Og Livet Går Videre...



Historien er ikke færdig og den bliver det sikkert aldrig.
Jeg ændrer i historien og tilføjer nye kapitler en gang imellem.
Sidst ændret 3/10 2019




15/6 2019
rev 19/8 2019

Lars Peder Madsen kommer gående hen ad en vej i en skov.
Han er på vej til en by et par kilometer væk. Han skal besøge sin kæreste. Hun hedder Mette Jensen.
Det er første gang, han besøger Mette. Hun har besøgt ham mange gange. De gik på skole sammen, ikke så langt fra hvor han bor. Mette boede på skolen og han boede hjemme.

Lars Peder glæder sig.
Han går og nynner ubekymret.
Han har lige fået stegt lever. Det er hans yndlingsret. Jeg forstår ikke, at nogle kan lide stegt lever, men sådan er folk så forskellige.
Lars Peder er rig.
Han tænker på Mette. Han kan godt lide Mette. Han er nærmest forelsket i hende.
Mette er meget spirituel. Hun kan ikke lide jordiske værdier. Hun har sagt til Lars Peder, at hun ikke kan lide, at han har så mange penge. Penge betyder ikke så meget for Lars Peder. Han vil hellere have Mette end at være rig.

Lars Peder er ikke kendt i området. Han kommer til en skillevej. Den ene vej fører gennem nogle sving næsten direkte til byen og den anden fører også gennem nogle sving og drejer så og fører til et helt andet sted, men det ved Lars Peder ikke.
Lars Peder står lidt og kigger på de to veje.
Det kan være lige meget, hvilken en af vejene jeg tager, tænker han. Jeg er ret sikker, på at denne vej er den korteste, tænker han og begynder at gå hen ad den anden vej.

Lars Peder går videre og nynner ubekymret.
Han går gennem nogle sving og kommer til en bro over en flod.
Han kan høre et vandfald lidt nede ad floden.
Han stopper op på broen.
Hvor er her smukt, tænker Lars Peder.
Han går hen til rækværket og kigger ned i vandet.
Hans kan se nogle små fisk svømme rundt nede i vandet. De står stille i vandet mod strømmen. De fisk skal svømme godt til bare for at stå stille i vandet, tænker Lars Peder, strømmen må være stærk her. Jeg ville ikke gå ud i vandet her. Det ville være livsfarligt.
Lidt inde til siden er nogle klipper. Vandet har god fart på og laver strømhvirvler omkring klipperne.
Turbulens er noget af det mest komplicerede indenfor videnskab, tænker Lars Peder. Han har en god ven, som er ingeniør, som har fortalt ham det.
Det er nok rigtigt, tænker Lars Peder Madsen. Han kigger ned i vandet og prøver at følge et enkelt punkt. Det gider han ikke ret længe.
Han kigger op på floden og omgivelserne i stedet for.
Hvor er her smukt, tænker Lars Peder igen.

Lars Peder tænker på Mette igen.
Bare hun var her.
Så ville han give hende et knus og kysse hende.
Stå på en bro over en flod i et smukt landskab og give Mette et knus og kysse hende. Lars Peder kunne ikke tænke sig noget bedre.
Lars Peder ved godt, at Mette ikke kan lide, at han har så mange penge. Hun har sagt det til ham.
Måske skulle jeg kaste alle mine penge i vandet, tænker han.
Det vil hun blive glad for.
Han står lidt og tænker.
Det ville være en god løsning. Så er pengene heller ikke til besvær for andre.
Det kan jeg altid gøre, tænker Lars Peder og går videre.

Lidt henne ad vejen står nogle brændestabler.
Da Lars Peder kommer hen til brændestablerne, træder en lyshåret røver i en grøn trøje ud foran ham.
Røveren hedder Hans Nielsen.

"Giv mig alle dine penge eller jeg slår dig ihjel," siger Hans.

Lars Peder kigger på ham.
Ja, så behøver jeg ikke længere bekymre mig, om at jeg har mange penge, tænker Lars Peder og giver røveren alle sine penge.
Hans tager pengene og stikker dem i lommen.

"Du må ikke sige til nogen, at jeg har røvet dig," siger Hans.

"Nej, jeg skal nok tie stille," svarer Lars Peder og begynder at gå videre.

Hans kigger efter ham.
Hvad hvis han fortæller politiet, at jeg har røvet ham, tænker Hans.
Jeg må hellere slå ham ihjel.
Hans tager sin slagterkniv og stikker Lars Peder ned.
Han slæber liget om bag brændestablen og løber hurtigt sin vej ind i skoven.

Inde i byen venter Mette på Lars Peder.
Hun har bagt en chokoladekage.
Hun har købt nogle kiwier, appelsiner og jordbær. Hun har også noget creme fraiche i køleskabet. Så kan hun og Lars Peder sidde og drikke kaffe med chokoladekage, creme fraiche og frugt.
Det kan de godt lide og det kan jeg godt forstå.
Mette elsker at sidde og snakke med Lars Peder. De snakker så godt sammen. Hun synes, at Lars Peder har en god humor. Han får hende altid til at grine. Han kommer med sådan nogle sjove bemærkninger. Hvor han får dem fra, ved hun ikke. De kommer bare ud af det blå og i alle mulige situationer.
Mette smiler stille for sig selv ved tanken om Lars Peders bemærkninger.
Hun kan også godt lide, når han rører ved hende.
Hun elsker, når han giver hende et knus og kysser hende.
Hun sidder lidt og stirrer ud ad vinduet, mens hun drømmer om Lars Peder.
Efter et stykke tid bliver hun urolig og fortæller en af sine venner, at Lars Peder ikke er kommet, som han skulle.
Vennen hedder Jens Sørensen.
Jens kommer over til Mette med det samme.
Jens er homoseksuel.
Det kan jeg ikke forstå, men sådan er folk så forskellige.
Jens kigger på chokoladekagen og frugten. Han er ikke så meget til chokoladekage og frugt. Han synes, at det er for sødt.
Han kan bedre lide rødvin og ost - med kiks og chips til.
Det kan jeg godt forstå. Der er i grunden mange ting, jeg godt kan lide.
Mette fortæller Jens, at Lars Peder skulle være kommet.
Hun er urolig, for om der skulle være sket noget med ham.
Jens lytter bekymret til Mette.

"Hvornår snakkede du sidst med ham?" spørger Jens.

"Det er et lille stykke tid siden, men da var han allerede på vej. Han var kun et lille stykke udenfor byen," siger Mette

. Jens rynker øjenbrynene.

"Og han sagde, at han ville komme direkte hen til mig. Det er over en time siden. Han skulle have været her for mindst tre kvarter siden," siger Mette.

Nu bliver Jens også urolig.

"Måske skulle vi gå ud for at lede efter ham?" spørger Jens.

"Ja, jeg er virkelig bekymret," siger Mette.

"Kom vi går," siger Jens beslutsomt.

Jens går med Mette ud for at lede efter Lars Peder.
De går lidt rundt på vejene i skoven.
De kommer til brændestablen.

"Han ligger i hvert fald ikke bag brændestablen, så der behøver vi ikke at lede," siger Mette.

"Nej, han er nok snarere faldet i floden," svarer Jens.

Så de går uden om brændestablen og hen til floden.

"Jeg går lidt ud i vandet," siger Jens, "det kan være, at han ligger på bunden."

"Det kan du roligt gøre. Strømmen er ikke særlig stærk her," svarer Mette.

Jens finder en kæp og går lidt ud i vandet.
Han bruger kæppen til at stikke i bunden for at kunne mærke, om der skulle ligge noget.
Han kommer ud i midten af floden, men strømmen er for stærk og tager ham med.
Han råber efter hjælp, men Mette står på broen og kan ikke gøre noget.
Hun kan bare forfærdet se Jens drive ned mod vandfaldet lidt nede ad floden.

Lidt nede slår floden et knæk.
Ved knækket står et stort træ med grene lidt ud i vandet.
Jens svømmer, alt hvad han kan, for at komme over til grenene.
Strømmen er stærk og han kæmper og kæmper.
Han får kæmpet sig over til grenene og får fat i en af dem.
Han klamrer sig til grenen.
Strømmen er stærk og han kan mærke, at han ikke kan holde længe.

Mette går tilbage til byen.
Hun går hen på politistationen og fortæller den lokale politibetjent, at hendes kæreste ikke er kommet og at hendes ven er taget af strømmen i floden.
Politibetjenten lytter bekymret.
Han hedder Niels Olsen.
Niels Olsen er også rig. Han har så mange penge, at han faktisk ikke behøver at arbejde mere i resten af sit liv. Han har kun jobbet som politibetjent fordi han godt kan lide det. Han kan godt lide at hjælpe andre mennesker og det synes han at han gør ved at være politibetjent. Han kommer også ud og snakker med andre mennesker og så har han samtidigt noget at beskæftige sig med.

"Vi går ud i skoven. Så kan du vise mig, hvad der er sket," siger Niels.

Mette følger Niels ud til floden.

"Ja, hvis din ven er taget af strømmen og han driver ud over vandfaldet, overlever han det ikke," siger Niels.

"Måske har han fået fat i et træ eller sidder på en sten," siger Mette håbefuldt.

"Det kan han ikke," svarer Niels trist.

"Næ, det kan han nok ikke," gentager Mette og kigger sørgmodigt ned i jorden.

Niels står lidt og kigger ned ad floden.

"Jeg prøver at gå lidt ned ad floden," siger han.

"Ja, jeg venter her imens," svarer Mette.

Niels går lidt ned ad floden.
Han kan se knækket på floden lidt fremme.
Der er ingen grund til at gå hen til knækket, tænker Niels, jeg skyder genvej og går direkte ned til vandfaldet.
Niels går udenom knækket og direkte hen til vandfaldet.

Mens Niels er på vej mod vandfaldet, knækker grenen, Jens holder fast i, og han bliver ført med strømmen ud over vandfaldet.

"Aaaarrrggghhh," råber han, idet han ryger ud over vandfaldet og bliver slået til plukfisk.

Var det Mette, som råbte, tænker Niels, jeg må hellere gå tilbage til broen.
Niels går tilbage til broen.

"Jeg kunne ikke se din ven," siger Niels trist.

"Nej, han er nok flydt ud over vandfaldet og er druknet," svarer Mette.

"Ja," svarer Niels.


Niels står lidt og kigger.

"Vi kan gå lidt op ad vejen, for at se om der skulle være noget," siger han.

"Ja, lad os det," svarer Mette.

De går lidt op ad vejen.
De kommer til brændestablen.

"Jeg skal tisse," siger Niels, "jeg går om bag brændestablen."

"Ok," svarer Mette.

Niels går om bag brændestablen og finder liget af Lars Peder.
Niels giver et højt gisp.
Mette skynder sig om bag brændestablen og ser chokeret liget.

"Årh nej," siger hun oprevet.

Niels prøver at berolige og trøste hende, så godt han kan.

"Jeg skal nok finde den skyldige," lover han hende beslutsomt.

De går tilbage til byen.

20/6 2019

Niels Olsen aflægger rapport på politistationen og tager tibage til skoven for at undersøge liget og gerningsstedet.
Han går lidt rundt og kigger.
På brændestablen sidder et lille stykke blåt stof.
Morderen må have revet sig, da han flyttede liget, tænker Niels.
Jeg leder altså efter en gerningsmand i en blå trøje.
Niels tager stoffet og putter det i en lille plastikpose som bevismateriale. Han vil undersøge det nærmere hjemme på politistationen.
Niels undersøger jorden rundt omkring brændestablen.
Et lille stykke væk finder han to forskellige fodaftryk.
Dem må teknikerne hellere tage et par aftryk af, tænker han.
Niels går rundt og kigger et stykke tid, men han kan ikke finde mere af betydning.
Han tager tilbage til politistationen.

Tilbage på politistationen aflægger Niels rapport om sine opdagelser.
Han sender nogle teknikere ud for at tage aftryk af fodsporerne.
Han finder plastikposen med stoffet frem for at undersøge det nøjere. Han lægger stoffet under et mikroskop og kigger på det. Der sidder et hår. Et rødt hår.
Jeg leder altså efter en rødhåret person i en blå trøje, tænker Niels Olsen.
Teknikerne kommer tilbage med aftryk af fodsporene.
Niels Olsen måler aftrykkene. Det ene er størrelse 44, det andet er størrelse 46.
Der har sandsynligvis været to personer om at begå ugerningen, tænker Niels.
Han kigger igen på aftrykkene.
Det ligner aftryk fra støvler, men det er ikke sikkert, tænker Niels.
Jeg må ikke drage nogle forhastede konklusioner.
Niels Olsen skriver det hele ind i sin rapport.

Efter nogle dage tager Niels Olsen igen ud til gerningsstedet.
Han kan høre en motorsav lidt væk.
Han går ned ad en skovvej mod lyden. Et lille stykke nede ad vejen står to skovarbejdere og saver brænde.
Det er Ole Thomsen og Claus Hansen.
Ole Thomsen er normal af bygning, Claus Hansen er lidt større.

Ole Thomsen er glad for sit arbejde som skovarbejder. Han elsker at være ude i skoven, hvor der ikke er så meget stres og jag. Han synes også, at luften er renere herude. Nogle gange stopper han op, kigger sig omkring og tager nogle dybe vejrtrækninger.
Ole Thomsen er gift og har to børn.
Han elsker sin kone.
Hun hedder Hanne Madsen.
Han kan godt lide at tænke på hende.
Det gør han tit.
Hver morgen smører Hanne en madpakke til Ole.
Inden Ole Thomsen starter med at arbejde om morgenen, plejer han at åbne madpakken, for at se hvad hans kone har smurt til ham den dag. I dag var der et stykke med roastbeef. Med peberrod, salat, tomat, remoulade og ristede løg.
Det er en af Ole Thomsens favoritter. Det kan jeg godt forstå.
Ole Thomsen går og glæder sig til frokostpausen.

Claus Hansen er også glad for sit arbejde som skovarbejder.
Det var lidt tilfældigt, at han fik det arbejde. Claus Hansen spiser næsten alt. Han kan især godt lide friske grøntsager. Claus Hansen er lidt af en svampekender. Når han ser en svamp, ved han med det samme, om den er spiselig eller giftig.
En dag var han ude for at plukke svampe i skoven. Han havde en lille kurv med til svampene, men alligevel spiste han de fleste, efterhånden som han fandt dem. Nogle folk kan godt lide svampe. Jeg forstår det ikke, men sådan er folk så forskellige.
Claus Hansen kom til en lille lysning, hvor nogle skovarbejdere var ved at vælte en træstub.
De skubbede og trak, alt det de kunne, men de kunne ikke få den væltet.

"Skal jeg hjælpe til?" spurgte Claus Hansen.

Skovarbejderne så på hinanden.

"Det ville ikke hjælpe noget," sagde en af skovarbejderne.

"Nej, vi kan ikke vælte den træstub," sagde en anden, "heller ikke selv om du hjælper til".

"Nej, det ville nok ikke hjælpe," svarede Claus Hansen og så bedrøvet ned i jorden.

Skovarbejderne begyndte igen at skubbe og trække i træstubben.
Claus Hansen satte sin kurv med svampe fra sig og begyndte også at skubbe.
Træstubben begyndte at give efter og snart var den væltet.

"Det var pokkers," sagde en af skovarbejderne.

"Hvad laver du?" spurgte formanden.

"Jeg har ikke noget arbejde i øjeblikket," svarede Claus Hansen.

"Kunne du tænke dig at blive skovarbejder?" spurgte formanden.

Claus Hansen er rig, så han behøver slet ikke at arbejde, men han kan godt lide at have noget at tage sig til.
Det kunne måske være et meget godt arbejde, tænkte Claus Hansen, så nu er Claus Hansen skovarbejder.
Claus Hansen kan også godt lide at være ude i det fri, så han er også meget glad for sit arbejde som skovarbejder.
Claus er lidt kluntet.
Han har især svært ved langsomme, præcise bevægelser.
Skovarbejde er mere tunge bevægelser, men han har alligevel kun fire fingre på den ene hånd og tre på den anden.
Claus Hansen er rødhåret og han har en blå trøje på.
Der er en rift på ærmet af den blå trøje.

Niels Olsen kigger nøje på de to skovarbejdere.
Det er to mulige gerningsmænd, tænker han, jeg må hellere være forsigtig.
Han lister tilbage til sin bil for at tilkalde forstærkning.

24/6 2019

Niels Olsen kontakter politistationen.

"Der er to farlige forbrydere herude. De er mistænkt for at have begået et bestialsk mord. Kan i sende forstærkning?" spørger Niels Olsen.

"Vi sender otte mand med det samme," svarer politistationen.

"Vær forsigtig og stille, " siger Niels Olsen, "forbryderne aner ikke uråd."

"Vi sender dem uden sirener," svarer stationen.

Niels Olsen sætter sig til at vente ved sin bil.
Efter nogle få minutter ankommer et salatfad med otte kampklædte politifolk.

"Forbryderne er et par hundrede meter nede ad skovvejen der," siger Niels Olsen og peger på skovvejen, "vi skal være forsigtige. De er farlige."

Politibetjentene nikker.
De begynder at snige sig ned ad skovvejen.
Et lille stykke før lysningen gør Niels Olsen tegn, til at de skal dele sig. Fire politibetjente går højre om og fire politibetjente går venstre om. Efter nogle minutter har de omringet Ole og Claus.
Niels Olsen trækker sin pistol og stiller sig om bag et træ.
Alle politifolkenes blikke er skarpt rettede mod de to skovarbejdere i lysningen.

Ole Thomsen og Claus Hansen har ingen anelse, om hvad der er på færde.

"Er det ved at være frokosttid?" spørger Ole Thomsen og tænker længselsfuldt på sin madpakke.

"Ja, skal vi ikke holde frokostpause nu?" spørger Claus.

"Jo, lad os det," svarer Ole.

Ole og Claus tager deres tasker og sætter sig hen på en træstamme.
Ole finder sin madpakke og en termokande med kaffe frem. Han åbner madpakken og kigger begejstret på roastbeefmaden.
Claus finder også sin madpakke frem. Han har nogle sodavand liggende i sin taske. Der er både en abrikossodavand og en sportsvand.
Hvad skal jeg drikke? tænker Claus.
Han tager abrikossodavanden.
Han kigger i lommen af tasken. Han har glemt oplukkeren.

"Har du en oplukker?" spørger Claus.

"Ja," svarer Ole.

Oplukkeren ligger i hans bukselomme.
Ole lægger sig madpakke på træstammen og rejser sig for at tage oplukkeren.
Han stikker hånden ned i lommen.
Niels Olsen står bag træet og kan se det hele. Han ser Ole Thomsen rejse sig. Han ser ham stikke hånden ned i lommen efter et eller andet. Idet Ole Thomsen trækker oplukkeren op af lommen, kan Niels Olsen se noget aflangt metal glimte. Han synes, han kan se en pistol, og går i panik.

"Han trækker våben," råber Niels Olsen og begynder at skyde på Ole.

Ole Thomsen bliver ramt både i hovedet og i brystet.
Han er død på stedet.
Claus Hansen kigger forfærdet på sin kollega.
Samtidigt stormer alle politifolkene frem.
Claus Hansen rækker uforstående sine arme i vejret.
Niels Olsen går hen og kropsvisiterer Claus Hansen.

"Du er anholdt for mordet på Lars Peder Madsen," siger Niels Olsen.

"Hvad for noget?" siger Claus Hansen uforstående.

Nå, han spiller uskyldig, tænker Niels Olsen, han er smart.

"Alt, hvad du siger, kan og vil blive brugt imod dig," siger han og giver Claus Hansen håndjern på.


26/6 2019

Efter et stykke tid kommer Claus Hansen for retten.
Han kommer ind i retssalen, som er fyldt af nysgerrige tilhørere.
Dommeren beder Claus Hansen tage plads på anklagebænken.
Claus Hansen sætter sig slukøret.
Anklageren iagttager ham med et stift blik.
Han hedder Mogens Karlsen.
Niels Olsen sidder ved siden af anklageren.
Dommeren beder Mogens Karlsen om at introducere sagen.
Mogens Karlsen rejser sig, rømmer sig og går højtideligt ud på gulvet foran dommeren.
Han bukker kort for nævningene.
Han rømmer sig igen.

"Vi er her i dag for at afgøre, om Claus Hansen er skyldig i mordet på Lars Peder Madsen," starter Mogens Karlsen.

Han holder en lille kunstpause, så han er sikker, på at alle har forstået, hvad han sagde.

"Det er en speciel retsag af stor principiel karakter," fortsætter Mogens Karlsen, "dommen skal fældes på ægte demokratisk vis. Derfor er nævningetinget i dag udvidet til halvtreds personer, som er fundet, så de repræsenterer hele vores befolkning. Vi er sikre, på at vi finder den sande og retfærdige dom."

Mogens Karlsen nikker til dommeren som tegn, til at han er færdig.

"Tak," siger dommeren og vender blikket mod Claus Hansen, "hvordan forholder tiltalte sig til anklagen?"

"Ikke skyldig," siger Claus Hansen med klar stemme.

Dommeren bladrer lidt i sine papirer. Så kigger han igen hen på Claus Hansen.

"Vil tiltalte med egne ord selv forklare hændelsen, som han oplevede den," siger dommeren.

"Ja, høje dommer," siger Claus Hansen og tænker sig om et kort øjeblik, "først vil jeg lige sige, at jeg er glad for mit arbejde som skovarbejder. Det var lidt tilfældigt, at jeg fik det arbejde. Jeg spiser næsten alt. Jeg kan især godt lide friske grøntsager. Jeg er lidt af en svampekender. Når jeg ser en svamp, ved jeg med det samme, om den er spiselig eller giftig.
En dag var jeg ude for at plukke svampe i skoven. Jeg havde en lille kurv med til svampene, men alligevel spiste jeg de fleste, efterhånden som jeg fandt dem. Jeg kom til en lille lysning, hvor nogle skovarbejdere var ved at vælte en træstub. De skubbede og trak, alt det de kunne, men de kunne ikke få den væltet.
"Skal jeg hjælpe til?" spurgte jeg.
Skovarbejderne så på hinanden.
"Det ville ikke hjælpe noget," sagde en af skovarbejderne.
"Nej, vi kan ikke vælte den træstub," sagde en anden, "heller ikke selv om du hjælper til".
"Nej, det ville nok ikke hjælpe," svarede jeg og så bedrøvet ned i jorden.
Skovarbejderne begyndte igen at skubbe og trække i træstubben. Jeg satte min kurv med svampe fra mig og begyndte også at skubbe. Træstubben begyndte at give efter og snart var den væltet.
"Det var pokkers," sagde en af skovarbejderne.
"Hvad laver du?" spurgte formanden.
"Jeg har ikke noget arbejde i øjeblikket," svarede jeg.
"Kunne du tænke dig at blive skovarbejder?" spurgte formanden.
Jeg er rig, så jeg behøver egentlig ikke at arbejde, men det kunne måske være et meget godt arbejde, tænkte jeg, så nu er jeg skovarbejder.
Jeg kan godt lide at være ude i det fri, så jeg er også meget glad for mit arbejde som skovarbejder.
Jeg er lidt kluntet.
Jeg har især svært ved langsomme, præcise bevægelser.
Skovarbejde er mere tunge bevægelser, men jeg har alligevel kun fire fingre på den ene hånd og tre på den anden.
Jeg er rødhåret og jeg har en blå trøje på, når jeg arbejder.
Der er en rift på ærmet af den blå trøje.
Jeg rev den på en brændestabel ude i skoven en dag, jeg var på arbejde."

Claus Hansen holder en kort pause og tager en mundfuld vand, inden han fortsætter.

"Min kollega Ole Thomsen og jeg havde ingen anelse, om hvad der var på færde.
"Er det ved at være frokosttid?" spurgte Ole Thomsen og tænkte længselsfuldt på sin madpakke.
"Ja, skal vi ikke holde frokostpause nu?" spurgte jeg.
"Jo, lad os det," svarede Ole.
Ole og jeg tog vores tasker og satte os hen på en træstamme.
Ole fandt sin madpakke og en termokande med kaffe frem. Han åbnede madpakken og kiggede begejstret på roastbeefmaden.
Jeg fandt også min madpakke frem. Jeg havde nogle sodavand liggende i min taske. Der var både en abrikossodavand og en sportsvand.
Hvad skal jeg drikke? tænkte jeg.
Jeg tog abrikossodavanden.
Jeg kiggede i lommen af tasken. Jeg havde glemt oplukkeren.
"Har du en oplukker?" spurgte jeg.
"Ja," svarede Ole.
Oplukkeren lå i hans bukselomme.
Ole lagde sig madpakke på træstammen og rejste sig for at tage oplukkeren.
Idet Ole trak oplukkeren op af lommen, lød en stemme inde fra træerne, "Han trækker våben," efterfulgt af nogle skud.
Ole Thomsen blev ramt både i hovedet og i brystet.
Han var død på stedet.
Jeg kiggede forfærdet på min kollega.
Samtidigt stormede alle politifolkene frem.
Jeg rakte uforstående mine arme i vejret.
Niels Olsen gik hen og kropsvisiterede mig.
"Du er anholdt for mordet på Lars Peder Madsen," sagde han.
"Hvad for noget?" sagde jeg uforstående og nu sidder jeg her".

Claus Hansen tænker sig om, om der er noget, han har glemt. Det er der ikke.
Han nikker bekræftende og kigger på dommeren som tegn til, at han er færdig.

"Tak for det," siger dommeren og kigger skarpsindigt på Claus Hansen.

"Har anklageren noget at tilføje," siger han så og kigger over på Mogens Karlsen.

Mogens Karlsen rejser sig og går ud på gulvet.
Han rømmer sig igen.

"Tiltalte, Claus Hansen, er anklaget for mord. Alle, som er anklagede for mord, kommer op med nogle forklaringer, om at de ikke gjorde det. Ligesådan her. Det er tydeligt for enhver, at hans forsvar er løgn fra ende til anden. Hvem drikker abrikossodavand for eksempel?"

Tre af nævningene kigger brødebetyngede ned i gulvet.

"Eller hvem glemmer sin oplukker, når han er på arbejde?" fortsætter Mogens Karlsen.

Tre af nævningene stirrer tomt frem for sig.

"Der er så mange huller i den forklaring, at den umuligt kan være sand," siger Mogens Karlsen og tilføjer, "og hvem er glad for at være skovarbejder?"

Alle nævningene nikker bekræftende for sig selv.

"Jeg har ikke mere at tilføje," slutter Mogens Karlsen og nikker kort til dommeren.

"Javel ja," siger dommeren, "så skulle alle aspekter ved sagen være belyst. Jeg vil nu bede nævningene om at gå ind i retslokalet ved siden af for at votere. Vi holder en kort pause, indtil dommen foreligger."

Dommeren rejser sig og forlader retssalen.
Derefter går nævningene ind i retslokalet ved siden af.
Efter tyve minutter giver nævningene besked, om at afgørelsen foreligger.
Nævningene indtager deres pladser igen og lidt efter kommer dommeren ind i retssalen.
Dommeren får overrakt et papir med afgørelsen.
Han kigger kort på papiret og derefter hen på Claus Hansen.

"Jeg vil endnu en gang gøre opmærksom, på at denne retssag er et sublimt billede på, hvordan en demokratisk domstol arbejder, når den er bedst," siger dommeren og holder en kort pause, før han fortsætter, "Thi kendes for ret.
Tiltalte Claus Hansen findes skyldig i mordet på Lars Peder Madsen.
Han dømmes til døden ved gasning.
Jeg vil gerne gøre opmærksom, på hvor humant vores system er i sådanne sager. Gassen er specielt fundet, så døden indtræffer helt uden smerte. Først glider den dømte over i en behagelig rus, som langsomt fører til bevidstløshed, inden den dømte til sidst afgår ved døden. Dommen ekserkveres om fjorten dage.

Dommeren rejser sig og forlader retssalen.
Dernæst rejser nævningene sig og forlader retssalen.

Udenfor retssalen står journalister og TV-hold klar.
Et TV-hold vil gerne have et interview med Niels Olsen.
Niels Olsen retter stolt ryggen.

"Dette er en stor sejr for vores land. Vi lever i et godt og velfungerende land. Politiets opklaringsrate ligger på omtrent 100%. Dette viser, hvor effektivt vores politi er. Der er ingen grund til at begå kriminalitet i vores land, for forbryderne er så godt som sikre på at blive fanget."


5/9 2019

Benny Eriksen bor på 8. sal i et højhus.
Benny sidder og ser fjernsyn.
Benny ser domsafsigelsen mod Claus Hansen og interviewet med Niels Olsen i fjernsynet.
Det var godt, at de fangede den lømmel og at han får sin straf, tænker Benny. Så kan vi almindelige retskafne borgere passe vores arbejde i fred.
Efter interviewet med Niels Olsen kommer lotteritrækningen.

"Der blev heller ikke i denne uge fundet nogen vindere af hovedgevinsten. Hovedgevinsten går igen videre til næste uge og i næste uge vil den lyde på omkring 3,2 milliarder kroner," siger oplæseren.

Gad vide, om jeg ikke skulle prøve at spille med i lotteriet i næste uge, tænker Benny.
Benny beslutter sig for at prøve.
Han vil selv bestemme, hvilke tal han vil satse på, så han går ned i den lokale kiosk og henter nogle kuponer, som han selv skal udfylde.
Der ligger et bageri i stueetagen af højhuset, hvor Benny bor.
Det er Benny glad for, for han elsker kager.
Det kan jeg godt forstå.
Nogle gange køber Benny en smørkage.
Hver gang han gør det, tager han trappen op til sin lejlighed i stedet for elevatoren.
Så har han lidt bedre samvittighed med hensyn til forholdet mellem at indtage og forbrænde kalorier.
På vej hjem fra kiosken går Benny ind i bageriet og køber en smørkage.
Han går ad trappen hele vejen op på 8. sal.
Da han kommer op, sætter han en kande kaffe over.
Så kan han spise smørkage og drikke kaffe.
Det kan Benny Eriksen godt lide og det kan jeg godt forstå.
Da kaffen er færdig, tager Benny en kop kaffe og et stykke smørkage og sætter sig godt til rette i sin sofa med en kuglepen og de tomme lotterikuponer.
Benny tager en kupon og kigger på den.
Han skal gætte ni tal mellem 1 og 100.
Hvad skal jeg vælge, tænker han.
Jeg er født 30. oktober 1987, så jeg vælger 30, 10, 19, 87 - det var fire af tallene.
Lad mig se, mit favorithold i fodbold er Køge. De blev danske mestre i 1954 og 1975. Herfølge blev godt nok mestre i 2000, men det var inden, de blev lagt sammen med Køge, så det tæller ikke med. Jeg tager 54 og 75, så har jeg seks tal.
Hmm, jeg skal også have noget med astronomi og stjerner. Vi har 9 planeter i vores solsystem. Jeg tager 9 med - så har jeg syv tal.
Hvad skal jeg vælge som de to sidste tal, tænker Benny.
Hvornår er næste trækning - det er om syv dage. Det er den 24. juni i dag - altså bliver tallene trukker den 31. juni.
Hmm, tænker Benny, 31 eller 6. Jeg mangler to tal, så jeg kan ligeså godt tage dem begge.
6, 9, 10, 19, 30, 31, 54, 75 og 87 tænker Benny for sig selv.
Ja, det er da i hvert fald ni tal.
Han sidder et øjeblik og kigger på kuponen. Så går han ned i kiosken for at indlevere den.
Benny kommer hjem igen.
Puh, hvor er her varmt i dag, tænker Benny og går hen og åbner et vindue.
Der står en potteplante i vinduet, men det sker der ikke noget ved, tænker Benny. Den falder i hvert fald ikke ud ad vinduet og den har sikkert også godt af lidt frisk luft.
Benny sætter sig hen i sofaen.
Kaffen er stadig lun og der er også lidt smørkage tilbage.
Benny åbner for fjernsynet.
Der er et program om astronomi. Der er et interview med en professor i astronomi.

"Vi har 8 planeter i vores solsystem. Indtil for nogle år siden havde vi 9, men Pluto opfylder ikke rigtig kriterierne for at være en planet, så den er blevet degraderet til en dværgplanet."

Benny stirrer tomt ud i luften.
Pokkers også, tænker Benny og kaster en tennisbold hen i et hjørne af stuen i bare arrigskab.
Der er ikke noget i hjørnet, men bolden rammer gulvet og væggen og hopper op og rammer potteplanten i vindueskarmen.
Potteplanten falder ud af vinduet.
Nede på gaden har Henrik Villumsen netop været inde hos bageren og købt en flødeskumskage.
Nu skal han hjem og have et krus varm kaffe og flødeskumskagen.
Henrik Villumsen kan godt lide varm kaffe og flødeskumskage og det kan jeg godt forstå.
Der findes i grunden mange slags kager, som smager godt til kaffe.
Henrik Villumsen har også købt en avis.
Den skal han læse, mens han drikker kaffen og spiser flødeskumskagen.
Potteplanten fra Benny Erisksens vindue rammer Henrik Villumsen oven i hovedet.
Henrik Villumsen dør på stedet.
Benny Eriksen ser forfærdet Henrik Villumsen ligge død på fortovet.
Jeg må hellere ringe til alarmcentralen, tænker Benny.
Han ringer til alarmcentralen og kort tid efter ankommer både en ambulance og to politibiler.
Ambulancefolkene undersøger Henrik Villumsen, men der er ikke noget at gøre. Potteplanten har ramt ham lige oven i hovedet, så kraniet er flækket. Der ligger lidt klumper med hjernemasse rundt omkring på fortovet.
Politifolkene kommer op for at afhøre Benny Eriksen.
Benny forklarer dem, hvordan det skete.
Han fortæller det hele, også om fjernsynsudsendelsen.

"Er der virkelig kun otte planeter i vores solsystem?" spørger den ene politibejent forundret sin kollega.

"Ja, det er rigtig nok," svarer kollegaen.

"Ja, så vinder du i hvert fald ikke førstepræmien i lotteriet," siger den første politibetjent til Benny.

"Næh," svarer Benny Eriksen trist.

"Med hensyn til den omkomne kan vi se, at det var et hændeligt uheld," siger den første politibetjent.

"Ja, jeg er så forfærdelig ked af det," siger Benny Eriksen.

"Der er ikke noget at gøre ved det, men lad være med at have potteplanter stående i vinduerne, hvis de er åbne," siger den anden politibetjent.

"Det skal jeg nok lade være med," lover Benny Eriksen.

Politifolkene kører tilbage til stationen for at aflægge rapport.
Benny sidder tilbage i sin leglighed og kigger tomt ud ad vinduet.
Han er forfærdelig ked af det, men som politibetjenten sagde, var det et hændeligt uheld.

Ugen efter åbner Benny Eriksen fjernsynet for at se lotteritallene blive udtrukket.
Benny venter spændt.
Det første tal, som bliver trukket er nummer 54.
Det første tal er da rigtigt, tænker Benny.
Det næste tal, som bliver trukket, er nummer 10.
To rigtige tænker Benny lidt overrasket.
Det næste tal er nummer 31.
Benny klør sig i håret.
Tre rigtige ud af tre, så er der måske en chance, for at jeg vinder en af de små gevinster.
Det fjerde tal er nummer 87.
Fire ud af fire, tænker Benny, hvis jeg får et rigtigt tal mere, er jeg sikker på en af de små gevinster.
Det næste tal er nummer 9.

"Hurraaaa," råber Benny, "5 rigtige. Jeg er sikker på at vinde en præmie."

Det sjette tal er nummer 75.
Benny kigger måbende på sin lotterikupon. Seks rigtige ud af seks.
Han stirrer på skærmen.
Han flytter blikket ned på bordet. Der er stadig lidt smørkage tilbage fra sidste uge.
Det forstår jeg ikke. Når jeg køber smørkage er den hurtigt spist, men sådan er folk så forskellige.
Det næste tal er nummer 19.
Han kigger mistroisk på sin kupon igen. Syv rigtige ud af syv. Det er rigtigt spændende nu.
Det næste tal, som bliver trukket, er 6.
Benny tager sig til hovedet. Han kan ikke tro det. Han er millionær nu. Selv med anden præmien er han sikker på at vinde flere millioner.

"og det sidste tal er nummer 30," siger oplæseren.

Benny sætter sig lamslået ned.
Han har vundet hovedgevinsten.

"Vi vender tilbage om et kort øjeblik med en præmieprognose," siger oplæseren.

Benny sidder og stirrer tomt ud i luften. Han kan slet ikke fatte det.
Oplæseren kommer tilbage.

"Det er en enkelt heldig vinder, som har vundet førstepræmiepuljen på 3,4 milliarder kroner," siger oplæseren, "omsætningen har været ekstra stor i denne uge på grund af den ekstra store overførte pulje."

En uge efter står pengene på Benny Eriksens bankkonto.

26/9 2019

Otto Hansen er fysiklærer.
Han skal have to timers fysik med femte klasse i dag.
Det er de første to timer efter spisefrikvarteret.
Otto Hansen har lige spist et stjerneskud, som han købte i skolens kantine. Skolens kantine laver fortræffelige stjerneskud. Der er både lidt laks, lidt rejer, lidt kaviar, salat, mayonaise og skolens hjemmelavede salatdressing. Jeg ved ikke, hvad de putter i den dressing, men den er aldeles fremragende.
Otto Hansen kan godt lide stjerneskud og det kan jeg godt forstå.
Og de sparer ikke på råvarerne, når de laver stjerneskud i skolens kantine.
Otto Hansen er mæt og veltilpas efter at have spist sådan et stjerneskud.
Nu skal han som skrevet have to timers fysik med femte klasse.
Otto Hansen kommer ind ad døren og kigger smilende på eleverne.

"God dag, børn" siger han.

"God dag, hr Hansen," svarer børnene i kor.

Børnene kigger forventningsfuldt op på Otto Hansen. De kan godt lide at have fysik og de ser lidt op til Otto Hansen.
Otto Hansen tænker sig om et øjeblik, inden han begynder.

"I dag skal vi have om tyngdekraften," begynder han, "er der nogen, som har hørt om tyngdekraften?"

Søren rækker armen i vejret.

"Ja, Søren, hvad har du hørt om tyngdekraften?"

"Det er tyngdekraften, som sørger for, at vi kan gå på jorden," siger Søren.

"Det er rigtigt," siger Otto Hansen og kigger ud over børnene, "det er tyngdekraften, som sørger for, at vi kan gå på jorden.
Tyngdekraften trækker ned i os."

"Og hvad sker der, hvis vi kaster noget op i luften?" spørger Otto Hansen.

Anette rækker hånden op.

"Ja, Anette, hvad sker der?".

"Det kommer ned igen," siger Anette.

"Det er nemlig rigtigt. Det kommer ned igen. Og hvorfor gør det det?" spørger Otto.

Der er ingen, som rækker hånden op, men børnene kigger forventningsfuldt op på Otto Hansen.
Otto Hansen kigger ud over børnene og lader dem vente et øjeblik i spænding.

"Det er fordi, luften indeholder bitte små elastikker," siger han så og kigger undersøgende på børnene, om de nu også har forstået det. "Når vi kaster noget op i luften, begynder de små elastikker at virke og trækker det, vi kaster op i luften, tilbage til jorden."

Dorthe rækker hånden op.

"Ja, Dorthe," siger Otto.

"Hvorfor kan vi ikke se dem?" spørger hun.

"Det er et godt spørgsmål, Dorthe. Det er fordi, de er så små. Man har aldrig kunnet se dem, men man regner med, at de er aflange og at de er blå."

Børnene kigge måbende på Otto Hansen.
Kent rækker hånden op.

"Ja, Kent," siger Otto Hansen.

"Er det derfor, at himlen er blå?" spørger Kent.

"Det er rigtig godt observeret, Kent. Det er lige nøgagtigt derfor, himlen er blå," siger Otto Hansen.

Kent kigger genert ned i bordet.

"Det, der sker, når vi kaster noget op i luften, er, at de små elastikker bliver længere. Det kan de ikke lide. De vil helst være, som de altid har været, så langsomt begynder de at trække sig sammen igen, indtil de når deres oprindelige form. Det får ting, som bliver kastet op i luften til at komme tilbage til jorden," forklarer Otto Hansen.

Børnene kigger beundrende op på Otto Hansen.
Otto Hansen smiler.
Susanne rækker hånden op.

"Hvorfor kommer ting så ikke tilbage, hvis man kaster dem hen langs jorden?" spørger Susanne.

Otto Hansen kigger undskyldende ned i jorden.

"Det er et rigtigt godt spørgsmål, Susanne, og vi er endnu ikke helt klar over svaret. Vi regner med, at de små elastikker er aflange og at de vender ned mod jorden. Derfor virker de kun, når man kaster noget op i luften," siger Otto Hansen.

Otto Hansen kigger konstaterende ud over eleverne.

"Nøj, hvor er du klog," udbryder Markus.

"Tak, Markus, tak skal du have," siger Otto Hansen og smiler, "og nu holder vi et frikvarter. Prøv at gå ud i skolegården og kast noget op i luften. Så vil i se, at det falder ned igen."

Børnene pakker deres bøger sammen. De skynder sig ud i skolegården og begynder at kaste ting op i luften.

3/10 2019

Karl Markvardsen er lige stået op.
Han har været i bad og har spist morgenmad. Nu sidder han med et krus kaffe og læser avisen.
Tre af Karl Markvardsens overtænder sidder skævt.
Det gør to af hans tænder i undermunden sådan set også.
Det ser sjovt ud, når Karl Markvardsen smiler. Man kan ikke lade være med selv at smile, når Karl Markvardsen smiler.
Karl Markvardsen er født sådan og det gør ikke ondt.
Han var til undersøgelse hos tandlægen, da han var lille, men tandlægen sagde, at hvis det ikke gjorde ondt, ville han ikke gøre noget. Tandlægens filosofi var, at man kun skulle ændre noget, hvis det var grund til det.
Mange år senere mødte Karl Markvardsen en pige.
Hun hed Inge Pedersen.
Hun blev pladask forelsket i Karl Markvardsens smil.
Inge Pedersen lavede den bedste drømmekage.
Karl Markvardsen elsker drømmekage.
Det kan jeg godt forstå.
Karl var på besøg hos Inge en gang, hun havde lavet drømmekage. Da han tog en bid af drømmekagen, begyndte han at smile.
Inge så hans smil.
Hun sad længe og bare stirrede på Karls smil.
Da han var færdig, spurgte hun, om han ikke ville have et stykke kage til.
Nu er de gift.
Inge Pedersen laver drømmekage til Karl Markvardsen og hun kan sidde i timevis og bare se på, at han spiser drømmekage og smiler.
Karl Markvardsen er rigtig glad for, at han ikke fik rettet tænderne, da han var barn.
Det ringer på døren.
Karl går ud og åbner døren.
Der står hans niece.
Hun hedder Sofie Jensen.
Hun er ti år gammel.
Det er Inge Pedersens søsters datter.
Karl bliver glad for at få besøg af Sofie og han smiler over hele femøren.
Sofie Jensen elsker også, når Karl Markvardsen smiler.
Ligesom sin moster kan hun sidde i timevis og bare se på, at Karl Markvardsen smiler.
Hun har fundet ud af, at hver gang hun smiler til Karl Markvardsen, begynder han at smile.
Det er ikke helt tilfældigt, for Karl Markvardsen kan også godt lide, når Sofie Jensen smiler.
Der er yderst morsomt at være til stede, når de to er sammen.

"Kom ind," siger Karl.

"Tak," siger Sofie og springer ind ad døren.

"Vil du have en sodavand?", spørger Karl.

"Jahh," siger Sofie og smiler til Karl.

Karl smiler tilbage.
Sofie smiler over hele hovedet.
Karl henter en sodavand til Sofie.

"Jeg er ved at læse avisen. Kan du sidde her, indtil jeg bliver færdig?" spørger Karl.

"Det kan jeg godt," svarer Sofie.

Karl drikker en mundfuld kaffe.
Han kigger over mod Sofie.
Sofie smiler til ham og Karl smiler tilbage.
Sofie fniser stille.
Karl ryster smilende på hovedet og kigger ned i avisen. Han er kommet til sporten. Der skal være fodboldlandskamp i morgen.
Sofie kigger benovet på Karl, men han læser.

"Har du set, at der skal være fodboldlandskamp i morgen?" spørger Karl.

Han kigger over på Sofie.
Sofie smiler til ham og han smiler tilbage.
Så begynder Sofie at smile over hele hovedet.

"Næ, hvem skal vi spille imod?" spørger hun fnisende.

Karl ryster smilende på hovedet.

"Vi skal spille mod Frankrig. De er gode og det er en vigtig kamp," siger Karl.

"Den skal jeg se," siger Sofie beslutsomt.

Karl læser videre. Begge hold stiller i stærkeste opstilling og de har begge vundet deres seneste kampe. Det er et toporgør. Karl Markvardsen glæder sig.
Karl læser også nogle andre nyheder fra sportens verden.
Så kommer han til TV-programmet.
Han skimmer lige, hvad der kommer på de fem kanaler, han ser mest. Kl 19 kommer en god børnefilm fra, da han var barn.
Karl kigger over på Sofie.
Sofie smiler til ham.
Han smiler tilbage.
Så begynder Sofie at fnise.
Karl ryster smilende på hovedet.

"Skal du se den film i aften kl 19?" spørger Karl Markvardsen.

"Ja, og jeg glæder mig. Jeg elsker Astrid Lindgren," svarer Sofie.

"Filmen er fra, da jeg var barn," siger Karl, "jeg elskede den."

"Jeg ved det godt. Jeg har set flere af hendes film," svarer Sofie.

I det samme stikker Inge hovedet ind af døren.

"Vil i have et stykke drømmekage?" spørger hun.

"Jahhh," svarer Karl Markvardsen med et stort smil.

Inge Pedersen og Sofie Jensen begynder at fnise.
Karl ryster smilende på hovedet og kigger videre i TV-programmet.
Inge kommer ind med kaffekanden og fylder Karl Markvardsens krus op.
Hun giver Sofie og Karl hver et stykke drømmekage.
Karl kigger smilende på drømmekagen.
Inge og Sofie kigger fnisende ned i gulvet.
Så tager Karl Markvardsen smilende en bid af drømmekagen.




Og Livet Går Videre....