Historien er ikke færdig og den bliver det sikkert aldrig.
Jeg ændrer i historien og tilføjer nye kapitler en gang imellem.
Sidst ændret 9/12 2020



Kapitler

Lars Peder Madsen og Hans Nielsen 19/8 2019
Mette Jensen og Jens Sørensen 19/8 2019
Mette Jensen og Niels Olsen 19/8 2019
Niels Olsen arbejder 20/6 2019
Claus Hansen og Ole Thomsen 20/6 2019
Niels Olsen, Claus Hansen og Ole Thomsen 24/6 2019
Claus Hansen i retten 26/6 2019
Benny Eriksen 5/9 2019
Otto Hansen 26/9 2019
Karl Markvardsen, Inge Pedersen og Sofie Jensen 3/10 2019
Valdemar Skov Sørensen 8/10 2019
Viggo Svendsen, William Knudsen og Lukas Pontoppidan 19/11 2020
Hans Knudsen, Berit Olsen og deres nevø Ole Sørensen 9/12 2020
Søren Ludvigsen og det halve kongerige 9/12 2020



Og Livet Går Videre...



Lars Peder Madsen og Hans Nielsen


15/6 2019
rev 19/8 2019

Lars Peder Madsen kommer gående hen ad en vej i en skov.
Han er på vej til en by et par kilometer væk. Han skal besøge sin kæreste. Hun hedder Mette Jensen.
Det er første gang, han besøger Mette. Hun har besøgt ham mange gange. De gik på skole sammen ikke så langt fra, hvor han bor. Mette boede på skolen og han boede hjemme.

Lars Peder glæder sig.
Han går og nynner ubekymret.
Han har lige fået stegt lever. Det er hans yndlingsret. Jeg forstår ikke, at nogle kan lide stegt lever, men sådan er folk så forskellige.
Lars Peder er rig.
Han tænker på Mette. Han kan godt lide Mette. Han er nærmest forelsket i hende.
Mette er meget spirituel. Hun kan ikke lide jordiske værdier. Hun har sagt til Lars Peder, at hun ikke kan lide, at han har så mange penge. Penge betyder ikke så meget for Lars Peder. Han vil hellere have Mette end at være rig.

Lars Peder er ikke kendt i området. Han kommer til en skillevej. Den ene vej fører gennem nogle sving næsten direkte til byen og den anden fører også gennem nogle sving og drejer så og fører til et helt andet sted, men det ved Lars Peder ikke.
Lars Peder står lidt og kigger på de to veje.
Det kan være lige meget, hvilken en af vejene jeg tager, tænker han. Jeg er ret sikker på, at denne vej er den korteste, tænker han og begynder at gå hen ad den anden vej.

Lars Peder går videre og nynner ubekymret.
Han går gennem nogle sving og kommer til en bro over en flod.
Han kan høre et vandfald lidt nede ad floden.
Han stopper op på broen.
Hvor er her smukt, tænker Lars Peder.
Han går hen til rækværket og kigger ned i vandet.
Hans kan se nogle små fisk svømme rundt nede i vandet. De står stille i vandet mod strømmen. De fisk skal svømme godt til bare for at stå stille i vandet, tænker Lars Peder, strømmen må være stærk her. Jeg ville ikke gå ud i vandet her. Det ville være livsfarligt.
Lidt inde til siden er nogle klipper. Vandet har god fart på og laver strømhvirvler omkring klipperne.
Turbulens er noget af det mest komplicerede indenfor videnskab, tænker Lars Peder. Han har en god ven, som er ingeniør, som har fortalt ham det.
Det er nok rigtigt, tænker Lars Peder Madsen. Han kigger ned i vandet og prøver at følge et enkelt punkt. Det gider han ikke ret længe.
Han kigger op på floden og omgivelserne i stedet for.
Hvor er her smukt, tænker Lars Peder igen.

Lars Peder tænker på Mette igen.
Bare hun var her.
Så ville han give hende et knus og kysse hende.
Stå på en bro over en flod i et smukt landskab og give Mette et knus og kysse hende. Lars Peder kunne ikke tænke sig noget bedre.
Lars Peder ved godt, at Mette ikke kan lide, at han har så mange penge. Hun har sagt det til ham.
Måske skulle jeg kaste alle mine penge i vandet, tænker han.
Det vil hun blive glad for.
Han står lidt og tænker.
Det ville være en god løsning. Så er pengene heller ikke til besvær for andre.
Det kan jeg altid gøre, tænker Lars Peder og går videre.

Lidt henne ad vejen står nogle brændestabler.
Da Lars Peder kommer hen til brændestablerne, træder en lyshåret røver i en grøn trøje ud foran ham.
Røveren hedder Hans Nielsen.

"Giv mig alle dine penge eller jeg slår dig ihjel," siger Hans.

Lars Peder kigger på ham.
Ja, så behøver jeg ikke længere bekymre mig om, at jeg har mange penge, tænker Lars Peder og giver røveren alle sine penge.
Hans tager pengene og stikker dem i lommen.

"Du må ikke sige til nogen, at jeg har røvet dig," siger Hans.

"Nej, jeg skal nok tie stille," svarer Lars Peder og begynder at gå videre.

Hans kigger efter ham.
Hvad hvis han fortæller politiet, at jeg har røvet ham, tænker Hans.
Jeg må hellere slå ham ihjel.
Hans tager sin slagterkniv og stikker Lars Peder ned.
Han slæber liget om bag brændestablen og løber hurtigt sin vej ind i skoven.

Mette Jensen og Jens Sørensen


Inde i byen venter Mette på Lars Peder.
Hun har bagt en chokoladekage.
Hun har købt nogle kiwier, appelsiner og jordbær. Hun har også noget creme fraiche i køleskabet. Så kan hun og Lars Peder sidde og drikke kaffe med chokoladekage, creme fraiche og frugt.
Det kan de godt lide og det kan jeg godt forstå.
Mette elsker at sidde og snakke med Lars Peder. De snakker så godt sammen. Hun synes, at Lars Peder har en god humor. Han får hende altid til at grine. Han kommer med sådan nogle sjove bemærkninger. Hvor han får dem fra, ved hun ikke. De kommer bare ud af det blå og i alle mulige situationer.
Mette smiler stille for sig selv ved tanken om Lars Peders bemærkninger.
Hun kan også godt lide, når han rører ved hende.
Hun elsker, når han giver hende et knus og kysser hende.
Hun sidder lidt og stirrer ud ad vinduet, mens hun drømmer om Lars Peder.
Efter et stykke tid bliver hun urolig og fortæller en af sine venner, at Lars Peder ikke er kommet, som han skulle.
Vennen hedder Jens Sørensen.
Jens kommer over til Mette med det samme.
Jens er homoseksuel.
Det kan jeg ikke forstå, men sådan er folk så forskellige.
Jens kigger på chokoladekagen og frugten. Han er ikke så meget til chokoladekage og frugt. Han synes, at det er for sødt.
Han kan bedre lide rødvin og ost - med kiks og chips til.
Det kan jeg godt forstå. Der er i grunden mange ting, jeg godt kan lide.
Mette fortæller Jens, at Lars Peder skulle være kommet.
Hun er urolig for, om der skulle være sket noget med ham.
Jens lytter bekymret til Mette.

"Hvornår snakkede du sidst med ham?" spørger Jens.

"Det er et lille stykke tid siden, men da var han allerede på vej. Han var kun et lille stykke udenfor byen," siger Mette

. Jens rynker øjenbrynene.

"Og han sagde, at han ville komme direkte hen til mig. Det er over en time siden. Han skulle have været her for mindst tre kvarter siden," siger Mette.

Nu bliver Jens også urolig.

"Måske skulle vi gå ud for at lede efter ham?" spørger Jens.

"Ja, jeg er virkelig bekymret," siger Mette.

"Kom vi går," siger Jens beslutsomt.

Jens går med Mette ud for at lede efter Lars Peder.
De går lidt rundt på vejene i skoven.
De kommer til brændestablen.

"Han ligger i hvert fald ikke bag brændestablen, så der behøver vi ikke at lede," siger Mette.

"Nej, han er nok snarere faldet i floden," svarer Jens.

Så de går uden om brændestablen og hen til floden.

"Jeg går lidt ud i vandet," siger Jens, "det kan være, at han ligger på bunden."

"Det kan du roligt gøre. Strømmen er ikke særlig stærk her," svarer Mette.

Jens finder en kæp og går lidt ud i vandet.
Han bruger kæppen til at stikke i bunden for at kunne mærke, om der skulle ligge noget.
Han kommer ud i midten af floden, men strømmen er for stærk og tager ham med.
Han råber efter hjælp, men Mette står på broen og kan ikke gøre noget.
Hun kan bare forfærdet se Jens drive ned mod vandfaldet lidt nede ad floden.

Lidt nede slår floden et knæk.
Ved knækket står et stort træ med grene lidt ud i vandet.
Jens svømmer alt, hvad han kan, for at komme over til grenene.
Strømmen er stærk og han kæmper og kæmper.
Han får kæmpet sig over til grenene og får fat i en af dem.
Han klamrer sig til grenen.
Strømmen er stærk og han kan mærke, at han ikke kan holde længe.

Mette Jensen og Niels Olsen


Mette går tilbage til byen.
Hun går hen på politistationen og fortæller den lokale politibetjent, at hendes kæreste ikke er kommet og at hendes ven er taget af strømmen i floden.
Politibetjenten lytter bekymret.
Han hedder Niels Olsen.
Niels Olsen er også rig. Han har så mange penge, at han faktisk ikke behøver at arbejde mere i resten af sit liv. Han har kun jobbet som politibetjent, fordi han godt kan lide det. Han kan godt lide at hjælpe andre mennesker og det synes han, at han gør ved at være politibetjent. Han kommer også ud og snakker med andre mennesker og så har han samtidigt noget at beskæftige sig med.

"Vi går ud i skoven. Så kan du vise mig, hvad der er sket," siger Niels.

Mette følger Niels ud til floden.

"Ja, hvis din ven er taget af strømmen og han driver ud over vandfaldet, overlever han det ikke," siger Niels.

"Måske har han fået fat i et træ eller sidder på en sten," siger Mette håbefuldt.

"Det kan han ikke," svarer Niels trist.

"Næ, det kan han nok ikke," gentager Mette og kigger sørgmodigt ned i jorden.

Niels står lidt og kigger ned ad floden.

"Jeg prøver at gå lidt ned ad floden," siger han.

"Ja, jeg venter her imens," svarer Mette.

Niels går lidt ned ad floden.
Han kan se knækket på floden lidt fremme.
Der er ingen grund til at gå hen til knækket, tænker Niels, jeg skyder genvej og går direkte ned til vandfaldet.
Niels går udenom knækket og direkte hen til vandfaldet.

Mens Niels er på vej mod vandfaldet, knækker grenen, Jens holder fast i, og han bliver ført med strømmen ud over vandfaldet.

"Aaaarrrggghhh," råber han, idet han ryger ud over vandfaldet og bliver slået til plukfisk.

Var det Mette, som råbte, tænker Niels, jeg må hellere gå tilbage til broen.
Niels går tilbage til broen.

"Jeg kunne ikke se din ven," siger Niels trist.

"Nej, han er nok flydt ud over vandfaldet og er druknet," svarer Mette.

"Ja," svarer Niels.


Niels står lidt og kigger.

"Vi kan gå lidt op ad vejen for at se, om der skulle være noget," siger han.

"Ja, lad os det," svarer Mette.

De går lidt op ad vejen.
De kommer til brændestablen.

"Jeg skal tisse," siger Niels, "jeg går om bag brændestablen."

"Ok," svarer Mette.

Niels går om bag brændestablen og finder liget af Lars Peder.
Niels giver et højt gisp.
Mette skynder sig om bag brændestablen og ser chokeret liget.

"Årh nej," siger hun oprevet.

Niels prøver at berolige og trøste hende, så godt han kan.

"Jeg skal nok finde den skyldige," lover han hende beslutsomt.

De går tilbage til byen.

Niels Olsen arbejder

20/6 2019

Niels Olsen aflægger rapport på politistationen og tager tibage til skoven for at undersøge liget og gerningsstedet.
Han går lidt rundt og kigger.
På brændestablen sidder et lille stykke blåt stof.
Morderen må have revet sig, da han flyttede liget, tænker Niels.
Jeg leder altså efter en gerningsmand i en blå trøje.
Niels tager stoffet og putter det i en lille plastikpose som bevismateriale. Han vil undersøge det nærmere hjemme på politistationen.
Niels undersøger jorden rundt omkring brændestablen.
Et lille stykke væk finder han to forskellige fodaftryk.
Dem må teknikerne hellere tage et par aftryk af, tænker han.
Niels går rundt og kigger et stykke tid, men han kan ikke finde mere af betydning.
Han tager tilbage til politistationen.

Tilbage på politistationen aflægger Niels rapport om sine opdagelser.
Han sender nogle teknikere ud for at tage aftryk af fodsporerne.
Han finder plastikposen med stoffet frem for at undersøge det nøjere. Han lægger stoffet under et mikroskop og kigger på det. Der sidder et hår. Et rødt hår.
Jeg leder altså efter en rødhåret person i en blå trøje, tænker Niels Olsen.
Teknikerne kommer tilbage med aftryk af fodsporene.
Niels Olsen måler aftrykkene. Det ene er størrelse 44, det andet er størrelse 46.
Der har sandsynligvis været to personer om at begå ugerningen, tænker Niels.
Han kigger igen på aftrykkene.
Det ligner aftryk fra støvler, men det er ikke sikkert, tænker Niels.
Jeg må ikke drage nogle forhastede konklusioner.
Niels Olsen skriver det hele ind i sin rapport.

Claus Hansen og Ole Thomsen

Efter nogle dage tager Niels Olsen igen ud til gerningsstedet.
Han kan høre en motorsav lidt væk.
Han går ned ad en skovvej mod lyden. Et lille stykke nede ad vejen står to skovarbejdere og saver brænde.
Det er Ole Thomsen og Claus Hansen.
Ole Thomsen er normal af bygning, Claus Hansen er lidt større.

Ole Thomsen er glad for sit arbejde som skovarbejder. Han elsker at være ude i skoven, hvor der ikke er så meget stres og jag. Han synes også, at luften er renere herude. Nogle gange stopper han op, kigger sig omkring og tager nogle dybe vejrtrækninger.
Ole Thomsen er gift og har to børn.
Han elsker sin kone.
Hun hedder Hanne Madsen.
Han kan godt lide at tænke på hende.
Det gør han tit.
Hver morgen smører Hanne en madpakke til Ole.
Inden Ole Thomsen starter med at arbejde om morgenen, plejer han at åbne madpakken for at se, hvad hans kone har smurt til ham den dag. I dag var der et stykke med roastbeef. Med peberrod, salat, tomat, remoulade og ristede løg.
Det er en af Ole Thomsens favoritter. Det kan jeg godt forstå.
Ole Thomsen går og glæder sig til frokostpausen.

Claus Hansen er også glad for sit arbejde som skovarbejder.
Det var lidt tilfældigt, at han fik det arbejde. Claus Hansen spiser næsten alt. Han kan især godt lide friske grøntsager. Claus Hansen er lidt af en svampekender. Når han ser en svamp, ved han med det samme, om den er spiselig eller giftig.
En dag var han ude for at plukke svampe i skoven. Han havde en lille kurv med til svampene, men alligevel spiste han de fleste efterhånden, som han fandt dem. Nogle folk kan godt lide svampe. Jeg forstår det ikke, men sådan er folk så forskellige.
Claus Hansen kom til en lille lysning, hvor nogle skovarbejdere var ved at vælte en træstub.
De skubbede og trak alt det, de kunne, men de kunne ikke få den væltet.

"Skal jeg hjælpe til?" spurgte Claus Hansen.

Skovarbejderne så på hinanden.

"Det ville ikke hjælpe noget," sagde en af skovarbejderne.

"Nej, vi kan ikke vælte den træstub," sagde en anden, "heller ikke selv om du hjælper til".

"Nej, det ville nok ikke hjælpe," svarede Claus Hansen og så bedrøvet ned i jorden.

Skovarbejderne begyndte igen at skubbe og trække i træstubben.
Claus Hansen satte sin kurv med svampe fra sig og begyndte også at skubbe.
Træstubben begyndte at give efter og snart var den væltet.

"Det var pokkers," sagde en af skovarbejderne.

"Hvad laver du?" spurgte formanden.

"Jeg har ikke noget arbejde i øjeblikket," svarede Claus Hansen.

"Kunne du tænke dig at blive skovarbejder?" spurgte formanden.

Claus Hansen er rig, så han behøver slet ikke at arbejde, men han kan godt lide at have noget at tage sig til.
Det kunne måske være et meget godt arbejde, tænkte Claus Hansen, så nu er Claus Hansen skovarbejder.
Claus Hansen kan også godt lide at være ude i det fri, så han er også meget glad for sit arbejde som skovarbejder.
Claus er lidt kluntet.
Han har især svært ved langsomme, præcise bevægelser.
Skovarbejde er mere tunge bevægelser, men han har alligevel kun fire fingre på den ene hånd og tre på den anden.
Claus Hansen er rødhåret og han har en blå trøje på.
Der er en rift på ærmet af den blå trøje.

Niels Olsen kigger nøje på de to skovarbejdere.
Det er to mulige gerningsmænd, tænker han, jeg må hellere være forsigtig.
Han lister tilbage til sin bil for at tilkalde forstærkning.

Niels Olsen, Claus Hansen og Ole Thomsen

24/6 2019

Niels Olsen kontakter politistationen.

"Der er to farlige forbrydere herude. De er mistænkt for at have begået et bestialsk mord. Kan i sende forstærkning?" spørger Niels Olsen.

"Vi sender otte mand med det samme," svarer politistationen.

"Vær forsigtig og stille, " siger Niels Olsen, "forbryderne aner ikke uråd."

"Vi sender dem uden sirener," svarer stationen.

Niels Olsen sætter sig til at vente ved sin bil.
Efter nogle få minutter ankommer et salatfad med otte kampklædte politifolk.

"Forbryderne er et par hundrede meter nede ad skovvejen der," siger Niels Olsen og peger på skovvejen, "vi skal være forsigtige. De er farlige."

Politibetjentene nikker.
De begynder at snige sig ned ad skovvejen.
Et lille stykke før lysningen gør Niels Olsen tegn til, at de skal dele sig. Fire politibetjente går højre om og fire politibetjente går venstre om. Efter nogle minutter har de omringet Ole og Claus.
Niels Olsen trækker sin pistol og stiller sig om bag et træ.
Alle politifolkenes blikke er skarpt rettede mod de to skovarbejdere i lysningen.

Ole Thomsen og Claus Hansen har ingen anelse om, hvad der er på færde.

"Er det ved at være frokosttid?" spørger Ole Thomsen og tænker længselsfuldt på sin madpakke.

"Ja, skal vi ikke holde frokostpause nu?" spørger Claus.

"Jo, lad os det," svarer Ole.

Ole og Claus tager deres tasker og sætter sig hen på en træstamme.
Ole finder sin madpakke og en termokande med kaffe frem. Han åbner madpakken og kigger begejstret på roastbeefmaden.
Claus finder også sin madpakke frem. Han har nogle sodavand liggende i sin taske. Der er både en abrikossodavand og en sportsvand.
Hvad skal jeg drikke? tænker Claus.
Han tager abrikossodavanden.
Han kigger i lommen af tasken. Han har glemt oplukkeren.

"Har du en oplukker?" spørger Claus.

"Ja," svarer Ole.

Oplukkeren ligger i hans bukselomme.
Ole lægger sig madpakke på træstammen og rejser sig for at tage oplukkeren.
Han stikker hånden ned i lommen.
Niels Olsen står bag træet og kan se det hele. Han ser Ole Thomsen rejse sig. Han ser ham stikke hånden ned i lommen efter et eller andet. Idet Ole Thomsen trækker oplukkeren op af lommen, kan Niels Olsen se noget aflangt metal glimte. Han synes, han kan se en pistol, og går i panik.

"Han trækker våben," råber Niels Olsen og begynder at skyde på Ole.

Ole Thomsen bliver ramt både i hovedet og i brystet.
Han er død på stedet.
Claus Hansen kigger forfærdet på sin kollega.
Samtidigt stormer alle politifolkene frem.
Claus Hansen rækker uforstående sine arme i vejret.
Niels Olsen går hen og kropsvisiterer Claus Hansen.

"Du er anholdt for mordet på Lars Peder Madsen," siger Niels Olsen.

"Hvad for noget?" siger Claus Hansen uforstående.

Nå, han spiller uskyldig, tænker Niels Olsen, han er smart.

"Alt, hvad du siger, kan og vil blive brugt imod dig," siger han og giver Claus Hansen håndjern på.


Claus Hansen i retten

26/6 2019

Efter et stykke tid kommer Claus Hansen for retten.
Han kommer ind i retssalen, som er fyldt af nysgerrige tilhørere.
Dommeren beder Claus Hansen tage plads på anklagebænken.
Claus Hansen sætter sig slukøret.
Anklageren iagttager ham med et stift blik.
Han hedder Mogens Karlsen.
Niels Olsen sidder ved siden af anklageren.
Dommeren beder Mogens Karlsen om at introducere sagen.
Mogens Karlsen rejser sig, rømmer sig og går højtideligt ud på gulvet foran dommeren.
Han bukker kort for nævningene.
Han rømmer sig igen.

"Vi er her i dag for at afgøre, om Claus Hansen er skyldig i mordet på Lars Peder Madsen," starter Mogens Karlsen.

Han holder en lille kunstpause, så han er sikker på, at alle har forstået, hvad han sagde.

"Det er en speciel retsag af stor principiel karakter," fortsætter Mogens Karlsen, "dommen skal fældes på ægte demokratisk vis. Derfor er nævningetinget i dag udvidet til halvtreds personer, som er fundet, så de repræsenterer hele vores befolkning. Vi er sikre på, at vi finder den sande og retfærdige dom."

Mogens Karlsen nikker til dommeren som tegn til, at han er færdig.

"Tak," siger dommeren og vender blikket mod Claus Hansen, "hvordan forholder tiltalte sig til anklagen?"

"Ikke skyldig," siger Claus Hansen med klar stemme.

Dommeren bladrer lidt i sine papirer. Så kigger han igen hen på Claus Hansen.

"Vil tiltalte med egne ord selv forklare hændelsen, som han oplevede den," siger dommeren.

"Ja, høje dommer," siger Claus Hansen og tænker sig om et kort øjeblik, "først vil jeg lige sige, at jeg er glad for mit arbejde som skovarbejder. Det var lidt tilfældigt, at jeg fik det arbejde. Jeg spiser næsten alt. Jeg kan især godt lide friske grøntsager. Jeg er lidt af en svampekender. Når jeg ser en svamp, ved jeg med det samme, om den er spiselig eller giftig.
En dag var jeg ude for at plukke svampe i skoven. Jeg havde en lille kurv med til svampene, men alligevel spiste jeg de fleste efterhånden, som jeg fandt dem. Jeg kom til en lille lysning, hvor nogle skovarbejdere var ved at vælte en træstub. De skubbede og trak alt det, de kunne, men de kunne ikke få den væltet.
"Skal jeg hjælpe til?" spurgte jeg.
Skovarbejderne så på hinanden.
"Det ville ikke hjælpe noget," sagde en af skovarbejderne.
"Nej, vi kan ikke vælte den træstub," sagde en anden, "heller ikke selv om du hjælper til".
"Nej, det ville nok ikke hjælpe," svarede jeg og så bedrøvet ned i jorden.
Skovarbejderne begyndte igen at skubbe og trække i træstubben. Jeg satte min kurv med svampe fra mig og begyndte også at skubbe. Træstubben begyndte at give efter og snart var den væltet.
"Det var pokkers," sagde en af skovarbejderne.
"Hvad laver du?" spurgte formanden.
"Jeg har ikke noget arbejde i øjeblikket," svarede jeg.
"Kunne du tænke dig at blive skovarbejder?" spurgte formanden.
Jeg er rig, så jeg behøver egentlig ikke at arbejde, men det kunne måske være et meget godt arbejde, tænkte jeg, så nu er jeg skovarbejder.
Jeg kan godt lide at være ude i det fri, så jeg er også meget glad for mit arbejde som skovarbejder.
Jeg er lidt kluntet.
Jeg har især svært ved langsomme, præcise bevægelser.
Skovarbejde er mere tunge bevægelser, men jeg har alligevel kun fire fingre på den ene hånd og tre på den anden.
Jeg er rødhåret og jeg har en blå trøje på, når jeg arbejder.
Der er en rift på ærmet af den blå trøje.
Jeg rev den på en brændestabel ude i skoven en dag, jeg var på arbejde."

Claus Hansen holder en kort pause og tager en mundfuld vand, inden han fortsætter.

"Min kollega Ole Thomsen og jeg havde ingen anelse, om hvad der var på færde.
"Er det ved at være frokosttid?" spurgte Ole Thomsen og tænkte længselsfuldt på sin madpakke.
"Ja, skal vi ikke holde frokostpause nu?" spurgte jeg.
"Jo, lad os det," svarede Ole.
Ole og jeg tog vores tasker og satte os hen på en træstamme.
Ole fandt sin madpakke og en termokande med kaffe frem. Han åbnede madpakken og kiggede begejstret på roastbeefmaden.
Jeg fandt også min madpakke frem. Jeg havde nogle sodavand liggende i min taske. Der var både en abrikossodavand og en sportsvand.
Hvad skal jeg drikke? tænkte jeg.
Jeg tog abrikossodavanden.
Jeg kiggede i lommen af tasken. Jeg havde glemt oplukkeren.
"Har du en oplukker?" spurgte jeg.
"Ja," svarede Ole.
Oplukkeren lå i hans bukselomme.
Ole lagde sig madpakke på træstammen og rejste sig for at tage oplukkeren.
Idet Ole trak oplukkeren op af lommen, lød en stemme inde fra træerne, "Han trækker våben," efterfulgt af nogle skud.
Ole Thomsen blev ramt både i hovedet og i brystet.
Han var død på stedet.
Jeg kiggede forfærdet på min kollega.
Samtidigt stormede alle politifolkene frem.
Jeg rakte uforstående mine arme i vejret.
Niels Olsen gik hen og kropsvisiterede mig.
"Du er anholdt for mordet på Lars Peder Madsen," sagde han.
"Hvad for noget?" sagde jeg uforstående og nu sidder jeg her".

Claus Hansen tænker sig om, om der er noget, han har glemt. Det er der ikke.
Han nikker bekræftende og kigger på dommeren som tegn til, at han er færdig.

"Tak for det," siger dommeren og kigger skarpsindigt på Claus Hansen.

"Har anklageren noget at tilføje," siger han så og kigger over på Mogens Karlsen.

Mogens Karlsen rejser sig og går ud på gulvet.
Han rømmer sig igen.

"Tiltalte, Claus Hansen, er anklaget for mord. Alle, som er anklagede for mord, kommer op med nogle forklaringer om, at de ikke gjorde det. Ligesådan her. Det er tydeligt for enhver, at hans forsvar er løgn fra ende til anden. Hvem drikker abrikossodavand for eksempel?"

Tre af nævningene kigger brødebetyngede ned i gulvet.

"Eller hvem glemmer sin oplukker, når han er på arbejde?" fortsætter Mogens Karlsen.

Tre af nævningene stirrer tomt frem for sig.

"Der er så mange huller i den forklaring, at den umuligt kan være sand," siger Mogens Karlsen og tilføjer, "og hvem er glad for at være skovarbejder?"

Alle nævningene nikker bekræftende for sig selv.

"Jeg har ikke mere at tilføje," slutter Mogens Karlsen og nikker kort til dommeren.

"Javel ja," siger dommeren, "så skulle alle aspekter ved sagen være belyst. Jeg vil nu bede nævningene om at gå ind i retslokalet ved siden af for at votere. Vi holder en kort pause, indtil dommen foreligger."

Dommeren rejser sig og forlader retssalen.
Derefter går nævningene ind i retslokalet ved siden af.
Efter tyve minutter giver nævningene besked om, at afgørelsen foreligger.
Nævningene indtager deres pladser igen og lidt efter kommer dommeren ind i retssalen.
Dommeren får overrakt et papir med afgørelsen.
Han kigger kort på papiret og derefter hen på Claus Hansen.

"Jeg vil endnu en gang gøre opmærksom på, at denne retssag er et sublimt billede på, hvordan en demokratisk domstol arbejder, når den er bedst," siger dommeren og holder en kort pause, før han fortsætter, "Thi kendes for ret.
Tiltalte Claus Hansen findes skyldig i mordet på Lars Peder Madsen.
Han dømmes til døden ved gasning.
Jeg vil gerne gøre opmærksom på, hvor humant vores system er i sådanne sager. Gassen er specielt fundet, så døden indtræffer helt uden smerte. Først glider den dømte over i en behagelig rus, som langsomt fører til bevidstløshed, inden den dømte til sidst afgår ved døden. Dommen ekserkveres om fjorten dage.

Dommeren rejser sig og forlader retssalen.
Dernæst rejser nævningene sig og forlader retssalen.

Udenfor retssalen står journalister og TV-hold klar.
Et TV-hold vil gerne have et interview med Niels Olsen.
Niels Olsen retter stolt ryggen.

"Dette er en stor sejr for vores land. Vi lever i et godt og velfungerende land. Politiets opklaringsrate ligger på omtrent 100%. Dette viser, hvor effektivt vores politi er. Der er ingen grund til at begå kriminalitet i vores land, for forbryderne er så godt som sikre på at blive fanget."


Benny Eriksen

5/9 2019

Benny Eriksen bor på 8. sal i et højhus.
Benny sidder og ser fjernsyn.
Benny ser domsafsigelsen mod Claus Hansen og interviewet med Niels Olsen i fjernsynet.
Det var godt, at de fangede den lømmel og at han får sin straf, tænker Benny. Så kan vi almindelige retskafne borgere passe vores arbejde i fred.
Efter interviewet med Niels Olsen kommer lotteritrækningen.

"Der blev heller ikke i denne uge fundet nogen vindere af hovedgevinsten. Hovedgevinsten går igen videre til næste uge og i næste uge vil den lyde på omkring 3,2 milliarder kroner," siger oplæseren.

Gad vide om jeg ikke skulle prøve at spille med i lotteriet i næste uge, tænker Benny.
Benny beslutter sig for at prøve.
Han vil selv bestemme, hvilke tal han vil satse på, så han går ned i den lokale kiosk og henter nogle kuponer, som han selv skal udfylde.
Der ligger et bageri i stueetagen af højhuset, hvor Benny bor.
Det er Benny glad for, for han elsker kager.
Det kan jeg godt forstå.
Nogle gange køber Benny en smørkage.
Hver gang han gør det, tager han trappen op til sin lejlighed i stedet for elevatoren.
Så har han lidt bedre samvittighed med hensyn til forholdet mellem at indtage og forbrænde kalorier.
På vej hjem fra kiosken går Benny ind i bageriet og køber en smørkage.
Han går ad trappen hele vejen op på 8. sal.
Da han kommer op, sætter han en kande kaffe over.
Så kan han spise smørkage og drikke kaffe.
Det kan Benny Eriksen godt lide og det kan jeg godt forstå.
Da kaffen er færdig, tager Benny en kop kaffe og et stykke smørkage og sætter sig godt til rette i sin sofa med en kuglepen og de tomme lotterikuponer.
Benny tager en kupon og kigger på den.
Han skal gætte ni tal mellem 1 og 100.
Hvad skal jeg vælge, tænker han.
Jeg er født 30. oktober 1987, så jeg vælger 30, 10, 19, 87 - det var fire af tallene.
Lad mig se, mit favorithold i fodbold er Køge. De blev danske mestre i 1954 og 1975. Herfølge blev godt nok mestre i 2000, men det var inden, de blev lagt sammen med Køge, så det tæller ikke med. Jeg tager 54 og 75, så har jeg seks tal.
Hmm, jeg skal også have noget med astronomi og stjerner. Vi har 9 planeter i vores solsystem. Jeg tager 9 med - så har jeg syv tal.
Hvad skal jeg vælge som de to sidste tal, tænker Benny.
Hvornår er næste trækning - det er om syv dage. Det er den 24. juni i dag - altså bliver tallene trukker den 31. juni.
Hmm, tænker Benny, 31 eller 6. Jeg mangler to tal, så jeg kan ligeså godt tage dem begge.
6, 9, 10, 19, 30, 31, 54, 75 og 87 tænker Benny for sig selv.
Ja, det er da i hvert fald ni tal.
Han sidder et øjeblik og kigger på kuponen. Så går han ned i kiosken for at indlevere den.
Benny kommer hjem igen.
Puh, hvor er her varmt i dag, tænker Benny og går hen og åbner et vindue.
Der står en potteplante i vinduet, men det sker der ikke noget ved, tænker Benny. Den falder i hvert fald ikke ud ad vinduet og den har sikkert også godt af lidt frisk luft.
Benny sætter sig hen i sofaen.
Kaffen er stadig lun og der er også lidt smørkage tilbage.
Benny åbner for fjernsynet.
Der er et program om astronomi. Der er et interview med en professor i astronomi.

"Vi har 8 planeter i vores solsystem. Indtil for nogle år siden havde vi 9, men Pluto opfylder ikke rigtig kriterierne for at være en planet, så den er blevet degraderet til en dværgplanet."

Benny stirrer tomt ud i luften.
Pokkers også, tænker Benny og kaster en tennisbold hen i et hjørne af stuen i bare arrigskab.
Der er ikke noget i hjørnet, men bolden rammer gulvet og væggen og hopper op og rammer potteplanten i vindueskarmen.
Potteplanten falder ud af vinduet.
Nede på gaden har Henrik Villumsen netop været inde hos bageren og købt en flødeskumskage.
Nu skal han hjem og have et krus varm kaffe og flødeskumskagen.
Henrik Villumsen kan godt lide varm kaffe og flødeskumskage og det kan jeg godt forstå.
Der findes i grunden mange slags kager, som smager godt til kaffe.
Henrik Villumsen har også købt en avis.
Den skal han læse, mens han drikker kaffen og spiser flødeskumskagen.
Potteplanten fra Benny Erisksens vindue rammer Henrik Villumsen oven i hovedet.
Henrik Villumsen dør på stedet.
Benny Eriksen ser forfærdet Henrik Villumsen ligge død på fortovet.
Jeg må hellere ringe til alarmcentralen, tænker Benny.
Han ringer til alarmcentralen og kort tid efter ankommer både en ambulance og to politibiler.
Ambulancefolkene undersøger Henrik Villumsen, men der er ikke noget at gøre. Potteplanten har ramt ham lige oven i hovedet, så kraniet er flækket. Der ligger lidt klumper med hjernemasse rundt omkring på fortovet.
Politifolkene kommer op for at afhøre Benny Eriksen.
Benny forklarer dem, hvordan det skete.
Han fortæller det hele, også om fjernsynsudsendelsen.

"Er der virkelig kun otte planeter i vores solsystem?" spørger den ene politibejent forundret sin kollega.

"Ja, det er rigtig nok," svarer kollegaen.

"Ja, så vinder du i hvert fald ikke førstepræmien i lotteriet," siger den første politibetjent til Benny.

"Næh," svarer Benny Eriksen trist.

"Med hensyn til den omkomne kan vi se, at det var et hændeligt uheld," siger den første politibetjent.

"Ja, jeg er så forfærdelig ked af det," siger Benny Eriksen.

"Der er ikke noget at gøre ved det, men lad være med at have potteplanter stående i vinduerne, hvis de er åbne," siger den anden politibetjent.

"Det skal jeg nok lade være med," lover Benny Eriksen.

Politifolkene kører tilbage til stationen for at aflægge rapport.
Benny sidder tilbage i sin leglighed og kigger tomt ud ad vinduet.
Han er forfærdelig ked af det, men som politibetjenten sagde, var det et hændeligt uheld.

Ugen efter åbner Benny Eriksen fjernsynet for at se lotteritallene blive udtrukket.
Benny venter spændt.
Det første tal, som bliver trukket er nummer 54.
Det første tal er da rigtigt, tænker Benny.
Det næste tal, som bliver trukket, er nummer 10.
To rigtige tænker Benny lidt overrasket.
Det næste tal er nummer 31.
Benny klør sig i håret.
Tre rigtige ud af tre, så er der måske en chance for, at jeg vinder en af de små gevinster.
Det fjerde tal er nummer 87.
Fire ud af fire, tænker Benny, hvis jeg får et rigtigt tal mere, er jeg sikker på en af de små gevinster.
Det næste tal er nummer 9.

"Hurraaaa," råber Benny, "5 rigtige. Jeg er sikker på at vinde en præmie."

Det sjette tal er nummer 75.
Benny kigger måbende på sin lotterikupon. Seks rigtige ud af seks.
Han stirrer på skærmen.
Han flytter blikket ned på bordet. Der er stadig lidt smørkage tilbage fra sidste uge.
Det forstår jeg ikke. Når jeg køber smørkage er den hurtigt spist, men sådan er folk så forskellige.
Det næste tal er nummer 19.
Han kigger mistroisk på sin kupon igen. Syv rigtige ud af syv. Det er rigtigt spændende nu.
Det næste tal, som bliver trukket, er 6.
Benny tager sig til hovedet. Han kan ikke tro det. Han er millionær nu. Selv med anden præmien er han sikker på at vinde flere millioner.

"og det sidste tal er nummer 30," siger oplæseren.

Benny sætter sig lamslået ned.
Han har vundet hovedgevinsten.

"Vi vender tilbage om et kort øjeblik med en præmieprognose," siger oplæseren.

Benny sidder og stirrer tomt ud i luften. Han kan slet ikke fatte det.
Oplæseren kommer tilbage.

"Det er en enkelt heldig vinder, som har vundet førstepræmiepuljen på 3,4 milliarder kroner," siger oplæseren, "omsætningen har været ekstra stor i denne uge på grund af den ekstra store overførte pulje."

En uge efter står pengene på Benny Eriksens bankkonto.

Otto Hansen

26/9 2019

Otto Hansen er fysiklærer.
Han skal have to timers fysik med femte klasse i dag.
Det er de første to timer efter spisefrikvarteret.
Otto Hansen har lige spist et stjerneskud, som han købte i skolens kantine. Skolens kantine laver fortræffelige stjerneskud. Der er både lidt laks, lidt rejer, lidt kaviar, salat, mayonaise og skolens hjemmelavede salatdressing. Jeg ved ikke, hvad de putter i den dressing, men den er aldeles fremragende.
Otto Hansen kan godt lide stjerneskud og det kan jeg godt forstå.
Og de sparer ikke på råvarerne, når de laver stjerneskud i skolens kantine.
Otto Hansen er mæt og veltilpas efter at have spist sådan et stjerneskud.
Nu skal han som skrevet have to timers fysik med femte klasse.
Otto Hansen kommer ind ad døren og kigger smilende på eleverne.

"God dag, børn" siger han.

"God dag, hr Hansen," svarer børnene i kor.

Børnene kigger forventningsfuldt op på Otto Hansen. De kan godt lide at have fysik og de ser lidt op til Otto Hansen.
Otto Hansen tænker sig om et øjeblik, inden han begynder.

"I dag skal vi have om tyngdekraften," begynder han, "er der nogen, som har hørt om tyngdekraften?"

Søren rækker armen i vejret.

"Ja, Søren, hvad har du hørt om tyngdekraften?"

"Det er tyngdekraften, som sørger for, at vi kan gå på jorden," siger Søren.

"Det er rigtigt," siger Otto Hansen og kigger ud over børnene, "det er tyngdekraften, som sørger for, at vi kan gå på jorden.
Tyngdekraften trækker ned i os."

"Og hvad sker der, hvis vi kaster noget op i luften?" spørger Otto Hansen.

Anette rækker hånden op.

"Ja, Anette, hvad sker der?".

"Det kommer ned igen," siger Anette.

"Det er nemlig rigtigt. Det kommer ned igen. Og hvorfor gør det det?" spørger Otto.

Der er ingen, som rækker hånden op, men børnene kigger forventningsfuldt op på Otto Hansen.
Otto Hansen kigger ud over børnene og lader dem vente et øjeblik i spænding.

"Det er fordi, luften indeholder bitte små elastikker," siger han og kigger undersøgende på børnene, om de nu også har forstået det. "Når vi kaster noget op i luften, begynder de små elastikker at virke og trækker det, vi kaster op i luften, tilbage til jorden."

Dorthe rækker hånden op.

"Ja, Dorthe," siger Otto.

"Hvorfor kan vi ikke se dem?" spørger hun.

"Det er et godt spørgsmål, Dorthe. Det er fordi, de er så små. Man har aldrig kunnet se dem, men man regner med, at de er aflange og at de er blå."

Børnene kigge måbende på Otto Hansen.
Kent rækker hånden op.

"Ja, Kent," siger Otto Hansen.

"Er det derfor, at himlen er blå?" spørger Kent.

"Det er rigtig godt observeret, Kent. Det er lige nøgagtigt derfor, himlen er blå," siger Otto Hansen.

Kent kigger genert ned i bordet.

"Det, der sker, når vi kaster noget op i luften, er, at de små elastikker bliver længere. Det kan de ikke lide. De vil helst være, som de altid har været, så langsomt begynder de at trække sig sammen igen, indtil de når deres oprindelige form. Det får ting, som bliver kastet op i luften til at komme tilbage til jorden," forklarer Otto Hansen.

Børnene kigger beundrende op på Otto Hansen.
Otto Hansen smiler.
Susanne rækker hånden op.

"Hvorfor kommer ting så ikke tilbage, hvis man kaster dem hen langs jorden?" spørger Susanne.

Otto Hansen kigger undskyldende ned i jorden.

"Det er et rigtigt godt spørgsmål, Susanne, og vi er endnu ikke helt klar over svaret. Vi regner med, at de små elastikker er aflange og at de vender ned mod jorden. Derfor virker de kun, når man kaster noget op i luften," siger Otto Hansen.

Otto Hansen kigger konstaterende ud over eleverne.

"Nøj, hvor er du klog," udbryder Markus.

"Tak, Markus, tak skal du have," siger Otto Hansen og smiler, "og nu holder vi et frikvarter. Prøv at gå ud i skolegården og kast noget op i luften. Så vil i se, at det falder ned igen."

Børnene pakker deres bøger sammen. De skynder sig ud i skolegården og begynder at kaste ting op i luften.

Karl Markvardsen, Inge Pedersen og Sofie Jensen

3/10 2019

Karl Markvardsen er lige stået op.
Han har været i bad og har spist morgenmad. Nu sidder han med et krus kaffe og læser avisen.
Tre af Karl Markvardsens overtænder sidder skævt.
Det gør to af hans tænder i undermunden sådan set også.
Det ser sjovt ud, når Karl Markvardsen smiler. Man kan ikke lade være med selv at smile, når Karl Markvardsen smiler.
Karl Markvardsen er født sådan og det gør ikke ondt.
Han var til undersøgelse hos tandlægen, da han var lille, men tandlægen sagde, at hvis det ikke gjorde ondt, ville han ikke gøre noget. Tandlægens filosofi var, at man kun skulle ændre noget, hvis det var grund til det.
Mange år senere mødte Karl Markvardsen en pige.
Hun hed Inge Pedersen.
Hun blev pladask forelsket i Karl Markvardsens smil.
Inge Pedersen lavede den bedste drømmekage.
Karl Markvardsen elsker drømmekage.
Det kan jeg godt forstå.
Karl var på besøg hos Inge en gang, hun havde lavet drømmekage. Da han tog en bid af drømmekagen, begyndte han at smile.
Inge så hans smil.
Hun sad længe og bare stirrede på Karls smil.
Da han var færdig, spurgte hun, om han ikke ville have et stykke kage til.
Nu er de gift.
Inge Pedersen laver drømmekage til Karl Markvardsen og hun kan sidde i timevis og bare se på, at han spiser drømmekage og smiler.
Karl Markvardsen er rigtig glad for, at han ikke fik rettet tænderne, da han var barn.
Det ringer på døren.
Karl går ud og åbner døren.
Der står hans niece.
Hun hedder Sofie Jensen.
Hun er ti år gammel.
Det er Inge Pedersens søsters datter.
Karl bliver glad for at få besøg af Sofie og han smiler over hele femøren.
Sofie Jensen elsker også, når Karl Markvardsen smiler.
Ligesom sin moster kan hun sidde i timevis og bare se på, at Karl Markvardsen smiler.
Hun har fundet ud af, at hver gang hun smiler til Karl Markvardsen, begynder han at smile.
Det er ikke helt tilfældigt, for Karl Markvardsen kan også godt lide, når Sofie Jensen smiler.
Der er yderst morsomt at være til stede, når de to er sammen.

"Kom ind," siger Karl.

"Tak," siger Sofie og springer ind ad døren.

"Vil du have en sodavand?", spørger Karl.

"Jahh," siger Sofie og smiler til Karl.

Karl smiler tilbage.
Sofie smiler over hele hovedet.
Karl henter en sodavand til Sofie.

"Jeg er ved at læse avisen. Kan du sidde her, indtil jeg bliver færdig?" spørger Karl.

"Det kan jeg godt," svarer Sofie.

Karl drikker en mundfuld kaffe.
Han kigger over mod Sofie.
Sofie smiler til ham og Karl smiler tilbage.
Sofie fniser stille.
Karl ryster smilende på hovedet og kigger ned i avisen. Han er kommet til sporten. Der skal være fodboldlandskamp i morgen.
Sofie kigger benovet på Karl, men han læser.

"Har du set, at der skal være fodboldlandskamp i morgen?" spørger Karl.

Han kigger over på Sofie.
Sofie smiler til ham og han smiler tilbage.
Så begynder Sofie at smile over hele hovedet.

"Næ, hvem skal vi spille imod?" spørger hun fnisende.

Karl ryster smilende på hovedet.

"Vi skal spille mod Frankrig. De er gode og det er en vigtig kamp," siger Karl.

"Den skal jeg se," siger Sofie beslutsomt.

Karl læser videre. Begge hold stiller i stærkeste opstilling og de har begge vundet deres seneste kampe. Det er et toporgør. Karl Markvardsen glæder sig.
Karl læser også nogle andre nyheder fra sportens verden.
Så kommer han til TV-programmet.
Han skimmer lige, hvad der kommer på de fem kanaler, han ser mest. Kl 19 kommer en god børnefilm fra, da han var barn.
Karl kigger over på Sofie.
Sofie smiler til ham.
Han smiler tilbage.
Så begynder Sofie at fnise.
Karl ryster smilende på hovedet.

"Skal du se den film i aften kl 19?" spørger Karl Markvardsen.

"Ja, og jeg glæder mig. Jeg elsker Astrid Lindgren," svarer Sofie.

"Filmen er fra, da jeg var barn," siger Karl, "jeg elskede den."

"Jeg ved det godt. Jeg har set flere af hendes film," svarer Sofie.

I det samme stikker Inge hovedet ind af døren.

"Vil i have et stykke drømmekage?" spørger hun.

"Jahhh," svarer Karl Markvardsen med et stort smil.

Inge Pedersen og Sofie Jensen begynder at fnise.
Karl ryster smilende på hovedet og kigger videre i TV-programmet.
Inge kommer ind med kaffekanden og fylder Karl Markvardsens krus op.
Hun giver Sofie og Karl hver et stykke drømmekage.
Karl kigger smilende på drømmekagen.
Inge og Sofie kigger fnisende ned i gulvet.
Så tager Karl Markvardsen smilende en bid af drømmekagen.

Valdemar Skov Sørensen

8/10 2019

Det er lørdag.
Valdemar Skov Sørensen har været i Sprinkelvasser for at købe nye bukser.
Sprinkelvasser er en lidt større by, som ligger et par timers kørsel fra Valdemars hus.
Han købte to par cowboybukser for 600 kr.
Han ville egentlig kun have købt et par, men de sad rigtig godt.
Han spurgte ekspedienten, om han kunne få lidt rabat, hvis han købte et ekstra par.
Ekspedienten sagde, at han kunne få to par for 600 kr.
Så han købte to par.
Valdemar Skov Sørensen kan godt lide at gå i comboybukser.
Det kan jeg godt forstå, selv om jeg bedre kan lide at gå i shorts, men om vinteren er det bedst med lange bukser.
Han så en sweater, som han godt kunne lide farverne på.
Den sad også rigtig godt, så han købte også den.
Nu står Valdemar på stationen i Sprinkelvasser og kigger på bus- og togtider.
Han vil gerne være hjemme inden to timer, for der er fodboldkamp i fjernsynet.
Valdemar kigger på bustiderne.
Han spærrer øjnene op.
Der går en bus om 25 minutter. Der er et endagstilbud, hvor der også serveres en burger og en hindbær-kirsebær sodavand.
Valdemar elsker hindbær-kirsebær sodavand.
Det lyder ikke som noget, jeg ville kunne lide, men jeg har aldrig smagt sådan en og folk har forskellig smag.
De viser også en koncert med brunsvigerpigerne.
Det er en popgruppe med fire labre piger, som synger.
Deres musik er blød popmusik ofte med en afslappet, lidt forsinket rytme. Det er meget behageligt at høre på, næsten drømmemusik.
Bussen kører en rute som går gennem et bjergområde.
Et godt stykke af vejen langs klippekysten.
Det er en meget smuk tur, som Valdemar elsker at køre.
Valdemar ser i køreplanen, hvornår bussen er hjemme.
Den er først hjemme om to en halv time.
Øv, så kan jeg ikke nå at se hele fodboldkampen, tænker Valdemar.
Valdemar kigger på køreplanen for tog.
Der går et tog om femten minutter og det er hjemme omtrent en time efter. Så kan Valdemar være hjemme om halvanden time og nå at drikke et krus kaffe inden fodboldkampen.
Valdemar går hen til billetlugen og køber en billet.
Han går hen til perronen. Toget holder der allerede.
Valdemar går ind i toget og finder en plads.
Han kigger på sit ur. Toget kan kører hvert øjeblik, det skal være.
Kort tid efter sætter toget i gang.
Valdemar kigger ud ad vinduet. Det første stykke går gennem byen. Derefter er det mest fladt land med kornmarker resten af vejen.
Det er en lidt kedelig tur. Man kan se bjergene i horisonten, men det er ikke det samme som at køre igennem dem.
Der er da også ærgerligt, at fodboldkampen er i dag, tænker Valdemar. Det var et alle tiders tilbud med den busbillet.
Og jeg elsker at køre den rute. Og så med burger, sodavand, musik og det hele - øv, øv, øv.
Nå, men nu får jeg i hvert fald set hele fodboldkampen. Jeg elsker at sidde i min bløde sofa og se fodbold søndag eftermiddag.
Han sidder lidt og stirrer tomt ud gennem vinduet.
Pludselig spærrer han øjnene op.
Det er da lørdag i dag.
Fodboldkampen er først i morgen.
Valdemar slår sig på panden.
Hvor er jeg dum, tænker Valdemar, nu er det for sent at tage bussen.
Toget kommer til Valdemars hjemby og Valdemar stiger af toget.
Han står lidt på perronrn.
Pokkers også, tænker Valdemar igen.
Nå, jeg køber en wienerstang hos bageren i stedet for.
Valdemar kommer hjem.
Han brygger et krus kaffe.
Han tager kaffen og wienerstangen med ind i stuen og sætter sig i hans dejlige, bløde sofa.
Han tager en bid wienerstang.
Den smager himmelsk. Der er ekstra meget remonce i wienerstangen i dag.
Valdemar kan godt lide remonce.
Det kan jeg godt forstå
Valdemar tænder for fjernsynet.
Der er et quizprogram.
Pludselig bliver quizprogrammet afbrudt.

"Vi kommmer med en sørgelig meddelelse," siger speakeren, "der har været en busulykke nær Sprinkelwasser.
"En bus med afgang fra Sprinkelwasser er kørt ud over en skrænt og styrtet i havet.
Alle ombord er omkommet.
Bussen skulle fragte nogle beholdere med syre og kogende vand sammen med passagererne.
Beholderne lå i bagagehylderne over sæderne.
Først gik der hul på vandbeholderne, så det kogende vand sprøjtede ned over passagererne. De blev alle skoldede af det kogende vand.
Derefter gik der hul på beholderne med syre og alle passagererne var blevet ætset af syre.
Bussen endte med at køre ud over en skrænt og styrte 150 m ned på den klippefyldte kyst.
Alle ombord omkom, som tidligere nævnt."

Valdemar spærrer øjnene op.
Den var den bus, han gerne ville have været med.
Valdemar sidder og stirrer lige ud i luften i 30 sekunder.
Så tager han en bid wienerstang og en mundfuld kaffe.


Viggo Svendsen, William Knudsen og Lukas Pontoppidan

19/11 2020

Viggo Svendsen er en ældre herre.
Han bor i et mindre hus med en stor have.
Viggo Svendsen er pensioneret nu og han kan godt lide at gå i haven.
Det kan jeg godt forstå. Det får en helt ned på jorden.
Han har både et rosenbed, et staudebed og en masse andre blomster og buske rundt om i haven.
Han har indrettet små stier med blomsterrækker, buskbom og andre mindre buske langs siderne.
Han har også lavet nogle stensætninger i flere niveauer og i det ene hjørne har han lavet en lille dam med guldfisk og et lille springvand.
Han har fået anbragt nogle store sten og lavet et lille vandløb. Vandet løber imellem stenene og nogen gange ud over dem og danner små vandfald. Vandet løber så ned i et lille bassin, hvor det bliver pumpet op i dammen igen via springvandet.
Vandløbet går rundt i en lille bue og indeni buen har han langt nogle flade sten, hvor han har sat et havebord og nogle stole.
Viggo Svendsen kan godt lide at sidde ved havebordet og drikke kaffe med kager og andet godt til. Han nyder at sidde der og lytte til vandets klukken.
Det kan jeg godt forstå. Det er meget afslappende at lytte til rindende vand.
Inde imellem stierne i haven har Viggo Svendsen plantet en masse frugttræer og bærbuske. Han har både solbær, ribs, stikkelsbær, hindbær og i et hjørne har han et lille jordbærbed. Op ad stenene ved vandløbet har han plantet nogle brombær og vindruer.
Han har også både æbler, pærer, blommer, kirsebær og moreller og langs en af siderne i haven har Viggo Svendsen plantet hyldebær og syrener.
Der er en lille græsplæne med et almindeligt bøgetræ, en rødbøg, et par piletræer og et par birketræer.
Det er en meget smuk have Viggo Svendsen har fået lavet sig og han elsker at gå derude og hakke i jorden.
I huset ved siden af Viggo Svendsens bor en familie.
Det er en ganske almindelig familie med far, mor, to piger og en dreng.
Pigerne er sytten og atten år og drengen er en lille efternøler på elleve år.
Han hedder William Knudsen.
Han er lidt af en gavtyv.
I dag har han besøg af sin gode ven Lukas Pontoppidan.
Lukas er også elleve år og lidt af en gavtyv.
De har lige spillet fodbold og nu sidder de og drikker et glas jordbærlimonade.
De griner og har det rigtig sjovt sammen.
Pludselig kigger William på Lukas med et skælmsk smil.

"Skal vi ikke gå ind til min nabo og stjæle æbler?" spørger han.

"He he, det kunne være sjovt," griner Lukas og skæver over på William.

"Ja, lad os gøre det med det samme," siger William

De tømmer deres limonader i en slurk.
De to knægte sniger sig over til hækken ind til Viggo Svendsen.
Der er et lille hul i hækken.

"Vi skal være musestille," hvisker William.

"Ja, shhh," hvisker Lukas tilbage med et undertrykt grin.

Lukas sniger sig ind gennem hullet i hækken og lægger sig ind under en solbærbusk.
William kravler også gennem hullet i hækken og lægger sig under hækken lidt længere fremme.

"Pfrhh," grynter Lukas i et undertrykt grin og kigger sig skarpsindigt omkring.

Inde i stuen kigger Viggo Svendsen tilfældigt ud af vinduet.

"He he, nu er de der igen," siger han og smiler over hele femøren.

Han stiller sig bag gardinet og følger nøje med i kuppet.
Ude i haven kigger William og Lukas på hinanden med udspekulerede øjne.

"Så er det nu," hvisker William og styrter over til æbletræet.

Lukas styrter efter og løber over til pæretræet.
Inde bag gardinet er Viggo Svendsen ved at knække sammen af latter.
De små slubberter samler alle de æbler og pærer, de kan have i favnen og styrter ud af haven igen.
Viggo Svendsen ryster smilende på hovedet og går ud i køkkenet for at lave sig en kop kaffe.
William og Lukas løber ned bagerst i haven til Williams hus. Der har de lavet en hemmelig hule. De går ind i hulen med hænderne fulde af frugt.

"He he, hvor er vores nabo dog dum. Han er bare så let at snyde," griner Lukas.

"Ja, men vi er nu også ganske snedige. Hvis vi først sætter os noget for, er det ikke hvem som helst, som kan forhindre det," griner William.

"Ja, vi er ret gode," smiler Lukas og tager en bid af en pære.

Inde i huset er Viggo Svendsens kaffe færdig. Han hælder et krus kaffe op og skærer sig et ordentligt stykke kage. Han sætter det på en bakke og går ud til havebordet ved vandarrangementet.

"Sådan nogle små slyngler," smiler Viggo Svendsen stille for sig selv, "hvis de havde spurgt, kunne de have fået alt det frugt og bær, de kunne spise. Jeg har meget mere end jeg selv kan bruge."

Han sætter sig godt til rette.

"Jah, det er nok lidt sjovere for sådan nogle slubberter at stjæle det end bare at få det gratis," tænker Viggo Svendsen og klør sig i panden.

Han sidder et kort øjeblik og lytter til vandet. Han læner sig afslappet tilbage og kigger op på den blå himmel.
Han kommer igen til at tænke på drengenes æblerov.
Han udbryder et stille grynt og ryster smilende på hovedet.
Så tager han en mundfuld kaffe og en ordentlig bid af kagen.


Hans Knudsen, Berit Olsen og deres nevø Ole Sørensen

9/12 2020

Hans Knudsen skal have bygget et bord.
Han vil gøre det selv.
Han har købt en kvardratisk stolpe. Den vil han save i fire stykker. Det skal være ben.
Han har også købt en træplade i massivt træ. Det skal være bordpladen.
Så har han købt to brædder. Dem vil han skære ud og sætte på højkant lige under bordpladen for at stabilisere bordet.
Han har allerede lim og skruer. Han vil lime bordpladen på, men de stabiliserene brædder vil han skrue fast.
Tingene ligger på gulvet i garagen.
Hans Knudsen kigger på tingene.
Han beslutter sig for at lave en kop kaffe og sidde og tænke lidt over, hvordan han bedst griber det an.
Han går ind for at lave kaffen.
Lidt efter er kaffen færdig.
Hans tager en stol og sætter sig hen og kigger på tingene.
Han drikker en mundfuld kaffe og kigger på stolperne. Benene skal nok være halvfems cm lange. De skal bare måles op og saves af.
Bordpladen skal være halvanden meter på den ene led og halvfems cm på den anden. Den skal også bare saves ud.
Benene skal sidde ti cm fra kanterne.
Brædderne skal saves af, så han har to stykker på en meter og tredive og to stykker på halvfjerds cm.
Det hele skal pudses, så overfladerne er glatte og behagelige at røre ved.
Benene og brædderne skal skrues sammen og til sidst skal bordpladen limes på.
Det skulle ikke være så svært.
Hans tager en mundfuld kaffe.
Det ringer på døren.
Hans går ud og åbner døren.
Der står hans nevø.
Han hedder Ole Sørensen.
Han er tolv år gammel.
Det er hans kones søsters søn.

"Kom ind," siger Hans.

"Tak," siger Ole og går smilende ind ad døren.

"Jeg er ved at lave et bord. Vil du kigge på?" spørger Hans.

"Jahh," råber Ole og hopper forventningsfuldt.

"Du skal blive siddende, for jeg skal bruge nogle redskaber, som kan være farlige at bruge, hvis man ikke bruger dem rigtigt," siger Hans.

"Det skal jeg nok," svarer Ole.

Hans drikker den sidste mundfuld kaffe.
Han rejser sig og går hen og henter tommestokken.
Hans tager stolpen.
Enden ser ud til at være fin lige.
Den kan jeg godt bruge, som den er, tænker Hans.
Hans kigger over mod Ole.
Ole kan næsten ikke sidde stille.
Hans lægger tommestokken på stolpen.
Han måler halvfems cm på alle fire sider af stolpen og sætter et lille mærke på kanterne.
Når han alligevel står her, kan han lige så godt gøre det så nøjagtigt som muligt, så han sætter mærkerne med millimeters nøjagtighed.
Nu kan han tegne en streg hele vejen rundt om stolpen.

"Jeg skal bare bruge en lineal," siger Hans til Ole.

Ole nikker og kigger benovet på Hans.
Hans går hen for at hente linealen.

"Linealen kan jeg hente," siger Ole og springer op.

Han løber ind bag om Hans, men han kommer til at ramme Hans' fod, så Hans falder og slår knæet ned i betongulvet.

"Av for fanden," siger Hans.

Hans sætter sig på gulvet.
Han trækker op i buksebenet.
Knæskallen ser ikke godt ud.
Den sidder ikke, som den skal, og det ser ud som om, den er flækket.

"Jeg tror, at jeg bliver nødt til at tage på skadestuen. Jeg kan nok ikke selv køre. Kan du hente Berit?" spørger Hans.

Berit Olsen er Hans Knudsens kone.
Ole springer op og løber ind i huset efter sin moster.
Berit kommer og ser på skaden.

"Ja, du skal på skadestuen og du skal muligvis sys," siger hun, "vi kører med det samme."

Berit, Ole og Hans kører ind på skadestuen.
Hans bliver syet, knæskallen bliver sat på plads og han får lagt en forbinding omkring knæet.

"Forbindingen skal skiftes hver aften, inden du går i seng," siger lægen, "jeg skriver en recept på noget desinficerende salve, som I kan hente på apoteket."

"Vi kører forbi et apotek på vejen hjem og jeg skal nok skifte forbindingen hevr aften," siger Berit.

Hans får også en stok, som han kan støtte sig til, når han går.
De kører hjemad og holder ind til apoteket for at købe den desinficerende salve.
De kommer hjem igen.
Hans sætter sig hen til spisebordet i stuen.
Ole sætter sig på den anden side.
Ole sidder og kigger på Hans.
Hans tænker på det bord, som han var ved at lave.

"Jeg går ud og arbejder lidt videre på bordet," siger Hans så.

"jahh," siger Ole og hopper af begejstring.

Hans var ved at tegne en streg rundt om benene, så han kan se, hvor han skal save dem af.
Han henter linealen.
Han sætter streger rundt om benene, så de bliver halvfems cm lange.
Han sætter stolpen fast i høvlbænken, så han kan komme til at save benet præcist af og henter sin rundsav.

"Nu skal jeg til at save," siger Hans til Ole, "du skal blive siddende så længe."

"Ja," svarer Ole og kigger forventningsfuldt på Hans.

Hans starter rundsaven og saver præcist langs stregen, han lige har slået.
Han slukker for saven og tager stolpen ud af høvlbænken.
Hans kigger på benet.
Det ser rigtigt ud.
Han måler længden af benet en ekstra gang.
Længden er præcis halvfems cm på alle sider. Det kan ikke være bedre.
Hans kigger på Ole.
Ole følger nøje med i, hvad Hans laver.

"Det var det første ben. Jeg tror, at det blev godt," siger Hans.

Ole nikker højtideligt.
Hans tager igen stolpen og sætter den fast i høvlbænken.

"Nu skal jeg save igen," siger Hans til Ole, "du skal blive siddende så længe."

"Ja," svarer Ole højtideligt.

Hans starter rundsaven og begynder at save.
Da Hans har savet halvt igennem stolpen, hopper Ole op og trækker Hans i armen.

"Lad mig hjælpe til," råber Ole ivrigt.

Saven hopper ud af stolpen og rammer Hans på låret, så en stor luns bliver savet af.

"For fanden da," bander Hans og undertrykker et råb.

Ole kigger på Hans med store øjne.

"Det var vist ikke så godt," hvisker Ole og skæver op på Hans.

"Nej," svarer Hans, "kan du løbe ind og hente Berit".

"Jeps," svarer Ole frisk og løber ind for at hente Berit.

Berit kommer løbende ud i værkstedet.
Hun kigger undersøgende på såret.

"Du skal på skadestuen med det samme," siger hun alvorligt.

"Ja, det skal jeg nok" svarer Hans trist.

Berit, Ole og Hans kører ind på skadestuen.
Lægen undersøger såret grundigt.

"Jeg lægger en forbinding," siger han, "den skal skiftes hver aften, inden du lægger dig til at sove."

"Det skal jeg nok sørge for," siger Berit, "jeg kan både rense og vaske såret først."

"Det ville være godt," siger lægen og kigger koncentreret på Berit, "jeg skriver en recept på en desinficerende salve, som du kan smøre på."

"Vi har allerede desinficerende salve derhjemme," siger Berit.

Berit, Ole og Hans siger farvel til lægen og kører hjemad.
Da de kommer hjem, sætter Hans sig hen til køkkenbordet.
Ole sætter sig ved siden af og kigger på Hans med store øjne.
Hans lader en hånd glide over forbindingen og stønner.
Han sidder lidt og stirrer ud ad vinduet.
Der er et par småfugle, som er ved at bygge rede i et af træerne på den anden side af græsplænen.
Hans kigger betaget på deres ihærdighed.
Ole sidder og kigger betaget på Hans.
Hans smiler lidt. Han kan godt lide at se på småfugle.
Det kan jeg godt forstå. De er fornøjelige at se på.
Han tænker på bordet, han er ved at lave.
Han har egentlig lyst til at arbejde lidt videre med det.
Han rejser sig og går ud i værkstedet.
Ole følger efter.
Hans kigger på stolpen, han var ved at save over.
Der sidder en ordenligt plamage af halvstørknet blod på den.
Han henter en spandfuld vand og vasker stolpen, så godt han kan.
Han kigger på stolpen der, hvor han var ved at save.
Stolpen kan stadigvæk godt bruges.
Han sætter den fast i høvlbænken.

"Nu skal jeg save igen," siger Hans til Ole, "og denne gang skal du altså blive siddende så længe."

"Ja," svarer Ole lidt betrykket.

Hans færdiggør savningen. Det var der ingen problemer ved.
Han saver også de to sidste ben ud.
Hans undersøger benene nøje. De er alle blevet gode. Længderne passer præcist og skæringerne er lige og rene.

"Det var så de fire ben. De blev vist, som de skulle være. Det var ikke så svært," siger Hans.

"Nej," siger Ole.

Så skal jeg save de fire brædder, tænker Hans for sig selv.
Det kan jeg gøre på samme måde.
Det skulle heller ikke være så svært.
Jeg har to store brædder, tænker Hans, jeg kan skære to stykker ud på hvert af dem og så har jeg endda lidt til overs.
Hans måler de fire stykker af og sætter en streg hele vejen rundt på brædderne, der hvor han skal save.
Hans tager det ene af brædderne og spænder det fast i høvlbænken.

"Nu skal jeg save igen," siger Hans til Ole, "så skal du blive siddende."

"Ja," svarer Ole.

Hans saver et stykke af det første af brædderne.
Han måler stykket efter på alle kanter. Længden passer præcist på alle kanter.
Hans kigger på skæringen. Fin, ren og lige. Brædtet blev, som det skulle være.

"Det var det første brædt," siger Hans til Ole, "så mangler jeg kun tre."

Ole nikker højtideligt.
Hans tager resten af brædtet og spænder fast i høvlbænken.

"Nu skal jeg save igen," siger Hans til Ole, "så skal du blive siddende."

"Ja," svarer Ole.

Hans saver det andet stykke ud.
Han kigger på afsavningen. Den er ren, fin og lige.
Han måler også længden et par steder. Længden passer også perfekt; stykket blev, som det skulle være.

"Det var det andet brædt," siger Hans til Ole, "det blev også, som det skulle."

Ole nikker igen højtideligt.
Hans teger det andet af brædderne og sætter det fast i høvlbænken.
Han tager saven.

"Nu skal jeg save igen," siger Hans til Ole, "så skal du blive siddende."

"Ja," svarer Ole.

Hans begynder at save.

"Skal jeg ikke hjælpe?" råber Ole pludselig, springer op og trækker i saven.

Saven ryger ud af rillen, hopper op og rammer Hans' øreflip.

"Ups," siger Ole, "der var du heldig. Det kunne have gået meget værre."

"Ja, der var jeg heldig," gentager Hans tomt, "kan du ikke lige smutte ind og hente Berit igen."

"Jo," siger Ole og løber ind og henter Berit.

Få øjeblikke efter kommer Ole tilbage med Berit.
Berit kigger på Hans' øre.

"Du skal på skadestuen," siger hun alvorligt, "og du skal tage den afskårne øreflip med."

"Ja, det skal jeg vel," siger Hans trist.

Ole, Berit og Hans kører ind på skadestuen.
Lægen kigger alvorligt på Hans' øre.

"Jeg har den afsavne øreflip her," siger Hans håbefuldt.

"Det er vist for kompliceret," siger lægen sørgmodigt, "den kan ikke sættes på igen."

"Nej, det kan den vel ikke," siger Hans nedslået.

"Jeg lægger en forbinding og skriver en recept til en desinficerende salve," siger lægen, "forbindingen skal skiftes hver aften."

"Det klarer jeg," siger Berit, "og vi har allerede desinficerende salve."

"Tak for hjælpen," siger Hans til lægen.

"Velbekomme," siger lægen stille.

Ole, Berit og Hans kører hjem igen.

"Nu vil jeg have mig et krus kaffe. Skal jeg brygge et krus til dig også?" spørger Hans og kigger på Berit.

"Det må du gerne," siger Berit smilende.

Hans sætter kaffen over og sætter sig hen til køkkenbordet.
Kaffen bliver færdig.
Hans skænker et krus til Berit og et til sig selv.
Han nipper lidt til den varme kaffe.
Berit kommer også hen til bordet og sætter sig.

"Man må sige, at du holder skadestuen beskæftiget," siger Berit og kigger undersøgende på Hans.

"He he, ja, de får noget at lave i dag," siger han smilende.

Hans tager en mundfuld kaffe mere.
Han sidder lidt og kigger ud af vinduet.
Småfuglene er der stadig. De arbejder utrætteligt.
Hans smiler.
Ole sidder og kigger beundrende på ham.
Hans bliver færdig med kaffen.
Han sidder lidt og tænker.
Han vil egentlig gerne arbejde lidt videre med bordet.
Ja, det vil jeg gøre, siger Hans til sig selv.

"Jeg går ud og arbejder videre med bordet. Vil du med?" spørger Hans og kigger på Ole.

"Jahh," siger Ole og griner over hele hovedet.

Hans rejser sig og går ud i værkstedet.
Ole følger efter.
Hans kigger på det stykke, han var ved at save ud.
Saven har lavet et skævt snit.
Jeg bliver nok nødt til at lave et helt nyt stykke, tænker Hans, det er da heldigt, at jeg købte brædderne lidt længere end jeg skulle bruge.
Hans måler et nyt stykke af.
Han sætter brædtet fast i høvlbænken.

"Nu skal jeg save," siger Hans og kigger alvorligt på Ole, "så skal du sidde stille."

"Det skal jeg nok," svarer Ole.

Hans saver stykket af.
Han tager stykket og kigger nøje på det.
Han måler en ekstra gang om længden nu også passer.
Det gør den; brædtet er, som det skal være.
Hans saver også det sidste stykke ud.
Det bliver også, som det skal være.
Hans klør sig på hagen og kigger på det, han har lavet indtil nu.
Han lægger de fire ben og de fire bræddestykker op på linie.
Han står lidt og kigger på dem.
Jeg tror, at jeg vil skære bordpladen til med det samme, tænker Hans.
Han tager bordpladen og kigger på den.
Som udgangspunkt er kanterne allerede gode nok.
Måske skal de afrundes, men det kan han gøre senere.
Han skal bare måle halvfems cm af på den ene led og halvanden meter på den anden led og save bordpladen ud.
Hans lægger bordpladen på gulvet.
Han måler halvfems cm fra den ene side og sætter omhyggeligt et mærke.
Det gør han fem steder hen langs bordpladen, så han har nogle punkter at rette ind efter.
Han lægger et brædt hen langs punkterne.
De fem punkter ligger nøjagtigt på linie.
Det ser godt ud.
Hans slår en streg gennem punkterne.
Han gør det samme på den anden led.
Også her ligger punkterne på en lige linie.
Nu skal bordpladen bare saves ud, tænker Hans.
Også her vil han bruge rundsaven.

"Det er bedst at planlægge, hvad man skal gøre, for hvis man først saver forkert, kan det ikke gøres om," siger Hans til Ole.

Ole kigger beundrende på Hans og nikker.
Hans tænker lidt over, hvordan han bedst saver bordpladen ud.
Det bedste er nok at sætte nogle klodser i hjørnerne.
Og så sætte nogle ekstra klodser, så pladen ikke bukker ned, når pladen er savet over.
Hans sømmer klodserne på bordpladen sådan, at han nemt kan fjerne dem igen.
Så er bordpladen klodset op.
Nu skulle det ikke være noget problem at save bordpladen ud med rundsaven.
Hans henter rundsaven.

"Nu skal jeg save igen," siger Hans og kigger alvorligt på Ole, "så skal du blive siddende."

"Det skal jeg nok," svarer Ole.

Hans begynder at save.
Det går godt.
Han kan styre retningen, mens han saver, så savningen bliver helt lige.
Ole kigger interesseret.

"Skal du ikke sætte de der klodser lidt bedre fast?" spørger Ole.

"Det går fint, tak," svarer Hans.

Ole rejser sig op og ryster til bordpladen.

"Den sidder ikke fast," siger han.

Saven slår et slag og saver et hak ind i bordpladen.
Den hopper op og rammer Hans' venstre lillefinger.
Lillefingeren bliver savet af.

"For fanden, hvad laver du?" siger Hans og undertrykker et råb.

"Pladen sad ikke fast," siger Ole bebrejdende.

Hans kigger på sin lillefinger.

"Kan du hente Berit? Vi skal nok på skadestuen igen," siger Hans.

Ole løber ind og henter Berit.

"Ja, vi kører med det samme," siger Berit, "du skal tage den afsavne lillefinger med."

De kører alle tre ind på skadestuen igen.
Lægen undersøger fingeren.
Hans giver lægen den afsavne lillefinger.

"Jeg beklager meget, men den kan vi nok ikke sætte på igen," siger lægen.

Hans kigger slukøret på lægen.

"Skal jeg så leve uden venstre lillefinger resten af livet?" spørger Hans.

"Det ser desværre sådan ud," svarer lægen.

Hans sukker og Berit ser medlidende på ham.
Ole kigger på ham med store, beundrende øjne.

"Jeg lægger en forbinding og udskriver en recept på noget desinficerende salve," siger lægen.

"Vi har allerede noget desinficerende salve, men vi kan vist godt bruge lidt mere," siger Berit.

"Nå ja, sådan noget er altid godt at have," siger lægen, "forbindingen skal skiftes hver aften, inden Hans går i seng."

"Det skal jeg nok ordne," siger Berit.

"Ja, så er der vist ikke mere," siger lægen, "god bedring."

"Tak," siger Hans.

Berit, Ole og Hans kører hjem igen.
De stopper lige undervejs ved apoteket og køber lidt mere desinficerende salve.
Da de kommer hjem sætter Hans sig hen til køkkenbordet.
Ole følger efter.
Hans sidder lidt og kigger ud ad vinduet.
Småfuglene har stadig travlt.
Ole kigger på Hans med store, beundrende øjne.
Hans har egentlig lyst til at arbejde videre med bordet.

"Jeg går ud i værkstedet og arbejder videre med bordet," siger Hans, "vil du med?"

"Jahh," råber Ole og løber efter Hans.

Ude i værkstedet kigger Hans på bordpladen, han var ved at save ud.
Der er kommet et ordentlig hak i den.
Hmmm, tænker Hans, det vil jeg beholde. Det kan være et symbol på, at livet sætter sine spor på ting.
Hvis jeg skærer videre, så godt jeg kan, kan det godt blive et fint bord alligevel.
Hans lægger bordpladen til rette og tager rundsaven.

"Nu skal jeg save igen," siger Hans, "så skal du sidde stille."

Ole nikker energisk.
Hans starter rundsaven og begynder forsigtigt at save videre.
Han er koncentreret og omhyggelig; hvis han hele tiden sørger for at save lige, bliver han fri for at skulle rette op eller måske endda save om.
Hans bliver færdig med afsavningen. Resten af kanten blev god.
Hans tager bordpladen op og kigger på den en ekstra gang.
Hans kører en finger rundt langs afsavningen.
Den blev god. Nu skal bordpladen bare slibes og pudses.
Hans kigger på bordpladen igen.
Hvis jeg bare bruger groft sandpapir, behøver jeg måske ikke at slibe bordet, tænker Hans. Ja, det vil jeg gøre.
Hans henter slibemaskinen.
Han sætter et stykke groft sandpapir på den.

"Nu skal du sidde stille igen," siger Hans, "hvis slibemaskinen rammer huden, kan det godt lave nogle hudafskrabninger."

"Det skal jeg nok," siger Ole højtideligt.

Hans begynder at slibe kanterne på bordpladen.
Han prøver, om han kan runde kanterne af.
Han arbejder langsomt og grundigt.
Han sliber hakket fra saven en ekstra gang, så kanten bliver blød og rund.
Han bliver færdig og tager bordpladen op og undersøger den grundigt. Den blev god, omstændighederne taget i betragtning.
Jeg tror alligevel, at jeg vil pudse den efter med fint sandpapir, tænker Hans.
Hans kigger på slibemaskinen og bordbenene.
Jeg kan ligeså godt slibe benene og støttestykkerne med det samme, mens det grove sandpapir siddet på slibemaskinen, tænker Hans.
Hans sliber langsomt og omhyggeligt bordbenene og støttestykkerne.
Det tager lidt tid.

"Det kan du da gøre hurtigere," råber Ole pludselig og løber hen og trækker i slibemaskinen.

Slibemaskinen ryger hen på Hans' arm og giver ham en ordentlig hudafskrabning.

"For fanden da," bander Hans og kigger sig på armen.

Blodet pibler frem fra små rifter på armen.

"Ups," siger Ole og kigger sørgmodigt på det piblende blod.

"Kan du løbe ind og hente Berit?" stønner Hans.

"Jeps, den klarer jeg," siger Ole og løber ind og henter Berit.

Berit og Ole kommer ud i værkstedet.
Berit undersøger hudafskrabningen omhyggeligt.

"Du skal på skadestuen," siger hun alvorligt.

"Ja, det skal jeg vel," siger Hans sørgmodigt.

Berit, Ole og Hans kører ind på skadestuen.
Lægen kigger omhyggeligt på hudafskrabningen.

"Sådan nogle hudafskrabninger kan godt være farlige, hvis der går betændelse i dem. Nu lægger jeg en forbinding og skriver en recept på noget desinficerende salve. Forbindingen skal skiftes hver aften, inden du går i seng," siger Lægen.

"Den klarer jeg," siger Berit, "og vi har allerede desinficerende salve."

"Nå, jamen eg skriver en recept alligevel. Så kan I købe noget mere, hvis I skulle få brug for det. Sådan noget er meget godt at have," siger lægen.

"Ja, man ved aldrig," siger Berit betænksomt.

Berit, Ole og Hans kører hjem igen.
Hans sætter sig hen til køkkenbordet.
Ole følger efter.
Hans kigger ud ad vinduet. Småfuglene har stadig travlt.
Ole kigger beundrende på Hans.
Jeg vil egentlig gerne arbejde videre med bordet, tænker Hans.

"Jeg går ud og arbejder videre med bordet. Vil du med?" spørger Hans.

"Jahhh," råber Ole og hopper op og klapper i hænderne.

De følges ad ud i værkstedet.
Hans kigger på slibemaskinen. Sandpapiret sidder stadig på den.
Hans kigger på bordbenet, han var ved at slibe.
Han tager slibemaskinen.

"Nu begynder jeg at slibe igen," siger Hans, "så skal du sidde stille."

"Det skal jeg nok," siger Ole højtideligt.

Hans begynder igen at slibe bordbenet omhyggeligt.
Han bliver færdig og lægger bordpladen, støttestykkerne og bordbenene ud på gulvet.
Han står lidt og kigger på det alt sammen.
Han tager bordpladen op og kigger på den.
Jeg tror, at jeg vil give den en ekstra omgang med det fine sandpapir, tænker Hans.
Han tager et af bordbenene og kigger nøje på det.
Bordbenene skal også have en omgang med det fine sandpapir.
Han kigger på støttestykkerne.
Nej, dem gider jeg ikke finpudse. De må være, som de er.
He he, griner Hans for sig selv, jeg kan godt være lidt smådoven en gang imellem.
Hans sætter fint sandpapir på slibemaskinen og begynder at pudse.

"Nu skal jeg at pudse igen," siger Hans til Ole, "så skal du sidde stille."

"Det skal jeg nok," siger Ole og nikker.

Han begynder med bordpladen.
Han pudser den grundigt og omhyggeligt.
En gang imellem stopper han og føler på bordpladen, om den nu også er glat og behagelig at røre ved.
Hvis den et sted ikke er helt fin, bruger han et par minutter ekstra.
Hele finpudsningen foregår uden problemer.
Hans kigger på bordbenene. Dem vil han også finpudse.
Han finpudser også bordbenene grundigt og omhyggeligt ligesom med bordpladen.
Bordbenene har han heller ingen problemer med at finpudse.
Hans lægger bordpladen, bordbenene og støttestykkerne ud på gulvet.
Det hele ser fint ud.
Nu skal han bare samle bordet.
Men først vil jeg have en kop kaffe.

"Nu er det tid til en kop kaffe," siger Hans fornøjet til Ole, "hvis vi er heldige har moster både kage og chokolade."

"Jahh," råber Ole og springer op.

Ole og Hans går ind i køkkenet.

"Jeg sætter en kop kaffe over. Vil du have en med?" spørger Hans Berit, "du vil vel gerne have en sodavand?" fortsætter han henvendt til Ole.

"Jahh," råber Ole.

"Hvad skal det være for en?" spørger Hans.

"En cola-citron-jordbærsodavand," råber Ole og klapper i hænderne.

"Skal du ikke også have lidt cacaomælk i?" spørger Hans.

"johh," siger Ole.

"Det er fire sodavand, som skal blandes sammen. Kan du drikke fire sodavand?" spørger Hans skeptisk.

"Ja, sagtens," siger Ole og nikker bekræftende.

"Ja, du må gerne sætte en kop kaffe over til mig," råber Berit inde fra stuen, "og der er kage og chokolade i skabet over køleskabet."

"Jahh," råber Ole og klapper i hænderne.

Hans sætter smilende kaffe over.
Han henter også sodavand til Ole og finder kage og chokolade frem.
Han sætter sig ved køkkenbordet og kigger ud ad vinduet. Småfuglene har stadig travt med at bygge rede.
Hans kigger betaget på dem.
Og Ole kigger beundrende på Hans.
Kaffen bliver færdig.
Hans dækker op og kalder på Berit.
De sætter sig til bords og sidder og hygger sig en halv times tid.
Hans sidder en gang imellem og tænker på, hvordan han bedst samler bordet ude i værkstedet.
Da de er færdige med at drikke kaffe, rejser Hans sig.

"Jeg går ud og arbejder videre med bordet. Vil du med?" spørger han Ole.

"Jahh," råber Ole og springer op.

Ole og Hans går ud i værkstedet.
Hans går hen og kigger på borddelene på gulvet.
Hvis jeg først sætter støttestykker på bordbenene, er bordet næsten samlet. Så skal bordpladen bare limes på, tænker Hans.
Han står lidt og kigger på bordbenene og støttestykkerne.
Jeg tror, at jeg vil samle dem midlertidigt med nogle søm. Så er de nemmere at skrue sammen. Når de så er skruet solidt sammen, kan jeg fjerne de midlertidige søm igen, tænker Hans.
Hans henter en hammer og nogle søm.
Han holder et støttestykke ind mod et bordben.

"Jeg skal til at slå søm i. Så skal du sidde stille så længe," siger Hans til Ole.

"Det skal jeg nok," siger Ole højtideligt.

Hans holder støttestykket ind mod bordbenet igen. Hvis enden af støttestykket ligger langs kanten af bordbenet, passer det med, at støttestykket sidder vinkelret på bordbenet.
Hans sætter en skruetvinge til at holde støttestykket og bordbenet sammen.
Han tager hammeren og et søm og holder sømmet ind mod støttestykket.
Det sidder vist meget godt der, tænker Hans.
Han slår sømmet i.
Han kigger på bordbenet og støttestykket.
Det er ikke særlig stabilt, tænker Hans, jeg må hellere slå et søm mere i.
Hans slår et søm mere i.
Han prøver at rykke lidt i bordbenet og støttestykket, men de sidder godt sammen nu.
Det er vist udmærket, tænker Hans.
Han tager et andet bordben og holder det ind mod den anden ende af støttestykket.
Det sidder godt der, tænker Hans og sætter en skruetvinge til at holde det sammen.
Hans slår et par søm i til at holde bordbenet og støttestykket sammen.
Det var den ene side, tænker Hans og lægger støttestykket med de to bordben ud på gulvet.
Han kigger på det
Det blev vist godt nok, tænker han.
Han tager et andet støttestykke og bordben.
Han sætter dem sammen med en skruetvinge.
Han tager hammeren og et søm.

"Nu skal jeg slå søm i igen," siger Hans til Ole, "så skal du sidde stille."

Ole nikker højtideligt.
Hans begynder at slå sømmet i.
Pludselig springer Ole op.

"Brædtet sidder skævt," råber han og trækker i støttestykket.

Hans slår ved siden sømmet og rammer sin langefinger med fuld kraft.

"For fanden da," siger Hans og undertrykker et råb.

Ole kigger på fingeren med store øjne.
Den er helt rød og det bløder fra neglen.
Hans kigger også på fingeren.

"Kan du løbe ind og hente Berit?" spørger Hans.

"Det skal jeg nok," siger Ole og løber ind og henter Berit.

Berit kommer ud i værkstedet.
Hun kigger på fingeren.

"Du skal på skadestuen," siger hun bestemt.

"Ja, det skal jeg vel," siger Hans sørgmodigt.

Berit, Ole og Hans kører ind på skadestuen.
Lægen kigger på fingeren.

"Det ser ikke godt ud. Nu lægger jeg en forbinding og den skal skiftes hver aften," siger lægen.

"Det klarer jeg," siger Berit.

"Jeg skriver også en recept på noget desinficerende salve. Det kan du smøre på, når du skifter forbindingen," siger lægen.

"Vi har allerede desinficerende salve derhjemme," siger Berit.

"Hm," siger lægen, "jeg skriver en recept alligevel. Desinficerende salve er altid godt at have. I kan bare købe det, når I har brug for det."

"Ok," siger Berit.

De siger farvel til lægen.

"Farvel og god bedring," siger lægen.

"Tak," siger Hans og smiler til lægen.

Berit, Ole og Hans kører hjem igen.
Hans sætter sig hen til køkkenbordet.
Ole sætter sig overfor og kigger beundrende på ham.
Hans kigger ud ad vinduet. Småfuglene har stadig travlt med at bygge rede.
Hans sidder lidt og tænker, mens han kigger på småfuglene, som arbejder.
Jeg tror egentlig, at jeg vil arbejde lidt videre med bordet, tænker han. Jeg mangler ikke ret meget nu.
Han rejser sig.

"Jeg går ud og arbejder lidt videre med bordet," siger Hans til Ole, "vil du med?"

"Jahh," råber Ole og springer op.

De går ud i værkstedet.
Hans kigger på bordbenet og støttestykket, han var ved at sømme sammen.
Jah, jeg kan ligeså godt fortsætte, hvor jeg slap, tænker Hans.
Han tager hammeren.

"Nu skal du sidde stille," siger Hans til Ole, "jeg skal hamre igen."

"Det skal jeg nok," siger Ole og nikker energisk med hovedet.

Hans slår sømmet i.
Det var der ingen problemer ved.
Han fortsætter med at sætte alle bordbenene og støttestykkerne sammen.
Det gør han også uden problemer
Hans rejser bordet op.
Hm, tænker Hans, det kunne faktisk bruges nu, som det er.
Han står lidt og tænker.
Nej, jeg vil skrue skruerne i alligevel for at stabilisere det, tænker han.
Hans finder sin skruemaskine og nogle skruer.
Han tager en skrue og holder den op, hvor den skal sidde.
Det skulle der ikke være nogen problemer i, tænker Hans.
Han tager skruemaskinen.

"Nu skal du sidde stille," siger Hans til Ole, "jeg skal til at skrue."

"Det skal jeg nok," siger Ole koncentreret.

Jeg må hellere gøre plads til at sætte to skruer, tænker Hans, så er det mere stabilt.
Hans holder skruen op, hvor den skal sidde, og begynder at skrue.
Jeg skruer den ikke helt ind, tænker Hans, jeg skruer først alle skruerne på plads, hvor de skal sidde, og så strammer jeg dem bagefter.
Hans stopper med at skrue, da skruen er lidt over halvt inde.
Hans kigger på skruen.
Det blev vist udmærket, tænker Hans.
Han finder en skrue mere og holder den op, hvor den skal sidde.
Han tager skruemaskinen og skruer, så skruen er lidt over halvt inde.
Hans kigger igen på bordet. Det blev vist også godt nok, tænker han.
Han gør det samme med de næste to ben. Det er der heller ingen problemer i.

"Så mangler jeg kun et ben," siger Hans og kigger smilende hen på Ole.

Ole nikker højtideligt.
Hans finder en skrue og holder den op på det sidste ben, hvor den skal sidde.
Han tager skruemaskinen og begynder at skrue.

"Skal jeg ikke holde bordet," råber Ole pludselig, springer op og rykker til bordet.

Skruemaskinen hopper ud af sporet og ned på Hans' tommelfingernegl og skruer sig gennem neglen og halvt ned i fingeren.

"Hmmpfrr," siger Hans og undertrykker et skrig.

"Undskyld," siger Ole og kigger på Hans med store undskyldende øjne.

Hans kigger på sin tommelfinger og stønner.

"Kan du ikke lige løbe ind og hente Berit?" siger Hans.

"Jo, den klarer jeg," siger Ole og løber ind og henter Berit.

Berit kommer ud i værkstedet.
Hans rækker hende hånden.
Berit kigger på tommeltotten.

"Du skal på skadestuen," siger hun med det samme.

"Ja, det skal jeg vel," siger Hans trist.

Berit, Ole og Hans sætter sig ud i bilen og kører ind på skadestuen.
De kommer ind til lægen.
Lægen kigger på tommelfingeren.

"Det ser ikke så godt ud," siger han, "jeg rengør såret og lægger en forbinding. Såret skal renses hver aften og forbindingen skal skiftes."

"Det klarer jeg," siger Berit alvorligt.

"Jeg skriver en recept på en desinficerende salve. Den skal du smøre på, efter du har renset såret og inden du lægger den nye forbinding," siger lægen.

"Vi har allerede noget desinficerende salve, men vi kan vist godt bruge noget mere," siger Berit tomt.

"Ja, sådan noget er altid godt at have," siger lægen og smiler lidt anstrengt.

"Ja," siger Berit og sukker.

Berit, Ole og Hans siger farvel til lægen og kører hjemad.
De stopper lige ved apoteket og køber noget mere desinficerende salve.
Da de kommer hjem, sætter Hans sig hen til køkkenbordet.
Han kigger ud ad vinduet og sukker.
Småfuglene har stadig travlt ude i træet.
Ole sætter sig overfor Hans og kigger beundrende på ham.
Hans tænker på bordet ude i værkstedet. Han er næsten færdig med det. Han vil egentlig godt have gjort det færdigt.

"Jeg går ud og arbejder videre med bordet. Vil du med?" spørger Hans Ole.

"Jahh," råber Ole og klapper i hænderne.

Ole og Hans går ud i værkstedet.
Hans kigger på bordet.
Han var ved at skrue en skrue i. Den sidder stadig halvt i, men den sidder lidt skævt nu.
Hans tager hammeren og slår lidt på den, til den sidder lige.
Han tager skruemaskinen.

"Nu skal du sidde stille. Jeg skal til at skrue," siger Hans til Ole.

"Det skal jeg nok," siger Ole og nikker.

Hans skruer skruen lidt længere ind.
Hans lægger skruemaskinen fra sig og kigger på bordet.
Det blev vist godt nok, selv om skruen sad lidt skævt, tænker Hans.
Nu mangler jeg bare en skrue og så selvfølgelig at stramme dem efter, tænker Hans.
Han tager den sidste skrue og holder den op på plads.
Så tager han skruemaskinen og skruer den halvt ind.
Han lægger skruemaskinen på gulvet.
Han går lidt væk og kigger på bordet. Det ser godt nok ud.
Han prøver at rokke lidt ved bordbenene; de sidder stabilt.
Støttestykkerne sidder også godt.
Han kigger skruerne efter. De sidder alle, som de skal.

"Det hele er, som det skal være," siger Hans til Ole, "nu skal jeg bare stramme skruerne."

Ole nikker højtideligt.
Hans tager skruemaskinen og strammer alle skruerne.
Det har han ingen problemer med.
Han går lidt væk og kigger på bordet. Det ser godt ud.
Benenes længder passer.
Han prøver at rokke lidt ved det, men det står urokkeligt.

"Det var det," siger Hans til Ole, "nu skal jeg bare lime bordpladen på. Så er bordet færdigt."

"Ja," siger Ole og kigger beundrende på Hans.

Hans tager bordpladen og kigger den efter.
Han kører forsigtigt fingeren hen over hakket.
He he, ja sådan er livet, tænker han og smiler for sig selv.
Han lægger bordpladen op på bordet.
Den ligger som den skal. Det hele passer.

"Nu skal bordpladen bare limes på," siger Hans til Ole og går hen og henter noget stærkt lim på en hylde.

Ole nikker koncentreret.
Hans smører lim på det øverste af bordbenene og støttestykkerne.
Så lægger han bordpladen op og mingelerer den forsigtigt på plads, så den ligger rigtigt.
Han lægger et par lodder op på bordpladen for at holde den på plads, mens limen tørrer.

"Det var det," siger Hans til Ole, "nu skal limen bare tørre. Vi kan passende drikke en kop kaffe, mens den tørrer."

"Jahh," råber Ole og klapper i hænderne.

Ole og Hans går ud i køkkenet.

"Skal jeg lave en kop kaffe til dig også?" råber Hans til Berit.

"Ja tak," råber Berit tilbage.

Hans hælder vand og kaffebønner i kaffemaskinen og tænder den.

"Vil du også have et eller andet at drikke?" spørger Hans Ole.

"Ja tak, cola, citronvand, ferskensodavand, lidt kakaomælk og lidt urtete blandet sammen," siger Ole.

"Skal du ikke også have lidt karse i?" spørger Hans smilende.

"Johh, det var en god ide," råber Ole og klapper i hænderne.

Hans finder alle tingene og sætter det hele på bordet.

"Du må selv blande det sammen," siger Hans og kigger lidt skeptisk på det alt sammen.

"Jeps, det klarer jeg," siger Ole og rækker ud efter ferskensodavanden.

Berit kommer ind i køkkenet.
Hun går hen, tager en kage ud af et skab og stiller den på køkkenbordet.
Hans kigger lækkersultent på kagen.
Han sætter sig hen til bordet og kigger ud ad vinduet.
Småfuglene har stadigt travlt.
Hans kigger nysgerrigt på Ole og alle sodavandene.
Ole har fundet et stort krus og er ved at blande alle tingene sammen.
Kaffen bliver færdig.
Berit sætter den hen på bordet og sætter sig.
Så sidder de alle omring bordet og hygger sig.

"Jeg skal nok tage af bordet," siger Berit, da de har siddet og hygget sig en times tid.

"Det er fint," siger Hans, "så vil jeg gå ud i værkstedet igen. Vil du med?" spørger han Ole.

"Jahh," siger Ole og hopper ud på gulvet.

Ole og Hans går ud i værkstedet.
Hans går hen til bordet, tager lodderne ned og rykker i bordpladen.
Den sidder solidt fast.
Hans kigger på benene. De er lige og længderne passer perfekt.
Hans rykker lidt i bordet. Det rokker ikke en millimeter.

"Jeg tror, at bordet er færdigt nu," siger Hans, "vi bærer det ind i køkkenet, så Berit kan se det."

"Ja," siger Ole alvorligt.

Nevø og onkel bærer bordet ind i køkkenet.
Berit går stadig derinde og rumsterer.

"Se, hvad jeg har lavet," siger Ole stolt.

Hans kigger overrasket på sin nevø.
Berit kigger smilende på Ole.

"Nej, hvor er det flot. Har du lavet det helt alene?" spørger hun og kigger beundrende på ham.

"Nej, Hans har hjulpet mig," siger Ole og tænker sig om, "Nej egentlig ikke. Han er temmelig klodset og han var faktisk mest til besvær."

"Det tror jeg gerne," siger Berit og kigger smilende på Ole.

Hans kigger smilende på sin nevø.

"He he," siger Hans og griner over hele hovedet, "ja, det har du lavet. Du er vel nok dygtig. Du er en hel kunstner."

"Ja," siger Ole og nikker stolt.





Og Livet Går Videre....