Sådan Er Livet



Og Livet Går Videre....

15/6 2019

En mand kommer gående hen ad en vej i en skov.
Han hedder Lars Peder Madsen.
Han er på vej til en by et par kilometer væk. Han skal besøge sin kæreste. Hun hedder Mette Jensen.
Det er første gang, han besøger Mette. Hun har besøgt ham mange gange. De gik på skole sammen, ikke så langt fra hvor han bor. Mette boede på skolen og han boede hjemme.

Lars Peder glæder sig.
Han går og nynner ubekymret.
Han har lige fået stegt lever. Det er hans yndlingsret. Jeg forstår ikke, at nogle kan lide stegt lever, men sådan er folk så forskellige.
Lars Peder er rig.
Han tænker på Mette. Han kan godt lide Mette. Han er nærmest forelsket i hende.
Mette er meget spirituel. Hun kan ikke lide jordiske værdier. Hun har sagt til Lars Peder, at hun ikke kan lide, at han har så mange penge. Penge betyder ikke så meget for Lars Peder. Han vil hellere have Mette end at være rig.

Lars Peder er ikke kendt i området. Han kommer til en skillevej. Den ene vej fører gennem nogle sving næsten direkte til byen og den anden drejer langsomt rundt i en halvbue og fører til et helt andet sted, men det ved Lars Peder ikke.
Lars Peder står lidt og kigger på de to veje.
Det kan være lige meget, hvilken en af vejene jeg tager, tænker han. Jeg er ret sikker, på at denne vej er den korteste, tænker han og begynder at gå hen ad den anden vej.

Lars Peder går videre og nynner ubekymret.
Han går gennem nogle sving og kommer til en bro over en flod.
Han stopper op på broen.
Måske skulle jeg kaste alle mine penge i vandet, tænker han.
Det vil Mette blive glad for.
Han står lidt og tænker.
Det kan jeg altid gøre, tænker han og går videre.

Lidt henne ad vejen står nogle brændestabler.
Da Lars Peder kommer hen til brændestablerne, træder en lyshåret røver i en grøn trøje ud foran ham.
Røveren hedder Hans Nielsen.

"Giv mig alle dine penge eller jeg slår dig ihjel," siger Hans.

Lars Peder kigger på ham.
Ja, så behøver jeg ikke længere bekymre mig, om at jeg har mange penge, tænker Lars Peder og giver røveren alle sine penge.
Hans tager pengene og stikker dem i lommen.

"Du må ikke sige til nogen, at jeg har røvet dig," siger Hans.

"Nej, jeg skal nok tie stille," svarer Lars Peder og begynder at gå videre.

Hans kigger efter ham.
Hvad hvis han fortæller politiet, at jeg har røvet ham, tænker Hans.
Jeg må hellere slå ham ihjel.
Hans tager sin slagterkniv og stikker Lars Peder ned.
Han slæber liget om bag brændestablen og løber hurtigt sin vej ind i skoven.

Inde i byen venter Mette på Lars Peder.
Efter et stykke tid bliver hun urolig og fortæller en af sine venner, at Lars Peder ikke er kommet, som han skulle.
Vennen hedder Jens Sørensen.
Jens går med Mette ud for at lede efter Lars Peder.
De går lidt rundt på vejene i skoven.
De kommer til brændestablen.

"Han ligger i hvert fald ikke bag brændestablen, så der behøver vi ikke at lede," siger Mette.

"Nej, han er nok snarere faldet i floden," svarer Jens.

Så de går uden om brændestablen og hen til floden.

"Jeg går lidt ud i vandet," siger Jens, "det kan være, at han ligger på bunden."

"Det kan du roligt gøre. Strømmen er ikke særlig stærk her," svarer Mette.

Jens finder en kæp og går lidt ud i vandet.
Han bruger kæppen til at stikke i bunden for at kunne mærke, om der skulle ligge noget.
Han kommer ud i midten af floden, men strømmen er for stærk og tager ham med.
Han råber efter hjælp, men Mette står på broen og kan ikke gøre noget.
Hun kan bare forfærdet se Jens drive ned mod vandfaldet lidt nede ad floden.

Lidt nede slår floden et knæk.
Ved knækket står et stort træ med grene lidt ud i vandet.
Jens svømmer, alt hvad han kan, for at komme over til grenene.
Strømmen er stærk og han kæmper og kæmper.
Han får kæmpet sig over til grenene og får fat i en af dem.
Han klamrer sig til grenen.
Strømmen er stærk og han kan mærke, at han ikke kan holde længe.

Mette går tilbage til byen.
Hun går hen på politistationen og fortæller den lokale politibetjent, at hendes kæreste ikke er kommet og at hendes ven er taget af strømmen i floden.
Politibetjenten lytter bekymret.
Han hedder Niels Olsen.

"Vi går ud i skoven. Så kan du vise mig, hvad der er sket," siger Niels.

Mette følger Niels ud til floden.

"Ja, hvis din ven er taget af strømmen og han driver ud over vandfaldet, overlever han det ikke," siger Niels.

"Måske har han fået fat i et træ eller sidder på en sten," siger Mette håbefuldt.

"Det kan han ikke," svarer Niels trist.

"Næ, det kan han nok ikke," gentager Mette og kigger sørgmodigt ned i jorden.

Niels står lidt og kigger ned ad floden.

"Jeg prøver at gå lidt ned ad floden," siger han.

"Ja, jeg venter her imens," svarer Mette.

Niels går lidt ned ad floden.
Han kan se knækket på floden lidt fremme.
Der er ingen grund til at gå hen til knækket, tænker Niels, jeg skyder genvej og går direkte ned til vandfaldet.
Niels går udenom knækket og direkte hen til vandfaldet.

I det samme knækker grenen, Jens holder fast i, og han bliver ført med strømmen ud over vandfaldet.

"Aaaarrrggghhh," råber han, idet han ryger ud over vandfaldet og bliver slået til plukfisk.

Var det Mette, som råbte, tænker Niels, jeg må hellere gå tilbage til broen.
Niels går tilbage til broen.

"Jeg kunne ikke se din ven," siger Niels trist.

"Nej, han er nok flydt ud over vandfaldet og er druknet," svarer Mette.

"Ja," svarer Niels.


Niels står lidt og kigger.

"Vi kan gå lidt op ad vejen, for at se om der skulle være noget," siger han.

"Ja, lad os det," svarer Mette.

De går lidt op ad vejen.
De kommer til brændestablen.

"Jeg skal tisse," siger Niels, "jeg går om bag brændestablen."

"Ok," svarer Mette.

Niels går om bag brændestablen og finder liget af Lars Peder.
Han givet et højt gisp.
Mette skynder sig om bag brændestablen og ser chokeret liget.

"Årh nej," siger hun oprevet.

Niels prøver at berolige og trøste hende, så godt han kan.

"Jeg skal nok finde den skyldige," lover han hende beslutsomt.

De går tilbage til byen.

20/6 2019

Niels Olsen aflægger rapport på politistationen og tager tibage til skoven for at undersøge liget og gerningsstedet.
Han går lidt rundt og kigger.
På brændestablen sidder et lille stykke blåt stof.
Morderen må have revet sig, da han flyttede liget, tænker Niels.
Jeg leder altså efter en gerningsmand i en blå trøje.
Niels tager stoffet og putter det i en lille plastikpose som bevismateriale. Han vil undersøge det nærmere hjemme på politistationen.
Niels undersøger jorden rundt omkring brændestablen.
Et lille stykke væk finder han to forskellige fodaftryk.
Dem må teknikerne hellere tage et par aftryk af, tænker han.
Niels går rundt og kigger et stykke tid, men han kan ikke finde mere af betydning.
Han tager tilbage til politistationen.

Tilbage på politistationen aflægger Niels rapport om sine opdagelser.
Han sender nogle teknikere ud for at tage aftryk af fodsporerne.
Han finder plastikposen med stoffet frem for at undersøge det nøjere. Han lægger stoffet under et mikroskop og kigger på det. Der sidder et hår. Et rødt hår.
Jeg leder altså efter en rødhåret person i en blå trøje, tænker Niels Olsen.
Teknikerne kommer tilbage med aftryk af fodsporene.
Niels Olsen måler aftrykkene. Det ene er størrelse 44, det andet er størrelse 46.
Der har sandsynligvis været to personer om at begå ugerningen, tænker Niels.
Han kigger igen på aftrykkene.
Det ligner aftryk fra støvler, men det er ikke sikkert, tænker Niels.
Jeg må ikke drage nogle forhastede konklusioner.
Niels Olsen skriver det hele ind i sin rapport.

Efter nogle dage tager Niels Olsen igen ud til gerningsstedet.
Han kan høre en motorsav lidt væk.
Han går ned ad en skovvej mod lyden. Et lille stykke nede ad vejen står to skovarbejdere og saver brænde.
Det er Ole Thomsen og Claus Hansen.
Ole Thomsen er normal af bygning, Claus Hansen er lidt større.

Ole Thomsen er glad for sit arbejde som skovarbejder. Han elsker at være ude i skoven, hvor der ikke er så meget stres og jag. Han synes også, at luften er renere herude. Nogle gange stopper han op, kigger sig omkring og tager nogle dybe vejrtrækninger.
Ole Thomsen er gift og har to børn.
Han elsker sin kone.
Hun hedder Hanne Madsen.
Han kan godt lide at tænke på hende.
Det gør han tit.
Hver morgen smører Hanne en madpakke til Ole.
Inden Ole Thomsen starter med at arbejde om morgenen, plejer han at åbne madpakken, for at se hvad hans kone har smurt til ham den dag. I dag var der et stykke med roastbeef. Med peberrod, salat, tomat, remoulade og ristede løg.
Det er en af Ole Thomsens favoritter. Det kan jeg godt forstå.
Ole Thomsen går og glæder sig til frokostpausen.

Claus Hansen er også glad for sit arbejde som skovarbejder.
Det var lidt tilfældigt, at han fik det arbejde. Claus Hansen spiser næsten alt. Han kan især godt lide friske grøntsager. Claus Hansen er lidt af en svampekender. Når han ser en svamp, ved han med det samme, om den er spiselig eller giftig.
En dag var han ude for at plukke svampe i skoven. Han havde en lille kurv med til svampene, men alligevel spiste han de fleste, efterhånden som han fandt dem. Nogle folk kan godt lide svampe. Jeg forstår det ikke, men sådan er folk så forskellige.
Claus Hansen kom til en lille lysning, hvor nogle skovarbejdere var ved at vælte en træstub.
De skubbede og trak, alt det de kunne, men de kunne ikke få den væltet.

"Skal jeg hjælpe til?" spurgte Claus Hansen.

Skovarbejderne så på hinanden.

"Det ville ikke hjælpe noget," sagde en af skovarbejderne.

"Nej, vi kan ikke vælte den træstub," sagde en anden, "heller ikke selv om du hjælper til".

"Nej, det ville nok ikke hjælpe," svarede Claus Hansen og så bedrøvet ned i jorden.

Skovarbejderne begyndte igen at skubbe og trække i træstubben.
Claus Hansen satte sin kurv med svampe fra sig og begyndte også at skubbe.
Træstubben begyndte at give efter og snart var den væltet.

"Det var pokkers," sagde en af skovarbejderne.

"Hvad laver du?" spurgte formanden.

"Jeg har ikke noget arbejde i øjeblikket," svarede Claus Hansen.

"Kunne du tænke dig at blive skovarbejder?" spurgte formanden.

Det kunne måske være et meget godt arbejde, tænkte Claus Hansen, så nu er Claus Hansen skovarbejder.
Claus Hansen kan også godt lide at være ude i det fri, så han er også meget glad for sit arbejde som skovarbejder.
Claus er lidt kluntet.
Han har især svært ved langsomme, præcise bevægelser.
Skovarbejde er mere tunge bevægelser, men han har alligevel kun fire fingre på den ene hånd og tre på den anden.
Claus Hansen er rødhåret og han har en blå trøje på.
Der er en rift på ærmet af den blå trøje.

Niels Olsen kigger nøje på de to skovarbejdere.
Det er to mulige gerningsmænd, tænker han, jeg må hellere være forsigtig.
Han lister tilbage til sin bil for at tilkalde forstærkning.

24/6 2019

Niels Olsen kontakter politistationen.

"Der er to farlige forbrydere herude. De er mistænkt for at have begået et bestialsk mord. Kan i sende forstærkning?" spørger Niels Olsen.

"Vi sender otte mand med det samme," svarer politistationen.

"Vær forsigtig og stille, " siger Niels Olsen, "forbryderne aner ikke uråd."

"Vi sender dem uden sirener," svarer stationen.

Niels Olsen sætter sig til at vente ved sin bil.
Efter nogle få minutter ankommer et salatfad med otte kampklædte politifolk.

"Forbryderne er et par hundrede meter nede ad skovvejen der," siger Niels Olsen og peger på skovvejen, "vi skal være forsigtige. De er farlige."

Politibetjentene nikker.
De begynder at snige sig ned ad skovvejen.
Et lille stykke før lysningen gør Niels Olsen tegn, til at de skal dele sig. Fire politibetjente går højre om og fire politibetjente går venstre om. Efter nogle minutter har de omringet Ole og Claus.
Niels Olsen trækker sin pistol og stiller sig om bag et træ.
Alle politifolkenes blikke er skarpt rettede mod de to skovarbejdere i lysningen.

Ole Thomsen og Claus Hansen har ingen anelse, om hvad der er på færde.

"Er det ved at være frokosttid?" spørger Ole Thomsen og tænker længselsfuldt på sin madpakke.

"Ja, skal vi ikke holde frokostpause nu?" spørger Claus.

"Jo, lad os det," svarer Ole.

Ole og Claus tager deres tasker og sætter sig hen på en træstamme.
Ole finder sin madpakke og en termokande med kaffe frem. Han åbner madpakken og kigger begejstret på roastbeefmaden.
Claus finder også sin madpakke frem. Han har nogle sodavand liggende i sin taske. Der er både en abrikossodavand og en sportsvand.
Hvad skal jeg drikke? tænker Claus.
Han tager abrikossodavanden.
Han kigger i lommen af tasken. Han har glemt oplukkeren.

"Har du en oplukker?" spørger Claus.

"Ja," svarer Ole.

Oplukkeren ligger i hans bukselomme.
Ole lægger sig madpakke på træstammen og rejser sig for at tage oplukkeren.
Han stikker hånden ned i lommen.
Niels Olsen står bag træet og kan se det hele. Han ser Ole Thomsen rejse sig. Han ser ham stikke hånden ned i lommen efter et eller andet. Idet Ole Thomsen trækker oplukkeren op af lommen, kan Niels Olsen se noget aflangt metal glimte. Han synes, han kan se en pistol, og går i panik.

"Han trækker våben," råber Niels Olsen og begynder at skyde på Ole.

Ole Thomsen bliver ramt både i hovedet og i brystet.
Han er død på stedet.
Claus Hansen kigger forfærdet på sin kollega.
Samtidigt stormer alle politifolkene frem.
Claus Hansen rækker uforstående sine arme i vejret.
Niels Olsen går hen og kropsvisiterer Claus Hansen.

"Du er anholdt for mordet på Lars Peder Madsen," siger Niels Olsen.

"Hvad for noget?" siger Claus Hansen uforstående.

Nå, han spiller uskyldig, tænker Niels Olsen, han er smart.

"Alt, hvad du siger, kan og vil blive brugt imod dig," siger han og giver Claus Hansen håndjern på.


Og Livet Går Videre....