Virkelige Tanker



Nogle gange føles mine tanker virkelige.
Jeg tænkte, at det nok var bedst at tale med en psykolog om det, så jeg besluttede, at jeg ville tage hen til en psykolog.
Da jeg kom derhen, var det en ganske køn kvinde, som åbnede døren.

"Hvad kan vi gøre for dig?" spurgte hun.

"Jeg vil gerne tale med en psykolog," svarede jeg.

"Hvad drejer det sig om?" spurgte hun.

"Nogle gange føles mine tanker virkelige," svarede jeg.

"Hmm," sagde hun, "kom ind, så kan vi snakke om det."

"Er du psykolog?" spurgte jeg og kigge på hende.

Hun var som skrevet ganske køn og jeg kunne se konturerne af hendes bryster under blusen.

"Ja, det er jeg faktisk," sagde hun smilende, "kom ind."

Jeg gik indenfor og hun viste mig ind i sit konsultationsrum.

"Du kan bare sætte dig i stolen. Jeg kommer om et kort øjeblik."

Jeg tog overtøjet af og satte mig hen i stolen.
Psykologen kom ind kort tid efter og satte sig overfor mig.
Hun kiggede på mig et øjeblik.

"Hvad var så dit problem?" spurgte hun.

"Jahh," sagde jeg, "nogle gange føles mine tanker virkelige."

Hun kiggede eftertænksomt på mig et øjeblik yderligere.
Så rejste hun sig og tog sin trøje og BH af.
Jeg kiggede på hendes bare bryster.
De var kønne og brystvorterne strittede lidt ud til hver sin side.
Jeg sad og kiggede på dem et stykke tid.
Jeg havde det egentlig udmærket, som jeg sad der.
Efter at have siddet og set på den kønne psykolg med de strittende bryster et stykke tid, kiggede jeg op på hende igen.

"Mine tanker føles stadigvæk en lille smule virkelige," sagde jeg.

Hun smilte stille til mig, rejste sig op og tog sine bukser og trusser af.

"Jahh, nu hjælper det på det," sagde jeg sagte.

Hun havde en køn, mørk kønsbehåring, selv om hun egentlig var blond.
Jeg er den gammeldags type, som synes, at kvinders kønsbehåring er sexet, men helst ikke for meget op ad benene.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver lykkelig af at se nøgne kvinder.
Jeg sad og kiggede på hende et stykke tid.

"Hjælper det?" spurgte hun.

"Ja," svarede jeg smilende, "mine tanker føles ikke så virkelige længere."

"Det var godt," sagde hun og smilte tilbage.

Hun havde det kønneste, livsglade smil, man kunne tænke sig.
Vi sad og snakkede afslappet sammen omkring en halv time.
Hun var køn og nøgen, så jeg prøvede at se så nonchalant ud som muligt.
Så rejste hun sig.

"Kom, der er noget, jeg vil vise dig," sagde hun.

Hun gik ud ad en dør i den ene side af værelset og jeg fulgte efter.
Vi kom ind i et stort rum.
Jeg kiggede rundt i rummet.
Der var nogle områder i forskellige størrelse med flytbare skillevægge imellem.
Skillevæggene var ikke højere, end man kunne se ud over dem.
Hun gik hen til et halvstort rum og jeg fulgte efter.

"Hvis du går derind, bliver du i stand til at fuldføre to maratonløb," sagde hun.

"To maratonløb," gentog jeg og kiggede overrasket på hende.

"Ja, og du kan nemt løfte 450 kg," fortsatte hun.

"Wow," sagde jeg og kiggede på hende.

"Ja, og du behøver aldrig at gå til lægen mere. Du kan bare tænke, at du er rask," sagde hun smilende.

Jeg tænkte mig om et øjeblik.

"Kan jeg så også få håret tilbage ovenpå hovedet?" spurgte jeg eftertænksomt.

"Ja, og hvis du vil af med lidt af overvægten, er fem-ti kg ikke noget problem," svarede hun.

"Kan jeg også tabe 20 kg?" spurgte jeg og skelede over på hende.

Hun kiggede på mig med et stort smil.

"Ikke noget problem," svarede hun.

"Og hvis vi, kvinder, ikke er helt tilfredse med vores frontparti, har vi også nogle muligheder her," sagde hun.

Jeg kiggede på hendes bare bryster.

"Jeg synes, at de er ganske kønne," svarede jeg.

Hun kiggede smilende på mig.

"Jeg skal heller ikke have lavet noget ved mine bryster. Jeg er glade for dem, som de er," sagde hun med et stort grin.

Hun sænkede blikket og kiggede ned ad mig.

"Nej tak," skyndte jeg mig at sige, "lige med hensyn til de dele foretrækker jeg også tingene, som de er."

Jeg tænkte over det et øjeblik.

"Så er der heller ingen potensproblemer her?" spurgte jeg.

"Nej," udbrød hun i et stort grin, "her tænker vi den op."

Jeg kiggede måbende på hende.
Hun sendte mig et stort smil.

"Kom, vi må videre. Det næste sted er særdeles interessant for os, psykologer."

Jeg kiggede på hende og fulgte efter til den næste skillevæg.

"Det her er meget interessant," sagde hun og kiggede direkte på mig, "her bliver dine tanker klare. Du ved alt og kan huske alt."

"Wow," udbrød jeg.

"Ja, og hvis du skal have løst nogle problemer, er din tanker både klare og kreative," sagde hun.

"Ja, men hvis tanker er alt, kan man så ikke bare tænke sig til det uden så mange dikkedarer?" spurgte jeg.

"Hø, hø, hø, nå ja, du vil finde ud af, at der også er en del selvmodsigelser her," svarede hun med et smil, "men kom her hen. Det her er også interessant."

Jeg fulgte efter hende hen til et hjørne.
Jeg kiggede spørgende på hende.

"Her får du de bedste følelser, du kan tænke dig," sagde hun alvorligt, "hvis du først er her, vil du aldrig forlade stedet igen."

"Hmm," sagde jeg og kiggede mig omkring.

Lidt ud til siden stod en ret stor seng med tre store, bløde dyner.

"Ja, og den seng her er den skønneste at ligge i. Den er blød og varm og retter sig ind efter kroppen," sagde hun.

Jeg kiggede et øjeblik på sengen. Den så godt nok dejlig ud.

"Ja, det her sted er interessant for os psykologer, men kom med," sagde hun og begyndte at gå videre.

Vi gik lidt videre og hun stoppede et sted, hvor der ikke var noget som helst.
Jeg kiggede spørgende på hende.

"Her ville vi lave et sted, som ikke var skabt af tanker og følelser eller andet psykisk," sagde hun og kiggede lidt sørgmodigt på mig, "men vi har nogle problemer her."

"ja," svarede jeg forstående, "lige på det punkt er den normale verden nok lidt nemmere."

"Ja," svarede hun eftertænksomt.

"Men kom med videre," sagde hun og brød ud i et smil, "vi har mange andre ting her."

Jeg fulgte psykologen et lille stykke videre.

"Ja, vi har jo selvfølgelig heller ingen økonomiske problemer her," sagde hun.

"Næ, det ville da være dumt andet," svarede jeg stille.

Vi kom hen til et ret stort område.

"Kan du se den bunke glitrende sten derhenne?" spurgte hun.

"Ja," svarede jeg.

"Det er brillianter," sagde hun.

Jeg spærrede øjnene op.

"Det var da noget af en bunke. Den må være over en meter høj," sagde jeg.

"Ja, vi er ikke så tilbageholdende på det område," svarede hun.

"Næ, det er der vel heller ingen grund til at være," sagde jeg henkastet, "hvad er bunken med de røde sten?"

"Det er rubiner," svarede kvinden og kiggede på mig, "og de grønne er smaragder, de blå er safirer og de gule og brune er topaser."

"Hvorfor er der to stabler smaragder?" spurgte jeg.

"Du skal ikke tage dig af den bagerste bunke. Det er falske smaragder," sagde hun alvorligt.

"Nå, hmm," sagde jeg eftertænksomt.

"Og så har vi fire stabler guldbarrer," fortsatte hun, "to guldbarrer nederst. To placeret diagonalt ovenpå og så videre."

"Hver af stablerne er da nok 1 meter høje," sagde jeg og kiggede på kvinden.

"En meter og tyve hver," korrigerede hun.

"Ja, det passer nok meget godt," sagde jeg.

"Og derovre kan du tage brusebad i guldstykker," sagde hun smilende.

Jeg kiggede måbende på hende.

"Hvordan kan I få guldstykker gennem en bruser?" spurgte jeg.

"Herinde er meget muligt," svarede hun med et grin.

"Og den kiste derovre er en gammel sørøverskat. Den er 275 år gammel," sagde hun og tænkte sig om et øjeblik, "eller er det 300 år."

"Ja, tidsbegrebet kan vel være lidt speget et sted som her," sagde jeg mut.

"Det er lige nøjagtigt det, det er," sagde hun og slog en høj latter op.

Jeg smilte til hende. Jeg kunne godt lide hendes selskab.

"Og kisten ved siden af er special designede smykker. De er holdt i guld, rødguld og hvidguld med brillianter," fortsatte hun.

"Der er ikke sparet på brillianterne," konstaterede jeg.

"Næ, det er der ingen grund til her," svarede hun.

"Nej, det er der vel ikke," sagde jeg sagte, "hvilke slags smykker er der?"

Hun kiggede på mig, sukkede og tænkte sig om et øjeblik.

"Vi har hårspænder- og klemmer, diademer, tiaraer, halsbånd og halskæder, brocher, øreringe, armringe og almindelige ringe," remsede hun op, "måske har jeg ikke fået alt med."

"Hvor er de smukke," udbrød jeg, "jeg kan godt lide sammensætningen af guld, rød- og hvidguld og brillianter."

"Ja, og der er gjort ekstra meget ud af at designe dem," tilføjede psykologen.

"Har I også smykker til mænd?" spurgte jeg.

"Vi har slipsenåle," svarede hun og kiggede på mig.

"Det passer godt til mig at være lidt diskret," sagde jeg, "så kan kvinderne få lov at pynte sig."

"ha, ha, ja, det ligger mere til kvinder at pynte sig," smilte hun.

"Ja, og det er nu engang bedre at se på kvinder," sagde jeg stille.

"Ha, ha," grinte hun og gav mig et kys.

"Er det også med i konsultationen?" spurgte jeg med et smil.

"Ja," svarede hun smilende.

"Så vil jeg gerne have et til," sagde jeg forhåbningsfuldt.

Kvinden slog en høj latter op og gav mig et smækkys på munden.

"Umm," sagde jeg og kiggede smilende på hende.

Hun kiggede smilende på mig et øjeblik.

"Vil du have smækkys?" spurgte hun så.

"Jahh," svarede jeg nølende.

"Så kom med," sagde hun og begyndte at gå.

Jeg fulgte langsomt efter.
Hun gik hen til endnu en skillevæg.
Jeg kiggede ind.
Jeg spærrede øjnene op.
Derinde gik en snes nøgne kvinder i deres bedste alder rundt.
Der var kvinder af alle etniske afstamninger.

"Det er så prinsesserummet," sagde psykologen smilende.

"Prinsesserummet," gentog jeg.

"Ja, prinsesserummet," sagde psykologen med et stort grin.

Jeg kiggede ind igen.
Kvinderne gik rundt derinde med struttende bryster.
Jeg kunne se tre afrikanere, flere asiater og en del hvide.
Der var også nogle andre, som jeg ikke rigtig kunne bestemme oprindelsen af.

"De tre derovre er afrikanske kongedøtre," sagde psykologen.

"Rigtige ægte prinsesser," gentog jeg.

"Ja, vaskeægte prinsesser," smilte psykologen.

"Men deres bryster strutter," sagde jeg nølende.

Psykologen slog en høj latter op.

"Ja, prinsesser kan også have struttende bryster," sagde hun.

"Nåhh ja," svarede jeg.

Psykologen smilte.

"De er alle sammen utrolig smukke," sagde jeg og kiggede på psykologen.

"Ja," sagde hun smilende.

"Og der er fire prinsesser fra Europa," sagde psykologen.

"Rigtige kongedøtre?" spurgte jeg.

Psykologen grinte igen

"Rigtige, vaskeægte kongedøtre," smilte psykologen, "og der er tre kongedøtre fra Asien, en indianer høvdingedatter fra regnskoven i Brasilien, en høvdingedatter fra de indfødte indianere i USA, en grønlænder, en datter af en sheik fra Abu Dhabi og en aborigoni fra Australien."

Jeg stirrer målløs på kvinderne.
De var alle utrolig smukke og gik nøgne rundt derinde.

"Og hende der er datter af præsidenten af USA," fortsatte psykologen.

"Datter af præsidenten af USA," gentog jeg, "jeg vidste slet ikke, at præsidenten havde en så smuk datter. Hvilken præsident er det?"

"Jahh," sagde psykologen nølende, "det meldes der ikke noget om."

"Men hun har struttende bryster," sagde jeg.

Psykologen slog en høj atter op.

"Præsidentdøtre kan også have struttende bryster," smilte hun.

Jeg kiggede på præsidentens datter et øjeblik.
Hun var utrolig smuk.

"Og der er fem døtre af milliadærer i dollars," fortsatte psykologen smilende.

"Fem milliadærdøtre," gentog jeg målløs, "hvor kommer de fra?"

"Der er to fra Europa - den ene fra et sted i Sydeuropa - en fra USA, en fra Hong Kong og en fra Singapore," fortalte psykologen, "i øvrigt mangler sheikens datter fra Abu Dhabi heller ikke penge."

"Det er der nok ikke ret mange af de kvinder, der gør," sagde jeg.

"Ti hi, nej, det kan du have ret i," sagde psykologen.

Jeg kiggede rundt på kvinderne.
Jeg blev sådan lidt lykkelig af at se på dem.
Der stod også en rigtig stor, blød seng i det ene hjørne.

"Og hende der er datter af formanden for det kommunistiske parti i Kina," fortsatte psykologen.

"Datter af formanden for det kommuniske parti i Kina," gentog jeg, "hun er utrolig smuk."

"Ja," smilte psykologen.

Jeg stod og kiggede nonchalant rundt på kvinderne et stykke tid.

"Hvem af dem vil du giftes med?" spurgte psykologen så.

Jeg kiggede på psykologen.
Så flyttede jeg blikket og kiggede rundt på kvinderne.
Jeg stod et stykke tid og lod blikket vandre fra kvinde til kvinde.
Psykologen sukkede.

"Jahh, i princippet kan du gifte dig med allesammen," sagde hun.

"Alle sammen?" gentog jeg.

"Ja, den slags ting tager vi ikke så tungt her," grinte psykologen.

"Nej, selvfølgelig ikke," sagde jeg stille.

"Jaa, her kunne du nok stå et godt stykke tid, men vi må videre. Der er ikke så lang tid tilbage af konsultationen," sagde psykologen.

"Ja," sagde jeg, "kan jeg komme tilbage hertil?"

"Til hver en tid. Vi skal også have aftalt, hvornår vi skal have den næste konsultation," sagde psykologen smilende.

"Ja, her er rart at være," sagde jeg.

Kvinden kiggede på mig og grinte over hele hovedet.
Kvinden gik lidt videre og jeg fulgte efter.
Hun stoppede ved en stor polstret lænestol.
Der var også en tøjreol.

"Hvad er så det her?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Det her kunne du også finde i dit normale liv," sagde hun, "lænestolen er bare ekstraordinær blød og behagelig at sidde i og tøjreolen er fyldt med mærkevarer."

"Nåhh," sagde jeg toneløst, "har I problemer med forfalskninger her?"

"Ja, du drømmer ikke om, hvor mange problemer vi har med folk, som bare tænker sig til mærkevarer," sagde psykologen.

"Jahh, de fleste foretrækker nok mærkevarer, hvis de selv kan vælge," sagde jeg.

"Ja," sagde psykologen.

Hun gik videre til den næste skillevæg.
Jeg kiggede ind.
Der var et lille højbed med jord.

"Hvad er det så?" spurgte jeg, "det ligner gulerødder."

"Ja, men det her er VIRKELIGE gulerødder," sagde psykologen.

"VIRKELIGE gulerødder," gentog jeg tomt.

"Ja, vil du smage?" sagde psykologen og kiggede smilende på mig.

"Nej tak, jeg er ikke så sulten lige nu," sagde jeg stille.

Psykologen kiggede grinende på mig.

"Tiden er ved at være gået. Skal vi finde en ny tid?" spurgte psykologen.

"Kan jeg komme tilbage hertil?" spurgte jeg igen.

"Ja, efter den første konsultation - det er den her - kan du komme tilbage hertil, så ofte du vil resten af livet," sagde kvinden.

"Wow," sagde jeg smilende.

"Skal vi finde en ny tid?" spurgte psykologen igen.

"Ja," sagde jeg og kiggede lidt på hende.

Hun sad stadig uden tøj på og med strittende bryster.

"Har du lyst til at tage med ud og få en kop kaffe uden om behandlingen?" spurgte jeg forsigtigt.

Hun kiggede smilende på mig et øjeblik.

"Nu er dine tanker ikke virkelige længere," sagde hun så med et grin.

"Pokkers også," udbrød jeg skuffet og tænkte mig om et kort øjeblik, "men så er jeg vel egentligt kureret?"

Hun kiggede eftertænksomt på mig.

"Ja, det er du vel egentligt," sagde hun så.

"Så behøver vi vel heller ikke finde en ny tid?" sagde jeg.

Hun kiggede igen eftertænksomt på mig.

"Nej, det gør vi vel ikke," sagde hun, "med mindre du har andet, du gerne vil snakke med mig om."

"Det har jeg ikke rigtig," sagde jeg og tænkte mig om et kort øjeblik, "men kan jeg kontakte dig igen, hvis mine tanker føles virkelige igen?"

"Til hver en tid," svarede psykologen smilende.

"Tak, det er jeg glad for," sagde jeg.

Jeg rejste mig og tog mit overtøj på.
Psykologen fulgte mig hen til døren.

"Tak, det har været en fornøjelse," sagde jeg.

"I lige måde," sagde psykologen smilende.

"Jeg håber vi ses igen," sagde jeg.

"I lige måde," svarede psykologen smilende.

"Farvel," sagde jeg og gav psykologen et smækkys.

"Farvel," svarede psykologen og smilte over hele hovedet.

Jeg begyndte smilende at gå hjemad.