fire prinsesser fra Europa," sagde psykologen.

"Rigtige kongedøtre?" spurgte jeg.

Psykologen grinte igen

"Rigtige, vaskeægte kongedøtre," smilte psykologen, "og der er tre kongedøtre fra Asien, en indianer høvdingedatter fra regnskoven i Brasilien, en høvdingedatter fra de indfødte indianere i USA, en grønlænder, en datter af en sheik fra Abu Dhabi og en aborigoni fra Australien."

Jeg stirrer målløs på kvinderne.
De var alle utrolig smukke og gik nøgne rundt derinde.

"Og hende der er datter af præsidenten af USA," fortsatte psykologen.

"Datter af præsidenten af USA," gentog jeg, "jeg vidste slet ikke, at præsidenten havde en så smuk datter. Hvilken præsident er det?"

"Jahh," sagde psykologen nølende, "det meldes der ikke noget om. Tid er som sagt et lidt speget begreb herinde."

"Men hun har struttende bryster," sagde jeg.

Psykologen grinte igen højt.

"Præsidentdøtre kan også have struttende bryster," smilte hun.

Jeg kiggede på præsidentens datter et øjeblik.
Hun var utrolig smuk.

"Og der er fem døtre af milliadærer i dollars," fortsatte psykologen smilende.

"Fem milliadærdøtre," gentog jeg målløs, "hvor kommer de fra?"

"Der er to fra Europa - den ene fra et sted i Sydeuropa - en fra USA, en fra Hong Kong og en fra Singapore," fortalte psykologen, "i øvrigt mangler sheikens datter fra Abu Dhabi heller ikke penge."

"Det er der nok ikke ret mange af de kvinder, der gør," sagde jeg.

"Ti hi, nej, det har du ret i," sagde psykologen.

Jeg kiggede rundt på kvinderne.
Jeg blev sådan lidt lykkelig af at se på dem.
Der stod også en rigtig stor, blød seng i det ene hjørne.

"Og hende der er datter af formanden for det kommunistiske parti i Kina," fortsatte psykologen.

"Datter af formanden for det kommuniske parti i Kina," gentog jeg, "hun er utrolig smuk."

"Ja," smilte psykologen.

Jeg stod og kiggede nonchalant rundt på kvinderne et stykke tid.

"Hvem af dem vil du giftes med?" spurgte psykologen så.

Jeg kiggede på psykologen.
Så flyttede jeg blikket og kiggede rundt på kvinderne.
Jeg stod et stykke tid og lod blikket vandre fra kvinde til kvinde.
Psykologen sukkede.

"Jahh, i princippet kan du gifte dig med allesammen," sagde hun.

"Alle sammen?" gentog jeg.

"Ja, den slags ting tager vi ikke så tungt her," grinte psykologen.

"Nej, selvfølgelig ikke," sagde jeg stille.

"Jaa, her kunne du nok stå et godt stykke tid, men vi må videre. Der er ikke så lang tid tilbage af konsultationen," sagde psykologen.

"Ja," sagde jeg, "kan jeg komme tilbage hertil?"

"Til hver en tid. Vi skal også have aftalt, hvornår vi skal have den næste konsultation," sagde psykologen smilende.

"Ja, her er rart at være," sagde jeg.

Kvinden kiggede på mig og grinte over hele hovedet.
Hun gik lidt videre og jeg fulgte efter.
Hun stoppede ved en stor polstret lænestol.
Der var også en tøjreol.

"Hvad er så det her?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Det her kunne du også finde i dit normale liv," sagde hun, "lænestolen er bare ekstraordinær blød og behagelig at sidde i og tøjreolen er fyldt med mærkevarer."

"Nåhh," sagde jeg toneløst, "har I problemer med forfalskninger her?"

"Ja, du drømmer ikke om, hvor mange problemer vi har med folk, som bare tænker sig til mærkevarer," sagde psykologen.

"Jahh, de fleste foretrækker nok mærkevarer, hvis de selv kan vælge," sagde jeg.

"Ja," sagde psykologen.

Hun gik videre til den næste skillevæg.
Jeg kiggede ind.
Der var et lille højbed med jord.

"Hvad er det så?" spurgte jeg, "det ligner gulerødder."

"Ja, men det her er VIRKELIGE gulerødder," sagde psykologen.

"VIRKELIGE gulerødder," gentog jeg tomt.

"Ja, vil du smage?" sagde psykologen og kiggede smilende på mig.

"Nej tak, jeg er ikke så sulten lige nu," sagde jeg stille.

Psykologen kiggede grinende på mig.

"Tiden er ved at være gået. Skal vi finde en ny tid?" spurgte psykologen.

"Kan jeg komme tilbage hertil?" spurgte jeg igen.

"Ja, efter den første konsultation - det er den her - kan du komme tilbage hertil, så ofte du vil resten af livet," sagde kvinden.

"Wow," sagde jeg smilende.

"Skal vi finde en ny tid?" spurgte psykologen igen.

"Ja," sagde jeg og kiggede lidt på hende.

Hun sad stadig uden tøj på og med strittende bryster.

"Har du lyst til at tage med ud og få en kop kaffe uden om behandlingen?" spurgte jeg forsigtigt.

Hun kiggede smilende på mig et øjeblik.

"Nu er dine tanker ikke virkelige længere," sagde hun så med et grin.

"Pokkers også," udbrød jeg skuffet og tænkte mig om et kort øjeblik, "men så er jeg vel egentligt kureret?"

Hun kiggede eftertænksomt på mig.

"Ja, det er du vel egentligt," sagde hun så.

"Så behøver vi vel heller ikke finde en ny tid?" sagde jeg.

Hun kiggede igen eftertænksomt på mig.

"Nej, det gør vi vel ikke," sagde hun, "med mindre du har andet, du gerne vil snakke med mig om."

"Det har jeg ikke rigtig," sagde jeg og tænkte mig om et kort øjeblik, "men kan jeg kontakte dig igen, hvis mine tanker føles virkelige igen?"

"Til hver en tid," svarede psykologen smilende.

"Tak, det er jeg glad for," sagde jeg.

Jeg rejste mig og tog mit overtøj på.
Psykologen fulgte mig hen til døren.

"Tak, det har været en fornøjelse," sagde jeg.

"I lige måde," sagde psykologen smilende.

"Jeg håber, vi ses igen," sagde jeg.

"I lige måde," svarede psykologen smilende.

"Farvel," sagde jeg og gav psykologen et smækkys.

"Farvel," svarede psykologen og smilte over hele hovedet.

Jeg begyndte smilende at gå hjemad.