Mysteriet om den forsvundne Integritet




Integritet handler om at være en hel person.
At leve, som man gerne vil, og at kunne sige fra overfor ting, man ikke kan stå ved.

Social integritet.
Hvis personer, som ofte er enige og som har de samme synspunkter og interesser, er sammen, bevarer de naturligt en høj integritet.
Hvis personer, som ofte er uenige, er sammen, må de gå ned i integritet for at være sammen.

Arbejdsmæssig integritet.
Man skal bruge penge for at leve.
Man kan søge et job og få afslag.
Eller man kan blive tvunget til at tage et arbejde, som man ikke bryder sig om.
Lykken er at have et job, man kan lide.
Er det tab af integritet at leve som førtidspensionist?

Samfundsmæssig integritet.
Man må ikke køre over 130 km/t på motorvejen.
Man må ikke køre over 50 km/t i byerne.
Man må ikke gå over for rødt.
Man må ikke stjæle.
Man må ikke slå nogen, hvis man ikke kan lide dem.
Man må ikke slå ihjel.
Man skal betale skat.
Er det tab af integritet at leve i et samfund?

Kærestemæssig integritet.
Man kan blive glad for en pige og få afslag.
Man kan blive glad for en pige, som ikke har de samme interesser og har et andet livssyn, så man må finde sig i meget for at bevare forholdet til hende.
Lykken er at leve sammen med en kvinde med det samme livssyn og de samme interesser og som man elsker.
Er det tab af integritet at få afslag og leve alene?

Familiemæssig integritet
Småfolk kommer til.
Nattesøvnen ryger.
Gråd, råben og skrigeri, men også latter og glæde.
Pengene flyver alle mulige steder hen.
Man skal altid være der for barnet.
Men man vil gerne have børn.
Er det tab af integritet, ikke at få et barn?

En vigtig del af børns opdragelse er at lade dem vide, at de ikke altid kan få deres vilje.
Lykken er at have børn, som man ikke behøver at opdrage ret meget på.
Taber børnene integritet, når de ikke altid får deres vilje?

Politisk integritet.
Demokrati handler om at lade flertallet bestemme på bekostning af en selv.
Som tidligere SF'er er jeg vant til ikke at få min vilje politisk.
Er det tab af integritet, når jeg er socialist i dagens Danmark?

Politisk integritet igen.
Jeg har to viljer politisk.
Jeg vil gerne have min vilje politisk. Jeg vil også gerne have, at flertallet bestemmer. Hvis flertallet bestemmer, bevarer flest personer deres integritet.
Kan jeg kompensere for min uopnåede politiske vilje og bevare min integritet ved at acceptere, at det er mest retfærdigt, at flertallet bestemmer?

En masse tabt integritet.
Nu jeg bor alene, får jeg næsten altid min vilje i dagligdagen.
Jeg ved på forhånd nogenlunde, hvordan verden kommer til at ser ud, hvis jeg får min vilje.
Det gør verden lidt kedelig.
Faktisk bliver verden større ved at lade andre få deres viljer.
Min integritet tillader sagtens, at jeg ikke ret ofte får min vilje.
Jeg har det godt og jeg er glad, når andre har det godt.
Hvor blev den forsvundne integritet af?
Den blev til kærlighed.