© Copyright Jens Henrik Pedersen

Historien er dynamisk. Den er ikke færdig og den bliver det sikkert aldrig. Jeg skriver til og ændrer i teksten. Af samme grund kan små fejl forekomme.

Den fylder i øjeblikket 343 A4-sider. Sidst revideret 15/4 2019.

 

 

Ønskelandet

 

Jeg vil nu beskrive noget, som være så fjernt, at tanker og følelser ikke være i stand til at nå det. Det gælde både i tid og sted.

Da det hverken være fortid, nutid eller fremtid, omtaler jeg det her ved at bruge udsagnsord i infinitiv, men ellers vil jeg fortælle eventyret ved normalt brug af det danske sprog.

 

Lillesø

? 2003, rev ? 2007

 

Dér findes et stort bjergområde og i dette bjergområde findes en lille bjergsø. Høje klipper rejser sig langs søens sider og små klippetoppe stikker op et lille stykke ud i vandet. Søen er så stor, at det vil tage en båd omtrent 1 time at sejle over den på den ene led og ½ time på den anden, hvis den sejler med jævn, god fart. Bjergsøen er nærmest oval og den er meget dyb. Den er så ren, at man kan drikke af den og den har en stor fiskebestand. Bjergsøen er omgivet af løvtræer, som nogle steder står helt ned til vandet. På alle årstider er søen meget smuk. Om foråret når træerne lige er sprunget ud og de står med deres lysegrønne blade og spejler sig i søen. Om sommeren når solen skinner ned fra en skyfri himmel og temperaturen kan komme op på 30° C. Om efteråret når træernes blade skifter farve til en mangfoldighed af gule, røde og brune nuancer. Eller om vinteren når et tykt tæppe af sne dækker alt og hvor søen kan fryse til is.

Søen hedder Lillesø.

 

Leofreds fødsel

? 2003, rev ? 2007, rev 7/9 2009

 

Et sted på den ene side af Lillesø er der et næsten vandret plateau, som ligger ned til vandet. Plateauet er omtrent 300 m langt og 100 m bredt. Det er omgivet af klipper, så den eneste måde, man kan komme til plateauet fra landsiden på, er via en smal vej, som er hugget ud i bjergsiden. Plateauet består af en flad klippegrund og i den ene ende består bredden af det fineste, hvide sand.

På den flade klippegrund, i den modsatte ende af hvor sandbredden er, er der opført et sjovt formet, stort, hvidt hus. Huset har en stor terrasse, som går helt ned til vandkanten. Huset, som man vel nærmere kan betegne som et lille palæ, er bygget med kælder hugget ud i klippen, stue og 1. sal. Huset har store glaspartier, som vender ud mod søen. Der er en meget flot udsigt inde fra stuerne. På 1. sal går en stor altan, som er båret af marmorsøjler, et lille stykke ud over terrassen. Der bliver tilbragt mange sommeraftener på altanen med at sidde og se solen gå ned bag bjergene på den modsatte side af søen.

Huset har en have med en stor græsplæne, som vender ud mod bjergene. Bag græsplænen ligger en lille eng og bag engen breder en skov sig videre op af bjergskråningen.

I huset bor en ung kvinde og en ung mand, som elsker hinanden.

Det er forår og træerne er netop sprunget ud. Kvinden er højgravid med deres første barn. Det er et ønskebarn, som parret har ønsket sig, siden de mødte hinanden og glæden var stor, da kvinden fandt ud af, at hun var gravid.

Således er omgivelserne, da Leofred kommer til verden på en solskinsfyldt forsommerdag.

 

Leofreds som nyfødt

? 2003, rev ? 2007

 

Leofred er skabt speciel og sådan som man kun kan være født til. Leofred er fra fødslen skabt som en helhed, sådan at hans krop, tanker, følelser, vilje, sjæl og alt det fysiske, sjælelige og psykiske er en helhed.

For nogle er kroppen et redskab, hjernen eller sjælen bruger til at skaffe sig, hvad de ønsker. Leofred er sin krop. Leofreds krop og sjæl er en helhed.

Leofreds tilstand kan ikke opnås ved tankekraft. Tværtimod vil tilstanden ophæves, hvis nogen prøver at opnå den mentalt. Hvis Leofred selv senere prøver at ændre eller påvirke noget direkte med sine tanker og følelser, kan tilstanden påvirkes og ændres og han vil aldrig mere kunne komme tilbage til den samme tilstand. Leofred kan have tanker og følelser som alle andre. Det vil sige, at han for eksempel kan koncentrere sig, hidse sig op, blive ked af det og i det hele taget blive styret af sine tanker og følelser, bare han ikke gør tankerne eller følelserne til noget i sig selv. Nogle føler, at deres omgivelser somme tider kan blive påvirket af deres tanker. Leofred vil miste sin tilstand, hvis han prøver at påvirke noget alene med tankerne eller følelserne.

Det er netop dette, der er hemmeligheden ved den tilstand, Leofred bliver født i. Leofreds tanker, følelser, sanser, vilje, sjæl og alt det andet psykiske og sjælelige er ikke noget. Leofreds tanker, følelser, sanser, vilje, sjæl og alt det andet psykiske og sjælelige eksisterer ikke i sig selv. Det eksisterer kun, fordi kroppen eksisterer. Alligevel fungerer både kroppen, det psykiske og det sjælelige som en helhed. Hvis det psykiske og det sjælelige ikke eksisterede, ville kroppen være død.

Fordi Leofreds tanker, følelser, sanser og sjæl ikke er noget, er han fuldstændigt fri sjæleligt, psykisk og åndeligt.

Det er svært at vide, hvor bevidste nyfødte er og hvor meget de sanser og på det punkt ligner Leofred alle andre nyfødte. Måske er alle nyfødte unikke som Leofred.

 

Leofreds tidlige barndom

? 2003, rev ? 2007

 

Leofreds verden er fuld af kærlighed. Hans forældre forstår ham. Når han græder, forstår hans forældre grunden til, at han er ked af det, og de hjælper ham, hvis de kan. Leofreds forældre lader Leofred udvikle sig naturligt. De lader ham selv undersøge ting. Selvfølgelig opdrager de ham sådan, at han ved, at han ikke altid kan få sin vilje. For eksempel græder Leofred som alle andre børn en gang imellem, når hans forældre lægger ham til at sove. Her er Leofreds forældre faste og de opdrager Leofred, til at han ved, at andre mennesker også har en vilje og at han nogle gange må rette sig efter andre mennesker. Men Leofred er et nemt barn, som kun gør gode ting.

Nogle mennesker er domineret af deres tanker. Leofreds tanker er kun redskaber, som han kan bruge. Hans tanker er ikke noget i sig selv, men hjælpemidler til at bearbejde livet med. Leofred kan for eksempel tænke på oplevelser, han har haft og derudfra vide, hvad han skal gøre eller ikke gøre i en given situation. Leofred kan bruge sine tanker til at finde de bedste måder at gøre ting på. Leofred kan tænke et problem igennem fra mange sider, han kan finde mange løsninger at vælge imellem og vælge den løsning, han synes, er bedst. Leofred kan også bruge sine tanker til at underholde sig selv med og så videre. Det kan slet ikke beskrives alt det, som Leofred kan bruge sine tanker til. Men de er kun redskaber. Leofred får kun gode tanker og tanker, han er i harmoni med.

Leofred har en meget god følesans. Hans følelser er et med hans krop. Han kan føle hver en celle i sin egen krop uden at røre ved den. Leofred har også en god følesans overfor sjælelige følelser. Når han for eksempel føler glæde, får han en dejlig følelse i kroppen, som giver sig til udtryk i det skønneste smil.

 

Aurus

? 2003, rev ? 2007

 

Leofred bliver født på en planet, som kaldes Aurus.

Aurus ligner jorden på mange måder, både med hensyn til hvordan der ser ud og med hensyn til hvilket liv der lever.

Aurus har de samme landskaber, som findes på jorden. Der er en sol, dog to måner, en blå himmel, agerland, skove, bjerge, søer, floder, have, polarområder og et klima, hvor det både regner, sner, hagler og er skyfrit. Kort sagt alt, hvad der findes på jorden, findes også på Aurus.

Livet på Aurus ligner livet på jorden. Der findes pattedyr, fugle, fisk, insekter, krybdyr, padder, ja alt liv, der findes på jorden, findes også på Aurus.

 

Lavinia

? 2003, rev ? 2007

 

Mennesker lever overalt på Aurus. Ligesom på jorden findes forskellige lande med forskellige sprog og kulturer. Leofred vokser op i et land, som hedder Lavinia.

Folk omkring Leofred er meget sociale og venlige ved hinanden. Alle er tilfredse med deres liv. De arbejder med de ting, de kan lide at lave. Alle hjælper alle og sørger for, at alle har det, de gerne vil have. Ting bliver fordelt efter, hvad folk synes er retfærdigt og de har en meget udviklet retfærdighedssans. Selv om de har alle moderne materielle goder, ville indbyggerne basalt også have det godt uden, og derfor betyder det ikke så meget, hvornår ting bliver gjort. Der er ingen fast arbejdstid, arbejdet bliver gjort, når folk er enige om at gøre det. Folk har sjældent travlt og de tager sig den tid, det tager at udføre et arbejde, men de kan godt arbejde hurtigt, hvis noget er vigtigt. Hvis noget vigtigt skal laves, det vil sige, hvis nogen ikke har det godt, fordi de mangler noget, bliver dette gjort først og hurtigt. Det er vigtigt for alle, at alle har det godt. Indbyggernes afslappede og livsnydende holdning gør, at der ikke findes stressede personer, hvor Leofred vokser op.

Lavinia er et meget velfungerende land. Lavinia har et retssystem og dette retssystem gælder også i det område, hvor Leofred vokser op. Lovene bliver brudt en gang i mellem, men på bunden er alle mennesker gode og det er harmløse lovovertrædelser, der finder sted og det sker ofte at en person, som har begået noget ulovligt og har taget sin straf, ikke begår flere lovovertrædelser i resten af sit liv.

Lavinia har et konstant befolkningstal. Nogle får mange børn og andre får slet ingen.

Lavinia er et meget smukt og stort land. Leofred vokser op i et bjergområde, men der findes også områder med fed muldjord, hvor der er agerbrug. Der findes sletter og ørkner, ja der findes det hele i Lavinia bortset fra polarområder. Og Lavinia er selvforsynende med alt.

 

Denverlejer

? 2003, rev ? 2007

 

På Aurus findes der også nogle små, englelignende væsner, som kaldes denverlejer. De findes i utallige udformninger og størrelser. Nogle er tykke, andre tynde, nogle har lange ben, andre korte, nogle har lange arme, andre korte, nogle har store fødder, nogle har store hænder, nogle har lange næser, andre har små runde næser, nogle har små spidse ører, andre store runde ører, nogle har store runde øjne, andre små skæve udspekulerede øjne, kort sagt findes de i alle mulige udgaver.

Denverlejer er meget kloge og de kan tale. De spiser ikke og de drikker ikke og de gør ikke noget andet liv fortræd. Til gengæld lever de uendeligt. Denverlejer er godmodige og hjælpsomme og der findes ikke noget ondt i denverlejer.

Denverlejer kan sanse menneskers sjæl. De kan fornemme om et menneske er godt eller dårligt. Da denverlejer er gode, er de så vidt muligt kun i nærheden af gode mennesker. Der findes mange gode mennesker i Lavinia, så denverlejer er ikke noget sjældent syn i Lavinia.

 

Leofreds opvækst

? 2003, rev ? 2007

 

Leofred har en lykkelig barndom og han udvikler sig naturligt. Hans forældre giver ham kærlighed og tryghed. Han vokser op med tolerance og tålmodighed fra sine omgivelser. Han sanser åbent og uden fordomme, hvad der sker omkring ham og han forstår mange ting. Han er kreativ og han har en fremsynethed, som gør, at han er i stand til at løse sine problemer.

Leofred er meget livsglad og han har nemt ved at opnå glæde.

Han er lykkelig og det giver ham et overskud, som gør, at han er positiv og god mod andre.

Der eksisterer intet dårligt eller ondt i Leofreds verden.

Leofred har altid overskud til at overskue situationerne og hvor der sker tilsyneladende dårlige ting, har han evnen til at finde eller gennemskue det dårlige og gøre det godt igen. Alle i Leofreds omkreds er gode og derfor er det aldrig noget rigtig dårligt, der er årsag til problemerne og derfor kan de løses på en god måde med enten tilgivelse, fordi intentionen i virkeligheden har været god eller med en løsning eller en accept af problemet.

 

Vejleg

? 2003, rev ? 2007

 

Kort tid efter Leofreds fødsel dukker en denverlej op, som på afstand følger med i, hvad der sker i Leofreds liv.

Det er en sjov, lille skabning, omtrent 1 meter høj, med en kraftig kropsbygning. Armene og benene er lidt kraftige og hænderne og fødderne har en naturlig størrelse i forhold til kroppen. Den har en kort hals og et ovalt, næsten rundt, kraftigt hoved med runde ører, som i størrelse passer godt til resten af hovedet, runde, uskyldige øjne, en klumpet næse, som er stor i forhold til resten af hovedet uden dog at være overdimensioneret og en mund, som er meget naturlig med små faste læber. Denverlejen ligner en lille, kraftigt bygget mand. Man kan se på denverlejen, at den ingen fjender har og at den ikke behøver at gøre noget som helst for at leve - den skal bare leve. Den tager afslappet på alting og den har al den tid, det skal være til at leve livet. Den kan lide spændende oplevelser, men den kan også lide bare at gå og se sig omkring og lave ingenting. Selv om den lever uendeligt, nyder den hvert sekund af sin tilværelse.

Den er meget intelligent og taler naturligt og frit. Den går i tøj, som er strikket i et bomuldslignende stof, som er meget behageligt at have på.

Efterhånden, som Leofred vokser op, bliver han og denverlejen meget gode venner. Denverlejen hedder Vejleg.

 

Vejlegs verden

? 2003, rev ? 2007

 

En dag, da Leofred og Vejleg er ude at klatre i klipperne bag Leofreds hjem, begynder Leofred at stille Vejleg spørgsmål om ham selv og andre denverlejer.

"Jeg ved, at denverlejer lever uendeligt, men hvor gammel er du egentlig?" spørger Leofred.

"Jeg blev født, før jeres planet blev dannet, men jeg er ikke særlig gammel blandt denverlejer," svarer Vejleg.

"Men hvis du blev født før vores planet blev dannet, hvor levede du så? Fløj du rundt i verdensrummet eller levede du på en planet, som vi gør?" spørger Leofred.

”Denverlejers verden er ikke den samme som menneskers verden,” svarer Vejleg og han fortsætter, ”vores verden er uendelig. Det er svært at forstå for mennesker, som lever på en rund planet. Men bortset fra at vores verden er uendelig, ligner den jeres verden meget. Hvis du kom til vores verden, ville du ikke kunne skelne den fra din egen verden. Når vi går her blandt klipperne ved Lillesø, kan vi ikke se, at vi går rundt på en rund planet. Vi kan kun se vores omgivelser. Det er det samme i denverlejernes verden. Der kan vi også kun se vores omgivelser. Vi går også på jorden, den er bare ikke rund. På sofistikerede måder, som jeg ikke vil sige noget om her, kan vi besøge jeres verden.”

”Kan jeg besøge jeres verden?” spørger Leofred.

”Jeg har aldrig hørt om at mennesker skulle kunne besøge denverlejernes verden,” svarer Vejleg.

”Fortæl noget mere om denverlejer. Hvordan er det at leve uendeligt?” spørger Leofred.

”Mennesker har et liv og skal dø på et tidspunkt. Vi lever uendeligt. Vi slår ikke nogen ihjel for at leve og ingen slår os ihjel. For denverlejer eksisterer død ikke. Det er også noget med at have det godt. Hvis man har det godt, er det godt at leve og man ønsker, at man aldrig vil dø. Og hvis man har det godt, ønsker man heller ikke at gøre andre fortræd," svarer Vejleg.

"Findes der denverlejer af både hankøn og hunkøn?" spørger Leofred.

 "Ja - jeg er, som du nok ved, af hankøn, men der findes lige så mange denverlejer af hunkøn som af hankøn," svarer Vejleg.

"Får I så også børn?" spørger Leofred.

"Ja," svarer Vejleg, "du husker nok, at jeg sagde, at jeg var født. Vi kan få afkom på 2 måder. Den mest normale måde er, at en handenverlej og en hundenverlej finder sammen, fordi de godt kan lide hinanden. De kan parre sig og få afkom. Men en gang imellem sker der noget specielt. Der findes nogle denverlejer, som altid har levet og som altid vil leve. De kaldes herlejer og de har også forældre. Inden de bliver født, lever herlejer som ånder og de kender deres forældre - og forfædre - og følger dem på afstand. Nogle ukendte kræfter styrer forældrenes liv, så de finder sammen og de får nogle meget stærke følelser for hinanden. Nogle påstår, at det er de samme kræfter, der gør, at mennesker også bliver forelskede. Det er bestemt på forhånd, at herlejers forældre vil finde hinanden. Herlejer bliver født som små mentalt fuldt udviklede væsner, men de fødes med små kroppe. Selv om herlejer altid har levet, er der altså et tidspunkt, hvor de får deres krop – de bliver født. De vokser gennem deres barndom og ungdom – som alt andet liv – indtil de på et tidspunkt bliver udvoksede. Når en herlej altid har levet og altid vil leve, er dens fødsel på en eller anden måde forudbestemt ligesom dens forældre og forfædre bliver nødt til at leve. Nogle gange sker det, at herlejens forældre eller forfædre, som ikke selv er klar over, at de er forfædre til en herlej, bliver forhindret i at finde samme. Så lever herlejen alligevel uendeligt, men så lever den som en ånd. Herlejer kan ikke forhindres i at leve, men denverlejernes verden bliver bedre og den føles mere hel og rigtig, hver gang en herlej bliver rigtigt undfanget."

"Men hvis I lever uendeligt, må der til sidst være uendeligt mange denverlejer," funderer Leofred.

"Ja, men du må også huske på, at vores verden er uendelig stor og der er mange, som aldrig kommer i kontakt med jeres verden," svarer Vejleg.

"Har du kone og børn?" spørger Leofred.

"Nej," svarer Vejleg, "ingen af delene."

”Vil du ikke fortælle noget mere om denverlejers verden?” spørger Leofred.

”Nej,” svarer Vejleg, ”jeg vil ikke fortælle om denverlejernes verden, men jeg vil svare på dine spørgsmål og komme med bemærkninger.”

”Jeg ved, at denverlejer ikke spiser. Har I så heller ingen smagssans?” spørger Leofred.

”Jo – denverlejer har en smagssans og vi kan godt lide smagen af frugter og bær, men vi spiser eller sluger ikke maden. Vi smager på den og spytter den ud igen. Vi smager efterhånden kun på frugter og bær og når vi har smagt på dem, spytter vi dem ud i specielle haver, hvor de får lov at spire og udvikle sig til planter igen.”

”Men er det ikke meningen med at have en smagssans, at man også skal spise?” spørger Leofred.

”Alt har en smag – gift har også en smag og det er vist ikke meningen, at det skal spises – vel,” svarer Vejleg.

 

Korshavn

? 2003, rev ? 2007

 

Nogle kilometer fra, hvor Leofred bliver født, ligger en lille landsby med knap 1000 indbyggere. Den har en lille havn ned til Lillesø. Det er en gammel landsby med gamle velholdte bindingsværkshuse i 1 eller 2 etager. Den har en gammel, velholdt kirke med et tårn med et lille spir på. De brostensbelagte gader er smalle og krogede. Husene er sammenbyggede og ligger helt ud til gaderne. Omkring kirken er der en lille park med træer og blomsterbede. Rundt om i parken er der gangstier med bænke, så man kan sidde og nyde parken.

Byen hedder Korshavn.

 

Imrense

? 2003, rev ? 2007

 

I Korshavn bor der en dreng. Han vokser op i trygge omgivelser og ligesom med Leofred findes der ikke noget ondt omkring ham. Han elsker livet og han er altid i godt humør. Han har skarpe sanser og han sanser meget hurtigt og åbent alt, hvad der sker omkring ham. Det gør ham meget nærværende.

Drengen hedder Imrense.

 

Leofred og Imrense

? 2003, rev ? 2007

 

Imrense og Leofred er lige gamle. De bliver bedste venner. De kommer i samme skole og i samme klasse. Efter skoletid leger de meget tit sammen. Leofred og Imrense kan snakke om alting. De kan besøge hinanden når som helst, hvad enten de har aftalt at mødes eller de besøger hinanden uanmeldt.

Vejleg leger med dem en gang imellem. Han har levet siden før Aurus blev dannet, så han kan lære dem en masse.

 

Teknologi på Aurus

29/4 2009

 

Aurus har været igennem en industriel udvikling. Igennem årtusinder har Aurus udviklet sig til at være et teknologisk højtstående samfund. Menneskerne på Aurus har opfundet maskiner, som kan udføre næsten alt arbejde.

Samtidig med den teknologiske udvikling opstod der miljømæssige problemer på Aurus. I begyndelsen af den teknologiske udvikling, brugte befolkningen løs af de forskellige energikilder på Aurus med det resultat, at Aurus blev forurenet. De kunne samtidig observere, at temperaturen begyndte at stige.

I første omgang troede man, at opvarmningen skyldtes forureningen. Man havde en teori om, at forureningen gjorde, at varmen fra solen ikke kunne slippe væk, så solen langsomt varmede Aurus op. Opvarmningen ændrede klimaet på Aurus og på et tidspunkt blev menneskerne klar over, at de ikke kunne blive ved med at bruge løs af energien.

De satte mange resourcer ind på at udvikle maskiner, som ikke forurenede ret meget. Det lykkedes, men alligevel blev temperaturen ved med at stige.

De prøvede at udvikle vedvarende energikilder, som slet ikke forurenede. De fandt ud af, at de kunne få energi ud af solen, når den skinnede, at de kunne få energi ud af vinden, når det blæste, at de kunne få energi ved at opdæmme vandløb og der var også andre vedvarende energikilder, de fandt frem til.

Men de vedvarende energikilder kunne ikke producere den samme mængde energi som de gamle energiformer. De levede en periode i en uholdbar situation, hvor de var afhængige af energi, som ville forurene Aurus. Og temperaturen blev ved med at stige. De fandt ud af, at hvis klimaet på Aurus skulle bevares, måtte de kun bruge energikilder, som ikke forurenede.

Mange resourcer blev sat ind på at løse deres situation. De fandt frem til, at de kunne få energi ved at få atomer til at smelte sammen. Derved kunne de få energi ud af almindeligt vand. Dette ville løse deres energiproblem i meget lang tid fremover. Dette lykkedes og Aurus blev ren igen, men temperaturen blev ved med at stige.

De fandt frem til, at det ikke var forureningen, der var skyld klodens opvarmning, men energiproduktionen i sig selv. I deres energiproduktion blev en masse kemisk energi (i kul, olie, gas, træ og til sidst vand) omdannet til en energiform, de kunne bruge. Under forbruget ændrede energien ofte tilstandsform, men i sidste ende blev al energien, de producerede, omdannet til varme og den varme endte i sidste ende i klodens kredsløb – i klimaet. De fandt ud af, at hvis de skulle stoppe temperaturstigningen, måtte de opfinde maskiner, som brugte så lidt energi som muligt. Det lykkedes at fremstille maskiner, som ikke brugte ret meget energi og som ikke forurenede ret meget. Men selv om de opfandt maskiner, som udnyttede energien bedst muligt, endte energien, de brugte, i sidste ende med at varme klimaet op. Jo mere energi de brugte, jo varmere blev klimaet.

Sådan er deres situation nu. De har opfundet maskiner, som får energi fra vand. De bruger ikke ret meget energi og de forurener ikke ret meget, men alligevel kan de ikke bare bruge løs af energien. Temperaturen på Aurus stiger stadig en lille smule, fordi de trods alt skal bruge lidt energi. Og selv om der synes at være nok af vand, vil Aurus alligevel løbe tør for vand på et tidspunkt. Samtidig er vand livsnødvendigt på Aurus. Så selv om de er et højtudviklet samfund, kan de ikke bruge deres teknologier i fuld udstrækning. De må bruge så lidt energi, som muligt.

 

Leg ved vandet

? 2007

 

En eftermiddag leger Imrense og Leofred i klipperne lidt udenfor Korshavn. De løber lidt rundt på klipperne og ender nede ved vandet.

”Skal vi ikke lave en båd?” spørger Imrense.

”Det kunne være sjovt,” svarer Leofred.

”Jeg ved, hvor der ligger et par brædder, vi må save i. Og min mor har sikkert noget stof, vi må bruge som sejl. Vi kunne bygge et lille sejlskib,” siger Imrense.

”Det kan vi godt da godt prøve,” svarer Leofred.

Leofred og Imrense finder brædderne og tager dem med hen i Imrenses fars værksted.

”Hvordan skal den se ud?” spørger Leofred.

”Det skal have en spids stævn,” siger Imrense og han fortsætter, ”det her bræt har den rigtige tykkelse.”

Imrense begynder at save skroget ud.

”Det ser godt ud. Vi kan save nogle klodser ud og sømme dem fast på skibet. Det kunne være styrehus og kahytter,” siger Leofred.

”Ja – det er en god ide,” svarer Imrense.

”Sådan – nu er skroget savet ud. Og du er færdig med bygningerne – det er godt. Så skal vi bare have sømmet bygningerne fast på skroget,” siger Imrense.

Imrense tager hammeren og sømmer bygningerne fast.

”Vi skal også have en mast til sejlet. Jeg prøver, om jeg kan finde en pind eller sådan noget,” siger Imrense.

”Jeg kan ikke se nogen pinde herinde. Vi kan save en tynd liste ud af et af brædderne,” foreslår Leofred.

”Nej – jeg saver bare en tynd gren af et af træerne,” svarer Imrense.

”Ja – det kan du gøre,” siger Leofred.

”Her er nogle små søm. Vi kan sømme dem langs kanten af skroget og binde en snor imellem dem. Det kunne være et rækværk,” siger Leofred.

”Ja – det er en god ide,” svarer Imrense.

Drengene arbejder lidt på skibet. Leofred sømmer rækværket på, mens Imrense går ud for at finde en pind. Imrense kommer tilbage kort efter med en pind. Han borer et lille hul til pinden og sætter den i.

”Sådan,” siger Imrense og han fortsætter, ”nu mangler vi bare sejlet. Kom vi går ind og ser om vi kan finde noget i min mors syskrin.”

De går ind og finder en klud i Imrenses mors syskrin. De syr kluden fast på masten.

”Sådan, nu bliver det spændende, om det kan sejle,” siger Imrense.

Drengene løber ned til vandet igen. De sætter skibet i vandet. Det sejler fint.

Drengene sidder og kigger på skibet i nogen tid.

”Jeg har en ide,” siger Imrense og han fortsætter, ”jeg har en fjernstyret bil derhjemme. Der sidder en motor, som trækker baghjulene og fjernbetjeningen kan styre forhjulene. Vi kunne sætte bilen fast på skibet. Så kunne vi sætte flapper på baghjulene og bruge dem til at få skibet til at sejle hurtigere. Vi kunne også sætte flapper på forhjulene og bruge dem som ror.”

”Ja – lad os prøve det,” griner Leofred.

De tager skibet op og går hjem til Imrense. De finder den fjernstyrede bil og får den monteret på skibet. De sætter flapper på hjulene og snart efter er skibet klar.

”Det bliver spændende,” griner Imrense.

”Ja,” svarer Leofred.

De går ned til vandet og sætter båden i vandet.

Imrense trykker på speederen og båden farer af sted. Imrense og Leofred griner.

”Nøj – hvor det sejler godt,” siger Imrense.

”Ja – det er et godt skib, vi har fået lavet,” svarer Leofred.

 

Sprog

? 2007

 

En eftermiddag efter skoletid sidder Leofred, Imrense og Vejleg nede på havnen i Korshavn og kigger på skibene. Det er maj og solen skinner fra en skyfri himmel.

Leofred kigger ud over søen med bjergene i baggrunden. Det er smukt.

Leofred og Imrense begynder at tale om deres dag i skolen. De har haft sprog i dag.

”Har du lagt mærke til, at mange ord går igen i de forskellige sprog?” spørger Leofred.

”Hvad mener du?” spørger Imrense.

”Tag for eksempel ordet ´hus´. I et andet land siger de ´house´ og i et tredje land siger de ´haus´. Ordene er næsten ens. Ligesådan med ´vindue´. I et andet land siger de ´window´ og det er næsten det samme ord,” svarer Leofred.

”Det kan da godt være. Det er vel fordi, at de forskellige folkeslag igennem tiderne har snakket sammen. Måske er nogle immigreret og har taget deres sprog med. Hvor vil du hen med det?” spørger Imrense.

”Ingen steder, men det gør det lidt lettere at lære sprog, når man indser, at sprogene har noget til fælles,” svarer Leofred.

”Hvor mange sprog kan du egentligt tale, Vejleg?” spørger Imrense.

”Jeg kan tale alle sprog og det hænger også sammen med den sammenhæng, som I lige har talt om,” svarer Vejleg.

”Hvordan kan du alle sprogene? Det må da tage lang tid at lære?” spørger Leofred.

”Ja, men jeg er jo også ældre end planeten, så dels har jeg haft lang tid og dels har jeg kunne følge med i udviklingen, efterhånden som de er blevet dannet,” svarer Vejleg.

”Du må have en ufattelig god hukommelse – kan du huske alt?” spørger Leofred.

”Ja, det er en af denverlejernes hemmeligheder. Vi husker alt – vi glemmer aldrig noget,” svarer Vejleg.

”Har denverlejer også et eller flere sprog, når I er i jeres egen verden?” spørger Leofred

”Ja, men selv om vores verden er uendelig stor, har vi kun et sprog – alle denverlejer taler det samme sprog. Der findes heller ikke forskellige lande i vores verden,” svarer Vejleg.

”Kan vi lære det sprog - vil du lære os det?” spørger Leofred.

”Hvis I går helt tilbage til jeres eget sprogs og alle andre sprog på jeres planet oprindelige sprogstamme, så er I meget tæt på denverlejernes sprog. Nogle siger, at jeres sprog er vokset ud af denverlejernes sprog. Måske kan I lære det en dag,” svarer Vejleg.

 

Fiskeri

? 2007

 

Mens de tre venner sidder og snakker, kan de se, at fiskerbådene er på vej ind.

Fiskerbådene følges altid ad, når de sejler ud og de følges ad, når de sejler hjem igen. For at spare på energien bruger de sejlbåde. De har også avancerede motorbåde, men de vil ikke bruge dem, fordi de bruger for meget energi. Det generer dem ikke at bruge sejlbåde frem for avancerede både. Arbejdet tager lidt længere tid, men de har ikke travlt og de tager det afslappet.

Der er både mænd og kvinder blandt fiskerne. I Lavinia er det skik, at både mænd og kvinder arbejder, ligesom de er fælles om at lave mad og passe børn og hus. Men selv om mænd og kvinder er fælles om arbejdet både ude og hjemme, er der alligevel ofte forskel på, hvad kvinder og mænd laver i deres fritid. Mange kvinder kan godt lide håndarbejde. De kan lide at mødes og snakke sammen, mens de broderer eller strikker. Til gengæld er der mange mænd, som har et lille værksted, hvor de godt kan lide at gå og arbejde.

Efterhånden, som fiskerbådene kommer tættere på, kan vennerne høre, at fiskerne synger. Det er en glad, smuk melodi. Alle synger med. En gang imellem er der en, der synger solo, mens resten svarer i kor. Sangen handler om, hvordan fangsten er gået. De tre venner kan høre, at fangsten er gået godt. Så skal folkene i Korshavn have friskfanget fisk til aftensmad.

Fiskerbådene lægger til i havnen. Vennerne kan høre, at fiskerne snakker og griner. De bærer deres nyfangede fisk hen til boderne på havnen.

En af kvinderne går lidt for sig selv. En af mændene går hen og giver hende et kærligt klap bagi. Hun vender sig. ”Hov, hov du,” siger hun og smiler.

Alle fiskene bliver lagt i en bunke. Derefter bliver de sorteret efter art. Folk kommer ned på havnen og får de fisk, de skal bruge.

Vennerne går hen og kigger på fiskene.

”Det var en god fangst,” siger en af fiskerne og han fortsætter, ”nu kan vi holde fri et par dage. Det passer mig godt. Jeg har noget havearbejde, jeg skal have lavet.”

”Ja,” siger en anden, ”fiskebestanden har godt af at blive sparet lidt. Og vi kan jo heller ikke spise fisk hver dag.”

”Er der nogen, som vil være med til at spille fodbold i aften?” spørger en af mændene.

Det er der flere, der gerne vil, så de aftaler at mødes igen om aftenen.

”Spørg om der er andre, der vil være med,” tilføjer en af fiskerne.

”Skal vi ikke tage hen og se på?” spørger Imrense.

Det vil Leofred og Vejleg gerne, så de aftaler at mødes om aftenen nede på boldpladsen.

 

Fodbold

? 2007

 

Om aftenen mødes de tre venner på boldpladsen.

Der er mødt omkring 40 mennesker op i alle aldre, men det er mest de unge, som vil spille.

De ældre er bare kommet for at se på. De har taget lidt drikkelse og lidt spiseligt med, så de kan hygge sig, mens de unge spiller fodbold.

Nogle af de unge kvinder vil gerne være med til at spille. Holdene bliver fordelt, så der er en ligelig blanding af gode og mindre gode spillere og kvinder og mænd.

Snart er spillet i fuld gang. De løber og sveder og har det sjovt.

Nogle spiller hårdt. De kan godt lide den fysiske kontakt. Men selv om de spiller hårdt, spiller de fair. Andre er tekniske. De kan lide at lave smarte detaljer og snyde deres modspillere.

Mens de voksne spiller, spiller Imrense og Leofred og nogle af deres kammerater på en mindre bane ved siden af.

Efter at de har spillet en times tid eller to, er folk trætte og spillet stopper. De vasker sig og klæder sig om. Bagefter får de lidt at spise og drikke, mens de sidder og snakker og hygger sig.

Leofred elsker disse aftener.

 

Landbrug

? 2007

 

En sensommerdag følges Leofred og Imrense hjem fra skole.

”Min mor har sagt, at de skal høste i dag. Hun spurgte mig, om jeg ville hjælpe til. Det sagde jeg, at jeg gerne ville, så jeg skal ud på Søndergård efter skoletid. Vil du med?” spørger Leofred.

Leofreds mor arbejder ved landbruget. Hun arbejder både med dyr og agerbrug.

”Det vil jeg gerne. Hvad skal vi lave?” spørger Imrense.

”Jeg har før hjulpet med at skovle korn. Når kornet er høstet, skal det opbevares i siloer. Neden for siloerne er der nogle fordybninger, hvor der står nogle snegle, som kan transportere kornet op i siloerne. Kornet bliver læsset af i fordybningerne, og så transporterer sneglene automatisk kornet op i siloerne. Men nogle gange er der så meget korn, at det flyder over fordybningerne. Så skal der stå nogle og skovle kornet ned i fordybningerne, efterhånden som sneglene fjerner kornet. Det er lige et job for os,” svarer Leofred.

”Det vil jeg gerne være med til. Hvornår er det?” spørger Imrense.

”Du kan komme ud til mig om en times tid. Så kan vi følges derud,” svarer Leofred.

”Ja – jeg skal lige have lidt at spise, så kommer jeg,” siger Imrense.

Drengene skilles og mødes ude, hvor Leofred bor, en time efter. Vejleg er der også.

”Hej igen,” siger Leofred.

”Hej,” svarer Imrense.

”Du sagde, det var ude på Søndergård,” siger Imrense.

”Ja – min mor er allerede derude,” svarer Leofred.

Drengene cykler ud mod Søndergård.

”Hej med jer. Det er godt, at I vil hjælpe til,” siger Leofreds mor, da de kommer ud til Søndergård.

”Vil I med rundt og se på gården, inden I starter,” spørger Leofreds mor.

Det vil drengene gerne.

”Så kom med,” siger Leofreds mor og begynder at gå ud af en markvej.

Lidt udenfor gården er der nogle områder med frugttræer. Mellem træerne går der høns omkring og roder i jorden. Bag frugttræerne er der en lille sø, hvor nogle ænder svømmer rundt.

De kommer forbi en stor eng. Der er buske rundt omkring på engen og i det fjerneste hjørne kan de se en å, som løber igennem en lille lund. Mellem buskene på marken går køer og græsser. Nogle kalve springer legessyge rundt mellem de voksne køer. Lidt længere væk kan de se en lille flok heste. Nogle føl løber og leger tæt ved de voksne heste. En hest kigger op, slår med nakken og vrinsker, da den får øje på vennerne. De går videre og lidt efter får de øje på en flok får, som går og græsser, og ved nogle buske står nogle geder og gnasker fornøjet af bladene. Lidt efter kommer de forbi nogle mudderpøle, hvor nogle grise ligger og ruller sig i mudderet. Grisene grynter veltilfreds.

”Sikke noget griseri, men de ser ud til, at de kan lide det,” siger Imrense.

”Ja, det er vigtigt for os, at dyrene har det godt,” siger Leofreds mor.

Lidt efter kommer de ud til kornmarkerne. De kan se et par store mejetærskere, som kører ude på en af markerne. Mejetærskerne er højteknologiske. De kører på brint. De forurener ikke og de larmer næsten ikke.

De kommer de forbi en mark, der allerede er mejetærsket. To traktorer kører og pløjer marken. Traktorerne kører også på brint. De hverken larmer eller forurener. Den ene fører er en mand, den anden en kvinde. De kan høre, at kvinden synger. Det er en glad melodi. Manden synger med på omkvædet. Manden får øje på drengene og Leofreds mor.

”Hej,” råber han og rækker en arm i vejret.

Kvinden stopper med at synge og kigger ud mod drengene og Leofreds mor.

”Hej,” råber hun.

”Hej, det er så vores nye arbejdere,” råber Leofreds mor og smiler.

”Sikke nogle små kraftkarle. Så skal vi snart blive færdige med at høste,” råber manden grinende tilbage.

Drengene og Leofreds mor kommer tilbage til gården.

”I skal arbejde herinde,” siger Leofreds mor og går ind i en af bygningerne.

”I skal skovle korn. Leofred har prøvet det før. Han kan fortælle dig, hvordan du skal gøre,” siger Leofreds mor til Imrense.

”Hvis I skal have hjælp eller hvis I mangler noget, sidder der en mand i hovedbygningen. Det er den røde bygning, som ligger ud til gårdspladsen, hvis I går ud af den dør,” siger Leofreds mor og peger på en dør i den anden ende af bygningen.

”Tror I, at I kan finde ud af det,” spørger Leofreds mor.

”Ja, det er ikke svært,” svarer Leofred.

I det samme kommer en kornvogn og begynder at læsse korn af. Sneglene starter. Leofred tager en skovl og begynder at skovle korn hen til sneglene. Imrense ser, hvordan man skal gøre og snart efter er han også i fuld gang. Leofreds mor står lidt i døren og ser drengene arbejde.

”Jeg kommer og henter jer senere,” siger Leofreds mor.

”Det er i orden. Det kan vi sagtens klare,” svarer Leofred.

”Fint,” siger Leofreds mor og går videre.

Efter kort tid begynder drengene at svede. Det er varmt og det støver.

Vejleg har sat sig på gulvet et lille stykke væk. Denverlejer arbejder ikke. De har ingen behov, så de behøver ikke at arbejde. Det ved drengene godt, så det generer dem ikke, at Vejleg bare sidder og kigger på, at de arbejder. Tværtimod kan drengene godt lide Vejlegs selskab.

”Puha – det er hårdt,” siger Imrense efter et stykke tid.

”Ja, men når vi er færdige med dette læs korn, går der lidt tid inden det næste kommer. Så kan vi slappe lidt af,” svarer Leofred.

”Nej, hvor I støver,” siger Vejleg.

”At høste er støvet arbejde,” svarer Leofred.

”Det er rart at kunne hjælpe til og det er sundt at få brugt musklerne,” siger Imrense.

”Ja,” svarer Leofred.

Mellem læssene sidder de alle tre og snakker.

Da de har arbejdet et stykke tid, kommer en mand med sodavand og kage til dem.

"Værgo drenge, her er lidt at styrke jer på i pauserne," siger han.

Sidst på eftermiddagen kommer Leofreds mor hen til drengene.

”Vi holder fyraften nu. Der kommer ikke flere læs i dag,” siger hun.

”Det skal blive godt at komme i bad og få vasket støvet af. Puha, hvor jeg sveder,” siger Leofred.

”Det gør jeg også,” svarer Imrense.

”Mange tak for hjælpen, drenge. Hvis I går ind i hovedbygningen, står der noget at spise og drikke på bordet lige indenfor døren,” siger Leofreds mor.

”Tak, det lyder godt,” svarer Leofred og Imrense i munden på hinanden.

Drengene går ind i hovedbygningen. Der sidder allerede nogle arbejdere og snakker. Der er både kvinder og mænd. Imrense og Leofred tager noget at spise og drikke og sætter sig hen til de andre.

”Nå drenge, var det godt at få lavet noget?” spørger en mand.

”Ja,” svarer drengene i munden på hinanden.

”Det er godt, at I kan hjælpe til. Vi kan altid bruge et par raske drenge,” siger manden.

”Ja,” svarer drengene.

Arbejderne fortsætter med at snakke. Drengene sidder stille og lytter til samtalen, mens de spiser deres mad. Arbejderne snakker kunst. Der er stor interesse for kunst omkring Korshavn. Folk kan godt lide at være kreative og lave smukke ting. De bruger kunsten til at give udtryk for deres indtryk, tanker og følelser. Der er mange musikere og forfattere, men der er også malere, billedhuggere og andre kunstnere.

”Jeg udstiller nogle af de billeder, jeg har malet i vinter og i foråret. De hænger i forsamlingshuset den næste måneds tid,” siger en mand.

”Det lyder spændende. Min nabo har lavet nogle stenskulpturer, som han også udstiller. Er der nogle der vil med ned i forsamlingshuset og se på kunst i aften?” spørger en kvinde.

Det er der flere, der gerne vil.

”Hvad tid skal vi mødes? Klokken halv otte?”

De aftaler at mødes klokken halv otte.

”Vil I med drenge?” spørger kvinden.

”Vil du med, Imrense?” spørger Leofred.

”Det kunne da være meget sjovt,” siger Imrense.

”Jeg vil også gerne se den udstilling. Vi kommer klokken halv otte,” siger Leofred til kvinden.

”Hvis I møder andre, der er interesseret i at se udstillingen, kan I sige, at vi er nogle stykker, der mødes klokken halv otte. Der er sjovere, hvis vi er lidt flere,” siger kvinden til de andre.

”Det skal vi nok,” svarer de andre i munden på hinanden.

”Så ses vi i aften,” siger en af arbejderne og rejser sig.

”Ja,” svarer de andre.

”Jeg kommer hen og henter dig kvart over syv,” siger Leofred til Imrense.

”Ja, det er i orden,” svarer Imrense.

Arbejderne rejser sig og går hjemad. De følges ad, og Leofred og Imrense følges med dem.

 

Vilde dyr

7/9 2009

 

Da Leofred kommer hjem, sætter han sig med det samme til at lave lektier. Han vil se på kunst med god samvittighed og ikke skulle gå og tænke på, at han skal hjem og lave lektier.

Imens Leofred laver lektier, laver hans forældre mad i køkkenet.

Leofreds forældre hjælpes ofte med at lave mad. De kan godt lide at gå i køkkenet sammen og hygge sig med at lave mad.

Leofred kan høre sine forældre snakke ude i køkkenet.

Pludselig kalder hans far ude fra køkkenet, ”Leofred, kom og se. Nu er kronhjorten her igen.”

Leofred går ud i køkkenet.

”Den står derovre,” siger hans far og peger ud på den lille eng bag haven.

Ude på engen står en kronhjort med et stort gevir og græsser.

Der kommer ofte vilde dyr ud på engen. De kan ofte se harer, kaniner og rådyr. Nogle gange kommer de helt ind i deres have. En sjælden gang imellem kan de også se ræve og bjørne, men de kommer aldrig helt ind i haven.

Der er også mange fugle, som holder til i skoven og på engen. Der er mange fasaner og en gang imellem kan de se en ørn svæve over engen.

Leofred kigger på kronhjorten igen. Leofred kan godt lide at se på vilde dyr. De holder sig helst på afstand af mennesker og måske derfor føler Leofred sig privilegeret, når han ser et vildt dyr. Leofred kan godt lide at tænke på, at de er frie.

Kronhjorten rejser hovedet og kigger over mod deres hus. Den står lidt og kigger, før den igen sænker hovedet og græsser videre.

Leofred kigger længe på kronhjorten. Den går og græsser uanfægtet. Til sidst går Leofred tilbage til sine lektier.

 

Kunst

? 2007

 

”Imrense og jeg skal hen i forsamlingshuset og se på kunst i aften,” siger Leofred til sine forældre, mens de sidder ved aftensbordet.

”Nå, skal I også derhen. Jeg hørte godt, at der var nogle af mine kolleger, som ville derhen i aften,” siger Leofreds mor.

”Hvad siger du, kæreste? Har du lyst til at se på kunst i aften?” spørger hun Leofreds far.

”Det kunne da være meget spændende. Hvad tid er det?” spørger Leofreds far.

”Halv otte. Jeg har aftalt at mødes med Imrense kvart over syv,” siger Leofred.

”Det kan vi godt. Lad os tage hen og se på kunst i aften,” siger Leofreds far.

Om aftenen tager Leofred og hans forældre hen for at hente Imrense. Imrenses forældre og hans lillesøster vil også gerne med, så begge familier følges ad hen til forsamlingshuset.

Forsamlingshuset er et sjovt formet hus. Det er en rund bygning med kugleformet tag bygget sammen med en aflang, firkantet bygning.

I den runde bygning er der en scene, hvor der kan spilles teater og musik. Publikum kan sidde på stolerækker op langs siderne i bygningen. Stolerækkerne kan fjernes og så kan bygningen bruges til udstillinger. Bygningen kan også bruges til fester med dans og musik.

Indgangspartiet er i den firkantede bygning. Der er køkken og restaurant, hvor man kan få fin mad. For enden af den firkantede bygning er der en bowlinghal. Der er desuden nogle mindre lokaler, som fungerer som klublokaler for nogle lokale foreninger blandt andre bowlingklubben og kunstforeningen.

Billardklubben og dartklubben har et lokale, som er indrettet med billardborde og dartbaner.

Kortklubben har et lokale, hvor der bliver spillet bridge, whist og l’hombre.

Kunstudstillingen er i den runde bygning. Mange indbyggere i Korshavn og omegn laver kunst i fritiden. Nogle maler, andre spiller musik, skriver bøger og digte, laver skulpturer, broderer osv. Alle kan udstille deres kunst i forsamlingshuset, så der findes alle mulige kunstformer og genrer.

De to familier ankommer til forsamlingshuset og begynder at se på de udstillede kunstværker. Menneskerne i det lille samfund kan godt lide smukke og harmoniske ting, og det bærer kunstværkerne præg af.

De ser nogle landskabsmalerier, som er malet i gyldne farver, så det ser ud som om, at landskaberne ligger badet i gyldent lys. Malerierne stråler i varme, gyldne farver. De er malet med en dybde, som giver beskueren indtrykket af, at han ville kunne stikke en hånd ind i maleriet.

”Se de malerier. Man får indtrykket af, at de lyser,” siger Leofred.

”Ja, de er smukke,” svarer hans mor.

De ser nogle stenskulpturer, som er formet i bløde, runde former.

De ser nogle små uroer. Nogle uroer kan bevæge sig, når et stearinlys bliver tændt. Andre bevæger sig, når en kugle bliver lagt i en rende øverst i uroen.

Ved siden af uroerne står der en lille gruppe mennesker. Der er både voksne og børn i gruppen. I udkanten af gruppen står der 2 piger på Leofreds alder. De står og kigger på uroerne. Leofred synes, at de ser søde ud. Leofred går hen til dem.

”Hej,” siger Leofred.

”Hej,” svarer pigerne.

”Det er nogle flotte uroer,” siger Leofred.

”Ja – de er da meget flotte,” svarer pigerne.

”Jeg kan godt lide, når der er bevægelse i kunst,” siger Leofred.

”Ja – det gør dem levende at se på,” svarer den ene pige.

Imrense kommer også hen til dem.

”Hvad hedder I?” spørger Leofred.

”Jeg hedder Fini,” svarer den ene.

”Og jeg hedder Dora,” svarer den anden.

”Jeg hedder Leofred,” siger Leofred.

”Og jeg hedder Imrense,” siger Imrense.

”Kommer I her fra byen?” spørger Leofred.

”Nej,” svarer Fini, ”Vi er på besøg hos nogle, vi kender.”

Leofred står lidt og tænker sig om. Han vil gerne snakke med pigerne, men han kan ikke rigtig finde på noget at sige.

”Hvad synes I om at være her?” spørger han.

”Her er meget smukt,” svarer Fini.

”Ja – og idyllisk,” fortsætter Dora.

”Kommer I her fra byen?” spørger Fini.

”Ja,” svarer Leofred, ”Imrense bor her i byen og jeg bor lidt udenfor.”

”Kan I lide at se på kunst?” spørger Leofred.

”Ja, ” svarer Dora.

”Der er nogle smukke ting imellem,” siger Fini.

”Laver I selv kunst?” spørger Imrense.

”Jeg skriver digte, men kun for mig selv,” svarer Fini.

”Og jeg spiller musik,” svarer Dora.

”Vi spiller også musik,” siger Leofred, ”hvad slags musik spiller du?”

”Mest klassisk. Jeg spiller klaver,” svarer Dora.

”Nå,” svarer Leofred, ”vi spiller rytmisk musik.”

I det samme er der en fra pigernes gruppe, som kalder på pigerne, ”Fini og Dora – Vi skal videre.”

”Nå – vi skal videre,” siger Fini, ”det var hyggeligt at snakke med jer.”

”I lige måde,” svarer Imrense og Leofred i munden på hinanden.

”Det kan være, at vi ses igen,” siger Leofred.

”Det kan godt være,” svarer Fini, ”hej med jer.”

”Hej, hej,” siger Dora.

”Hej, hej,” siger Imrense og Leofred i munden på hinanden.

Piger går tilbage til deres gruppe.

Leofred og Imrense står lidt og kigger efter dem.

”Kom, der er vandkunst herovre,” siger Imrense.

Drengene går over til en udstilling af vandkunst. Små springvand, hvor små vandstråler bliver sendt af sted i forskellige vinkler, så de rammer hinanden over en krystal med levende lys i. Det er meget smukt. De står et stykke tid og kigger på vandkunsten, før de går videre.

De ser nogle portrætter af nogle af Korshavns indbyggere.

De ser på håndarbejde. Broderier, syet med fine sting i flotte mønstre med smukke farver. Nogle broderier skildrer årstiderne, andre forestiller blomster eller dyr. Der er en lille udstilling med kniplinger i fine mønstre.

De ser en udstilling af smykker i forskellige metaller og med smukke ædelsten, krystaller og perler. Der er mange slags smykker – ringe, halskæder, øreringe, armbånd og hårspænder. Smykkerne er formet i smukke, harmoniske former og farver.

De går det meste af aftenen og ser på kunst.

”Det var vel nok en flot udstilling. Tænk at man kan lave så smukke ting. Sikke en fantasi og fingernemhed udstillerne må have,” siger Leofred, da de kommer ud fra udstillingen.

”Ja, nogle mennesker er meget kreative,” svarer hans far.

 

Deres Højhed

9/9 2009

 

Leofred kan godt lide at tilbringe tid i klipperne og i skoven bag deres hus.

En dag, da han er ude at gå i skoven, ser han noget bevæge sig i skovbunden. Han går hen for at se, hvad det er, og da han kommer helt tæt på, kan han se, at det er en fugleunge. Han kigger på den. Det ligner en unge af en rovfugl, men Leofred kan ikke se hvilken slags.

Det er ligesom fugleungen kan fornemme ham, så den ligger helt stille.

Leofred kigger op, om han kan se dens mor eller dens rede. Han kan ikke se nogen af tingene.

Leofred vil ikke røre den, hvis moderen skulle komme efter den, så han beslutter at lade den ligge og komme tilbage om et par timer, for at se om moderen har hentet den.

Han tilbringer et par timer i skoven og i klipperne og går derefter tilbage til fugleungen.

Den ligger der stadig.

Leofred kigger igen efter dens forældre, men der er ingen at se.

Leofred tager forsigtigt fugleungen op. Den ryster, måske af angst, måske af kulde.

Leofred holder den forsigtig i sine hænder. Han beslutter sig for at tage den med hjem.

Leofred kommer hjem med fugleungen. Han finder en kasse og lægger et viskestykke i bunden. Han sætter kassen op ad en radiator og skruer lidt op for varmen. Så lægger han fugleungen i kassen. Fugleungen kigger op på ham. Det er helt sikkert en rovfugl. Han kan se dens skarpe rovfugleblik, når den kigger på ham.

Leofred tænker, at den skal have noget at spise.

Han går udenfor, tager en spade og går om i haven. Han graver lidt jord op og finder hurtigt et par regnorme. Han tager ormene med ind til fugleungen. Han holder ormene op foran næbbet, men næbbet forbliver lukket. Han prøver at røre lidt ved næbbet med ormene, men fugleungen holder det lukket.

Leofred tænker, at det måske ikke er den rigtige føde. Han går ud i køkkenet og åbner køleskabet. Der ligger nogle engelske bøffer derinde. Leofred skærer et lille stykke af en af bøfferne. Så går han ind til fugleungen igen.

Han holder kødstykket op foran næbbet, men næbbet forbliver lukket.

Måske er det for stort et stykke, tænker Leofred. Han skærer en lille bid af kødet og holder det op foran næbbet på fugleungen. Der sker ikke noget. Han berører ganske let fugleungens næb med kødstykket.

Nu åbner fugleungen næbbet og sluger kødstykket.

Leofred tager endnu et lille kødstykke og berører ganske let fugleungens næb.

Fugleungen sluger kødstykket.

Leofred tager endnu et stykke, og allerede inden kødstykket er kommet helt hen til næbbet, har fugleungen åbnet munden. Den sluger kødstykket og åbner med det samme næbbet igen.

”Du er nok alligevel sulten,” siger Leofred nærmest til sig selv, ”du skulle bare have det rigtige at spise. Du er da for fin til at spise orme. Du vil da kun have det bedste. Jeg tror, at jeg vil kalde dig Deres Højhed.”

Han giver den nogle flere kødstykker.

Efter adskillige kødstykker synes Leofred, at den har fået nok at spise. Han tænker, at den måske har godt af at sove lidt. Han lægger viskestykket op omkring fugleungen og lader den være i fred.

Næste dag efter skole cykler Leofred forbi slagteren og køber noget godt kød.

Det næste stykke tid mader Leofred fugleungen, så ofte han kan.

Leofreds forældre siger ikke noget til, at Leofred passer en fugleunge. De har sagt, at fugleungen skal være ude i fyrrummet, men ellers synes de, at det er sjovt, at Leofred har fået et dyr at passe.

Dagene går og fugleungen trives. Hver gang Leofred kommer ind ad døren, åbner fugleungen næbbet og rejser sig op. Leofred sørger for at made og pleje den og fugleungen trives godt.

Fugleungen bliver større og efter et stykke tid kan Leofreds far fastslå, at det er en vandrefalk.

Leofred tilbringer meget tid med Deres Højhed og fuglen knytter sig tæt til Leofred. Den kan godt lide at kravle rundt på Leofred. Den sætter sig på hans hoved eller skuldre og når Leofred rækker armen frem, kan han få den til at gå fra skulderen og ud på armen.

Leofred synes, at det kunne være skægt, hvis han kunne opdrage Deres Højhed. Han begynder at snakke til fuglen og sige dens navn, når han leger med den. Han kender ikke noget til at opdrage vandrefalke, men han har set andre dyr blive opdraget til at adlyde navne. En gang imellem fløjter og pifter Leofred, når han vil have Deres Højhed til at komme eller bare have dens opmærksomhed.

Efter knap et par måneder er Deres Højhed blevet flyvefærdig.

Leofred tager den med ud på en fast daglig gåtur. Han sætter den på hans arm uden at holde på den, så den kan flyve, hvis den vil. Han går disse ture nogle gange, hvor der ikke sker andet, end at den blafrer med vingerne en gang imellem. Nogle gange bevæger Leofred sin arm op og ned, for at give fuglen en fornemmelse af tyngdekraften. Så en dag, da Leofred bevæger sin arm op og ned, slår den ud med vingerne og letter.

”Hurra, Deres Højhed. Det var flot,” råber Leofred. Leofred hopper og klapper af henrykkelse og glæde.

Deres Højhed flyver lidt forsigtigt og prøvende rundt, men der går ikke lang tid, inden den er sikker i luften. Den flyver rundt i luften over Leofred. Leofred ser smilende til.

Efter at have fløjet et stykke tid, flyver Deres Højhed ned til Leofred. Leofred rækker armen frem og Deres Højhed sætter sig på den.

”Det var flot, Deres Højhed,” siger Leofred.

Han begynder at gå tilbage mod huset, men inden han har gået ret langt letter Deres Højhed igen. Leofred fortsætter med at gå hjemad. Han kan se, at Deres Højhed følger med højt oppe i luften.

Dagene går og Leofred tilbringer megen tid med Deres Højhed.

Han lærer den at komme, når han pifter, og nogle gange kan han få den til at flyve til højre, hvis han rækker højre arm ud, og til venstre, hvis han rækker venstre arm ud.

Når Leofred kommer hjem fra skole eller fra byen, kommer Deres Højhed og tager imod ham, ligeså snart han er inden for synsvidde. Leofred bliver glad, hver gang han ser Deres Højhed komme og tage imod sig.

Leofreds forældre synes, at det er sjovt, at deres barn har fået sig sådan en legekammerat.

Efter yderligere et stykke tid forlader Deres Højhed fyrrummet. Den finder selv et sted at holde til. Leofred ved ikke hvor. Den holder dog stadig til i nærheden af huset. På et tidspunkt fandt den ud af, at den kunne sidde på havestolene på terrassen udenfor køkkenet og se ind i køkkenet. Det gjorde den ofte. Leofreds far lavede et stativ, som han satte udenfor køkkenvinduet. Nu kan Deres Højhed sidde der og kigge ind i køkkenet.

Deres Højhed udvikler sig til dels at blive en halvtam fugl, som for det meste klarer sig selv, men som stadig kommer meget tæt på Leofreds familie. En gang imellem kommer den skrigende gående helt ind i køkkenet. Så falder der ofte en godbid af til den.

 

Pigerne i skolen

? 2007

 

Dagene går og Leofred bliver større. Leofred og Imrense tilbringer meget tid sammen både i skolen og når de kommer hjem fra skole. De leger ofte sammen, hvad enten de spiller musik eller fodbold, leger ved søen eller hvad de nu finder på. De læser også ofte lektier sammen.

Leofred starter i gymnasiet. Leofred og Imrense kommer igen i samme klasse. Gymnasiet ligger i en større by lidt væk fra Korshavn. Der er flere elever på gymnasiet end på skolen i Korshavn og de er alle i samme aldersgruppe som Leofred og Imrense. Derfor får Leofred en masse nye venner, men Leofred og Imrense er stadig bedste venner.

Leofred lægger mærke til nogle af pigerne i gymnasiet.

Der er en pige, som går i en klasse over ham, som han synes er smuk. Hver gang han møder hende, får han et sug i maven. Hun synes uopnåelig, så han beundrer hende på afstand. Han ved dog, at hun hedder Ofine.

En dag kommer Leofred og Imrense gående hen ad gangen på gymnasiet. De går og snakker. Pludselig ser Leofred, at Ofine kommer gående imod dem. Som sædvanlig mærker han et sug i maven og han kan mærke en varme i kinderne. Han kan ikke koncentrere sig om samtalen med Imrense. Imrense kan mærke, at Leofred bliver distraheret. Ofine går forbi drengene. Imrense kigger på Leofred og smiler.

”Der er nok en, der er varm på Ofine,” siger Imrense.

Leofred bliver rød i hovedet. Han ved ikke, hvad han skal sige, så han siger ikke noget.

Imrense kan se, at Leofred er utryg ved situationen.

”Det er ikke noget at være flov over,” siger Imrense og han fortsætter den samtale, de var i gang med, inden de mødte Ofine.

Men Ofine er ikke den eneste pige, som Leofred har lagt mærke til.

Der er også en pige i hans parallel-klasse, som, han synes, ser godt ud. Hun er samtidig sød. De har matematik sammen. Leofred kan godt lide at snakke med hende. Hun hedder Belina.

Der er flere andre piger, Leofred også har lagt mærke til. Han bliver glad, når han ser dem, men han snakker ikke med dem.

 

Ærteplukning

? 2007

 

Da sommerferien nærmer sig efter det første år på gymnasiet, ser Leofred et opslag, hvor en gård søger ærteplukkere nogle uger i sommerferien. Leofred vil gerne tjene lidt ekstra penge, så han beslutter sig for at snakke med Imrense om det.

”Har du set det opslag, hvor de søger ærteplukkere på Kærgården i sommerferien?” spørger Leofred.

”Ja, jeg har set det,” svarer Imrense.

”Jeg kunne godt bruge lidt lommepenge. Skal vi ikke ringe og snakke med dem?” spørger Leofred.

”Jeg kan desværre ikke,” svarer Imrense, ”jeg skal på besøg hos noget familie i de uger, men du kan da godt ringe og høre.”

”Ja, det tror jeg, at jeg vil, men det ville være sjovere, hvis vi var et par stykker,” siger Leofred.

”Det skal nok blive sjovt alligevel. Du finder hurtigt nogle, du kan snakke med. Du skulle tage at tilmelde dig,” siger Imrense.

”Ja, det tror jeg, at jeg vil,” svarer Leofred.

Næste dag ringer Leofred og snakker med dem, som har hængt annoncen op. De vil gerne ansætte ham og han får at vide, hvor og hvornår han skal møde.

Dagen kommer, hvor Leofred skal møde til ærteplukning. Han er spændt på, hvad der skal ske. Han har fået at vide, at han skal møde op på Kærgårdens gårdsplads. Han møder op og ser til sin store glæde, at Belina også står på gårdspladsen.

Leofred går hen til Belina.

”Hej Belina, skal du også plukke ærter?” spørger han.

”Ja,” svarer Belina.

”Har du plukket ærter før?” spørger Leofred.

”Nej, har du?” svarer Belina.

”Næ," svarer Leofred.

"Der må vel komme en og fortælle os, hvad vi skal gøre,” siger Belina.

I det samme kommer en mand ud af døren. Han byder alle velkommen og begynder at råbe navne op, for at se om alle er kommet. Efter at have konstateret hvem der er mødt op, begynder manden at forklare, hvad de skal gøre. Det er ikke så svært. De skal bare plukke ærterne og lægge dem i bakker. En gang imellem skal de samle bakkerne sammen, så de kan holde regnskab, med hvor meget de hver især har plukket. Manden følger ærteplukkerne ud på marken og fortæller hvilke rækker, de skal plukke i dag. Leofred og Belina følges ad. De får en række hver ved siden af hinanden, så de kan snakke sammen, mens de plukker ærterne.

”Hvilke fag har du valgt til næste år?” spørger Leofred, efter at de har plukket lidt.

”Jeg har valgt udvidet matematik og udvidet fysik og som fremmedsprog har jeg valgt stetisk og valonsk,” svarer Belina, ”hvad har du valgt?”

”Jeg har også valgt udvidet matematik og udvidet fysik, men jeg har valgt valonsk og farisk som fremmedsprog,” svarer Leofred.

”Hvordan klarede du eksamen i matematik og fysik i år?” spørger Belina.

”Godt, jeg bestod begge eksamener. Hvad med dig?” spørger Leofred.

”Jeg bestod også begge dele,” svarer Belina.

De plukker lidt videre.

”Det er en ordentligt ærtemark. Hvor stor tror du, at den er?” spørger Belina.

”Jeg ved det ikke. Måske 8 hektarer,” svarer Leofred.

”Men så kommer det store spørgsmål for en bybo som mig. Hvor meget er en hektar?” griner Belina.

”En hektar er 10.000 kvadratmeter. Passer det ikke meget godt med at marken er 400 meter på den ene led og 200 på den anden?” spørger Leofred.

”Jo, det passer nok meget godt,” svarer Belina.

”Kender du for resten den om de to gamle landmænd, der stod og diskuterede, hvis ejendom var størst?” spørger Leofred.

”Nej, fortæl,” svarer Belina smilende.

”Jo, siger den ene. Min ejendom er så stor, at det tager en halv time at køre fra den ene ende af den til den anden. Årh, det er da ikke noget, siger den anden. Hvis jeg skulle køre fra den ene ende af min ejendom til den anden, ville det tage 4 timer. Jah, siger den første så. Sådan en bil har jeg også engang haft,” siger Leofred.

”Den var da meget sød,” siger Belina og smiler.

De plukker lidt videre.

”Du snakker temmelig meget med Imrense. I er vist ret gode venner,” siger Belina lidt efter.

”Ja, vi har kendt hinanden, siden vi var helt små,” siger Leofred.

”Hvorfor er han ikke med her?” spørger Belina.

”Han skulle på besøg hos noget familie,” svarer Leofred.

De plukker lidt videre.

”Sikke et dejligt vejr det er i dag. Blå himmel og ikke en sky at se,” siger Leofred.

”Ja, det er skønt, når det er sommer og vejret er godt, ” siger Belina, ”hvad gør vi, hvis det begynder at regne? Får vi så lov til at gå i tørvejr?”

”Ja, jeg tror, at vi får lov til at gå ind i laden derovre,” siger Leofred og peger over på en bygning.

”Puha, det kan godt blive hårdt for ryggen,” siger Belina og retter sig op.

”Ja,” siger Leofred, ”det er vigtigt at finde den rigtige teknik.”

Leofred retter sig også op. Han tager en ærtebælg , åbner den og spiser ærterne.

”Heldigvis er her nok at spise, hvis man er lækkersulten,” smiler Leofred.

”Ja, man kan hurtigt spise sig til en mavepine,” svarer Belina.

”Til gengæld skulle det være sundt,” siger Leofred.

”Ja, frugt og grøntsager skulle være sundt,” siger Belina, ”jeg hørte en udsendelse i radioen den anden dag, hvor de snakkede om at spise. Der var en kostekspert, som snakkede, om at man skal spise rigtigt. Hun sagde, at man skal spise de rigtige ting, men man skal også spise på den rigtige måde.”

”Spise på den rigtige måde. Hvad mente hun med det?” spørger Leofred.

”Hun mente for eksempel, at det er en dårlig vane at høre musik, mens man spiser, fordi at man så ikke er helt bevidst, om at man spiser, og derfor vil komme til at spise mere end man skal,” siger Belina.

"Det kan da godt være. Må man så heller ikke sidde og snakke ved bordet?” spørger Leofred.

”Det sagde hun ikke noget om,” siger Belina og griner.

”Hvad sagde hun mere?” spørger Leofred.

”Hun sagde også, at der skal være lyst ved bordet, så man kan se, hvad man spiser. Hun mente, at det påvirker mæthedsfølelsen, at man kan se det, man spiser,” siger Belina.

”Det kan da godt være, at man skal spise sådan til daglig, med det er nu meget hyggeligt at spise ved levende lys en gang imellem. Sagde hun mere?” spørger Leofred.

”Ja, hun sagde også, at man skal spise maden med gaflen. Man skal stikke i maden og spise den med gaflen i stedet for at skovle maden ind,” siger Belina.

”Ha ha,” griner Leofred, ”jeg gad nok se, hvordan de spiser i hendes familie. Bruger de bulldozer eller hvad.”

Belina griner.

Så bliver Leofred alvorlig igen.

”Det kan da godt være, at der er noget om det,” siger han, ”hun siger vel bare, at man skal spise naturligt og civiliseret og ikke sluge maden. At man skal være bevidst om, at man spiser, når man spiser. Det kan hun vel have ret i.”

”Måske. Jeg fortæller bare, hvad hun sagde,” siger Belina.

”Hvis man skal stikke i maden, når man skal spise den – hvad så hvis man spiser ærter? Ærter kan man da ikke stikke i med gaflen,” funderer Leofred.

Belina smiler.

”Eller hvad med ris? Eller suppe?” siger Leofred.

Belina griner.

I det samme råber en mand, at de skal samle deres bakker sammen.

”Det bliver rart at få strakt benene lidt,” siger Leofred.

”Ja,” svarer Belina.

”Hvor mange bakker har du plukket?” spørger Leofred.

”Cirka lige så mange som dig,” svarer Belina og kigger ned ad rækkerne, de lige har plukket.

Sådan går tiden i ærtemarken. Mens de plukker ærter snakker Belina og Leofred. Leofred snakker godt med Belina. Han føler, at de kan snakke om næsten alt.

Leofred har en god tid som ærteplukker.

 

Flukta

28/5 2009 rev 25/11 2015

 

Leofred kan godt lide at dyrke sport. Han kan godt lide at spille flukta. Flukta er en sportsgren, som er meget populær i Lavinia. Flukta bliver spillet overalt på Aurus, men i nogle lande bliver den spillet mere end i andre.

Flukta spilles af en eller flere personer.

Det spilles i et rum med vægge, loft og gulv af et materiale med sensorer, som kan måle, udsende og reflektere laserlys.

Spillet går ud på, at en laserstråle bliver sendt ud et vilkårligt sted i rummet og i en vilkårlig retning. Laserstrålen kan være i hele regnbuens spektrum af farver.

Spilleren har en ketcher af et materiale, som kan reflektere laserstrålen.

Hvis spilleren spiller alene, vises en lille ring af lys et vilkårligt sted i rummet samtidigt med at laserstrålen udsendes. Det kan være på en af væggene, på loftet eller på gulvet. Spilleren skal nu forsøge at få laserstrålen til at ramme så tæt som muligt ved den lille ring af lys. Ketsjerens hastighed bliver målt, mens han rammer laserstrålen. Laserstrålens farve bestemmer, hvor hårdt spilleren skal slå. Spilleren skal ikke slå ret hårdt i de blå farver. Han skal slå lidt hårdere, jo mere farven skifter over i grøn og gul og han skal slå hårdest i de røde farver. Det gælder om at ramme laserstrålen med den helt rigtige hastighed.

Spilleren får point, efter hvor tæt laserstrålen kommer på den lille ring af lys, efter hvilken hastighed ketsjeren har, og efter hvor hurtigt han får slået laserstrålen over mod ringen.

Når spilleren slår, reflekteres laserstrålen i baner rundt omkring på rummets vægge, gulv og loft. En computer opsamler alle dataene fra et slag og beregner øjeblikkeligt, hvor mange point slaget giver.

Flukta kan både spilles på tid og til et hvis antal point.

Flukta kan også spilles af flere personer.

Der findes flere måder at spille flere personer på. En af de hårde måder er, hvor et slag bliver absorberet af rummet på det sted, hvor det er hårdest og en ny laserstråle bliver udsendt igen fra dette sted. Spillerne skiftes til at slå. Jo hårdere en spiller slår, jo mindre tid har modstanderen til at returnere slaget. Laserstrålens farve fortæller spilleren, hvor lang tid han har til at slå.

Rummets størrelse kan variere. Nogle kan lide at spille i store rum, hvor de skal løbe meget. Andre kan lide at spille i mindre rum, hvor det er hurtighed, reaktionstid og præcision, som er afgørende. Størrelsen på rummet kan også afhænge af hvem, der spiller. Børn og begyndere spiller som regel i mindre rum.

Nogle spiller på baner, hvor væggene og loftet er ujævne. Væggene og loftet kan sidde i alle mulige vinkler og krumme både udad og indad. De professionelle spiller endda på baner, hvor væggene og loftet kan bevæge sig.

Leofred elsker at spille flukta. Han tilbringer mange timer i flukta-hallen. Imrense og mange af Leofreds andre venner og veninder spiller også. Der er et godt sammenhold i flukta-klubben, Når de ikke spiller, hygger de sig og snakker. Det er nogle gode eftermiddage, de tilbringer i flukta-klubben.

 

17 års fødselsdag     

29/4 2009

 

Tiden nærmer sig Leofreds fødselsdag. Han fylder 17 år dette år. En aften, mens de sidder og spiser aftensmad, begynder Leofred at snakke om sin fødselsdag.

”Der er 3 måneder til min fødselsdag,” siger han og han fortsætter, ”jeg vil gerne fejre den. Må jeg ikke holde en fest?”

”Det kan da godt være. Skal det være en stor fest?” spørger Leofreds far.

”Næ, bare en lille fest for de nærmeste venner,” siger Leofred.

”Vi kan da godt holde en lille fest i anledning af din fødselsdag,” siger Leofreds far.

”Hvem vil du have med?” spørger hans mor.

”Mine skolekammerater og mine venner fra Korshavn,” svarer Leofred.

”Hvor mange er det?” spørger Leofreds far.

”70-80 stykker,” svarer Leofred.

”Hvornår vil du holde den? På hvilken ugedag falder din fødselsdag i år?” spørger Leofreds mor.

”Min fødselsdag falder på en torsdag, men jeg tænkte, at vi måske kunne holde den lørdagen efter,” siger Leofred.

”Jeg tror ikke, at jeg skal noget den lørdag,” siger Leofreds mor.

”Jeg skal heller ikke noget. Hvor ville du holde den?” spørger Leofreds far.

”Det ved jeg ikke. Kunne vi holde den her? Eller måske i Skovhuset?” spørger Leofred.

”Vi har plads nok her,” siger Leofreds far. Han tænker sig lidt om, før han fortsætter, ”men det er også en god ide at holde den i Skovhuset. Hvor vil du helst holde den?”

”Jeg tror helst, at jeg vil holde den i Skovhuset,” svarer Leofred.

Skovhuset er en restauration, som ligger i en skov ca. 15 km på den anden side af Korshavn. Det er et

gammelt, stråtækt bindingsværkshus. Det ligger smukt og idyllisk ned til en lille skovsø. I stueetagen er der en hyggelig restauration, hvor man kan spise fin mad, samt et køkken og en privat afdeling. I en tilbygning midt på hovedbygningen er der en festsal. Festsalen ligger med udsigt over søen. Hele 1.sal er indrettet med værelser, hvor man kan overnatte. Der er en balkon på 1.sal med udsigt over søen.

Nogle sommeraftener, når Leofred har været ude at køre en tur med sin familie, er de stoppet ved Skovhuset for at få en is eller en kop varm kakao. Der er en sti, så man kan gå rundt om søen. Det er en smuk tur, som tager omkring en halv time. Leofred kan godt lide at være ude ved Skovhuset.

”Så lad os holde den i Skovhuset,” siger Leofreds far og han fortsætter, ”hvordan vil i komme derud?”

”Der er 4-5 stykker, som skal med fra Korshavn. Vi kan følges ad i en bil. Så er der ca. 20, som skal med fra skolen. Jeg tænkte, at vi måske kunne leje en bus,” siger Leofred.

”Jeg eller din far kan godt køre dem fra Korshavn,” siger Leofreds mor.

”Hvor længe skal festen vare? Hvordan vil i komme hjem?” spørger Leofred far.

”Jeg tænkte, at vi måske kunne sove derude og leje en bus til at køre dem til skolen dagen efter,” siger Leofred.

”Det lyder som en god ide. Så skal i ikke tænke på at komme hjem, hvis festen slutter sent,” siger Leofreds far.

”Jeg ved ikke, om jeg kan klare at arrangere festen alene. I må gerne hjælpe mig,” siger Leofred.

”Selvfølgelig vil vi hjælpe dig,” siger Leofreds mor.

”Godt,” siger Leofreds far og han fortsætter, ”lad os holde en fødselsdagsfest for Leofred.”

Den næste tid går med at arrangere fødselsdagsfesten. Bestille lokaler, fastsætte menuen, arrangere transport, skrive indbydelser og hvad der ellers skal gøres før en fest.

Leofred glæder sig til festen. Han har ikke før prøvet at holde en fest for sine kammerater fra skolen, så han er spændt. Han har selvfølgelig holdt børnefødselsdage for sine klassekammerater, da han var mindre, men dette her er en rigtig fest. Det er større end at holde børnefødselsdag.

Langt om længe kommer dagen, hvor festen skal foregå.

Leofred kører med sine forældre ud til Skovhuset, så han kan tage imod gæsterne, når de kommer. Leofreds far kører ud for at hente Leofreds venner i Korshavn.

Leofred står og venter spændt. Alt er klar. Nu mangler kun gæsterne. Vejleg og 5 andre denverlejer er også mødt op. Vejleg står og snakker med Leofred.

”Hvor er jeg spændt,” siger Leofred.

”Ja, det skal nok blive en god fest,” siger Vejleg.

”Nu kan gæsterne komme, hvornår det skal være,” siger Leofred.

”Hvor mange kommer med?” spørger Vejleg.

”22 fra skolen og 4 fra Korshavn,” svarer Leofred.

Endelig kommer bussen med hans venner fra skolen.

”Der kommer bussen,” siger Vejleg.

”Vil du sige til personalet, at de godt må komme med velkomstdrinksene?” spørger Leofred.

”Det kan jeg godt,” svarer Vejleg.

Leofred stiller sig hen til indgangen til Skovhuset og tager imod gæsterne. Belina er også med. Der er en god stemning. Alle er glade og de glæder sig til festen. Leofred byder dem hver især velkommen. De har gaver med til Leofred. En tjener går rundt og byder dem en velkomstdrink.

Belina kommer hen til Leofred med en gave.

”Hjertelig tillykke med fødselsdagen. Det er fra pigerne i 2. x,” siger hun og giver Leofred et kys på kinden.

”Mange tak,” siger Leofred.

Leofred pakker gaven op. Det er et leksikon.

”Tusind tak. Det er jeg glad for,” siger Leofred og giver hende et knus.

Leofred lægger gaven på gavebordet lige inden for døren.

Efter at Leofred har budt de andre gæster velkommen, går han igen hen til Belina.

”Det var godt, at du kunne komme,” siger Leofred.

”Selvfølgelig kunne jeg komme. Sådan en fest vil jeg ikke gå glip af,” smiler Belina.

”Havde i en god tur herud med bussen?” spørger Leofred.

”Ja, der var en god stemning i bussen. Alle glæder sig og er forventningsfulde,” siger Belina.

I det samme kommer Leofreds far med de sidste gæster fra Korshavn. Imrense er blandt gæsterne. Han står grinende ud af bilen og kommer hen til Leofred.

”Rigtig hjertelig velkommen,” siger Leofred til Imrense og giver ham et knus.

”Tillykke med fødselsdagen og værsgo,” siger Imrense og giver ham en fødselsdagsgave.

Leofred pakker gaven op. Det er en lommeregner.

”Tusind tak. Lige sådan en som jeg har ønsket mig. Den er jeg glad for,” siger Leofred.

Leofred går hen og lægger gaven på gavebordet.

Han byder resten af gæsterne fra Korshavn velkommen.

Imrense kommer igen hen til Leofred.

”Har du fået nogen gode gaver?” spørger Imrense.

”Du kan komme med hen og se gaverne,” siger Leofred.

Imrense følges med Leofred hen til gavebordet. Imrense kigger på gavebordet.

”Sikke nogle gode gaver du har fået,” siger han.

”Ja, dem er jeg glad for,” siger Leofred og smiler.

Leofred står lidt og kigger på gaverne.

”Jeg tror, at det er tid til at byde velkommen,” siger han lidt efter.

Leofred stiller sig et par trin op ad en trappe og hæver stemmen.

”Jeg vil gerne byde alle rigtig hjertelig velkommen. Det var godt, at I kunne komme. Jeg håber, at alle må få en fornøjelig aften. Der går lige lidt tid, inden maden er klar, måske ca. 1 time. Det vil være en god ide, hvis I med det samme sætter jeres ting op på jeres værelser. Der vil også være tid nok til at klæde om. Når klokken lyder, må i gerne begynde at gå mod restaurationen,” siger Leofred.

Gæsterne klapper og begynder at gå mod deres værelser.

Efter en times tid lyder klokken og gæsterne begynder at gå mod restaurationen. Gæsterne har taget deres festtøj på. Det er tradition i Lavinia at have folkedragter på til fest. Folkedragterne i Lavinia er meget smukke. Kvindernes folkedragter er lange, hvide kjoler med lange, snoede mønstre i røde, gule og grønne farver både på kroppen, på skørtet og på ærmerne. Der er desuden udsmykninger med træperler. Mændenes folkedragter er også hvide, men med mønstre i brun, blå og sort.

Gæsterne begynder at finde deres pladser og sætte sig til bords. Denverlejerne sidder ved et bord for dem selv.

Efter at alle har fundet deres pladser og sat sig, slår Leofred på glasset og rejser sig op.

”Jeg vil endnu en gang byde alle hjertelig velkommen til min fødselsdag,” starter Leofred.

”Det har du allerede gjort. Nu føler vi os i hvert fald velkomne,” griner en af gæsterne.

”Ja, og nu er jeg sikker på, at du har forstået det,” griner Leofred tilbage, før han fortsætter, ”jeg vil sige et par ord om, hvordan festen skal forløbe. Vi starter med at få noget at spise. Menuen lyder på asparges-suppe til forret, oksesteg stegt som vildt med sovs, hvide og brune kartofler, gemüse og waldorfsalat til hovedret og islagkage med chokolade, marcipan og karamelsovs til dessert. Efter middagen går vi ned i festsalen, hvor vi starter med en vals. Efter valsen bliver musikken overladt til diskotek ”Korshavn Musikfabrik”. Der vil blive små festlige indslag i løbet af aftenen. Hvis nogle af jer har lyst til at bidrage med noget, skal I være velkomne til det. I skal bare lige give mig besked i forvejen. I løbet af aftenen vil der blive serveret kaffe, te og kakao i restaurationen. Ved midnat vil vi fyre lidt fyrværkeri af og derefter vil der blive serveret en let portion suppe, hvis nogen skulle have lyst til lidt natmad. Festen slutter, når vi ikke gider mere. Jeg håber, at alle allerede har fundet et sted at sove. Der vil være morgenmad mellem kl. 8 og kl. 9.30. Hvis nogen har lyst, kan vi gå en tur rundt om søen i morgen efter morgenmaden. Det er en smuk tur.  Bussen kører tilbage til skolen omkring kl. 10.

Før vi fortsætter med introduktion, vil jeg bede alle om at løfte glasset og skåle med mig.”

Alle løfter deres glas.

”Skål,” siger Leofred.

”Skål,” siger gæsterne i munden på hinanden.

Leofred bliver stående.

”Nu vil vi fortsætte med introduktion,” siger han.

Introduktion er en skik til fester i Lavinia. Værten råber gæsternes navne op et efter et og når et navn bliver råbt op, skal gæsten rejse sig op, løfte sit glas og sige, ”jeg ønsker alle en god fest.”

Denverlejerne sidder ved et bord for sig selv, men de er med til introduktionen.

Kort efter introduktionen bliver maden serveret. Snart går snakken livligt omkring bordet. Stemningen er god og alle er glade. Der bliver skålet en gang imellem.

I Leofreds hjemegn er det normalt at have denverlejer med til fester og lignende. De spiser ikke med, så de sidder ved et bord for sig selv. Nogle gange får de tyggegummi med god smag, andre gange får de bær og frugter, som de kan tygge på. Hvis de får bær og frugter, følger der en spand med, så de kan spytte bærret eller frugten ud, når de har smagt på det. Til Leofreds fest får de bær og frugter og Leofreds mor har arrangeret, at der også står forskellige velduftende blomster ved bordet. En gang imellem tager en denverlej en blomst og dufter til den. De sidder og hygger sig. De snakker om alt muligt, men de kan især godt lide at finde på vittigheder og finde på sjove kommentarer til, hvad der sker ved festen. Der er en lille klokke på bordet og hvis en af denverlejerne har noget at sige, kan den slå på klokken. Det kan være, hvis den har fundet på noget sjovt at sige, hvis den vil holde tale eller hvis den af andre grunde vil have opmærksomheden.

Efter forretten slår Leofred på glasset og rejser sig op.

”Først vil jeg gerne takke jer alle sammen, fordi I hjælper mig med at fejre denne dag,” begynder han.

”Det behøver du ikke at takke for. Det er en fornøjelse for os,” siger en af gæsterne.

Leofred smiler og fortsætter. ”Jeg vil også gerne takke mine forældre, fordi jeg har fået lov til at fejre denne dag og fordi de har hjulpet mig med at arrangere festen. Uden dem havde der ingen fest været.”

”Skål for Leofreds forældre,” råber en af gæsterne og begynder at klappe. Snart klapper alle gæsterne. Leofreds forældre rejser sig og bukker. Alle skåler for Leofreds forældre.

Leofred fortsætter sin tale med at sige et par ord om hver af gæsterne.

”Maka, tak fordi du kom i dag. Jeg vil aldrig glemme, da du faldt i søvn i en historietime og faldt ned fra stolen. Efter det har hr. Planis kun omtalt dig som ”snorkeknægten”. Du er en af klassens musikere og jeg har selv den glæde at spille med dig en gang imellem. Jeg kan se, at du har taget din guitar med i dag, så det kan være, at vi får glæden af et nummer lidt senere.”

”Senila, tak fordi du kom i dag. Du er en fryd for øjet, når du går rundt med din hvide kjole med de røde og gule roser. Du holder altid med de svageste og dem, der ikke klarer sig så godt. Du er god til at trøste, hvis noget ikke går så godt. Man gør selvfølgelig altid sit bedste, men nogle gange er det et privilegium ikke at klare sig så godt, fordi man så kan blive trøstet af dig. Åh at ligge med hovedet på dit skød og blive trøstet,” smiler Leofred. ”Jahh,” siger nogle af gæsterne. Leofred fortsætter, ”og du er en af årsagerne til, at vi er årgangen med de kønneste piger.”

”Imrense, tak fordi du kom i dag. Dig kunne jeg sige meget om, men jeg vil bare konstatere, at du er min bedste ven. Vi har oplevet meget sammen, men det er mindst lige så vigtigt, at vi også har det godt sammen, når vi ikke laver noget. Det er et godt venskab, når man har det godt sammen lige meget om man laver noget eller ej, også selv om vi altid kan finde på et eller andet at lave.”

”Belina, tak fordi du kom i dag. Tak for alle de gode samtaler vi har haft. Jeg håber, at vi skal plukke ærter igen til næste sommer. Belina er en af årsagerne til, at vi er årgangen med de kønneste piger.”

”Nusur, tak fordi du kom i dag. Du er klassens sportsmand. Med dig på holdet kan det ikke gå helt galt. Hvis bussen ikke vil starte i morgen, er det godt, at vi har dig, hvis den skal skubbes i gang”

”Rilna, tak fordi du kom i dag. Du er klassens sproggeni. Hvis jeg engang skulle rejse Aurus rundt, ville jeg gerne have dig med. Rilna er medlem af strikkeklubben og en af årsagerne til, at vi er årgangen med de kønneste piger.”

”Abnis., tak fordi du kom i dag. Du er nok mest kendt for at kunne drikke 9 cacaomælk på 15 minutter og kaste dem op på 15 sekunder. Abnis er medlem af væddeklubben og jeg vil vædde på, at Abnis har mindst 5 væddemål kørende på nuværende tidspunkt.”

”Det væddemål ville jeg ikke tage, hvis jeg var dig,” griner Abnis.

”Fine, tak fordi du kom i dag. Du har den smukkeste stemme. Når du synger, rejser hårene sig. Fine er medlem af strikkeklubben og en af årsagerne til, at vi er årgangen med de smukkeste piger.”

”Brantu, tak fordi du kom i dag. Du er klassens vittige hoved. Du har altid en kæk bemærkning eller en vittighed klar. Brantu er også medlem af væddeklubben.”

Sådan fortsætter Leofred med at sige nogle ord om hver enkelt gæst.

”Jeg vil slutte af med at skåle for et lykkeligt liv til alle. Skål,” siger Leofred og løfter sit glas.

”Skål,” svarer gæsterne i kor.

Alle drikker og snart fortsætter snakken omkring bordet.

Derefter bliver hovedretten serveret.

Efter hovedretten er blevet serveret for anden gang, slår Imrense på glasset og rejser sig op. Der bliver stille i lokalet og alle kigger på Imrense. Imrense kigger på Leofred.

”Kære Leofred,” begynder han og han fortsætter, ”vi er meget gode venner. Vi har kendt hinanden, siden vi var helt små. Utallige gange har vi været på besøg hos hinanden. Vi har leget ved Lillesø, vi har klatret i bjergene, vi har spillet bold sammen, vi har leget skjul sammen, ja, vi har gjort næsten alt hvad sådan et par drenge kan finde på. Lige meget hvad, jeg har fundet på, har du altid været med ideen og jeg tror også, at jeg har været med på dine ideer. Det har været dejligt at have sådan en legekammerat.”

Imrense holder en lille kunstpause. Han kigger rundt på gæsterne, før han fortsætter, ”vi har gået i klasse sammen lige siden, vi begyndte i skolen. Vi har altid diskuteret vores opgaveløsninger, når vi har haft lektier for. Det er utroligt værdifuldt at have en at diskutere lektier med. Hvis der er noget, en af os ikke rigtig har forstået, kan vi altid spørge den anden og være sikker på at få det forklaret. Hvis ingen af os har forstået det, hvilket er meget sjældent, er det som regel fordi, at læreren ikke har forklaret det ordentligt. Så kan vi støtte hinanden, når vi beder læreren om at forklare det igen. Ved at have en at støtte sig til i skolen får vi begge meget mere ud af vores skolegang. Det er dejligt at have sådan en skolekammerat.”

Imrense holder endnu en pause, mens han kigger på Leofred. Så fortsætter han, ”det gælder ikke kun i skolen. Hvis jeg spørger Leofred til råds, er jeg sikker på at få nogle gode råd og synsvinkler. Jeg kan fortælle alt til Leofred og være sikker på, at jeg ikke bliver misforstået. Hvis noget går mig på, kan jeg med sindsro fortælle det til Leofred og være sikker på at blive taget alvorligt og få nogle gode råd. Hvis Leofred ikke tager det alvorligt, er det fordi, det ikke er alvorligt. I sådanne tilfælde kan han godt finde på at lave lidt sjov med det. Leofred har en god sans for humor. Hvis jeg for eksempel skal skifte bukser og jeg ikke kan bestemme mig til, om jeg skal have træningsbukser eller korte bukser på, kunne Leofreds kommentar godt være, ”det er lige meget. Behøver du overhovedet at tage bukser på.” Det er dejligt at have sådan en kammerat. Kort sagt er vi bedste venner og har været det, siden vi var små. Jeg kan ikke huske en eneste gang, hvor vi har været uvenner.”

Imrense kigger rundt på gæsterne.

”Skål,” siger en af gæsterne.

”Jeg er ikke færdig endnu, men lad om bare skåle en gang. Skål” siger Imrense.

Alle skåler.

Imrense fortsætter sin tale, ”vi har haft mange gode og sjove oplevelser sammen. Jeg vil gerne fortælle om et par af dem. Den første historie fortæller lidt om dig. Den skete for et par år siden. Det var en lørdag eftermiddag. Det var vinter. Ja, faktisk var det snestorm. Som de gode venner vi er, låner vi nogen gange ting fra hinanden. Det havde vi også gjort denne gang. Du havde lånt min lommecomputer med indbygget oversætter. Som sagt hjælper Leofred og jeg ofte hinanden med vores lektier. Vi ringer til hinanden og diskuterer vores løsninger. Sådan også denne lørdag eftermiddag. Vi skulle oversætte en tekst til valonisk. Leofred ringede og spurgte, hvordan min oversættelse var. Jeg måtte beklage ham med, at jeg endnu ikke havde fået oversat teksten. Jeg fortalte, at jeg ville gå i gang med den inden så længe og at jeg godt nok havde en ordbog, men at det nok ville være lettere, hvis jeg havde min lommecomputer til at hjælpe mig med oversættelsen. Han sagde, at han lige ville smutte over med den. Jeg sagde, at det skulle han ikke. Det var snestorm og der er alligevel et stykke vej fra Leofreds hjem til Korshavn. Jeg sagde, at så vigtigt var det heller ikke. Jeg sagde, at jeg ville bruge ordbogen og at jeg ville ringe igen, når jeg var færdig med teksten. Vi sagde farvel og lagde røret på. En halv time efter ringede det på døren og der stod Leofred med lommecomputeren, rød om næsen og fuldstændigt dækket med sne. Han havde trodset snestormen bare for at aflevere min lommecomputer tilbage. Denne historie beskriver Leofred ganske godt og den siger lidt om, hvor god en ven han er.”

Imrense kigger igen rundt, før han fortsætter, ”den anden historie er tankevækkende og lidt uhyggelig. Den fortæller lidt om, at vi har lavet lidt af hvert, når vi har leget sammen og at vi ikke altid har tænkt os lige godt om, når vi legede. Den går lidt længere tilbage i tiden. Vi har vel været 10-12 år gamle. Vi legede på oplagringspladsen bag den gamle købmandsforretning i Korshavn. Vi havde bygget en hule mellem nogle tønder, som stod på gårdspladsen. Det var en god hule. Rigtig hyggelig. Vi syntes, at der manglede et eller andet og vi fandt ud af, at vi manglede levede lys for at fuldende hyggen. Vi tog hjem til mig og fandt nogle stearinlys. Vi lavede også en kande saftevand, som vi tog med hen i hulen. Der sad vi så et par timer i vores hule med levende lys og drak saftevand. Det lyder da meget uskyldigt, men senere har jeg fundet ud af, at de tønder, vi brugte til hulen, var benzintønder og at de var fulde.”

Nogle af gæsterne gisper.

”Ja,” fortsætter Imrense, ”det var ikke særlig smart. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg fortæller denne historie, måske fordi den fortæller lidt om, at vi har oplevet lidt af hvert, når vi har leget sammen, måske fordi at jeg synes, at det trods alt er en god historie. Det kunne have gået grueligt galt. Men det gjorde det ikke og vi lever i dag i bedste velgående. Derfor vil jeg udbringe en skål for fødselsdagsbarnet.”

Imrense kigger på Leofred og fortsætter, ”skål for Leofred og må han leve længe.”

Imrense løfter sit glas og nikker mod Leofred.

Leofred løfter sit glas og skåler med Imrense.

”Og nu vil jeg bede alle rejse sig og råbe et trefoldigt hurra for Leofred,” siger Imrense.

Alle rejser sig undtagen Leofred.

”Hurra, hurra, hurra,” råber alle i kor.

”Og så det lange,” siger Imrense.

”Hurraaaaaaaa,” råber alle i kor.

Alle sætter sig ned igen og klapper af Imrenses tale. Snart går snakken igen lystigt omkring bordet.

Desserten kommer på bordet og selv om de har fået masser at spise, er der stadig plads til lidt dessert.

Mens de andre spiser sidder denverlejerne ved deres bord og hygger sig. De har det sjovt og nogle gange griner de højt. Deres frigjorte latter i baggrunden giver festen en god stemning.

Efter desserten rejser Vejleg sig op og slår på den lille klokke. Der bliver stille i lokalet og alle kigger på Vejleg.

”Kære Leofred,” begynder han. ”Først vil jeg sige lidt om dig fra en lidt anderledes synsvinkel – en åndelig eller psykologisk synsvinkel. Jeg har kendt dig, siden du var helt lille. Jeg kender dig godt og jeg ved, hvordan du reagerer i forskellige situationer. Du er godt begavet, men hvad vil det sige at være godt begavet? At være begavet kunne fortolkes som at have fået en gave – i dette tilfælde en åndelig gave. Jeg ved ikke, hvor tanker kommer fra, men du er god til at sanse dem. Du får mange tanker. Tanker, som du er i stand til at fastholde og tænke igennem, så de bliver bedst mulige. Og du er god til at se, hvilke tanker der er gode og hvilke der er knap så gode. Du er god til at se, hvilke tanker der er værd at bruge tid på og hvilke tanker du bare skal lade være.

Dine tanker er gode. Din sjæl er ren og uskyldig. Det er en god egenskab. Du får slet ikke dårlige tanker. Og du har aldrig fået dem. Nogle gør forkerte ting, især mens de er små. Det kan være de fanger en flue og for sjovt prøver at holde den under vand for at se, hvordan den reagere. Det synes som en uskyldig ting at gøre. Fluen er lille og de findes i store mængder. Det er et insekt, så det er slet ikke sikkert at den mærker noget. Men det er forkert at pine eller dræbe den set i en åndelig betragtning. Og du har aldrig fået tankerne til at gøre sådan noget.

Et andet eksempel. Børn er ikke altid lige populære blandt andre børn. Upopulære børn bliver nogle gange drillet. Det ville du aldrig gøre. Du får slet ikke tankerne til at gøre det. Også selv om det er uskyldigt drilleri, som når drenge nogle gange driller piger. Du har slet ikke tankerne til at gøre sådan noget. Du er ren i hjertet. Du vil hellere fortælle en vittighed og få andre til at grine og blive i godt humør. At du altid har gode tanker, er en af grundene til, at denverlejer godt kan lide at være i nærheden af dig.

Når du ser noget, får du en masse indtryk og tanker. Det kan være sanseindtryk, som for eksempel om det, du ser, er kønt eller grimt, lugter godt eller hvad du ellers sanser. Du ser også praktiske ting. Hvis det for eksempel er noget, andre har lavet, lægger du mærke til, om det er lavet ordentligt, om der er lagt vægt i detaljer, om det er funktionelt og andre praktiske ting. Men du ser også ting, som ikke ret mange andre ser. Du ser, om det kan videreudvikles, så det for eksempel bliver bedre, nemmere at bruge eller om det kan bruges på andre måder og i andre situationer. Det er en god egenskab at have. Og hvis du selv skal udføre et arbejde, gør du det på den nemmeste og bedste måde.

At du er god til at sanse og bearbejde tanker gælder også hukommelsen. Du kan tænke erindringer frem, som ligger gemt dybt i underbevidstheden. Du er god til at arbejde med en erindring, så du husker mere og mere af den, til den til sidst står ganske klar og tydelig. Og du husker sjældent forkert. Kort sagt er du åndeligt begavet og det bedste er, at du er det uden at tænke dybere over det. Det er naturligt for dig – det er sådan, du er. Jeg har kun talt om, at du er åndeligt begavet. Du er også begavet på mange andre områder, men nok om det.

Vi er til fest og jeg vil slutte af med at fortælle noget lidt mere stemningsfuldt.”

Vejleg holder en lille kunstpause, før han fortsætter. ”Jeg vil prøve at lave et kunstværk i tankerne. Det er min fødselsdagsgave til dig.”

Vejleg holder endnu en lille pause.

”Forestil dig et smukt landskab - et landskab med bjerge, skove, søer og floder,” starter Vejleg. Han fortæller det langsomt med kunstpauser ind imellem.

”I dette landskab er der en smuk have. En have med træer, buske og smukke blomster i alle mulige farver. Der er en lille sø med åkander og guldfisk i haven. Der er en gangsti, som fører rundt om søen og rundt mellem blomsterbedene.

Vejret er godt – solen skinner og haven ligger badet i et smukt lys. Der er en behagelig temperatur.”

”Men jeg kan lide al slags vejr,” bryder Leofred ind.

”Ja,” smiler Vejleg, ”men i dette kunstværk skinner solen.”

Vejleg fortsætter. ”Der er en masse smukke kvinder.

Du har nogle rigtig gode venner og de er der alle sammen.

I den ene ende af haven er der nogle smukke bygninger.

I sidder på terrassen til en af bygningerne og får noget god mad. Noget mad som er vel tilberedt og som du rigtig godt kan lide.

Der er musik i baggrunden – smuk musik, som du godt kan lide.

I sidder og fortæller hinanden gode historier, mens I spiser og lytter til musikken – historier med en god handling og en god morale fortalt velformuleret og poetisk.

Du er i godt humør. Dit helbred er godt. Du har gode tanker og følelser. Du har et godt liv og du er glad for dit liv. Tænk lidt over dette. Disse tanker er min fødselsdagsgave til dig.”

”Men alle de ting har jeg jo allerede, endda uden at skulle tænke mig til dem,” siger Leofred eftertænksomt.

”Ja, og den bemærkning fuldender værket,” siger Vejleg og han fortsætter, ”jeg ønsker dig hjertelig tillykke med fødselsdagen og jeg håber, at I må få en god fest i aften. Og så vil jeg gerne have at I rejser jer og skåler for Leofred endnu en gang.”

Alle rejser sig.

”Skål og hjertelig tillykke,” siger Vejleg.

”Skål,” siger gæsterne i kor.

”Skål og hjertelig tak for gaven. Jeg er så glad for at kende dig, Vejleg,” siger Leofred.

”Velbekomme,” svarer Vejleg.

Snart fortsætter snakken omkring bordet. Gæsterne er mætte og godt tilpasse.

Vejleg sætter sig ned igen ved denverlejernes bord. En af denverlejerne lader som om han holder en skål i hænderne.

”Her, Vejleg. Vil du have lidt tænkte jordbær?” siger han og griner højt.

Vejleg kigger på ham og rynker øjenbrynene.

De andre denverlejer begynder også at grine.

”Her Vejleg. Her er en tænkt blomst, du kan dufte til,” siger en anden.

De andre denverlejer griner igen. Vejleg smiler.

”Vil i høre en vittighed?” spørger en.

”Ja,” siger de andre.

”Det er en tænkt vittighed. I skal selv tænke jer til historien og pointen,” siger han.

De andre denverlejer griner igen.

”I kan tro, at den var god,” siger ham med vittigheden.

Alle denverlejerne griner.

Vejleg rynker øjenbrynene igen.

”Var det en dum tale jeg holdt?” spørger han.

”Nej,” siger en af de andre og hun fortsætter, ”det var en rigtig god tale. En af de bedre. Vi laver bare gas med dig. Nu skal du få et tænkt kys,” siger hun og spidser munden.

Alle de andre griner og nu må Vejleg selv grine med.

Ved det store bord slår Leofred på sit glas og rejser sig op.

”Nu vil jeg bede jer om at være med i en lille leg. Det gælder om at gætte en kode. Der er en, som skal finde på en kode. Så skal vi på skift sige ’jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde et eller andet med hjem’. Den, der har fundet på koden, kan så sige, om man kan komme hjem eller ikke. Det gælder selvfølgelig om at gætte koden, så man kan komme hjem hver gang. Vi tager en simpel kode første gang. Jeg har fundet på koden, så jeg styrer, hvem der kan komme hjem. Har alle forstået legen?”

”Ja, det tror vi nok,” svarer en af gæsterne.

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde lasagne med hjem,” siger Leofred.

”Nu er det din tur Maka,” siger Leofred.

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde leverpostej med hjem,” siger Maka.

”Nå, men så kan du ikke komme hjem,” siger Leofred og han fortsætter, ”din tur Kartu.”

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde makroner med hjem,” siger Kartu.

”Nå, men så kan du heller ikke komme hjem,” siger Leofred og han fortsætter, ”din tur Bakta.”

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde balloner med hjem,” siger Bakta.

”Ja, så kan du godt komme hjem. Din tur Imrense,” siger Leofred.

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde is med hjem,” siger Imrense.

”Ja, så kan du godt komme hjem,” siger Leofred og han fortsætter, ”Din tur Belina.”

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde bolde med hjem,” siger Belina.

”Ja, så kan du godt komme hjem og nu tror jeg, at alle har gættet koden. Den var meget simpel. Er der nogen, som ikke har gættet den?” spørger Leofred.

”Næh,” svarer gæsterne.

”Man kan komme hjem med noget, der starter med samme bogstav som ens eget navn,” siger Leofred og han fortsætter, ”jeg har en til, som er lidt sværere. Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde bøgetræer med hjem. Din tur Nusur”

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde frikadeller med hjem,” siger Nusur.

”Så kan du godt komme hjem, din tur Abnis,” siger Leofred.

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde appelsiner med hjem,” siger Abnis.

”Så kan du ikke komme hjem, din tur Rilna,” siger Leofred.

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde åkander med hjem,” siger Rilna.

”Lad mig se,” siger Leofred og tænker sig om. ”Så kan du godt komme hjem, din tur Kuhila.”

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde jern med hjem,” siger Kuhila.

”Så kan du godt komme hjem, din tur Brantu,” siger Leofred.

”Puha, den er svær. Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde citroner med hjem,” siger Brantu.

”Så kan du ikke komme hjem,” siger Leofred, ”Næste.”

”Ja, den er svær,” siger den næste og hun fortsætter, ”Kuhila kunne få jern med, så det kan ikke være bogstaver i navnet. Kuhila – jern, hvad med bogstavet før forbogstavet i navnet. Men så ville Nusur ikke have fået frikadeller med hjem. Det kan heller ikke være noget med navnet på personen, som sidder ved siden af. Måske er det slet ikke noget med navnet. Jeg ved det ikke endnu, men jeg prøver med denne. Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde dåser med hjem.”

”Så kan du godt komme hjem,” siger Leofred.

”Jeg har i hvert fald ikke gættet den, men jeg prøver. Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde fisk med hjem,” siger den næste.

”Så kan du godt komme ind,” siger Leofred.

”Måske kan alt der begynder med f komme ind,” siger den næste og fortsætter, ”jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde fakler med hjem.”

”Ja, du kan godt komme hjem. Tampen brænder,” siger Leofred.

”Jeg har en teori,” siger den næste og fortsætter, ”jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde nøgler med hjem.”

”Ja, du kan godt komme hjem,” siger Leofred.

”Jeg har ikke nogen ide,” siger den næste og fortsætter, ”jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde koklokker med hjem.”

”Så kan du ikke komme hjem,” siger Leofred.

”Jeg ved det heller ikke,” siger den næste og han fortsætter, ”f-ord kan komme hjem, bøgetræer, åkander og jern kan komme hjem, men appelsiner, koklokker og citroner kan ikke komme hjem. Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde elfenben med hjem.”

”Så kan du ikke komme hjem,” siger Leofred og han fortsætter, ”er der nogen, der har en teori, som passer indtil videre?”

”Ja,” er der nogle stykker, der siger.

”Kan vi få lidt hjælp?” spørger en.

”Hvem tror, at de har gættet løsningen?” spørger Leofred.

”Jeg tror, at jeg har,” siger både Imrense og Kuhila.

”Vil du hjælpe, Imrense?” spørger Leofred.

”Har det noget med bogstavernes rækkefølge i alfabetet at gøre?” spørger Imrense.

”Ja, jeg tror, at du har gættet det,” siger Leofred og han fortsætter, ”lad os fortsætte. Næste.”

”Appelsiner kom ikke hjem, bøgetræer kom hjem, citroner kom ikke hjem. Dåser kom hjem. Elfenben kom ikke hjem. F-ord kommer hjem. Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde honning med hjem,” siger den næste.

”Og du kommer hjem, næste,” siger Leofred.

 ”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde tov med hjem,” siger den næste.

”Du kan komme hjem. Næste,” siger Leofred.

”Jeg vil prøve at finde en ting, jeg ikke kan komme hjem med,” siger den næste og fortsætter, ”jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde måner med hjem.”

”Det er rigtig. Du kan ikke komme hjem. Jeg tror, at alle har gættet, at det er de lige bogstaver i alfabetet, som kan komme hjem. B, d, f, h, j og så videre,” siger Leofred.

”Jeg har også en kode,” siger Imrense og han fortsætter, ”den er ikke så svær. Jeg starter. Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde fløde med hjem. Leofreds tur.”

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde mormor med hjem,” siger Leofred.

”Så kan du ikke komme hjem. Er der andre, der vil prøve?” spørger Imrense.

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde æbler med hjem,” siger en.

”Så kan du ikke komme hjem. Næste,” siger Imrense.

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde fodbolde med hjem,” siger Belina.

”Så kan du godt komme hjem,” siger Imrense.

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde fastelavnsboller med hjem,” siger en.

”Så kan du godt komme hjem,” siger Imrense.

”Så kan f-ord nok komme hjem her også,” siger Nusur.

 ”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde karse med hjem,” siger en.

”Så kan du ikke komme hjem,” siger Imrense.

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde dromedarer med hjem,” siger en.

”Så kan du godt komme hjem,” siger Imrense.

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde olie med hjem,” siger en.

”Så kan du godt komme hjem,” siger Imrense.

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde Leofred med hjem,” griner Belina.

”Ham kan du godt komme hjem med,” siger Imrense.

”Jeg har en teori. Kan jeg komme hjem med el-kontakter og rosiner?” spørger en.

”Ja,” svarer Imrense.

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde torskerogn med hjem,” siger en.

”Så kan du ikke komme hjem,” siger Imrense.

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde risengrød med hjem,” siger en.

”Så kan du godt komme ind. Er i ved at have gættet den?” spørger Imrense.

”Jeg var på besøg hos kongen af Malonien og jeg havde lak, egern, orme, fladfisk, ris, edderfugle og dyr med hjem,” griner Leofred.

”Ja, så har i gættet, at alle ordene skal starte med l, e, o, f, r, e eller d,” griner Imrense og han fortsætter, ”det var da en sjov lille leg.”

”Ja,” svarer Leofred og han fortsætter, ”men nu har vi siddet længe nok ved bordet.”

”Jeg vil også gerne have Leofred med hjem,” griner Belina.

Gæsterne griner.

Leofred rejser sig og slår på sit glas. ”Jeg vil sige velbekomme og bede jer rejse jer. Festen vil fortsætte i salen, hvor der vil være musik, dans og diverse små indslag. Der vil gå cirka en halv time, inden vi starter. Det kan være i vil udenfor i det gode vejr. Det er godt at få strakt benene efter at have siddet ved bordet så længe.”

Gæsterne rejser sig fra bordet. De står i små grupper og snakker sammen. Mange er gået udenfor for at trække lidt frisk luft.

Efter en halv times tid samles gæsterne i salen igen. På den lille scene står nogle musikinstrumenter og en mikrofon og lidt bagved er et diskotek stillet op. Der står en ung mand bag diskoteket. Leofred går op på scenen og tager mikrofonen.

”Så er vi vist ved at være klar. Jeg vil starte med at byde velkommen til Frokan og ’Korshavn Musikfabrik’, som vil sørge for musikken i aften.”

Gæsterne klapper og manden bag diskoteket går ud på scenen og bukker.

Leofred fortsætter, ”ind imellem musikken vil der blive forskellige festlige indslag i løbet af aftenen. Hvis nogen har lyst til at optræde eller har en god ide til et festligt indslag, er scenen klar, men i må godt lige give mig besked først, så vi kan passe det ind i programmet.”

Leofred holder en lille kunstpause, før han fortsætter. ”Vi starter roligt med en vals. Kom ud på dansegulvet, alle sammen. Kan du finde en vals frem i dit diskotek, Frokan?”

Frokan nikker og kort efter begynder tonerne fra en blid vals at tone ud af højtalerne. De unge herrer begynder at byde de unge damer op til dans og snart er alle ude på dansegulvet. Der er en god tradition for at danse i Lavinia. Forældrene lærer deres børn at danse, mens de er små, så alle er gode dansere. De unge mennesker svæver rundt på dansegulvet.

Efter den første dans råber Leofred, ”vi tager en vals mere, Frokan.”

Frokan nikker og spiller en vals mere.

Efter endnu en vals går Leofred op på scenen og tager mikrofonen.

”Det var dejligt med en vals til at varme op på. Før vi slipper ’Korshavn Musikfabrik’ helt løs, har Fine, Maka og de andre i ’Fines Festlige Folk’ bedt om at få lov til at give et par numre. Det giver vi dem med glæde, så jeg vil bare sige værsgo. Scenen er jeres.”

Fine, Maka og fire andre af gæsterne går op på scenen og tager instrumenterne. Fine stiller sig hen til mikrofonen.

”Tak,” siger hun.

”I dagens anledning kalder vi os i dag ’Leofreds Lystige Lejesvende’. Vi har skrevet et par numre specielt i anledning af Leofreds fødselsdag. Vi starter roligt med ’Stemning ved Skovsøen’.”

En behagelig, blid, stemningsfuld musik breder sig i lokalet. Gæsterne står helt stille og lytter. Efter kort tid falder Fines smukke sang ind. Det er sang uden ord, blot en stille nynnen. Musikken følger et iørefaldende tema. Fine følger sin egen melodi i starten, men efter at have sunget lidt falder hun langsomt ind i musikkens tema. Det er meget smukt. Sådan spiller de et stykke tid, hvor Fine improviserer en gang imellem, men hun ender hele tiden med at falde tilbage til musikkens tema. Melodien slutter og gæsterne klapper.

”Tak skal i have,” siger Fine. ”Det næste nummer er lidt mere livligt. Det hedder ’Leofreds Lykkelige Dag’.”

Fine starter med at synge langsomt. Pludseligt kommer nogle hurtige slag på en tromme og melodien fortsætter med skæve rytmer i høj tempo. Trommerne, guitaren og saxofonen skiftes til dels at improvisere dels at holde rytmerne. Det minder lidt om hurtig reggae eller ska. Det er meget glad musik. Nogle af gæsterne begynder at danse og snart er der mange på dansegulvet. Også dem, som ikke danser, har svært ved at stå helt stille. Nogle står og laver små nik med hovedet i takt til musikken. Andre står og vipper med fødderne. Der er en god, livlig stemning. Nummeret slutter og gæsterne klapper.

”Tak skal i have,” siger Fine og hun fortsætter, ”det var alt fra os i aften. Jeg ved, at Leofred har andre ting på programmet. Jeg håber, at vi får en rigtig god fest og at den gode stemning må vare ved.”

Fine, Maka og de andre i ’Leofreds Lystige Lejesvende’ forlader scenen under klapsalver. Leofred går op på scenen og tager mikrofonen.

”Tak til ’Leofreds Lystige Lejesvende’. Nu overlader vi underholdningen til ’Korshavn Musikfabrik’. Vær så god, Frokan.”

Frokan nikker og snart toner glad, ungdommelig, dansemusik ud af højtalerne. Gæsterne danser og har det sjovt og snart er der fuld gang i festen.

Efter at ’Korshavn Musikfabrik’ har spillet et godt stykke tid går Leofred op på scenen. Han tager mikrofonen og giver Frokan tegn til at dæmpe musikken.

” Nu er det blevet tid til muluka. Frokan, har du en muluka i dit diskotek?” spørger Leofred.

”Den er på vej,” svarer Frokan.

I Lavinia er det tradition at danse folkedans ved festlige lejligheder. De har mange forskellige folkedanse. Muluka er en af dem. Det er en fællesdans, hvor man danser i kæder og cirkler. Det er en lystig dans i højt tempo. Under dansen skal danserne en gang imellem trampe i gulvet og give nogle høje råb fra sig. Selv om der er godt gang i festen, er mulika en dans, som kan sætte stemningen ekstra i vejret. Folk i Lavinia kan godt lide at danse muluka og alle gæsterne deltager uden undtagelse.

Efter dansen går Leofred op på scenen og tager mikrofonen.

”Puha, det var hårdt. Nu må Frokan hellere tage over igen. Værsgo Frokan.”

Frokan nikker og sætter en rolig melodi på musikanlægget for alle gæsterne er lidt forpustede efter mulukaen. Det varer dog ikke længe, inden gæsterne er friske igen. Frokan sætter noget livligere musik på anlægget og snart er dansegulvet fyldt igen. Stemningen er høj og alle er glade.

Leofred går lidt rundt og snakker med gæsterne. Han kommer hen til denverlejernes bord. De sidder og griner og har det sjovt.

”Nå,” siger han, ”mangler i noget? Vil i have nogle flere bær eller frugter?”

”Nej tak, vi er velforsynede,” siger Vejleg.

Leofred sætter sig ved bordet. Denverlejerne er begyndt at finde sjove talemåder, hvor man bytter rundt på begyndelsesbogstaverne.

”Ved du, hvad der er forskel på en damper og en boksehandske?” spørger en af denverlejerne.

”Nej,” svarer Leofred.

”En damper tuder i havnen og en boksehandske havner i tuden,” siger denverlejen.

Leofred smiler.

”Ved du så, hvad forskellen er på solen og et lokomotiv?” spørger en anden.

”Nej,” svarer Leofred.

”Et lokomotiv kører på skinnerne og solen skinner på køerne,” svarer denverlejen.

”Vi prøver selv at finde på nogle,” siger en og hun fortsætter, ”vi skal finde nogle ord, som kan have to betydninger.”

Denverlejerne sidder lidt og tænker.

”En bank og at banke,” siger en

”Et lam og at lamme,” siger en anden lidt efter.

”En stol og at stole.”

”Et bytte og at bytte.”

”Jeg har en talemåde,” siger en og han fortsætter, ”Hvad er forskellen på en hugorm og en landmand?”

”Det ved vi ikke,” siger denverlejerne.

”En landmand bytter lammet og en hugorm lammer byttet.”

”Ja, den er god nok,” siger en af denverlejerne.

”Er der flere ord med dobbelt betydning?” spørger en.

Denverlejerne prøver at komme på flere ord med dobbeltbetydninger.

”En hylde og at hylde.”

”Et bord og at borde.”

”Et tag og at tage.”

”Jeg har en,” siger Vejleg.

”Hvad er forskellen på din hjerne og min hjerne?” spørger han en af de andre denverlejer.

”Det ved jeg ikke,” svarer denverlejen.

”Din hjerne er en grødet masse og min hjerne er en masse grød.”

Denverlejerne griner.

Det er typisk for denverlejer, at de ikke gør sig sjove på andres bekostning. Så vil de hellere gøre sig selv lidt til grin.

”Jeg har også en,” siger en anden denverlej, ”hvad er forskellen på ringridning og mig?”

”Det ved vi ikke,” svarer de andre.

”Jo,” siger en, ”jeg tror, at jeg har hørt den før, men kom bare med svaret.”

”Ringridning er en gammel ridderskik og jeg er en gammel skiderik.”

Denverlejerne griner.

”Lad os finde på flere ord.”

Denverlejerne tænker videre.

”En lap og at lappe.”

”Her er en,” siger en og fortsætter, ”hvad er forskellen på en landmand og en storentreprenør?”

”Det ved vi ikke,” svarer de andre.

”En landmand mejer byggen, mens en storentreprenør bygger meget.”

”Den var god,” siger en af denverlejerne, ”er der flere ord?”

Denverlejerne tænker lidt.

”Et løfte og at løfte,” siger en.

”Et hold og at holde.”

”Det kan bruges,” siger en, ”hvad er forskellen på en præst og en anfører?”

”Det ved vi ikke,” svarer de andre.

”En præst holder løftet og en anfører løfter holdet.”

”Jah, den var god,” siger en.

”Her er en til. Hvad er forskellen på en brud og en træner?” siger en.

”Det ved vi ikke,” svarer de andre.

”En brud holder en rose og en træner roser et hold.”

”En side og at sidde.”

”En løve og at løbe.”

”Hvad er forskellen på et ugeblad og H.C.Andersen?” spørger en.

”Det ved vi ikke,” svarer de andre.

”H.C.Andersen er forfatter, men et ugeblad er for mutter.”

Denverlejerne griner.

”Hvad er forskellen på snedker og en millionær?” spørger en.

”Det ved vi ikke,” svarer de andre.

”En snedker banker hylden og en millionær hylder banken.”

”Jeg har også en,” siger Vejleg, ”hvad er forskellen på en karklud og et jordbær?”

”Det ved vi ikke,” svarer de andre.

”Så vil jeg nødig sende jer ned efter jordbær,” svarer Vejleg og griner højt.

De andre griner også.

Leofred forlader denverlejerne. Han kan se, at de har det sjovt.

Han går lidt rundt og snakker med gæsterne.

Efter noget tid går han op på scenen. Han tager mikrofonen og giver Frokan tegn til at dæmpe musikken.

”Der er kommet et forslag om at lege ’Gæt og Grimasser’. Den leg kender alle. Vi spiller på den måde at en person kommer op på scenen og får et ordsprog eller en talemåde, som jeg har fundet på. Personen skal mime talemåden uden at måtte sige noget og resten af jer skal gætte den. Der er præmie til den person, som hurtigst mimer talemåden og til dem, som gætter talemåderne først. Vi prøver. Vi skal først finde en person, som skal mime. Jeg har nogle spillekort her. Hver person trækker et kort og den som får Spar Bonde mimer. Vær så god at trække et kort.”

Gæsterne trækker hver et kort.

”Jeg har fået Spar Bonde,” jubler Rilna.

”Godt. Her er en talemåde. Op på scenen. Jeg starter uret, når jeg siger til.”

Rilna får et lille kort med talemåden og går op på scenen.

”Er du klar?” spørger Leofred.

”Ja,” siger Rilna og nikker.

”Klar, Parat, …..Start,” siger Leofred.

Rilna kigger på sit kort. ’Grønthandleren går agurk og bliver rød i tomaten’.

Rilna trækker vejret dybt. Hun starter med at forme en aflang ting med hænderne.

”En banan,” siger en af gæsterne. Rilna vinker for at signalere, at det ikke var helt korrekt men lidt i den rigtige retning.

Gæsterne kigger på Rilna og prøver at gætte, hvad hun mener.

”En agurk,” siger en og Rilna giver tegn til, at det var rigtigt.

Rilna holder agurken op foran sig og begynder at gå. Det ser lidt komisk ud, så nogle af gæsterne begynder at grine.

”Følge agurk,” siger en, men næsten inden at det er sagt, udbryder en anden ”gå agurk”. Rilna giver tegn til, at det er rigtigt. Hun prøver at vise en person, som betaler for en agurk. Gæsterne kigger lidt på hende.

”Købe agurk,” siger en.

Rilna signalerer, at det er lidt i den rigtige retning. Hun prøver at vise en person, som står på den anden side af disken.

”Sælge agurk,” siger en.

Rilna peger på sig selv, mens hun signalerer at hun sælger agurken. Gæsterne kigger på hende.

”En landmand?” spørger en.

Rilna ryster på hovedet, men signalerer, at det ikke var helt forkert. Hun prøver at skitsere et bord med ting, der kan spises og mimer, at hun råber ligesom frugtsælgerne på torvet. Nogle af gæsterne griner.

”En frugtsælger,” siger en.

Rilna signalerer, at det er næsten rigtigt.

”En grønthandler,” siger en anden og Rilna signalerer, at det er rigtigt.

Sådan fortsætter legen. Rilna mimer, så godt hun kan og gæsterne prøver at finde ud af, hvad hun prøver at udtrykke. Leofred tager tid og holder øje med at deltagerne overholder reglerne. Gæsterne griner og har det sjovt.

Efter at have leget et stykke tid, hvor forskellige gæster har været oppe for at mime, stopper Leofred legen. Han uddeler præmie til den, som fik gættet sin talemåde hurtigst og til dem, som gættede talemåderne.

Mens gæsterne har leget ’Gæt og Grimasser’, har servitricerne stillet forskellige forfriskninger ind på et bord. Der er kaffe, te, kakao og forskellige andre drikkevarer, kager, frugter, konfekt, snacks, chokolade og andre gode sager.

Leofred går op på scenen og tager mikrofonen.

”Som alle kan se, er der nu kommet forfriskninger og lidt godt til smagsløgene. Det bliver stående der hele aftenen og så må folk selv sørge for at tage, hvad de vil have. Frokan, vil du tage over igen?”

Frokan nikker og begynder igen at spille musik på sit diskotek. Gæsterne snakker, griner, danser og har det sjovt. Der er fuld gang i festen. Efter at diskoteket har spillet et godt stykke tid, går Leofred igen op på scenen og tager mikrofonen. Musikken dæmpes.

”Min gode ven, Vejleg, har bedt om at denverlejerne får lov til at danse en af deres berømte denverlejdanse. Det vil vi selvfølgelig gerne se. Værsgo Vejleg.”

”Tak,” siger Vejleg.

Vejleg går hen og afleverer en cd med denverlejmusik til Leofred og spørger ham, om han vil sætte den på musikanlægget. Leofred giver den videre til Frokan. Imens samles denverlejerne på dansegulvet. De tager hinanden i hænderne og danner en rundkreds. Musikken starter langsomt med noget, der minder om violiner. En tromme starter i en langsom rytme. Denverlejerne begynder at bevæge sig rundt i rundkredsen i takt til trommerne. De hinker hver anden gang, de træder ned på højre ben og de går lidt ned i knæene hver anden gang, de træder ned på venstre ben. Noget, der minder om synthesizere, begynder at spille et tema. Langsomt bliver trommeslagene hurtigere og temaet følger tempoet. Denverlejerne sætter ligeledes farten i vejret. Det går langsomt hurtigere og hurtigere, og til sidst danser de rundt i højt tempo. Pludseligt giver de et højt råb fra sig og begynder at hoppe på stedet, mens de sparker ud i takt til musikken. Det minder lidt om can-can. Efter et stykke tid falder tempoet og musikken ændrer sig. Melodien er den samme, men nu er det slagtøj og en basguitar, der holder rytmen. Musikken er meget rytmisk. Denverlejerne danser ud af rundkredsen og begynder at danse på stedet. De drejer rundt om dem selv, mens holder den ene arm i vejret og drejer den anden rundt som et hjul på et tog. Langsomt ændres dansen. De begynder at danse på hver deres måde, men de følger stadig rytmen i musikken. Det er nu en individuel dans. Alle denverlejerne har deres egen måde at danse på. Nogle drejer rundt en gang imellem, nogle går ned i knæene en gang imellem, andre laver rykkende bevægelser med kroppen. Umiddelbart ser det sjovt ud. Måske ser det endda lidt kikset ud. Men hvis man kigger efter og lytter til musikken samtidigt, er det faktisk en smuk dans. Sådan danser de hver deres dans et lille stykke tid. Til sidst, mens musikken langsomt ebber ud, bliver denverlejernes bevægelser mindre og mindre og til sidst, når musikken er helt forsvundet, står de stille.

Gæsterne klapper og denverlejerne bukker.

Leofred går op på scenen og tager mikrofonen.

”Tak til Vejleg og de andre denverlejer. Der var som altid underholdende at se jer danse. Frokan, vil du fortsætte musikken?”

Frokan nikker og sætter noget musik på anlægget. Selv om det er ved at være sent, er der stadig fuld gang i festen. Frokan er god til at spille livlig musik på de rigtige steder, så stemningen hele tiden er høj.

Omkring midnat går Leofred igen op på scenen og tager mikrofonen. Musikken dæmpes.

”Klokken er ved at være midnat. Vi har købt noget fyrværkeri, som vi skal have skudt af. Efter fyrværkeriet mødes vi i restauranten til natmad. Men først fyrværkeri, så hvis I vil gå med udenfor.”

Gæsterne går udenfor og ned til søen. En gangbro går ud i søen og ude i søen forenden af gangbroen er der et lille plateau med nogle bænke. Normalt bliver plateauet brugt, når folk vil side ude på vandet og nyde naturen, men i aften er et fyrværkeribatteri stillet op derude. Gæsterne står og kigger derud. Fyrværkeriet starter stille med nogle sole, men vokser snart til et inferno af ild og lys i alle mulige farver. Sole, romerlys og hvad man ellers kan tænke sig af fyrværkeri. En gang imellem høres nogle høje hyl og nogle store knald. Pludselig bliver nogle raketter skudt af. Blå, hvide og gule ildglimt oplyser himmelen.

”Nøøøj,” siger nogle af gæsterne.

Snart er himmelen fuldstændigt oplyst af raketter i alle mulige farver. Nogle glimter, mens der højes høje brag. Andre lyser længe på himmelen.

”Nøøøj,” høres igen fra gæsterne.

Sådan fortsætter fyrværkeriet i nogle minutter under konstante udbrud fra gæsterne.

Fyrværkeriet brænder ud og gæsterne samles i restauranten til natmad. Selv om de ikke er trætte endnu, er det godt for gæsterne at få lidt at spise og slappe lidt af efter at have danset og festet en hel aften. Gæsterne sidder og snakker og hygger sig.

Efter at de har siddet og snakket og hygget sig et stykke tid, rejser Leofred sig op og slår på sit glas.

”Tak skal I have for en god fest. Jeg har kun en ting mere på programmet. Om lidt mødes vi igen i salen, hvor vi skal danse laviotte. Derefter bliver musikken givet fri. Vi kan blive ved, så længe vi har lyst, men vi skal dog være ude af ’Skovhuset’ senest klokken 10 i morgen. Hvis nogen i løbet af natten har en ide til noget sjovt, er scenen fri. Jeg vil endnu en gang takke jer for en god fest og så mødes vi om et par minutter i salen til laviotte. Tak skal I have.”

Gæsterne klapper.

Imrense rejser sig og slår på sit glas.

”Leofred, vi vil også gerne takke dig for denne gode fest. Den har været alle tiders indtil videre. Jeg vil foreslå, at vi endnu en gang løfter vores glas og råber et hurra for Leofred……. Leofred længe leve. Hurra, hurra, hurra, og så det lange hurrrraaaaaaa – skål.”

Gæsterne skåler.

Langsomt begynder gæsterne at rejse sig og gå mod salen.

Snart efter er alle samlet i salen.

”Frokan, kan du sætte en laviotte på musikanlægget?”

”Den er på vej,” svarer Frokan og sætter en laviotte på anlægget.

Laviotte er en folkedans, som danses parvis. Det er en rolig, højtidelig dans, som minder lidt om vals i langsomt tempo. Leofred går hen og bukker for Belina. ”Må jeg byde dig op?” spørger han.

”Med fornøjelse, unge mand,” svarer Belina og smiler.

Belina og Leofred følges ud på dansegulvet. Leofred bukker dybt for Belina og hun nejer dybt tilbage. De begynder at dansen. Leofred holder om Belina, mens han svinger hende rundt i bløde bevægelser. De er begge gode dansere. Leofred kan mærke hendes varme, bløde krop.

Hvor er hun dejlig at røre ved, tænker Leofred.

Leofred nyder at danse med Belina. Belina smiler og ser også ud til at nyde dansen. De svæver rundt på dansegulvet.

Hvor er det dejligt, tænker Leofred.

Sådan danser de et stykke tid, indtil dansen slutter.

”Tak for dansen,” siger Leofred og bukker dybt.

”Selv tak, unge mand,” svarer Belina og nejer.

De følger ad ud af dansegulvet.

Leofred går op på scenen og tager mikrofonen.

”Jeg har som sagt ikke flere indslag på programmet. Nu får Frokan lov til at tage over. Jeg håber, at den gode stemning må vare ved. Værgso Frokan.”

Frokan nikker og gæsterne klapper. Det har været en god fest indtil videre.

Frokan fortsætter med at spille livlig musik. Der er en god stemning. Gæsterne fester og er glade. Der er liv på dansegulvet. Sådan fortsætter festen.

Leofred kan godt lide at danse. Han er ofte ude på dansegulvet. Han kan lide at svinge pigerne.

Ud på natten begynder gæsterne efterhånden at blive lidt trætte. Frokan begynder at sætte tempoet lidt ned. Ind imellem spiller han langsommere numre. Gæsterne begynder at danse tættere.

Leofred er stadig meget ude på dansegulvet. Han kan godt lide at danse tæt. Hvor er pigerne varme og bløde at røre ved. Dette er næsten det bedste. At være lidt træt efter at have festet i mange timer og så stå og holde om en varm kvindekrop i en stille dans. Det er dejligt.

Et godt stykke ud på natten begynder de første gæster at gå mod deres værelser. Nogle bliver ved lidt længere, men efterhånden ebber festen ud. Til sidst er der bare nogle få stykker tilbage. De sidder og snakker i små grupper.

Leofred siger til Frokan, at han godt kan stoppe musikken. Festen er slut og de sidste begiver sig mod deres værelser.

Leofred går også op på sit værelse. Han børster tænder og lægger sig i sin seng. Han ligger lidt og tænker på festen. Han er træt, men han er glad. Det har været en god fest. Han falder hurtigt i søvn.

Næste morgen mødes gæsterne i restaurationen til morgenmad. Der er en god stemning. Udenfor skinner solen fra en skyfri himmel. Gæsterne er glade, selv om festen først sluttede sent og nogle af dem ikke har fået sovet så meget. De sidder og snakker og hygger sig. Nogle af gæsterne har været lidt tidligere oppe og har gået en tur rundt om Skovsøen.

Ved 10-tiden siger alle farvel til hinanden. Bussen med de fleste gæster kører tilbage mod skolen. Leofred bliver tilbage med sine forældre og et par af de gæster, som skal med til Korshavn. De skal lige se efter, om der er noget i ’Skovhuset’, som er gået i stykker under festen. Det er der ikke. Alt er, som det skal være.

Leofred, hans forældre og de sidste gæster sætter sig ind i bilen og kører hjemad.

Leofred vender sig og kigger tilbage mod ’Skovhuset’.

Det har været en god fest, tænker han.

 

Leofred møder Chicana

30/5 2009

 

Leofred er glad for piger. Han befinder sig godt i deres selskab.

En dag er Leofred nede og spille flukta i flukta-hallen med sine venner. De sidder i cafeteriet og snakker og hygger sig. Pludselig kommer en ny pige ind i hallen. Leofred kigger på hende. Hans hjerte begynder at banke hurtigere. Hvor er hun smuk. Hendes ansigt, hendes hår, hendes figur, hendes øjne. Han synes, at hun virker bekendt. Han synes, at han har set hende før, men når han tænker efter, ved han godt, at det har han ikke. Leofred kan slet ikke få øjnene fra hende.

Pigen begynder at gå lidt rundt. Leofred ser hendes bevægelser. Hun bevæger sig så yndefuldt. Leofred kigger og kigger. Hun går lidt rundt i lokalet. Hun kigger sig omkring, som om hun leder efter nogen. Hun kommer hen til bordet med Leofred og hans venner.

”Hej,” siger hun og smiler, ”jeg er ny her. Hvem skal jeg snakke med, hvis jeg gerne vil spille flukta?”

Leofred sidder som ramt af lynet.

Hendes stemme. Den er så smuk. Han føler, at han har kendt hende før, men han overbeviser sig igen om, at det har han ikke. Måske i en anden verden hvor de har været sammen. I et ægteskab, måske. Hvis det var i et ægteskab, var det et lykkeligt ægteskab. Eller måske har de været forbundet åndeligt. Han føler, at de har været lykkelige sammen. Og han føler en ny lykke - en forelskelse i en kvinde, som har levet og udviklet sig i deres egen nutidige verden. Måske er hun hans soulmate. Leofred ved det ikke. Leofred synes, at hun er vidunderlig.

”Vores træner er her ikke lige i øjeblikket, men han kommer senere,” svarer Imrense.

”Hvor lang tid går der?” spørger pigen.

Leofred ser pigens smil og lytter til hendes stemme. Hendes smil lyser af livsglæde og hendes stemme er fortryllende. Leofred ønsker bare, at hun vil blive ved med at smile og sige noget mere.

”Han skulle komme inden ret længe,” svarer Imrense.

”Nå, så vil jeg vente lidt,” siger pigen. Hun kigger på Leofred og smiler.

Leofred smiler forsigtigt tilbage.

Det er kærlighed ved første blik. Leofred kigger på pigen. Han ser pigens bevægelser, han lytter til hendes stemme, han hører, hvad hun siger. Hendes udseende, hendes smil, hendes stemme, hendes væremåde, hendes væsen – alt ved hende er fortryllende. Leofred kan slet ikke få øjnene fra hende. Han får en følelse af lykke.

Leofred opdager, at han sidder fuldstændig fastfrosset og stirrer på pigen. Han kigger lidt væk.

Han ville gerne tale med hende, men han ved ikke rigtig, hvad han skal sige og han vil ikke lyde ubegavet. Så rejser han sig og rækker hånden frem for at hilse.

”Jeg hedder Leofred. Hvad hedder du?” spørger Leofred og smiler.

”Chicana,” svarer pigen. Hun tager Leofreds hånd og hilser på ham.

Leofred mærker hendes hånd, da de hilser. Hun er så dejlig at røre ved. Blød og varm.

Hun smiler igen til Leofred. Leofreds hjerte begynder at banke hurtigere.

De andre rejser sig også, siger deres navne og hilser på hende.

”Hvor kommer du fra?” spørger Imrense.

”Jeg er lige flyttet til Korshavn for kort tid siden sammen med min familie. Min far har haft arbejde i udlandet – i Valonien, men nu har han fået arbejde her i Korshavn,” svarer Chicana.

”Skal I bo her fast?” spørger Leofred med hamrende hjerte.

”Ja, det skulle være et fast arbejde, min far har fået,” svarer Chicana og smiler.

Leofred bliver glad. Hans hjerte slår stadig hurtigt.

I det samme kommer træneren.

”Leofred, det er din tur til at spille nu,” siger han.

”Tak,” siger Leofred, men han er ikke helt glad. Han ville hellere blive i nærheden af Chicana og snakke med hende.

”Det er ham, du skal tale med, hvis du vil spille flukta her,” siger Leofred til Chicana, mens han peger på træneren, ”jeg skal ind og spille nu. Det var en fornøjelse at hilse på dig. Jeg håber, at vi mødes igen.”

”Tak, i lige måde,” svarer Chicana og smiler.

Leofred bliver blød i knæene ved at se hendes smil. Han kigger over mod døren til fluktarummet. Han vil hellere blive og snakke med Chicana. Modvilligt rejser han sig og begynder at gå over mod fluktarummet. På vej derover kommer han tæt forbi Chicana. Han får et stød i mellemgulvet, da han passerer hende.

Leofred kommer hen til flukta-rummet. Han kigger på spillecomputeren. Hvis han sætter den til at spille på tid, bliver han nødt til at spille, indtil tiden er gået. Hvis han sætter den til at spille til et bestemt antal point, kan han blive hurtigere færdig, hvis han spiller godt. Han sætter computeren til at spille til et bestemt antal point. Han slår et par slag som opvarmning og så begynder han at spille. Han styrter rundt på banen, som han aldrig har gjort før. Han vil være færdig så hurtigt som muligt, så han kan komme ud og snakke med Chicana. Han koncentrerer sig meget, for jo mere præcist han slår, jo flere point får han og jo hurtigere er han færdig. Han flyver rundt på banen. Han spiller det bedste, han nogensinde har spillet og han bliver færdig på rekordtid. Han pakker hurtigt sine ting sammen og går ud til de andre igen.

Leofred kommer pustende og svedende ud til de andre. Han bliver glad for at se, at Chicana stadig er der.

Leofred sætter sig. Han puster og sveder stadig. Han kigger på Chicana. Hvor er hun dejlig. Hun sidder og snakker med de andre. Langsomt får han pusten tilbage.

”Det var en hurtig kamp og ih, hvor du sveder,” siger Chicana til Leofred.

”Ja, jeg spillede godt i dag,” svarer Leofred.

Leofred kigger på Chicana. Han kan godt lide at være i nærheden af hende. Han vil gerne vide lidt mere om hende, så han begynder at snakke med hende.

”Hvor går du i skole?” spørger han.

”Mens vi boede i Valonien fik jeg hjemmeundervisning og det er jeg fortsat med her, men efter sommerferien skal jeg starte på gymnasium,” svarer Chicana.

”Nogle stykker af os går også i gymnasiet,” siger Leofred og nikker mod Imrense og et par af de andre. Han fortsætter, ”vi går i 2.g nu, vi skal op i 3.g efter sommerferien.”

”Kan I lide at gå i gymnasiet?” spørger Chicana.

”Ja, det er et godt sted at være. Du kan godt glæde dig,” svarer Leofred.

Hvor er hun god at snakke med, tænker han.

”Har du nogen søskende?” spørger Leofred.

”3. En storebror, en lillebror og en lillesøster,” svarer Chicana.

”3 søskende,” siger Leofred, ”det må være rart at have nogle søskende at snakke med. Jeg er enebarn.”

”Ja, det er meget rart og vi har det godt sammen. Vi hjælper tit hinanden. Vi kan snakke om næsten alt. Så er det rart at have søskende,” siger Chicana.

”Ja, det kan jeg forestille mig,” siger Leofred.

”Har du nogen venner her i Korshavn?” spørger en af de andre.

”Nej, ikke endnu,” svarer Chicana, ”vi er som sagt lige flyttet til byen.”

Hvor er hun dejlig at være sammen med, tænker Leofred. Han bliver varm om hjertet, hver gang hun smiler.

”Hvor bor du?” spørger Leofred.

”Vi har købt det hvide hus på den vej, der løber bag parken ved kirken,” svarer Chicana.

”Det kender jeg godt. Det er det store hus, som ligger lige ved siden af kiosken, er det ikke?” siger Leofred, ”det er vist et dejligt hus.”

”Ja, indtil videre er vi glade for at bo der,” siger Chicana.

De sidder lidt uden at snakke.

”Nå, men jeg må se at komme videre. Jeg har lovet at være hjemme kl. 17,” siger Chicana og rejser sig.

”Det var hyggeligt at hilse på jer,” fortsætter hun og smiler.

”I lige måde,” svarer de andre i munden på hinanden.

Chicana går over mod udgangen.

Leofred kigger efter hende. Hvor er hun dejlig, tænker ham.

De andre kigger også efter hende.

”Hun ser temmelig godt ud,” siger en af de andre.

”Ja, hun skulle ikke løbe særlig hurtigt, hvis hun skulle fange mig,” svarer en anden.

Leofred siger ikke noget. Han sidder med en helt ny følelse. En følelse af lykke. Han er så glad for, at have mødt hende. Han er så glad for at have set hende og talt med hende. Han vil gerne være lidt alene.

”Jeg vil også bevæge mig hjemad,” siger han og rejser sig.

”Fint nok, vi ses,” svarer Imrense.

”Ja, kan I hygge jer,” svarer Leofred og går mod udgangen.

”Vi ses,” siger de andre i munden på hinanden.

 

Religion

28/5 2009

 

På vej hjem fra skole den næste dag cykler Leofred ad vejen bag parken ved kirken. Han kommer ikke så tit i det område. Han cykler forbi kiosken. Han kigger forventningsfuldt op på det store hvide hus. Han kan ikke se nogen deroppe. Hverken Chicana eller nogen fra hendes familie. Han falder lidt sammen. I det samme hører han en stemme fra parken ved siden af.

”Hej Leofred,” råber stemmen.

Det er Vejleg. Leofred står af cyklen og går hen til ham. Vejleg sidder på en af de små bænke i parken. Nogle af bænkene i parken er lidt mindre end de andre. De er beregnet til børn og små denverlejer. Leofred sætter sig på den lidt større bænk ved siden af.

”Hej Vejleg,” svarer Leofred og smiler, ”det er rart at se dig.”

”Du ser glad ud. Du har det vist godt i øjeblikket,” siger Vejleg.

”Ja, det går godt,” svarer Leofred.

”I har snart sommerferie. Den glæder du dig vel til,” siger Vejleg.

”Ja,” svarer Leofred, ”sommeren er en god tid.”

”Skal I til eksamen i år?” spørger Vejleg.

”Ja, i farisk og i religion” svarer Leofred.

”Farisk og religion,” gentager Vejleg langsomt, ”Er det nogle fag, du kan lide?”

”Ja,” svarer Leofred.

Han holder en lille pause, før han fortsætter, ”farisk er godt nok – det er altid godt at kunne tale andre sprog. Religion er også spændende. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg tror på gud.”

”Næh, det er også et svært emne,” siger Vejleg.

Leofred holder en lille pause, før han fortsætter, ”jeg ved ikke rigtig, hvad gud er. Jeg gør mig nogle forestillinger ud fra, hvad andre fortæller og ud fra de historier, jeg hører, men jeg har ikke noget klart billede af, hvad gud er.”

”Det er nok også svært, når du ikke er så gammel. Du har trods alt ikke oplevet så meget endnu. Det er svært at tro på noget, man ikke selv har oplevet,” siger Vejleg.

”Ja, men der er mange, der tror på gud. Der er mange, der har haft oplevelser med ham, men alligevel er det svært at tro på ham.

Der er sket mange andre ting i vores historie, som jeg også kun har fået fortalt og som jeg alligevel tror på uden at tvivle. Jeg har hørt mange historier om gud, men alligevel ved jeg ikke, om jeg tror på ham eller ej,” siger Leofred.

”Det er ikke helt det samme. Hvis man tror på gud, er det ikke det samme som at tro på historiske ting eller videnskabelige love. Man tror på noget almægtigt. Det er et livssyn og det er et spørgsmål om at tro. At tro er ikke det samme som at vide,” siger Vejleg.

”Ja, jeg har nok svært ved at tro på gud, fordi jeg godt kan lide at være sikker. Kendsgerninger. At vide i stedet for at tro,” siger Leofred.

”Det er også svært at tro på gud, når du ikke har haft nogen oplevelser med ham. Det skal komme efterhånden, som du oplever ting. Man kan ikke tvinges til at tro på noget, man ikke selv har erfaret. Men man kan godt respektere andres livserfaring,” siger Vejleg.

”Jeg respekterer troende mennesker som alle andre,” siger Leofred.

”Ja, det er jeg sikker på, at du gør,” svarer Vejleg.

”Mon det havde været bedre, hvis jeg var blevet tvunget eller opdraget til at tro på gud?” funderer Leofred.

”Det tror jeg ikke, at det havde været. Og du skal ikke føle skyld eller føle dig forkert, fordi du ikke tror på gud. Lad gud selv bestemme, hvordan han vil i kontakt med dig – hvis han vil,” siger Vejleg.

”Kan man få hjælp til at finde gud? Kan man søge gud?” spørger Leofred.

”Jeg har hørt om, at begge dele er sket før. Men det er ikke sikkert. Jeg har også hørt om nogen, som har søgt gud hele livet uden rigtig at finde ham. Det bedste er, som sagt, nok at overlade det til gud,” svarer Vejleg.

”Det sjove er, at jeg helt af mig selv stort set lever, som religionerne siger, at jeg skal leve,” siger Leofred.

”Hmm. Måske er alt allerede, som gud vil have, at det skal være. Hvis gud har planer med dig, skal du i hvert fald nok finde ud af det,” siger Vejleg.

De sidder et stykke tid uden at sige noget.

”Når I har religion, lærer I vel også om religion og tro generelt. I lærer vel om flere religioner. På Aurus findes mange forskellige religioner og trosretninger. Folk har forskellige guder og selv indenfor samme religion har folk forskelligt syn på gud,” siger Vejleg.

”Ja, jeg har lært om mange religioner og jeg har fået et overordnet billede af dem,” svarer Leofred.

Han fortsætter, ”de fleste mennesker tror på et eller andet – om ikke andet så deres eget verdensbillede. Mennesker retter sig efter deres tanker. Hvad kan de ellers gøre? Om ikke den ene, så den anden. De har et sted at placere mange af deres tanker, når de tror på noget. Tanker, som kan være svære at forholde sig til. De store tanker, som er svære at rumme. Store tanker som tro, håb og kærlighed.”

”Måske, men tror du, at religioner er opstået, for at mennesker skal have et sted at placere deres store tanker?” siger Vejleg.

”Jah, blandt andet. Men der findes mange flere store tanker – for eksempel årsager, ansvar og trøst.

Folk kan få forklaringer og svar på ting, de ikke selv helt forstår, når de tror på en religion. Hvis der sker noget, som ikke kan forklares på andre måder, kan det som regel forklares religiøst. De kan finde årsager til ting, som ellers synes meningsløse eller uforståelige. Det kan være højere magters belønning eller straf. Det kan være de højere magters vilje. De kan lægge ansvaret for ting, de ikke selv er herre over, over på nogle højere magter. Mennesker kan finde trøst og lindring i religioner,” siger Leofred.

”Hmm,” siger Vejleg eftertænksomt.

Leofred sidder lidt og tænker sig om, før han fortsætter, ”og hjælp. Mennesker kan bede de højere magter om hjælp, hvis de er i en svær situation. Hvis der er noget, de har svært ved at klare. Hvis de for eksempel har en stor opgave, de skal løse, eller måske hvis de ved, at de skal igennem en svær periode. Ja – de kan bede de højere magter om hjælp til næsten alt.”

”Ja, det kan være en stor hjælp og støtte at tro på noget,” svarer Vejleg.

Leofred fortsætter, ”folk har også et fællesskab med alle dem, som tror på det samme.”

”Ja, religioner har også et socialt aspekt,” svarer Vejleg.

”Og de fleste religioner prøver at bringe det gode frem i mennesker. Gud og god er næsten det samme ord også i flere andre sprog. Mon det er en tilfældighed?” spørger Leofred.

”Hmm,” svarer Vejleg.

”Jeg betragter også religioner som et sæt af retningslinjer. Religioner giver befolkningerne vejledning i, hvordan de skal leve for at få et godt liv. De opstiller nogle belønninger i form af drømmebilleder, hvor folk kommer hen, hvis de retter sig efter de givne retningslinjer hele livet. Og folk bliver som regel lykkelige af at efterleve disse retningslinjer,” fortsætter Leofred.

”Ja, troende mennesker er tit lykkelige mennesker,” svarer Vejleg.

Leofred tænker sig om, før han fortsætter, ”religioner fortæller også historie. De beretter om meget udviklede, enestående personer med specielle evner, som har levet tidligere. Fuldkomne mennesker. Mange religioner beretter om mennesker med kontakt til gud. Profeter, som vejleder almindelige mennesker og fortæller dem, hvordan de skal leve, for at alt bliver godt.”

”Ja, religioner berører også historien,” siger Vejleg.

”Nogle gange er det bare svært at se, hvad der er virkelig historie og hvad der er opdigtet. Man ved med sikkerhed, at nogle af personerne i de forskellige religioner har levet i virkeligheden. Men hvor meget af sagnene, der er opdigtet – det ved man ikke med sikkerhed.

Men du må vide det, Vejleg. Du er ældre end vores klode,” siger Leofred.

”Ja, jeg ved det, men du ved godt, at denverlejer ikke blander sig i menneskelige anliggender,” smiler Vejleg.

”Ja, det ved jeg godt,” siger Leofred.

Leofred sidder et stykke tid og tænker.

”Religioner er med til at strømline eller ensrette hele befolkningsgrupper,” siger han så og han fortsætter, ” men på en god måde. Religioner forhindrer alt det dårlige – tyveri, mord, ekstremt liv osv. og opfordrer til gode ting – næstekærlighed, forældrerespekt osv..

Jeg synes også, at der er en sammenhæng mellem jura og religion. Religioner opstiller nogle love på det åndelige plan om, hvad folk må og ikke må. Det gør, at mennesker nemmere kan leve sammen i fred. Juraen opstiller også nogle love, som gør at mennesker nemmere kan leve sammen. Juraen er bare skabt direkte af mennesker selv.”

”Sammenligner du nu religion og jura. Det er en sjov sammenligning. Kan man også blive straffet religiøst? Er der så også et religiøst politi?” spørger Vejleg.

Leofred tænker sig om.

”Man kan blive truet med guds vrede, hvis man ikke retter sig efter de religiøse forskrifter. Der er faktisk historier om mennesker, der modtager guds straf. Nogle religioner siger, at man får dårlig karma, hvis man gør noget forkert. Men ellers arbejder religioner mest med tilgivelse. De tror på det bedste i mennesker. De tror på, at mennesker angrer, når de har gjort noget forkert,” siger Leofred.

”Mange religioner arbejder på at få det bedste frem i mennesker, det er rigtig nok,” siger Vejleg.

”Jeg synes også, at der er et strejf af filosofi, naturvidenskab og kultur i nogle religioner,” fortsætter Leofred.

”Ja, religioner spænder vidt,” svarer Vejleg smilende.

”Og religioner har mange fælles træk. Nogle religioner udspringer endda fra samme kilde og de samme personer optræder i flere religioner,” siger Leofred.

De sidder lidt uden at sige noget.

”Har denverlejer også religioner? Tror de også på en gud?” spørger Leofred så.

”Ja,” svarer Vejleg, ”denverlejer har også en religion og vi har også en gud. Vi har bare et lidt andet forhold til gud, end I har.”

”I lever jo også i en helt anden verden. Hvordan er jeres forhold til gud? Tror du også på ham?” spørger Leofred.

”Ja, men jeg vil helst ikke sige noget om vores gud lige nu,” svarer Vejleg.

I det samme lyder et råb ude fra vejen.

”Hej Leofred.”

Leofred kigger ud på vejen. Hans hjerte begynder at slå hurtigere. Det er Chicana. Hun kommer cyklende forbi. Hun vinker til Leofred.

”Hej Chicana,” svarer Leofred og vinker tilbage. Han bliver glad ved at se hende. Han kan mærke, at han rødmer.

Vejleg kigger på Leofred og smiler.

”Ja, der er nogle ting, som er svære at forklare,” siger Vejleg smilende.

Leofred bliver ved med at kigge efter Chicana, til hun er kørt forbi.

”Hvornår skal I til eksamen?” spørger Vejleg.

”Først om en måneds tid,” svarer Leofred.

Leofred kigger ud på vejen igen, men Chicana er forsvundet.

De sidder lidt og kigger uden at sige noget.

”Nå, men jeg må også videre. Det var godt at snakke med dig, Vejleg,” siger Leofred.

”Det var også en fornøjelse at snakke med dig, Leofred,” siger Vejleg

”Vi ses,” siger Leofred og begynder at gå over mod hans cykel.

”Det gør vi,” svarer Vejleg.

 

Historie

2/6 2009

 

En dag har Imrense og Leofred historie i skolen. De lærer om nogle gamle opdagelsesrejsende, som levede inden civilisationen på Aurus havde bredt sig. De lærer om en opdagelsesrejsende, som havde begivet sig ind i en jungle på et fjernt, uudforsket kontinent. Leofred sidder og lytter betaget.

Efter skoletid følges Imrense og Leofred hjemad. Vejleg følges med dem.

”Jeg elsker historie,” siger Leofred.

”Ja – det er et godt fag,” svarer Imrense.

”Noget af det minder næsten om et eventyr. En forfatter kunne ikke have skrevet det bedre,” siger Leofred.

”Næh – der er nogle gode historier imellem,” svarer Imrense.

”Og tænk at det alt sammen virkelig er sket. Det er ikke bare opdigtning. Det er spændende at tænke på,” siger Leofred.

”Ja – det er sjovt at lære om gamle dage,” svarer Imrense.

”Det er historier fra steder, som er en del af vores virkelige verden, og fra tider, som virkeligt har eksisteret. Det er da sjovt, at vi kan lære om disse ting, når vi nu ikke selv kan være til stede og opleve dem direkte,” siger Leofred.

”Det er da meget sjovt,” svarer Imrense.

”Man kan se, hvordan verden har udviklet sig. Man kan se en kontinuerlig udvikling siden meget gamle dage og helt op til vore dage. Det er sjovt at tænke på,” siger Leofred.

”Det er da meget sjovt,” svarer Imrense.

”Har du nogen sinde tænkt på, at tiden er uendelig?” spørger Leofred.

”Har du nogen sinde tænkt på, at du godt kan lide at filosofere?” griner Imrense.

Leofred smiler. Han ved godt selv, at han kan lide at filosofere over ting. Han kan også godt lide at snakke med sine venner om sine filosofier. Han kan i det hele taget godt lide at være sammen med og snakke med sine venner. Leofred kommer til at tænke på Chicana. Han ville ønske, at hun også var her. Det ville fuldende det hele. Han ville ønske, at hun deltog i deres samtale. Hvor ville han gerne høre hendes stemme – høre, hvad hun havde at sige.

”Skriver I også jeres historie ned, Vejleg,” spørger Imrense.

”Ja, meget af den er skrevet ned,” svarer Vejleg.

”Du fortalte om herlejer, som lever uendeligt og som aldrig glemmer noget. Så må herlejer have en uendelig historie, som de kan fortælle om. Er det rigtigt? - Det er svært at forstå,” siger Leofred.

”Ja – herlejer er fremragende historiefortællere og denverlejer kan også fortælle meget af historien. Husk på, at når vi først har hørt en historie, glemmer vi den ikke. Vi har dog også det meste af historien skrevet ned, så vi kan få noget at vide om vigtige begivenheder, når der ikke er andre i nærheden,” svarer Vejleg.

”Herlejer lever uendeligt, men denverlejer bliver født. Så må der kun have levet herlejer i jeres verden i starten og de må kun have levet som ånder. Hvornår blev den første denverlej så født?” spørger Leofred.

”Denverlejernes opståen er et mysterium også for os. De er opstået uden, at der har været herlejer i nærheden til at kunne observere det. Og hvordan det er gået til, at herlejer pludselig kan blive født af almindelige denverlejer, ved vi heller ikke noget om. Det er ligesom, at herlejer er meget udviklede denverlejer. De er så udviklede, at de har opnået uendelighed. Uendeligheden går frem i tiden, men også tilbage i tiden. Måske kan herlejer eksistere uendeligt – både i fortiden og i fremtiden – fordi de på et eller andet tidspunkt i deres fysiske liv opnår en eller anden udvikling eller erkendelse. Nogle påstår, at en herlej er en denverlej, som på et tidspunkt opnår en bestemt erkendelse – en erkendelse, som helt forvandler denverlejen og ændrer både dens fortid og fremtid.

Der er desuden nogle fortællinger om en stamfader og en stammoder, hvorfra alle denverlejer stammer. Vi ved, at da de første herlejer blev født, var der allerede mange denverlejer. Hvem ved – måske er livet opstået, fordi det engang i fremtiden udvikler sig til at kunne skabe sin egen fortid.”

”Det er lidt svært at forstå,” siger Leofred.

”Ja,” siger Imrense, ”det svarer til, at man er den, man er, fordi man gør noget en gang i fremtiden.”

”Hvad så hvis man er noget, fordi man en gang i fremtiden gør noget og så man ikke gør det alligevel?” spørger Leofred.

”Ja, det kan blive temmelig kompliceret. Det skal I nok ikke spekulere for meget over,” smiler Vejleg.

”Når denverlejer lever evigt og I har eksisteret, før Aurus blev skabt, så må I have kunnet følge livets opståen. I må vide en masse om menneskets historie,” siger Leofred.

”Ja, vi har kunnet følge menneskets udvikling og historie, men du ved godt, at vi ikke blander os i menneskelige anliggender,” svarer Vejleg.

”Hvorfor gør I egentlig ikke det? I kunne være mennesket til stor hjælp ved at klarlægge dets opståen og historie,” siger Imrense.

”Ja, men vi har besluttet, at vi ikke vil blande os i menneskelige anliggender. Det er vores beslutning og det er bedst sådan,” svarer Vejleg.

De kommer hen til, hvor Imrense bor.

”Nå, så er jeg hjemme,” siger Imrense, ”vi ses i morgen.”

”Ja, vi ses,” svarer Leofred.

”Hej Imrense,” siger Vejleg.

Leofred og Vejleg går lidt videre.

”Jeg vil også forlade dig,” siger Vejleg.

”Det er i orden, vi ses,” siger Leofred.

”Ja,” svarer Vejleg og forsvinder.

Leofred går videre alene.

Han beslutter sig for at gå over og købe en sodavand i kiosken bag parken ved kirken.

Han køber en sodavand i kiosken og går over i parken for at drikke den. Han sætter sig på en bænk og kigger op på det store hvide hus. Der er ikke nogen at se. Hvor ville han gerne se Chicana. Han ville ønske, at hun var her og snakkede med ham. Han sidder og nyder sodavanden. En gang imellem kigger han op på det store hvide hus, men der er ikke nogen at se. Han drikker sodavanden færdig og begynder at gå hjemad.

 

Onsdag i fluktahallen

3/6 2009

 

En onsdag kommer Leofred tilfældigvis forbi fluktahallen. Han går ind for at se, om nogle af hans venner skulle være der. Han kigger ind i cafeteriet og straks begynder hans hjerte at hamre. Chicana er derinde. Han bliver glad. Han går hen til hende. Hun er klædt i sportstøj og står med en ketsjer i hånden.

”Hej Chicana,” siger Leofred.

”Hej Leofred,” svarer Chicana.

”Har du været inde og spille?” spørger Leofred.

”Jeg skal derind om lidt,” svarer Chicana.

”Er du blevet medlem?” spørger Leofred.

”Ja, jeg har fået en time hver onsdag eftermiddag,” svarer Chicana.

”Er du god? Hvor lang tid har du spillet flukta?” spørger Leofred.

”3-4 år,” svarer Chicana.

Leofred nyder at snakke med Chicana. Han elsker at se på hende og han får en følelse af lykke, når han er i nærheden af hende.

”Har du nogen at spille med?” spørger Leofred.

”Nej, træneren sagde, at jeg skal spille alene i starten. Han ville lige se, hvor godt jeg spiller,” svarer Chicana.

I det samme kommer træneren og siger, at Chicana skal ind og spille.

”Må jeg se dig spille?” spørger Leofred.

”Det må du da gerne,” svarer Chicana.

Der er vinduer i rummene, så tilskuere kan se kampene.

Leofred går hen til et af vinduerne og kigger ind. Han kan se Chicana komme ind i rummet. Hun har taget træningstøjet af. Hun er altid fint klædt på. Hun har en hvid t-shirt og en hvid nederdel med nogle små farvede mønstre på. Hendes hår er bundet op i en hestehale, så det ikke generer hende, når hun spiller. Hvor er hun smuk, tænker Leofred.

Chicana begynder at spille. Leofred kigger betaget på hende. Hun bevæger sig så yndefuldt. Leofred kan slet ikke få nok af at se på hende. Han sidder og kigger ind af vinduet hele tiden, mens hun spiller.

Efter spillet kommer hun ud i cafeteriet igen. Hun har taget træningsdragten på igen.

”Det var flot spillet,” siger Leofred.

”Tak,” svarer Chicana.

Chicana går hen og køber en sodavand. Hun kommer hen til Leofred igen.

”Det er sjovt at spille flukta,” siger Chicana. Hun sveder stadig lidt.

”Ja, det er en god sportsgren,” svarer Leofred, ”den er god for mange ting.”

Leofred holder en lille pause, før han fortsætter, ”man får brugt næsten alle muskler, man skal være hurtig, man skal være udholdende og man skal være koncentreret.”

”Ja, og man skal have en god motorik og præcision,” siger Chicana.

”Ja, det skal man også have,” svarer Leofred.

De står lidt uden at sige noget.

”Hvornår spiller I andre?” spørger Chicana.

”Vi har fællestræning hver tirsdag eftermiddag og nogle af os har aftalt at spille torsdag eftermiddag også. Det kan være, at du kan komme med på fællestræningen, når vores træner har set dig an,” siger Leofred.

”Det kunne da være meget sjovt, men det passer mig fint at spille om onsdagen i øjeblikket,” siger Chicana.

”Nå, men du skal selvfølgelig spille, når det passer dig bedst,” siger Leofred.

Leofred nyder at snakke med Chicana.

”Nå, men jeg må hellere gå ind i bad,” siger Chicana.

”Ja, skal du hjem bagefter?” spørger Leofred.

”Ja, hvorfor det?” spørger Chicana.

”Så kan vi følges ad. Det er ikke en ret stor omvej for mig at cykle den vej,” svarer Leofred.

”Ja, det kan vi godt,” siger Chicana og går hen mod omklædningsrummet.

Leofred står og venter, mens Chicana er i bad. Han er glad for at være sammen med hende.

Chicana kommer ud efter et lille stykke tid. Hun er som altid fint klædt på. Hun har pænt, lidt diskret tøj på, som farvemæssigt passer godt sammen. Han kan se, at hendes hår er nyvasket. Leofred får en følelse af lykke, da han ser hende komme hen imod sig. Hun kommer hen til ham. Han kan dufte en frisk duft af shampoo fra hendes nyvaskede hår. Den dufter godt.

”Så er jeg klar,” siger Chicana.

”Det er jeg også,” svarer Leofred.

Chicana går hen for at hente sin jakke.

De går udenfor og hen til deres cykler. Leofred kigger på Chicanas cykel. Den er gul med et brunt firmalogo. Farverne passer godt til hende.

De begynder at cykle. De siger ikke noget. Leofred nyder at køre ved siden af Chicana. Han tænker på, om han skal sige noget, men han kan ikke finde på noget fornuftigt at sige og han vil ikke sige noget, som lyder påtaget. Og egentligt gør stilheden ikke noget. Den er ikke pinlig. Den synes heller ikke at genere Chicana.

”Hvor bor du?” spørger Chicana efter et stykke tid.

”Jeg bor nogle kilometer udenfor Korshavn. Vi har et hus, som ligger ud til søen,” svarer Leofred.

”Så må I have en flot udsigt,” siger Chicana.

”Ja, vi bor dejligt. Vi har også en lille sandstrand,” svarer Leofred.

”Det må være dejligt,” siger Chicana.

”Det er det,” svarer Leofred.

De cykler videre uden at sige noget.

De kommer hen til, hvor Chicana bor.

”Nå, så er jeg hjemme. Tak, fordi du ville følge mig hjem,” siger hun.

”Det var en fornøjelse,” siger Leofred.

”Vi ses i klubben en anden gang,” siger Chicana og begynder at gå op ad deres indkørsel.

”Det gør vi,” svarer Leofred.

Han kigger lidt efter hende, før han sætter sig op på cyklen og kører hjemad.

Han er i godt humør. Han har den dejligste følelse.

Da han kommer lidt udenfor Korshavn, kan han se Deres Højhed kredse i luften over ham. Den dykker et par gange for at hilse på ham. Leofred fløjter glad tilbage til den.

 

Arkitektur

5/6 2009

 

En dag er Imrense på besøg hos Leofred. De sidder på første sal og snakker. De nyder udsigten over søen.

Leofreds far sidder i den anden ende af stuen bag sit tegnebord. Leofreds far er arkitekt. Han hjælper menneskerne i Korshavn med at tegne deres huse. Menneskerne i Korshavn tegner selv deres huse. De fleste har deres egne ideer til, hvordan deres hus skal se ud. Nogle vil have en hyggekrog med pejs i forbindelse med stuen. Andre vil have et åbent køkken bygget sammen med en spisestue. Nogle vil have første sal smart indrettet med sove-, arbejds- og børneværelser. Nogle vil have en spindeltrappe til første sal og så videre. Selv om menneskerne selv har deres egne ideer til, hvordan de vil indrette deres huse, skal de alligevel have en arkitekt til at hjælpe sig med at føre deres ideer ud i livet og med at vejlede om muligheder og give gode råd. Det er Leofreds fars arbejde. Han hjælper menneskerne i Korshavn med at tegne deres egne huse.

 

Matematik

5/6 2009

 

”Imrense, er du klar til matematikprøven i morgen?” spørger Leofred.

Leofred er god til matematik. Han kan se det logiske i de regler, der bliver opstillet eller udledt og hvordan de bagefter kan bruges på tallene generelt. Han har indset sandheden i tal og i matematik.

”Jeg har læst det, jeg skulle, og jeg tror også, at jeg har forstået det. Det er temmelig svært noget af det. Men når man først forstår det, er det ikke så svært,” svarer Imrense.

”Ja, man skal lige finde logikken. Nogle gange skal man bruge sin fantasi for at følge udledningerne og finde sandheden bag dem,” siger Leofred.

”Jeg er lidt nervøs for prøven,” siger Imrense.

”Det er jeg også, men det skal nok gå,” svarer Leofred.

”Har du nogensinde tænkt over, at talrækken er uendelig?” spørger Leofred.

”Har du nogensinde tænkt over, at du godt kan lide at filosofere?” griner Imrense.

”Ja – men uendelige ting fascinerer mig,” smiler Leofred.

”Det er godt at være god til matematik,” siger Leofreds far og han fortsætter, ”Jeg bruger det meget i mit arbejde. Der er mange uddannelser, hvor matematik er uundværlig.”

”Ja, men jeg tror, at noget af det matematik, vi har, kun er konstrueret for matematikkens egen skyld,” svarer Leofred.

”Måske, men matematik er en videnskab i sig selv og man ved aldrig, hvad man får brug for. Man bliver nødt til at tage højde for de mærkeligste tilfælde. I tager heller ikke skade af at få sat jeres hjerneceller i arbejde,” siger Leofreds far og smiler.

De sidder lidt uden at sige noget.

”Har I lyst til at høre os spille musik i aften?” spørger Leofreds far lidt efter.

”Skal I spille for nogen?” spørger Leofred.

”Nej, det er kun hyggemusik i aften,” svarer Leofreds far.

”Jeg vil gerne. Hvor spiller I?” spørger Imrense.

”Vi spiller her,” svarer Leofreds far.

Leofreds far har indrettet et lille lydstudie, hvor han kan spille musik med sine venner.

”Skal vi ikke?” spørger Imrense Leofred.

”Jo, lad os det. Hvad tid er det?” spørger Leofred sin far.

”Vi spiller klokken otte,” svarer Leofred far.

”Så lad os mødes klokken syv. Så kan vi selv spille lidt først,” siger Leofred til Imrense.

”Ja, lad os det,” svarer Imrense.

”Hvis du har lyst, kan du komme lidt tidligere og spise med. Vi spiser klokken seks i dag,” siger Leofreds far.

”Det vil jeg gerne,” svarer Imrense.

 

Musik

23/6 2009

 

Om aftenen, efter at de har spist, går Leofred og Imrense ind i lydstudiet. Vejleg er også kommet.

”Jeg tager trommerne,” siger Imrense.

”Så tager jeg bassen,” siger Leofred.

”Vil du være med?” spørger Leofred Vejleg.

”Ja, jeg kan spille på bongotromme,” siger Vejleg.

”Vi starter, som vi plejer,” siger Imrense.

De starter med at spille nogle rytmer og basgange som opvarmning. Selv om det kun er opvarmning, lyder det godt. Det er meget rytmisk.

”Nu er jeg varmet op,” siger Leofred, efter at de har spillet et lille stykke tid.

”Det er jeg også. Skal vi spille ’Liv På Markedspladsen’?” spørger Imrense.

”Det kan vi godt,” svarer Leofred.

”Så skifter jeg til xylofonen,” siger Vejleg.

’Liv På Markedspladsen’ er et nummer, Imrense og Leofred selv har skrevet. Det er et nummer, som består af nogle rytmiske dele. Mellem de rytmiske dele er der plads til improvisationer. Det er meget frigjort og kreativ musik. De skiftes til at improvisere. De er alle meget musikalske. Det lyder godt og de har det sjovt. ’Liv På Markedspladsen’ er et langt nummer. De når alle at spille flere soloer. Nummeret slutter af med, at de alle improviserer samtidigt.

”Det var nogle gode soloer,” siger Imrense.

”Ja, vi spiller godt i dag,” svarer Leofred.

”Skal vi ikke fortsætte med ’Gåtur I Den Hemmelige Have’,” spørger Imrense.

”Det kan vi godt,” svarer Leofred og Vejleg.

’Gåtur I Den Hemmelige Have’ er et roligere nummer. Det er et nummer med bløde, harmoniske lyde, som får lytteren til at føle, at han befinder sig i en drøm. Der er stadig improvisationer, men i dette nummer er soloerne langsomme og harmoniske.

De kunne blive ved med at spille, men efter at de har spillet et stykke tid, holder de en pause.

Leofred elsker at spille musik med sine venner. Han tænker på Chicana. Han ville ønske, at hun var her. Han ville ønske, at hun kunne høre musikken og snakke med dem. Leofred sidder lidt og drømmer om Chicana. Så rejser han sig og går ud for at hente noget at drikke til de andre.

Leofred kommer tilbage med noget at drikke. De sidder og hygger sig og snakker.

Leofred har lært om musik ved at spille guitar. Han har af sig selv fundet ud af, at ved at trykke på strengene, ændrer han længden af strengene og at dette giver forskellige toner. Han har fundet ud af, at ved at halvere længden på en streng, får han den samme tone, bare højere. Han kan så regne ud med hjælp fra matematikken, hvordan ribberne på en guitar skal ligge alt efter, hvor mange toner han vil kunne spille, før han kommer tilbage til den samme tone. Det mest almindelige i Lavinia er at bruge 12 toner, før man kommer tilbage til den samme tone. Dette er bekvemt, fordi der så (med meget små afvigelser) kommer rene toner ved at halvere strengen, ved at tage en tredjedel af strengen, ved at tage en fjerdedel af strengen samt ved at tage en femtedel af strengen. Leofred kan se sammenhængen mellem musik, matematik og naturvidenskab, hvor tonerne kan beregnes ud fra matematikkens logaritmefunktioner og han kender sammenhængen mellem tonernes bølgelængde og frekvens. Leofred kan finde akkorder både ud fra gehør og ud fra matematik/logik. Han har fundet ud af, at de reneste akkorder (dur-akkorderne) kommer ved at tage en grundtone og sætte den sammen med tonerne, som har en bølgelængde på en tredjedel og en femtedel af grundtonen (en bølgelængde på halvdelen eller en fjerdedel af grundtonen giver grundtonen selv, bare højere). Leofred har udviklet absolut gehør efter 12-toneskalaen. Han kan finde iørefaldende melodier både ved gehør, ved at bruge matematik/logik og ved at prøve at sætte tilfældige toner sammen og så huske de sammensætninger, som giver smukke melodier. Han kan bedst lide at finde melodier efter gehør eller tilfældigheder, fordi dette kan skabe en magi i musikken.

Leofred kan spille på flere instrumenter. Når man først har lært om tonerne på et instrument, er det lidt lettere at lære at spille på andre.

Han er også god til at spille trommer. Hans fornemmelse for tiden gør, at han er god til at holde rytmen. Han kan holde forskellige rytmer med hænder og fødder samtidigt, så han kan spille meget svære rytmer.

Leofred begynder at stemme sin basguitar. Han stemmer den ved at bruge flageoletter.

”Der er noget ved vores toneskala, som ikke stemmer,” siger Leofred.

”Hvad mener du?” spørger Imrense.

”Hvis jeg halverer en streng, får jeg nøjagtig den samme tone, bare højere. Dette kunne jeg gøre flere gange. Hver gang jeg halverer strengen, vil jeg få den samme tone, bare højere. Men hvis jeg holder fingeren ganske let på tredjedelspunktet af en streng, får jeg en ny tone – en flageolet, den syvende tone efter strengens grundtone. Denne tone bruger jeg til at stemme den næste streng. Men jeg er ikke sikker på, at det er en ren tone, som ligger i tredjedelspunktet. Hvis det er en ren tone, som ligger i tredjedelspunktet, ville jeg igen kunne tage tredjedelspunktet af denne tone. Det ville jeg kunne gøre 12 gange og så skulle jeg igen komme til den tone, jeg startede med, bare noget højere. En tredjedel, af en tredjedel, af tredjedel og så videre vil aldrig kunne blive til den samme tone, som jeg startede med, fordi nøjagtig den samme tone altid fås ved at halvere strengen et antal gange. Måske er tonen i tredjedelspunktet ikke en helt ren tone,” siger Leofred.

”Det kan der være noget om, men jeg synes, at vores toneskala virker godt nok. Det kan godt være, at den ikke er helt nøjagtig, men musikken er god nok,” svarer Imrense.

”Der er noget andet, jeg synes, der er mærkeligt,” siger Leofred.

”Hvad er det?” spørger Imrense.

”Jo, der findes mange millioner musiknumre, men der findes kun 12 toner. Tonerne kan endda kun sættes sammen med visse af de andre toner, for at det lyder harmonisk. Det er mærkeligt, at så få toner kan give så mange melodier. Det er mærkeligt, at der ikke er flere numre, der lyder ens,” siger Leofred.

”Nu filosoferer du igen,” griner Imrense, ”der findes jo også mange forskellige instrumenter og lyde.”

”Det er rigtigt,” siger Leofred, ”og der findes mange forskellige rytmer.”

”Ja, men du har da lidt ret. Der er noget andet, der også er mærkeligt,” siger Imrense.

”Hvad er det?” spørger Leofred.

”Jo, det er mærkeligt, at man tit kan kende en sang, bare der er spillet et par sekunder af den. Bare man hører lyden, rytmen og de første par toner af en sang, er man klar over, hvad det er for en. Det er da mærkeligt, især når man tænker på, hvor mange sange, der findes,” siger Imrense.

”Ja, det er også lidt mærkeligt. Nogle gange kan man kende en sang, bare man hører rytmen i nogle få sekunder,” siger Leofred.

De sidder lidt uden at sige noget.

”Har I også musik i denverlejernes verden?” spørger Leofred Vejleg.

”Ja,” svarer Vejleg.

”Bruger I også toner eller hvordan er jeres musik?” spørger Leofred.

”Ja – vi har både faste toneskalaer og instrumenter, som kan spille vilkårlige frekvenser,” svarer Vejleg.

”Har I også en 12-toneskala, som vi har?” spørger Leofred.

”Ja, og vi er godt klar over det problem, som du lige gjorde opmærksom på,” svarer Vejleg.

”Har I løst problemet?” spørger Leofred.

”Næ, vi skelner mellem tonerne i logaritmiske skalaer og tonerne frembragt i tredjedelspunkterne. Men vi har også andre toneskalaer,” svarer Vejleg.

”Vil du fortælle om dem?” spørger Imrense.

”Nej, ikke nu, men vi har toneskalaer, som kan sætte vilkårlige frekvenser sammen,” svarer Vejleg.

”Hos os er der også nogle, som dyrker disharmonier,” siger Leofred.

”Dem har vi selvfølgelig også – der findes ikke noget bedre end at høre nogle disharmonier, som bliver efterfulgt af nogle harmoniske akkorder, som helt opløser det disharmoniske,” svarer Vejleg.

I det samme kommer Leofreds far ind ad døren sammen med dem, han skal spille med.

Leofred, Imrense og Vejleg sætter sig i nogle lænestole i den ene ende af lokalet.

De voksne begynder at spille. Leofred, Imrense og Vejleg sidder stille og lytter. Leofred nyder musikken. Han kommer til at tænke på Chicana. Han ville ønske, at hun var her. Han tænker lidt på hende, mens han lytter til musikken.

Efter at have spillet et godt stykke tid, holder de voksne en pause.

”Jeg må hellere se at komme hjemad,” siger Imrense.

”Ja, jeg er også lidt træt,” siger Leofred.

Leofred, Imrense og Vejleg forlader lydstudiet.

”Vi ses i morgen,” siger Imrense.

”Ja, kom godt hjem,” siger Leofred.

”Jeg vil også forlade jer,” siger Vejleg.

”Hej,” siger de alle tre i kor og går hver til sit.

 

Onsdag i fluktahallen

7/6 2009

 

Næste onsdag cykler Leofred igen hen til flukta-hallen. Han kan se, at Chicanas gule cykel holder udenfor.

Leofred går ind i hallen. Han får øje på Chicana. Hans hjerte begynder at hamre. Hun sidder ovre ved cafeteriet. Han kigger på hende. Hun sidder i sit sportstøj. Hun er som altid fint klædt på. Hun har ikke træningsdragt på i dag, men det er også begyndt at blive varmere udenfor. Hendes hår er bundet op i en hestehale. Hvor er hun smuk, tænker Leofred. Han går over til hende.

”Hej Chicana,” siger Leofred.

”Hej Leofred,” svarer Chicana.

”Har du været inde og spille?” spørger Leofred.

”Nej, jeg skal derind om lidt,” svarer Chicana.

”Har du snakket med træneren om at komme med på fællestræningen om tirsdagen?” spørger Leofred.

”Nej, men det passer mig som sagt udmærket at spille onsdag eftermiddag i øjeblikket,” svarer Chicana.

Leofred sætter sig ved siden af hende.

”Det er begyndt at blive varmere,” siger Leofred.

”Ja, det er dejligt,” svarer Chicana.

De sidder lidt uden at sige noget.

”Er du ved at falde til i byen?” spørger Leofred lidt efter.

”Ja, men jeg møder ikke så mange, når jeg ikke går i skole. Jeg glæder mig til at starte i gymnasiet. Også fordi at jeg så kan komme ud blandt andre på min egen alder. Jeg vil gerne lære lidt flere at kende,” svarer Chicana.

”Ja, jeg er glad for at gå i gymnasiet. Jeg har mange gode kammerater der og der er et godt klima,” siger Leofred.

I det samme kommer træneren hen til Chicana.

”Du kan gå ind og spille nu. Jeg kommer ind og ser på, at du spiller i dag,” siger han.

”Det er i orden. Jeg er på vej,” svarer Chicana.

”Held og lykke,” siger Leofred.

”Tak,” smiler Chicana.

Leofred bliver siddende. Han vil ikke gå ind og kigge på, at Chicana spiller, når hun skal undervises. Han synes, at det kan være distraherende at blive undervist, mens andre kigger på. Ikke at det betyder så meget, men han synes, at hun skal have ro under undervisningen.

Han går hen til et af de andre rum og kigger ind. Der er en lille dreng, der spiller. Han styrter rundt derinde. Laserstrålen kommer i en svær vinkel, men drengen klarer det flot. Leofred smiler. Flukta er en god sport. Han bliver stående lidt og kigger på drengen. Så går han igen ud til cafeteriet og venter på, at Chicana skal blive færdig med at spille.

Chicana kommer svedende ud efter et stykke tid.

”Puha, det var hårdt,” stønner hun.

”Har træneren været hård ved dig?” spørger Leofred.

”Ja, han satte computeren til at sende laserstrålen ud i alle hjørnerne,” svarer Chicana.

”Han ville nok se, hvordan du spiller, når du er presset,” siger Leofred.

”Ja, og det blev jeg i hvert fald også,” stønner Chicana.

De sidder lidt uden at sige noget. Så går Chicana op for at købe en sodavand.

”Man har det nu meget rart efter sådan en omgang,” siger Chicana, da hun kommer tilbage.

”Ja, når man har fået vejret og pulsen er kommet lidt ned igen, har man det godt,” svarer Leofred.

”Jeg har set, at nogle af de dygtige spillere også laver konditionstræning,” siger Chicana.

”Ja, det er der nogle, som gør,” siger Leofred.

”Laver I også konditionstræning på fællestræningen?” spørger Chicana.

”Det er frivilligt. Træneren har lavet et konditionsprogram, som vi kan køre igennem, hvis vi har lyst. Han har også lavet et program til styrketræning og hurtighedstræning,” svarer Leofred.

”Det lyder hårdt,” siger Chicana.

”Ja, men det er, som sagt, frivilligt,” svarer Leofred.

”Deltager du i det?” spørger Chicana.

”Ja, altid. Jeg kan godt lide det,” svarer Leofred.

”Er du så også god til at spille?” spørger Chicana.

”Næ, ikke specielt. Jeg spiller kun for sjov. Men jeg elsker at spille,” svarer Leofred.

”Det er også det, der er det vigtigste,” smiler Chicana.

De sidder lidt uden at sige noget.

”Nå, jeg vil gå ind i bad,” siger Chicana lidt efter.

”Ja, hvis jeg venter, skal vi så følges hjem?” spørger Leofred.

”Det kan vi godt,” siger Chicana og går hen mod omklædningsrummet.

Leofred kigger efter hende, mens hun går hen mod omklædningsrummet. Hvor er hun dejlig, tænker han.

Han sætter sig til at vente.

Efter et stykke tid kommer Chicana ud. Leofred kigger på hende. Hun er som altid fint klædt på. Hendes hår er velfriseret. Hun har ladet det hænge løst denne gang. Leofred får en følelse af lykke, da han ser hende komme ud ad døren.

”Så er jeg færdig. Er du klar til at køre?” spørger Chicana.

”Ja,” siger Leofred.

De går ud ad hallen.

De cykler hjemad. Ingen af dem siger noget. De cykler bare stille og roligt ved siden af hinanden. Leofred tænker, om han skal sige noget, men stilheden mellem dem er ikke generende. Leofred føler sig lykkelig.

”Jeg kan godt mærke, at træneren var hård ved mig i dag,” siger Chicana efter at de har cyklet lidt.

”Ja, nogle gange kan man mærke det i musklerne flere dage efter,” siger Leofred.

”Det er måske, fordi jeg ikke er i så god form endnu,” siger Chicana.

”Måske, men det er vel ikke direkte generende?” spørger Leofred.

”Næ, jeg er bare lidt træt,” siger Chicana.

”Så skal du bare slappe lidt af i aften. Så er du frisk igen,” siger Leofred.

”Ja,” smiler Chicana.

De kommer hen til Chicanas hus.

”Så er jeg hjemme. Vi ses vel en anden gang,” siger Chicana.

”Det gør vi. Du sover nok godt i nat,” siger Leofred,

”Det tror jeg også, at jeg gør. Hej med dig,” siger Chicana og går op ad deres indkørsel.

”Hej,” siger Leofred.

Han kigger efter Chicana, mens hun går op ad indkørslen. Så sætter han sig op på cyklen og kører hjemad. Han er glad. Han føler lykke.

Da Leofred er ved at være hjemme, kommer Deres Højhed flyvende for at tage imod ham. Den dykker et par gange imod ham, som den plejer og Leofred fløjter glad tilbage.

 

Et kunstværk

13/7 2009

 

En aften sidder Leofred og hans forældre hjemme og spiser aftensmad. De snakker, mens de sidder omkring aftensbordet. De kan snakke om alt muligt, mens de sidder og spiser. Om de har oplevet noget i løbet af dagen, hvad de skal de næste dage, om der er sket noget vigtigt i Korshavn eller i Lavinia – ja, de kan snakke om alt muligt. Leofred kan godt lide at sidde omkring aftensbordet og snakke. Han kommer til at tænke på Chicana. Han ville ønske, at hun også var her. At hun sad her ved bordet og spiste og snakkede med dem.

”Der er nogle kunstnere, som har lavet en udstilling lidt udenfor Korshavn,” siger Leofreds far og han fortsætter, ”de kalder den for ’Den Gyldne Tid’. De har fået et stort område til at lave udstillingen på. Alt på området er en del af udstillingen. De har bygget et hus og anlagt et have kun på grund af dette kunstværk. Der går rygter om, at de har forgyldt hele området. Det skulle være meget smukt,” siger Leofreds far.

”Det lyder spændende,” siger Leofred mor.

”Ja, skal vi tage ud og se det på lørdag?” spørger Leofreds far.

”På lørdag? Hmmmm. Det kan vi godt. Vil du med, Leofred?” spørger Leofreds mor.

”Ja,” svarer Leofred.

”Vi kan cykle derud. Det ligger ca. 5 km udenfor Korshavn,” siger Leofreds far.

”Ja, lad os det,” siger Leofreds mor.

Lørdag eftermiddag cykler de ud til udstillingen.

Der er et hegn omkring området, så de ikke kan se derind. De går hen til indgangen.

”Kan jeg købe 3 billetter?” spørger Leofreds far.

”Ja, værsgo. I skal klædes om, før I må gå ind i selve udstillingen. I skal gå ind i huset derovre. Der får I at vide, hvad I skal gøre,” siger manden i billetlugen.

Leofred og hans forældre går hen til huset. Der står en mand og tager imod dem.

”Velkommen,” siger manden.

”Først skal I have noget tøj. I skal ind ad den dør, så vil en ung dame hjælpe jer med at finde noget tøj, som passer til jer,” siger manden og peger på en dør.

De går ind ad døren. Lige inden for døren sidder nogle kvinder bag en skranke.

Leofred kigger rundt i lokalet. Det er fyldt med lange rækker af kostumer. Alle kostumerne er gyldne, med små mønstre i forskellige farver.

En af kvinderne kommer hen til dem.

”Velkommen. Vi skal have fundet noget tøj til jer. Vi begynder med ham her,” siger hun og kigger på Leofred for at tage mål af ham. Hun tager et målebånd og måler ham rundt om maven.

”Kom med,” siger hun og begynder at gå hen langs en af rækkerne med tøj.

”Hvilke farver kan du bedst lide?” spørger kvinden.

”Tja, det ved jeg ikke. Måske blå, brun, hvid og sort,” svarer Leofred.

”Brun har vi ikke ret meget af, men her er noget tøj med mønstre i blåt, sort og hvidt,” siger kvinden.

”Her, prøv dette,” siger hun og tager et sæt tøj ned fra en af rækkerne. Leofred kigger på tøjet. Det er gyldent med små, broderede mønstre i blåt, hvidt og sort.

”Der er prøverum derovre,” siger hun og peger på nogle forhæng.

Leofred går over og prøver tøjet. Det sidder fint. Tøjet er flot. Mønstrene er flotte og farverne passer godt sammen.

Leofred går ud til de andre. Kvinden er ved at finde noget tøj til Leofreds forældre. Hun kigger på Leofred.

”Det ser fint ud. Sidder det godt nok?” spørger kvinden.

”Ja,” svarer Leofred.

Snart har kvinden også fundet noget gyldent tøj til Leofreds forældre.

”Så har I fundet jeres tøj. Nu skal I have et bad og klædes om. Herrerne skal ind ad den dør,” siger kvinden til Leofred og hans far og peger på en dør.

”Og du skal ind ad den dør,” siger kvinden til Leofreds mor og peger på en anden dør.

”I skal vaske håret med denne shampoo,” siger kvinden og giver dem hver en lille tube shampoo.

”Udstillingen starter, når I er kommet ind ad døren. Jeg håber, at I må få en god oplevelse,” siger kvinden.

Leofred og hans far går ind ad døren, som kvinden pegede på. De kommer ind i et omklædningsrum. Alt i rummet er forgyldt med kanterne på de forskellige ting i rummet markeret med sort. Væggene, gulvet og loftet er forgyldt med kanterne markeret med sort. Der er gyldne bænke og knagerækker i rummet og langs den ene væg er der nogle gyldne skabe, hvor det almindelige tøj skal opbevares. I den ene ende af rummet er der et aflukke med nogle brusere. Alt sammen er gyldent.

Leofred og hans far finder hver en plads og begynder at tage deres tøj af.

De kommer ud til bruserne og tænder for vandet.

Vandet, der kommer ud, er gyldent.

”Det ser lidt giftigt ud,” siger Leofred.

”Ja,” svarer hans far.

Leofred stiller sig ind under vandet.

”Det føles som almindeligt vand,” siger Leofred.

”Ja, men gad vide, om vi også bliver rene af det?” smiler Leofreds far.

Leofred kigger over på sin far. Farven fra vandet bliver siddende på hans fars krop. Snart er hans krop helt gylden. Leofred kigger ned af sig selv. Farven bliver også siddende på hans krop. Snart er også hans krop glitrende gylden.

”Gad vide, hvad det er for noget?” siger Leofreds far og kigger på den lille tube shampoo.

Leofred tager sin shampoo og trykker lidt ud i hånden. Det er sort. Han begynder at gnide det ud i håret. Efterhånden, som han gnider shampooen ud, begynder håret at blive sort. Efter at have gnubbet lidt, skyller Leofred shampooen ud igen. Den sorte farve bliver i håret. Leofred kigger på sin far. Han er gylden over det hele med sort hår. Leofred går hen til et spejl, som hænger over nogle håndvaske. Han er også gylden over det hele med kulsort hår.

Han prøver at kradse lidt på huden, men farven bliver siddende.

”Gad vide, om det kan gå af igen,” siger Leofred.

”Forhåbentlig,” siger hans far.

De går ud ad badet og tørrer sig. Den gyldne farve bliver siddende på huden. De tager deres gyldne tøj på og går ud ad en dør i modsatte ende af rummet.

De kommer ud i en frisørsalon. Også her er alting gyldent med sorte markeringer. Nogle frisører ved at sætte håret op på nogle besøgende. Også frisørerne er gyldne med sort hår sat op i mærkelige frisurer. Nogle har håret sat op så det stritter, andre har sat det op i mærkelige figurer – ja, de har sat håret op på alle mulige måder. En dame kommer hen til dem.

”Værsgo at tage plads,” siger hun.

Leofred og hans far sætter sig.

Lidt efter kommer Leofreds mor også ud. Hun er gylden med sort hår som de andre.

En frisør kom hen til Leofred.

”Så skal vi have fundet en frisure til dig,” siger han og han fortsætter, ”du er korthåret, så der er ikke så meget at arbejde med. Vi må prøve at finde på noget sjovt til dig. Har du selv nogen ideer?”

”Jeg vil helst ikke klippes, men hvilke muligheder har jeg ellers?” spørger Leofred.

”Næsten alt kan lade sig gøre,” svarer frisøren.

”Kan du rejse håret i siderne og lægge det fladt ned i midten?” spørger Leofred.

”Skal det bare stritte ud i siderne eller skal det samles ligesom i horn?” spørger frisøren.

”Lad det bare stritte,” siger Leofred.

Frisøren sætter Leofreds hår, som de har aftalt.

Snart har også Leofreds mor og far fået sat deres hår.

Leofred kigger på sine forældres hår og smiler.

Leofreds mor er langhåret. Hun har fået noget i håret, så det er blevet stift. Det står lige lodret op i luften og halvvejs oppe knækker det 90 grader og peger skråt bagud.

Leofreds far har fået sat håret, så det stritter til alle sider.

”Ja, så er I klædt på til udstillingen. I kan gå ud af en af de to døre. Den ene fører ud til haven,” siger frisøren og peger på en glasdør.

Leofred kan se en gylden have bag glasdøren.

”Den anden fører ud til et lille indkøbscenter med nogle forretninger og en restauration,” siger frisøren og peger på en anden dør.

”Lad os gå ud i haven først. Så kan vi se på forretningerne og måske få en kop kaffe bagefter,” siger Leofreds mor.

”Det lyder som en god ide,” siger Leofreds far.

De går ud ad døren til haven. De kommer ud på en terrasse med nogle borde og stole.

Leofred kigger sig omkring. Terrassen har gyldne fliser. Bordene og stolene er også gyldne med kanterne markeret med sort. Han kigger ud i haven. Alt i haven er gyldent. Stierne, græsset, planterne, jorden. Bag den gyldne farve har blomsterne og planterne stadig et skær af deres oprindelige farver. Det er meget smukt. Haven er omkranset af en gylden hæk i en grøn nuance.

”Kom, lad os gå denne vej,” siger Leofreds mor og begynder at følge en sti.

Leofred og hans far følger efter. De kommer rundt om nogle buske til en mindre have med et lille springvand.

Leofred går hen til springvandet og kigger på det. Vandet er klart, men resten af springvandet er gyldent. Der er glimmer i vandet. Det glitrer, når solen skinner på de små, urolige bølger. På den gyldne bund ligger strøet små stykker glas i forskellige farver. De står lidt og kigger på det. Det er meget smukt.

De går videre og kommer til en låge i hækken. De går gennem lågen og kan se ud over en lille dal. Alt i dalen er gyldent med et skær af de oprindelige farver. Træerne er gyldne med et grønligt skær. Planterne og blomsterne er gyldne med et skær af deres oprindelige farver. Alting glitrer i sollyset.

Der er opstillet spejle i forskellige former forskellige steder i dalen. En gang imellem bliver laserstråler i forskellige farver sendt rundt imellem spejlene. Laserstrålerne kommer fra forskellige steder og er i forskellige farver. Nogle steder rammer de de samme spejle, men i forskellige vinkler.

”Hvor er det smukt,” siger Leofreds mor.

”Ja, og det må også være smukt, når det er mørkt,” siger Leofreds far.

”Skal vi ikke blive her, til det bliver mørkt?” spørger Leofred.

”Nu kan vi se,” siger hans far.

De følger en gangsti ned i bunden af dalen. Alt er gyldent. Stien er gylden med bløde striber i sølv og sort blandet med det gyldne.

I bunden af dalen løber et lille vandløb. Der er almindeligt vand i vandløbet, men bunden er gylden. Over den gyldne bund ligger strøet små, diamantlignende glaskrystaller og spejle. Vandløbets urolige, små bølger glitrer i solen, mens de flyder hen over glaskrystallerne og spejlene. De står lidt og kigger på det. Det er meget smukt.

Leofred kommer til at tænke på Chicana. Han ville ønske, at han kunne opleve sådan noget sammen med hende.

De følger en sti langs vandløbet. De kan høre vandet klukke, mens de går og kigger på det glitrende vandløb i den gyldne verden. Deres gyldne kroppe glitrer i solen, når de bevæger sig.

”De kalder det Guldkysten,” smiler Leofreds far.

”Gør de?” spørger Leofred.

”Nej, det var bare for sjov,” smiler Leofreds far.

”Selv solen er gylden,” siger Leofreds mor.

”Ja, bare vi ikke får gulsot,” siger Leofred.

De smiler alle.

De følger en sti tilbage mod centeret. De kommer til et sted, hvor en kanon skyder guldstøv højt op i luften. Guldstøvet holder sig svævende i lang tid, mens det glitrer i sollyset. En gang imellem kommer en metallisk lyd fra en højtaler, ligesom når to stykker metal bliver slået mod hinanden. De står lidt og kigger på glimmeret i luften, før de går videre.

De kommer tilbage til haven og centeret. De går ind i en af forretningerne. Det er en souvenirforretning. Alt i forretningen er gyldent med kanterne markeret med sort. Alle tingene, man kan købe, er gyldne. Der er alle mulige souvenirs. Tøjdyr, spillekort, postkort, shampoo, glaskunst osv. og alt er gyldent. De går lidt rundt og kigger på de forskellige varer. De forlader forretningen igen uden at købe noget.

De går ind i den næste forretning. Det er en tøjforretning. Også her er alting gyldent. Tøjet ligner det tøj, de har på. Det er gyldent med små mønstre i forskellige farver. De kigger lidt på tøjet.

En ekspedient kommer hen til dem.

”Er I interesseret i at købe noget?” spørger hun.

”Nej, vi kigger bare,” svarer Leofreds far.

”I har også mulighed for at købe det tøj, I har på,” siger ekspedienten.

”Tak, men jeg tror bare, at vi kigger i denne omgang,” svarer Leofreds mor.

”Det skal I også være velkomne til. Vi er en del af udstillingen,” siger ekspedienten.

De går lidt rundt og kigger på det gyldne tøj. Der er mange smukke kjoler med mønstre i alle mulige farver. De ser en smuk, lang gallakjole med mønstre af små spejle, diamantlignende glaskrystaller, perler og sølvbroderinger. Den er meget smuk. De ser også nogle stilfulde jakkesæt med ornamenter i forskellige farver til herrer.

”Er det ved at være tid til en kop kaffe?” spørger Leofreds mor efter at de kigget på tøj et stykke tid.

”Ja, lad os finde restaurationen,” siger Leofreds far.

De går ud af tøjforretningen og går over til restaurationen.

”Gad vide om maden også er gylden?” spørger Leofreds mor.

”Det kan være, at de serverer guldkorn,” siger Leofred.

”Ja, eller måske kan vi få guldhorn til kaffen,” siger Leofreds far.

De smiler.

De går ind i restauranten. Også her er alt gyldent med sorte kanter. De bestiller en kop kaffe.

Lidt efter kommer en servitrice med kaffen. Kaffekopperne og kaffekanden er gyldne. Kaffen er sort, men sukkeret er dyppet i honning, så det også er gyldent.

”Må vi tage kaffen med udenfor?” spørger Leofreds far servitricen.

”Ja, men vær rar at sætte kopperne i stativerne til brugt service, når I er færdige,” svarer servitricen.

”Skal vi ikke sætte os ud til springvandet?” spørger Leofreds far.

”Jo, lad os det,” svarer Leofreds mor.

De tager kaffen med ud til springvandet og sætter sig ved et bord. De sidder og kigger sig omkring, mens de nyder kaffen. De sidder et stykke tid uden at snakke.

Leofred nyder det. Det er dejligt at sidde her sammen med sin mor og far. Han kommer til at tænke på Chicana.

”Der er meget smukt herinde, men jeg tror, at jeg ville blive træt af at skulle se på det altid,” siger Leofreds mor.

”Ja, det må være hårdt at arbejde herinde. Tænk at skulle se på guld mange timer om dagen flere dage i træk. Jeg er glad for, at den virkelige verden ser ud, som den gør,” svarer Leofreds far.

”Ja, det får en til at tænke på, hvor forunderlig og smuk vores rigtige verden er,” siger Leofreds mor.

”Ja, man lærer at værdsætte alle de forskellige farver i vores rigtige verden,” siger Leofreds far.

De sidder lidt og nyder solskinnet, mens de lytter til springvandets klukken.

”Det bliver mørkt om 2 timer. Skal vi gå lidt rundt og kigge en times tid og så gå hen til restauranten og få noget spise?” spørger Leofreds far og han fortsætter, ”når vi har spist, vil det være mørkt og så kan vi gå ned og se på laserlysene igen.”

”Det lyder som en god ide,” siger Leofreds mor.

”Ja, jeg vil også gerne se laserlyset, mens det er mørkt,” siger Leofred.

Den næste times tid går de rundt og kigger på den gyldne verden.

Efter de har spist, er det blevet mørkt.

De går hen til lågen ud mod dalen. De åbner lågen og kigger ud over dalen. Hvor er det flot. De kan se de forskelligt farvede laserstråler rundt i hele dalen. Laserstrålerne blinker og skifter farve hele tiden.

Vandløbet er oplyst af skarpe projektører. Nogle lyser op fra vandet og nogle lyser ned i vandet. Det glitrer, når det skarpe lys rammer glaskrystallerne og spejlene i det rislende vand. De kan se, hvordan vandløbet glitrende bugter sig ned gennem dalen.

Også stierne i dalen er oplyst. Familien kan se de gyldne stier rundt i hele dalen.

”Nej, hvor er det smukt,” siger Leofreds mor.

”Ja, det var værd at vente på,” siger Leofreds far.

Der er en lille isbod ved indgangen til dalen.

”Skal vi ikke købe en is?” spørger Leofred og han fortsætter, ”vi kan gå en tur i dalen, mens vi spiser den.”

”Det kan vi godt,” siger Leofreds far.

De køber en softice. Isen er gylden.

”Den ser lidt giftig ud,” siger Leofreds far.

Leofred tager en lille bid.

”Men den smager godt nok,” siger han.

De går rundt i dalen, mens de spiser isen. De kommer ned til vandløbet. Vandet, spejlene og glaskrystallerne glitrer i det skarpe lys. De følger stien rundt og kommer tilbage til centeret.

”Nå, men nu er det vist snart på tide at komme hjemad,” siger Leofreds far.

”Ja, gad vide, om vi kan få farven af?” spørger Leofreds mor.

”Det må vi håbe,” svarer Leofreds far.

De går mod udgangen. Der står en mand ved døren.

”Det var en flot udstilling, men vi må hellere se at komme hjemad. Kan vi få farven af igen?” spørger Leofreds mor.

”Ja, her er en speciel shampoo, som fjerner både den gyldne farve og farven i håret,” siger manden og giver hver af dem en lille tube shampoo.

Leofred og hans far går ind i herrernes baderum. De vasker sig og får deres almindelige tøj på igen.

De går udenfor til den normale verden. Lidt efter kommer Leofreds mor også ud.

”Det er helt rart, at ting har deres rigtige farver igen,” siger Leofred.

”Ja,” siger Leofreds far.

De begynder at cykle hjemad.

”Det var en gylden oplevelse,” siger Leofreds far.

”Ja,” siger Leofreds mor.

Leofred smiler.

 

Besøg på en byggeplads

20/7 2009

 

En dag er Leofred på besøg hos Imrense i Korshavn.

Vejret er godt. De sidder nede på havnen og snakker og kigger ud over vandet. Vejleg er der også.

”Min far er arkitekt på et hus, som de er ved at bygge på vejen ud mod næsset. Skal vi tage ud og se på byggeriet?” spørger Leofred.

”God ide,” siger Imrense.

Imrense kigger endnu en gang ud over søen, inden han rejser sig.

”Så lad os tage derhen,” siger han.

Leofred og Vejleg rejser sig også og de begynder at gå ud mod næsset.

De kommer hen til byggepladsen. De kan se at fundamentet er støbt og at en del af murene er rejst.

Huset har en sjov form. Den ene del er rund og den er endnu ikke bygget færdig. Den ser ud til at blive temmelig høj. Resten af huset er sat sammen af rektangulære og kvadratiske områder i forskellige størrelser. Denne kantede del af huset ser ud til kun at blive i 1 etage.

Vennerne ser Leofreds far stå ved indgangen mellem den runde del og den kantede del. De går hen til ham.

”Hej med jer,” siger Leofreds far.

”Hej,” siger drengene og Vejleg i munden på hinanden.

”Må vi kigge lidt på byggeriet?” spørger Leofred.

”Ja, men I skal passe på ikke at gå i vejen. Og I skal have disse her på,” siger Leofreds far og henter en hjelm til hver af dem.

De tager hjelmene på.

”Det er et sjovt hus, I er ved at bygge,” siger Imrense.

”Ja, der er både en rund del og en kantet del. De, der skal bo her, ville gerne have et højt beliggende rum med udsigt over både Lillesø og byen. Vi fandt frem til, at de kan få begge dele, hvis vi bygger et rundt hus med glasfacade hele vejen rundt på den øverste etage. Så kan de sidde deroppe og se ud over både Lillesø og Korshavn. Det høje, runde hus ville ikke give boligareal nok, så vi besluttede at gøre huset større med en kantet del. Den runde del af bygningen bliver i 2 etager. Den kantede del af bygningen bliver kun i 1 etage, men den skal være flad og der skal laves en terrasse på taget. Der skal laves en udgang fra den runde del, så de kan gå direkte fra glasrummet ud på terrassen,” siger Leofreds far.

”Det bliver flot,” siger Imrense.

”Ja, jeg synes, at vi fandt frem til en god løsning,” siger Leofreds far.

”Den flade del har en sjov form,” siger Leofred.

”Ja, de ville også gerne have en masse hyggekroge, så vi fandt frem til, at der skal bygges nogle verandaer og udestuer rundt omkring. De ville også gerne have nogle nicher og kroge til nogle af deres skabe og møbler. Det er første gang, jeg er med til at bygge et hus, som er tegnet efter, hvordan deres møbler ser ud,” siger Leofreds far smilende.

”Ville det ikke være nemmere at designe møblerne, så de passer til huset,” spørger Imrense.

”Jo, det er vist det normale,” siger Leofreds far.

”Det var da en god ide,” siger Leofred og han fortsætter, ”far, jeg ved, at du hjælper folk med at tegne deres egne huse. Ville det ikke være en god ide at udvide firmaet, så de også kan designe deres egne møbler. Hvis I både kunne tegne det ideelle hus og designe møbler, så de passer til, så ville det da være fuldendt.”

”Jo, det er en god ide,” siger Leofreds far og han fortsætter, ”jeg kender en møbelsnedker, som måske kan hjælpe til. Det vil jeg undersøge.”

De går rundt og kigger på det halvfærdige hus. Leofred kommer til at tænke på Chicana, men han bliver afbrudt i sine tanker af Imrense.

Imrense har fået øje på en stor betonbjælke.

”Det er en ordentlig bjælke. Den må kunne bære en masse,” siger han.

”Ja, det er en af de bærende bjælker,” siger Leofreds far.

Vejleg, Imrense og Leofred går hen og føler på bjælken.

”Hvordan kan det være, at den er så stor?” spørger Imrense.

”Vi har beregnet, hvor meget den skal bære og vi har konstrueret den efter det,” siger Leofreds far.

”Kan I beregne, hvor meget den skal bære og konstruere den efter det? Er alt i huset beregnet?” spørger Imrense.

”Ja, det er et område indenfor fysikken, som kaldes statik. Læren om at være i ligevægt eller om ikke at flytte sig. I modsætning til dynamik, som er læren om at være i bevægelse. Vi sørger for, at huset kan modstå alle de kræfter, det er udsat for, så det ikke falder sammen eller flytter sig. Det går ikke, at huse falder sammen eller at de flytter sig,” siger Leofreds far.

”Nej, med mindre det er en campingvogn,” griner Leofred.

De smiler alle sammen.

”Hvordan foregår sådan en beregning?” spørger Imrense.

”Det er lidt teknisk. Kort fortalt starter vi med at finde ud af, hvilke kræfter huset er belastet af. Det kan være fra naturen side. Vind og sne. Det er forskelligt fra år til år, hvor meget sne der falder og hvor meget det blæser, men vi ved nogenlunde, hvor slemt det er, når det er værst.

Det skal også kunne holde til at blive brugt. Det skal kunne bære møbler, komfurer, køleskabe og alt det man har i sine huse. Vi ved også nogenlunde, hvor meget sådanne ting belaster et hus.

Huset skal også kunne holde til at flere mennesker går eller opholder sig i huset. Måske hopper de endda i huset, hvis de vinder i lotto eller hvis landsholdet scorer et mål. I beregningerne påfører vi huset alle de belastninger, det i værste tilfælde kan tænkes udsat for og så konstruerer vi huset, så der ikke vil ske noget med det, selv om det bliver udsat for disse belastninger,” siger Leofreds far.

”Men hvad hvis der en dag falder mere sne end I havde regnet med. Falder alle huse så sammen?” spørger Leofred.

”Vi kan selvfølgelig ikke gardere os mod alt, men vi har nogle faktorer – vi kalder dem for partialkoefficienter – som vi multiplicerer belastningen med for at være på den sikre side. Vi ved, hvor meget huset sandsynligvis bliver belastet, når det er værst. Dette tal multiplicerer vi med 1,5. Det svarer til, at huset kan holde til, ikke bare at blive belastet med den værste belastning, men 50% mere,” siger Leofreds far.

”Partialkoefficient – det er en sjov betegnelse. Man multiplicerer med en partialkoefficient for at være på den sikre side,” siger Imrense.

”Ja, det er rigtigt. Vi beregner, hvad huset i værste tilfælde bliver udsat for og så bygger vi det, så det kan holde til 50% mere end det værste tilfælde,” gentager Leofreds far.

”Hvordan ved I, hvad sådan en betonbjælke kan holde til?” spørger Imrense.

”Det er lidt svært med beton, fordi det er et meget komplekst materiale. Normalt kan man beregne sig frem til, hvordan ting opfører sig i fysikken. Hvis I for eksempel har en kugle, som I lader falde fra en bestemt højde, kan I ved hjælp af formler regne jer frem til, hvilken hastighed den har, når den rammer jorden.

Det er lidt anderledes med betons styrke. Beton er en masse kemiske forbindelser. Vi har fundet ud af, at der er nogle ting, som har indflydelse på betons styrke. Vi ved for eksempel, at indholdet af vand og indholdet af cement påvirker styrken. Men vi kan ikke sidde ved skrivebordet og skemalægge de fysiske love, som giver betonen dens styrke. Det er beton alt for komplekst til. Så vi må forsøge os frem. Vi kan prøve at ændre indholdet af vand og derefter måle betonens styrke. På den måde kan vi finde ud af, hvordan mængden af vand påvirker betonens styrke. Vi finder empirisk ud af, hvordan vand påvirker betonens styrke. På samme måde kan vi empirisk finde ud af, hvordan de andre bestanddele i beton påvirker dens styrke,” siger Leofreds far.

”Empirisk betyder altså, at man finder ud af tings egenskaber ved at lave forsøg, når man ikke kan tænke sig til dem ved skrivebordet. I kan altså beregne, hvor meget den betonbjælke kan bære, fordi I har lavet en masse forsøg med beton,” siger Imrense.

”Ja, det er rigtigt. Men der er også usikkerheder ved at beregne betons styrke på den måde. Derfor multiplicerer vi også betonens styrke med en partialkoefficient – igen for at være på den sikre side,” siger Leofreds far.

”I ved, hvor meget huset bliver belastet, men hvordan ved I så, hvor meget netop denne bjælke bliver belastet?” spørger Leofred.

 ”Vi kan følge belastningerne ned gennem huset. Vi ved for eksempel, hvor meget sne der vil ligge på taget, når det er hårdest belastet. Vi kan beregne, hvor meget tagpladerne bliver belastet af sneen og derudfra kan vi beregne, hvor tykke de skal være. Vi ved, at tagpladerne ligger på nogle spær. Vi kan så beregne, hvor meget spærene bliver belastet af tagpladerne og derudfra kan vi beregne, hvor tykke spærene skal være. Sådan fortsætter vi ned gennem bygningen. Vi kan beregne, hvor meget bjælkerne og murene, som understøtter spærene, bliver belastet af spærene. Og så videre.

Vi ved altså, hvordan huset bliver belastet. Vi ved, hvordan lasterne vil løbe ned gennem huset. Derfor ved vi, hvor meget den enkelte bygningsdel bliver belastet. Så skal vi bare konstruere bygningsdelene sådan, at de kan holde til den belastning, de bliver udsat for. Og så multiplicerer vi med partialkoefficienter for at være på den sikre side. Er det for teknisk?” spørger Leofreds far.

”Det var lidt teknisk, men meget interessant alligevel,” siger Imrense.

I det samme kalder en bygningsarbejder på Leofreds far.

”Nå, jeg må tilbage til arbejdet. I kan bare kigge jer omkring, men pas på ikke at komme til skade,” siger Leofreds far.

”Det skal vi nok,” svarer Leofred.

Vennerne går lidt omkring på byggepladsen.

”Man skulle opfinde et materiale, som er ligeså let at skære i som smør, men som er ligeså stærkt som beton,” siger Leofred.

”Nu filosoferer du igen,” griner Imrense, ”man kan vel også godt skære i beton. Det er bare et spørgsmål om at have værktøjet i orden.”

”Ja, eller have nogle gode forme og forskallinger at støbe betonen i. Vejleg, bygger I også huse i jeres verden?” spørger Leofred.

”Ja, vores verden ligner jeres verden. Vi har de samme råstoffer, som I har. Men vi har udviklet nogle materialer, som er nemme at arbejde med og som har en høj styrke og holdbarhed. Vi kan bruge disse materialer til at konstruere huse, som kan holde i meget lang tid. Når vi har bygget et hus kan det holde i over tusind år. Vi konstruerer desuden vores huse, så vi også kan holde ud at leve i dem i meget lang tid. Vi tænker meget over, hvordan husene kan blive så gode som mulig – detaljer ved udformningen, på at gøre dem brugervenlige, behagelige og så videre. Men det tror jeg også, at Leofreds far og jeres andre arkitekter gør,” siger Vejleg.

”Jeg gad godt besøge denverlejernes verden,” siger Leofred.

”Ja, det kunne være sjovt,” svarer Imrense.

De går rundt og ser på arbejdet på byggepladsen endnu et stykke tid.

”Jeg vil forlade jer for denne gang. Hej med jer, drenge,” siger Vejleg.

”Hej med dig, Vejleg,” svarer drengene i munden på hinanden.

Vejleg går ud af byggepladsen og ned ad vejen.

Denverlejer forlader steder på samme måde, som mennesker forlader steder. Der er aldrig noget menneske, som har set en denverlej forlade menneskenes verden. Hvordan denverlejer kommer fra den ene verden til den anden, er der ingen mennesker, der ved.

”Nå, men jeg må også hellere se at komme hjemad,” siger Imrense.

”Ja, nu har vi også fået set byggepladsen. Vi kan følges ad,” siger Leofred.

Drengene følges hen til Imrenses hjem.

”Har du hørt, at der er kagebagning på Korshavn skole i morgen,” spørger Imrense.

”Næ, men det plejer at være skægt,” siger Leofred.

”Skal vi ikke tage ned og bage en kage?” spørger Imrense.

”Det kan vi godt. Hvad tid er det?” spørger Leofred.

”Klokken halv to,” siger Imrense.

”Godt, så ses vi klokken halv to på skolen i morgen,” siger Leofred og begynder at cykle hjemad.

”Ja, vi ses,” siger Imrense.

På vej hjem skal Leofred lige ned til kiosken bag kirken og have en sodavand. Han køber sodavanden og sætter sig over på en bænk i parken for at drikke den. Han kigger over på Chicanas hus. Det ser ikke ud som om, der er nogen hjemme.

I det samme ser han Chicana komme cyklende ned ad vejen. Chicana får øje på Leofred.

”Hej Leofred,” råber hun og vinker.

”Hej Chicana,” råber Leofred og vinker tilbage.

Chicana cykler op af deres indkørsel og går ind i huset.

Leofred kigger efter hende. Hans hjerte banker. Han får sådan nogle gode følelser bare af at se på hende.

Han sidder lidt på bænken, mens han drikker det sidste af sin sodavand. Så begynder han at cykle hjemad. Han er lykkelig, hver gang han har mødt hende.

Mens han cykler hjemad, tænker han på, om hun også bliver glad, når hun møder ham. Han ved det ikke. Han ville ønske, at han også kunne gøre hende lykkelig.

Han tænker på, at han ikke rigtig kender hende. Han har snakket med hende og de snakker godt sammen, men han kender hende ikke rigtig. Hun er helt sikkert et godt menneske. Han tænker på, hvad mon vil gøre hende lykkelig.

 

Kagebagning

27/8 2009

 

Næste dag mødes Imrense og Leofred ved skolen i Korshavn. De går ind i skolens køkkenlokaler. En halv snes andre er kommet for at deltage i kagebagningen. Mellem de andre deltagere kan de se Brantu fra deres klasse. Han står ved siden af en ung, smuk pige.

Leofred og Imrense går hen til Brantu.

”Hej Brantu, skal du også til kagebagning?” spørger Imrense.

”Næh, jeg er her for at se på sommerfugle,” griner Brantu og han fortsætter, ”selvfølgelig er jeg her for at bage. Hvordan går det med jer? Nyder i sommeren?”

”Det går godt og ja, det er en dejlig sommer. Hvad med dig? Kan du få tiden til at gå?” spørger Leofred.

”Det er ikke noget problem. I øjeblikket har jeg besøg af min kusine. Hun hedder Tjila,” siger Brantu og nikker mod den unge pige.

Imrense og Leofred kigger på Tjila.

”Hej,” siger Tjila.

”Jeg hedder Imrense,” siger Imrense og rækker hånden frem.

”Og jeg hedder Leofred,” siger Leofred.

Tjila hilser på drengene.

Hun er smuk, tænker Leofred. Han kommer til at tænke på Chicana.

Hvor er der mange søde og kønne piger, tænker han. Tjile er smuk og det er Chicana også. Men der er noget mere med Chicana. Hvordan kan det være, at Chicana er så speciel, når der er så mange smukke og søde piger? Hvad er det med Chicana? Hvorfor er han så tiltrukket hende? Leofred ved det ikke. Og det betyder heller ikke så meget. Det er rare følelser, Chicana bringer frem i ham. Han kan godt lide at tænke på Chicana. Chicana overgår alle andre piger. Men han har det godt i selskab med piger.

Leofreds tanker bliver afbrudt af underviseren.

”I dag skal vi bage drømmekage,” siger hun, ”jeg har skrevet opskriften på tavlen og der ligger en kopi af den på bordene. I skal være to om hver kage. Det er en nem kage at bage, men hvis I har nogle spørgsmål, kan I bare spørge løs.”

Opskriften er som følger:

 

3 æg

250 sukker

50 g smør

2 dl mælk

250 g hvedemel

2 tsk. bagepulver

1 tsk. vanillesukker

 

125 g smør

½ dl mælk

200 g brun farin

100 g kokosmel

 

Æg og sukker piskes.

Smørret smeltes i mælken og røres i.

Hvedemel, bagepulver og vanillesukker blandes i dejen.

Dejen hældes i en 25x35 cm bradepande beklædt med bagepapir og bages i ca. 28 min. i en forvarmet ovn ved 200o.

 

Mens kagen bager, smeltes smør med mælk og puddersukker. Kokosmelet hældes i og blandingen koges i nogle minutter.

Blandingen hældes over kagen efter af den har bagt i 28 min. og bagningen fortsættes ca. 8 min.

 

”Jahhh, vi skal have drømmekage i dag,” siger Leofred.

Leofred og Imrense går hen til en plads. Brantu og Tjila tager pladsen ved siden af.

Vennerne blander dejen, hælder den i en bradepande og putter den i ovnen.

Efter at kagen er sat i ovnen, går der lidt tid, mens den bager.

”Jeg er ikke sikker på, at jeg fik låst min cykel,” siger Imrense, ”jeg går lige ud og kigger efter.”

”Det er i orden, jeg skal nok blive og se efter kagen,” siger Leofred.

”Vi kan følges derudaf,” siger Brantu, ”jeg skal på toilettet.”

”Så kom,” siger Imrense.

”Husk at vaske hænderne godt,” smiler Tjila

”Ja, ja,” siger Brantu og følger Imrense ud ad døren.

Leofred og Tjila bliver tilbage.

”Nå, men vi kan lige så godt begynde at sætte nogle af tingene på plads,” siger Leofred.

”God ide,” siger Tjila og tager bagepulveret og vanillesukkeret. Leofred sætter hvedemelet på plads.

”Jeg sætter lige mælken i køleskabet,” siger Tjila og begynder at gå med mælken.

”Vent lidt,” siger Leofred, ”vi skal bruge mælken, når vi blander kokosmassen.”

”Nå ja,” siger Tjila og stopper op.

Tjila har ikke set, at nogen har spildt lidt vand på gulvet lige der, hvor hun skal vende om. Gulvet er blevet glat og Tjila glider. Hun slår ud med armene for at holde balancen med det resultat, at noget af mælken sprøjter over på Leofred. Leofred prøver at springe væk, men han får en sjat mælk på trøjen.

”Det må du undskylde,” siger Tjila.

”Det gør ikke noget,” siger Leofred, ” det var vist et hændeligt uheld.”

”Skal jeg ikke prøve at tørre din trøje?” spørger Tjila.

”Nej, det er i orden. Jeg tager ikke skade af lidt mælk,” siger Leofred.

De sidder lidt uden at sige noget.

”Jeg troede lige, at du ville prøve at lave mig om til en kagemand,” smiler Leofred lidt efter.

”Næh,” smiler Tjila, ”men jeg har hørt, at det skulle være sundt at bade i mælk. Nogle dronninger i fjerne lande bader i mælk for at blive skønne.”

”Og du mener, at jeg godt kunne trænge til at blive til smukkere?” griner Leofred.

”Næh, det var ikke sådan ment,” siger Tjila,” det var bare for sjov.”

”Det ved jeg godt,” svarer Leofred.

”Hvor kommer du egentlig fra?” spørger Leofred.

”Fra Valdsund,” siger Tjila.

”Det skulle være et smukt sted,” siger Leofred.

”Ja, men her er da også smukt,” siger Tjila.

”Det er rigtig nok,” siger Leofred.

”Hvad laver du til hverdag?” spørger Leofred.

”Jeg går på handelsskole. Jeg bliver handelsstudent om et år, hvis alt går vel,” svarer Tjila.

”Handelsskole. Det er vist et godt sted at gå,” siger Leofred.

”Ja, jeg er glad for det,” siger Tjila og hun fortsætter,”jeg forstår, at du går i klasse med Brantu,” siger Tjila.

”Det er rigtigt. Brantu er en rigtig spasmager,” siger Leofred.

”Ja, han er en sjov fætter,” siger Tjila.

I det samme kommer Brantu og Imrense tilbage.

”Nu har du vel ikke brændt kagen på,” siger Imrense.

”Nej, men vi skal til at lave smovsen,” siger Leofred.

”Smovsen… kalder du kokosmassen for smovsen?” spørger Imrense.

”Ja, det er klart det bedste ved kagen,” siger Leofred.

”Det er også det, jeg bedst kan lide,” siger Imrense.

Leofred begynder at måle ingredienserne op. Han får en ide.

”Imrense, hvis både du og jeg bedst kan lide smovsen, skal vi så ikke sætte en partialkoefficient på?” spørger Leofred.

”Hvad mener du?” spørger Imrense.

”Jo, du ved, på byggepladsen i går hørte vi om, hvordan huse blev konstrueret,” starter Leofred.

”Ja, jeg kan godt huske, at de gangede belastningerne på huset med en partialkoefficient for at være på den sikre side,” siger Imrense.

”Hvis vi ganger ingredienserne til smovsen med en partialkoefficient på 1,5, får vi lidt ekstra smovs. Sådan for at være på den sikre side i partialkoefficienternes gode ånd,” siger Leofred.

”Partialkoefficient på en kage,” griner Imrense, ” du er altså lidt af en nørd.”

”Kom nu, lad os prøve,” siger Leofred.

”OK,” griner Imrense.

Tjila har hørt deres samtale. Hun griner.

”Det vil sige,

125 g smør gange 1,5 er 185 g smør

½ dl mælk gange 1,5 er 0,75 dl mælk

200 g brun farin gange 1,5 er 300 g brun farin

100 g kokosmel gange 1,5 er 150 g kokosmel

Er det rigtigt?” spørger Leofred

”Jeps,” siger Imrense.

Leofred og Imrense blander smovsen sammen. Efter at kagen har bagt i 28 minutter tager de kagen ud af ovnen og putter smovsen på. De sætter kagen ind i ovnen igen for at bage den det sidste stykke tid.

”Gad vide, hvem der egentlig finder på kageopskrifter?” spørger Leofred.

”Hvad mener du?” spørger Imrense.

”Er der en, der bare blander en masse ting sammen og sætter det i ovnen og så er der en kage?” spørger Leofred.

”Jeg forstår, hvad du mener,” svarer Imrense, ”de må forsøge sig frem. En gang imellem må det gå galt.”

”Gad vide, hvem der skal spise kagen, når det går galt?” spørger Leofred.

”Nu filosoferer du igen,” griner Imrense, ”de tager da bare en bid og hvis det ikke smager godt, smider de kagen ud.”

”Nå ja,” siger Leofred.

”Hvordan finder de ud af, hvor længe en kage skal bage?” spørger Leofred.

”Jeg ved det ikke. De forsøger sig vel frem,” siger Imrense.

”Du mener, at de finder bagetiden empirisk,” siger Leofred.

”Leofred, du er altså en nørd,” griner Imrense.

De står lidt uden at sige noget.

”Gad vide om man kunne udvide kageopskrifter?” spørger Leofred lidt efter.

”Hvad mener du?” siger Imrense.

”Jo, man kunne lave nogle forsøg med kager og finde nogle empiriske formler for, hvordan kagen skal bage. Hvis man gerne vil have lidt mere kage, kan man lave lidt mere dej. Men hvis man kun har den samme bradepande, skal kagen bage lidt længere tid for at blive gennembagt. Man kunne finde en empirisk formel til at finde bagetiden efter af mængden af dej og bradepandens størrelse,” siger Leofred.

”Leofred – du er en nørd,” griner Imrense.

Leofred griner.

”Du mener, at så kunne man bestemme bagetiden ud fra hvor mange æg, der er i dejen og ud fra hvor stor en bradepande man har,” griner Imrense.

”Ja, lige nøjagtig,” griner Leofred.

”Mon ikke det ville blive til en betonkage,” griner Imrense.

”Sikkert,” griner Leofred.

I det samme ringer stopuret og deres kage er bagt færdig. De tager kagen ud af ovnen. Den ser god ud. Nu skal den bare køle af.

”Skal vi ikke tage hjem til mig og få kaffe og kage, når kagen er kølet lidt af?” spørger Imrense.

”Det lyder som en god ide,” siger Leofred.

”Vil I med?” spørger Imrense Brantu og Tjila.

”Det vil vi gerne, vil vi ikke?” spørger Brantu.

”Jo, det lyder lækkert,” siger Tjila.

De tager alle hjem til Imrense og får kaffe og spiser kage.

De har en dejlig eftermiddag.

På vej hjem cykler Leofred ad vejen bag kirken. Han kigger op på Chicanas hus, men der er ingen hjemme. Det har været en god eftermiddag. Han tænker på, at det ville have været dejligt, hvis Chicana også havde været med.

 

Endnu en onsdag i fluktahallen

3/10 2009

 

Sådan går tiden. Leofred tænker meget på Chicana.

Sommerferien nærmer sig og fluktasæsonen er ved at slutte af. Den sidste uge inden sommerferien plejer de at lave forskellige sjove ting i fluktaklubben. De kan for eksempel være to spillere på banen ad gangen, hvor spillerne er bundet sammen. Eller de kan spille med en klap for det ene øje. Ja, der findes mange måder at spille flukta på, hvis man spiller for sjov og det skal være lidt mere underholdende.

Det er blevet onsdag og Leofred får lyst til at tage ned og se onsdagsholdets sæsonafslutning. Han hopper på cyklen og cykler ned til fluktahallen.

Han kommer ned til hallen og han bliver glad for at se Chicanas gule cykel holde udenfor.

Inde i hallen er de i gang med sæsonafslutningen.

De er i gang med en turnering, hvor træneren har sat nogle kegler op på banen. De spiller almindelige kampe, men spillerne får strafpoint, hvis de vælter keglerne. Leofred går lidt rundt og kigger på kampene. Det er vist en sjov måde at spille på. Leofred kan se at spillerne griner, mens de løber rundt på banerne og prøver at undgå keglerne.

Leofred får øje på Chicana på en af banerne. Han sætter sig for at se hende spille. Hun er som altid pænt klædt på. Hun har sin hvide, mønstrede nederdel og en blå bluse på. Hun har sat håret op i en hestehale.

Leofred kigger betaget på hende. Hvor er hun smuk, tænker han. Hun løber adræt rundt inde på banen. Computeren sender laserstrålen ud i et hjørne og Chicana er godt på vej ud efter den. På vejen derud er hun lige ved at løbe ind i en kegle. Hun griner, mens hun løber udenom keglen.

Leofred bliver siddende og ser Chicana spille færdig.

Hun kommer svedende og grinende ud fra spillerummet.

”Hej Chicana,” siger Leofred.

”Hej Leofred,” siger Chicana.

”Det ser sjovt ud,” siger Leofred.

”Det er det også, - og hårdt” smiler Chicana forpustet.

Hun står lidt og puster ud.

”Jeg skal lige hen og hente noget at drikke,” siger hun, efter at hun har fået vejret igen.

Chicana og Leofred går hen mod cafeteriet.

”Hygger I jer? Afslutningsturneringerne plejer at være sjove,” siger Leofred.

”Ja, det er vældig sjovt,” siger Chicana.

”Hvordan er kampene gået?” spørger Leofred.

”Godt nok. Jeg tror ikke, at jeg vinder, men jeg har det skægt,” siger Chicana.

”Det er også det, der er vigtigst,” siger Leofred.

”Vi er fire, som alle skal spille mod hinanden. Den sidste skal ind og spille nu. Det vil jeg gerne se,” siger Chicana.

”Hvor skal hun spille henne?” spørger Leofred.

”På bane fire,” siger Chicana.

”Må jeg gå med?” spørger Leofred.

”Selvfølgelig,” siger Chicana.

De går hen til bane fire og ser på kampen.

”Skal du nogen steder i sommerferien?” spørger Leofred, mens de kigger på kampen.

”Ja, vi skal besøge nogle af vores venner i Valonien. Det var nogle min far lærte at kende, mens han arbejdede der,” siger Chicana.

”Det må være sjovt at have venner i andre lande. Der er noget eksotisk ved at være i et fremmed land,” siger Leofred.

”Ja, jeg kan også godt lide at være i fremmede lande,” siger Chicana.

”Det var godt spillet,” siger Leofred, da spilleren laver et svært slag.

”Ja, hun er god,” siger Chicana.

”Hvor længe skal I være i Valonien?” spørger Leofred.

”Tre uger,” siger Chicana.

”Har du ellers nogen planer for sommerferien?” spørger Leofred.

”Ja, vi skal også en uge til Slarigo,” siger Chicana.

”Så er det meste af sommerferien jo gået. Hvornår skal I til Slarigo?” spørger Leofred.

”Det er ikke helt fastlagt endnu. Jeg tror, at det bliver sidst i sommerferien,” siger Chicana.

”Så er du i udlandet det meste af sommerferien,” siger Leofred.

”Ja, det bliver ikke meget, jeg er hjemme,” siger Chicana.

Leofred er glad for, at Chicana kommer til fremmede lande og får oplevet en masse, men han er lidt ked af, at han sandsynligvis ikke får set hende ret meget i sommerferien.

De sidder og kigger på fluktakampen. Spilleren får laserstrålen i det ene hjørne og der står en kegle i vejen. Hun prøver at hoppe over keglen, men den vælter alligevel. Det ser komisk ud. Chicana og Leofred griner.

Chicana og Leofred sidder og snakker videre, mens de ser resten af kampen.

Kampen slutter og spilleren kommer ud til Chicana og Leofred.

”Det var sjovt,” siger spilleren pustende.

”Ja, det er en god turnering,” siger Chicana.

”Jeg skal lige hen og have noget at drikke,” siger spilleren.

De går alle hen til cafeteriet.

De står og snakker om turneringen, mens spilleren drikker en sodavand.

”Nå, jeg vil gå ind i bad,” siger Chicana lidt efter.

”Vi kan følges derind,” siger spilleren.

”Ja, lad os det,” siger Chicana.

Leofred venter i cafeteriet, mens pigerne er i bad. Turneringen er slut og der er ikke flere spillere på banerne.

Efter noget tid kommer pigerne ud. De griner og hygger sig. Leofred kan se, at de har det godt sammen. Leofred er glad for at se, at Chicana har nemt ved at få venner, men det undrer ham ikke. Chicana er nem at være sammen med og hun er altid i godt humør.

De sidder alle tre og snakker i cafeteriet.

Efter et stykke tid er der præmieoverrækkelse. Chicana vandt ikke. Hun spiller også mest for sjov, så det betyder ikke så meget for hende. Til sidst holder træneren en lille tale, hvor han takker for sæsonen, der er gået.

Turneringen og sæsonen er slut og spillerne skal til at køre hjem.

”Skal vi følges hjemad?” spørger Leofred, efter at Chicana har sagt farvel til sine kammerater.

”Det kan vi godt,” siger Chicana.

De sætter sig op på deres cykler og kører hjemad.

”Hvad får du ellers tiden til at gå med? Har du andre interesser end at spille flukta?” spørger Leofred, efter at de har kørt lidt.

”Jeg kan godt lide at læse,” svarer Chicana.

”Hvad læser du?” spørger Leofred.

”Alt muligt. Skønlitteratur. Romaner, eventyr og sådan noget. Jeg kan også godt lide at læse sagn og mytologi – både vore egne sagn og vor egen mytologi, men også sagn og mytologi fra andre egne,” svarer Chicana.

”Det kan jeg også godt lide at læse om. Hvad læser du i øjeblikket?” spørger Leofred.

”Jeg har købt en bog om Lavinias historie. Den er jeg et godt stykke henne i. Hvad der er sket i tidligere tider i Lavinia. Hvem der har regeret Lavinia. Lavinia’s forhold til andre lande gennem tiderne. De personer, som har haft betydning for Lavinia. Alt sådan noget. Det er meget interessant,” siger Chicana.

”Sådan noget synes jeg også er spændende. Jeg elsker historie,” siger Leofred, ”de ting, du læser af dig selv, læser vi i skolen. Vi har litteratur som fag og der læser vi al mulig skønlitteratur. Vi har oldtidskundskab, hvor vi læser om sagn og mytologi. Vi har også religion, hvor vi læser om religiøse sagn og historier.”

”Jeg glæder mig allerede til at starte i gymnasiet,” siger Chicana.

”Det kan du roligt gøre. Har du andre interesser end at læse?” spørger Leofred.

”Jah, jeg interesserer mig også lidt for filosofi. Der skal man også læse en masse,” svarer Chicana.

”Filosofi,” gentager Leofred, ”det kender jeg ikke ret meget til, andet end at Imrense tit siger til mig, at jeg filosoferer. Hvad er filosofi egentlig?”

”Har du virkelig aldrig hørt om filosofi?” spørger Chicana.

”Jeg har selvfølgelig hørt om filosofi, men jeg er ikke helt klar over, hvad det egentlig er. Er det ikke noget om folk, der opstillede tænkte hypoteser i meget gamle dage og sådan noget. Om nogle mennesker, der i meget gamle dage tænkte sig til, hvordan verden var?” spørger Leofred.

”Jo, en del af filosofien er at lære om de gamle filosoffer,” siger Chicana.

”Jeg tror ikke, at jeg kan lide at tænke mig til, hvordan ting er. Jeg tager mere ting, som de kommer. Hvis jeg skulle sige noget om, hvordan verden er sat sammen, skulle det være noget i retning af følgende,” siger Leofred og holder en pause.

Leofred tænker sig om, før han fortsætter, ”løsningen er, at løsningerne er forskellige fra menneske til menneske og at de hele tiden kan ændre sig.”

”Men det er jo også filosofi,” smiler Chicana.

”Du har ret. Det er også dumt. Det er dumt at generalisere. Jeg kan ikke lide at være kategorisk,” siger Leofred.

”Nej, det var da en smuk formulering, Leofred,” smiler Chicana.

”Det ved jeg ikke. Man tænker sig til, hvordan ting er og så tror man, at de er sådan. Men ting er, som de er, lige meget, hvad man tror og tænker. At tænke sig til eller tro, hvordan verden er, er ligesom at se verden igennem et par farvede briller. Ting er, som de er. Så vil jeg hellere helt lade være med at tænke mig til, hvordan ting er. Filosofi er nok ikke noget for mig,” siger Leofred.

Chicana ser betænksomt og undrende på Leofred.

”Det var også filosofi,” siger hun, ”men filosofi er meget mere end de gamle filosoffer og at tænke sig til, hvordan verden er. Der findes mange former for filosofi. Det handler om meget mere. Filo kommer fra et gammelt ord for kærlighed og sofi kommer fra et gammelt ord for visdom. Måske betyder filosofi kærlighed til visdom,” svarer Chicana.

I det samme er de fremme ved Chicanas hus. De står af cyklerne, men de fortsætter samtalen.

”Det lyder smukt,” siger Leofred.

”Det er det også. Filosofi er også livsanskuelser og erfaringer. Dem har du også, lige meget om du vil være ved det eller ej. Du må ikke gøre filosofien til din personlige fjende.”

”Nej, du har ret. Jeg synes faktisk også, at filosofi lyder spændende. Jeg kan bare godt lide at gøre ting uden at tænke for meget over dem,” siger Leofred.

”Det kan du også på sin vis have ret i, men filosofi er som sagt meget mere end det. Filosofi er viden om ting generelt. At vide hvordan ting hænger sammen og prøve at forklare det. Filosofi er at observere verden og prøve at forklare den,” siger Chicana.

”Det lyder lidt ligesom naturvidenskabens formål,” siger Leofred, ”man observerer naturen og prøver at finde ud af hvilke mekanismer og regler, der styrer den.”

”I gamle dage var naturvidenskaben også en del af filosofien,” siger Chicana, ”filosofi kan være meget bredt. Filosofi har også berøring med for eksempel jura, medicin og psykologi. Det handler også om at finde dybere sammenhænge, at finde de skrevne eller uskrevne love verden retter sig efter og om at have en baggrundsviden om ting,” siger Chicana.

”Ja, jeg synes efterhånden, at det lyder spændende,” siger Leofred.

”Det er det også,” siger Chicana.

De står lidt uden at sige noget.

 ”Nå men, jeg vil gå ind. Tak fordi du ville følge mig hjem,” siger Chicana.

”Fornøjelsen er på min side. Du må have en rigtig god tur til Valonien, hvis jeg ikke ser dig, inden I tager af sted,” siger Leofred.

”Tak skal du have og du må have en rigtig god sommerferie, hvis jeg ikke ser dig, inden vi tager af sted,” siger Chicana.

”Tak, i lige måde, men vi ses i hvert fald senere,” siger Leofred.

”Det gør vi,” svarer Chicana.

”Hej,” siger Leofred og sætter sig op på cyklen.

”Hej, hej,” svarer Chicana.

Leofred begynder at cykle hjemad. Efter nogle meter vender han sig om og kigger tilbage efter Chicana. Hun står og kigger efter ham. Hun smiler og vinker til ham. Han vinker smilende tilbage. Så cykler han hjemad. Han er som altid, når han har været sammen med Chicana, i godt humør. Han har den dejligste følelse.

Da han er næsten hjemme, ser han Deres Højhed komme flyvende imod sig. Den dykker ned mod ham ligesom, at den vil byde ham velkommen hjem. Leofred pifter højt et par gange som svar.

Om aftenen, da Leofred ligger i sin seng, tænker han på Chicana. Han tænker på hendes sæsonafslutning i fluktaklubben og på deres samtale om filosofi. Han holder om dynen og knuger den tæt ind til sig. Han ville ønske, at det var Chicana. Han tænker på, om hendes familie er ligeså søde som hende selv. Han ville gerne møde dem. Han tænker på, at hun skal til udlandet det meste af sommerferien. Han ville ønske, at han kunne være noget mere sammen med hende. Så falder han i søvn.

 

I prydhaven

16/2 2010

 

Det bliver sommer og hvilken sommer. Lange perioder med blå himmel og svag vind afløst af korte perioder med regn.

Leofred kan egentlig lide alle årstider, hver på sin måde, men sommeren er den mest behagelige. Det er altid behageligt varmt og lyst, han kan gå i afslappet tøj, korte bukser og kortærmet trøje, ja nogle steder kan han endda helt smide trøjen og gå i bar mave. Leofred har ikke tilmeldt sig ærteplukning dette år, så han har ingen forpligtigelser i sommerferien. Han kan sove til han vågner, også selv om han for det meste vågner tidligt af sig selv, og han kan være længe oppe i de lyse sommeraftener. Jo, sommeren er en god tid og som sagt er vejret denne sommer helt perfekt. Den ene solskinsdag afløser den anden i lange perioder.

En morgen lidt hen på sommeren sidder Leofred med sin mor og far omkring morgenbordet. Som altid kan de snakke om alt muligt, når de sidder omkring bordet.

”Vil du med ud og arbejde i haven i dag?” spørger Leofreds far.

Leofred har som sagt ikke tilmeldt sig ærteplukning denne sommer. Til gengæld har han hjulpet sin far med at passe haven.

”Ja, det vil jeg gerne, hvornår?” spørger Leofred.

”Bare her i formiddag. Vi kan gå derud, når vi er færdige med at spise,” svarer Leofreds far.

”Ok,” siger Leofred.

”Hvor meget skal du arbejde her i sommer?” spørger Leofreds mor hans far.

”Jeg har et projekt, som jeg skal arbejde med de næste ca. 14 dage. Ellers har jeg ingen arbejdsmæssige planer. Jeg har tænkt at holde lidt sommerferie, når projektet er færdigt. Hvad er dine planer med hensyn til arbejde?” spørger Leofreds far.

”Vi har fået at vide, at vi kan holde ferie på skift. Jeg har snakket med nogle af de andre og jeg kan stort set selv bestemme, hvornår jeg vil holde sommerferie. Jeg vil sige til dem, at jeg holder ferie om 14 dage og 3 uger frem,” siger Leofreds mor.

”Det lyder godt. Så kan vi holde ferien sammen,” siger Leofreds far.

Leofred bliver færdig med at spise. Han sidder og venter på, at hans far også skal blive færdig, så de kan komme ud i haven.

 ”Tak for mad. Jeg går ud og finder nogle af redskaberne frem,” siger Leofred, efter at hans far også er blevet færdig med at spise.

”Fint, jeg er på vej,” siger Leofreds far.

Leofred rejser sig og går ud for at finde redskaberne frem. Kort tid efter kommer hans far.

”Det er ikke så slemt i dag,” siger Leofreds far, ”når man hakker haven jævnligt, er det nemt lige at hakke ukrudtet om. Vi kan starte i staudebedet.”

Far og søn går over til staudebedet og begynder at hakke fra en ende af.

”Du skal bare hakke ukrudtet om og lade det ligge ovenpå jorden. Når det er så varmt, som det er i øjeblikket, tørrer det på en halv dag. Når det er tørt er det nemt lige at rive sammen,” siger Leofreds far.

”Ok,” siger Leofred.

Leofred går og hakker mellem planterne. Han kommer til en plante, hvor han ikke rigtig kan komme til at hakke mellem stænglerne. Han prøver at komme så tæt på planten som muligt uden at skade den.

”Der må du vist hellere bruge fingrene,” siger Leofreds far.

Leofred lægger hakkejernet fra sig og luger det sidste ukrudt op med fingrene.

”Det er en løvefod,” siger Leofreds far, ”på en løvefod kan det godt være lidt svært at hakke mellem bladene. Så må man luge med fingrene – nogle gange må man ned på knæ.”

”Hedder den løvefod?” spørger Leofred, ”det kan jeg godt forstå, for bladene ligner fodspor fra løvepoter.”

Leofred går og tænker lidt, mens han hakker.

”Der er flere blomster, der har fået navne, efter hvordan de ser ud eller hvordan de optræder,” siger Leofred lidt efter.

”Hvad mener du?” spørger hans far.

”For eksempel en gulerod. Det er da klart, at den hedder en gulerod, også selv om roden nu nærmest er orange,” siger Leofred

”Ja, det er rigtig nok,” siger Leofreds far.

”Og blomsten på en klokkeblomst ligner en klokke,” siger Leofred.

”Ja,” siger Leofreds far.

I det samme kommer Vejleg gående ud i haven.

”Hej Vejleg,” siger Leofred og hans far i munden på hinanden.

”Hej med jer,” siger Vejleg, ”det er en dejlig dag at gå i haven i.”

”Ja, vil du hjælpe?” spørger Leofred.

”Denverlejer går ikke i haven, ligesom vi gør,” siger Leofreds far og smiler indforstået til Vejleg.

Vejleg smiler tilbage.

”Har I ingen haver?” spørger Leofred.

”Jo, vi har nogle meget smukke haver, men vi dyrker dem ikke på samme måde, som I gør,” svarer Vejleg.

”Kan man dyrke haver på andre måder?” spørger Leofred.

”Denverlejer er meget forsigtige med at slå ihjel,” siger Leofreds far.

”Man slår da ikke ihjel, når man går i haven,” siger Leofred og tænker sig om. En tanke falder ham ind.

”Er det fordi, I ikke vil hakke ukrudt om?” spørger Leofred.

”Ja, vi hakker ikke ukrudt om,” siger Vejleg.

”Hvordan passer I så jeres haver?” spørger Leofred.

”Vi udvælger nogle planter, som vi vil have, ligesom I for eksempel vælger de planter, I vil have i jeres staudebed. Vi passer og plejer disse planter, så de bliver smukke. Vi får selvfølgelig også det, I kalder ukrudt, men i stedet for at hakke det om, flytter vi det. Vi tager det op med rødder og planter det et andet sted,” siger Vejleg.

”Flytter i alt ukrudtet? Det må tage lang tid,” siger Leofred.

”Det gør det også, men vi har ikke travlt. Vi har masser af tid og der er flere denverlejer om at passe en have. Vi har nogle meget gamle og meget smukke haver. Nogle af dem er også temmelig store. Og der er både rindende vand – det kan være fra floder, åer, søer, damme og lignende, og smukke sten og klipper i haverne ,” siger Vejleg.

”Nej, hvor ville jeg gerne se sådan en have,” siger Leofred.

”Det ville jeg også,” siger Leofreds far.

”Ja, men nok om det. Må jeg spise lidt jordbær?” spørger Vejleg.

”Ja, spis bare løs. Du ved, hvor de er,” siger Leofreds far.

Vejleg går om i jordbærrækkerne, som ligger lige på den anden side af hækken mellem prydhaven og urtehaven.

Leofreds og hans far hakker lidt videre uden at sige noget.

Vejleg kommer tilbage fra urtehaven med en håndfuld jordbær. Han lægger dem på havebordet på terrassen. Han går lidt rundt i haven og kigger på blomsterbedene. Så sætter han sig op på en lille stol, som står på terrassen. Han sidder og kigger op mod solen med halvlukkede øjne. Efter at have siddet lidt begynder han at smage på jordbærrene. Han tager en lille bid og smager godt på bærret. Til sidst spytter han det ud igen i en lille pose. Han kigger igen op mod solen med et veltilfreds smil.

Imens hakker Leofred og hans far videre.

”Jeg har fundet på nogle flere blomster med sigende navne,” siger Leofred.

”Ja,” siger hans far.

”Vintergæk kommer om vinteren og brændenælder brænder,” siger Leofred.

”Og bonderoser ligner roser, men bliver alligevel ikke regnet for ligeså fine som rigtige roser,” siger Leofreds far.

”Hvad er en bonderose?” spørger Leofred.

”Den røde derovre er en bonderose. Den hedder også pæon,” siger Leofreds far.

Leofred kigger over på planten med de røde blomster.

”Jeg har lige luget ukrudtet væk fra den og jeg ved ikke en gang, at den hedder en bonderose eller pæon. Kan du alle navnene på blomsterne?” spørger Leofred sin far.

”Ja, jeg kan alle navnene på blomsterne i vores prydhave og urtehave,” siger Leofreds far.

”Det ville jeg også gerne kunne,” siger Leofred.

”Jeg har en god bog om blomster. Du kan låne den. Så kan du selv finde ud af, hvad blomsterne hedder. I den bog kan du også læse lidt mere om blomsterne, hvor de kommer fra, deres botaniske navne og så videre,” siger Leofreds far.

”Ja, den vil jeg gerne låne,” siger Leofred.

Leofred og hans far går lidt og hakker uden at sige noget. En gang imellem sætter de sig på hug eller på knæ og luger ukrudtet væk med fingrene.

Leofred kan godt lide at gå i haven. Han kommer til at tænke på Chicana. Han ville ønske, at hun var her. Hvor ville det være rart at gå i haven med Chicana. Eller sidde i den velpassede have og snakke med hende. Eller ligge på græsset og holde om hende. Han tænker på, hvor hun mon er lige nu. Hun er sikkert i Valonien. Hun oplever sikkert en masse. Det kunne være sjovt at være i Valonien med Chicana. Det kunne i det hele taget være sjovt at rejse med Chicana. Han er sikker på, at de ville opleve en masse. Hvor kunne det være godt. Leofred sukker. Han kigger rundt på blomsterne. Han er ved at luge ukrudt fra en rosa blomst.

”Hvad hedder den her?” spørger han sin far.

”Det er en mælkeklokke,” siger Leofreds far.

”Hvad hedder den derovre,” spørger Leofred og peger på en lilla blomst.

”Det er en storkenæb, men nu skal du ikke spørge mere. Jeg finder bogen til dig og så må du selv studere blomsterne,” siger Leofreds far.

”Ok,” siger Leofred.

”Det er også ved at være nok for i dag,” siger Leofreds far.

”Skal jeg vande blomsterne?” spørger Leofred.

”Nej, det er bedre at vande om aftenen. Så er der ikke så meget af vandet, som fordamper,” siger Leofreds far.

”Er vi så færdige for i dag?” spørger Leofred.

Leofreds far kigger ud over græsplænen.

”Ja, græsset vokser langsomt i øjeblikket. Det skal ikke slås før om nogen dage. Du kan sætte dig over og snakke med Vejleg. Så finder jeg noget frokost. Vi kan spise ude på terrassen. Så kan vi rigtig sidde og nyde vores arbejde,” siger Leofreds far.

”Ok. Jeg kan sætte vandkanderne på plads,” siger Leofred.

”Ja, det kan du gøre og så er der frokost inden længe,” siger Leofreds far.

Leofreds sætter vandkanderne på plads og går over på terrassen til Vejleg. Vejleg har flyttet en af de små denverlejstole over til nogle sten og nu sidder han og halvsover med benene oppe på stenene. Hans hoved falder lidt ned til siden en gang imellem, hvorefter han retter det op med et grynt. Men han er ikke rigtig vågen og snart falder hovedet igen ned til siden, hvorefter han igen retter det op med et grynt.

Leofred kigger smilende på den småslumrende denverlej.

”Får du dig en lur?” spørger Leofred.

Vejleg vågner med et grynt.

”Ja, det er en dejlig terrasse, I har,” siger han.

”Ja, her er dejligt, når solen skinner,” siger Leofred.

”Jeg har set dig følges med en køn pige et par gange,” siger Vejleg, efter at de har siddet lidt uden at sige noget.

Leofred kan mærke et sug i maven og at han rødmer.

”Ja, det er rigtig nok,” siger han så.

”Hun ser sød ud,” siger Vejleg.

”Det er hun også. Og hun er god at tale med,” siger Leofred.

”Hende må du introducere mig for en dag,” siger Vejleg.

”Det skal jeg nok, men hun er ude at rejse i øjeblikket. Hun og hendes familie skulle til udlandet i sommerferien,” siger Leofred.

”Nå ja, så vigtigt er det heller ikke. Det haster ikke,” siger Vejleg.

En gang imellem kommer Leofreds far med mad ude fra køkkenet.

De sidder lidt uden at sige noget. Leofred bryder tavsheden.

”Er der ægteskaber og sådan noget i denverlejernes verden?” spørger han.

”Ikke på samme måde som i jeres verden,” siger Vejleg, men han retter sig selv, ”og dog. Denverlejer har også parforhold, men de har aldrig papir på hinanden. Hvis to denverlejer godt kan lide hinanden, bliver de bare sammen. Og hvis de ikke længere vil leve sammen, kan de bare gå hver til sit. Der er ingenting, som binder dem. Men meget ofte bliver denverlejer sammen to og to i meget lang tid. Ofte bliver et par sammen i hele deres levetid, det vil sige i en uendelighed. Der er også eksempler på herlejer, som altid er sammen. Først som ånder og siden som fødte væsener – fra uendelighed til uendelighed,” siger Vejleg.

Leofred får et sug i maven. Det er lidt ligesom den følelse, han fik, første gang han så Chicana. Han følte, at de havde været sammen altid.

”Det lyder smukt,” siger han.

”Ja, men der er også denverlejer, der ofte skifter partnere og der er nogle, der lever sammen i grupper. Denverlejer lever på alle mulige måder. Det hænder endda, at nogle lever alene, selv om det er meget sjældent. Denverlejer er sociale væsener,” siger Vejleg.

Leofreds far kommer ud med den sidste mad.

”Så er maden ved at være klar. Er der noget, vi kan byde dig?” spørger Leofreds far Vejleg.

”Nej tak, jeg må også hellere se at komme videre,” siger Vejleg og rejser sig.

”Nå, jamen det var hyggeligt at se dig. Du er altid velkommen,” siger Leofreds far.

”Tak. Vi ses,” siger Vejleg og begynder at gå.

”Ja,” siger Leofred og hans far i munden på hinanden.

”Leofred, hvad vil du have at drikke til?” spørger Leofreds far.

”Saftevand vil være fint,” siger Leofred.

Leofreds far kommer med en kande saftevand. Han har også taget en bog med, som han lægger på bordet.

”Her er den bog om blomster, som jeg snakkede om,” siger Leofreds far.

”Tak,” siger Leofred, ”den glæder jeg mig til at læse i.”

”Værsgo at begynde,” siger Leofreds far og sætter sig til bordet.

”Tak,” siger Leofred.

Leofred og hans far sidder lidt og spiser uden at sige noget.

Leofreds far bryder tavsheden.

”Kan du huske, da du og Imrense besøgte mig på byggepladsen ud mod odden?” spørger Leofreds far.

”Ja,” svarer Leofred.

”Du sagde, at vi kunne udvide vores firma, så kunderne også selv kunne designe deres egne møbler.”

”Ja, det kan jeg godt huske,” svarer Leofred.

”Jeg har snakket med en møbelsnedker. Fra nu af tilbyder vi også vore kunder, at de kan designe deres egne møbler selv,” siger Leofreds far.

”Det var da sjovt. Var det fordi, jeg sagde det?” spørger Leofred.

”Ja, det var din ide og vi syntes, at den var god. Så vi prøver,” siger Leofreds far.

Leofred smiler. Han er stolt over, at en af hans egne ideer kan bruges i virkeligheden.

De sidder lidt og spiser uden at sige noget.

”Hvad skal du ellers lave i dag?” spørger Leofreds far.

”Jeg tror, at jeg vil tage en dukkert og ligge lidt på stranden og slikke sol,” svarer Leofred.

”Det er velfortjent. Tak for hjælpen i dag,” siger Leofreds far.

”Det var en fornøjelse,” svarer Leofred.

”Kan du passe haven de næste 14 dage? Jeg har et projekt, jeg skal have ordnet,” spørger Leofred far.

”Ja, jeg skal ikke noget specielt de næste 14 dage, så det kan jeg godt. Så kan jeg også få studeret nogle af blomsterne,” svarer Leofred.

”Det er både prydhaven, græsplænen og urtehaven,” siger Leofreds far.

”Det kan jeg godt klare. Jeg har før passet urtehaven og græsplænen, så det skulle ikke blive noget problem. Jeg kan faktisk godt lide at gå i haven,” siger Leofred.

”Fint, så skulle det være i orden,” smiler Leofreds far.

De er blevet færdige med at spise. Nu sidder de bare og nyder sommeren og den velplejede have.

Endelig rejser Leofreds far sig.

”Jeg skal nok tage af bordet. Smut du bare ned for at tage den dukkert, som du snakkede om,” siger han.

”Tak for mad,” siger Leofred og går op på sit værelse for at hente sine badeshorts.

 

Ved stranden

23/8 2010

 

Leofred finder et par af sine håndklæder frem. Han tager et stort badehåndklæde, han skal bruge til at ligge på, og et almindeligt håndklæde til at tørre sig med. Han tager sine badeshorts på. Han overvejer, om han skal tage sin musikafspiller med. Han beslutter sig for at tage den med. Han stikker fødderne i et par badetøfler og så går han ned på stranden.

Han breder badehåndklædet ud i sandet og lægger sig på det. Han kan mærke det varme sand under badehåndklædet. Han presser kroppen ned mod sandet, mens han ruller lidt med de forskellige kropsdele. Han kan mærke, hvordan sandet former sig efter hans krop. Han ligger godt i sandet. Han tænder for musikafspilleren.

Han ligger lidt og slapper af, mens han hører på musikken.

Han tænker, at han egentlig skulle tage en dukkert, inden han lægger sig for godt til rette. Han rejser sig og går ned til vandkanten. Han går lidt ud i vandet. Det føles køligt. Han går lidt længere ud og kaster sig fremover. Vandet føles køligt i nogle sekunder. Derefter er det behageligt. Han rejser sig og går lidt længere ud, indtil vandet når ham et godt stykke op på kroppen.

Han begynder at svømme. Først brystsvømning, derefter slår han over i crawl. Han kan føle vandets modstand, når han svømmer. Han former hænderne, så han får et bedre greb i vandet. Så tager han nogle svømmetag, hvor han trækker til. Han kommer langt frem i hvert svømmetag. Han kan føle vandet glide mod huden. Det føles skønt. Han ruller rundt i vandet og svømmer rygcrawl et lille stykke. Derefter tager han armene ud til siderne og trækker benene op under sig, mens han laver så lidt modstand i vandet som muligt. Så skubber han sig fremad med både arme og ben som en frø, der ligger på ryggen. Han kommer flere meter frem på et enkelt svømmetag. Han lader sig glide gennem vandet. Han ligger stille lidt og bare føler vandet mod sin krop. Hvor er det dejligt. Han trækker vejret dybt og dykker ned under vandet. Han svømmer lidt rundt under vandet. Han kommer op igen og puster ud. Han lægger sig på ryggen i vandet og flyder. Han trækker vejret dybt. Han flyder lettere, når han har lungerne fulde af luft. Hver gang han puster ud, synker han lidt ned i vandet. Han ligger og nyder vandet et lille stykke tid. Så går han op.

Han går hen til sine håndklæder. Musikafspilleren er stadig tændt. Leofred synes, at musikken tager hans opmærksomhed. Han lukker for den. Det er bedre. Han presser igen kroppen ned i sandet, så det former sig efter kroppen. Han ligger stille og lytter til naturens lyde omkring ham. Der er kun ham og naturen omkring ham. Han ser sig omkring. Han ser ud over søen, han ser rundt på skovene, som strækker sig op ad bjergene. Længere væk kan han se nogle nøgne bjergtinder. Naturen er så smuk. Hvor er det dejligt at ligge i solskinnet i den smukke natur.

Han kan mærke solen begynder at bage. Det føles dejligt. Han kan føle sin hud, der hvor solens stråler rammer ham. Han lukker øjnene og slapper af og lytter til naturens lyde.

Efter et stykke tid vender han sig. Han presser sig igen ned i sandet, så det former sig efter hans krop. Han lukker igen øjnene, slapper af og nyder solen. Sådan ligger han et godt stykke tid.

Leofred kigger på sit ur. Solen bager videre. Han er klar over, at han bliver solskoldet, hvis han ligger for længe herude. Han beslutter sig for at tage en kort dukkert, inden han forlader stranden. Han går ud i vandet. Det føles varmere nu. Hvor er det dejligt. Han tager nogle lange svømmetag. Så ligger han stille et lille stykke tid og bevæger armene ganske langsomt. Leofred synes, at han allerede har været længe på stranden. Han må hellere se at komme op. Han begynder at bevæge sig langsomt ind mod bredden, mens han stadig ligger i vandet. Han bliver liggende i vandet, indtil han er helt inde ved bredden. Så rejser han sig og går det sidste stykke op til sine håndklæder. Han sætter sig på sit håndklæde og lader solen tørre hans krop. Han er tør i løbet at nogle få minutter. Han børster sandet af sine fødder. Sandet er let at børste af, når solen har tørret det. Han pakker sine ting sammen og går tilbage til huset.

 

Leofred møder et par hunde

27/8 2010

 

Leofred kommer tilbage til huset. Han er blevet lidt solskoldet på maven. Ikke så meget, men nok til at han kan mærke, at huden strammer og det svier lidt. Det er ikke ubehageligt. Han kan mærke sin hud. Det er næsten behageligt. Han tager noget let tøj på.

Leofred går ud på terrassen. Han har ikke noget at give sig til. Han sidder lidt og kigger ud over søen. Det er en smuk udsigt. Han kigger ned i den velpassede have. Den er også smuk.

Leofred tænker over, hvad han skal lave. Han kunne gå en tur. Eller han kunne tage ind og besøge Imrense. Han beslutter sig for at gøre begge dele. Han vil gå ind til byen og besøge Imrense.

Leofred rejser sig og begynder at gå.

Leofred følger nogle små stier op i bjergene. Det er en lille omvej, men han har lyst til at gå. Han går og nyder udsigten.

Lidt længere fremme ad stien kommer en mand med en hund imod ham. Det er ikke så mærkeligt at møde folk med hunde her. Indbyggerne i Korshavn bruger ofte skoven og bjergene til at lufte deres hunde. Hunden er i en lang snor. Den løber rundt og snuser til de forskellige ting, den møder. Den står et kort øjeblik og snuser til en sten. Den løber videre til et træ, hvor den længe står og snuser. Manden venter tålmodigt på, at hunden får snuset færdigt. Efter stykke tid løfter hunden benet op ad træet og strinter. Så løber den videre. Efterhånden, som manden nærmer sig Leofred, gør han snoren kortere. Da manden kommer helt tæt på Leofred, er hunden i kort snor. Alligevel løber hunden hen til Leofred. Hunden logrer med halen. Leofred rækker en hånd frem og lader hunden snuse til ham. Hunden står lidt og snuser, mens den logrer med halen. Hunden kommer helt hen til ham. Leofred kan se, at det er en god hund. Han klør den lidt bag ørene og lidt ned af halsen.

”Det er en sød hund,” siger han til manden.

”Ja, den gør ingen fortræd,” siger manden, mens han kigger på hunden.

Hunden kigger op på manden og logrer med halen.

”Nej, det kan jeg godt forestille mig. Hvad hedder den?” spørger Leofred.

”Røver,” siger manden.

”Der er vist ikke meget røver i den,” smiler Leofred.

”Næ, jeg skulle nok have kaldt den Ven i stedet for,” smiler manden.

Leofred smiler.

”Ha’ en god dag,” siger Leofred og begynder at gå videre.

”Tak i lige måde,” siger manden.

Leofred følger stien rundt om nogle klipper. Han kigger op på himlen. Der er ikke en sky at se.

Pludselig kommer Hans Højhed til syne på himmelen. Den dykker ned mod Leofred og flyver rundt om ham. Leofred giver et par høje pift. Hans Højhed følger Leofred et stykke vej. Så forsvinder den igen.

Et stykke væk kan Leofred se en mand komme imod ham på stien. Han har også en hund. Manden kommer tættere på Leofred. Hunden prøver at komme hen til Leofred, men den er mere aggressiv end den første hund, han mødte. Den viser tænder og knurrer og halen er helt stiv. Leofred lader være med at kigge direkte på den. Han kigger på manden.

”Rolig Buller, han må også gerne være her,” siger manden til sin hund.

Hunden bliver ved med at stirre på Leofred.

Leofred undgår at kigge på hunden, men han nikker til manden, idet de går forbi hinanden. Manden nikker tilbage.

Leofred kan ikke lide, når hunde er aggressive. Leofred tænker, at hunden måske kunne lugte, at han lige havde været i kontakt med en anden hund. Eller måske var hunden bare mere aggressiv af natur. Leofred ved det ikke. Hunde kan være meget forskellige.

 

Leofred møder Chicana i bjergene

19/10 2010

 

Leofred går videre. Han kommer til en pynt med en smuk udsigt over søen. Klippen går næsten lodret ned til søen under ham. Der er en bænk, hvor man kan sidde og nyde udsigten, og et rækværk foran bænken. Leofred sætter sig på bænken og kigger ud over søen. Det er smukt. Han sidder et godt stykke over søen, så han kan se det meste af den. Han kan se Korshavn et stykke ude til højre. Deres eget hus ligger i en lille vig og er gemt bag et klippefremspring. Han sidder et stykke tid og nyder udsigten.

Mens han sidder der, kan han høre nogen komme på stien bag klipperne. Han vender sig for at se, hvem det er. Han spærrer øjnene op. Det er Chicana, som kommer rundt om klippen. Hans hjerte begynder at hamre.

”Hej Chicana, hvad laver du her?” spørger Leofred overrasket.

”Jeg er bare ude at gå en tur,” smiler Chicana.

”Det var en overraskelse. Hvor er det rart at se dig,” siger Leofred.

”Tak, i lige måde,” siger Chicana.

”Jeg troede, du var i udlandet,” siger Leofred.

”Det har jeg også været. Og jeg skal af sted igen om 3 dage,” siger Chicana.

”Nåh ja, du skulle både til Valonien og Slarigo. Har du været i Valonien?” spørger Leofred.

”Ja, jeg kom hjem i forgårs,” svarer Chicana.

”Var det en god tur?” spørger Leofred.

”Ja, det var en god tur. Jeg fik set en masse,” svarer Chicana.

”Fik I set nogen seværdigheder?” spørger Leofred.

”Ja, men jeg synes ikke, at seværdighederne var det vigtigste. De var også spændende, men når jeg kommer til et andet land, er det ligeså meget menneskerne, jeg vil opleve. Deres kultur og traditioner og sådan noget. Men vi fik da også set de vigtigste seværdigheder,” siger Chicana.

”Det kan jeg godt forstå. Nogle gange kan man med det samme se, at man er kommet til et fremmed land. Måden ting gøres på. For eksempel noget så banalt som vejskilte ændrer sig ofte, bare fordi man krydser en grænse. Boede I på hotel?” spørger Leofred.

”Næ, vi boede hos nogle af min fars venner. Nogle han kender gennem sit arbejde,” svarer Chicana.

”Hvis du gerne ville opleve, hvordan menneskerne i Valonien var, så må det have været godt at bo privat,” siger Leofred.

”Ja, det var næsten det bedste. At lære nogle mennesker fra et andet land rigtigt at kende,” siger Chicana.

”De vidste vel, hvad der var værd at opleve. Også ting som almindelige turister ikke oplever. Hvad den lokale befolkning gør til hverdag og til fest. Den lokale kultur,” siger Leofred.

”Ja, netop. Den lokale befolkning til hverdag og fest. Det er sådan noget, jeg godt kan lide. Deres måde at gøre ting på og sådan noget. Og jeg oplevede det på tætteste hold,” siger Chicana.

”Var det så anderledes at være i Valonien?” spørger Leofred.

”Ja,” siger Chicana og tænker lidt, før hun fortsætter,” der var selvfølgelig maden, selv om mad fra forskellige lande efterhånden kan fås overalt. Næsten alle større byer i Lavinia har en valonsk restaurant. Den mad, vi fik i Valonien, var faktisk stort set den samme, som den mad man kan få på en valonsk restaurant her i landet. Men jeg synes, at det er sjovt at være i et fremmed land og få deres traditionelle mad. Det passer sammen, maden og landet,” siger Chicana.

”Var der så også lavinske restauranter i Valonien?” spørger Leofred.

”Ja, men jeg synes, at det er en del af at rejse at spise maden der, hvor man kommer hen – i hvert fald prøve at smage den. Hvis man så ikke kan lide den, kan man finde en restaurant fra ens eget land. Men jeg kunne godt lide maden i Valonien,” svarer Chicana.

”Hvordan var menneskerne så i Valonien?” spørger Leofred.

”De var søde, rare og gæstfrie – ligesom her. Det kan godt være, at de var lidt anderledes overfor os, fordi vi var gæster.  Man er som regel lidt anderledes, når man har gæster. Man er forsigtig med ikke at fornærme dem og sådan noget. Efter nogle dage, da vi havde vænnet os til hinanden, blev omgangstonen lidt friere. Den høflige og gæstfrie facade faldt og vi kom tættere på hinanden. Bag facaden var de også rare, dejlige og levende mennesker. De var ligevægtige og stærke. Måske derfor var de også nemme at være sammen med. Vi havde det godt i hinandens selskab,” siger Chicana.

”Ja, nogle mennesker er nemme at være sammen med. Hvordan talte I sammen? Kan du tale valonsk?” spørger Leofred.

”Ja, nogenlunde. Min far taler det flydende. Min mor og jeg kan tale det nogenlunde. Nok til at vi kan gøre os forståelige og hvis der var noget, vi ikke forstod, kunne min far oversætte det for os,” svarer Chicana.

”Var der noget specielt, du lagde mærke til, ved dem I boede hos?” spørger Leofred.

”Ja, de kunne godt lide at røre hinanden. De holdt hinanden i hånden, når de gik ture. Og hvis den ene for eksempel stod og lavede mad, kom den anden hen og lagde en arm om livet. Når de gik forbi hinanden skulle de lige røre hinanden, lade skuldrene snitte hinanden eller røre hinanden på hænderne eller lignende. Det kunne også være en hånd på skulderen, hvis de stod og snakkede. Et klap på ryggen eller et klap bagi når de var i nærheden af hinanden. De var kærlige overfor hinanden. Jeg fik en følelse af, at de var rigtig glade for hinanden,” siger Chicana.

”Det kunne mine forældre da også finde på at gøre,” siger Leofred.

”Ja. Men medens de har gæster?” spørger Chicana.

”Jah, men måske ikke så synligt,” siger Leofred.

”Du har ret. Nogle gange bliver indtryk, man oplever fremmede steder, forstærket. Man synes, at det er specielt for stedet. Og så, hvis man tænker over det, er det mere almindeligt end man først troede. Det kunne forekomme alle steder,” siger Chicana.

”Måske har det noget at gøre med, at man ofte er mere opmærksom, når man rejser. Der er hele tiden nye indtryk, som skal bearbejdes. Man lægger mærke til mere. Måske er det derfor, at det er sjovt at rejse. Man føler hele tiden, at der sker noget,” siger Leofred.

”Det kan godt være,” siger Chicana eftertænksomt.

De sidder lidt uden at sige noget.

”Hvor er du på vej hen?” spørger Leofred.

”Jeg er bare ude at gå en tur. Jeg tror, at jeg begynder at gå hjemad inden længe,” siger Chicana.

”Jeg er på vej til Korshavn. Skal vi følges?” spørger Leofred.

”Det kan vi godt,” siger Chicana.

”Godt, så lad os gå,” siger Leofred og rejser sig.

Chicana rejser sig også og de begynder at gå mod Korshavn. De går lidt uden at sige noget.

”Det er sjovt med måden, man iagttager på, når man rejser til fremmede steder. Det er altid forskellene, man lægger mærke til, og de synes nogle gange at være større, end de egentlig er. Man lærer ofte lige så meget af at lægge mærke til de ting, som er fælles. Så får man en fornemmelse af de uskrevne love, som gælder alle steder – de universelle love,” siger Leofred.

”Ting, som ikke ændrer sig fra sted til sted. Hmmm, ”siger Chicana, mens hun tænker sig om, ”mennesker spiser alle steder. De spiser ikke det samme, men de spiser.”

”De bygger huse alle steder. De skal have tag over hovedet, men husene er også forskellige fra sted til sted. Det har nok noget med klimaet at gøre. Menneskerne må indrette sig efter omgivelserne. Ligesom med at spise. Menneskerne må spise, hvad der er omkring dem. I de koldere egne spiser man æbler, pærer, bær og nogle slags grønsager. I de varmere egne spiser man mere eksotiske frugter,” siger Leofred.

”Ja, men vi kan også købe eksotiske frugter her,” siger Chicana.

”Det har vi ikke altid kunnet. I gamle dage kunne man ikke købe frugter fra eksotiske lande. Da spiste man lokale fødevarer,” siger Leofred.

”Jeg forstår, hvad du mener. Omgivelserne præger menneskerne. Man skal stadigvæk spise og have tag over hovedet, men omgivelserne påvirker måden, det bliver gjort på,” siger Chicana.

”Er der så nogen af de universelle ting, som ikke bærer præg af omgivelserne?” funderer Leofred.

”Kærlighed,” siger Chicana og hun fortsætter, ”mennesker har følelser for hinanden alle steder. De finder sammen og får børn alle steder.”

”Jah,” siger Leofred.

De går lidt og tænker.

”Logisk sans,” siger Leofred og han fortsætter, ”omgivelserne giver menneskerne forskellige forudsætninger, men måden at udvikle ting på er den samme. Man udvikler redskaber til at hjælpe sig i hverdagen.”

”Ja, men måden at tænke logisk på ændrer sig fra sted til sted. Videnskab er mere udviklet i nogle kulturer end i andre. Det har måske også noget med traditioner at gøre,” siger Chicana.

”Nå ja kultur og traditioner. Mennesket har nogle basale behov, som ikke afhænger af stedet. Omgivelserne sætter rammerne, hvordan menneskerne gør eller opnår disse ting. Traditioner og kultur er måden at gøre disse ting på og når måden at gøre disse ting på går i arv fra generation til generation. Og det er netop traditioner og kultur, som du gerne vil opleve, når du rejser til et fremmed land,” siger Leofred.

”Har du nogen sinde tænkt på, at du ofte generaliserer?” siger Chicana.

”Generaliserer,” gentager Leofred og han fortsætter,” Imrense siger, at jeg filosoferer. De næste bliver vel, at I siger, at jeg ironiserer.”

”Det gjorde du lige der,” smiler Chicana

De går lidt uden at sige noget.

Leofred går og tænker lidt over det, de lige snakkede om. Han tænker på, at det var pudsigt, at det var Chicana, der nævnte, at spisning og kærlighed var universelle ting, mens han selv fandt ud af, at bygninger og logisk tænkning var universelle ting. Det er typisk kvindeligt at tænke på spisning og kærlighed, mens det er typisk mandligt at tænke på tag over hovedet og logisk tænkning. Det har nok noget med netop traditioner at gøre. Det er nu en gang kvinder, der føder børn og giver dem bryst. Leofred tænker over, om han skal nævne det overfor Chicana. Hun sagde lige, at han ofte generaliserer. Er det her en generalisering? Nå lige meget. Jeg siger det alligevel.

”Det var egentlig pudsigt, at det lige var dig, der nævnte spisning og kærlighed, da vi snakkede om universelle ting. Det er typisk kvindeligt at tænke på spisning og kærlighed, mens jeg nævnte byggeri og logisk tænkning, som er typiske mandeiagttagelser,” siger han.

”Ja, men måske har det noget med netop traditioner at gøre. Det er nu en gang kvinder, som føder børn og giver dem bryst. Derfor var de næsten tvunget til at være hjemme, mens manden måtte klare at jage og skaffe tag over hovedet,” svarer Chicana.

”Ja,” siger Leofred eftertænksomt.

De går lidt uden at sige noget.

”Var der ellers nogle ting, du lagde mærke til i Valonien?” spørger Leofred.

”Ja, folk hilste på alle dem, de mødte. Det var lige meget, om de kendte dem eller ej, så hilste de på dem. Det kunne jeg egentlig godt lide,” svarer Chicana.

Leofred tænker, at det måtte være meget rart. Det må bringe folk tættere sammen. Det må give en følelse af sammenhold. Folk må bekymre sig mere for hinanden. Han tænker over, om han skal sige det. Er det her en generalisering? Nå lige meget, jeg siger det alligevel.

”Det må være meget rart at alle hilser på alle. Det må bringe folk tættere sammen, give dem en følelse af sammenhold,” siger Leofred.

”Ja, folk må bekymre sig mere for hinanden,” siger Chicana.

”Ja,” siger Leofred eftertænksomt.

”Ofte blev de stående og snakkede lidt med dem, de mødte, også selv om det var vildt fremmede mennesker. De snakkede ikke om personlige eller dybe, filosofiske ting. Det var bare småting, de snakkede om. Hvis der var sket et eller andet, hvis det lokale fodboldhold havde spillet, politik, vejret og sådan noget. Eller hvis der skete noget spontant, kunne de stå og snakke med de omkringværende om det. Hvis en bil kørte forbi i høj hastighed, kunne der falde en bemærkning om, at han nok havde travlt. Så kunne samtalen gå videre med, at folk også har meget at lave lige for tiden og så videre. Næsten alt blev sagt på en positiv måde. Hvis det var regnvejr, kunne bemærkningen være, at det var godt, at markerne fik noget vand. Hvis der var en person, der havde forstuvet foden, kunne bemærkningen være, at han havde godt af at tage den lidt med ro. Næsten altid positive bemærkninger.”

”Kunne det ikke være lidt trættende, at folk altid var positive?” spørger Leofred.

”Næ, det var ikke påtaget eller falsk,” svarer Chicana.

Leofred tænker, at alt umuligt kunne være positivt. Og hvis noget var negativt, ville det på en måde være en løgn at omtale det positivt. Det måtte blive påtaget. Han tænker over, om han skal sige det? Er det en generalisering? Nå lige meget, jeg siger det alligevel.

”Alt kan umuligt være positivt,” siger han så og fortsætter, ”hvis noget er negativt, kan det da ikke være godt at omtale det positivt. Det ville være en løgn. Det må da blive påtaget.”

”Næ, tværtimod. Jeg synes, at det var behageligt. Hvis der sker noget dårligt, er folk som regel allerede selv klar over det, så behøver de ikke at få det at vide igen,” svarer Chicana.

Leofred tænker lidt over det. Skal man altid sige sandheden? Han regner sig selv for både sandfærdig og positiv. Hvis nogen ikke kender sandheden, skal man sige den. Ellers ville det være at sprede usandheder. Det kan ikke være godt. Men hvis alle i forvejen kender sandheden, behøver man så at sige den? Ville det, som Chicana siger, ikke bare være at strø salt i såret at omtale noget negativt? Generaliserer jeg nu? Nå jeg er ligeglad med, om jeg generaliserer. Jeg siger det, der falder mig ind.

”Jeg forstår godt, hvad du mener. Jeg regner bare mig selv for sandfærdig, og har altid regnet med, at sandheden varer længst. Jeg er stadig tilhænger af, at hvis nogen ikke er klar over noget, skal de have sandheden at vide. Men,” siger Leofred og han holder en lille pause, før han fortsætter,” hvis alle i forvejen kender sandheden, kan det måske i nogle tilfælde være godt at omtale den lidt positivt, især hvis den er negativ. Så er der ingen grund til at træde rundt i det negative.”

”Netop. Nogle gange er det bedre at komme med en positiv bemærkning og måske endda trøste lidt. Det afhænger af situationen,” siger Chicana.

I det samme går stien rundt om en klippe og de kommer helt ud til kanten. Der er en smuk udsigt over søen.

Hvor er her smukt, tænker Leofred.

”Hvor er her smukt,” siger Chicana.

”Ja,” siger Leofred.

De står lidt og kigger.

”Det åbner for et andet spørgsmål. Hvis alle i forvejen kender sandheden, behøver man så overhovedet at sige noget? Skal man sige noget, som andre i forvejen er klar over?” spørger Leofred, efter de har stået og nydt udsigten et stykke tid.

”Det ved jeg ikke. Nogle gange kan man vel godt sige trivielle ting. For at holde samtalen i gang eller for at vise, at man er til stede. Nogle gange er det ikke bare det, man siger, som har betydning. Nogle gange kan man for eksempel sige noget overflødigt for at bryde en pinlig tavshed eller for at komme videre i en samtale,” siger Chicana.

”Ja, det kan du have ret i. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bryder mig om, at folk siger ligegyldige ting. Du har ret i, at nogle gange kan det være befriende, hvis nogen siger et eller andet tåbeligt. Noget andet er, at en gåtur må tage lang tid i Valonien,” siger Leofred.

”Ja,” smiler Chicana, ” men hvis de ikke har tid, kan de lade være med at stoppe op og bare gå videre.”

I det samme peger Chicana op på himlen.

”Se den rovfugl. Den er nærgående,” siger hun.

Leofred kigger op. Det er Hans Højhed. Han giver nogle høje pift og Hans Højhed flyver ned og sætter sig på et klippestykke nogle få meter fra dem.

”Det er Hans Højhed. Den er tam,” siger Leofred.

”Er den tam? Hvordan kan det lade sig gøre?” spørger Chicana.

”Jeg fandt ham som lille og passede og plejede ham. Den har beholdt kontakten til mig, efter at den er blevet stor,” siger Leofred.

”Nej, hvor spændende. Hvad slags fugl er det?” spørger Chicana.

”Det er en vandrefalk,” siger Leofred.

Chicana står et stykke tid og kigger på fuglen. ”Hvor er den smuk. Der er noget majestætisk over rovfugle.”

”Ja,” svarer Leofred.

De går forbi Hans Højhed. Chicana bliver ved med at kigge på den. Da de er kommet forbi fuglen, letter den. Leofred giver et højt pift og snart er fuglen igen forsvundet bag klipperne.

De går lidt uden at sige noget.

”Du nævnte kærlighed, som noget, som findes alle steder. Gad vide, om folk har de samme følelser andre steder ligesom her,” siger Leofred.

”Jeg tror, at følelser er universelle,” svarer Chicana.

”Jeg tænkte på, om der mon findes følelser, som man ikke kender,” uddyber Leofred.

”Jeg forstår ikke helt, hvor du vil hen,” siger Chicana.

”Er det muligt helt at forstå, hvad andre føler, hvis man ikke selv har haft de samme følelser. Hvis man for eksempel aldrig har oplevet sorg, vil det så ikke være svært helt at forstå en person, som føler sorg. Eller hvis man aldrig har været forelsket, vil det så ikke være svært at forstå en person, som er forelsket. Kan man forstå følelser, hvis man ikke selv har haft dem?” spørger Leofred.

Leofred fik et sug i maven, da han snakkede om at være forelsket til Chicana. Han er dybt forelsket i hende. Skal han sige det til hende? Han kigger på hende. Hun går og kigger op på bjergene.

Chicana afbryder hans tanker, ”du mener, at en evne som empati bliver udviklet jo flere følelser, man selv har haft.”

”Ja,” siger Leofred mut.

”Hvis man for eksempel aldrig har været forelsket, må det være svært helt at forstå følelsen. Men jeg tror, at den mest udviklede form for empati er, hvis man kan forstå følelser, man ikke selv kender i forvejen. Og jeg tror ikke, at det behøver at have noget med stedet at gøre. Folk er forskellige, også lokalt. Nogle folk lægger mere i følelser end andre og folk forstår følelser på forskellige måder,” siger Chicana.

”Ja, men nogle steder har folk mere temperament end andre steder. I nogle kulturer er det vigtigt at være retsindig. Og nogle kulturer lægger mere vægt på ære og stolthed end andre. I nogle kulturer er fred og fordragelighed for eksempel vigtigere end ære og stolthed,” siger Leofred.

”Jeg forstår, hvad du mener,” siger Chicana.

De går lidt uden at sige noget.

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der måske er nogle mennesker, som har nogle følelser, som jeg overhovedet ikke kender. Man skulle have nogle flere ord for følelser, som kan beskrive dem mere nuanceret,” siger Leofred.

”Hvad mener du?” spørger Chicana.

”Man kunne måske have et ord for følelsen af at være sulten, men stadig vide, at der er mindst 2 timer og et kvarter til aftensmaden,” griner Leofred.

”Vi er snart i Korshavn. Så kan du gå ind i kiosken og købe lidt, så du kan klare dig til aftensmaden,” siger Chicana.

”Ja,” siger Leofred.

Chicana griner og siger, ”der skulle være et ord for følelsen af at være træt efter at have gået en lang tur i bjergene, at være sulten og vide, at der er 2 timer til aftensmaden, at glæde sig til en film, som skal vises i fjernsynet om aftenen og samtidigt skulle på wc.”

”Jeg tror, at du forstod pointen,” griner Leofred, ”du er snart hjemme.”

”Ja,” siger Chicana.

De går lidt uden at sige noget.

”Så skal du snart af sted igen til Slarigo,” siger Leofred.

”Ja, jeg får set noget her i sommer,” siger Chicana.

”Nu du har rejst meget. Har du så lagt mærke til den globale udvikling?” spørger Leofred.

”Hvad mener du?” spørger Chicana.

”Ting spreder sig fra land til land. For eksempel er der restauranter fra mange lande i de større byer. Varer bliver eksporteret, men også kulturer bliver spredt. Er det godt eller dårligt?” spørger Leofred.

”Jeg har godt lagt lidt mærke til det. Verden bliver mindre og folk kommer tættere på hinanden. Jeg ved ikke, om det er godt eller dårligt. Det er vel godt, at man kan tage det bedste fra de forskellige kulturer og bruge det andre steder,” siger Chicana.

I det samme kommer de hen til Chicanas hus. De bliver stående udenfor.

”Ja, men kan det ikke også være lidt synd. Det ensretter kulturerne. Kan det ikke ødelægge de lokale kulturer. Til sidst er der kun en kultur over hele kloden,” siger Leofred.

”Jeg forstår, hvad du mener. Det ville være en skam, hvis de lokale kulturer går tabt. Men måske behøver det ikke gå så galt,” siger Chicana.

”Jeg håber det ikke,” siger Leofred.

De står lidt uden at sige noget.

”Jeg vil gå ind. Tak for følgeskabet. Det var fornøjeligt,” siger Chicana.

”Selv tak. Og god tur til Slarigo. Den tur må du fortælle om, når du kommer hjem,” siger Leofred.

”Det skal jeg nok. Vi ses,” siger Chicana og går op mod huset.

”Ja,” siger Leofred. Han bliver stående og kigger efter hende.

Chicana vender sig om og vinker, inden hun går ind ad døren.

Leofred vinker tilbage. Så sukker han dybt og går hen mod kiosken.

 

Imrenses mor og en kat

9/11 2010

 

Leofred går ind i kiosken og køber to sodavand og et stykke chokolade. Han sætter sig over i parken for at drikke sodavandene. Han er tørstig. Han drikker det meste af den ene i en slurk. Det er skønt at drikke, når man er tørstig. Han nyder resten af sodavanden, mens han spiser chokoladen. Han sidder lidt og ser på menneskerne i parken. Der er ikke så mange i øjeblikket. De er nok på ferie eller nede ved stranden, tænker Leofred.

Leofred tænker, at han vil gå ned på havnen og drikke den anden sodavand. Han rejser sig og går derned.

Han sætter sig på en bænk på havnen. Der er heller ikke ret mange mennesker på havnen. Han åbner den anden sodavand og tager en lille tår. Han kigger ud over vandet. Det er smukt. Solen glimter i bølgerne. Han lægger hovedet tilbage og kigger op på himmelen. Den er dybblå. Han kigger igen ud over søen. Han kan se nogle fiskerbåde på vej ind. Han kan høre nogle af fiskerne synge. Leofred ser fiskerne lægge til og losse deres fangst, mens han nyder sin sodavand. Nogle mennesker kommer hen til fiskerne for at købe friske fisk. Fiskerne bliver færdige med at losse fangsten. Leofred sidder lidt og bare kigger ud over vandet. Han kan mærke, at han har fået nok sol. Han beslutter sig for at gå op til Imrense. Han drikker resten af sin sodavand, rejser sig og begynder at gå ind mod byen.

Leofred går hen til Imrense og banker på døren. Det er Imrenses mor, som åbner.

”Hej,” siger Leofred, ”er Imrense hjemme?”

”Nej, han er på besøg hos sin moster,” svarer moderen.

”Det var en skam,” siger Leofred.

”Vi skal hente ham i aften, så han er hjemme i morgen. Var det noget vigtigt?” spørger moderen.

”Næ, jeg ville bare besøge ham,” siger Leofred.

”Pas på solen, Leofred. Jeg kan se, at du er ved at blive rød,” siger moderen.

”Ja, jeg kan godt mærke, at jeg skal til at passe på,” siger Leofred.

”Vil du ind i skyggen og have et glas saftevand?” spørger moderen.

”Nej tak, jeg har lige drukket to sodavand. Og når nu Imrense ikke er hjemme, kan jeg lige nå at køre hjem med min mor. Hun får fri om en halv times tid,” siger Leofred.

”Du kan da vente her, til hun får fri. Du kan ringe til hende og sige, at hun skal hente dig her. Du kan sidde ude i haven. Vi har en parasol på terrassen, så du ikke skal sidde i solen,” siger Imrenses mor.

”Ja tak, det kunne jeg gøre,” siger Leofred.

Imrenses mor følger Leofred om i haven. Leofred sætter sig under parasollen på terrassen. Han ringer til sin mor og siger, at hun skal hente ham hos Imrense.

Imrenses mor kommer med nogle jordbær og vindruer. Hun sætter sig også ved terrassebordet.

”Så skal I snart starte i skolen igen. Glæder du dig?” spørger hun.

”Ja, det bliver godt at se alle kammeraterne igen,” siger Leofred.

”Imrense har tænkt meget over, hvilke valgfag han skulle vælge. Hvad har du valgt?” spørger moderen.

”Fysik, musik, økonomi og filosofi,” svarer Leofred.

”Har du valgt filosofi? Det lyder spændende. Jeg troede, at du var mere til naturfag. Hvordan er du kommet på den ide?” spørger moderen.

”Det var vist bare en indskydelse,” svarer Leofred og mærker hjertet banke, da han tænker på Chicana.

”Jeg kunne også godt tænke mig at lære filosofi,” siger moderen.

”Kan du ikke tage filosofi som voksenundervisning?” spørger Leofred.

”Jo, det kunne være morsomt, men jeg har nok at lave i øjeblikket. Måske hvis jeg en gang får mere tid eller når jeg går på pension,” siger moderen.

I det samme kommer en kat gående langs buskene i kanten af haven. Den går over græsset hen imod dem. Leofred rækker en hånd frem mod katten. Den går hen imod ham med halen stående lige i vejret. Den snuser forsigtigt til hans fingre. Så gnider den snuden mod dem og kommer helt hen til ham.

”Ja, jeg hørte en fortælle om filosofi og jeg syntes, at det lød spændende. Nu har jeg valgt det og så må jeg se, om det er lige så spændende, som det lyder,” siger Leofred.

Leofred gnider katten på siden af hovedet og fortsætter bevægelsen hen over ryggen. Katten gnider sig op ad hans ben og begynder at spinde.

”Hvis kat er det?” spørger Leofred.

”Jeg tror, at det er naboens. Den løber tit inde i vores have,” siger Imrenses mor.

”Den er i hvert fald kælen,” siger Leofred.

”Ja, og vi er glade for, at den er her. Den holder musebestanden nede,” siger moderen.

Leofred gnider katten hen over ryggen. Den spinder.

”Imrense har også valgt musik. Han har også valgt kunst,” siger Imrenses mor.

”Ja, det har han fortalt mig,” siger Leofred.

”Hvad skal der dog blive af den dreng?” siger moderen.

Leofred griner, ”det lyder da spændende. Det kan da ikke være værre end filosofi.”

”Ungdommen nu om dage,” siger Imrenses mor og ryster smilende på hovedet.

De sidder lidt uden at sige noget. Leofred kæler med katten.

”Sikken en dejlig sommer vi har haft,” siger han så.

”Ja, men det er kun den sidste uge, jeg har haft ferie. Jeg har ferie to uger mere og jeg vil håbe vejret holder,” siger Imrenses mor.

I det samme banker det på døren.

”Det er nok min mor,” siger Leofred og rejser sig.

Imrenses mor åbner døren og det er ganske rigtigt Leofreds mor.

”Vil du ind og have et glas saftevand?” spørger Imrenses mor.

”Nej tak, det har været en hård dag på arbejdet. Vi må hellere se at komme hjemad. En anden dag,” svarer Leofreds mor.

”Nå ja, vi skal også snart til at gøre os klar til at køre. Vi skal besøge min søster i aften,” siger Imrenses mor.

”Tak for jordbær og vindruer,” siger Leofred og går ud ad døren.

”Velbekomme og tak for besøget,” siger Imrenses mor.

”Vi ses,” siger Leofred og hans mor i munden på hinanden.

”Ja,” svarer Imrenses mor.

Leofred og hans mor sætter sig ind i deres bil og kører hjem.

 

En sommerdag i Korshavn

24/2 2013

 

Leofred nyder at have sommerferie. Han sover, til han vågner, og det er sjældent, han sover længe. Han glæder sig til at stå op og opleve sommerdagene.

En sommermorgen vågner han, som han plejer. Han kigger ud af vinduet. Solen skinner fra en skyfri himmel. Han ligger nogle minutter i sengen og tænker over, hvad han skal lave i dag. Han har ingen planer. Han kigger ud af vinduet igen. Vejret er for godt til at ligge og snue i sengen. Han skal nok finde på noget at lave, når han er stået op. Han slår dynen til side og står op.

Han tager et hurtigt bad og går ned for at spise morgenmad. Han laver en kande kaffe. Han stiller kaffen og morgenmaden på en bakke og tager den med ud i haven. Han spiser morgenmaden og hælder et krus kaffe op. Han tager kaffen, læner sig tilbage og kigger ud over haven. Den er smuk. Alt står som det skal. Han tager en slurk kaffe og kigger op på solen og himlen. Det er en dejlig dag.

Leofred tænker over, hvad han skal lave. Han kunne tage en dukkert i søen. Han har ikke rigtig lyst til det. Han har lige været i bad. Det er bedre at vente til i eftermiddag.

Han kunne gå en tur i bjergene eller han kunne tage en tur til Korshavn. Han har mest lyst til det sidste. Han beslutter sig for at cykle til Korshavn.

Han nyder det sidste af sin kaffe. Han sætter hurtigt tingene på plads, går ud til sin cykel og begynder at cykle mod Korshavn. Han cykler langsomt og nyder turen.

Han kommer til Korshavn og cykler ned gennem hovedgaden. Der er ikke så mange mennesker endnu. Han cykler ned til havnen og stiller cyklen. Han går langs havnen og kigger på bådene. De ligger og vugger stille i vandet. Selv om der ikke er meget vind, er der alligevel små bølger. Han kan høre dem skvulpe mod bådene. Det er idyllisk og beroligende.

Han kommer hen til stenmolen. Han springer ud på de første sten. Han står stille og kigger sig omkring. Så springer han ud på de næste sten. Langsomt bevæger han sig fra sten til sten længere ud på molen. Til sidst er han helt ude ved enden.

Han sætter sig på en sten. Han kigger ind mod kajen. Der er ikke så mange mennesker og dem, der er derinde, ser ud til at nyde sommerdagen. Det hele virker så harmonisk.

Leofred kigger ud over søen med de træbevoksede bjergskråninger og sneklædte bjergtoppe i baggrunden. Han sidder stille og iagttager sine omgivelser. Han sanser storheden og det smukke i landskabet og han lader indtrykkene sætte sig i sjælen. Han kan se, hvordan skovene, bjergene og søen med den lille idylliske havn hver for sig er smukke og hvordan de tilsammen danner noget endnu smukkere. Det giver ham en følelse af lykke at se det smukke landskab.

Leofred tager en ganske lille sten, som ligger mellem de større. Han kigger helt tæt på den og iagttager de bitte små bestanddele. Han kan se, hvordan de bittesmå bestanddele tilsammen danner stenen.

Leofred kigger sig omkring. Der ligger lidt græs i vandet mellem stenene. Leofred tager et græsstrå. Han kigger helt tæt på græsstrået og iagttager også her de bittesmå bestanddele. Han kan se, hvordan de er sat sammen, sådan at de til sidst danner græsstrået. Han lægger stenen og græsstrået ved siden af hinanden i sin hånd. Han tænker på hvem eller hvad, der har skabt dem. Og hvorfor. Han ved det ikke, men det synes som et mirakel. Livet er et mirakel. Det er så smukt. Selv om en sten og et græsstrå er simple ting, får han får en kildrende følelse af lykke i maven, når han tænker på, hvor fuldendte de er.

Han kigger ud over landskabet. Så kigger han igen på de små bestanddele i stenen og græsstrået. Så kigger han ud over landskabet igen. Han tænker, at overalt i det smukke landskab ville han kunne tage en hvilken som helst ting og så ville den også bestå af bittesmå bestanddele. Han kan godt lide at tænke sådan. Når han tænker sådan, bliver landskaberne endnu mere fuldendte.

Han tænker på Chicana. Han ville ønske, at hun var her. Hun kan godt lide filosofi. Gad vide, om hun ville forstå hans tanker. Han får et sug i maven af at tænke på hende.

Han kigger ud over landskabet igen. Han kigger på søen og på bjergene i baggrunden. Han vender sig om og kigger ind mod havnen og Korshavns huse i baggrunden. Han kigger på livet inde på kajen. Leofred føler lykke.

Leofred sidder et godt stykke tid på molen og iagttager sine omgivelser. Så rejser han sig og begynder at gå tilbage mod kajen. Han bevæger sig langsomt fra sten til sten. Han kommer tilbage og tænker lidt over, hvor han nu skal gå hen. Han begynder at gå langs vandet. Han går langsomt og lytter til bølgernes stille skvulpen. Han kommer til stranden lidt udenfor byen. Han sætter sig på en sten under et træ og kigger ud over vandet. Der er ingen mennesker på stranden endnu. Det er for tidligt. Om en time eller to vil folk begynde at komme og efter middag vil her være mange.

Et par unge kvinder kommer gående. Leofred har ikke set dem før. Det må være et par turister. De griner og ser ud til at have det sjovt. Pludselig står de stille og kigger sig omkring. Leofred er sikker på, at de ikke har set ham. De begynder at tage deres tøj af. De tager det alt sammen af og står til sidst splitter nøgne. Leofred kigger på dem. De er smukke. De begynder at løbe ned mod vandet. De løber yndefuldt. Leofred ser på deres ansigter, på deres kvindelige former, på deres bryster og på deres kønsbehåring. Han får et sug i maven. De er smukke. De løber ud i vandet. De står stille på det lave vand og sprøjter grinende vand på hinanden. Leofred føler lykke. Det er så smukt. Han tænker på Chicana. Han tænker på, hvordan hun ville se ud uden tøj på, men han stopper tanken. Han kan ikke lide at drømme om det. Hun er smuk med tøj på og Leofred er sikker på, at hun vil være smukkere uden. Men hun er virkelig og han vil ikke ødelægge dette med sine tanker og drømme. Han kigger på de to kvinder igen. De bevæger sig yndefuldt, som kun kvinder kan bevæge sig. Han kigger stjålent på deres bryster og kønsbehåring. Det gør ham lykkelig. Han tænker igen på Chicana, men det er vist meget godt, at hun ikke er her nu.

Kvinderne går lidt længere ud. De svømmer lidt rundt, mens de snakker. Så går de op af vandet. De står lidt stille på stranden og kigger sig omkring. Så tager de deres tøj på og løber grinende væk. Leofred sukker.

Leofred sidder et stykke tid under træet på stranden. Så rejser han sig og begynder at gå tilbage mod Korshavn. Han slentrer langsomt langs stranden og lytter til bølgernes skvulpen. Han står stille et kort øjeblik og kigger ud over søen. Så går han langsomt videre.

Leofred kommer tilbage til havnen i Korshavn. Han tænker over, hvad han nu skal lave. Han har lyst til en kop kaffe. Han begynder at gå hen mod havnecafeen.

En mand og en kvinde kommer gående hen langs havnen. De går og kigger sig omkring. De står stille og snakker og manden peger på kirketårnet oppe i byen. Da Leofred går forbi dem, henvender manden sig til Leofred.

”Undskyld mig. Er du kendt her?” spørger manden.

”Ja,” svarer Leofred.

”Kan du sige mig, hvor forsamlingshuset er?” spørger manden.

”Det kan jeg,” siger Leofred og fortæller ham vejen til forsamlingshuset.

”Tak,” siger manden og vender sig om mod kvinden.

”Vent lidt,” siger Leofred til manden, ”skal I ned og se på billederne af specielle bygningsværker?”

”Ja,” siger manden.

”Hvis I går langs havnen, munder fortovet ud i en sti. Hvis I følger stien, kommer I forbi nogle meget særprægede og smukke huse. De er spændende at se på, hvis I interesserer jer for bygningsværker. Det er en lille omvej, men den er ulejligheden værd. I kommer også forbi turistinformationen, hvis I går den vej,” siger Leofred og forklarer manden den anden vej.

”Det vil vi prøve. Tak for hjælpen,” siger manden og smiler.

Kvinden smiler også til Leofred.

”Det var så lidt,” siger Leofred og smiler tilbage.

Manden og kvinder går videre og Leofred fortsætter hen mod havnecafeen.

Leofred kommer hen til havnecafeen og sætter sig ved et bord ude på fortovet. En tjener kommer hen til ham og han bestiller et krus kaffe. Tjeneren går igen. Leofred læner sig tilbage og kigger på menneskerne på havnen. Der er flere mennesker nu end for en time siden. Mange går stille og roligt langs kajen og nyder sommerdagen. De fleste er turister.

Tjeneren kommer med kaffen. Leofred tager en mundfuld kaffe. Den smager godt. Den er dejlig varm og stærk. Leofred kan godt lide stærk kaffe. Han sidder et kort øjeblik med kaffen i munden og nyder smagen. Så synker han den.

To kvinder kommer gående ad fortovet langs kajen. De går hen til cafeen og sætter sig også ved et af bordene ud mod fortovet. Leofred kigger på dem. Den ene kvinde ser ud til at være i fyrrene og den anden omkring tyve. Han kigger på deres ansigter. Leofred kan godt lide at se på ansigter. Især kvindeansigter. Leofred kan næsten altid finde noget smukt ved et kvindeansigt. Og et smukt kvindeansigt kan give Leofred en følelse af lykke. Han kan kigge længe på sådan et kvindeansigt. I det hele taget er Leofred glad for kvinder. De ting de gør og de ting de siger og deres væremåde. Kvinder virker fortryllende på Leofred.

Begge disse to kvinder har smukke ansigter. De har samme træk. Det er nok en moder og hendes datter. Moderens ansigt er markeret. Datterens ansigt er også markeret, men ikke i samme grad som moderens. Datterens ansigt afspejler glæde og livsmod. Moderens ansigt er mere iagttagende og mystisk.

Leofred kigger i smug på moderens ansigt. Det er spændende. Leofred ser på ansigtet som en helhed. Det er et smukt kvindeansigt, som bærer præg af at have levet et spændende liv. Han kan se, hvordan hendes liv kommer til udtryk i ansigtet. Det er smukt.

Han kigger på munden. Den er sensuel og forførende.

Han kigger på øjnene. De er hele tiden iagttagende og levende med et mystisk, skjult smil. Leofred fokuserer på et øje og ser, hvordan de enkelte bestanddele hver for sig ikke er levende i sig selv, men at de tilsammen danner et instrument, som gør, at et levende væsen kan sanse verden omkring sig.

Kvinden smiler. Hun får nogle trækninger omkring øjnene, når hun smiler. Smilet kommer indefra. Sådanne trækninger kan man ikke lave bevidst. Sådan et smil kan man ikke tænke sig til.

Kvinden har nogle rynker ved tindingerne. Hun har fået dem af at smile. Hun har leet mere end hun har grædt i livet. Leofred fokuserer på en rynke. Han kan se de fine små porrer i huden. Rynkerne og porrerne er i sig selv ikke levende, men han kan se, hvordan de sammen med resten af ansigtet danner et billede af en sjæl.

Leofred kigger et stykke tid på ansigtet i smug. Han kan se, hvordan det hele tiden ændrer sig, mens hun snakker med datteren. Kvindens øjne er hele tiden leende. Hun ser glad og lykkelig ud.

Leofred kigger på datterens ansigt. Det er også smukt, men udtrykker ikke et levet liv på samme måde som moderens. Datterens ansigt udtrykker mere forventningerne om et lykkeligt liv. Et glad, ungt og jomfrueligt udtryk.

Både datterens og moderens ansigter er fulde af kærlighed. De er smukke. Leofred føler lykke ved at se på dem. Han føler et glimt af livets mirakel.

Moderen vender sig og kigger på Leofred. Leofred smiler et kort øjeblik til hende. Hun smiler tilbage. Leofred tænker, om han har været uhøflig ved sådan at sidde og iagttage deres ansigter. Han vil ikke være påtrængende. Han vender blikket ud mod søen og kigger på havnen med menneskerne og bådene.

Leofred tager en tår kaffe og læner sig tilbage.

En dame kommer hen til døren inde fra cafeen. Hun bærer en bakke med en kaffekande, nogle kopper og nogle stykker kage. Leofred kan se, at hun har problemer med at åbne døren, mens hun holder bakken. Hun står lidt og bakser med at få åbnet døren. Leofred rejser sig og går hen og holder døren for damen.

”Tak skal du have. Det var ikke helt nemt,” siger damen smilende.

”Det var så lidt. Jeg kunne godt se, at du havde problemer,” svarer Leofred.

Leofred går tilbage til sit bord.

Tjeneren tænder for musikanlægget. Leofred kender godt sangen. Han kan godt lide den. Han kender også orkestret, som spiller. Det er et af hans favoritorkestre.

Leofred tager en mundfuld kaffe og kigger ud over søen, mens han lytter til musikken. Det giver indtrykkene fra landskabet en anden dimension med musik i baggrunden. Det er smukt, selv om Leofred foretrækker livets egne lyde. Han ser på bådene og menneskerne på havnen, mens han lytter til musikken. Leofred tager en mundfuld kaffe og læner sig tilbage i stolen. Han kigger sig stille omkring uden at fokusere på noget bestemt. Sådan sidder han lidt.

Sangen slutter og en ny begynder. Det er det samme orkester. Det er en af Leofreds yndlingssange. Melodien er så smuk. Den synes at være fuldendt. Leofred sidder stille og lytter. Nu kommer omkvædet.  Tonerne i omkvædet er sat melodiøst og harmonisk sammen. Der er nogle overraskende tonespring, så omkvædet bliver levende og ophøjet på samme tid. Samtidig supplerer instrumenterne hinanden smukt. Leofred får en følelse af lykke. Han læner sig tilbage og falder hen i musikken. Sådan sidder han lidt.

Han begynder at lytte efter de forskellige instrumenter. Der er et orgel eller synthesizer i baggrunden. Det virker drømmende og beroligende, nærmest svævende. Leofred kigger ud over søen. Orglet giver et indtryk af storslåethed på samme måde som landskabet.

Leofred lytter til bassen. Basgangen er god. Den er både finurlig og rytmisk. Den lyder godt.

Han lytter til trommerne. De har en rytme, hvor de laver en lille trommehvirvel på hvert fjerde slag. Den fjerner den monotoni, som nogle trommerytmer kan have. Han lytter til trommerne sammen med bassen. De lyder godt sammen. Leofred smiler.

Leofred kan også godt lide guitarens lyd. Nogle enkelte steder bliver guitaren brugt frit; ellers bliver den brugt til at fastholde rytmen. Heller ikke guitarens rytme er monoton. Den består af både korte og lange anslag. Leofred sidder et stykke tid og lytter efter de forskellige instrumenter.

Så læner han sig tilbage og lytter til musikken som en helhed. Han kan høre, hvordan instrumenterne smelter sammen som baggrund for den smukke melodi. Leofred føler lykke ved at høre musikken.

Leofred køber et krus kaffe mere. Han sidder afslappet og nyder det og sanser sine omgivelser uden at tænke for meget. Han kigger ud over søen med bjergene i baggrunden, han ser på livet på havnen og hvad der ellers sker omkring ham og lader musikken spille i baggrunden.

Leofred rejser sig, da han har drukket kaffen. Han tænker over, hvad han nu skal lave. Han kigger på sit ur. Det er ved at være frokosttid. Han beslutter sig for at cykle hjemad. Hans cykel står et stykke nede ad havnen. Han begynder langsomt at gå hen imod den.

Leofred ser en mand med en hund i lang snor komme hen ad havnen. Hunden ser sød ud. Da manden kommer tæt på, begynder hunden at gø ad Leofred. Leofred stopper op. Han er ikke bange for den. Han kigger forsigtigt på den uden at kigge den i øjnene og laver ingen bratte bevægelser. Snart begynder hunden at logre med halen og kommer hen og snuser til Leofred. Nu kan Leofred ae den.

Leofred kan godt lide at se dyr og hvordan de opfører sig. Og han elsker at se på vilde dyr. At se liv bringer en følelse af lykke frem i Leofred.

Leofred går videre og lidt længere henne står to katte ved nogle fiskekasser. Den ene kat står og snuser til hjørnet af en af kasserne. Den anden sidder og slikker sig. Den er lidt mindre. Pludselig tager en brise fat i et lille stykke papir, så det ruller hen af asfalten. Den lille kat farer af sted og prøver at fange det. Leofred smiler. Katte er søde, når de leger. Da Leofred kommer hen til fiskekasserne, kommer den store kat over mod ham. Den kommer roligt med halen løftet. Leofred bukker sig ned og stikker en finger hen til snuden. Katten snuser forsigtigt. Så begynder den at gnide snuden mod Leofreds finger. Leofred klør den på kinden. Katten begynder at spinde. Den begynder at sno sig kælent om Leofreds ben. Leofred aer den på ryggen. Leofred smiler. Den anden kat kommer også hen til Leofred. Leofred aer dem skiftevis. Leofred står lidt og kæler med kattene. Så går han videre hen mod sin cykel.

Leofred kommer hen til sin cykel, sætter sig op og begynder at cykle hjemad. Han cykler langsomt gennem Korshavn. Da han kommer uden for Korshavn sætter han farten op. Han kigger ned i asfalten og ser den fare af sted under sig. Han kigger ud til siderne og ser omgivelserne glide forbi. Langt væk ser de ikke ud til at bevæge sig, men jo tættere tingene er på ham, jo mere bevæger de sig.  Han kigger på nogle træer tæt ved vejkanten. Han er hurtigt forbi dem.  Han prøver rigtig at sanse, at han bevæger sig. Leofred sætter farten op. Han kigger på, at omgivelserne farer forbi. Sådan cykler han et stykke tid og prøver rigtig at dyrke følelsen af at bevæge sig. Leofred kan godt lide den følelse. Han elsker også følelsen af at bevæge sig, når han kører i bil, i tog eller skal flyve i flyvemaskine. At være i bevægelse og sanse at omgivelserne glider forbi ham.

Leofred cykler hurtigt, så han er snart hjemme. Han sætter cyklen på plads og går ind for at spise frokost.

 

Leofred møder Chicana i skolen

9/11 2010

 

De sidste dage af sommerferien går hurtigt og Leofred starter i skolen igen. Leofred er glad for at møde med sine kammerater igen.

En af de første dage kommer Leofred og Imrense ud fra musiklokalet efter at have haft musik. Nogle af førsteårseleverne står ude på gangen og venter på at komme ind. Leofred kan se, at Chicana står lidt nede ad gangen. Hans hjerte begynder at hamre. Han og Imrense går ned ad gangen.

”Hej Chicana,” siger Leofred og stopper op.

”Hej Imrense og Leofred,” siger Chicana.

”Hej,” siger Imrense.

”Hvordan er det at starte på gymnasium?” spørger Leofred.

”Indtil nu har det været sjovt,” svarer Chicana.

”Er du kommet i en god klasse? Har du fået nogle gode klassekammerater?” spørger Leofred.

”Ja, jeg kender dem ikke så godt endnu. Jeg har snakket meget med et par stykker. Vi passer godt sammen,” siger Chicana.

”Det er godt at finde nogle, som man snakker godt med. Det gør det hele lidt nemmere,” siger Leofred.

”Jah,” svarer Chicana kort.

”Havde I en god tur til Slarigo?” spørger Leofred.

”Ja,” siger Chicana lidt betrygget, fordi nogle af hendes klassekammerater står og kigger på hende. De er nysgerrige, fordi hun står og snakker med nogle af de ældre elever.

Leofred kan se, at hun er lidt utryg.

”Den tur må du fortælle om en af dagene. Vi skal videre til næste time,” siger Leofred og vender sig for at gå videre.

”Skal du for resten med til introfesten? Den plejer at være sjov,” spørger han henkastet og kigger tilbage på Chicana.

”Ja, klassen er ved at arrangere fællesspisning,” svarer Chicana.

”Det var godt, vi ses,” siger Leofred.

”Ja, vi ses,” siger Chicana.

”Hej,” siger Imrense.

Leofred og Imrense går videre ned ad gangen.

Leofred går og kigger eftertænksomt ned i gulvet.

Imrense kigger på Leofred og begynder grinende at fløjte.

Leofred kigger op og smiler, men han siger ikke noget.

”Hvad skal du have nu?” spørger Imrense, da de kommer hen til enden af gangen.

”Fysik,” svarer Leofred kort.

”Jeg skal ned og have kunst. Vi ses senere,” siger Imrense.

”Ja,” siger Leofred og smiler kort.

 

Introfesten

8/12 2010

 

Et par uger efter ferien holder gymnasiet en introfest, hvor de nye elever bliver introduceret. Det er fast tradition under festen, at rektor står på scenen i festsalen og kalder de nye elever op en efter en. Der skal de nye elever sige deres navn og klasse højt for de andre elever, hvorefter rektor giver dem hånden og byder dem velkommen.

De fleste klasser arrangerer fællesspisning før festen.

Leofreds klasse har mest lyst til bare at hygge sig med hinanden uden så meget underholdning, så de beslutter sig for at mødes på en hyggelig restaurant og spise middag, snakke og nyde hinandens selskab.

Leofred og Imrense følges hen til restauranten. Da de ankommer, er de fleste af deres klassekammerater allerede kommet. De venter på de sidste, før de sætter sig til bords. Leofred sætter sig ved siden af Belina.

”Hej Belina, må jeg sidde her?” spørger han.

”Ja, vær så god,” svarer Belina.

Leofred sætter sig. Snart sidder alle ved bordet. En af deres klassekammerater rejser sig og byder velkommen. De skåler med hinanden.

Der går ikke lang tid før snakken går omkring bordet. De kender alle hinanden godt efter at have gået i klasse sammen nogle år og stemningen er rolig og afslappet.

”Hvilke fag har du valgt i år?” spørger Leofred.

”Samfundsfag, økonomi, matematik og geografi,” svarer Belina.

”Har du valgt samfundsfag? Det må være et stort fag. Jeg mener, det spænder bredt. Samfundsfag berører vel også både politik og jura,” siger Leofred.

”Jeg kender ikke så meget til faget endnu, men jeg tror, at du har ret. Jeg håber også, at vi lærer noget om samfundsøkonomi og statskundskab. Normer og værdidannelse i samfundet og sådan noget hører nok også ind under samfundsfag. Jeg er spændt på, hvad vi får. Jeg glæder mig,” siger Belina.

”Jeg håber ikke, at du bliver skuffet,” siger Leofred.

”Det håber jeg heller ikke. Hvad synes du om vores lærer i økonomi?” spørger Belina.

”Indtil videre kan jeg godt lide ham. Han lyder til at være kompetent. Jeg synes også, at han underviser på en inspirerende og levende måde, så jeg er godt tilfreds,” svarer Leofred.

”Ja, jeg synes også, at det har været godt indtil videre,” siger Belina.

I det samme udbringer en af klassekammeraterne en skål. De løfter glassene og skåler med de andre.

”Nu du har valgt både samfundsfag og økonomi. Tror du, at vi får en fælles global økonomi på et tidspunkt?” spørger Leofred.

”Hvad mener du?” spørger Belina.

”Samspillet mellem forskellige lande bliver større og større. Og egentlig også mellem lokaliteter indenfor landene. Medierne bringer kulturelle indslag og nyheder fra alle steder på kloden. Både udsendelser fra små lokale og ellers lukkede samfund og store metropoler bliver bragt i en skøn blanding. Handelsmæssigt kan lokale varer sælges og købes overalt. Alle lande handler med hinanden. Og alle kan rejse ud og besøge andre lande. Det vil kun være logisk, hvis man bliver enige om en fælles møntenhed, som kan bruges overalt,” siger Leofred.

”Det ved jeg ikke. Man behøver da ikke en fælles møntenhed for at handle med hinanden,” siger Belina.

”Næ, men det vil gøre det hele nemmere, hvis man kan bruge de samme penge overalt. Det vil også give mere lige handelsbetingelser. Så skal man ikke spekulere i, om kursen på de forskellige valutaer er høj eller lav. I øjeblikket vil det give gunstige handelsbetingelser at holde sin valutakurs kunstigt nede. Så vil andre landes varer være dyrere på det hjemlige marked og landets varer være billigere i udlandet. Det vil forøge konkurrenceevnen både ved import og eksport. Det er ikke en retfærdig måde at styre konkurrenceevnen på,” siger Leofred.

”Næ, det har du ret i, men der er mange andre ting, som også styrer konkurrenceevnen. Hvis lønningerne i et land er lavere end i andre lande, vil det også forøge konkurrenceevnen,” siger Belina.

”Ja, det er heller ikke retfærdigt. Det er arbejderne, som kommer til at betale, for at konkurrenceevnen bliver forbedret,” siger Leofred.

”Det synes jeg er i orden. Hvis et firma kan overtale arbejderne til at få mindre i løn for til gengæld at kunne producere billigere og dermed sælge mere, så er det et anliggende mellem firmaet og dets arbejdere,” siger Belina.

”På et frit marked synes jeg også, at det er i orden. Det er almindelige konkurrencebetingelser. De, som kan producere billigst, sælger mest. Med mindre andre firmaer finder andre konkurrenceparametre som for eksempel kvalitet eller design. Men her er det handel mellem lande. Jeg synes ikke, at det er retfærdigt, at nogle får bedre betingelser, blot fordi deres valutakurs er lav,” siger Leofred.

”Det er meget mere komplekst. Lande er ikke lige højt udviklet i øjeblikket. Samfundet fungerer på en anden måde i de fattige lande. Menneskerne får ikke så meget i løn, men til gengæld er alting billigere. De behøver ikke så mange penge for at leve. De skal ikke betale så meget i husleje og for mad og så videre. Serviceniveauet i samfundet er ikke så højt. Arbejderne skal måske betale mindre i fagforeningskontingent og til gengæld har de ikke de samme rettigheder overfor arbejdsgiverne. Det er meget komplekst,” siger Belina.

”Jah,” siger Leofred eftertænksomt.

”Og der er mange andre ting, som spiller ind. Hvad med renteniveau og inflation?” siger Belina.

”Så skal man lave en fælles, global økonomi for hele kloden. Det samme renteniveau overalt. Det samme lønniveau. Priserne skulle være de samme overalt. Den samme inflation og så videre,” siger Leofred.

”Det ville aldrig gå. Hvis du vil have fælles økonomi, vil du så også have et fælles globalt sprog?” spørger Belina.

”Det er allerede lidt på vej. Vi lærer allerede sprog fra flere af de lande, vi handler mest med. Der er flere sprog, som er så udbredte, at de kan tales næsten overalt,” siger Leofred.

”Fælles økonomi og fælles sprog. Og til sidst ophæves alle grænser, så vi er et stort land,” griner Belina.

”Ja, eller slet ikke noget land, - bare en klode,” siger Leofred.

”Ikke nogen lande,” gentager Belina, ”der er nødt til at være nogle, som bestemmer nogle regler. Eller ville du have totalt anarki?”

”Jah,” siger Leofred, ”der skal være nogle love. Folk skal ikke have lov til at stjæle fra hinanden eller slå hinanden ihjel.”

”Altså ikke totalt anarki,” smiler Belina og hun fortsætter, ”hvem skal så forhindre folk i at stjæle fra hinanden?”

”Det nemmeste ville være, hvis folk bare var ærlige og ikke gjorde hinanden fortræd,” siger Leofred.

”Åh kom nu. Det var dig, der startede med det her tankeeksperiment. Vil du have private vagtværn eller et samfundsstyret politi?” spørger Belina.

”Ja, hvis så lidt som muligt skulle styres, måtte folk selv klare deres beskyttelse. De folk med mange penge, måtte bruge nogle af deres penge på at købe sig beskyttelse af private vagtværn,” siger Leofred.

”Det er lidt i retning af anarki. Ville det så være i orden at bruge sine penge på at samle en mindre hær, som var stærkere end de private vagtværn og derefter gå ud og plyndre alle andre?” spørger Belina.

”Okay, der er nok nødt til at være et samfundsstyret retsvæsen og politi,” siger Leofred.

”Fint nok. Hvad så med veje? Hvis så lidt som muligt skal styres, skal folk så selv bygge deres veje? De kan så afkræve afgifter af dem, som benytter dem,” siger Belina.

”Jah, så ville det koste penge at køre på vejene,” siger Leofred eftertænksomt.

I det samme er der en af deres klassekammerater, som udbringer en skål. De skåler med de andre.

”Og folk må selv sørge for at undervise deres børn. Hvis forældrene har arbejde og penge, må de enten betale til en skole eller til en privat underviser. Hvis de ingen penge har, må de selv undervise deres børn,” siger Belina.

”Ja, men jeg hører en svag sarkasme,” smiler Leofred og han fortsætter, ”hvordan ville alternativet se ud? Folk betaler skat og så skulle der være en regering, som styrer landet. Regeringen skal sørge for lov og orden, veje, som folk frit kan køre på, fri undervisning til alle børn og hvad mere?”

”Staten skulle sørge for, at der er frit sundhedsvæsen, fri offentlig transport med toge, busser, færger osv. fri telefoni, fri husleje, varme og el,” griner Belina.

”Jeg sporer igen en vis ironi,” siger Leofred og han fortsætter, ”så skulle folk bare arbejde. De ville ikke få noget for det, men til gengæld ville alt være gratis.”

”Ja,” siger Belina smilende og hun fortsætter, ”men nu har vi to samfund. Et næsten anarki og et totalt statsstyret samfund. Hvad for et skal vi vælge? Eller skal der være to lande på kloden? Så kan folk selv bestemme, om de vil bo i det ene land eller det andet.”

”Jeg ville nødigt bo nogen af stederne. Kan vi ikke lave nogle flere valgmuligheder?” spørger Leofred.

”Netop. Så laver vi nogle flere lande og lader folk selv bestemme hvilke lande, de vil bo i. Folk får selv lov til at styre og bestemme i de lande, de bor i. Og så har vi vores egen verden, som den ser ud i dag,” siger Belina.

”Det var da en god ide, hvis folk selv kunne bestemme hvilket land, de ville bo i. I dag er vi næsten tvunget til at bo i det land, hvor vi bliver født. Det skulle være sådan, at når man bliver voksen, kan man frit vælge hvilket land, man vil bo i. Nå men okay, jeg kan høre, at du ikke er så meget for en fælles global økonomi,” siger Leofred.

”Jeg ved det ikke. Det var dig, der startede med det tankeeksperiment,” siger Belina.

”Jeg synes bare, at det kunne være smart med en fælles økonomi. Det ville gøre det nemmere at handle med hinanden og give mere lige handelsbetingelser for alle. Man skulle ikke spekulere på valuta, rente, inflation osv. Det kan da godt være, at det ikke kan lade sig gøre,” siger Leofred.

”Spørgsmålet er, om det ikke tager landenes frihed,” siger Belina.

”Det kan godt være. Nå, nok om det. Vi sidder vel ikke og diskuterer økonomi, når vi er til fest,” siger Leofred.

”Det var dig, der startede med at snakke om global økonomi, men jeg hygger mig. Husk på, at det er mig der har valgt samfundsfag,” siger Belina.

De sidder lidt uden at sige noget.

”Jeg tror, at jeg vil udbringe en skål,” siger Leofred. Han rejser sig op og udbringer en skål. De andre skåler med ham. Han sætter sig ned igen og skåler med Belina.

”Har du tænkt over, hvad du skal, når du er færdig med gymnasiet,” spørger Leofred.

”Jeg tror, at jeg vil søge ind og studere samfundsøkonomi, meget apropos. Det kommer lidt an på, hvordan det går med samfundsfag i år. Hvad med dig?”

”Jeg tror, at jeg vil studere fysik,” siger Leofred.

”Det må vi hellere lade være med at snakke om. Jeg orker ikke at snakke fagligt mere i aften,” siger Belina.

”Fint med mig, skål på det” siger Leofred

”Skål,” siger Belina og de skåler igen.

De sidder lidt uden at sige noget. De kan høre dem på den anden side af bordet snakke om deres matematiklærer. Belina ryster på hovedet og vender øjnene i vejret. Leofred griner.

”Kan du huske da vi plukkede ærter?” spørger Leofred.

”Ja,” siger Belina, ”det var en god tid.”

”Ja,” siger Leofred.

Klassen fortsætter med at hygge sig og snakke. Tiden går hurtigt og snart er det tid til at bevæge sig videre til selve introfesten.

Leofred og hans klassekammerater ankommer til festen lidt før introduktionen. De finder nogle pladser i salen, så de kan sidde samlet. Snart begynder introduktionen. Rektor starter med at byde velkommen og holde en lille tale. Derefter kalder han de nye elever op en efter en og byder dem velkommen. De ældre elever i salen klapper hver gang, en ny elev bliver budt velkommen.

Leofred kender ikke ret mange af de nye elever. Han kender nogle få af dem, som kommer fra Korshavn.

Pludselig begynder hans hjerte at hamre. Det er Chicana, som bliver kaldt op på scenen. Hun siger sit navn og sin klasse. Leofred kigger på Chicana. Hun er smuk. Rektor giver hende hånden og byder hende velkommen. Leofred klapper sammen med de andre ældre elever.

Efter introduktionen er der en lille pause, mens et musikorkester stiller deres grej op på scenen.

Leofred står sammen med sin klasse ude i skolegården. De hygger sig med hinanden. De snakker og griner. Det er sensommer og det er stadig lyst og varmt udenfor. Leofred kigger op. Der er ikke en sky på den blå himmel. Han har en god følelse i kroppen.

Dørene til salen bliver åbnet igen. Leofred og hans klasse finder et bord, hvor de kan sidde samlet.

Sangeren i orkestret byder velkommen og de begynder at spille.

Leofred beslutter sig for at gå en tur rundt på skolen. Der er et diskotek, som skal spille i en anden afdeling af skolen. Leofred går ned af en lang gang. Der står elever og snakker i små grupper langs siderne. Han kan høre musikken fra diskoteket i en lidt mindre sal for enden af gangen. Han går ind i salen. Salen er næsten fyldt op. Også her er en god stemning. Eleverne sidder ved borde langs væggene. Der står nogle grupper og snakker oppe ved baren. Der er også fyldt godt op på dansegulvet.

Leofred kigger rundt i salen. Han kender en hel del. Han står lidt og hører på musikken.

Leofred vender om og går tilbage ad gangen. Han går hen i en anden afdeling af skolen, hvor der er indrettet en cafe. Her er musikken ikke så høj, så man kan sidde og snakke. Han kigger rundt i cafeen. Der er nogle stykker, han kender. Nogle denverlejer sidder ved et bord lidt nede i lokalet. Lige ved døren står der en fra Korshavn, som Leofred kender fra flukta. Leofred hilser på ham og han hilser igen.

Leofred vender om og går tilbage til festsalen. Han køber noget at drikke og sætter sig ned til sin klasse. Leofred hygger sig med sin klasse. De snakker og griner og skåler med hinanden. En gang i mellem er han ude at danse. Leofred kan godt lide at danse.

Efter nogle timer beslutter Leofred sig for at gå en tur rundt på skolen igen. Leofred går lidt rundt. Der er en god stemning overalt, hvor han kommer hen. Folk er glade og griner. Han har en god følelse. Han går ned ad gangen mod diskoteket. Pludselig begynder hans hjerte at hamre. Han kan se Chicana komme gående op ad gangen imod ham. De mødes midt på gangen.

”Hej Chicana,” siger Leofred med bankende hjerte.

”Hej Leofred,” siger Chicana.

”Hvordan var det at blive introduceret?” spørger Leofred.

”Godt nok. Sådan noget gør ikke mig noget,” svarer Chicana.

”Næ, jeg synes heller ikke, at det er noget særligt. Har du haft en god fest?” spørger Leofred.

”Ja, det har været sjovt indtil videre,” svarer Chicana.

”Gik jeres fællesspisning godt?” spørger Leofred.

”Ja, vi hyggede os rigtig,” svarer Chicana.

Leofred ser på Chicana. Hun kigger genert ud til siden. Han kan mærke en behagelig summen i kroppen, når han kigger på hende.

”Har du lyst til at danse?” spørger han med bankende hjerte.

”Det kan vi godt,” svarer Chicana og kigger flygtigt op på Leofred.

De følges ad ned ad gangen mod diskoteket.

De går ud på dansegulvet og begynder at danse. Chicana undgår at kigge på Leofred. Hun kigger forsigtigt fra side til side, mens de danser. Leofred kigger betaget på Chicana ud af øjenkrogen. Han vil ikke stirre direkte på hende. Sådan står de og danser lidt. Chicana kigger stadig fra side til side, mens de danser. Leofred tager forsigtigt fat om hendes hånd. Nu kigger hun op på ham og smiler. Leofred bliver glad. Han smiler tilbage.

I det samme er musiknummeret ovre.

”Vil du danse igen?” spørger Leofred.

”Ja,” svarer Chicana kort og kigger på ham.

Det næste nummer er en stille sang. Leofred holder stadig Chicana i hånden. Sådan danser de lidt. Han lægger forsigtigt sin anden arm rundt om hendes ryg. Han har en vidunderlig følelse. Hun føles så blid og blød. Chicana trykker sig tættere ind til ham. Leofred retter lidt på hænderne for at holde bedre. Han føler, at de passer fuldstændigt sammen. Hun giver efter og følger hans bevægelser. Leofred har aldrig følt noget lignende. Der kommer et behageligt, blødt, gult lys fra diskotekets lysanlæg. Musikken er stille og behagelig. Leofred holder om Chicana, mens han danser med langsomme bevægelser. Chicana føles som magi i hans arme.

Hvor er det dejligt, tænker Leofred.

Chicana lægger hovedet mod hans brystkasse.

Hvor ville jeg gerne kysse hende, tænker Leofred.

Chicana løfter hovedet og kigger på ham.

Leofred kigger på hendes ansigt. Han ser hendes mund, næse, kinder. Hvor er hun smuk. Til sidst ser han hende i øjnene. Hun strækker hovedet lidt frem mod ham. Han bukker hovedet lidt frem mod hende, men stopper bevægelsen et kort øjeblik. Hun kigger ham fortsat i øjnene. Så bukker han sig frem og de kysser hinanden. Hvor er det vidunderligt. Han holder hende tæt ind til sig. Musiknummeret stopper og de stopper med at danse. De står bare og kysser hinanden midt på dansegulvet. Det næste nummer er også langsomt. De begynder stille at danse i takt til musikken, stadig mens de holder om hinanden. Sådan danser de til nummeret er færdigt. Der er mere gang i det næste nummer.

”Kom lad os gå,” siger Leofred.

Han holder hende i hånden og fører hende ud på gangen.

Rundt på skolen er der indrettet små grupper af komfortable stole og sofagrupper, hvor eleverne kan sidde og slappe af i frikvartererne.

Leofred går hen mod en lidt afsidesliggende del af skolen. Chicana følger efter. De holder stadig hinanden i hånden. Der er ikke så mange elever her. Leofred finder en sofagruppe. Denne del af skolen er egentlig lukket for festen, så lyset er slukket her. Leofred sætter sig i en behagelig lænestol og trækker Chicana efter sig. Hun sætter sig på hans skød.

De kysser hinanden.

Sådan sidder de og kysser hinanden i 1½ times tid.

Så bliver lyset tændt.

Leofred kigger forvirret op.

”Klokken er 12, festen er slut,” siger en stemme.

”Er klokken 12,” siger Chicana, ”jeg har aftalt med mine forældre, at de skal hente mig klokken 12.”

De rejser sig op.

”Må jeg ringe til dig?” spørger Leofred.

”Det håber jeg, at du gør. Jeg må hellere gå nu,” svarer Chicana.

”Tak for i aften. Det har været det bedste,” siger Leofred.

”Selv tak. Lov mig at ringe,” siger Chicana og begynder at gå.

”Det skal jeg nok,” siger Leofred.

Leofred ser Chicana gå ned ad gangen. Hun er fortryllende. Hun vender sig om, smiler og vinker til Leofred. Hans hjerte banker og han føler sig lykkelig. Det har været det bedste, han nogensinde har oplevet. Leofred ser Chicana forsvinde rundt om et hjørne for enden af gangen.

Leofred går hen mod udgangen. Nogle af eleverne samles på parkeringspladsen udenfor. Der er fælles bustransport til Korshavn. Leofred går ind i bussen. Han kan se Imrense og nogle andre fra Korshavn side lidt tilbage i bussen. Leofred sætter sig hen til et vindue. Han sidder og stirrer ud. Bussen kører. Hele hjemturen foregår som i en drøm. Snart er han hjemme.

Da Leofred er kommet hjem i seng, ligger han og tænker på Chicana. Han kan stadig ikke helt forstå, hvad der er sket. Han føler sig lykkelig. Sådan ligger han et godt stykke tid, inden han falder i søvn.

 

Chicana og Leofred på cafe

6/3 2011

 

Næste dag vågner Leofred midt på formiddagen. Han har sovet vidunderligt. Han er frisk og veludhvilet. Han bliver liggende lidt i sengen. Hans dyne er så blød og varm. Han tænker på Chicana. Han tænker på, hvad der skete til festen. Han har en vidunderlig følelse. Han kigger ud ad vinduet. Solen skinner fra en skyfri himmel. Han slår dynen til side og står op.

Han tænker på, om han skal ringe til Chicana. Hun må også være stået op nu. Nej, det vil være for tidligt at ringe med det samme. Han må hellere være tålmodig og vise overblik og vente med at ringe til hende til i morgen. Han går ned for at spise morgenmad.

Han finder noget morgenmad og begynder at spise. Han kigger ud af vinduet. Det er en dejlig dag. Han tænker på Chicana. Det var så dejligt at kysse hende. Leofred sidder og stirrer ud af vinduet, mens han drømmer sig tilbage til aftenen før. Han vågner op og spiser lidt mere af sin morgenmad. Hans tanker vender hele tiden tilbage til Chicana. Han sidder og stirrer på han morgenmad uden at fokusere. Han spiser lidt mere. Han tænker på, om han skal ringe til Chicana. Nej, han vil ikke virke for påtrængende. Han vil ringe til hende i morgen. Men hvor ville han gerne se hende og snakke med hende.

Han skænker sig en kop kaffe. Han tager avisen og begynder at læse i den. Han kan ikke koncentrere sig. Han opfatter ikke det, han læser. Han sidder bare og stirrer på avissiden. Han tænker på Chicana. Hvor var hun dejlig at røre ved. Skulle han alligevel ikke ringe til hende. Nej, han må også give hende lidt tid til at komme sig. Han vil ringe til hende i morgen.

Han kigger igen ud ad vinduet. Han kan se bjergene, men han kan ikke rigtig fokusere på dem. Han tænker på Chicana. Hvor ville han gerne se og snakke med hende nu. Skal han ringe til hende. Nej, ikke nu. Han vil ringe til hende i morgen.

Han stirrer ud af vinduet. Sådan sidder han længe uden at kigge på noget bestemt. Han stirrer bare. Han tænker på Chicana. Han har en dejlig følelse, når han tænker på hende. Men det er kun tanker. Bare hun var her nu. Han vil så gerne være sammen med hende igen. Bare være i nærheden af hende. Han kigger på sit ur. Det er 30 minutter siden, han stod op. Han har siddet og stirret ud ad vinduet de sidste 15 minutter. Skal han ringe til Chicana? Nej, det vil være for forhastet. Hvis han ringer til hende nu, vil han virke desperat. Hun vil synes, at han er for utålmodig og så vil hun ikke være sammen med ham igen. Nej, sådan tænker hun ikke. Hvis hun tænker sådan, kan det være lige meget. Hvis hun virkelig kan lide ham, vil hun være glad, hvis han ringer. Ja, det her er en test. Hvis hun godt kan lide ham, bliver hun glad, hvis han ringer til hende. Hvis hun ikke bliver glad og afviser ham, er det fordi, hun ikke kan lide ham godt nok. Så ville det aldrig blive godt alligevel. Ja, han vil ringe til hende nu. Han vil heller ikke kunne holde ventetiden ud, hvis han skal vente med at ringe til hende til i morgen.

Leofred tager telefonen. Han trykker de første tal i Chicanas telefonnummer. Han kigger ud ad vinduet. Han tænker over, hvad han skal sige. Han afbryder forbindelsen igen. Hvad skal han sige? Skal han ringe for at høre, om hun kom godt hjem i går? Er det grund nok til at ringe? Han vil så gerne se hende. Skal han invitere hende på cafe? Det vil være en god grund til at ringe. Så vil de have lidt at snakke om. Ja, det lyder som en god ide. Han vil ringe til Chicana. Han vil være forsigtig og sige tak for sidst og spørge, om hun kom godt hjem i går. Han vil prøve at fornemme, om hun er glad for, at han ringer og hvis hun er det, vil han spørge, om de skal mødes på en cafe.

Leofred trykker Chicanas nummer igen. Han venter et kort øjeblik. Så trykker han på ring-op-knappen.

Telefonen ringer. Leofred opdager, at han sidder og ryster. Så bliver telefonen taget.

”Det er Chicana,” siger Chicana.

”Hej, det er Leofred,” siger Leofred.

”Hej Leofred,” fniser Chicana.

Leofred har fuldstændig glemt, hvad han har planlagt, han vil sige, men han kan høre, at Chicana fniser. Hun lyder som om, at hun er glad for, at han ringer. Han får lidt mere selvtillid.

”Jeg ville bare høre, om du kom godt hjem i går,” siger Leofred.

”Tak for i går,” siger Chicana.

”Ja, tak for i går,” siger Leofred.

Leofred kan ikke finde på noget at sige. Han kan ikke huske det, han planlagde, han ville sige.

Ingen af dem siger noget et lille stykke tid.

”Jo tak, jeg kom godt hjem,” fniser Chicana så.

”Nå, men det var godt,” siger Leofred kort, mens hans hjerne arbejder på højtryk for at finde på noget at sige.

”Hvad var godt?” spørger Chicana.

”At du kom godt hjem,” siger Leofred.

”Tak,” siger Chicana.

Ingen af dem siger noget et lille stykke tid.

”Hvorfor ringer du først nu?” fniser Chicana.

Leofred gentager spørgsmålet for sig selv. ”Hvorfor ringer du først nu?” Hun lyder ironisk. Hun må også have tænkt på ham. Ellers ville hun ikke stille sådan et spørgsmål. Og hun fniser. Det lyder som om, hun er glad for at snakke med ham. ”Hvorfor ringer du først nu?” Hun har humor og hun er glad for, at jeg ringer. Leofred får mere selvtillid.

”Ja, det må du undskylde. Jeg sov over mig,” svarer Leofred.

”Så er du undskyldt,” fniser Chicana.

Ingen af dem siger noget et lille stykke tid.

Leofred kommer i tanke om, at han ville invitere hende på cafe. Han har mere selvtillid nu.

”Jeg ville høre om, du vil med på cafe,” siger Leofred.

”Hvor?” spørger Chicana.

”På Havnecafeen?” spørger Leofred.

”Det kan vi godt. Hvornår?” spørger Chicana.

”Jeg tror, at jeg kan være i Korshavn om fem minutter,” siger Leofred.

”Det tager da mindst ti minutter at køre til Korshavn ude fra, hvor du bor, og jeg skal også lige i bad,” fniser Chicana.

”Så lad os mødes på Havnecafeen om en time,” siger Leofred.

”Det kan vi godt,” siger Chicana.

”Fint, vi ses,” siger Leofred.

”Ja,” siger Chicana.

”Jeg glæder mig til at se dig,” siger Leofred.

”Du må vente en time,” fniser Chicana.

”Nå, men vi ses om en time så,” siger Leofred.

”Ja, vi ses,” siger Chicana.

Leofred trykker på afbryd-knappen. Han tager en dyb indånding. Han har en vidunderlig følelse. Han går hen til vinduet og kigger ud. Solen skinner stadig fra en skyfri himmel. Han kigger ud på søen og bjergene. Det er så smukt. Han står lidt og nyder udsigten. Han har en kildrende fornemmelse i maven. Han kan næsten ikke vente, til han skal møde Chicana. Han kommer i tanke om, at han ikke har været i bad til morgen. Han går ud i badeværelset og tager tøjet af. Han står længe under den varme bruser. Han giver sig god tid med at tørre sig. Han går ind på sit værelse og klæder sig på. Han kigger på sit ur. Han skal køre om et kvarter. Han går ind i stuen og sætter sig i en lænestol. Han kigger ud på søen og bjergene. Sådan sidder han lidt. Han kigger på sit ur igen. Der er gået to minutter, siden han sidst så på uret. Han kan ikke vente. Han beslutter sig for at køre til Korshavn.

Leofred er på Havnecafeen ti minutter, før de skal mødes.

Han sætter sig ved et af bordene ude på fortovet. Han har en kildrende fornemmelse i maven. Han kan næsten ikke vente, til han skal se Chicana igen. Minutterne snegler sig af sted. Og så, lige til tiden de har aftalt, kommer Chicana gående. Leofred hjerte begynder at banke, da han ser hende. Hun er så smuk. Hun har ladet håret hænge ned over skuldrene. Hun smiler til Leofred.

Leofred smiler tilbage.

”Hej Chicana,” siger han. Han har stadig en kildrende fornemmelse i maven.

”Hej Leofred,” svarer Chicana.

”Tak for i går,” siger Leofred. Han prøver at lyde rolig og naturlig.

”Selv tak,” svarer Chicana.

”Har du tømmermænd?” spørger Leofred.

”Næ, jeg fik ikke så meget at drikke i går. Hvad med dig?” spørger Chicana.

”Jeg fik heller ikke så meget at drikke. Jeg er frisk og veludhvilet,” svarer Leofred.

Der er et øjebliks tavshed. Leofred smiler til Chicana.

”Vil du have en kop kaffe eller sådan noget?” spørger han.

”Ja tak, en kop kaffe lyder godt,” svarer Chicana.

”Vil du have noget til?” spørger Leofred.

”Næ tak, jeg har næsten lige spist morgenmad,” svarer Chicana.

Leofred går op til disken og bestiller to kopper kaffe. Tjeneren siger, at hun vil komme ud med dem.

Leofred går ud på fortovet til Chicana og sætter sig igen.

”Nu er du officielt gymnasieelev,” siger Leofred.

”Ja,” svarer Chicana kort.

De sidder lidt uden at sige noget. Der er så meget, Leofred vil vide om Chicana, men han ved ikke rigtig, hvordan han skal begynde.

”Den berømte journalist Leofred har endelig fanget superstjernen Chicana til et interview. Han har fået lov til at stille ti spørgsmål,” siger han så lidt overstadig.

Chicana fniser. Leofred får mere selvtillid, men han dæmper sig lidt. Han kan ikke lide at være overstadig.

”1. spørgsmål. Hvad er din yndlingsfarve?”

”Mørkegul,” svarer Chicana og går med på legen.

”Ligesom din cykel?” spørger Leofred.

”Gerne lidt mørkere,” svarer Chicana.

”Det er også en køn farve,” siger Leofred.

I det samme kommer tjeneren med to kopper kaffe.

”Tak,” siger de begge i munden på hinanden.

Leofred venter et øjeblik, før han fortsætter.

”2. spørgsmål,” begynder Leofred, men Chicana afbryder ham.

”Nej, nu må du vente lidt. Du skal også sige din yndlingsfarve.”

”Nå ja. Enten brun eller blå,” siger Leofred og tænker sig lidt om.

”Jeg tror, at jeg vælger blå. Himmelblå. Som himlen er på en skyfri sommerdag. Ligesom i dag,” siger Leofred og kigger op på himlen. Han kigger op mod solen.

”Vores yndlingsfarver er som solen på himlen en skyfri sommerdag,” siger han så.

”Hvor poetisk,” fniser Chicana.

Leofred smiler.

”Den berømte journalist må tilbage til sit job,” siger han så og holder en kort pause, mens han tænker, ”2. spørgsmål. Hvad er din yndlingsspise?”

Chicana tænker et øjeblik. Hun nipper lidt til sin kaffe.

”Mørbradbøf. Hvad er din?”

”Også mørbradbøf,” svarer Leofred, ”det må vi have en dag.”

”Ja,” fniser Chicana.

”Skal den være rød, medium eller gennemstegt?” spørger Leofred.

”Rød,” svarer Chicana.

”Rød,” gentager Leofred, ”jeg troede kun, at det var vilde dyr og gamle mænd, som spiste rødt kød.”

”Grrrr,” fniser Chicana og prøver at lyde som et vildt dyr, ”gamle mænd spiser da ikke rødt kød. De kan ikke tygge det. De drikker brændevin og spiser gammel ost.”

Leofred griner højt. Han er mere afslappet nu. Han kan godt lide Chicanas form for humor.

Chicana smiler også.

De sidder lidt uden at sige noget.

”3. spørgsmål. Hvad er din yndlingsårstid?”

”Sommer,” svarer Chicana.

”Jeg kan lide alle årstider hver på deres egen måde, men hvis jeg skulle vælge, ville jeg også vælge sommer. Det er den mest behagelige,” siger Leofred.

”Sådan har jeg det også,” svarer Chicana.

Leofred drikker lidt af sin kaffe.

”4. spørgsmål. Kan du bedst lide byer eller natur?”

”Det var et svært spørgsmål. Jeg kan lide begge dele. Jeg elsker at gå i byen og kigge på forretninger. Gå til koncerter eller på museer. Gå på cafe og være ude blandt mennesker. Men jeg elsker også smukke landskaber” svarer Chicana og nipper til sin kaffe.

”Jeg forstår, hvad du mener. Jeg har det lidt på samme måde,” siger Leofred, ”jeg kan også godt lide cafeer, koncerter, museer og sådan noget. Jeg kan også godt lide at se på smukke bygninger og monumenter. Men jeg elsker også naturen. Især den uspolerede natur. Naturen kan lave de mest fantastiske scenarier. Der er også et spørgsmål om at sætte konstruerede ting op mod naturlige ting. Begge dele kan være smukke hver på sin måde. Men hvis jeg skulle vælge det ene, ville jeg vælge naturen. Hvis jeg skulle vælge mellem at leve et sted, hvor alt var konstrueret, og et sted, hvor ingenting var konstrueret, ville jeg vælge at leve i naturen.”

”Hvad med andre mennesker. Ville man ikke blive ensom?” spørger Chicana.

”Der er da også andre mennesker, som vælger at leve i naturen. Man behøver ikke at være alene,” siger Leofred.

”Hvad så med alle hverdagens bekvemmeligheder. Varme i radiatoren om vinteren. Huse, som beskytter mod uvejr. Lys i lamperne i de mørke vinteraftener. Ville du nøjes med at bo i en hule og sidde omkring et bål for at få lys og varme?”

Leofred griner.

”Og hvad med et varmt brusebad eller en kop varm kaffe?” spørger Chicana.

”Kaffe kan man også lave over et bål,” siger Leofred.

”Nå ja, men hvad med fjernsyn og radio. Eller en dejlig blød, varm seng med nyvasket sengetøj,” siger Chicana.

”Du er sjov. Ved nærmere eftertanke tror jeg, at jeg er glad for, at jeg kan få begge dele.”

”Det er jeg også,” siger Chicana.

De sidder lidt uden at sige noget.

”5. spørgsmål. Hvad er din yndlingsduft?” spørger Leofred.

”Jeg kan godt lide duften af blomster,” svarer Chicana.

”Nogle bestemte blomster?” spørger Leofred.

”Ja, roser eller måske lavendel,” svarer Chicana.

”De dufter også godt,” siger Leofred, ”nu må du ikke grine, men nogle gange synes jeg, at mad dufter godt. Jeg synes, at hakkebøf dufter godt. Eller forskellige slags sammenkog.”

”Eller bagning. Duften af friskbagt brød,” smiler Chicana.

”Ja,” siger Leofred.

”Jeg kan også godt lide duften af jul. Brændt gran, appelsiner med nelliker og duften af nybagte brune kager eller klejner,” siger Chicana.

”Jah,” siger Leofred, ”jeg bryder mig ikke så meget om duften af appelsiner med nelliker, men de andre juledufte kan jeg også godt lide.”

De sidder lidt uden at sige noget. De tager begge en mundfuld kaffe.

Leofred bryder tavsheden, ”hvor kom jeg til?”

”Den berømte journalist skal til 6. spørgsmål,” fniser Chicana.

”Nå ja, 6. spørgsmål. Hvad er din yndlingsblomst?”

”Kaktus,” smiler Chicana.

”Kaktus?” spørger Leofred forundret.

”Næ, det var en spøg. Det er nok en rose,” svarer Chicana.

Leofred smiler.

”En rose,” gentager han, ”det er nok også kongen af blomster. Den er både smuk og dufter godt. Jeg kan også godt lide roser.”

”Ja, men jeg kan også godt lide eksotiske blomster. Orkideer er smukke. Og fuchsia er lidt i samme retning,” siger Chicana.

”Jeg forstår, hvad du mener,” siger Leofred.

Leofred tænker, at han har næsten samme smag som Chicana på mange områder, og hvis han ikke har samme smag, forstår han alligevel Chicanas valg. Han nipper lidt til kaffen, før han fortsætter.

”7. spørgsmål. Hvad er dit yndlingsdyr.”

”Puha, det er et helt krydsforhør,” siger Chicana.

”Skal vi hellere snakke om noget andet?” spørger Leofred.

Chicana tænker sig om et øjeblik. Det er egentligt meget sjovt at blive spurgt ud om sig selv. Hun føler ikke, at Leofred går for tæt på. Det er også meget rart at tale om ting, de godt kan lide. Og det er en god måde at lære Leofred bedre at kende. Hun kan godt lide at snakke med ham.

”Nej, lad os bare fortsætte,” siger hun, ”mit yndlingsdyr? Jeg kan godt lide rovdyr. Løver, tigre, pantere og den slags. Hvis det er fugle, kan jeg godt lide rovfugle, måske ørne. Jeg kan også godt lide nuttede dyr. Dyreunger er næsten altid nuttede og smukke. Men jeg kan nok bedst lide rovdyr.”

”Ja,” siger Leofred, ”jeg har samme smag. Jeg kan også godt lide eksotiske og smukke dyr, for eksempel farvestrålende fugle. Ellers har jeg det på samme måde. De store rovdyr er fascinerende. Store, vilde rovdyr.”

”Jeg foretrækker helt klart også vilde dyr. Jeg synes, at dyr bliver spoleret af at være i nærheden af mennesker. De bliver opdraget og dresseret. Det er lidt synd. Vilde dyr er meget mere fascinerende,” siger Chicana.

”Ja,” siger Leofred og drikker det sidste af sin kaffe. Han kan se, at Chicana allerede har drukket sin kop.

”Drikker du kaffe eller te?” spørger han.

”Helt klart kaffe,” svarer Chicana.

”Vil du have en kop mere?” spørger Leofred.

”Ja tak, det ser ud som om, at mødet med den berømte journalist trækker ud,” smiler Chicana.

Leofred smiler tilbage. Han går op og køber to kopper kaffe mere.

”8. spørgsmål. Hvad er din yndlingsgrøntsag?” spørger han, da han kommer tilbage til bordet igen.

”Den, jeg nødigst ville undvære, er kartoflen. Men det er ikke den, jeg synes, smager bedst. Må jeg tage frugter med?” spørger Chicana.

”Ja, både frugt og grønt,” svarer Leofred.

”Så bliver det nok en avocado. Med et stænk af citronsaft og et tyndt drys salt,” svarer Chicana.

”Mmm. Sådan en smager også godt,” siger Leofred.

Tjeneren kommer med kaffen. Leofred nipper lidt til den.

”Hvad er din yndlingsfrugt?” spørger Chicana.

”Den jeg nødigst ville undvære er også kartoflen. Eller ris. Eller korn til at lave brød og pasta. Ellers er den, jeg bedst kan lide, nok en fersken. Lige tilpas moden og saftig,” svarer Leofred.

”Jeg kan også godt lide en saftig fersken,” siger Chicana.

”Vi må ikke glemme kaffe,” siger Leofred, ”jeg vil nødigt undvære min morgenkaffe.”

”Nej, den er jeg også glad for,” siger Chicana, ”det er godt, at man har lov at vælge flere ting i det virkelige liv.”

”Ja,” siger Leofred.

De sidder lidt uden at sige noget.

”Nu vi er ved smag. 9. spørgsmål. Hvad er dit yndlingskrydderi?” spørger Leofred.

”Jeg kan godt lide timian,” siger Chicana og tænker sig om et øjeblik, ”eller koriander.”

”Jeg kan godt lide stærke krydderier. Ekstra stærk karry eller stærk chili. Jeg kan også godt lide muskat og koriander. Jeg synes, at de minder lidt om hinanden,” siger Leofred.

”Jeg har hørt, at der er et rusmiddel i muskat. Hvis man spiser nok af det, kan man blive påvirket,” siger Chicana.

”Det har jeg aldrig hørt,” siger Leofred, ”jeg synes aldrig, jeg er blevet påvirket af at spise det. Jeg er heller ikke afhængig af det, hvad jeg ved af.”

”Man skal nok også have en hel del, for at det virker sådan,” smiler Chicana.

De drikker lidt af kaffen.

”Den berømte journalist er ved at slutte sit interview med superstjernen, men vi mangler musik. 10. spørgsmål. Hvad er din yndlingsmusik?” spørger Leofred.

”Jeg lytter ikke så meget til musik. Det er meget sjældent, at jeg sætter musik på kun for at høre musikken. Men jeg kan godt lide at have musik kørende i baggrunden, mens jeg går og laver noget andet. Baggrundsmusik,” siger Chicana.

”Kan du lide musak?” spørger Leofred forundret.

”Nej, musak er på en eller anden måde fraværende. Det bliver lavet for at hypnotisere kunder i supermarkeder. Min baggrundsmusik skal være lavet for at lyde smuk og harmonisk. Sådan lidt jazzet musik. Behagelig, blød jazz. Eller spirituel meditationsmusik. Det må gerne være lidt drømmende uden at være distraherende. Men det skal være harmonisk,” siger Chicana.

”Hmm,” siger Leofred eftertænksomt. Han havde glædet sig til at spille noget af sin musik for Chicana, men hendes smag er vist ikke den samme som hans.

”Skal der være rytme i musikken? Skal den svinge?” spørger Leofred.

”Ikke nødvendigvis. Det er mere det smukke og drømmende i musikken, jeg kan lide,” siger Chicana.

Leofred kigger eftertænksomt ud over søen. Han forstår ikke helt Chicanas musiksmag. Det er første gang, han ikke helt forstår hendes smag. Men han ved, at der findes meget forskellig musik. Og for al musik er der altid folk, der kan lide den. Om ikke andre så dem der spiller den. Folk har forskellig smag. Nogle kan lide musik, andre næsten ikke kan holde ud at høre på. Han er sikker på, at Chicana har det godt med den musik, hun hører. Leofred har aldrig rigtig hørt den slags musik. Nu vil han egentlig gerne prøve at høre, hvad det er for noget. Hvis Chicana kan lide det, må der være noget godt ved det.

”Hvilken musik lytter du til?” Chicana afbryder hans tanker.

”Jeg lytter til meget forskelligt. Forskellige genrer,” svarer Leofred.

”Hvad for nogle?” spørger Chicana.

”Rock, pop, reggae, ska, funk, soul for blot at nævne nogle,” svarer Leofred.

”Det var meget. Jeg lytter som sagt ikke så meget til musik, så jeg kender heller ikke så meget til det,” siger Chicana.

”Jeg lytter også til lidt jazz, lidt punk, også nogle gange lidt hårdere musik, men det er ikke det hele, jeg kan lide. Der er nogle enkelte numre i de forskellige genrer, som jeg synes, er rigtig gode, og så er der en masse, som ikke rigtig siger mig noget,” siger Leofred.

”Sådan har jeg det også lidt. Jeg kan jo ikke helt undgå at høre musik i radioen og mellem de mange numre, som ikke rigtig siger mig noget, kommer der nogle gange et nummer, som jeg godt kan lide,” siger Chicana.

Leofred interesserer sig meget for musik, men han kan mærke, at det ikke interesserer Chicana så meget. Han tænker, at han hellere må skifte emne, inden han trætter hende. Han vil dog lige nævne, at han også selv spiller.

”Jeg spiller også lidt selv,” siger Leofred.

”Spiller du selv? Hvor spændende. Hvad instrument spiller du?” spørger Chicana.

”Mest guitar, men jeg kan spille flere instrumenter,” svarer Leofred, ”jeg spiller sammen med Vejleg og Imrense en gang imellem.”

”Med Vejleg og Imrense. Hvor sjovt. Det vil jeg gerne høre,” siger Chicana.

”Det skal du være velkommen til. Hvis du lytter med, skal vi nok spille godt. Skal vi ikke gå en tur?” spørger han for forlade emnet.

”Det kan vi godt,” siger Chicana.

De drikker det sidste kaffe.

”Den berømte journalist takker superstjernen for interviewet,” siger Leofred og rejser sig.

”Velbekomme og selv tak,” smiler Chicana.

De forlader cafeen.

”Skal vi gå en tur langs havnen?” spørger Leofred.

”Det kan vi godt,” svarrer Chicana.

De går langsomt uden at sige noget. Chicana går hen til Leofred, så de går ganske tæt på hinanden. En gang imellem rører deres arme hinanden. Leofred kigger på Chicana. Hans hjerte begynder at hamre. Hun er så smuk. Han tager hendes hånd. Hun kigger op på ham. Han smiler til hende og hun smiler tilbage. Så går de langsomt videre hånd i hånd uden at sige noget.

Leofred kigger ud over søen. Vandet glitrer i sollyset.

”Det er smukt,” siger han.

”Ja,” svarer Chicana.

Han giver hendes hånd et lille klem. Hun smiler.

De går ud for enden af havnen og vender og går langsomt tilbage. De kommer tilbage til Havnecafeen.

”Skal vi gå en tur op gennem byen?” spørger Leofred.

”Det kan vi godt,” svarer Chicana.

De går ind mod byen.

De kommer forbi en port, som fører ind til nogle gamle pakhuse.

”Kom, så skal jeg vise dig noget,” siger Leofred og trækker Chicana med ind i porten. Han trækker hende med rundt om et hjørne, så de står i en lukket baggård. Han trækker hende ind til sig og holder om hende. Hun kigger op på ham. Han bukker hovedet frem og kysser hende på munden. Chicana besvarer kysset. Han holder hende tæt ind til sig, stadig mens han kysser hende. Hun føles så blød og varm. Det føles vidunderligt.

Sådan står de et kvarters tid og kysser hinanden.

Leofred fjerner hovedet lidt fra Chicana. Han kunne stå og kysse hende i al evighed. Han kigger hende i øjnene. Hun kigger op på ham.

”Skulle vi gå ind til byen?” spørger han så.

”Ja, det kan vi godt,” fniser Chicana.

Han tager hende i hånden og de begynder at gå ind mod byen.

”Et spørgsmål mere,” siger Leofred.

”Fyr løs,” svarer Chicana.

”Er du til sandhed eller løgn?” spørger Leofred.

”Helt klart sandhed. Hvordan kan du stille sådan et spørgsmål?” spørger Chicana.

”Det ved jeg heller ikke. Jeg så engang en film, hvor der var en dreng og en pige, der snakkede om det,” svarer Leofred og ser lidt fåret ud.

Chicana fniser.

”Der findes også mange måder at fortælle sandheden på. Der er nogle, som pakker sandheden ind,” fortsætter Leofred forsvarende.

”ja, hvis sandheden er ubehagelig, er det måske bedst, hvis den bliver pakket lidt ind,” svarer Chicana, men tilføjer kort efter, ”nej, jeg tror, at jeg foretrækker den hårde sandhed. Hvis den er ubehagelig, skal den nok fortælles lidt forsigtigt, men den skal ikke pakkes ind. Er du til løgn?” spørger Chicana undersøgende.

”Nej, overhovedet ikke. Jeg er også kun til den hårde sandhed. Men som du siger, skal man være forsigtig med, hvordan man fortæller den, hvis den er ubehagelig. Jeg foretrækker den så direkte som muligt. Jeg bryder mig heller ikke om lignelser, som skal forklare sandheden.  En lignelse er som regel aldrig helt det samme som den oprindelige situation, hvis man tænker efter. Nej, jeg foretrækker den rene sandhed,” siger Leofred.

”Det er jeg glad for,” siger Chicana alvorligt.

”Der er kun ganske få tilfælde, hvor jeg ikke fortæller sandheden,” siger Leofred.

”Hvornår fortæller du ikke sandheden?” spørger Chicana nysgerrigt.

”Når jeg fortæller vittigheder,” siger Leofred.

Chicana griner, ”eller når du fortæller eventyr eller historier.”

”Ja, eller når jeg tager fejl og ikke selv ved, at jeg ikke siger sandheden,” smiler Leofred tilbage.

”Jah, gad vide, om der findes mennesker, som aldrig tager fejl og som altid siger sandheden,” siger Chicana.

”Det tvivler jeg på. Måske professorer,” siger Leofred.

”Næ, jeg tvivler,” siger Chicana.

De går lidt uden at sige noget. Leofred synes, at hans sidste spørgsmål var dumt.

”Hvad synes du så om stilhed?” spørger han.

”Jeg kan godt lide stilhed. Hvad mener du?” spørger Chicana.

”Der er nogle, som ikke kan tåle stilhed. Når de er alene, skal de altid høre på et eller andet. Musik eller radio eller sådan noget. Og når de er sammen med andre, kan de ikke tåle, at der er stilhed. De skal hele tiden sige noget,” uddyber Leofred.

”Nå sådan. Men jeg har det altså godt med stilhed,” svarer Chicana.

”Det er godt, for jeg har det også godt med stilhed. Og ellers har jeg fundet ud af, hvordan jeg skal få dig til at tie stille,” siger Leofred og kysser hende på munden.

”Hmr grv kls,” protesterer Chicana fnisende, mens Leofred kysser hende.

De griner begge.

”Skal vi gå ned i parken?” spørger Leofred.

”Det kan vi godt,” svarer Chicana.

De slentrer langsomt gennem byen hånd i hånd.

De går ind i parken.

”Kom,” siger Leofred og trækker Chicana med ud på græsplænen.

De sætter sig ned på græsset. Leofred kigger rundt i parken. Der er ikke så mange mennesker. Han kigger videre op på kirken. Han lægger sig ned og kigger op på himlen.

”Himlen er som vores yndlingsfarver. En dybblå himmel med en klar gul sol,” siger han.

Chicana kigger op. Leofred kigger på Chicana. Hans hjerte begynder at hamre. Hun er så smuk.

Leofred sætter sig op og kysser Chicana. Hun besvarer kysset. Sådan sidder de lidt.

Leofred lægger sig ned igen.

”Kom, læg hovedet her,” siger Leofred og banker sig selv på maven.

Chicana lægger sig med hovedet på Leofreds mave.

Leofred aer hendes hår væk fra panden. Så lægger han armen hen over hendes bryst og mave. Han stirrer op på himlen. Sådan ligger de længe.

”Hvad er klokken?” spørger Chicana pludseligt.

Leofred løfter armen og kigger på sit ur.

”Den er halv fire,” svarer han og lægger armen tilbage på Chicana.

”Er den så mange? Jeg skal noget klokken fire,” siger Chicana.

”Du har god tid. Der er en halv time til,” svarer Leofred.

”Ja, men jeg skal nå at spise først. Jeg må hellere gå nu,” siger Chicana.

”Det er en skam. Jeg ligger lige så godt,” siger Leofred.

Chicana smiler og sætter sig op.

Leofred sætter sig også op.

”Tak for i dag. Det har været en vidunderlig dag,” siger han.

”Selv tak,” siger Chicana.

Leofred bukker sig frem og giver Chicana et langt kys.

”Hmm,” siger Chicana og rejser sig.

Leofred rejser sig også. Han giver Chicana et knus.

”Vil du ses en anden dag?” spørger han, mens han stadig holder om hende.

”Ja, du har jo mit telefonnummer,” svarer Chicana og smiler.

Leofred kysser hende på munden. Sådan står de lidt.

”Nu må jeg altså gå,” siger Chicana.

”Vi ses,” siger Leofred og giver slip på hende.

”Ja, vi ses,” siger Chicana og begynder at gå.

Leofred kigger efter hende. Da hun er kommet lidt væk, vender hun sig om, smiler og vinker.

Leofred vinker smilende tilbage.

Chicana fortsætter op mod deres hus. Leofred kigger efter hende. Et par gange vender hun sig om og vinker til Leofred. Leofred vinker tilbage. Chicana kommer op til deres hoveddør. Hun vinker en sidste gang, inden hun går ind ad døren. Han vinker tilbage.

Leofred kigger mod den lukkede dør. Han sukker dybt. Det har været en vidunderlig dag. Så vender han sig og går ned mod Havnecafeen, hvor hans cykel holder.

 

Fysik

8/10 2011

 

Leofred tænker næsten hele tiden på Chicana. Når han er i skole, når han er derhjemme, når han er sammen med sine venner, ja næsten hele tiden vender hans tanker tilbage til Chicana. Det er ikke ubehageligt. Leofred kan godt lide at tænke på Chicana, selv om det er bedre, når han er sammen med hende i virkeligheden.

En dag har Leofred haft fysik i skolen. Han skal lave en opgave om varmestråling og albedo, dvs. refleksion af varmestråling. Han har lånt et apparat, som kan måle varmestråling, med hjem fra skolen. Han skal måle solens varmestråling og albedoen forskellige steder og se, om han kan finde nogen sammenhænge.

Da Leofred kommer hjem fra skole, tager han apparatet frem. Han kigger på det. Han vil ud at prøve det med det samme. Han tænker, at det kunne være sjovt, hvis Imrense også var med, så han beslutter sig for at tage hen til Imrense for at høre, om han vil med ud og måle varmestråling.

Leofred cykler ind til byen. Han tænker på, om han skal besøge Chicana i stedet for. Han vil gerne snakke noget mere med hende. Han kigger ned på apparatet. Nej, han må også passe sine gøremål, så han tager hen til Imrense og ringer på hans dør. Det er Imrense, som åbner.

”Hej Leofred,” siger Imrense.

”Hej,” siger Leofred.

”Hvad er det, du har der?” spørger Imrense og nikker mod apparatet i Leofreds hånd.

”Det er et apparat, som kan måle varmestråling. Vil du med ud og prøve det?” spørger Leofred.

”Det vil jeg gerne. Jeg skal lige have et par sko på,” siger Imrense og begynder at tage sine sko på.

Imens begynder Leofred at pakke apparatet ud.

Imrense kommer hen til ham. De kigger på apparatet. Der er to rør i hver deres kugleleje, en skærm og nogle forskellige knapper.

”Hvordan virker det?” spørger Imrense.

”Det ved jeg ikke rigtig. Der er en brugsanvisning med, men vi kan da prøve os lidt frem først. Jeg tror, at man tænder der,” siger Leofred og trykker på en knap.

Skærmen lyser op og viser nogle tal.

”Du skal nok pege røret hen mod noget,” siger Imrense.

”Ja,” siger Leofred og lader apparatet pege mod husmuren.

Der sker ikke noget.

Leofred kigger på apparatet.

”Jeg tror, at jeg skal trykke på den knap for at måle,” siger Leofred og trykker på en knap.

Apparatet klikker en gang og nogle andre tal kommer frem på skærmen.

”Hvorfor er der to rør?” spørger Imrense.

”Apparatet skulle kunne måle varmestrålingen fra en overflade. Varmestrålingen fra overfladen kommer også an på solens stråling eller hvad det nu er, som giver lyset. Jeg tror, at det ene rør skal pege mod solen og det andet mod den overflade, der skal måles,” siger Leofred.

”Hvilket rør skal så pege op mod solen?” spørger Imrense.

”Der er en sol på det rør,” siger Leofred og peger på det ene rør, ”jeg tror, at det skal pege op mod solen.”

Leofred stiller på rørene og trykker på måleknappen. Apparatet viser nogle andre tal.

”Se, det ene tal er et procenttal. Det er nok, fordi apparatet måler varmestrålingen fra objektet i procent af varmestrålingen fra lyskilden,” siger Leofred.

”Hvad er de knapper til?” spørger Imrense og peger på en stribe knapper.

Leofred drejer på den øverste af knapperne.

Nogle farver viser sig på skærmen og de skifter, når Imrense drejer knappen.

”Det er måske, hvis man vil måle, om varmestrålingen ændrer sig efter farven på overfladen. Jeg kigger lige i brugsanvisningen,” siger Leofred.

Leofred giver apparatet til Imrense og finder brugsanvisningen frem. Han skimmer den hurtigt.

”Den knap, jeg lige drejede på, er til at finde farven på overfladen. Den næste er til at finde ruheden på overfladen,” siger Leofred og han fortsætter med at forklare, hvad de forskellige knapper på apparatet bruges til.

”Prøv at rette den mod den sten,” siger Leofred.

Imrense retter apparatet mod stenen, stiller lidt på rørene og trykker på måleknappen.

De ser på tallene.

Leofred får øje på en rød rose. Han kommer til at tænke på Chicana. Han står lidt og dagdrømmer om hende. Bare hun også havde været her. Han står drømmende og stirrer på rosen et kort øjeblik. Så vågner han op igen.

”Prøv at måle rosen der,” siger han så og peger på rosen.

Imrense retter apparatet mod rosen og trykker på måleknappen. Apparatet klikker og viser nogle tal

”Hvad hvis jeg peger mod noget sort?” spørger Imrense og peger apparatet med husets sorte fundament.

De ser på tallene.

I det samme kommer Vejleg gående ude på gaden. Han kigger på Leofred og Imrense.

”Hej Vejleg,” siger drengene i munden på hinanden.

”Hej drenge. Hvad laver I?” spørger Vejleg.

”Vi er ved at måle varmestrålingen fra nogle forskellige overflader. Jeg har lånt et apparat, som kan måle varmestråling og nu er vi ude at prøve det,” svarer Leofred.

”Det lyder spændende. Må jeg kigge med?” spørger Vejleg.

”Selvfølgelig,” svarer Leofred.

Imrense retter apparatet mod et stort grønt blad. Han drejer på knapperne, så farve, temperatur, ruhed, blankhed og nogle andre parametre bliver indstillet rigtigt. De kigger på tallene.

”Prøv at måle den hvide mur lige over fundamentet. Så kan vi sammenligne med det sorte fundament,” siger Leofred

Imrense lader apparatet pege på den hvide mur og trykker på måleknappen.

”Hmm interessant,” siger Leofred.

”Hvad skal du bruge det til?” spørger Imrense.

”Jeg skal lave et fysikforsøg, hvor jeg undersøger varmestråling. Jeg skal skrive en rapport om det,” siger Leofred.

”Undersøge varmestråling,” gentager Imrense,” hvorfor skal du undersøge varmestråling?”

”Ting udsender varmestråling og varmestrålingen afhænger af mange ting. Lyskildens styrke, farve, ruhed, blankhed, indfaldsvinkel, temperatur, ja en hel række ting har indflydelse på varmestrålingen. Det er da spændende at undersøge sådanne ting,” siger Leofred.

”Hvorfor er det spændende?” spørger Imrense.

Leofred kan mærke, at Imrense prøver at provokere ham. Leofred ved godt, at Imrense interesserer sig mere for kunst end for fysik, men han ved også, at Imrense bare driller, når han nedgør naturvidenskaben. Han går med på legen og prøver at overbevise Imrense ved at bruge argumenter og logik.

”Det ved jeg ikke,” siger han tøvende, mens han prøver at finde nogle gode argumenter, ”det er da spændende at undersøge den verden, vi lever i.”

”Kan man ikke bare tage verden, som den er? Det kan da være lige meget, om noget har en varmestråling og hvor stor den er,” provokerer Imrense.

”Man kan da også bruge det til noget,” siger Leofred.

”Hvad kan man bruge det til?” spørger Imrense.

”Solens stråling og Aurus refleksion er vigtige faktorer, når man skal lave beregninger af klimaet,” svarer Leofred.

Vejleg står og lytter smilende.

”Nå sådan. Og hvad så? Hvad kan man så bruge det til?” spørger Imrense.

”Det kan bruges, når man skal forudsige vejret, planlægge flyruter og sådan noget,” svarer Leofred.

”Hvorfor er det så godt at kunne forudsige vejret. Hvis solen skinner, så skinner solen og hvis det regner, så regner det. Kan man ikke bare tage vejret, som det kommer? Og man kan da også bare flyve. Hvis flyet styrter ned, er det bare ærgerligt. Hvis man skal rammes af en ulykke, bliver man nok ramt, lige meget hvad man gør,” siger Imrense.

”Du er måske en smule kynisk,” siger Leofred og tænker sig lidt om, før han fortsætter, ”man kan også se det i lidt større sammenhæng. Varmestråling er en egenskab ved naturen. Naturen er en del af vores omgivelser. Den er en del af vores liv. Det er da meget rart at vide noget om ens omgivelser,” svarer Leofred.

”Hvorfor det? Hvorfor vil du så gerne vide, hvad naturen gør? Jeg forstår ikke, hvorfor du er så fascineret af fysik,” siger Imrense.

”Naturen er meget pålidelig,” siger Leofred.

”Naturen er pålidelig,” gentager Imrense spottende, ”hvad så med orkaner og tørkeperioder? Nogle gange synes jeg, at naturen er ondskabsfuld.”

Leofred ved godt, at Imrense er ironisk, men han prøver at argumentere sagligt.

”Naturen retter sig altid efter de fysiske love. Hvis der er tørke, er det fordi, noget har forårsaget, at det ikke regner – solpletter, bestemte vindretninger eller noget helt tredje. Det er ikke naturens skyld. Den gør altid det samme,” siger Leofred.

”Er det godt, at den altid gør det samme?” spørger Imrense.

”Ja, næsten al teknik bygger på, at man kan forudsige naturen. Hvis vinden blæser i et sejl, begynder en båd at sejle. Tænk hvis både lige pludselig ikke sejler, når vinden blæser. Og hvis vinden kommer fra en bestemt retning, skal man vende sejlet på en bestemt måde for at komme fremad. Tænk hvis man lige pludselig begynder at sejle i andre retninger end hvad man er vant til. Eller hvis man går almindeligt, kommer man fremad. Tænk hvis man pludselig bevæger sig i forskellige retninger, hver gang man tager et skridt. Og tyngdekraften. Tyngdekraften holder os nede på Aurus. Tænk hvis tyngdekraften pludselig begynder at virke på forskellige måder. Så kan man lige pludseligt begynde at flyve skråt bagud,” svarer Leofred.

Vejleg står og smiler.

”Det kunne være sjovt. Jeg synes, at det er lidt kedeligt, at naturen altid gør det samme. Den ændrer sig aldrig. Det er ikke ligesom liv. Liv ændrer sig. Gener ændrer sig. Liv udvikler sig. Liv kan selv vælge, hvad det vil gøre. Liv bliver hele tiden bedre og smukkere. Naturen udvikler sig aldrig,” siger Imrense.

Leofred tænker lidt.

”Ved at kunne forudsige naturen kan liv, det vil sige os, få tekniske hjælpemidler. Teknik hjælper mennesker til at kunne gøre mere. Teknik gør livet nemmere og bedre,” siger Leofred og tænker sig lidt om, ”måske er naturen allerede perfekt. Den behøver ikke at udvikle sig. Jeg er godt tilfreds med den. Jeg vil nødig have, at den ændrer sig. Og jeg vil gerne lære den bedre at kende,” svarer Leofred.

”Naturen gør altid det samme,” gentager Imrense spottende og han fortsætter, ”er der for resten ikke noget med, at man ikke kan forudsige naturen i de mindste partikler? De kan opføre sig forskelligt fra gang til gang. Endelig noget uventet og spændende ved fysikken.”

”Det har jeg også hørt. Det er lidt ligesom dig. Totalt uberegnelig,” spotter Leofred tilbage og han fortsætter, ”og hvis du synes, at det er spændende, så er vi enige. Jeg synes også, at det er spændende. Men jeg har desværre ikke lært noget om det endnu. Jeg glæder mig, til vi skal lære om det.”

Imrense kigger på apparatet. Så begynder han at smile, peger apparatet mod Leofreds hoved og trykker på måleknappen.

”Næ, der er ikke megen aktivitet,” griner han.

Leofred laver en grimasse, som bliver afløst af et smil.

Vejleg står også og smiler.

”Nok om at man ikke kan bruge naturvidenskab til noget. Hvad så med kunst? Det kan man da slet ikke bruge til noget,” siger Leofred for at provokere Imrense tilbage.

”Det ved jeg nu ikke rigtig. Kunst kan da gøre en i godt humør,” svarer Imrense med en pludselig alvorlig mine.

”Det kan også gøre en i dårligt humør,” siger Leofred.

Leofred er ironisk og provokerende, ligesom Imrense var, da de diskuterede naturvidenskab. Leofred mener ikke, hvad han siger, men både Imrense og han selv ved, at det kun er for sjov.

”Det kan også være godt at give udtryk for noget dårligt. Det er nogle gange sundt at udtrykke noget dårligt. Det kan få det ud af hovedet. Det kan lindre smerten og måske endda hjælpe eller trøste andre med samme oplevelser,” siger Imrense.

”Ja, så kan man rigtig trampe rundt i sit eget mismod og dyrke det,” siger Leofred provokerende.

”Kunst kan også beskrive følelser. Det kan være både trøstende, belærende, oplivende og meget mere,” siger Imrense.

”Og den største flugt fra livet, som overhovedet eksisterer næst efter euforiserende stoffer. Det er nok ingen tilfældighed, at så mange kunstnere er afhængige af diverse stoffer,” siger Leofred spottende.

Vejleg lytter smilende til samtalen.

”Kunst kan da også være smukt. Det giver livsværdi at opleve smukke ting. Kunst kan forøge livsværdien,” siger Imrense.

”Ja, jeg ved det godt. Jeg gider heller ikke argumentere imod dig mere, når jeg ikke mener det, jeg siger. Jeg ved godt at kunst øger livskvaliteten. Jeg vil nødig undvære for eksempel musik,” siger Leofred.

”Jeg ved da godt, at du ikke mener det, du siger” siger Imrense grinende, ”jeg får en ide. Hvis jeg henter mit malegrej, kan vi lave et fysikforsøg om varmestrålingen fra de forskellige farver i min palet eller måske fra et af mine malerier.”

”Jah, det kunne være sjovt,” siger Leofred.

Imrense går ind efter sit malegrej.

Efter Imrense er gået, kommer Vejleg hen til Leofred.

”Er du glad for fysik?” spørger Vejleg.

”Ja, det er mit yndlingsfag,” svarer Leofred.

”Det er også et spændende fag, men hvorfor kan du godt lide det?” spørger Vejleg.

Leofred tænker sig lidt om.

”Jeg tror, at det er fordi, den fysiske verden altid er så pålidelig. Den retter sig altid efter de fysiske love. Hvis man kan udlede eller finde disse love, ved man altid, hvordan den fysiske verden reagerer. Der er kun en sandhed. Og man kan ikke få sin vilje ved at argumentere. Man kan ikke overtale tyngdekraften til pludselig at virke opad. Den kan heller ikke bestikkes. Man kan ikke give naturen nogle penge, mod at tyngdekraften ikke skal virke så stærkt. Der er en endegyldig sandhed. Ligesom matematik,” siger Leofred.

”Ja, fysikken er sand og pålidelig. På den måde kan den godt sammenlignes med matematikken,” siger Vejleg.

”Ja, matematik og fysik passer godt sammen. Den fysiske verden gør altid det samme. Den retter sig efter nogle love. Disse love kan som regel beskrives ved hjælp af matematik. Matematik er fysikkens sprog. Ved at finde eller udlede de fysiske love kan den naturvidenskabelige verden beskrives. Når de fysiske love først er fundet, ved man, hvordan naturen optræder,” siger Leofred.

”Det er nogle gode iagttagelser,” siger Vejleg.

”Er der også fysiske love i denverlejernes verden?” spørger Leofred.

”Ja,” svarer Vejleg, ”hvis du stod i denverlejernes verden, ville du ikke kunne se forskel på din egen verden og denverlejernes verden. De fysiske love i denverlejernes verden og i din verden virker sådan, at de to verdener synes at være nøjagtig ens. Man bliver trukket nedad af en kraft, hvis man skubber til noget, begynder det at bevæge sig, med et kompas kan man på grund af magnetisme altid finde nord, lige meget hvor man står, vi kan producere strøm til at tænde elektrisk lys og så videre. Selv om denverlejernes verden er uendelig, virker de samme fysiske love som på Aurus og derfor er der ikke forskel på at være i denverlejernes verden og på Aurus.”

Leofred kigger på apparatet til at måle varmestråling.

”Hvordan så med teknik? Hvor teknisk udviklet er denverlejernes verden?” spørger Leofred.

”Vi er langt foran jer i teknisk udvikling. Vi har maskiner til alt, vel at mærke maskiner, som overhovedet ikke forurener,” svarer Vejleg.

”Hvordan drives de maskiner? Hvor får I energi fra?” spørger Leofred.

”Vi har for længst løst vores energiproblemer. Vi udnytter den energi, som naturen selv danner. Det vil sige solenergi for det meste. Vi har nogle solceller, som kan optage solenergien, næsten uden at noget energi går tabt,” svarer Vejleg.

”Hvordan kan I have en sol, når jeres verden er uendelig?” spørger Leofred.

”Vi lever i en anden verden end jer. Det er meget svært at forklare. Vi har også nat og dag, men vores sols bane er ikke som jeres sols. Mere kan jeg ikke sige,” svarer Vejleg.

”Leofred, gider du hjælpe mig med at bære kassen med farver?” spørger Imrense henne fra døren og stiller en kasse i døråbningen.

”Ja,” siger Leofred.

Leofred bærer kassen ud i haven. Imrense kommer bagefter med nogle malerier og en ramme med et hvidt lærred.

Vejleg står og smiler.

”Hvordan gør vi?” spørger Imrense.

”Det ved jeg ikke. Skal vi prøve at måle det tomme lærred først?” svarer Leofred.

”Lad os det,” siger Imrense og lægger lærredet på jorden.

Leofred trykker på måleknappen og apparatet klikker.

”Jeg tror, at jeg vil skrive målingerne ned. Har du en blok og en blyant?” spørger Leofred.

”Et øjeblik,” siger Imrense og går ind i huset. Han kommer tilbage med en blok og en blyant.

”Måske har hældningen på lærredet også noget at sige. Hvis lærredet peger direkte mod solen er varmestrålingen måske større,” siger Leofred.

”Prøv at måle nu,” siger Imrense og holder lærredet, så det peger direkte op mod solen.

Leofred indstiller rørene på apparatet og trykker på måleknappen.

”Hm,” siger Leofred.

”Jeg prøver at male lidt af lærredet gult,” siger Imrense og maler en lille gul plet.

Leofred måler på den gule plet.

”Er der forskel på den hvide farve og den gule?” spørger Imrense.

”Ja,” siger Leofred.

Leofred drejer på farvevalgsknappen og trykker på måleknappen.

”Men målingen ændrer sig ikke, når jeg drejer på farvevalgsknappen,” siger han.

Imrense tager brugsanvisningen.

”Der er en liste med nogle farver og et tal ud for hver farve. Jeg tror, at det er nogle korrektionstal. Når man har lavet en måling, kan man finde farven ved at bruge farvevalgsknappen på apparatet og så skal målingen korrigeres med det tal, som står ud for farven. Der står også noget om bølgelængde,” siger Imrense.

”Måske skulle jeg læse brugsanvisningen grundigere?” spørger Leofred.

”Lad os nu bare lave nogle målinger for sjov. Så kan du læse brugsanvisningen helt igennem, når du kommer hjem,” siger Imrense.

”Ja, jeg skal være sikker på, at jeg får de rigtige målinger, når jeg skal lave min rapport,” siger Leofred.

”Ja, ja, men vi kan godt måle på mine farver og mine malerier. Bare for sjov,” siger Imrense.

”OK,” siger Leofred.

”Prøv at måle på det maleri,” siger Imrense og holder et af hans malerier op mod Leofred.

Leofred indstiller apparatet og trykker på måleknappen.

”Hold da op. Det kan godt være, at jeg ikke er så god til at male, men varmestrålingen er i orden,” griner Imrense.

Leofred og Vejleg griner.

Leofred kommer til at tænke på Chicana. Han ville ønske, at hun også var her. Han står lidt i sine egne tanker.

”Står du og drømmer om piger?” griner Imrense og puffer til ham.

”Øh,” siger Leofred forvirret, ”jeg har hørt at lilla er komplementærfarve til gul. Prøv at male en lilla plet. Så kan vi sammenligne den med den gule.”

”God ide. Den er på vej,” griner Imrense.

Imrense maler en lilla plet og Leofred måler pletten.

”Apparatet kan indstilles til forskellige farver, men hvad hvis man blander to farver?” spørger Imrense.

”Prøv at finde en grøn og rød farve, som matcher farverne i apparatet. Så kan vi måle dem. Bagefter kan vi blande dem og se om målingen ligger mellem de to farver,” siger Leofred og han tilføjer eftertænksomt, ”eller måske bliver varmestrålingen mindre, jo flere farver man blander.”

Imrense finder nogle farver og begynder at blande dem, så de får de rigtige nuancer. Leofred måler på farverne.

Sådan fortsætter de to venner med at måle varmestrålingen på forskellige farver og ting. Vejleg følger interesseret med.

Leofred tænker jævnligt på Chicana. Efter at hun er dukket frem i hans tanker adskillige gange, får han pludselig lyst til at snakke med hende. Han og Imrense har efterhånden også målt varmestrålingen fra det meste af Imrenses have.

”Jeg tror, at jeg må se at komme videre,” siger Leofred.

”Allerede,” siger Imrense, ”vi kunne ellers gå en tur i byen og måle varmestråling. Det kunne være sjovt at måle varmestrålingen nede ved havnen.”

”Det kan vi gøre en anden dag. Tak fordi du ville hjælpe mig med at prøve apparatet,” siger Leofred og begynder at pakke apparatet sammen.

”Det var en fornøjelse. Du kan bare sige til en anden gang,” siger Imrense.

”Jeg må også hellere se at komme videre,” siger Vejleg, ”det var sjovt at se jer måle varmestråling.”

”Vi ses, Vejleg,” siger drengene i munden på hinanden.

”Vi ses også, Imrense,” siger Leofred og begynder at gå.

”Ja, hyg dig,” siger Imrense.

Leofred cykler hen mod Chicanas hus. Han tænker over, hvad han skal sige. Det kunne være sjovt at tage hende med ud på den udstilling, han besøgte med sine forældre. Han vil spørge, om hun vil med ud at se den.

Leofred kommer hen til Chicanas hus. Han sætter cyklen og går op til døren. Han ringer på. Han kan høre nogen komme hen til døren. Det er Chicana, som åbner. Leofred kigger på hende. Hans hjerte banker og han har en kildrende følelse i maven.

”Hej Leofred,” siger Chicana glad.

”Hej Chicana,” svarer Leofred.

De står et kort øjeblik uden at sige noget.

”Tak for sidst. Det er rart at se dig igen,” siger Leofred.

”Tak i lige måde,” svarer Chicana.

”Har du lyst til at gå en tur?” spørger Leofred.

”Jeg kan ikke lige nu. Jeg skal noget med mine forældre,” svarer Chicana.

”Nå, men så en anden dag?” spørger Leofred.

”Ja, du kan bare kigge forbi eller ringe. Jeg kan bare ikke så godt i dag,” svarer Chicana.

”Har du lyst til at tage med på kunstudstilling med mig en dag?” spørger Leofred.

”Kunstudstilling?” gentager Chicana spørgende.

”Ja, jeg kender et sted, hvor både huse og omgivelser er en del af udstillingen. Ja selv publikum er en del af udstillingen. Det er meget spændende. Det kan være, vi skal klædes ud,” siger Leofred.

”Det lyder sjovt. Det vil jeg gerne være med til. Hvornår er det?” spørger Chicana.

”Jeg tror, at de har åbent hver dag, så længe udstillingen varer. Vil du med derud på lørdag?” spørger Leofred.

”Ja, lørdag passer fint. Hvad tid?” spørger Chicana.

”Der er en restaurant, som er en del af udstillingen. Vi kan mødes kl. 10, se udstillingen og spise frokost derude. Eller vi kan mødes efter frokost, se udstillingen og drikke eftermiddagskaffe derude. Hvad vil du helst?” spørger Leofred.

”Så lad os mødes efter frokost,” siger Chicana.

”Så kommer jeg og henter dig her kl. 1,” siger Leofred.

”Det lyder godt. Det glæder jeg mig til,” siger Chicana.

”Det gør jeg også,” svarer Leofred.

”Jeg bliver nødt til at gå nu,” siger Chicana.

”Vi ses på lørdag,” siger Leofred og begynder at gå hen mod sin cykel.

”Ja,” siger Chicana. Hun kigger efter ham. Han vender sig om og vinker til hende. Hun vinker tilbage. Så lukker hun døren.

Leofred begynder at cykle hjemad. Han er glad. Han har stadig den kildrende fornemmelse i maven. Det er en behagelig følelse. Han har det godt, hver gang han har snakket med Chicana. Han får det godt bare af at se på hende.

Da han kommer uden for byen, får han øje på Hans Højhed. Leofred pifter et par gange. Hans Højhed dykker ned mod ham og flyver tæt ned over hans hoved nogle gange. Så flyver den lidt væk, men Leofred kan se, at den følger ham på afstand hele vejen hjem.

 

Chicana og Leofred snakker ofte i skolen

14/10 2011

 

Næste dag i skolen går Leofred hen for at købe en kop kaffe i cafeteriet i et af frikvartererne. Han kan se, at Chicana står og snakker med nogle veninder ved indgangen. Han går hen og hilser på hende.

”Hej Chicana,” siger han og smiler til hende.

”Hej Leofred,” svarer Chicana og smiler tilbage.

”Hvordan går det?” spørger han.

”Godt, hvad med dig?” svarer Chicana.

”Også godt. Vi ses på lørdag,” siger Leofred. Han kan se, at Chicana er midt i en samtale med sine veninder og han vil ikke trænge sig på. Han går videre op og stiller sig i køen ved disken. Han køber en kop kaffe og sætter sig ned til et tomt bord. Han kigger over mod Chicana. Som altid får han en god følelse, når han ser på hende. Hun vender sig og kigger på ham. Han smiler til hende. Hun smiler tilbage. Leofred kan se, at hun siger et eller andet til sine veninder. Så forlader hun dem og går hen og sætter sig ved Leofreds bord.

”Det er rart at se dig,” siger Leofred smilende.

”Tak, i lige måde,” svarer Chicana.

”Vil du have en kop kaffe?” spørger Leofred.

”Nej tak, ikke lige nu,” svarer Chicana.

Der er et kort øjebliks tavshed.

”Hvilket fag skal du have nu?” spørger Leofred.

”Geografi,” svarer Chicana.

”Hvem har I?” spørger Leofred.

Chicana siger navnet på læreren.

”Hende havde vi også sidste år. Hun er god. Jeg kunne godt lide hende,” siger Leofred.

”Så har hun nok også kunnet lide dig,” smiler Chicana.

”Det kunne hun måske godt. Jeg var interesseret i faget. De elever, som interesserer sig for undervisningen, plejer lærerne godt at kunne lide. Det er ikke dem, som laver ballade,” siger Leofred.

”Har I nogle, som laver ballade? Hos os er det lige omvendt. Der er et par elever, som snakker lidt for meget med læreren,” siger Chicana.

”Ja, det er heller ikke rart, hvis eleverne fedter for læreren,” siger Leofred og tøver et øjeblik, ”men jeg synes ikke, at jeg fedtede. Jeg var bare interesseret i faget,” siger Leofred.

”Jeg tror da ikke, at du fedter for lærerne,” smiler Chicana.

”Det er nok en balancegang,” siger Leofred, ”det er ikke godt at fedte for læreren, men det er heller ikke godt at være uinteresseret og lave ballade. Jeg tror godt, at lærerne kan lide, når eleverne har en sund interesse i faget og ikke bare sidder og kigger ud af vinduet.”

”Det lyder fornuftigt. En balancegang,” siger Chicana.

”Hvad har I om i geografi?” spørger Leofred.

”Vi har om udbredelse af politiske systemer,” siger Chicana.

”Udbredelse af politiske systemer. Er det spændende?” spørger Leofred.

”Jeg synes, at det er vildt spændende,” svarer Chicana.

”Så har du ikke problemer med at finde skolebøgerne frem derhjemme,” siger Leofred.

I det samme ringer det ind til time.

”Nej, udbredelse af politiske systemer er spændende. Det kunne jeg finde på at læse af mig selv, også uden at vi har det i skolen,” svarer Chicana.

”Nå, jeg skal ind til time. Hvad vej skal du?” spørger Leofred.

”Til den nye fløj,” svarer Chicana.

”Nå, jeg skal den anden vej. Vi ses på lørdag,” siger Leofred.

”Ja,” svarer Chicana og begynder at gå.

Leofred vender sig langsomt for at gå mod sit klasselokale. Han har lyst til at give Chicana et kys.

Han vender sig igen.

”Vent lidt,” siger han.

”Ja?” siger Chicana.

”Må jeg give dig et farvelkys?” spørger han.

”Hmm, på kinden,” siger Chicana.

Leofred går hen og giver hende et knus og kysser hende på kinden. I det han giver slip, giver han hende et hurtigt kys på munden.

”Hov hov,” siger Chicana smilende.

”Ups,” smiler Leofred tilbage.

Så skynder de sig hver deres vej.

Sådan mødes Leofred tit med Chicana i skolen. Nogle gange snakker de, andre gange nyder de bare hinandens selskab. Når de snakker, er det tit, at de ikke snakker om noget særligt. For udenforstående kan det måske virke lidt trivielt eller kedeligt. Det er hverken poetisk eller sjovt, i hvert fald ikke hele tiden, men det er med Chicana. Leofred elsker at snakke med Chicana. De kan snakke om alt, løst og fast, både vigtige og mindre vigtige ting, hvis de har oplevet noget sammen, hvis der er sket noget i Korshavn, hvis der har været en god koncert, en stor sportsbegivenhed eller lignende. De interesserer sig ikke altid for det samme, men de kan snakke om det alligevel. Nogle gange snakker de om skolestof – lærere, fag, læsestof, klassekammerater, hvad der er sket på skolen. Andre gange snakker de om deres familier og venner, bryllupper, barnedåb, dødsfald, fødselsdage, hvis nogen har vundet i lotteriet. Ja, de kan snakke om alt og Leofred elsker det.

 

Drømmenes verden (endnu et kunstværk)

20/3 2012

 

Leofred kan næsten ikke vente til det bliver lørdag. Det hjælper lidt, at han har meget at lave. Han tænker tit på Chicana og på deres udflugt på lørdag. Han læser en artikel om udstillingen i den lokale avis. De vil ikke skrive så meget om udstillingen for ikke at tage spændingen, men de skriver, at den hedder ’Drømmenes Verden’ og at den er et besøg værd. De skriver også, at man skal tage badetøj med, hvis man vil besøge den.

Omsider kommer dagen. Leofred er lidt i tvivl om, hvilket tøj han skal tage på. Han ved, at de sandsynligvis skal klædes om derude. Han ved også, at han skal have badetøj med. Så kan det ikke være så vigtigt, hvilket tøj han ellers kommer i. Han vælger at tage det tøj på, han bedst kan lide at gå med. Tøjet er fint, men det er ikke hans stiveste puds.

Han cykler til Korshavn og stiller cyklen udenfor Chicanas hus. Han går op og ringer på døren. Han kan høre fodtrin bag døren. Døren bliver åbnet med et ryk og en stor, kraftig mand står i døråbningen.

”Hvem er du?” spørger han i en brysk tone.

”Goddag hr., jeg hedder Leofred,” siger Leofred noget usikker.

”Hvad vil du?” spørger han igen i en brysk tone.

”Øh, er Chicana hjemme?” spørger Leofred forsigtigt.

”Hvad vil du snakke med min datter om?” spørger manden stadig brysk.

”Jeg har inviteret hende med ud og se en kunstudstilling,” siger Leofred.

”En kunstudstilling,” siger faderen højt og tager sig til hovedet, ”hvad nytte er der ved at kigge på kunst?”

”Det ved jeg ikke, hr.. Kunst kan være ganske interessant og smukt,” siger Leofred usikkert.

”Interessant og smukt,” siger faderen nedladende, ”hvor mange penge har du i banken?”

Leofred er noget utryk ved udviklingen af samtalen.

”Ikke så mange,” siger Leofred, ”jeg er jo ikke så gammel endnu. Jeg har ikke nået at tjene så mange penge.”

”Nej, netop,” siger faderen bebrejdende, ”du er ikke så gammel OG du har ikke nået at tjene så mange penge.” Faderen lægger tryk på ’og’ for at fremhæve utilfredsheden med begge dele.

”Har du et arbejde?” fortsætter faderen.

”Nej, hr., jeg går i skole,” siger Leofred.

”I gymnasiet” tilføjer han for at lyde lidt ældre.

”I tredje g,” tilføjer han for at lyde lidt ældre endnu.

”I gymnasiet,” gentager faderen spottende, ”en skoledreng uden arbejde og uden penge. Da jeg var ung måtte jeg op kl. 4 om morgenen, inden jeg skulle i skole, for at gå med aviser.”

”Det må have været hårdt,” siger Leofred lidt medlidende for ikke at fornærme faderen yderligere.

”Du skal ikke have medlidenhed med mig, unge mand. Jeg kan sagtens klare mig. Der er ingen, der tager skade af at arbejde,” siger faderen.

”Nej, hr., det er der nok ikke,” siger Leofred.

”NOK IKKE,” gentager faderen højt,” det kan du bande på, at der ikke er.”

”Nej, hr.,” siger Leofred usikkert.

”Du går i skole og har ikke noget arbejde. Hvad vil du være, når du bliver stor?” spørger faderen.

”Jeg vil gerne være fysiker,” siger Leofred en smule stolt.

”FYSIKER,” råber faderen,” min datter skal giftes med en advokat.”

I det samme kommer Chicanas mor til syne i døren bag faderen.

”Nu kan du godt lade ham være, Erman. Nu har du haft dit sjov,” siger kvinden grinende.

Manden begynder at grine stille.

”He, he, kom bare ind, Leofred. Du er velkommen. Vil du have en øl eller en kop kaffe eller noget andet?” spørger han smilende.

”Øh nej tak,” siger Leofred forvirret over den pludselige ændring i tonen.

”Er du sikker på, at du ikke vil have et eller andet?” gentager moderen. Hun kan se på Leofred, at han ikke rigtig ved, hvordan han skal forholde sig. Hun smiler til ham.

Leofred svarer forsigtigt, ”nej tak, vi har aftalt, at vi skal drikke kaffe ude på udstillingen. Vi må hellere se at komme af sted, hvis Chicana er klar.”

”Det er jeg,” Chicana kommer smilende ud i entreen og begynder at tage en overtrøje på.

”Så må du må komme ind og få en kop kaffe en anden dag. Vi vil gerne hilse på dig,” siger moderen smilende.

Faderen står stadig og griner.

Leofred er mere afslappet nu. Han ved, at faderen kun spillede brysk og hård for at tage gas på ham.

Leofred begynder også at smile. Han kan godt lide Chicanas forældre. Han kan godt lide faderens form for humor.

”Tak, det vil jeg meget gerne,” siger Leofred.

”Som sagt, du er velkommen. Vi vil gerne hilse på dig,,” siger faderen denne gang lidt mere alvorlig.

”Jeg skal nok invitere Leofred på kaffe, så I kan hilse på ham,” siger Chicana.

Hun vender sig om mod Leofred og siger, ”kom, vi må hellere komme af sted.”

”For resten, jeg læste en artikel om udstillingen. Der stod, at man skal tage badetøj med, hvis man vil besøge den,” siger Leofred.

”Vent lige et minut. Så finder jeg min bikini,” siger Chicana.

”BIKINI,” råber Chicanas far højt og misbilligende, ”ja, så må hun i hvert fald ikke tage med.”

”Årh far,” siger Chicana inde fra sit værelse.

”He he he,” griner faderen.

Leofred venter, mens Chicana pakker sit badetøj. Hendes far står og smiler.

Chicana kommer med badetøjet efter et kort øjeblik.

”Vi smutter nu,” siger hun til sine forældre.

Hun tager Leofred i hånden og trækker ham ned ad havegangen.

”Kan I have en god udstilling,” siger Chicanas mor og far i munden på hinanden.

”Det skal vi nok,” råber Chicana tilbage.

Chicana og Leofred tager deres cykler og begynder at cykle ud mod udstillingen.

De cykler lidt uden at sige noget. Det er dejligt vejr; solen skinner og der er næsten ingen vind. Leofred skæver over på Chicana. Hun er smuk. Hans hjerte banker. Han har en dejlig følelse. Han kan ikke forestille sig noget bedre end at cykle her ved siden af hende. De cykler et lille stykke langs Lillesø. Vejen er skåret ud i klipperne. Den går rundt om en klippepynt. Leofred kigger op ad klippen og derefter ud over søen. Han kan se bjergene og skovene på den anden side af søen. Det er meget smukt.

Leofred kigger på Chicana.

”Det er en dejlig dag,” siger han.

”Ja, det er smukt at cykle her,” svarer Chicana.

De cykler lidt og kigger ud på det smukke landskab.

”Jeg håber ikke, at min far var for hård ved dig. Det var bare for sjov,” siger Chicana.

”Jeg var lidt betænkelig på et tidspunkt,” smiler Leofred.

”Han kan godt lide at lave skæg med folk. Nogle gange er han lidt hård, selv om det kun er for sjov,” siger Chicana.

”Jeg synes også selv, at det var sjovt,” siger Leofred og holder en lille pause, før han tilføjer ” bagefter.”

”Ellers er han en skikkelig og godmodig mand. Han gør ikke nogen fortræd,” siger Chicana.

”Jeg kunne godt lide din far. Jeg kunne lide begge dine forældre,” siger Leofred.

”Jeg er også glad for mine forældre,” siger Chicana.

De cykler lidt og kigger på det smukke landskab uden at sige noget.

”Kender du noget til udstillingen?” spørger Chicana.

”Lidt. Jeg har været derude før. Normalt er det bare et galleri, men nogle gange kører de et tema. Så bliver hele udstillingen nærmest et stort kunstværk,” siger Leofred.

”Det lyder spændende,” siger Chicana.

”Det er det også. Der er et stykke land, som hører med til galleriet. Hele området bliver en del af kunstværket. Og de besøgende bliver klædt ud, så de også er en del af kunstværket,” siger Leofred.

”Det lyder omfattende,” siger Chicana og tilføjer, ”ved du, om de kører sådan et tema i øjeblikket?”

”Det gør de,” svarer Leofred.

”Skal vi så også klædes ud?” spørger Chicana.

”Sandsynligvis,” svarer Leofred.

”Ved du, hvad tema de kører?” spørger Chicana.

”I den artikel, hvor jeg læste, at vi skal have badetøj med, stod, at udstillingen hedder ’Drømmenes Verden’,” siger Leofred.

”Det glæder jeg mig til,” siger Chicana.

”Ja, det bliver godt. Så, nu er vi der snart. Vi kan se derover,” siger Leofred.

Leofred peger over mod nogle store bygninger et stykke væk.

”Det er derovre,” siger han.

De kan se et underligt skær over området omkring bygningerne.

De kommer over til udstillingen. De sætter deres cykler i cykelstativet og går over mod indgangen.

Der hænger et stort skilt over indgangen, hvor der står ’Drømmenes Verden’.

Chicana kigger på en plakat, som hænger ved siden af indgangen.

”Se, der står, at den næste udstilling skal handle om historie. Den vil komme til at skildre historiske begivenheder og personer,” siger hun.

”Jeg tror, at de holder nogle gode udstillinger herude,” svarer Leofred.

Leofred går hen til billetlugen.

”Jeg vil gerne bede om to billetter,” siger han.

”Ja tak,” siger damen i billetlugen.

Leofred betaler og damen giver ham to billetter.

Leofred åbner døren ind til udstillingen. Han lader Chicana gå først ind.

Lige indenfor døren står en mand.

”Velkommen til ’Drømmenes Verden’,” siger han.

”Tak,” siger Chicana og Leofred i munden på hinanden.

”Har I badetøj med?” spørger manden.

”Ja,” svarer Leofred.

”Det var godt. Det er mere behageligt for jer, hvis I har jeres eget badetøj på,” siger han, ”udstillingen er delt op i tre dele. En, hvor I kan gå i jeres eget tøj, en, hvor I skal have badetøj på, og en, hvor I får udleveret noget tøj herfra. I må selv bestemme, hvilken rækkefølge I vil besøge dem i.”

”Hvad er der i de forskellige dele?” spørger Leofred.

”Jo, der er flere slags drømme. Dem man har, når man sover og dem man har, når man er vågen. Den ene del af udstillingen prøver at beskrive en drømmeverden, når man er vågen. Det vil sige en smuk, dejlig, harmonisk verden, som man gerne vil leve i. Den del kan I besøge i jeres almindelige tøj,” siger manden, ”der er en del, som handler om drømme, man har, når man sover. I får udleveret noget specielt tøj, når I besøger den del. I den tredje del, skal I have badetøj på. Den del slutter af med, at I besøger et slags vandland. Nogle besøgende bliver lidt i vandlandet og bader og leger. Ja, der er nogen, som kommer til udstillingen kun for at besøge vandlandet. Og nogle af dem besøger det endda flere gange.”

”Vi havde regnet med at slutte af med en kop kaffe,” siger Leofred.

”Der er en cafe i vandlandet. Og vi har en restaurant i den afdeling, hvor I skal have jeres almindelige tøj på – det vil sige den del, som handler om de vågne drømme. Nogle besøgende bliver også lidt i den afdeling. De kan godt lide bare at gå rundt og fornemme atmosfæren i udstillingen,” svarer manden.

”Er det så ikke bedst, at vi besøger den del til sidst?” spørger Leofred Chicana.

”Jo,” svarer Chicana.

”Hvilken del skal vi besøge først?” spørger Leofred Chicana.

”Skal vi tage bad, efter vi har haft vores badetøj på?” spørger Chicana manden.

”Ja, der er omklædningsrum, hvor I kan vaske jer, når I skifter tøj,” svarer manden.

”Skal vi så ikke besøge den del, hvor vi skal klædes om, først. Så kan vi besøge den del, hvor vi skal have badetøj på, bagefter. Efter den tager vi et bad og får vores almindelige tøj på. Så er vi rene og veltilpasse, når vi besøger den sidste del og vi kan slutte af med kaffe i restaurationen,” siger Chicana.

”Det lyder som en god plan. Lad os gøre det sådan,” siger Leofred.

”Vi vil gerne besøge den del, hvor vi får udleveret tøj, først. Kan vi gøre det?” spørger Leofred manden.

”Ja, så skal I ind ad den dør i bygningen, derovre. I får tøjet derinde,” siger manden og peger mod en dør i en stor bygning.

”Tak skal du have,” siger Leofred til manden.

”Er du klar?” spørger Leofred Chicana.

”Ja, det bliver sjovt,” siger Chicana og tager Leofreds hånd, ”lad os komme af sted.”

Chicana og Leofred går hånd i hånd over mod døren.

De går ind ad døren. Lige inden for døren er en garderobe. Der sidder en dame bag disken.

”Hej,” siger Leofred, ”vi skal ind og besøge den udstilling, hvor vi skal klædes om.”

”Så skal vi have fundet noget tøj til jer,” siger damen.

”Lad os begynde med dig,” siger hun og kigger på Chicana. Hun henter noget tøj, ”jeg tror, at dette vil passe dig. Hvad nummer bruger du i sko?”

Chicana svarer og damen henter noget, der ligner en blanding af uldsokker og sutsko.

”Så er det din tur,” siger hun og kigger på Leofred. Hun henter noget tøj til ham.

”Hvad nummer bruger du i sko?” spørger damen.

Leofred svarer og damen henter et par sko mere.

”Det tøj skulle passe jer,” siger hun og giver dem deres tøj og sko.

”Tak,” siger Leofred, ”hvor skal vi hen?”

”I skal ind i omklædningsrummene derovre. Der er et til herrer og et til damer. Hvis tøjet ikke passer jer, må I komme herud igen. Ellers skal I gå ud ad døren i den modsatte ende af omklædningsrummene. Der står ’Sov Godt’ på døren. Når I kommer tilbage og har skiftet til badetøj, skal I ud af døren, hvor der står ’Våde Drømme’,” siger damen.

”Vi prøver,” siger Leofred og går over omklædningsrummene.

Chicana følger efter.

”Vi ses ude i udstillingen,” siger Leofred til Chicana.

”Ja,” siger Chicana og går ind i damernes omklædningsrum.

Leofred går ind i herrernes omklædningsrum. Han folder tøjet ud på en bænk og kigger på det. Det er mørkegråt og bomuldsagtigt. Han tager sit almindelige tøj af og lægger det ind i et af skabene. Han tager det nye tøj på. Det sidder godt på ham, men det føles lidt stift. Størrelsen passer og skoene passer også. Han ser sig selv i spejlet. Det ser fint nok ud. Til den ene side er en dør, hvor der står ’Våde Drømme’. I den modsatte ende af rummet er en dør, hvor der står ’Sov Godt’. Han går ud ad døren, hvor der står ’Sov Godt’. Han kommer ud i et venterum med nogle bænke. Chicana er ikke kommet ud endnu. Leofred sætter sig til at vente. Efter et lille stykke tid kommer Chicana ud.

”Du ser godt ud. Tøjet passer dig,” siger Leofred.

”Tak,” siger Chicana og kigger ned ad sig selv.

”Det er rart at have på, men det føles lidt stift,” siger hun.

”Ja,” siger Leofred.

De står lidt og kigger på hinanden.

”Skal vi prøve?” spørger Leofred.

”Ja, lad os det,” svarer Chicana.

”Vi skal vist den vej,” siger Leofred og peger på en dør i den modsatte ende af rummet. Der står ’Sov Godt’ på døren. På et skilt ved siden af døren står, at de skal følge de grønne lamper.

Leofred går hen og åbner døren for Chicana.

De kommer ind i et mørkt rum. Et stykke væk kan de se et meget svagt, grønt lys. Lyset er ikke stærkt nok til, at de kan se, hvad der er i rummet. De bliver stående lidt for at lade øjnene vænne sig til mørket, men det hjælper ikke. Det er stadig for mørkt, til at de kan se, hvad der er i rummet. De går langsomt frem mod det grønne lys. De kan ikke se, hvor de går. Gulvet er ikke vandret. Nogle gange hælder det til siderne og nogle gange hælder det fremad eller tilbage. Nogle gange er det fast at gå på og nogle gange giver det lidt efter. Chicana tager Leofred i hånden. De går langsomt og forsigtigt frem. Gulvet begynder at bevæge sig langsomt, både frem og tilbage, til siderne og op og ned. Gulvets bevægelser i det mørke rum gør dem usikre. De ved ikke rigtig, hvor de går og hvad der vil ske.

”Jeg tror, at det skal give os fornemmelsen af at være i en drøm,” siger Leofred.

”Det virker godt nok,” svarer Chicana.

Pludselig giver gulvet et lille ryk, så de kommer ud af balance. Samtidigt rammer nogle lyskegler af skarpt, hvidt lys fra forskellige retninger dem i ansigtet og der kommer nogle høje, skingre lyde både oppefra, nedefra og fra siderne omkring dem. De blinker med øjnene for ikke at blive blændet af lyset, samtidig med at de er ude af balance. Det varer omkring to minutter. De må kæmpe for at bevare balancen, mens gulvet ryster i et inferno af skingre lyde og blændende lys. De to minutter føles som lang tid.

”Det var væmmeligt,” siger Chicana, efter at det er blevet stille igen.

”Skal vi gå ud igen?” spørger Leofred.

”Nej, det var væmmeligt, men ganske sjovt,” siger Chicana.

”Det kan være, at vi er i afdelingen for mareridt,” siger Leofred.

”Ja, eller en eller anden uklar drøm fra underbevidstheden,” siger Chicana.

”Ja,” siger Leofred.

De kan se det svage, grønne lys lidt fremme. De går forsigtigt fremad. Chicana tager Leofreds hånd igen. Hun måtte slippe den, da gulvet begyndte at ryste. De kommer hen til det grønne lys.

”Hvad nu?” spørger Leofred.

”Der er et grønt lys derovre,” siger Chicana og peger på et grønt lys ude til højre for dem.

De går over mod lyset.

Pludselig mærker de, at gulvet bliver blødere. Det er ligesom at gå på puder eller skumgummi. De skal gå forsigtigt for ikke at miste balancen. Chicana må igen slippe Leofreds hånd. Det bløde gulv gør dem usikre på benene. Nogle steder er gulvet meget blødt og de synker et stykke ned. De må kæmpe sig frem i det bløde underlag.

Leofred bukker sig ned og mærker på gulvet. Så vidt han kan mærke består det af madrasser og puder i forskellige tykkelser og hårdhed.

”Prøv lige at stå stille,” siger han.

Chicana står stille.

Leofred tager forsigtigt om Chicana og lægger hende ned. Han lægger sig ved siden af og holder om hende.

”Hov, du,” siger Chicana.

Leofred griner.

”De er meget bedre at ligge på end at gå på,” siger han og holder Chicana tæt ind til sig, mens de ruller rundt på madrasserne.

”Hi hi,” griner Chicana.

Leofred giver Chicana et kys.

”Hm,” siger Chicana.

Sådan ligger de lidt på gulvet af madrasser.

”Det er godt, at der ikke er andre,” siger Chicana.

”Ja,” siger Leofred, ”vi må hellere se at komme videre, inden de næste kommer.”

De rejser sig igen og stavrer videre på det bløde gulv.

Efter at de har kæmpet sig igennem bløde madrasser og puder i nogle minutter, bliver gulvet normalt igen. De går stadig mod det svage, grønne lys.

De kommer hen til det grønne lys.

”Nu skal vi den vej,” siger Chicana og peger på et nyt svagt, grønt lys.

De går over mod det svage, grønne lys.

Mens de går, kan de mærke, at luften bliver koldere. De får nogle iskolde vindpust i ansigtet. Snart er det så koldt, at de kan se deres egen ånde mod det svage, grønne lys. De bliver hele tiden ramt af isnende, kolde vindstød. Det svage, grønne lys bliver til et varmt skær i alle regnbuens farver. Det ser varmt og behageligt ud. De fortsætter med at gå over mod det smukke skær. Bag dem begynder det at buldre og rumle. Langsomt bliver lyden højere. Samtidigt kan de se et skær af flammer i mørket bag dem. De kan se nogle mørke skygger i flammerne. Temperaturen stiger igen og snart er det ligesom at gå i en sauna. Det smukke skær er hele tiden foran dem. De fortsætter med at gå over mod det. Gulvet begynder at bevæge sig baglæns. De bliver ved med at gå, men gulvet bevæger sig baglæns med samme hastighed. De kommer ingen vegne. De kan høre den høje buldren og se flammerne og skyggerne bag sig og et stykke ude foran sig, kan de se det smukke skær. Temperaturen er varm, som i en sauna. De sætter farten op, men gulvet kører dem baglæns med samme hastighed. De kan mærke, at deres tøj bliver tungere. Det bliver sværere at gå.

”Det bliver tungere at gå. Der er noget, som trækker mig nedad. Kan du også mærke det?” spørger Chicana gennem bulderet.

”Ja,” svarer Leofred.

”Hvordan gør de det?” spørger Chicana.

”Jeg tror, at vores tøj er magnetisk,” siger Leofred.

”Hvis de prøver at skabe en uhyggelig stemning, virker det meget godt,” siger Chicana.

Leofred tager hende i hånden.

”Kom, vi prøver at løbe,” siger Leofred.

De løber lidt, men gulvet kører bare hurtigere baglæns, så de stadig ikke kommer fremad. Og det er tungt at løbe. De bliver trukket nedad og tøjet gør, at de har svært ved at bevæge sig.

”Det er bedre at gå,” stønner Chicana.

”Ja,” siger Leofred.

De begynder at gå i stedet for.

De bliver ved med at gå mod det smukke skær, men de kommer ingen vegne. Lyden, flammerne og varmen er der stadig.

Det bliver ved et par minutter. Så fader det smukke lys foran dem væk. Samtidig forsvinder bulderet, flammerne og skyggerne, gulvet bliver normalt og tøjet virker ikke længere tungt.

Det svage, grønne lys kommer igen til syne foran dem. De går langsomt hen imod det. De kan gå normalt igen, men der er stadig mørkt omkring dem. De går et par minutter, uden at der sker noget.

De kommer hen til det grønne lys.

De kan skimte nogle forhæng foran sig i skæret af det grønne lys. Leofred skubber et af forhængene til side. I det han røre ved forhænget, kommer nogle lysskær i forskellige farver omkring dem. Skærene ændrer farve og styrke, når han rører ved forhænget.

”Prøv at røre ved forhænget,” siger Leofred.

Chicana skubber til et af forhængene. Skæret omkring dem skifter farve i takt med forhængets bevægelser.

”Det er flot,” siger Chicana og ryster forhænget.

Farver og lysstyrken skifter hurtigere.

Inde bag forhængene er et rum med en masse forskellige ting. Gamle stole, borde og andre møbler, nogle høje planter, hvis grene spærrer for gangen, nogle tøjstativer og stumtjenere med gammelt tøj, nogle gamle bogreoler og en masse andre ting står hulter til bulter i rummet.

De kan se det svage, grønne lys bag alle tingene i den modsatte ende af rummet. Tingene er placeret sådan, at de skal flytte og skubbe til dem for at komme derover.

”Det ligner et gammelt pulterkammer,” siger Chicana.

”Ja,” svarer Leofred.

”Hvad vej skal vi?” spørger Chicana.

”Det grønne lys er derovre,” siger Leofred og peger på det grønne lys.

”Det kan jeg godt se, men vi kan ikke komme derover. Vejen er spærret af alle tingene,” siger Chicana.

”Hm,” siger Leofred og holder grenene på en plante til side. I det grenene rører hans tøj, kan de se skyggebilleder af berøringerne transformeret op på væggene omkring dem. Samtidig kan de mærke en vind og høre en susen, som tiltager og aftager i takt med berøringerne. Hvis de ikke bevæger sig, er det mørkt og stille.

”Det er vist meningen, at vi skal lade tingene røre os. Berøringerne bliver transformeret til skyggebilleder, blæst og lyde omkring os,” siger Leofred.

”Jeg prøver også,” siger Chicana.

Hun maver sig forbi nogle lænestole. Idet stolene rører hendes tøj, flimrer lyset og lydene og vinden skiftevis tiltager og aftager i styrke.

”Ja, det er meningen, at vi skal røre ved tingene. Hvordan gør de det?” spørger hun.

”Jeg tror, at det sidder nogle sensorer i tøjet,” siger Leofred.

De skubber og maver sig forbi tingene i flimrende lys, blæst og tiltagende og aftagende susen.

Chicana kommer forbi et gammelt klaver. Hun trækker hænderne op i trøjen og kører ærmet hen over tangenterne. Klaveret er ikke stemt. Der kommer en række falske toner og skyggebillederne danser.

”Nu mangler vi bare nogle spøgelser,” siger Chicana.

”Hi hi,” griner Leofred.

De kommer forbi tingene til den anden ende af rummet og lyset, vinden og lydene forsvinder igen. De står igen i mørke.

De kan se et nyt svagt, grønt lys ude til den ene side.

De begynder langsomt at gå over mod lyset. De går et par minutter, uden at der sker noget.

Til den ene side begynder en stor skive at lyse. Først ganske svagt, men langsomt bliver den skarpere. Samtidigt kan de mærke, at de bliver trukket over mod lysskiven.

”Kan du mærke det? Bliver du også trukket over mod lyset?” spørger Chicana.

”Ja,” svarer Leofred.

”Hvordan gør de det?” spørger Chicana.

”Magnetisme igen,” siger Leofred.

Lyset bliver stadig langsomt skarpere, samtidigt med at noget trækker dem kraftigere og kraftigere over mod det.

De går langsomt videre. Pludselig bliver gulvet glat. Lyset er meget skarpt nu og de bliver trukket kraftigt over mod det. De glider hen ad gulvet over mod lyset. De prøver at stå stille, men gulvet er for glat. De glider hen over gulvet hurtigere og hurtigere. Pludselig glider de ud over en kant og begynder at falde. Chicana udstøder et lille gisp. De falder et par meter og lander i en masse små kugler, som afbøder faldet.

De ligger og roder rundt i de små kugler. De er stadig fortumlede af faldet og det er mørkt, så de har svært ved at finde ud af, hvad der er op og hvad der er ned. Sådan ligger de og roder rundt et kort øjeblik.

Et lys bliver tændt, så de kan se, hvor de er. De ligger i en stor kasse af små kugler i forskellige farver.

Leofred lægger hovedet tilbage. Han ligger afslappet og kigger op.

”Puha,” siger han.

”Ja, det må du nok sige. Tror du, at vi er færdige nu?” siger Chicana.

”Ja,” siger Leofred.

”Det var sjovt. Det er godt lavet,” siger Chicana.

”Ja,” siger Leofred. Han rejser sig og går over mod en trappe, som fører op af kassen.

De går ud af en dør og kommer ud i rummet ved omklædningsrummene.

Leofred tager Chicanas hånd og trækker hende ind til sig. Han giver hende et knus og et kys. Hun besvarer kysset. Sådan står de lidt.

”Det er godt, at du er med. Så er det meget sjovere,” siger Leofred.

”Det er en god udstilling indtil videre,” siger Chicana.

”Skal vi gå videre?” spørger Leofred.

”Ja, lad os det,” svarer Chicana.

”Så skal vi have badetøj på,” siger Leofred.

”Ja,” siger Chicana.

De går ind i hver deres omklædningsrum.

Leofred går hen og åbner sit skab. Han finder sit badetøj frem. Han sidder lidt bare og kigger ud i luften. Han tænker på den første del af udstillingen. Udstillingen har været en god oplevelse indtil videre. Det gør den hundrede gange bedre, at Chicana er med. Det ville slet ikke være det samme uden hende. Han sukker.

Han tager sit udleverede tøj af, lægger det pænt sammen og lægger det ind i skabet. Han går ud og vasker sig i bruseafdelingen, inden han tager sit badetøj på. Han sidder igen lidt og tænker på Chicana. Men hvorfor sidde og tænke på hende, når hun er lige uden for døren. Det er bedre at være sammen med hende end at tænke på hende. Han går ud ad døren, hvor der står ’Våde Drømme’.

Han kommer ud i et venteværelse med nogle bænke. Chicana er ikke kommet ud endnu. Han sætter sig til at vente. Der går ikke lang tid, før Chicana kommer ud.

Leofred kigger på Chicana. Hun har en lysebrun bikini med små, hvide prikker på. Hun har ladet håret hænge frit. Leofred får et sug i maven. Hun er smuk.

”Den bikini sidder godt på dig,” siger han. Alt ville sidde godt på dig, tænker han for sig selv.

”Tak,” svarer Chicana.

De står lidt og kigger på hinanden. Leofred kigger Chicana i øjnene. De er så smukke og fulde af liv. Leofred kan ikke fjerne blikket fra hende. Han går hen og står foran hende. Hun kigger op på ham. Han kysser hende på munden. Hun besvarer kysset. Han lægger armene om hende. Sådan står de lidt.

Der kommer en familie ind i rummet. Chicana og Leofred giver slip på hinanden.

”Vi må skulle ud ad den dør,” siger Leofred og går hen til en dør, hvor der står ’Våde Drømme’.

Han holder døren for Chicana. Hun giver ham et smil, idet hun går forbi ham og ud ad døren.

De kommer ind i et mindre rum. Lige inden for døren sidder en medarbejder bag et bord.

”Velkommen til ’Våde Drømme’,” siger hun.

”Tak,” siger Chicana og Leofred i munden på hinanden.

”I skal have sådan en på,” siger hun og giver Chicana en toga, ”jeg tror, at denne vil passe dig.”

Hun finder en toga mere frem fra et skab bag sig.

”Og jeg tror, at denne vil passe dig,” siger hun og giver Leofred togaen.

”Hvad er det nu for noget?” spørger Leofred.

”Det finder I ud af,” svarer damen.

Chicana og Leofred tager togaerne på. De sidder godt. De er behagelige at have på.

”Udstillingen starter bag den dør. I skal følge de grønne lys i gulvet,” siger damen og peger på en dør.

Chicana og Leofred går ud af døren.

De kommer ind i et rum fuld af damp. Dampen er lunken og føles trykkende. De kan hverken se loftet eller siderne i rummet. De følger de grønne lys i gulvet.

Efter at de har gået lidt kan de høre en svag syngen og susen. Det er kvinder, som synger. De synger høje, messende toner. En monoton sirenesang. Samtidig kan de stadig høre en susen i baggrunden. Mens de langsomt følger de grønne lys, bliver lydene højere og højere.

Det begynder at regne. Regnen er lunken. Leofred kigger på Chicana. Togaen klæber sig til hendes krop. Han kan se konturerne af hendes krop under den våde toga. Leofred kigger på Chicanas ansigt. Han kan ikke lade være med at lade blikket synke og kaste et kort blik på hendes bryster. Han kan se konturerne af dem under den våde toga. Hurtigt hæver han blikket igen og kigger på hendes ansigt. De går langsomt fremad i dampen og regnen.

De kan stadig høre sirenesang og susen i baggrunden. Lydene har nået samtaleniveau og bliver ikke højere nu.

Pludselig kommer nogle dansende kvinder ud af dampen. De er eksotisk klædt på i korte kjoler. Kjolerne er trevlede og spraglede i brune og gule nuancer. Farverne falder sammen med farven på deres hud. De danser langsomt og forførisk. De danser hen til Leofred.

”Det må være en af dine drømme,” siger Chicana.

Leofred smiler.

En af kvinderne tager Leofreds hånd og trækker ham langsomt væk fra de grønne lys.

Chicana tager ham i den anden hånd og trækker ham tilbage.

”Næ, hov. Du bliver her,” siger hun.

Leofred kan ikke lade være med at grine.

Kvinderne sanser tæt rundt om Leofred. De lader deres hænder glide hen over ham, samtidig med at de synger messende.

Chicana og Leofred fortsætter med at følge de grønne lys gennem dampen.

Kvinderne følger efter. De danser messende rundt om Leofred. Sådan bliver de ved et par minutter. Så danser de langsomt væk igen.

”Det var en god drøm. Jeg glæder mig til at komme hjem og sove,” siger Leofred.

”Jeg skal nok sørge for, at du hellere vil være vågen,” siger Chicana.

”Men det bedste er da, at du også er med i drømmen,” siger Leofred.

Chicana begynder at danse rundt om Leofred, mens hun lader hænderne glide over hans krop og efterligner kvindernes sang.

”Whooaa,” synger hun.

Leofred trækker hende ind til sig og giver hende et kys. De står et lille stykke tid og kysser i deres våde togaer.

Så går de videre gennem tågen.

Efter et lille stykke tid forsvinder dampen igen og der bliver stille.

Det er så mørkt, at de kun kan se de svage, grønne lys i gulvet.

De følger de grønne lys et lille stykke tid.

De kan se nogle stearinlys ude til siderne. Pludselig kan de også høre en svag hvisken af mandsstemmer.

Der kommer flere og flere stearinlys og de hviskende mandsstemmer bliver højere og højere.

”Kom, kom,” siger de.

Pludselig kommer nogle mænd snigende sig ind på dem. De er kun iført korte, trevlede bukser. Ellers er de nøgne. Mændene sniger sig hviskende ind på Chicana.

Leofred tager Chicana i hånden.

”Og det her må vist være en af dine drømme,” siger Leofred.

”Shhhh, og lad mig sove,” siger Chicana.

Leofred griner og holder fast i Chicanas hånd.

Mændene sniger sig helt ind på Chicana. De holder deres hoveder helt tæt ind til hende.

”Kom, kom,” hvisker de.

”Kom, kom,” hvisker Leofred også.

Chicana griner.

Sådan går de nogle minutter i det dunkle lys fra stearinlysene med de halvnøgne, hviskende mænd snigende sig rundt om Chicana.

Langsomt bliver der færre og færre stearinlys og mændene forsvinder en efter en.

Til sidst går de igen i mørke kun med de grønne lys i gulvet.

De kan mærke, at gulvet bliver til klippe.

Et stykke fremme kan de se et levende, blåt skær og de kan høre en rislende lyd af vand.

De følger de grønne lys hen mod skæret.

De kommer tættere på og kan se, at skæret stammer fra nogle lamper, som er placeret under et vandløb. Lyset bliver levende, når det bliver projekteret op gennem det bølgende vand.

I skæret fra det bevægende lys, kan de se, at de er i en klippehule med et underjordisk vandløb.

De følger vandløbet.

Lidt væk kan de høre en svag brusen fra et vandfald.

Brusenen bliver højere. De kommer rundt om et hjørne og lidt fremme kan de se udgangen af klippehulen. Udgangen er gemt bag et vandfald, som de skal igennem for at komme ud.

De kommer hen til vandfaldet.

Leofred stikker sin ene arm gennem muren af vand. Den bliver trykket lidt ned, men det er ikke værre end at de sagtens kan gå igennem.

De går igennem vandfaldet og kommer ud i det fri.

Leofred kigger sig omkring. De står på en rist omkring fem meter oppe på et vandfald. Risten fører ind til siden, hvor en trappe fører ned.

Leofred kigger omkring sig. Hele området er omdannet til et tropeparadis. Der er anlagt en sandstrand ved en sø. Der er plantet palmer og eksotiske blomster. Husene er lerhytter med tag af palmeblade.

”Der er nok mange, der drømmer om at bo sådan et sted,” siger Leofred.

”Ja, her er dejligt. Her kan vi godt være lidt. Det må være en af de drømme, vi har, når vi er vågne,” svarer Chicana.

”Ja, jeg kan godt forstå, at nogle kommer bare for at besøge denne del af udstillingen,” siger Leofred.

”Ja, i stedet for at besøge et vandland eller tage på ferie til de varmere lande,” svarer Chicana.

Leofred tager Chicana i hånden.

”Kom, vi går derned,” siger han.

De går ned ad trappen.

Der står en medarbejder, da de kommer ned.

”I skal aflevere jeres togaer her,” siger medarbejderen.

Chicana og Leofred tager deres togaer af og afleverer dem.

Leofred tager Chicana i hånden. Chicana kigger op på ham. Han giver hende et kys på munden.

”Hm,” siger hun.

Så går de hen mod tropelandet.

De kommer forbi nogle brusere.

Der er et skilt, hvor det står ’Tag et varmt, koldt bad’.

”Hvad betyder det?” spørger Leofred.

”Jeg ved det ikke,” svarer Chicana.

Leofred stiller sig ind under en bruser og trykker på knappen.

”Ahh,” siger han, men det bliver pludseligt afløst af et ”uhh.”

”Vandet er skiftevis koldt og varmt,” siger han, ”nogle gange er det endda koldt og varmt samtidigt.”

”Hvordan det?” spørger Chicana.

”Den ene halvdel af vandet er kold, den anden varm. Det er ganske behageligt,” svarer Leofred.

”Det må jeg også prøve,” siger Chicana og stiller sig ind under en bruser. Hun trykker på knappen.

”Ah, ah, uh, uh, ah, ah,” siger hun

Leofred griner.

”Du har ret, Det er ret behageligt,” siger hun.

De står lidt under bruserne. Chicanas bruser slukker og hun går ud. Leofred går efter.

Han tager hende i hånden.

De kommer forbi cafeen. Den er lidt større end de andre huse, men stadig med mure af ler og tag af palmeblade. Den ser eksotisk ud.

”Vi kunne drikke kaffen her,” foreslår Leofred.

”Jeg er tørstig. Vi kunne drikke noget læskende her, og drikke kaffen senere i restauranten, som vi har planlagt,” siger Chicana.

”Ja, lad os det,” siger Leofred, ”men mine penge ligger i mit tøj i omklædningsrummet.”

”Vi prøver at spørge manden i cafeen,” siger Chicana.

De går hen til disken i cafeen.

”Hvad kan jeg hjælpe jer med?” spørger manden.

”Mine penge ligger i mit tøj i omklædningsrummet,” siger Leofred.

”Cafeen er en del af udstillingen. I har betalt gennem entreen,” siger manden.

”Det lyder godt,” siger Leofred.

”Hvad skal du have?” spørger han Chicana.

”Et glas iste, tak,” siger Chicana.

”Så vil jeg gerne bede om et glas iste og en cola,” siger Leofred.

”Så gerne,” siger manden og hælder et glas iste op og tager en cola op af køledisken.

Chicana og Leofred tager deres læskedrikke og går ned til et bord, hvor de kan kigge ud over stranden og søen.

Stolene og bordene er flettede af strå.

”Ah,” siger Chicana, da hun sætter sig.

”Det er godt, at det er sådan et vejr,” siger Leofred og kigger op på den blå himmel.

”Ja,” svarer Chicana.

”Det var nogle lumre drømme i togaerne,” siger Leofred.

”Ja, men det var sjovt. Det er godt lavet,” siger Chicana.

”Ja,” svarer Leofred.

Leofred kigger ud over søen. Så kigger han på Chicana. Hun sidder og kigger på menneskerne på stranden. Hvor er her skønt, tænker han. Han elsker at sidde her med Chicana. Der er ikke noget i hele verden, han hellere vil end at være sammen med hende. Hun vender hovedet og kigger på ham. Leofred smiler til hende. Hun smiler tilbage.

”Skål i cola,” siger Leofred og løfter sit glas.

”Skål i iste,” svarer Chicana.

De slår glassene mod hinanden og drikker lidt.

De sidder i lang tid uden at sige noget. De nyder bare hinandens selskab. En gang imellem nipper de lidt til deres læskedrikke.

”Her kunne man godt tilbringe en hel eftermiddag,” siger Leofred.

”Ja, men vi mangler stadig en del af udstillingen,” siger Chicana.

”Ja, og jeg vil have en dukkert i søen, inden vi går videre,” siger Leofred.

”Det vil jeg også,” svarer Chicana.

”Så man vi hellere blive færdige,” siger Leofred.

De drikker det sidste af deres læskedrikke og går ned til søen.

De går ud i vandet. Chicana bliver stående inde på lavt vand. Leofred går længere ud og smider sig ned i vandet. Chicana dypper hænderne ned i vandet. Hun går langsomt længere ud. Da vandet når hende til hofterne, bliver hun stående. Hun plasker forsigtigt lidt vand op på maven. Sådan står hun og plasker forsigtigt vand op ad sig i nogle minutter. Så dykker hun også ned i vandet.

”Uhu, det er koldt,” siger hun.

”Det er dejligt. Det er ikke så slemt, når man først er kommet under,” siger Leofred.

”Nå,” siger Chicana.

Leofred går hen bag hende og holder om hende. Hun vender sig. Leofred giver hende et kys og hun besvarer kysset. Sådan står de lidt. Leofred giver slip og kaster sig baglæns ned i vandet.

”Ah,” siger han.

Chicana sænker sig ned i vandet, så kun hovedet stikker op.

”Du har ret. Det er ikke så koldt, når man først er kommet under,” siger hun.

”Næ,” svarer Leofred.

”Men vi skal videre inden så længe, hvis vi både skal se den sidste del og have kaffe,” siger Chicana.

”Ja, vi må hellere komme videre,” siger Leofred og begynder at gå op af vandet.

”Ja,” siger Chicana og følger efter.

De kommer op på stranden. Der er et lille skur, hvor en dame står og uddeler håndklæder. De får et håndklæde hver. De tørrer sig langsomt, mens de nyder solskinnet.

”Hvor er omklædningsrummene?” spørger Chicana.

”Det ved jeg ikke. Vi kan spørge damen,” siger Leofred.

De afleverer håndklæderne.

”Undskyld, men hvor er omklædningsrummene?” spørger Leofred.

”I skal følge den sti rundt om klippen,” siger damen og peger på en sti, ”så kan I se de store bygninger ved indgangen. Der er også skilte, som viser vej.”

Leofred kigger over mod stien, som damen peger på. Han får øje på et skilt, hvor der står ’Omklædningsrum’.

”Nu kan jeg godt se skiltet. Tak skal du have,” siger Leofred.

”Det var så lidt,” siger damen.

Chicana og Leofred følger stien og skiltene og kommer tilbage til omklædningsrummene.

”Jeg skal altså lige have et brusebad, inden jeg tager mit almindelige tøj på,” siger Chicana.

”Det skal jeg også. Vi mødes ude ved indgangen til den sidste del,” siger Leofred.

”Ja,” siger Chicana og går ind i damernes omklædningsrum.

Leofred går ind i herrernes omklædningsrum.

Han går hen til sit skab og sætter sig på bænken. Han sidder lidt og kigger ud i luften. Han har en god følelse. Det har været en god udstilling. Han tænker på, om Chicana også synes, at det har været en god udstilling. Det er han sikker på, at hun synes. Så tager han sine badebukser af og går ud til bruserne. Han tænder for vandet og stiller sig under det. Det er dejligt. Han tager en sæbesvamp og sæber sig ind. Han skyller sæben af igen. Han står lidt under det løbende vand. Han skruer op for det varme vand, til han næsten ikke kan holde det ud. Han står lidt og lader det varme vand løbe ned over sin krop. Han kan mærke, at musklerne bliver varme og afslappede. Det er dejligt. Så lukker han for vandet.

Han tager sit håndklæde og tørrer sig. Han går hen til sin plads og finder sit almindelige tøj frem. Han sidder lidt og stirrer ud i luften. Så tager han sit tøj på. Han går hen til spejlet for at frisere sig. Han ser på sit spejlbillede. Han ser ud, som han plejer. Han reder sig og går tilbage til bænken.

Han samler sine ting sammen og går ud ad døren.

Chicana er ikke kommet ud endnu. Han sætter sig på en bænk og venter. Inden længe kommer Chicana også ud. Leofred smiler til hende.

”Det var dejligt med et bad,” siger han.

”Ja,” svarer hun.

De afleverer det udleverede tøj og går hen mod den sidste del af udstillingen. Der står ’Den Vågne Drøm’ på et skilt over indgangen. De går ind.

”Det her må så være det, vi drømmer om, når vi er vågne,” siger Chicana.

”Ja, det er godt, at du er med, for jeg drømmer hele tiden om dig,” siger Leofred.

Chicana stiller sig ind foran Leofred og giver ham et kys. Sådan står de lidt.

”Den vågne drøm,” siger Chicana eftertænksomt, ”men folk er forskellige. Folk har forskellige drømme.”

”Det bliver spændende at se, hvad de har fundet på. Lad os kigge os lidt omkring,” siger Leofred.

”Ja, men jeg orker ikke at rende ret meget rundt mere. Og klokken er ved at være mange, hvis vi også skal nå at drikke kaffe,” siger Chicana.

”Skal vi ikke bare gå rundt og kigge overfladisk på udstillingen. Vi kan nøjes med at kigge nærmere, hvis vi får øje på noget interessant,” siger Leofred.

”Jo, lad os det,” siger Chicana.

Leofred kigger sig omkring. De står i en park. Det er en stor græsplæne med træer, buske og blomsterbede. Der er stier rundt om i parken.

Det er ligesom, at et lysende skær hviler over parken.

”Er det mine øjne, der er noget galt med, eller er det ligesom, at det hele lyser?” spørger Leofred.

”Næ, jeg synes også, at her er et underligt skær,” siger Chicana.

”Gad vide, hvordan de har gjort det. Måske har de tilsat et luminescerende stof til vandet, når de har vandet,” siger Leofred.

”Luminescerende?” spørger Chicana.

”Selvlysende,” siger Leofred, ”hvis man tilsætter for eksempel blå farve til vandet, når man vander blomster, får blomsterne blå årer. Jeg har selv prøvet det. Man kan måske gøre planter selvlysende ved at tilsætte et selvlysende stof til vandet, når man vander dem.”

”Måske,” siger Chicana, ”det er meget smukt, men det er ikke lige det, jeg går og drømmer om, når jeg er vågen.”

”Næ, heller ikke mig. Måske skal det forestille, at vi er kommet i himmeriget,” siger Leofred.

”Tja,” siger Chicana.

De går langs stien. Den kommer rundt om nogle buske.

”Er de buske ikke mere runde end buske normalt er?” spørger Leofred.

”Joh, hvad er der sket? De er helt runde,” siger Chicana, ”det er ligesom, de er skåret til.”

”Ja, de er blevet trimmet. De er blevet skåret til, så de ser perfekte ud,” siger Leofred og kigger sig omkring i parken, ”alt er trimmet herinde. Alt det uharmoniske er skåret væk. Der er kun det perfekte tilbage.”

De står lidt og kigger sig omkring. Alt er skåret til. Træerne, buskene, blomsterne, græsset. Selv stiernes kanter er stukket af, så overgangen mellem græsset og stierne er skarp uden ujævnheder. Stierne selv går i bløde, runde kurver rundt i parken.

”Alt er gjort smukt og harmonisk herinde,” siger Chicana.

”Og selvlysende,” tilføjer Leofred tørt.

De går videre. De kan høre fuglekvidder oppe fra trætoppene. Stien snor sig rundt om en klippe og over en smukt, udskåret træbro. Et lille vandløb løber ned ad klippen. Den danner et vandfald, som ender i en lille dam med guldfisk. Fra dammen fortsætter vandløbet ind under broen og videre på den anden side. Vandets klukken blander sig med fuglekvidderet.

”Det er smukt. Alt er i perfekt harmoni og balance,” siger Chicana.

”Er det det her, man drømmer om, når man er vågen?” spørger Leofred.

”Hi hi, det ved jeg ikke. Der er nok nogle, som drømmer om, at alt skal være i harmoni og balance. Drømmen om en perfekt verden,” siger Chicana.

”Jeg ved ikke rigtigt. Jeg ville hellere lade træerne og buskene vokse, som de selv vil. Det, synes jeg, ville være perfekt,” siger Leofred.

”Vil du slet ikke gøre noget? Så vil græsset blive langt og tottet og fuld af ukrudt,” siger Chicana.

”Det er rigtigt nok. Måske skal græsset slås og ukrudtet fjernes. Og stierne holdes ved lige,” siger Leofred.

”Hvis man først holder det lidt ved lige, hvor skal man så stoppe? Hvad er der så galt i, at fjerne alt uharmonisk?” spørger Chicana.

”Det ved jeg ikke. Jeg har altid syntes, at naturen er perfekt, som den er,” siger Leofred.

”Du plejer også dig selv. Du går i bad, vasker hår og barberer dig,” siger Chicana.

”Der er forskel på bare fjerne det mest uharmoniske og uønskede og så på at lave helt om på sig selv,” siger Leofred.

”Hm måske. Alt kan overdrives,” siger Chicana og stopper op, ”jeg synes, at her er smukt.”

”Det er her også,” siger Leofred.

De står lidt og kigger sig omkring.

De går videre ad stien. Chicana tager Leofred i hånden. De går et lille stykke tid uden at sige noget. De kommer forbi nogle huse. Husene er perfekt malede. Malingen virker også svagt selvlysende.

”Hvad er egentlig mest harmonisk og perfekt – skarpe eller runde kanter?” spørger Chicana.

”Det kommer vel an på til hvad. Hvis det er buske, er det mest harmonisk og perfekt, hvis de er runde. Hvis det er et hus, er det mest perfekt, hvis kanterne er skarpe. Nej, jeg ved det ikke. Runde huse kan også være harmoniske og perfekte. Der er også forskel på at være harmonisk og at være perfekt. Som hovedregel synes jeg nok, at runde ting er harmoniske og skarpe ting er perfekte,” siger Leofred, men tilføjer hurtigt, ”nej, jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, at man kan sætte faste regler om sådanne ting. Hvad er det for et spørgsmål?”

”Ja, det var et dumt spørgsmål,” siger Chicana grinende.

De går videre langs stien. De kommer hen, hvor stien krydses af en anden sti. Der er et skilt, hvor der står ’Restaurant’.

Leofred kigger på sit ur.

”Klokken er ved at være mange. Skal gå mod restauranten?” spørger han.

”Det lyder som en god ide,” siger Chicana.

De følger stien mod restauranten. De går hånd i hånd uden at sige noget.

De kommer forbi en lille pavillon. Nogle musikere sidder i pavillonen og spiller musik. Leofred kan høre et par harper. Ellers er det mest strygere. De spiller bløde, harmoniske toner og akkorder. Han kan også høre en blød tromme, måske en pauke. Den holder en fast, meget langsom rytme. Det hele falder sammen til en langsom, men smuk og harmonisk melodi.

På en talerstol forrest på pavillonen står en mand og læser digte. Digtene er meget poetiske. De beskriver smukke og harmoniske ting. Sætningerne rimer og har en perfekt rytme.

Nogle tilhørere sidder på nogle stole foran pavillonen.

”Selvfølgelig er der også musik i den perfekte verden,” siger Leofred.

”Ja, selvfølgelig” griner Chicana.

De står et øjeblik og lytter til musikken og digtene.

”Solen skinner en højlys dag,” siger manden, som læser digte op,

”vinden blafrer det smukke flag,

kornet står og svajer på marken,

børnene løber og leger i parken,

sådan forløber de dejlige dage, ------.”

”Jeg får sådan lyst til en kage,” fortsætter Leofred digtet.

Chicana griner.

”Skal vi gå videre?” spørger Leofred.

”Ja,” svarer Chicana.

De følger stien videre. Efter at have gået et stykke tid, kommer de til en større bygning. ’Restaurant’ står der over døren.

”Det bliver dejligt med en kop kaffe,” siger Leofred.

”Ja,” svarer Chicana.

Leofred går hen til døren og åbner den for Chicana. De kommer ind i en garderobe. De går igennem garderoben og videre ind i selve restauranten. De stiller sig ved døren. En tjener kommer hen til dem.

”Kan jeg hjælpe med noget?” spørger han.

”Er der et bord til to ledigt?” spørger Leofred.

”Hvor vil I gerne sidde?” spørger tjeneren.

Leofred kigger sig om. Han kan se søen gennem nogle vinduer bagest i restauranten.

”Kan vi sidde, så vi kan se ud over søen?” spørger Leofred.

”Ja, vi har en terrasse på 1. sal med udsigt over søen. I kan også side ved et af bordene derovre,” siger tjeneren og peger mod bordene, som står ved vinduerne.

”Skal vi ikke sidde på terrassen?” spørger Leofred.

”Helt klart,” siger Chicana.

”Så vær venlig at følge med,” siger tjeneren.

Han fører dem op ad en trappe og ud på en terrasse. Der er en smuk udsigt over søen. Ude til den ene side, kan de se stranden ved tropeparadiset.

”Hvor vil I gerne sidde?” spørger han.

”Skal vi ikke sidde derovre?” spørger Leofred og peger på et bord til to, som står ud til rækværket.

”Jo, lad os det,” siger Chicana.

De sætter sig ved bordet og tjeneren giver dem hver et menukort.

De sidder lidt og kigger i menukortet.

”Det er vist et godt sted. Sikke et menukort,” siger Chicana.

”Ja, her kunne vi godt tage ud og spise en anden gang,” siger Leofred.

”Ja, det vil jeg gerne,” svarer Chiana.

Tjeneren kommer igen hen til bordet.

”Hvad vil du gerne have?” spørger Leofred.

”Hm, en kop kaffe og et stykke jordbærtærte,” siger Chicana efter at have tænkt lidt.

”Så vil vi gerne bede om en kande kaffe og to stykker jordbærtærte,” siger Leofred til tjeneren.

”Så gerne,” siger tjeneren.

Tjeneren tager menukortene og går.

Chicana og Leofred sidder lidt og kigger ud over søen.

”Her er smukt,” siger Chicana.

”Ja,” svarer Leofred, ”det er som en drøm.”

”Den vågne drøm,” siger Chicana.

”Ja, den vågne drøm,” siger Leofred.

Leofred kigger på Chicana, som hun sidder og kigger ud over søen. Hun er smuk. Han er forelsket i hende.

”Hvad synes du om udstillingen indtil videre?” spørger han.

”Den er alle tiders,” svarer Chicana.

”Det var godt lavet inde i bygningen,” siger Leofred.

”Ja, men der var også dejligt i tropeparadiset,” svarer Chicana.

”Og her er dejligt,” tilføjer hun.

”Ja, her er dejligt, men jeg er ikke sikker på, at udstillingen i parken svarer til min vågne drøm,” siger Leofred.

I det samme kommer tjeneren med kaffen og jordbærtærterne. Han skænker en kop kaffe op til Chicana og giver hende et stykke kage.

”Tak,” siger hun.

Derefter bliver Leofred serviceret.

”Tak,” siger Leofred også og tjeneren går igen.

De nipper lidt til den varme kaffe og tager en lille bid af kagen.

”Hmm, jordbærtærten er god. Perfekt som alt andet herinde,” siger Leofred.

”Hi hi,” griner Chicana, ”og læg mærke til, hvordan kaffen er blød og rund. Harmonisk og perfekt, som alt andet herinde.”

”Heldigvis er cremen på tærten ikke selvlysende,” siger Leofred.

Chicana griner.

”De skulle automatisk servere ens livret. Så ville alt være perfekt,” smiler Leofred.

”Det her er da perfekt,” siger Chicana.

”Ja,” siger Leofred, ”og jeg så på menukortet, at vi godt kunne få mørbradbøf her.”

”Det må vi have en dag,” siger Chicana.

”Ja,” svarer Leofred.

De sidder lidt og drikker kaffe, spiser kage og nyder udsigten uden at sige noget.

”Udstillingen i parken svarede ikke til din vågne drøm,” siger Chicana, ”heller ikke lige til min, men det var en god oplevelse at gå der.”

”Ja, det er dejligt at være her sammen med dig,” siger Leofred.

Chicana giver ham et smil.

”Jeg kan ikke lade være med at synes, at vi skal ændre så lidt på naturen som muligt. Naturen er perfekt, som den er,” siger Leofred.

”Ja, det siger du,” siger Chicana og tænker lidt, ”men naturen ændrer da hele tiden sig selv. Naturen er et stort eksperiment.”

”Er naturen et eksperiment?” spørger Leofred.

”Ja, den prøver sig frem. En gang imellem skaber den noget stærkt, som består. Men mange gange skaber den mislykkede individer. Naturen er fuld af mislykkede forsøg. Den prøver sig frem og holder fast i det stærke. Og den rydder selv op. Hvis noget ikke er stærkt, går det til grunde og bliver udslettet. Kun det stærkeste overlever. Derfor er naturen stærk og fremstår perfekt,” siger Chicana.

”Naturen som et eksperiment,” gentager Leofred, ”sådan har jeg aldrig tænkt på den. Jeg kender godt teorierne om livets udvikling og du mener, at ’the survival of the fittest’ er en måde at rense alle de mislykkede forsøg og svage individer væk,” siger Leofred.

”Ja, naturen handler om liv og død. Om at være stærk,” siger Chicana.

Leofred tager en mundfuld kaffe.

”Hmm, kaffen er god og stærk. Det er godt, at den har overlevet i naturens eksperiment,” siger han

Chicana smiler.

”Jeg kan egentlig ikke lide at tænke på naturen på den måde. Jeg synes, at der skal være plads til alle,” siger Leofred.

”Hm, måske,” siger Chicana.

”Spørgsmålet er, om naturen er et forsøg eller om der er en mening med det hele,” siger Leofred, ”er en løve resultatet af livets udvikling eller har det hele tiden været meningen, at den skal være en løve?”

”Jeg forstår godt spørgsmålet og jeg ved det heller ikke. Jeg refererer bare til den gængse udviklingsteori,” siger Chicana.

”Der er et åndeligt aspekt,” siger Leofred.

”Du mener, at en højere magt har en finger med i spillet?”

”Ja,” siger Leofred, ”der er noget, som hedder skæbne. Nogle gange bliver man testet. Nogle gange er testene så udspekulerede, at det ikke kan være tilfældigt. Det stemmer ikke med udviklingsteorien.”

”Det kan være naturen, som tester individer for at gøre dem stærkere. Naturen prøver hele tiden at gøre livet så stærkt som muligt,” siger Chicana.

”Eller en gud, som tester individer for at afprøve deres tro. Hvis det er naturen, som tester, må der også være noget intelligent, som styrer naturen. Det kunne være en gud, som står bag naturens forsøg,” siger Leofred.

”Gad vide, om vi nogen sinde får svaret,” siger Chicana.

Chicana og Leofred drikker lidt kaffe og spiser lidt kage.

”Det er sjovt, hvordan individer reagerer forskelligt, når de bliver testet. Nogle individer, som tilsyneladende er svage, bliver meget stærke, når de bliver testet. Og nogle gange er testene også med til at forme individet,” siger Leofred.

”Det er netop sådan, naturen arbejder. Den tester individer for at gøre dem stærkere,” siger Chicana.

”Jeg elsker dig,” siger Leofred.

”Hvad sagde du?” spørger Chicana.

”Jeg elsker dig,” gentager Leofred.

”Nu skal du ikke prøve at snakke udenom,” griner Chicana.

Leofred tager hendes hånd og kysser den.

Chicana smiler.

Leofred smiler tilbage.

Leofred ser Chicana i øjnene. Hun er så smuk. Hans hjerte banker. De sidder et stykke tid og ser på hinanden uden at sige noget.

Leofred kigger kort ud over søen, inden han vender tilbage til deres samtale.

”Nogle gange bliver stærke individer også slået ihjel, når de bliver testet. Mange stærke individer bliver slået ihjel under kamp. Hvorfor skulle naturen gøre det, hvis den vil være så stærk som mulig?” siger Leofred.

”Teorien siger, at den stærkeste altid overlever. Jo stærkere fjender man har, jo stærkere må man selv være. Og man kan sige det samme med en gud. Hvorfor skulle en gud slå sine egne skabninger ihjel?” siger Chicana.

”Det ved jeg ikke, men det er ikke altid den stærkeste, som vinder,” siger Leofred.

”Er det ikke altid den stærkeste, som vinder?” gentager Chicana.

”Nej, ikke altid,” siger Leofred, ”nogle gange er det skæbnen, som bestemmer. Det ses tydeligt i sportsverdenen. Det er sjældent, at den samme vinder hver gang.”

”Nogle vinder mere end andre. I nogle sportsgrene er det tit den samme, som vinder,” siger Chicana.

”Ja, men ikke altid. Nogle gange kan favoritten have en rigtig dårlig og uheldig dag. Så taber han.

Og nogle gange kan en middelmådig sportsudøver have en dag, hvor alting lykkes. Så vinder han,” siger Leofred.

”Mener du, at der er en højere magt, som afgør sportskampe?” spørger Chicana.

”Måske – ikke altid, men nogle gange,” siger Leofred.

”Hvad så med evner? Der er nogle, som bare er bedre end andre,” siger Chicana.

”Ja, og talent og vilje,” siger Leofred, ”og hvis de træner, kan de få styrke og udholdenhed og blive mere stabile.”

”Netop. Er det ikke disse ting, som afgør sportskampe?” spørger Chicana.

”Jo, alle disse ting blandes sammen,” siger Leofred, ”og så til sidst er det skæbne, som afgør sportskampe.”

”Skæbne?” spørger Chicana uforstående.

”Ja, nogle gange sker der uforudsete ting i kampens hede. Skæbnen bruger held og magi og sådan noget til at påvirke udfaldet,” siger Leofred.

”Magi?” spørger Chicana.

”Ja, nogle gange bliver sportskampe til magi. Nogle gange er det magi, når en sportsmand udøver sin sport. En sportsmand kan have en god dag og en dårlig dag. Og nogle gange går det så godt, at det bliver magisk. Så kan alt lykkes,” siger Leofred.

”Hm, jeg forbinder mere magi med teater og kunst,” siger Chicana.

”Ja, det gælder også for kunstnere. Nogle kunstnere er i forbindelse med noget magisk. Men skæbnen spiller også ind for kunstnere. En god musiker kan skrive en sang på kommando. Endda en god sang. Men nogle gange giver skæbnen en sang til en musiker. Det kan være, at livet giver ham en tekst til en sang eller han finder en melodi, mens han bare for sjov sidder og leger på sit instrument. Når en kunstner arbejder, spiller magi og skæbne ofte ind,” siger Leofred.

”Hm,” siger Chicana.

”Hvis det altid handler om, at den stærkeste skal overleve, hvad er skæbne og magi så? Skæbne og magi er noget åndeligt,” siger Leofred.

”Hm,” siger Chicana.

”Og åndelige ting er tit smukke,” siger Leofred og tilføjer, ”men det er ikke alle, som kan se disse ting.”

”Er det ikke alle, som kan se åndelige ting?” spørger Chicana.

”Tag nu en haj og en professor eller en kunstner. En professor kan udvikle en smuk teori, som kan gøre dem, som forstår den, klogere. Teorien kan hjælpe alle til at få et bedre liv. En kunstner kan lave et kunstværk, som beriger livet for mange. Det kan være et maleri, en sang eller noget helt tredje. Det beriger livet åndeligt,” siger Leofred.

”Hvad har det med en haj at gøre?” spørger Chicana.

”Det er kun dem, som forstår teorien, som får livet beriget af den. For andre er det bare en række bogstaver. På samme måde med kunstværket. Det er kun dem, som kan se det smukke i kunstværket, som får sit liv beriget,” siger Leofred.

”Det er rigtig nok. Folk har forskellig smag. Nogle synes, at et kunstværk er smukt, andre kan ikke lide det. Nogle synes, at en bestemt sang er god, andre kan ikke lide den. Hvad har det med en haj at gøre?” spørger Chicana.

”En haj vil hverken kunne forstå teorien eller se det smukke i kunstværket. Hvis professoren eller kunstneren er ude at svømme og hajen kommer forbi, vil hajen æde dem uden at vide, hvad det er, den ødelægger. Den kan måske ødelægge noget uvurderligt og smukt, som ville berige livet for alt liv, uden selv at vide det,” siger Leofred.

”Som jeg sagde, individer har forskellig smag. Hajen kan nok også se noget smukt, som professoren og kunstneren ikke kan se. Den kan se to himmerigsmundfulde svømme rundt. To smukke mesterværker skabt af naturen,” siger Chicana.

Leofred slår en høj latter op.

”Jeg elsker dig,” siger han.

Chicana smiler.

Leofred elsker disse samtaler med Chicana. Det, at være sammen med Chicana, er selvfølgelig det bedste. Det er skønt, når han er sammen med Chicana, også uden at de siger noget. Og samtalerne tilfører en anden dimension til deres forhold. Deres samspil i samtalerne er så levende. Samtalerne kan tage alle mulige drejninger, både sjove og underfundige, alvorlige og eftertænksomme, overraskende, ja alle mulige drejninger og de foregår altid i en kærlig tone. Samtalerne afspejler, at de er levende og kan reflektere på hinanden og at de elsker hinanden. Leofred elsker disse samtaler.

”Jeg har for resten hørt, at hajer ikke spiser menneskekød. De kan godt angribe mennesker og tage en bid, men de spytter kødet ud igen. De kan ikke lide mennesker,” siger Chicana.

”Hm,” siger Leofred.

Leofred kigger i sin kaffekop.

”Vil du have lidt mere kaffe?” spørger han.

”Ja tak,” siger Chicana.

Leofred hælder en kop kaffe mere op til Chicana og sig selv.

”Mener du så, at man kan gøre, hvad man vil. Hvis noget bliver ødelagt eller går til grunde, er det fordi, at det ikke er stærkt nok. Så kunne man ligeså godt smide en atombombe og sige, at det liv, som overlever bomben, er stærkt nok til at fortjene at leve,” siger Leofred.

”Nej, det er nok for yderliggående. Jeg tror, at man skal være forsigtig med ikke at ødelægge for meget. Især åndelige ting. Man skal heller ikke ødelægge livet for andre. Og det, jeg siger, med at den stærkeste altid overlever, skal du heller ikke tage så højtideligt. Jeg refererer bare til teorien,” siger Chicana.

”Du har ellers argumenterne i orden,” siger Leofred.

”Tak,” siger Chicana smilende.

”Jeg er heller ikke så sikker på, hvad jeg tror på,” siger Leofred.

Leofred kigger ud over søen. Så vender han blikket og kigger på Chicana. Hun smiler til ham. Han smiler tilbage.

De sidder et stykke tid uden at sige noget.

”Er det ved at være tid til at køre hjemad?” spørger Leofred.

”Ja, tak for kaffe og kage. Det var perfekt,” siger Chicana.

”Som alt andet herinde,” siger Leofred.

”Ja,” svarer Chicana.

Leofred beder tjeneren om regningen og betaler.

De rejser sig, forlader restauranten og begynder at gå mod udgangen af udstillingen.

Chicana tager Leofred i hånden. De går uden at sige noget.

De kommer hen til udgangen.

”Tak for i dag. Det har været en rigtig god oplevelse,” siger Leofred til manden ved udgangen.

”Det er godt, hvis I kunne lide den. I er velkomne, hvis I får lyst til at besøge os en anden gang,” siger manden.

”Det kan meget vel ske,” siger Leofred.

De går ud ad porten.

Chicana stiller sig foran Leofred og holder ham om livet.

Leofred kysser hende på munden. Sådan står de lidt.

Så går de over til deres cykler og begynder at cykle hjemad.

De cykler et stykke uden at sige noget. De er begge ved at være trætte af at have tilbragt hele eftermiddagen på kunstudstilling.

Leofred bryder tavsheden.

”Har du fået besked om, at flukta starter igen?” spørger han.

”Ja, jeg har fået brev om det. Jeg skal spille om onsdagen igen i år. Vi starter på onsdag,” siger Chicana.

”Det bliver sjovt at komme i gang igen,” siger Leofred.

”Ja,” svarer Chicana.

De cykler igen et stykke uden at sige noget.

Leofred bryder igen tavsheden.

”Går det stadig godt i skolen?” spørger han.

”Ja,” svarer Chicana.

”Er du stadig glad for at gå der?” spørger han.

”Ja, jeg har nogle gode veninder,” siger Chicana.

”Det er godt,” siger Leofred.

”Hvordan går det i timerne? Er du stadig glad for det, du lærer?” spørger han så.

”Ja, det er interessant. Vi lærer lidt af hvert. Det er godt nok,” siger Chicana stille.

De cykler et langt stykke uden at sige noget.

”Det med at naturen er et eksperiment og at den stærkeste altid overlever. Hvad så med samarbejde?” spørger Leofred.

”Hvad mener du?” spørger Chicana.

”Samarbejde giver større udbytte end konkurrence. Så behøver man ikke længere være stærkest,” siger Leofred.

”Du mener, at det er godt at have nogle gode venner?” siger Chicana.

”Mennesket ville ikke være så udbredt, hvis vi ikke samarbejdede. Vi hjælpes ad med at dyrke korn og opdrætte dyr, som vi kan spise. Hvis vi i stedet skulle slås med hinanden om føden, ville vi slet ikke kunne leve, som vi gør,” siger Leofred.

”At den stærkeste altid overlever, betyder ikke, at man ikke også kan samarbejde. Det udnytter naturen også. Løver jager for eksempel i flok, ” siger Chicana.

”Så samarbejde er også en del af naturen? Samarbejde tæller med, når den stærkeste skal overleve?” spørger Leofred.

”Ja, men konkurrence gør individer stærkere. Hvis løver skulle jage alene, ville de skulle være stærkere for at overleve,” siger Chicana, ”men samarbejde kan også blive en sovepude for nogle, fordi de får uden at skulle yde.”

”Jeg forstår, hvad du mener,” siger Leofred.

De cykler et langt stykke uden at sige noget.

”Nu kan vi se til Korshavn. Så er du snart hjemme,” siger Leofred.

”Ja, det bliver dejligt at sidde med benene oppe en halv times tid,” siger Chicana.

”Er du også ved at være træt?” spørger Leofred.

”Ja,” svarer Chicana.

”Det skulle være afslapning, men det er faktisk hårdt at være på udstilling,” siger Leofred.

”Ja, man bliver træt,” svarer Chicana, ”men det er stadig sjovt.”

”Ja,” svarer Leofred.

De cykler det sidste stykke hen til Chicanas hus uden at sige noget.

De står af cyklerne. Leofred sætter sin cykel op ad hækken. Han holder havelågen for Chicana. Hun trækker sin cykel op ad havegangen. De kommer op til huset og Chicana stiller sin cykel. Så stiller hun sig hen foran Leofred. Hun kigger ham op i øjnene. Han lægger armene rundt om hende og holder hende tæt ind til sig. Så kysser han hende på munden. Sådan står de i lang tid og holder om hinanden.

”Vil du med ind?” spørger Chicana.

Leofred kigger på klokken. Han vil gerne med ind, men han er træt nu.

”Tak for tilbuddet, men jeg må hellere se at komme hjemad,” siger han.

”Det er i orden. Tak for i dag,” siger Chicana.

”Selv tak,” siger Leofred.

”Det har været en dejlig tur,” siger Chicana.

”Ja, en af de bedste. Vil du med en anden gang, hvis jeg finder noget spændende?” spørger Leofred.

”Helt sikkert,” siger Chicana.

”Vi ses igen inden så længe,” siger Leofred.

”Ja,” svarer Chicana.

”Jeg elsker dig,” siger han så.

”Jeg elsker også dig,” svarer Chicana alvorligt.

Leofred kysser hende igen på munden, inden han vender sig og går tilbage ad havegangen.

Da han kommer ned til havelågen, vender han sig igen. Chicana står stadig i døren.

”Vi ses,” siger han og vinker til hende.

”Ja,” svarer Chicana og vinker tilbage.

Så sætter Leofred sig op på cyklen og cykler hjemad.

Han cykler langsomt. Han er træt, men han har en god følelse. Det har været en god dag. Da han kommer lidt udenfor byen, kan han se Hans Højhed komme imod sig. Han giver et par høje pift. Hans Højhed dykker ned og flyver tæt forbi ham. Han giver et pift mere. Hans Højhed følger ham på afstand resten af vejen hjem.

 

Sæsonstart på flukta

4/5 2012

 

Ugen efter starter fluktasæsonen. Der er fællestræning for de bedste ungdomsspillere i Korshavn om tirsdagen. Nogle af dem er også blandt de bedste i landet.

Leofred glæder sig til at komme i gang med at spille. Han pakker sin taske og cykler ned i hallen, så han er der i god tid. Mange af hans kammerater er allerede kommet. Imrense er der også. Leofred går hen til Imrense.

”Hej Imrense,” siger Leofred.

”Hej Leofred,” svarer Imrense.

”Det bliver sjovt at komme i gang igen,” siger Leofred.

”Ja, jeg glæder mig som et lille barn,” griner Imrense. Han er lidt overstadig.

Leofred kigger sig omkring. De andre glæder sig også til at komme i gang. Flere af de andre er også lettere overstadige og opstemte. De snakker højrøstet og griner. Stemningen er sitrende. Nogle tager lidt gas på hinanden.

”Skal du spille i dag? Nybegynderne starter ellers først i næste uge,” siger en af spillerne til en anden.

”Hvis nybegynderne først starter om en uge, så skulle du da først starte om fire uger,” svarer den anden tilbage og griner.

”Du er så langsom, at de endnu ikke har slukket for computeren, efter at du spillede sidste år,” siger den første.

”Så har jeg da i det mindste spillet før,” griner den anden tilbage.

”Ha ha," griner den første, ”det bliver godt at komme i gang igen.”

”Ja,” griner den anden tilbage.

Træneren kommer. Han står et øjeblik og prøver at få overblik over, hvem der er kommet. Så tager han ordet.

”Velkommen til en ny sæson. Som I nok ved, klarede vi os godt sidste sæson. De 15-16-årige vandt deres række og de 17-18-årige blev nummer 3. Desuden vandt vi 6 medaljer ved landsmesterskaberne. Det var flot. Vi har noget at leve op til i år. Vi er blevet et år ældre og det bliver svært i denne sæson,” starter træneren.

”Brantu kan da ikke være blevet et år ældre,” siger Maka og griner – en af de sædvanlige, halvdumme kommentarer, når unge mennesker er opstemte.

”Hvorfor er du egentlig her i dag? Miniputterne skal først spille torsdag,” svarer Brantu grinende igen.

Træneren kigger skulende på Maka og Brantu, ”I må gerne være stille, mens jeg snakker.”

Maka og Brantu kigger ned i jorden.

Træneren fortsætter, ”men hvis vi kæmper og træner hårdt, kan vi klare det ligeså godt som sidste år, måske endda bedre. Jeg har tilrettelagt træningen, så vi i starten laver mange træningsøvelser og ikke spiller så mange direkte kampe. Senere bliver det omvendt. Jeg har bedt jer om at tage udendørs løbetøj med i dag. Det skal I fortsætte den første måned, hvor vi starter træningen med at løbe en tur. Vi starter i dag med at løbe en tur på 5 km. De første 2 km løber vi langsomt og følges ad. Derefter må I selv bestemme farten.”

Træneren holder en kort pause og kigger rundt på spillerne, før han fortsætter, ”nå men nok snak. Jeg ved, at I glæder jer til at komme i gang og jeg skal ikke holde jer tilbage længere. Vi mødes om 10 minutter på græsplænen udenfor hallen iført løbetøj. Held og Lykke.”

”Tak,” siger spillerne i munden på hinanden og nogle af dem klapper spændt i hænderne.

Spillerne går ind for at klæde om. De er i højt humør.

De mødes 10 minutter efter ude på græsplænen.

De begynder at løbe. I starten løber de langsomt og følges ad. De løber så langsomt, at de kan snakke, mens de løber. Leofred har masser af energi. Han løber let og ubesværet.

”Så er der frit løb,” siger træneren, efter at de har løbet et stykke.

Nogle fortsætter med at løbe roligt. Andre sætter farten op. De forreste begynder at løbe om kap.

Leofred sætter farten lidt om, men han gider ikke konkurrere om at komme først. Han løber i sit eget tempo. Han løber godt, men han kan godt mærke, at han ikke er helt i træning. Han sætter langsomt tempoet i vejret, mens han løber, og det sidste stykke vej løber han, så hurtigt han kan.

Leofred kommer tilbage til hallen. De hurtigste er kommet tilbage for flere minutter siden. De sidder og snakker på græsplænen.

Leofred sætter sig også på græsset og venter på, at de sidste skal komme tilbage. Træneren er den sidste, som kommer tilbage.

”Det var flot løbet, venner. Nu må I gerne tage jeres spilletøj på. Vi mødes i hallen om 10 minutter,” siger træneren.

Spillerne går ind og tager deres spilletøj på.

Ti minutter efter er alle samlet i hallen.

”Så går det løs,” siger træneren, ”glæder I jer til at komme i gang?”

”Ja,” siger spillerne i munden på hinanden.

”Vi starter ganske langsomt med at sætte computeren til at skyde skiftevis kort og langt i et roligt tempo. I skal sende lysstrålen op i forreste, øverste, venstre hjørne. I ved, hvor lysstrålen kommer og I ved, hvor I skal sende den hen. Så kan I koncentrere jer om at få de rigtige bevægelser ind i kroppen. Efter 1 minut skifter computeren til at skyde fra side til side. I sender stadig lysstrålen op i forreste, øverste, venstre hjørne. Efter 1 minut skifter computeren tilbage til at skyde kort og langt. Nu skal I sende lysstrålen op i forreste, øverste, højre hjørne. Sådan fortsætter I. Computeren skifter altså mellem at skyde kort og langt i 1 minut og fra side til side i 1 minut. I skal første sende lysstrålen op i de øverste hjørner. Det forreste venstre, det forreste højre, det bageste venstre, det bageste højre. Derefter i de nederste hjørner. Det giver 8 hjørner, hvor I skal løbe både frem og tilbage og fra side til side, det vil sige 16 minutter i alt. Imens går jeg rundt og kigger på jer,” siger træneren.

”Jeg skulle spørge fra Brantu, om du ikke kan sætte lysets hastighed lidt ned,” spørger Make grinende.

De andre griner.

”For min skyld kunne du godt sætte den i vejret,” svarer Brantu grinende tilbage.

”Det er godt med jer. Gå nu ud på banerne,” siger træneren.

Leofred går ind på en af banerne og gør sig klar. Han glæder sig.

Et øjeblik efter begynder computeren at sende lysstråler ud. Først kort og langt. Leofred løber hen, hvor lysstrålerne kommer. Han sender dem op i forreste, venstre hjørne. Han kan godt mærke, at det er første gang i sæsonen. Han bevæger sig ikke helt så hurtigt og frit og han skyder ikke helt så præcist, som når han er i træning. Sådan plejer det at være, hver gang en ny sæson starter. Der går nogle uger med at træne sig op. Leofred prøver at lade som om, han ikke ved, hvor lysstrålen rammer, og han ikke ved, hvor han skal sende den hen. Han løber ind til midten af banen, hver gang han har slået. Når lysstrålen kommer løber han ud og slår til den og løber tilbage til midten næsten i samme bevægelse. Han kommer ind i en god rytme. Han prøver at eksplodere, så han kommer hurtigere ud til lysstrålerne. Han kan godt lide det. Det er rart at bevæge sig.

Udenfor skinner solen, så der er varmt i hallen. Leofred svedte allerede efter løbeturen, og nu, hvor han spiller, driver sveden af ham. Det er også rart. Leofred kan godt lide at svede.

Træneren kommer hen og ser på, at Leofred spiller. Han står lidt og kigger.

”Det er flot, Leofred. Hvis du bliver ved sådan, får du en god sæson,” siger træneren.

Leofred er forpustet, så han nikker bare til træneren.

Træneren går videre.

Sådan fortsætter træningen. De har adskillige øvelser, de skal igennem.

Leofred kan mærke, at hans muskler bliver matte, efter at han har trænet et stykke tid. Han kan også mærke, at hans fødder bliver ømme. Alle de hurtige ryk på banen er hårde ved fødderne. Han vil helt sikkert have vabler, inden træningen er overstået. Sådan er sæsonstarterne. Senere, når han er i træning, er der ingen problemer.

Efter de har været igennem en hel del øvelser, fortsætter de med at spille kampe.

Et kvarter før træningen slutter, kalder træneren dem sammen.

”Kan I gætte, hvad vi skal lave det sidste kvarter?” spørger træneren.

”Åh nej, styrketræning,” siger et par af spillerne.

”Det er rigtigt. Læg jeres grej til side og kom hen på de 2 bageste baner,” siger træneren.

”Jeg skal på wc,” siger en af spillerne.

De andre griner.

Spillerne går hen på de 2 bageste baner.

”Det bliver ikke så hårdt i dag,” siger træneren.

”Sikkert ikke,” sukker en af spillerne.

”Når jeg siger til, skal I tage 10 armbøjninger, 10 mavebøjninger, 10 rygbøjninger, 10 englehop, 50 høje knæløftninger og løbe 10 gange fra side til side på banen, så hurtigt I kan. Derefter får I en lille pause. Fordel jer på banerne,” siger træneren.

”Hvor mange gange skal vi gøre det?” spørger en af spillerne.

”6 gange og så er I færdige for i dag,” svarer træneren.

Spillerne stønner og fordeler sig på banerne.

”Er I klar? Og start,” siger træneren.

Leofred er træt efter først at have løbet og derefter spillet i næsten 2 timer, men han laver øvelserne, så hurtigt han kan. Han prøver hele tiden at sætte farten op. Da han skal løbe fra side til side, kan han mærke, at han har fået et par vabler. Han fortsætter, så godt han kan.

Spillerne bliver færdige med første runde. De går og slapper af og ryster musklerne.

”Er I klar til anden runde? Og start,” siger træneren, efter at de har holdt en lille pause.

Leofred okser derudad, så godt han kan. Han kan godt lide det, selv om det er hårdt.

De kommer igennem alle 6 runder.

”Det var flot, folkens. Vi går ud på græsplænen og laver strækøvelser. Hvis I ikke laver strækøvelser, kan I ikke gå i morgen,” siger træneren.

”Det kan vi ikke alligevel, hvis det går, som de andre år,” siger en af spillerne.

Spillerne går ud på græsplænen. Solen skinner. Nogle af dem lægger sig stønnende på græsset. Andre går og ryster benene.

Der er nogle vandhaner på bagsiden af hallen, som fodboldspillerne bruger til at vaske deres fodboldstøvler, når de har spillet i regnvejr. Flere af spillerne går hen for at få noget at drikke.

Leofred går hen til en af hanerne, åbner for den og drikker. Han er tørstig. Han har svedt meget. Bagefter går han over på græsplænen. Han har det godt. Han sætter sig på græsset og prøver at slappe af i benene. Det er dejligt at slappe af, efter at have arbejdet hårdt. Han ryster benene lidt. Sådan sidder han i nogle minutter. Så rejser han sig og begynder at lave strækøvelser.

Efter strækøvelserne går de i bad. Leofred står under bruseren. Kroppen er stadig varm. Det er ligesom, den koger. Det er rart. Vandet virker lindrende og forfriskende.

Efter badet sidder de og snakker i cafeteriet.

Leofred køber en sodavand. Han tager en lille slurk. Han har slukket den værste tørst med vand og nu kan han bare nyde sodavanden. Han har en dejlig følelse i kroppen.

De andre er ikke så højrøstede mere. Snakken er mere dæmpet nu.

”Nå nu siger du ikke så meget,” siger Brantu til Maka.

”Næ,” siger Maka lavmælt, men smilende.

Efter at de har siddet og drukket sodavand og snakket et stykke tid, bryder de op og kører hjemad.

Leofred og Imrense følges ad. De siger ikke så meget.

”Det er hårdt at komme i gang,” siger Imrense.

”Ja, men dejligt,” svarer Leofred.

”Jeg skal hjem og ligge med benene oppe i en halv times tid,” siger Imrense.

”Ja, det er hårdt, men man har det godt bagefter,” siger Leofred.

”Ja,” svarer Imrense.

De kommer hen til Imrenses hus.

”Vi ses i morgen i skolen,” siger Leofred.

”Ja,” svarer Imrense.

Leofred cykler hjemad. Han prøver at slappe af i benene, mens han cykler. Han er træt. Han ville ønske, han var hjemme. Han cykler langsomt hjemad.

Da han kommer hjem, hænger han sit svedige tøj til tørre. Så går han ind og smider sig på sofaen.

 

Chicana spiller flukta og Leofred løber

7/5 2012

 

Næste dag, da Leofred vågner, har han ondt i benene. Sådan plejer det at være. Det er egentligt ikke generende. Det er blot en ømhed. Han kan føle sine ben. Det går væk igen, hvis han bruger musklerne, så de bliver varme. Vablerne er værre. De går ikke væk før om nogle dage. Han må gå forsigtigt.

Leofred går ind i badeværelset for at tage et bad. Vablerne er værre end han først troede. Han kan mærke, at der stadig er væske i dem. Det strammer i vablerne og gør ondt, når han går. Leofred stiller sig ind under bruseren. Efter badet finder han en nål, sætter sig på sengen og graver en hudkanal ind til en vabel. Huden er stadig blød efter badet og når nålen kun stikker i huden, gør det ikke ondt. Væsken løber ud af vablen. Leofred gør det samme med de andre vabler. Han rejser sig og prøver at gå. Nu er det ikke så slemt længere. Det strammer ikke længere.

Leofred spiser morgenmad og pakker sin skoletaske. Han vil cykle i skole. Han sætter sig op på sin cykel og begynder at cykle. Det gør ondt i musklerne, når han cykler. Til gengæld generer vablerne ham ikke, når han sidder på sin cykel. Da han har cyklet lidt, forsvinder ømheden i musklerne. Sådan plejer det at være. Når musklerne bliver brugt og de bliver varme, forsvinder ømheden. Men den kommer tilbage, når musklerne bliver kolde igen. Musklerne vil blive ved med at være ømme nogle dage.

Han kommer hen til skolen og går ind ad hovedindgangen. Han prøver at gå almindeligt, men han bliver nødt til at træde forsigtigt med de områder, hvor der er vabler.

Leofred får øje på Imrense. Imrense kommer hen til ham. Leofred kan se, at Imrense også går lidt stift i dag.

”God morgen, Imrense,” siger Leofred.

”God morgen,” svarer Imrense.

”Er du også øm i benene i dag?” spørger Leofred.

”Ja, og vabler og det hele,” siger Imrense og skærer ansigt.

”Jeg også. Men jeg har det godt,” svarer Leofred.

”Det har jeg også. Det er det hele værd,” siger Imrense.

”Ja,” siger Leofred.

Sammen humper de ned mod deres klasselokale.

Læreren kommer og de sætter sig ind til deres borde. Leofred sidder lidt uroligt. Det er næsten bedre at stå op end at sidde, når han er øm i benene. Han prøver at slappe af og koncentrere sig om undervisningen. Sådan forløber skoledagen. Leofred må humpe sig igennem den.

Da han kommer hjem pakker han igen sit løbetøj. Han vil ned og se Chicana spille flukta og når han alligevel er der, kan han ligeså godt tage sig en løbetur. Bare en stille tur for at løsne op i de ømme muskler.

Leofred kommer ind i fluktahallen. Han får øje på Chicana og går hen til hende.

”Hej Chicana,” siger Leofred.

”Hej Leofred,” svarer Chicana, ”skal du også spille i dag?”

”Næ, jeg spillede i går. Jeg vil bare se dig spille. Og så har jeg taget løbetøj med. Jeg tager nok en løbetur, når jeg alligevel er her,” siger Leofred.

”Jeg har noget, jeg skal spørge dig om. Er du her, når jeg er færdig med at spille?” spørger Chicana.

”Ja, jeg kom mest for at se dig spille,” siger Leofred.

”Godt, så snakker vi, når jeg har spillet,” siger Chicana.

”Ja,” svarer Leofred.

De går ind for at klæde om.

Leofred er ikke så længe om at klæde om. Da han kommer ud, er Chicana ikke kommet ud endnu. Leofred sætter sig om venter. Chicanas træner og nogle af de andre spillere sidder i et hjørne af cafeteriet. Lidt efter kommer Chicana ud.

”Vi snakker, når jeg har spillet. Jeg må hellere gå over til de andre,” siger Chicana og sender Leofred et smil.

”Ja,” svarer Leofred.

Leofred sidder lidt i cafeteriet. En gang imellem kigger han over på Chicana og de andre spillere. Træneren er ved at forklare dem noget. Lidt efter rejser se sig og går ud på banerne. Leofred går hen og kigger, på at Chicana spiller. Hun er smuk og elegant, som sædvanlig. Han elsker at se på hende. Han sidder et stykke tid og ser på, at hun spiller.

Træneren kommer hen til Chicana og snakker med hende.

Leofred rejser sig. Han må hellere løbe den tur. Så kan han se på Chicana, når han kommer tilbage.

Leofred går ud af hallen. Han vil løbe den samme tur, som de løb i går. Han står et kort øjeblik udenfor hallen. Så kigger han på sit ur og begynder han at løbe.

Han er øm i musklerne og har ondt i vablerne. Han løber lidt skævt på fødderne, for at det ikke skal gøre for ondt. Efter nogle minutter forsvinder ømheden i musklerne, men han har stadig ondt i vablerne. Han prøver at skåne fødderne, mens han løber.

Leofred tænker på Chicana. Han glæder sig til at komme tilbage og se hende spille og snakke med hende. Han sætter farten lidt op. Sådan løber han lidt. Han har en god følelse, når han tænker på Chicana. Han tænker på, at han skal hjem og snakke med hende. Han sætter farten lidt højere op. Han løber temmelig stærkt nu. Han er ikke længere øm i benene og når han træder forsigtigt ned, gør vablerne ikke ondt. Han prøver at løbe så let som muligt. Han tænker igen på, at han skal hjem og snakke med Chicana og sætter farten yderligere i vejret. Han løber godt i dag. Hver gang han tænker på, at han skal hjem og snakke med Chicana, løber han hurtigere. Til sidst nærmest flyver han af sted.

Leofred kommer tilbage til hallen. Han kigger på sit ur igen. Så hurtigt har han aldrig løbet den tur. Han står et øjeblik og puster ud. Han kan mærke sit hjerte slå. Han vil ind og se Chicana spille. Han går pustende ind i hallen.

Leofred går hen til Chicanas bane. Han sætter sig med benene op ad væggen og kigger på, at Chicana spiller.

Chicana bliver færdig med at spille. Trænerne kalder spillerne sammen og siger tak for i dag.

Chicana går hen til Leofred.

”Du nyder det nok. Det ser temmelig afslappet ud,” siger hun.

Leofred tager benene ned fra væggen og sætter sig almindeligt.

”Ja, jeg sidder og nyder livet,” svarer han smilende, ”var det godt at komme i gang igen?”

”Ja,” svarer Chicana.

”Var det hårdt?” spørger Leofred.

”Næ, det var ikke slemt,” svarer Chicana.

”Du ville spørge mig om noget?” siger Leofred spørgende.

”Skal vi ikke gå i bad først?” spørger Chicana.

”Jo, lad os det. Så kan vi sidde og få en sodavand og snakke,” siger Leofred.

”Det lyder godt,” siger Chicana.

De går ind for at bade og klæde om. Da Leofred kommer ud fra badet, er Chicana endnu ikke kommet. Han går ind i cafeteriet, køber en sodavand og sætter sig hen til et af bordene. Efter et stykke tid kommer Chicana ud. Hun køber også en sodavand og sætter sig hen til Leofred.

”Det var dejligt med et bad,” siger Chicana.

”Ja, det er dejligt med et bad, efter at man har dyrket sport,” svarer Leofred.

”Ja,” svarer Chicana.

”Var der nogen nye til træningen?” spørger Leofred.

”Jeg tror, at der var 2 nye. Ellers var det de samme som i sidste sæson,” svarer Chicana.

”Og I har den samme træner. Kan du lide ham?” spørger Leofred.

”Ja, han er god nok,” svarer Chicana.

De tager en tår sodavand og sidder lidt uden at sige noget. Chicana bryder tavsheden.

”Tak for i lørdags. Det var alle tiders udstilling,” siger hun.

”Det har du allerede sagt, da vi snakkede i skolen,” siger Leofred.

”Ja, men det var sådan en god udstilling,” siger Chicana.

”Ja, den var god. Vi må derud igen en anden gang,” siger Leofred.

”Ja,” svarer Chicana.

”Det var også sjovt at hilse på dine forældre. Jeg kan godt lide dem. Din far er sjov,” siger Leofred.

”De kunne også godt lide dig,” siger Chicana og tøver lidt, før hun fortsætter, ”det var det, jeg ville spørge dig om. Har du lyst til at møde mine forældre igen?”

”Ja, det vil jeg gerne. Hvad tænker du på?” spørger Leofred.

”Har du lyst til at komme på fredag? Bare til aftenkaffe. Bare hygge. Du kan komme først på aftenen. Så kan du møde mine forældre rigtigt,” siger Chicana.

”Det lyder hyggeligt. Det vil jeg gerne,” svarer Leofred.

”Godt. Kan du komme ved halv otte tiden?” spørger Chicana.

”Halv otte passer godt,” svarer Leofred.

”Det siger vi så,” siger Chicana.

De sidder lidt uden at sige noget. Leofred kigger på Chicana. Hun kigger på ham og smiler. Leofred smiler tilbage. Han elsker at være i nærheden af Chicana. Sådan sidder de lidt. Leofred tager en slurk sodavand og kigger igen på Chicana. Hun griner.

”Hvorfor griner du?” spørger Leofred.

”Ikke for noget. Jeg har det vel bare godt,” siger Chicana.

”Det har jeg også,” siger Leofred og griner tilbage.

Sådan sidder de og nyder hinandens selskab, mens de drikker deres sodavand.

De bliver færdige med at drikke deres sodavand og cykler hjemad. De kommer hen til Chicanas hus.

”Så kommer du på fredag?” siger Chicana spørgende.

”Ikke ti vilde heste kan holde mig væk,” siger Leofred.

”Godt, vi ses,” siger Chicana og går op ad havegangen med sin cykel.

”Ja,” svarer Leofred. Han bliver stående og kigger efter hende.

Chicana sætter sin cykel op ad muren og går op til døren. Inden hun går ind, vender hun sig og vinker til Leofred.

Leofred vinker tilbage. Så sætter han sig op på sin cykel og cykler hjemad.

 

Leofred besøger Chicana og hendes forældre

1/7 2012

 

Det bliver fredag.

Hele dagen i skolen tænker Leofred på, at han skal besøge Chicana og hendes forældre om aftenen. Han er lidt nervøs. Han går, som han ofte gør, hen for at hilse på Chicana i et af frikvartererne.

”Hej Leofred,” siger Chicana, da hun ser ham komme.

”Hej Chicana,” siger Leofred og går hen og giver hende et knus og et kys.

”Hm,” siger Chicana.

Leofred står lidt og holder om Chicana.

”Er du klar til i aften?” spørger Chicana.

”Ja, jeg glæder mig,” siger Leofred, ”og jeg er lidt nervøs.”

”Der er ikke noget at være nervøs over,” griner Chicana.

”Næ, sikkert ikke, men det er jeg nu alligevel,” siger Leofred.

De står lidt og holder om hinanden.

”Jeg skal tilbage igen. Jeg skal ned til time. Jeg ville bare hilse,” siger Leofred.

”Det var en kort visit, men det var dejligt at se dig. Vi ses i aften,” siger Chicana.

”Ja,” svarer Leofred og giver Chicana et kys og et knus.

Han vender sig og begynder at gå tilbage mod sit klasseværelse.

”Klokken halv otte,” siger han og smiler til Chicana.

”Ja,” smiler Chicana tilbage.

Resten af dagen går langsomt.

Efter aftensmaden gør Leofred sig klar. Han giver sig god tid i badet. Han tænker lidt over, hvad tøj han skal tage på. Han vælger noget afslappet og behageligt. Han står lidt og kigger sig i spejlet. Tøjet sidder fint og han er velfriseret og ren. Han går ind til sine forældre i stuen.

”Sikke fin du er,” siger hans mor.

”Jeg skal til aftenkaffe hos Chicanas forældre. Det er første gang, jeg skal besøge dem,” siger Leofred.

”Det er da spændende. Er du nervøs?” spørger hans mor.

”Lidt,” svarer Leofred.

”Du må også introducere os for Chicana inden så længe,” siger hans mor.

”Ja,” siger hans far, ”du kan invitere hende herud til kaffe en dag.”

”Ja, nu vil jeg lige se, om jeg overlever det her,” siger Leofred.

”Du kan ligeså godt nyde det,” griner hans far.

”Det kan du sagtens sige,” siger Leofred.

Faderen griner, ”har du husket at købe blomster?”

”Åh nej,” siger Leofred, ”men dem kan jeg nå at købe i Korshavn. Jeg må hellere komme af sted.”

”Held og lykke,” råber hans far efter ham.

Leofred sætter sig op på sin cykel og cykler mod Korshavn. Han ser på sit ur. Han er i god tid, også selv om han skal købe blomster. Han cykler stille og roligt. Han er spændt på at møde Chicanas forældre rigtigt.

Han cykler ned til blomsterforretningen i Korshavn. Han står lidt og kigger på de forskellige blomster. Hvis blomsterne skal være udtryk for hans følelser for Chicana, skal han købe en buket røde roser. Han vil gerne have flere farver i buketten. Han beslutter sig for at købe en buket røde roser blandet med hvide orkideer.

Han kommer hen til Chicanas hus. Han sætter cyklen ude ved hækken og går langsomt op til døren. Han står et øjeblik udenfor døren og maner sig op. Så han ringer på.

Han kan høre nogen indenfor. Døren bliver åbnet. Det er Chicana.

”Hej Leofred og velkommen,” siger hun.

”Tak,” siger Leofred.

”Her og tak fordi jeg måtte komme,” siger han og giver Chicana blomsterne.

”Tak,” siger Chicana og smiler, ”de er vel nok kønne.”

Chicana står lidt og kigger kærligt på blomsterne.

”Kom med,” siger hun.

Leofred tager skoene af og følger Chicana.

Hun går ud i køkkenet og finder en vase. Hun hælder lidt vand i vasen og sætter blomsterne i. Hun står lidt og retter på blomsterne, så de ser fine ud. Så tager hun vasen med blomsterne og går ind i stuen. Leofred følger efter. Chicanas forældre sidder i hver sin lænestol. Faderen læser avis og moderen strikker.

”Her er han så, Leofred,” siger Chicana.

”Hej,” siger Leofred smilende.

Chicanas far lægger avisen fra sig, rejser sig og rækker hånden frem.

”Erman,” siger han smilende.

Leofred tager hånden med et fast håndtryk. Faderens håndtryk er også fast.

”Tak fordi jeg måtte komme,” siger Leofred og nikker.

”Vi har glædet os til at hilse på dig,” siger faderen.

Leofred går over til Chicanas mor og giver hende hånden.

”Minerella,” siger hun og tager Leofreds hånd.

”En fornøjelse,” siger Leofred og nikker.

”I lige måde,” siger moderen.

”Sæt dig over i sofaen,” siger faderen.

Leofred sætter sig i sofaen. Chicana sætter vasen med blomsterne på sofabordet og sætter sig ved siden af Leofred.

”Sikke nogle kønne blomster,” siger moderen.

”Hm,” siger Chicana.

De sidder et øjeblik uden at sige noget. Så tager faderen ordet.

”Nå Leofred, så sidder du her,” siger han.

”Ja,” siger Leofred smilende.

”Fortæl lidt om dig selv,” siger faderen.

”Hvad skal jeg sige?” begynder Leofred, ”jeg er vel en ganske almindelig dreng. Jeg går i gymnasiet. Og jeg har nok at lave i min fritid. Jeg har nogle gode venner og jeg spiller lidt flukta og fodbold. Jeg hjælper også lidt til derhjemme – med haven og sådan noget.”

”Er du glad for at gå i gymnasiet?” spørger moderen.

”Ja,” siger Leofred, ”jeg trives godt der.”

”Da I skulle på kunstudstilling, snakkede du om, at du gerne ville være fysiker,” siger faderen.

”Ja,” siger Leofred, ”det er mit yndlingsfag.”

”Fysiker, hm. Hvad kan du godt lide ved faget?” spørger faderen.

”Det ved jeg ikke. Måske er det nysgerrighed efter at undersøge mine omgivelser. Måske at fysik beskriver eviggyldige sandheder,” siger Leofred.

”Du mener, at de fysiske love aldrig ændrer sig?” spørger faderen.

”Ja, man observerer et fænomen og prøver at forklare det. Forklaringerne kan måske ændre sig, som vi bliver klogere, men fænomenet er altid det samme og det vil altid være det. Mennesker kan ikke ændre fænomenet. Det er naturen eller en højere magt, som bestemmer de fysiske love. Vi kan bare prøve at beskrive dem og forstå dem, så godt vi kan,” siger Leofred.

”Du kan lide at lave forsøg og sådan noget?” spørger faderen.

”Ja,” siger Leofred og holder en kort pause, ”jeg ved egentlig ikke rigtig, hvorfor jeg er så glad for fysik. Det er jeg bare.”

”Sådan er det at være glad for noget,” siger moderen, ”det er svært at forklare, hvorfor man lige netop er glad for jordbæris. Det er man bare.”

”Jeg havde også fysik i skolen,” siger faderen, ”jeg syntes også, at det var spændende.”

”Hvis du var glad for fysik i skolen, hvad arbejder du så med i dag?” spørger Leofred.

”Jeg er ansat i Goti,” siger faderen.

”Goti,” gentager Leofred, ”legetøjsproducenten?”

”Ja,” siger faderen.

”Det er et stort firma. Hvad er du ansat som?” spørger Leofred.

”Jeg er jurist,” siger faderen.

”Jeg har stor respekt for jurister,” siger Leofred.

”Hvorfor det?” spørger faderen.

”Det ved jeg ikke,” siger Leofred eftertænksomt, ”jeg betragter jura som en god ting. Lovene sørger for, at mennesker er gode ved hinanden.”

”Kan du høre, at han har sine egne filosofier?” spørger Chicana sin moder.

Moderen nikker smilende.

”Jura som en god ting,” siger faderen, ”det kan da også være en måde at styre folk på.”

”Ja, men de bliver styret hen imod at være gode ved hinanden. Man må ikke slå hinanden ihjel, man må ikke stjæle, man må ikke slå på hinanden og så videre. Lovene sikrer, at vi behandler hinanden godt,” siger Leofred.

”Lovene forhindrer da også folk i at gøre nogle ting,” siger faderen.

”Jah,” siger Leofred, ”vi må ikke slå hinanden ihjel, vi må ikke stjæle og så videre.”

”Og vi må for eksempel heller ikke sprøjte med pesticider og vi må ikke bruge farlige stoffer, når vi laver legetøj,” siger faderen.

”Det er vel også, fordi det er det bedste for os. For ikke at skade os selv og andre. Det er bedst for alle, at naturen ikke bliver forurenet og at børn og jeres arbejdere ikke kommer i kontakt med farlige stoffer,” siger Leofred.

”Vi må heller ikke ryge hash og tage hårde stoffer og nogle steder må vi ikke ryge cigaretter og drikke alkohol. Det skader ikke andre end os selv. Det skulle da være vores eget valg, om vi vil ødelægge os selv med at ryge og drikke,” siger faderen.

”Måske, men i sidste ende er det godt for os, at vi ikke må gøre disse ting. Jeg synes stadig, at lovene er gode for os. Det er rigtigt, at de styrer os, men de styrer os i en god retning,” siger Leofred.

”Jeg vil give Leofred ret,” siger moderen, ”lovene er med til at sikre, at alle har det godt.”

”Det er også rigtig nok, men det er fordi, Lavinia har nogle gode love. Der findes lande, hvor lovene bliver brugt til at undertrykke befolkningen. Der er lande, hvor det er ulovligt at samles i store forsamlinger og at gå ud efter klokken 22. Der er lande, hvor man ikke må sige, hvad man vil. I disse lande er lovene ikke gode,” siger faderen.

”Det er rigtig nok,” siger Leofred, ”jeg synes kun, at love er gode, fordi vi har nogle gode love i Lavinia. Nu forstår jeg, hvad du mener.”

”Ja,” siger faderen og smiler veltilfreds, ”derfor er fysik måske heller ikke så dumt. Som du siger, er det ikke mennesker, som bestemmer de fysiske love. Der er det naturen eller gud, som er dommer.”

”Og de fysiske love er ens i alle lande. Man skal kun lære dem en gang, så gælder de over det hele.  Faktisk behøver man ikke en gang at lære dem. De gælder alligevel,” siger Leofred.

”Hm, måske er det ikke så dumt at læse fysik,” siger faderen eftertænksomt.

”Til gengæld er de fysiske love ikke særlig demokratiske. Vi er tvunget til at rette os efter dem, hvad enten vi vil eller ej. Vores egne love behøver vi i princippet ikke at rette os efter. Vi kan bryde vores egne love, hvis vi vil. Vi må bare tage konsekvensen og tage en straf, hvis vi bliver grebet i det,” siger Leofred.

”Det er dog en kynisk måde at se lovgivningen på. Jeg bryder mig ikke om at se vores love på den måde,” siger faderen.

”Nej, det har du ret i. Jeg bryder mig heller ikke om at tænke sådan. Jeg har det også bedst med, at folk overholder lovene,” siger Leofred.

”Skal jeg ikke gå ud og lave kaffen nu, mens I snakker så godt?” spørger moderen.

”Jo, så kan jeg hjælpe dig,” siger Chicana.

Chicana og hendes moder går ud i køkkenet.

Leofred er lidt utryg ved at sidde alene tilbage med faderen. Han kan egentlig godt lide faderen og efter at have tænkt efter, har han ingen grund til at være utryg.

De sidder lidt uden at sige noget.

”En anden grund til, at jeg respekterer jurister, er, fordi jeg synes, at det er svært at læse juridiske tekster,” siger Leofred.

”Hvordan svært?” spørger faderen.

”Det er tit lange formuleringer med indskudte sætninger. Der er meget at holde styr på. Jeg synes, at det er anstrengende at læse og jeg bliver hurtigt træt, når jeg læser jura,” siger Leofred.

”Love bliver tit formuleret på en bestemt måde. Du må tænke på, at det skal formuleres, så det kan holde i retten. Det går ikke, hvis det kan misforstås eller misfortolkes på nogen måde. Og der kan da nogen gange godt være meget at holde styr på, men jeg kan godt lide det. Folk er gode til forskellige ting. Jeg har nemt ved at læse jura,” siger faderen.

Chicana kommer ind med kaffekopper og tallerkner. Hun fordeler kopperne. Leofred kigger på hende. Han hjerte begynder at slå lidt hurtigere. Hun smiler til ham og han smiler tilbage.

”Hvad med din mor og far? Hvad laver de?” spørger faderen.

”Min far er arkitekt. Han hjælper folk med at tegne og bygge deres huse. Jeg tror også, at han nogle gange laver den ingeniørmæssige del af projekterne,” siger Leofred.

”Det lyder spændende,” siger faderen, ”arbejder han her i byen?”

”Ja, også her. Folk henvender sig til ham mange steder fra, men han har kontor derhjemme,” siger Leofred.

”Hvor er derhjemme?” spørger faderen.

”Vi bor lidt udenfor Korshavn. Huset ligger ned til Lillesø,” siger Leofred.

”Har I grund ned til Lillesø?” spørger faderen.

”Ja,” svarer Leofred en smule stolt.

”Det plejer at være attraktive grunde,” siger faderen.

”Jeg tror også, at vi bor på en attraktiv ejendom,” siger Leofred.

Chicana kommer ind med et fad med kage og nogle småkager.

Faderen og Leofred sidder lidt uden at sige noget.

”Må jeg låne toilettet?” spørger Leofred.

”Selvfølgelig,” siger faderen, ”det er den bageste dør i entreen.”

Leofred rejser sig og går ud på toilettet. Efter at have været på toilettet og vasket hænder, står han lidt og kigger sig i spejlet. Han ligner sig selv. Han retter lidt på håret. Så går han ud igen. Da han kommer ud, er moderen kommet med kaffen. Han sætter sig tilbage i sofaen.

”Bruger du mælk eller sukker i kaffen?” spørger moderen.

”Ingen af delene,” svarer Leofred.

Moderen sætter sig i sin lænestol og Chicana sætter sig ved siden af Leofred.

”Værsgo,” siger moderen.

Faderen skænker kaffe og moderen skærer et stykke kage til Leofred.

Leofred tager en mundfuld kage. Den smager himmelsk.

”Det er en god kage,” siger Leofred.

”Tak,” siger moderen, ”den er hjemmebagt.”

”Chicana har fortalt, at I har boet i udlandet,” siger Leofred.

”Ja,” siger faderen, ”mit arbejde bringer os lidt rundt omkring.”

”Jeg elsker at rejse,” siger Leofred.

”Det er noget lidt andet, når man skal bo i udlandet for at arbejde,” siger faderen.

”Kommer man så ikke netop tæt på de fremmede kulturer?” spørger Leofred.

”Jo,” svarer moderen, ”man må indrette sig efter det land, man bor i.”

”Men man bevarer vel stadig lidt fra ens hjemland?” spørger Leofred.

”Selvfølgelig,” svarer faderen.

”Har du også arbejde, når I er udenlands?” spørger Leofred moderen.

”Lidt,” svarer moderen, ”jeg er freelance journalist. Jeg skriver om kulturen i de lande, vi besøger. Mest det, som interesserer kvinder.”

”Hvad er det? madopskrifter, for det er i hvert fald en god kage,” siger Leofred.

”Også det. Men mit område er bredt. Jeg bestemmer selv, hvad jeg vil skrive om. Jeg er temmelig frit stillet. Jeg kan skrive om lige det, der falder mig ind,” siger moderen.

”Skriver du også om arbejds- og forretningslivet?” spørger Leofred.

”Ja, hvis der er noget spændende at skrive om,” svarer moderen.

”Gider kvinder læse om det?” spørger Leofred.

”Ja, det interesserer kvinder lige så meget, som det interesserer mænd. Der er mange spændende kvinder i andre lande, som klarer sig godt både i forretningslivet og på arbejdsmarkedet – lige så mange kvinder som mænd. Jeg kan også skrive om kvinder, som er gift med fremtrædende mænd. Enkelte gange skriver jeg også artikler om mænd,” siger moderen.

”Nå ja, selvfølgelig, der er mange ting at skrive om,” siger Leofred.

”Masser. Også inden for sport og kultur. Kvindelige idrætsudøvere og kunstnere fra andre lande. Og det er ikke kun mennesker, jeg skriver om. Det kan også være skikke og traditioner og sådan noget,” siger moderen.

”Kan du komme tæt på den rigtige kultur, når du er journalist? Det er tit, at folk er lidt anderledes under interview,” siger Leofred.

”Ja, det tror jeg, at jeg kan. Interviewene beskriver selvfølgelig kun de interviewedes meninger og folk er som bekendt forskellige. Vi plejer at bo i landende i længere tid og så kan jeg få en bedre og bredere synsvinkel på artiklerne. Det er tit, at jeg oplever noget i dagligdagen, som jeg ikke ville opleve, hvis jeg bare var i landet som journalist eller turist,” siger moderen.

”Det må være en kunst at kunne komme helt tæt på mennesker fra andre kulturer,” funderer Leofred.

”Man må forstå, at folk ikke tænker og gør som os selv. De gør mange ting på andre måder,” siger moderen.

”Hvordan andre måder?” spørger Leofred

”De har oplevet, oplever og vil komme til at opleve andre ting end os. De har en anden historie. Herskere, krige, besættelser, revolutioner, helte og skurke. Hele kulturen har en anden historie. De tror på andre ting, de har andre traditioner, de spiser andre ting, de kan lide andre ting, de lever på andre måder. De kommer til at tænke anderledes,” siger moderen.

”Man må vel respektere dem og deres måde at leve på for at komme tæt på dem?” spørger Leofred.

”Ja, og forstå det, de kan lide, og det, de elsker,” siger moderen.

”Det bedste er vel næsten, hvis man selv godt kan lide det, de kan lide og elsker,” siger Leofred eftertænksomt.

”Ja, men ellers må man respektere det,” siger moderen, ”man kommer langt med at acceptere og respektere – både menneskerne og deres måde at leve på.”

”Mennesker er vel også forskellige i andre kulturer,” siger Leofred.

”Ja, der er glade mennesker, der er triste mennesker, der er positive mennesker, der er negative mennesker, der er mistroiske mennesker, der er behagelige mennesker – og ubehagelige. Der er åbne mennesker og mennesker, man ikke kan komme tæt på,” remser moderen op.

”Hvordan interviewer du en person, som du ikke kan komme tæt på?” spørger Leofred.

”Jeg bruger mine fornemmelser og instinkter. Jeg presser aldrig på. Nogle gange opgiver jeg helt interviewet og lader personen være,” siger moderen.

”Det må være svært at fornemme, hvordan en anden person er, når du er i en fremmed kultur,” siger Leofred.

”Hvis jeg kan lide den person, jeg snakker med, er det ofte gensidigt. Så gør kulturforskelle ikke så meget,” siger moderen, ”men jeg skal alligevel passe på ikke at sige noget, som kan fornærme.”

”Du skal være varsom med, hvad du siger?” siger Leofred spørgende.

”Ja,” siger moderen.

”Får I også venner i udlandet? både du og Erman?”

”Ja, vi har begge venner i andre lande. Og når man er sammen med venner i et andet land, kommer man automatisk tættere på landets kultur,” siger moderen.

”Det må være spændende sådan at rejse meget. Jeg elsker at rejse. At se fremmede kulturer. Ja, jeg synes, at det er spændende bare at være i et fremmed land,” siger Leofred.

”Vi elsker den måde, vi lever på,” siger moderen.

”Hvad med juraen? Skal du så læse lovene i de andre lande?” spørger Leofred faderen.

”Jeg får kendskab til andre landes love,” siger faderen, ”jeg kan godt lide det. Jeg synes, at det er spændende at læse paragraffer.”

”Er det fordi, at du har kendskab til lovene i andre lande, at du sagde, at de bliver brugt til at styre menneskerne?” spørger Leofred.

”Måske. Jeg beskæftiger mig mest med lovene omkring køb, salg, produktansvar og sådan noget, men jeg lærer også om andre love, fordi det interesserer mig. Og jeg tænkte på det, du sagde. Hvis lovene kun var lavet for, hvad der er bedst for menneskene, skulle de så ikke være ens i alle lande?” siger faderen.

”Der er vel også nogle træk, som går igen, men du har nok ret. Jeg ved ikke så meget om det,” siger Leofred.

De sidder lidt uden at sige noget.

”Hvad laver din mor?” spørger moderen.

”Hun arbejder på en stor gård lidt udenfor Korshavn,” siger Leofred.

”I huset?” spørger moderen.

”Næ, som landbrugsarbejder,” siger Leofred.

”Det er da spændende. Så får I friske landbrugsprodukter,” siger moderen.

”Ja, men vi har også en stor urtehave derhjemme,” siger Leofred.

De sidder lidt uden at sige noget. Leofred drikker det sidste af sin kaffe.

”Vil du have en kop mere?” spørger moderen.

”Nej tak, så falder jeg ikke i søvn i nat,” svarer Leofred.

Sådan går snakken resten af aftenen. Leofred snakker godt med Chicanas mor og far.

Ved elleve tiden kigger Leofred på sit ur.

”Jeg må nok hellere se at komme hjemad,” siger han.

”Vil du ikke se mit værelse?” spørger Chicana.

Leofred kigger spørgende på Chicanas mor og far.

”Smut I bare op på værelset,” siger faderen, ”du har siddet længe nok i krydsforhøret her.”

”Så slemt var det heller ikke,” griner Leofred og rejser sig.

Leofred følger Chicana ind på hendes værelse.

Da de er kommet ind, vender Chicana sig mod Leofred.

”Det klarede du fint,” siger hun og holder om Leofred.

Leofred bukker sig frem og kysser hende. Sådan står de lidt.

Leofred giver slip og kigger sig omkring i værelset. Han går lidt rundt og kigger på de forskellige ting.

”Det er et hyggeligt værelse,” siger han.

”Tak,” siger Chicana.

Leofred går igen hen og holder om Chicana. De kysser hinanden.

”Vil du komme og besøge mig i morgen? Jeg er alene hjemme i morgen aften,” siger Chicana.

”Det vil jeg gerne,” svarer Leofred, ”du må også komme ud og besøge mig en dag. Mine forældre vil gerne hilse på dig.”

”Det kan vi snakke om i morgen,” siger Chicana.

”Ja, hvad tid skal jeg komme?” spørger Leofred.

”Du kan komme ved otte tiden,” siger Chicana.

”Det lyder godt,” siger Leofred og giver Chicana et kys.

”Hm,” siger Chicana.

De står og kysser hinanden et stykke tid.

”Jeg må hellere se at komme hjem,” siger Leofred.

”Vi ses i morgen,” siger Chicana og giver ham et sidste kys.

”Ja,” siger Leofred.

Leofred går ind i stuen for at sige farvel til Chicanas forældre.

”Det har været hyggeligt at have dig på besøg. Du er velkommen en anden gang,” siger faderen.

”Tak,” siger Leofred, ”jeg har også hygget mig.”

Moderen og faderen rejser sig og siger farvel til Leofred.

Chicana følger Leofred ud til døren.

Hun står i døren, mens Leofred går ned ad havegangen.

”Vi ses i morgen,” siger Leofred og sætter sig op på sin cykel.

”Ja,” siger Chicana og vinker til Leofred.

Han vinker tilbage og begynder at cykle hjemad.

 

Nyt spilletøj og mere jura

23/9 2012

 

Leofred vågner frisk og udhvilet den næste morgen. Han tænker på Chicana. Han tænker på, at han skal besøge hende om aftenen. Han har en dejlig følelse.

Mens han sidder og spiser morgenmad ringer telefonen. Det er Imrense. Imrense fortæller, at Fluktaklubbens nye spilletøj er kommet. De kan hente det i hallen. Imrense spørger, om de skal følges ned og hente det. Det vil Leofred gerne. De aftaler også at spille, når de alligevel er der. Leofred skal komme, så hurtigt han kan.

Leofred spiser færdig, pakker sit sportstøj og begynder at cykle mod Korshavn. Han tænker på Chicana, mens han cykler. Han får en god følelse, hver gang han tænker på hende. Han glæder sig til i aften. Han er glad, for at Imrense ringede. Ellers ville dagen være lang.

På vej ned til hallen møder Leofred Vejleg. Leofred stopper.

”Hej Vejleg,” siger Leofred.

”Hej Leofred,” siger Vejleg, ”hvordan går det?”

”Det går godt,” siger Leofred og smiler.

”Det er godt,” siger Vejleg, ”hvor skal du hen?”

”Jeg er på vej ned i hallen. Vores nye flukta spilletøj er kommet. Jeg har aftalt at mødes med Imrense dernede. Vil du med?” spørger Leofred.

”Ja, det vil jeg gerne,” siger Vejleg.

Leofred står af cyklen og de begynder at gå ned mod hallen.

”Jeg har set dig med en pige nogle gange,” siger Vejleg.

”Ja, det er Chicana,” siger Leofred.

”Hm,” siger Vejleg smilende.

”Du må møde hende en dag,” siger Leofred, ”jeg har lovet mine forældre at invitere hende hjem til kaffe inden så længe. Måske kan du også komme?”

”Det vil jeg gerne. Er det alvorligt? Er det kærlighed?” spørger Vejleg.

”Det tror jeg. Jeg er meget glad for hende. Vi snakker rigtig godt sammen,” siger Leofred.

”Er det kommet langsomt eller var du tiltrukket af hende fra starten?” spørger Vejleg.

”Fra det første sekund jeg så hende. Og det var meget mærkeligt. Det var ligesom, jeg havde set hende før,” siger Leofred.

”Måske er jeres sjæle forbundet. Det er sjældent, men det sker en gang imellem. Så vil det vare resten af livet,” siger Vejleg.

”Da jeg så hende første gang, følte jeg, som om at hun var den eneste ene,” siger Leofred.

”Hm,” siger Vejleg eftertænksomt, ”hvis jeres sjæle er forbundet, vil I være som en levende organisme, når I er sammen.”

”Det føles sådan,” siger Leofred.

”Du er speciel, Leofred. Du har en skæbne. Det bliver spændende at se, hvordan dit liv forløber,” siger Vejleg.

Vejleg og Leofred kommer ned til hallen. De går ind i forhallen. Imrense står derinde og roder i nogle papkasser. Imrense kigger op fra kasserne.

”Hej Leofred og Vejleg,” siger han.

”Hej”, siger Leofred og går hen til Imrense, ”hvordan ser tøjet ud?”

”Det er smart,” svarer Imrense og holder en trøje ud, ”hvad størrelse bruger du?”

Leofred siger sin størrelse både på trøje og bukser. Imrense finder en trøje frem. Han kaster den hen til Leofred. Leofred prøver den. Imrense og Vejleg kigger på Leofred.

”Den ser fin ud,” siger Imrense.

”Ja, den sidder godt,” siger Leofred, ”det er den rigtige størrelse.”

Imrense finder en trøje til sig selv. Han tager trøjen på. Den sidder lidt stramt. Han finder en trøje et nummer større. Den passer bedre.

”Den er meget behagelig at have på. Det er mærkevarer,” siger Leofred.

”Sponsorerne må have flottet sig,” siger Imrense.

Leofred kigger ned ad sig selv. Der er reklamer både på maven og på ryggen.

”Jeg føler mig helt professionel,” siger han.

Imrense griner.

”Jeg vil ind og se mig i spejlet,” siger Leofred og går hen mod et omklædningsrum.

”Her, du kan tage disse bukser med og prøve,” siger Imrense og smider et par bukser hen til Leofred.

Leofred vender sig om og griber bukserne.

Leofred går ind i omklædningsrummet. Vejleg følger efter. Leofred tager de nye bukser på. De sidder også godt. Han kigger sig i spejlet. Tøjet sidder flot. Leofred kommer til at tænke på Chicana. Gid hun var her. Han glæder sig til at se hende i aften. Han står lidt og drømmer om Chicana. Vejleg kigger smilende på Leofred.

Leofred bliver trukket ud ad drømmen, da Imrense kommer ind i omklædningsrummet. Imrense prøver sine bukser. De sidder godt. De kigger på hinanden.

”Så er vi klar til en ny sæson,” siger Leofred.

”Ja, de kan bare komme an,” griner Imrense.

De går ud i forhallen igen. Flere af de andre spillere er kommet. De står også og prøver tøj.

Imrense åbner en ny kasse.

”Her er træningsdragter,” siger han.

Han kaster en træningsdragt over til Leofred. Leofred tager den på. Den sidder perfekt.

”Hold da op, den er lækker,” siger Leofred og strækker armene ud til siden.

”Den sidder godt på dig,” siger Imrense.

Leofred går ind i omklædningsrummet igen. Han kigger sig i spejlet. Han vender og drejer sig, så han kan se sig selv fra forskellige sider. Imrense kommer ind i rummet. Han har også taget en træningsdragt på. Leofred går lidt væk og lader Imrense se sig selv i spejlet.

”Den sidder godt,” siger Imrense. Han vender sig foran spejlet, så han kan se sig selv på ryggen.

De to venner kigger på hinanden.

”Så har vi fundet vores tøj. Skal vi spille?” spørger Imrense.

”Vil du blive og se os spille?” spørger Leofred Vejleg.

”Ja, det vil jeg gerne,” siger Vejleg.

”Godt, jeg vil skifte til mit almindelige spilletøj først. Jeg vil ikke spille i det her tøj endnu,” siger Leofred.

”Jeg vil også skifte,” siger Imrense.

Drengene skifter til deres almindelige spilletøj. De går ind på en af banerne. Vejleg sætter sig udenfor og kigger på.

”Jeg skal varme lidt op,” siger Leofred.

”Det er nok en god ide,” siger Imrense.

De løber lidt rundt på banen og laver nogle gymnastiske øvelser som opvarmning. Leofred tænker på Chicana. Han kan næsten ikke vente til i aften. Han kigger på Imrense. Imrense løber og svinger armene.

”Jeg er stadig øm i musklerne efter i tirsdags,” siger Leofred.

”Ja, det er altid hårdt her i sæsonstarten,” svarer Imrense.

De glæder sig begge til at spille, så de varmer ikke op så længe.

De begynder at spille.

Leofred kan mærke, at han allerede spiller bedre end sidste gang, men det er stadig tidligt på sæsonen. Han er ikke i træning endnu.

Ømheden i musklerne forsvinder, da de har spillet lidt. Leofred kan mærke, at han bliver bedre næsten for hvert slag, han slår. Slagene ligger mere og mere præcist og han bevæger sig friere og friere på banen. Han vil være i form i løbet af to til tre uger.

De stopper efter en god times tid. De slapper af og strækker musklerne ud i et kvarters tid. Så går de to venner ind for at bade og klæde om.

Efter badet går de ind i cafeteriet. Vejleg sidder ved et af bordene. De går op og køber hver en sodavand og sætter sig hen til Vejleg. Vejleg sidder med en bakke bær og en skål til at spytte de tyggede bær ud i.

”Var det godt at få spillet?” spørger Vejleg.

”Ja,” svarer Imrense og Leofred.

”Det er altid hårdt i starten af sæsonen,” forklarer Leofred.

De drikker en slurk af deres sodavand.

Leofred tænker på Chicana. Han tænker på, at han skal besøge hende til aften. Han glæder sig.

”Jeg så dig i byen i går,” siger Imrense til Leofred.

”Det passer meget godt,” siger Leofred tøvende.

”Du kom ud fra blomsterforretningen med en stor buket blomster,” siger Imrense og smiler til Leofred.

”Jah,” siger Leofred stadig tøvende.

”Er du begyndt at give Chicana blomster til jeres stævnemøder?” spørger Imrense.

”Jeg var inviteret til aftenkaffe hos hendes forældre,” svarer Leofred.

”Nåh,” siger Imrense.

De sidder lidt og drikker sodavand uden at sige noget.

Imrense kigger på Leofred.

”Har du altid blomster med, når du besøger Chicanas forældre?” spørger han.

”Næ, det var første gang, jeg var inviteret hjem til dem,” svarer Leofred.

”Har du ikke snakket med Chicanas forældre før? Du har da kendt Chicana i flere måneder,” siger Imrense.

”Jo, jeg har hilst på dem, når jeg har mødt dem tilfældigt, men jeg har ikke været inviteret hjem til dem før,” svarer Leofred.

”Hvordan gik det så?” spørger Imrense.

”Det gik da meget godt,” svarer Leofred, ”de er flinke. Vi snakkede godt sammen.”

”Hvad snakkede I om? Nu filosoferede du vel ikke for meget?” spørger Imrense.

”Næ, vi snakkede lidt om mig. De spurgte om, hvem jeg er, hvad jeg laver, mine interesser, hvad mine forældre laver og sådan noget,” svarer Leofred.

”Nå ja, de er nok nysgerrige,” siger Imrense.

”Ja,” siger Leofred, ”vi snakkede også om dem. Hvad de laver og sådan”.

”Hvad laver de så, hendes forældre?” spørger Imrense.

”Hendes far er jurist i Goti og hendes mor er freelance journalist,” svarer Leofred.

”Kunne I snakke om det en hel aften?” spørger Imrense.

”Vi kom til at snakke om jura. Jeg synes, at jura sørger for, at folk er gode ved hinanden, og hendes far mener, at det mere er en måde at kontrollere og styre folk,” siger Leofred.

Imrense slår en høj latter op.

”Det gad jeg godt have hørt. En højfilosofisk snak om jura mellem svigersøn og svigerfar,” siger Imrense grinende.

Vejleg og Leofred griner med.

”Jura, som sørger for, at folk er gode ved hinanden, og jura, som en måde at kontrollere folk. Hvis jeg skulle læse jura, skulle det være for at score kassen,” siger Imrense.

Vejleg og Leofred griner.

”Synes Chicanas far, at det er en måde at styre folk?” spørger Imrense.

”Ja, han nævnte, at lovene i nogle lande, bliver brugt af regeringerne til at styre deres befolkninger. Love mod at samles offentligt, love mod ytringsfrihed og sådan nogle love,” siger Leofred.

”Det kan han da have ret i. Der findes mange lande, hvor lovene undertrykker befolkningerne. Og ytringsfrihed er et delikat emne,” siger Imrense.

”Et sted, hvor der i hvert fald ikke er ytringsfrihed, er, når man er til sit første møde hos svigerforældrene,” siger Leofred.

Vejleg og Imrense griner.

Imrense tænker lidt over det.

”Det gælder vist alle steder, hvis man møder nogle, man ikke kender så godt. Så er det ikke alt, man kan sige,” siger Imrense.

”Ytringsfrihed tilpasset situationen,” siger Leofred og tænker lidt, ”psykologisk ytringsfrihed. Det er ikke ret mange mennesker, man kan sige alt til. Men de er rare at være sammen med. Personer, hvor man ikke skal tænke over, hvad man siger”.

”Det er de rigtige venner,” siger Imrense.

Leofred kommer til at tænke på Chicana. Han føler, at han kan snakke med hende om alt. Han glæder sig til i aften.

De sidder lidt uden at sige noget. Leofred tager en slurk sodavand.

”Så er der det gamle ordsprog om, at tavshed er guld,” siger Leofred.

”Der er garanteret lavet af nogen for at begrænse ytringsfriheden,” griner Imrense.

”Hvordan med ytringsfrihed i denverlejernes verden?” spørger Leofred Vejleg.

”Vi kan sige, lige hvad vi vil,” siger Vejleg.

”Har I også jura og love i denverlejernes verden?” spørger Leofred.

”Nej, vi har hverken jura eller love. Vi er fuldstændig frie,” siger Vejleg.

”Hvordan kan det lade sig gøre at leve i en verden uden love?” spørger Imrense.

”Det ligger i vores natur ikke at gøre andre ondt. Vi har alt, hvad vi behøver. Vi lever uendeligt, vi behøver ikke at spise og vi kan gå, hvor vi vil. Hvorfor skulle vi gøre andet liv fortræd?” spørger Vejleg.

”Der er da nogle, som har alt, som alligevel gør andre ondt,” siger Imrense.

”Det har som sagt noget med vores natur at gøre. Det er imod vores natur at skade andet liv. Vi vil det bedste for hinanden. Vi bliver glade, når andre har det godt. Vi vil hellere lade det gå ud over os selv, end vi vil gøre andre fortræd. Vi får slet ikke tankerne til at skade andet liv,” siger Vejleg.

”Hvordan får I ikke tankerne til at gøre andet liv fortræd?” spørger Leofred.

”Tag nu for eksempel at stjæle. At stjæle kan være en form for misundelse. Der er en anden, som har noget, man selv gerne vil have. Det er et spørgsmål om, hvordan man tænker. Man kan tænke ’se ham. Han har mere end jeg. Det han har, vil jeg også have,’ eller man kan tænke, ’se ham. Han har mere end jeg. Det er godt for ham. Han har sikkert fortjent det. Jeg er glad på hans vegne, men jeg har alt, hvad jeg behøver, så hvorfor skal jeg være misundelig?’ Det er også noget med at være lykkelig. Vi er lykkelige, som vi er. Vi behøver ikke noget. Vi har ingen grund til at gøre andre fortræd,” siger Vejleg.

”Hvad med lovene som styrende mekanismer til at sørge for at mange folk kan færdes mellem hinanden samtidig?” spørger Leofred.

”Vi vil ikke bestemme over andre. Vi vil ikke styre eller kontrollere andre. Hvem skulle så skrive lovene? Og vi gør ikke nogen noget. Hvorfor skulle andre så ønske at bestemme over os?” spørger Vejleg.

”Så har I heller ikke dommere og politi?” spørger Imrense.

”Nej,” svarer Vejleg.

”Det må være mærkeligt at leve i denverlejernes verden,” siger Imrense.

”Jeg gad godt prøve,” siger Leofred.

De sidder lidt uden at sige noget.

Imrense kigger på sit ur.

”Jeg skal videre,” siger han og rejser sig.

De går alle tre udenfor. Leofred kigger op. Solen skinner fra en skyfri himmel.

Imrense sætter sig op på sin cykel.

”Tak for spillet,” siger han til Leofred.

”Og tak for snakken,” siger han til Vejleg.

”Selv tak,” siger Vejleg og Leofred.

”Vi ses,” siger Imrense og cykler ned mod byen.

”Vi ses også,” siger Vejleg til Leofred.

”Ja,” svarer Leofred. Vejleg begynder at gå ned ad en sidevej og pludselig er han væk.

Leofred sætter sig op på sin cykel og cykler hjemad.

 

Leofred arbejder i urtehaven

22/2 2013

Leofred kommer hjem fra Korshavn.

Han tænker på, at han skal besøge Chicana om aftenen. Han glæder sig. Han kan næsten ikke vente. Der er lang tid til aften. Det er næsten ligesom juleaftensdag, da han var lille.

Han går lidt rundt og tænker over, hvad han skal lave. Han er rastløs. Han går ind i stuen. Han kigger på fjernsynet. Han gider ikke se fjernsyn. Han kigger på musikanlægget. Han gider heller ikke høre musik. Han går op på sit værelse. Han sætter sig foran sin computer, men han tænder ikke for den. Han sidder lidt uden at kunne bestemme sig for, om han skal tænde den. Han har ikke rigtig lyst til at sidde foran computeren nu. Han kigger ud af vinduet. Solen skinner fra en skyfri himmel. Vejret er for godt til at være inde.

Han går ned i entreen og ud på gårdspladsen. Han kigger ind i garagen. Den er tom. Han går videre om i haven. Han sætter sig på en havestol og kigger rundt på blomsterne. Haven er velplejet og flot. Han sidder lidt og kigger. Han er rastløs og føler, at han skal lave noget. Lige meget hvad - bare et eller andet.

Han rejser sig og går lidt rundt og kigger på blomsterne. Han går om i urtehaven. Han går hen til gulerødderne og trækker en gulerod op. Han tørrer den af og tager en bid. Han kigger på rækkerne med grøntsager. Han ser en lille mælkebøtte mellem gulerødderne. Han trækker lidt i den. Den sidder løst i jorden. Han hiver den forsigtigt op, så roden kommer med. Han kigger sig omkring. Der er ved at komme ukrudt op rundt omkring. Han beslutter sig for at luge urtehaven. Det vil der gå et stykke tid med. Han kigger sit ur. Det er snart middag. Han vil spise, inden han begynder at luge ukrudt.

Leofred går ind i køkkenet. Han finder lidt brød og pålæg frem og sætter sig til at spise.

Efter frokosten går han ud i urtehaven igen. Han kigger på grøntsagerne og ukrudtet. Noget af ukrudtet står tæt ved grøntsagerne. Han bliver nødt til at luge det med fingrene. Han lægger sig på knæ og begynder at luge. Han luger kun ukrudtet tæt på grøntsagerne med fingrene. Ukrudtet mellem rækkerne kan han hakke med et hakkejern. Han luger omhyggeligt. Han har god tid og der er ingen grund til at skynde sig. Han kigger op på solen og strækker ryggen. Det er dejligt. Han kan godt lide at arbejde i urtehaven. Han tænker på Chicana. Han ville ønske, at hun også var her. Han glæder sig til, at han skal se hende i aften. Han sidder lidt og drømmer om Chicana. Så bukker han sig ned og luger videre. Der går noget tid med at luge mellem urterne, men Leofred nyder det.

Da han har luget ukrudtet væk fra grøntsagerne, henter han hakkejernet og begynder at hakke mellem rækkerne. Det er lidt hårdere og inden længe begynder sveden at pible frem. Han retter sig op og tørrer sveden af panden. Han står lidt og tænker på Chicana. Så hakker han videre. Han er lidt hurtigere til at hakke end til at luge. Efter et lille stykke tid er han færdig. Han retter sig op og kigger ud over urtehaven. Den ser fin ud nu. Ukrudtet er slået omkuld og grøntsagerne står fine og ranke tilbage.

Han kigger på sit ur. Han har været lidt over to timer i urtehaven. Han har svedt en del og er tørstig. Han går ind i køkkenet og fylder en kande med vand. Han tager kanden og et glas og sætter sig ud til havebordet. Han skænker et glas vand og tager en tår. Det er dejligt at drikke, når man er tørstig.

Han sidder og slapper af, mens han nyder vandet. Han kan bedre slappe af, nu hvor han har arbejdet. Han synes, han fortjener at slappe af. Han tænker på Chicana. Han ser på sit ur igen. Der er kun gået fem minutter, siden han sidst så på sit ur. Klokken er lidt i tre. Han skal nå at spise, inden han skal af sted, men der er stadig to timer til, at han skal begynde at gøre sig klar. Han læner sig tilbage i havestolen og kigger ud over haven. Haven er smuk. Han ville ønske, at Chicana var her. Han tager sig i at kigge på uret igen. Det er ikke mange minutter, siden han sidst kiggede, og han ved, hvad klokken er. Han er rastløs. Han tænker, om der er noget, han kan lave. Lektier? Nej, han vil ikke begynde at lave lektier nu. Der er ikke rigtig noget, han kan gøre.  Han kan lige så godt slappe af og nyde livet.

Leofred sidder længe i haven og uden at foretage sig noget. Han sidder bare og nyder livet. Han får lyst til en kop kaffe. Han går ind og laver en kande kaffe og tager den med ud i haven. Resten af eftermiddagen sidder han i haven og drikker kaffe og slapper af, mens han venter på, at det skal blive aften.

 

Første gang

14/7 2012

 

Efter aftensmaden cykler Leofred mod Korshavn. Han glæder sig til at se Chicana. Han har en god følelse. Han er i god tid. Han cykler langsomt og nyder turen.

Leofred stiller cyklen ved hækken udenfor Chicanas hus. Han går op og ringer på døren. Efter et kort øjeblik bliver den åbnet. Chicana står smilende i døren.

”Hej,” siger Leofred og smiler til Chicana.

”Hej,” siger Chicana, ”kom ind.”

Leofred giver Chicana et knus og et kys og går ind i entreen. Han tager sine sko af. Så går han hen og holder om Chicana og kysser hende igen - denne gang længere tid.

”Hm,” siger Chicana.

Chicana holder hovedet lidt væk fra Leofred og fanger hans øjne. Leofred kigger hende i øjnene. De er smilende og fulde af liv. Han bukker sig frem og kysser hende igen. Sådan står de længe.

”Vil du have noget at drikke? En kop te eller kaffe eller en sodavand?” spørger Chicana.

”En kop te, tak,” svarer Leofred.

Chicana går ud i køkkenet. Leofred følger efter. Chicana fylder vand i kedelen og putter te i en tepose. Hun tager nogle boller fra en skål, stiller sig hen til køkkenbordet og begynder at smøre dem. Leofred stiller sig hen bag hende og holder hende om livet. Han lægger sig hoved ind mod hendes. Chicana bliver ved med at smøre boller. Da hun er færdig, vender hun sig om og kigger Leofred i øjnene. Leofred bukker sig frem og kysser hende. Sådan står de længe. De bliver afbrudt, af at kedelen fløjter. Chicana hælder kogende vand i tekanden. Hun tager tekanden og fadet med boller og går ind i stuen. Leofred følger efter.

”Sæt dig,” siger Chicana.

Leofred sætter sig i sofaen. Chicana stiller teen og bollerne på bordet og sætter sig ved siden af ham. Leofred lægger armen om hende. Hun lægger hovedet ind mod hans skulder og bryst. Sådan sidder de lidt.

”Hvad har du lavet i dag?” spørger Chicana.

”Jeg var i Korshavn i formiddags og jeg var i haven i eftermiddags,” svarer Leofred.

”Hvad lavede du i Korshavn?” spørger Chicana.

”Ikke noget særligt. Jeg snakkede med Imrense og Vejleg,” svarer Leofred.

”Det er vist nogle gode venner, du har,” siger Chicana.

”Ja,” svarer Leofred.

Leofred hviler sit hoved ned mod Chicanas. Sådan sidder de lidt.

”Teen har trukket længe nok nu,” siger Chicana.

Hun tager teposen op af tekanden og skænker te op til dem begge. Leofred tager sin kop og nipper til den varme te.

”Hm,” siger han.

”Vil du have en bolle?” spørger Chicana og rækker fadet med boller over mod Leofred.

”Ja tak,” svarer Leofred og tager en bolle.

”Du var også i haven. For at slappe af og nyde solen?” spørger Chicana.

Leofred nipper til teen.

”Næ, jeg var i urtehaven. For det meste er det mig, som passer urtehaven,” siger Leofred.

”Hakker ukrudt og river og sådan noget?” spørger Chicana.

”Ja, og høster. Lige nu er mange af grøntsagerne færdige til at spise,” siger Leofred og tager en bid af sin bolle.

”Hm, der findes ikke noget bedre end friske, hjemmedyrkede grøntsager,” siger Chicana.

”Nej, friske, hjemmedyrkede grøntsager er godt,” svarer Leofred.

De sidder lidt uden at sige noget og bare drikker te og spiser boller.

”Hvad har du lavet i dag?” spørger Leofred.

”Jeg har lavet lektier og bagt boller,” svarer Chicana.

”Så er bollerne nybagte. De er gode. Nybagte boller er ligeså godt, som friske, hjemmedyrkede grøntsager,” siger Leofred og spiser det sidste af sin bolle.

”Vil du have en til?” spørger Chicana.

”Nej tak, ikke lige nu,” svarer ´Leofred.

Leofred skyller det sidste af bollen ned med en mundfuld te.

Han læner sig tilbage i sofaen og lægger armen omkring Chicana. Hun læner sig ind mod ham og lægger hovedet mod hans bryst. Leofred elsker at sidde sammen med Chicana. Hun er så blød og varm. Han giver hende et klem i siden. Hun fniser. Så retter hun sig op, så hun kan kysse Leofred. De sidder længe og kysser hinanden. Leofred lader forsigtigt hænderne glide ned over Chicanas krop.

”Hm,” siger Chicana.

Leofred retter på sig, så han bedre kan holde om hende og kysse hende.

”Kom, vi går ind på mit værelse,” siger Chicana.

Leofred tænker på, hvad der kan ske. Hans hjerte begynder at banke hurtigt. Han har ventet længe på dette øjeblik. Hans krop sitrer. Han prøver at slappe af for at stoppe kroppens sitren.

Leofred følger Chicana ind på hendes værelse.

Hun stiller sig foran ham, tager hans hænder og kigger på ham.

Han kigger hende i øjnene. De er så smukke. Han kunne stå og kigge hende i øjnene resten af livet. Han bukker sig ned og kysser hende.

”Kom,” siger hun og trækker Leofred over til sengen.

Hun lægger sig ned.

Leofred lægger sig ved siden af.

Han holder om hende og kysser hende. Sådan ligger de længe.

Leofred lader hånden hvile på Chicanas mave. Hun er blød at røre ved. Han får en god følelse af at røre ved hende.

Han tager hende om livet og holder hende tæt ind til sig, stadig mens han kysser hende.

Sådan ligger de op ad hinanden et stykke tid.

Leofred lægger sin hånd på et af hendes bryster. Han giver det et forsigtigt tryk. Chicana sukker.

Så flytter han hånden over på det andet bryst. Hendes bryster er dejlige at røre ved. Han føler sig lykkelig, når han rører ved dem.

Han lader hånden glide lidt længere ned.

”Vær forsigtig. Det er første gang,” siger Chicana.

”Det er også første gang for mig,” siger Leofred.

---

Leofred ligger på ryggen ved siden af Chicana. Han drejer hovedet og kigger på hendes ansigt. Hun er smuk. Han vender sig om på siden og lægger armen over på hendes krop.

Det var et vigtigt punkt i begge deres liv.

De ligger uden at sige noget og kigger på hinanden. De behøver ikke at sige noget.

”Jeg skal på toilettet,” siger Chicana, efter at de har ligget uden at sige noget et godt stykke tid.

Hun rejser sig og går ud på toiletter

”Pyha,” stønner Leofred for sig selv, da han ligger alene tilbage i sengen.

Han ligger og kigger op i loftet. Det er en stor lettelse endelig at have været sammen med en kvinde. Han føler en mathed i kroppen, men bag den har han en masse følelser. Han lader følelserne flyde rundt i kroppen. Sådan ligger han længe.

Chicana kommer tilbage.

”Jeg skal også derud,” siger Leofred og rejser sig.

Leofred går ud på toilettet. Han skal egentlig ikke på wc. Han synes bare, at han skulle bevæge sig.

Han stiller sig foran spejlet og kigger på sig selv. Han prøver, om han kan se en forskel efter det, som er sket.

Han er lidt af en slambert nu. Han må have fået sorte rande under øjnene. Han kigger grundigt efter, men han kan ikke se nogen sorte rande under øjnene. Han trækker lidt ned i kinderne, men der er stadig ingen sorte rande.

Men mon ikke hans tænder så er blevet skæve og sorte? Han åbner munden og kigger længe på sine tænder. Næ, de ser ud, som de plejer.

Han må da have fået røde ører. Han drejer hovedet lidt, så han kan se på sine ører. Han trækker lidt ned i dem og kigger grundigt efter. Næ, hans ører er heller ikke blevet røde.

Han retter sig op og ser på sit ansigt i spejlet igen. Der er ikke nogen forskel at se. Han ser ud, ligesom da han kiggede sig i spejlet derhjemme.

Han tænder for vandet og gør fingerspidserne våde. Så kører han dem rundt i ansigtet. Først lidt rundt på panden; så længere ned på kinderne og i resten af ansigtet.

Han tørrer fugtigheden af med et håndklæde.

Han kaster igen et kort blik på sig selv i spejlet, inden han går ind til Chicana.

Hun ligger på sengen.

Han lægger sig ved siden af og holder om hende med den ene arm. Sådan ligger de lidt.

”Gjorde det ondt?” spørger Leofred.

”Ikke særligt,” svarer Chicana undvigende.

De ligger igen et stykke tid uden at sige noget. Leofred har det godt i Chicanas selskab. De behøver ikke at sige noget.

”Vil du have noget at drikke eller spise?” spørger Chicana.

”Et glas vand måske,” svarer Leofred.

”Så kom,” siger Chicana, rejser sig og går ud i køkkenet.

Leofred følger efter. Han sætter sig ved køkkenbordet.

Chicana skænker to glas vand og giver det ene til Leofred.

”Et stort øjeblik,” siger Leofred.

”Ja,” svarer Chicana kort.

De sidder uden at sige noget.

Leofred tænker på, om han skal sige noget sjovt eller eftertænksomt, men alt synes uden betydning efter det, de lige har oplevet. Stilheden mellem dem er ikke ubehagelig. Den er naturlig og indforstået. De føler begge hinandens tilstedeværelse, også uden at de siger noget.

”Skal vi ikke sætte os ind i stuen,” siger Chicana, efter at de har drukket vandet.

”Jo,” svarer Leofred kort.

De går ind i stuen. Leofred sætter sig i sofaen. Chicana sætter sig ved siden af og læner sig ind mod ham. Leofred kysser hende og lægger armen omkring hendes skuldre. Chicana trykker sig ind til ham.

”Du sagde, at du havde lavet lektier. Hvad har du lavet?” spørger Leofred.

”Jeg skal læse en bog i Lavinsk,” svarer Chicana.

”Bare læse den?” spørger Leofred.

”Jeg skal skrive en stil om den senere,” svarer Chicana.

”Det minder mig om, at jeg har stil for til på torsdag,” siger Leofred.

”Hvad skal du skrive om?” spørger Chicana.

”Jeg skal skrive en analyse, fortolkning og sammenligning af to digte,” svarer Leofred.

”Kan du lide at skrive stil?” spørger Chicana.

”Ja, jeg elsker at tolke tekster. Og diskutere fortolkningerne med andre eller skrive om dem,” siger Leofred.

”Det kan jeg også godt lide,” siger Chicana.

Sådan sidder de resten af aftenen og sludrer afslappet om alt, hvad der falder dem ind. Ind imellem er der lange perioder, hvor de sidder uden at sige noget og bare nyder hinandens selskab.

Chicana laver en kande te mere og de spiser de sidste boller.

”Hvad tid kommer dine forældre hjem?” spørger Leofred sidst på aftenen.

”De kan komme, hvornår det skal være,” svarer Chicana.

”Så må jeg hellere cykle hjemad,” siger Leofred.

”Du kan da blive og hilse på dem. De kan godt lide dig,” siger Chicana.

”Det er bedre en anden dag,” svarer Leofred.

”Du er altid velkommen,” siger Chicana.

”Tak,” siger Leofred.

Han rejser sig og går ud i entreen.

Chicana følger efter. Hun står og kigger i tavshed, mens han tager sine sko på.

Leofred retter sig op og omfavner Chicana.

”Det har været den bedste aften i hele mit liv,” siger Leofred.

”Også i mit,” siger Chicana.

Han bukker sig ned og kysser hende. De står længe og kysser. Så retter han sig op.

”Jeg må hellere komme af sted,” siger han.

”Vi ses,” siger Chicana.

Leofred giver hende et sidste kys og går ned ad havegangen. Han sætter sig op på cyklen og kigger op mod Chicana. Hun står i døren. Leofred vinker til hende. Hun vinker tilbage. Så cykler han hjemad.

Han cykler langsomt det første stykke og tænker over det, som er sket. Han har det vidunderligt. Så sætter han farten lidt op og fløjter fornøjet hele vejen hjem.

 

Chicana og Leofred i skolen

22/2 2013

 

I skolen mandagen efter går Leofred hen for at snakke med Chicana i et af frikvartererne. Hun står udenfor sit klasselokale og snakker med nogle klassekammerater. Da hun ser Leofred, kommer hun hen til ham.

”Hej Leofred.”

”Hej Chicana.”

Leofred giver Chicana et kys på munden.

”Tak for sidst. Hvordan har du det?” spørger han.

”Jeg har det fint,” siger Chicana og smiler, ”hvad med dig?”

”Jeg kan ikke have det bedre,” smiler Leofred.

De står lidt uden at sige noget.

”Vil du med ud at gå?” spørger Leofred.

”Nu? Hvorhen?” spørger Chicana.

”Bare lidt rundt på skolen. Gå og småsludre. Frikvarteret varer 15 minutter endnu,” svarer Leofred.

”Det kan vi godt,” smiler Chicana.

Leofred tager Chicanas hånd og de begynder at gå ned ad gangen. Eleverne står ude på gangene og holder frikvarter. Chicana og Leofred går lidt rundt på gangene uden at sige noget. De kommer hen til den bagerste del af skolen. Her er ikke så mange elever. De kommer forbi en tom gang. Leofred trækker Chicana med ind på gangen og hen i et hjørne. Han lægger sine arme rundt om hende, holder hende tæt ind til sig og kysser hende.

”Hmm,” siger Chicana.

Leofred gnider sin kind mod Chicanas. Så kysser han hende igen. Sådan står de længe og kysser. Leofred lægger forsigtigt sin hånd på Chicanas ene bryst. Chicana trykker sig ind mod Leofred.

Leofred kigger sig omkring.

”Her er ingen,” siger han.

”Men der kunne komme nogen,” siger Chicana alvorligt.

Leofred kigger sig omkring.

”Kom,” siger han og går ned til den bagerste ende af gangen. Der er et toilet. Leofred trækker Chicana med ind på toilettet.

Chicana fniser.

---

Chicana og Leofred står på gangen udenfor toilettet. Leofred kysser hende.

”Hm,” siger Chicana.

”Hvornår ses vi igen?” spørger Leofred.

”Du kan bare ringe. Har du set, at der kommer et tivoli til Korshavn i næste weekend?” spørger Chicana.

”Er det i næste weekend? Det plejer at være sjovt. Vil du med mig derned?” spørger Leofred.

”Gerne. De åbner allerede om torsdagen. Du kan bare komme forbi, så følges vi derned,” siger Chicana.

”Det plejer at være sjovest om lørdagen,” siger Leofred.

”Så henter du mig bare på lørdag,” siger Chicana

”Det ringer snart ind. Jeg må hellere tilbage til klassen,” siger Leofred.

”Gå du bare. Jeg skal lige nette mig lidt,” siger Chicana og tager i døren til toilettet.

”Vi ses på lørdag, hvis ikke før,” siger Leofred og begynder at gå ned ad gangen.

”Forhåbentlig før,” siger Chicana.

Leofred vender sig om og smiler til Chicana.

”Vi ses,” siger han.

”Ja,” svarer Chicana.

Leofred går ned ad gangen og kommer ud på en af de større gange. Her står andre elever på gangen.

”Pyha,” stønner Leofred for sig selv.

Så går han ned til time.

 

I Chicanas køkken

22/2 2013

 

Leofred tænker næsten hele tiden på Chicana. Han prøver at være så meget sammen med hende som muligt. Når han ikke er sammen med hende, drømmer han ofte om, at hun også er der. Leofred kan egentlig ikke lide at drømme om, at Chicana er sammen med ham, når hun ikke er der. Han synes, at det er en illusion, men han kan ikke lade være med at drømme om hende.

Onsdag sidst på eftermiddagen sidder Leofred derhjemme og laver lektier. Han har lige lavet et fysikforsøg i skolen og nu vil han skrive rapporten om forsøget, mens han har det i frisk erindring. Leofred kan godt lide at skrive fysikrapporter. Han arbejder koncentreret og godt. Selv om han arbejder koncentreret, sidder han alligevel og drømmer om Chicana en gang imellem.

Han bliver færdig med fysikrapporten og det første, han tænker på, er Chicana. Han går ned for at lave sig en kop kaffe. Han tager kaffekanden for at fylde kaffemaskinen op, men han stopper. Han tænker på Chicana. Det kunne være rart at drikke kaffe med Chicana. Han beslutter sig for at cykle til Korshavn og besøge Chicana.

Leofred cykler til Korshavn og sætter cyklen på fortovet udenfor Chicanas hus. Han går op og ringer på. Chicana åbner døren.

”Hej Leofred,” siger Chicana smilende.

Leofred kan se, at Chicana er glad for at se ham. Det gør ham glad. Han smiler.

”Hej Chicana,” siger Leofred.

”Kom ind. Hvad bringer dig til Korshavn?” spørger Chicana.

”Jeg ville høre, om du giver en kop kaffe?” svarer Leofred.

”Det gør jeg,” smiler Chicana.

Leofred tager skoene af og går ind. Han går hen til Chicana, giver hende et knus og kysser hende på munden. De kigger lidt på hinanden. Så kysser de igen; denne gang længere tid.

”Kaffemaskinen er i køkkenet,” siger Chicana smilende.

Leofred giver slip på Chicana og de går ud i køkkenet. Chicana hælder vand og bønner på kaffemaskinen og sætter en kedel over til te. Hun stiler sig hen til køkkenbordet og begynder at smøre boller.

Leofred ser på Chicana, mens hun står og smører boller. Han stiller sig hen bag hende og holder hende om livet. Hun læner hovedet tilbage mod Leofred. Leofred fører sine hænder lidt højere op og holder hende på brysterne.

”Hmm,” siger Chicana.

Leofred kysser hende i nakken.

Chicana vender sig om og giver Leofred et langt kys.

---                    (Kedelen med vand begynder at fløjte, men de lader den fløjte.)

”Nu er det vand i hvert fald kogt,” siger Chicana.

Hun hælder vandet på teen og stiller sig over for at smøre de sidste boller.

”Vil du dække bord inde i stuen?” spørger hun Leofred.

”Ja,” svarer Leofred og tager kopper og tallerkner ned fra skabet.

Leofred går ind for at dække bord i stuen.

”Pyha,” stønner han for sig selv, da han kommer ind i stuen.

Snart sidder de ved et veldækket kaffebord. De sidder uden at sige noget. Leofred kigger på Chicana. Hun kigger op på ham og smiler. Leofreds hjerte begynder at hamre. Han er forelsket i hende. Han smiler tilbage til hende.

Leofred bliver hos Chicana resten af dagen. De har det godt i hinandens selskab. De kan snakke om alt, ofte med et strejf af humor. De behøver ikke at sige noget for at vide, at den anden er der; de har det også godt, når de er sammen uden at sige noget.

Ved 6-tiden kommer Chicanas forældre hjem og Leofred bliver inviteret til at spise med. Det vil Leofred gerne. Han elsker at være sammen med Chicanas familie.

 

Tivoli i Korshavn

23/2 2013

 

Det bliver lørdag og Chicana og Leofred skal i tivoli. De har aftalt, at han skal hente hende først på aftenen. Han spiser aftensmad, går i bad, gør sig klar og begynder at cykle mod Korshavn. Han kommer til Chicanas hus, sætter cyklen på fortovet udenfor og går op og ringer på døren. Det er Chicanas far, som åbner døren.

”Hej Leofred,” siger faderen.

”Hej Erman,” svarer Leofred.

”Nå, skal I til byfest?” spørger faderen.

”Ja,” svarer Leofred.

”Ahh byfest,” sukker faderen, ”da jeg var ung, var der fester til. Når kornet var høstet og i hus mødtes bondefamilierne og deres piger og karle for at feste. Og hvilken fest. Fest flere dage i træk hele døgnet. Festen sluttede først, når musikanternes instrumenter var slidt op.”

”Ja, det var tider,” griner Leofred.

I det samme kommer Chicana.

”Nu fortæller du ham vel ikke røverhistorier?” siger Chicana til sin far.

”Mig? Røverhistorier? Hvordan kan du tro det?” svarer faderen.

Leofred griner.

Chicana trækker Leofred med ud af døren.

”Kom,” siger hun.

”Kan I more jer godt,” siger faderen.

”Det skal vi nok,” siger Chicana og Leofred i munden på hinanden.

Chicana og Leofred går ned mod forsamlingshuset og boldpladsen, hvor tivoliet er stillet op. De går langsomt og holder hinanden i hånden. De siger ikke så meget.

Der er flere mennesker på gaden, efterhånden som de nærmer sig tivoliet. De kommer til indgangen og går ind.

Først på pladsen står nogle boder. Den første er en tombola.

”Skal vi prøve tombolaen?” spørger Leofred.

”Det kan vi godt,” svarer Chicana.

Der hænger et skilt over tombolaen. ’Prøv lykken, et lod for 3; 2 for 5 og 5 for 10’

Leofred går hen til disken.

”Jeg vil gerne bede om fem lodder,” siger han og giver damen en tier.

”S’gerne,” siger damen og drejer rundt på en tromle med lodder.

”Vil du tage lodderne?” spørger Leofred Chicana.

”Det kan jeg godt,” svarer Chicana.

Damen åbner tromlen og Chicana stikker sin hånd ned i den. Hun roder godt rundt mellem lodderne og tager fem lodder fra forskellige steder i tromlen.

Hun åbner spændt det første lod. ’nitte’ står der.

”Jeg tror, at det hjælper, hvis du får et kys,” siger Leofred og kysser Chicana på kinden.

Hun åbner spændt det andet lod. ’nitte’ står der.

”Kysset var ikke godt nok. Jeg prøver igen,” siger Leofred.

Denne gang kysser han hende på munden.

Hun åbner spændt det tredje lod. ’nitte’ står der.

”Jeg tror, at jeg skal holde om dig, mens jeg kysser dig,” siger Leofred.

Leofred holder om Chicana og giver hende et langt kys.

Chicana åbner spændt det fjerde lod. ’nitte’ står der.

”Jeg er nok ikke så god til at kysse. Denne gang får du et rigtigt kys,” siger Leofred.

Han holder om Chicana og kysser hende længe.

Chicana åbner spændt det sidste lod. ’nitte’ står der.

”Nåh,” siger Leofred skuffet.

”Det er ikke altid målet men vejen, der er vigtigst. Vi gjorde, hvad vi kunne,” smiler Chicana.

De går videre. De kommer forbi en stor slikkiosk med et kæmpe udvalg af forskelligt slik.

”Har du lyst til lidt sødt?” spørger Leofred.

”Nej tak, jeg har jo dig,” siger Chicana.

De går videre og kommer til et lykkehjul.

”Kom, det er måske mere held med lykkehjulet end med tombolaen,” siger Leofred.

De går hen til disken og Leofred lægger en femmer på en af pladerne med tal.

Damen bag disken ser på Chicana og Leofred og smiler. Hun har et glimt i øjet. Hun sætter hjulet i gang. Chicana og Leofred følger spændt hjulet med tal, mens det drejer. Det stopper langsomt og Leofred kan se, at et af deres tal nærmer sig nålen. Lykkehjulet kører langsommere og langsommere og sandelig om det ikke stopper ud for Chicanas og Leofred tal.

”Hurra,” råber Leofred, ”hvad har vi vundet?”

”I må selv vælge på hylde 3,” siger damen.

”Hvad skal vi vælge?” spørger Leofred Chicana.

Chicana og Leofred kigger på hylde 3. Der er mange ting; legetøj, paraplyer, t-shirts, bamser og dukker.

”Se den bamse derovre,” siger Chicana og peger på en bamse.

”Vil du gerne have den?” spørger Leofred.

”Ja,” svarer Chicana.

”Kan vi få den bamse derovre?” spørger Leofred damen.

”Ja,” siger damen og henter bamsen, ”værsgo og tillykke.”

”Tak,” siger Leofred.

Han giver bamsen til Chicana.

De går videre.

De kommer forbi et drikketelt.

”Vil du have en sodavand eller en øl,” spørger Leofred.

”Nej tak,” siger Chicana.

Der er en lille cafe i teltet ved siden af.

”En kop kaffe da?” spørger Leofred.

”Nej tak,” siger Chicana.

De kommer til radiobilerne.

”Vil du med ud at køre?” spørger Leofred.

”Det kunne da være meget sjovt,” siger Chicana.

De står lidt og kigger på radiobilerne. De kører rundt mellem hinanden og en gang imellem støder nogle af bilerne sammen.

”Det ser sjovt ud,” siger Chicana.

”Ja,” svarer Leofred.

En klokke lyder og radiobilerne standser. Kørerne stiger ud af bilerne.

”Kom,” siger Leofred og løber hen til en forladt bil.

Chicana kommer hen til ham.

”Vil du køre?” spørger Leofred.

”Nej, det må du hellere,” svarer Chicana.

Chicana og Leofred sætter sig op i bilen. De sidder lidt og venter. En mand kommer hen til bilen for at opkræve betaling. Leofred betaler. De venter til manden har været rundt til resten af bilerne. Så lyder en klokke og bilerne kan begynde at køre.

Leofred trykker på speederen og bilen begynder at køre. I starten kører Leofred bare rundt i en stor cirkel. Et par unge drenge synes, at det er sjovt at køre ind i de andre biler. De speeder deres bil op, så den kører så hurtigt, den kan, og så støder de ind i de andre biler. Leofred har set dem. Han holder sig lidt væk fra dem. De unge drenge får øje på Chicana og Leofred og prøver at støde ind i dem. Leofred er god til at køre og han kan hele tiden undgå dem. De unge drenge griner og jagter Chicana og Leofred. Netop som drengene tror, at de skal støde sammen med Chicana og Leofred, drejer Leofred fra og drengene kører forbi.

Leofred griner.

Nu bliver drengene mere opsatte på at støde sammen med Chicana og Leofred. Chicana og Leofred griner. Leofred holder også øje med den anden trafik. Han får drengene til at følge efter sig.

”Hold godt fast,” siger Leofred til Chicana.

Leofred kører, så de andre biler kommer ind fra siden. Så vender han rundt, speeder op og kører frontalt imod de to drenge.

”Nu sker det,” griner Leofred, da deres bil ramler ind i de to drenges.

 Drengene kan ikke undgå at støde ind i Chicana og Leofred og Leofred sørger for, at de støder sammen, sådan at de to drenge kommer til at holde, så de andre biler også støder ind i dem fra siden. Snart holder alle radiobilerne i en stor bunke. De to drenge ser sig forvirrede omkring.

Chicana fniser og Leofred skraldgriner.

I det samme lyder klokken og bilerne standser.

Chicana og Leofred stiger ud af bilen og går ud på græsset. De går begge lidt usikkert.

”Det var sjovt,” fniser Chicana.

”Ja,” smiler Leofred.

Leofred går hen og holder om Chicana. Han kysser hende på munden. Sådan står de lidt. Så går de videre.

De kommer forbi en iskiosk.

”Har du lyst til en is?” spørger Leofred.

”Senere,” svarer Chicana.

De kommer til en karrusel.

”Skal vi prøve karrusellen?” spørger Leofred.

”Det er da mest for små børn,” fniser Chicana.

”Det er lige meget. Vi kører bare en stille tur,” siger Leofred.

”Så prøver vi karrusellen,” fniser Chicana.

De finder to karruselheste ved siden af hinanden og sætter sig op på dem.

Leofred betaler manden, som opkræver entre.

Karrusellen starter og kører langsomt rundt. Mens den kører rundt, gynger hestene roligt op og ned.

Chicana griner.

Leofred smiler.

De vugger stille og roligt rundt med karrusellen.

”Nu bliver du vel ikke rundtosset?” spørger Leofred.

”Ti-hi,” fniser Chicana.

Karrusellen stopper og de stiger ned.

”Skal vi ikke prøve pariserhjulet?” spørger Chicana.

”Jo, lad os det,” siger Leofred.

De går tværs over pladsen til pariserhjulet. Der er en kort kø. De stiller sig bag i den. Det bliver snart deres tur. Leofred betaler og de går ind i kabinen. De får en kabine for sig selv. Pariserhjulet begynder at køre. Leofred og Chicana stiller sig hen til et vindue. Leofred holder Chicana i hånden. De kommer trinvis højere og højere op.

Leofred kender Korshavn godt og det morer ham at se byen fra oven.

Leofred giver Chicana et kys.

”Hm,” siger Chicana.

De kigger sig omkring. De kan se snart se ud over hele byen; rådhuset, kirken, parken ved kirken og havnen.

”Se, der er jeres hus,” siger Leofred.

”Ja,” siger Chicana eftertænksomt, ”det er en smuk by heroppefra.”

”Ja,” siger Leofred.

Da de er øverst oppe, holder pariserhjulet stille et kort øjeblik.

De kigger sig omkring. Leofred stiller sig om bag Chicana og holder om hende. Sådan står de og kigger sig omkring. Pariserhjulet starter igen.

Leofred kysser Chicana i nakken. Hun vender sig. Han holder om hende og hun trykker sig ind til ham. Han kysser hende på munden. Sådan står de og kysser hele vejen ned.

De kommer ned og går ud på pladsen.

De går langsomt rundt på pladsen hånd i hånd.

De kommer til et telt, hvor man kan kaste bolde efter dåser. Seks dåser er stablet oven på hinanden og man får tre bolde. Hvis man skyder alle dåserne ned fra hylden, får man en præmie.

”Vil du prøve at kaste nogle bolde?” spørger Leofred

”Nej, men du må gerne. Det vil jeg godt se,” svarer Chicana.

Chicana og Leofred går hen til disken.

Der står to halvfulde mænd. Den ene mand køber tre bolde. Det gælder om at ramme de underste dåser, for så falder de, som står ovenpå, også ned. Manden sigter, men skyder for lavt og rammer slet ingen af dåserne. Næste kast er bedre. Han rammer en af de underste dåser, så der kun er tre tilbage, som står i en pyramide. Manden kaster igen og rammer de to underste dåser, så alle tre vælter. Uheldigvis bliver den ene dåse liggende på hylden.

”Hvad har jeg vundet?” spørger manden.

”Alle dåserne skal ned fra hylden for at man vinder,” siger manden bag disken.

”Giv han nu den bold, så han kan kaste igen,” siger den anden mand.

”Jeg vil have min præmie. Jeg væltede alle dåserne,” siger manden, som har kastet, nu lidt mere ophidset.

”Man skal have alle dåserne ned fra hylden for at vinde,” siger manden bag disken.

”Giv ham så den bold, så han kan kaste igen,” siger den anden mand.

De tre mænd bliver mere og mere ophidsede.

Leofred går derhen. Han prikker den anden mand på skulderen. Manden kigger vredt på Leofred.

”Hvorfor siger du, at han skal have en bold, så han kan kaste igen?” spørger Leofred.

”Han har kun kastet to gange og man har ret til tre kast,” siger manden.

”Har du kastet to eller tre gange?” spørger Leofred manden, som har kastet.

Manden kigger på sin ven.

”Jeg har kastet tre gange, men jeg ramte ingen dåser på det første kast,” svarer manden med et spørgende udtryk i ansigtet.

”Han har kastet tre gange,” siger Leofred til den anden mand.

Manden falder lidt ned.

”De må I undskylde. Jeg troede kun, at han havde kastet to gange,” siger manden.

”Men jeg skal stadig have min præmie. Jeg væltede alle dåserne,” siger manden, som har kastet.

”Hvis han har væltet alle dåserne, skal han vel også have en præmie?” siger Leofred til manden bag disken.

Alle tre mænd er blevet rolige igen.

”Reglerne siger, at dåserne skal ned fra hylden. Det er ikke nok at vælte dem; de skal helt væk,” siger manden bag disken.

Den anden mand henvender sig til sin ven.

”Det er rigtig nok. Sådan er reglerne og de har altid været sådan. Dåserne skal helt ned fra hylden.”

”Skal de helt ned fra hylden?” spørger manden, som har kastet, sin ven.

”Ja, sådan er reglerne,” siger den anden mand.

”Nå, men så må du undskylde, at jeg hidsede mig op,” siger manden, som har kastet.

”Det gør ikke noget,” siger manden bag disken nu smilende.

Manden, som har kastet, lægger armen om skulderen på den anden mand.

”Kom, vi går igen,” siger han og de to mænd slentrer videre på usikre ben.

”Kan jeg købe tre kast?” spørger Leofred manden bag disken.

”Det kan du tro og tak for hjælpen,” siger manden bag disken.

Leofred får tre bolde.

Leofred kaster hårdt mod en af de tre underste dåser. Han rammer og dåserne flyver ind på tæppet bag hylden. Der ligger tre dåser tilbage på hylden. Leofred sigter igen og rammer to af dem, så der kun er en dåse tilbage.

Leofred vender sig om mod Chicana.

Hun står fnisende og klapper.

”Nu bliver det spændende,” smiler Leofred.

Han tager den sidste bold og kaster den hårdt mod den sidste dåse. Bolden rammer dåsen, så den flyver ned fra hylden.

”Hurra,” griner Chicana og klapper henrykt.

Leofred smiler.

”Hvad vil du have i præmie?” spørger manden bag disken.

”Kan jeg få en pose peanuts?” spørger Leofred.

”Ja,” siger manden og giver Leofred en pose peanuts.

”Tak,” siger Leofred.

”Vil du have lidt peanuts?” spørger Leofred Chicana.

”Ja tak,” siger Chicana.

Leofred åbner posen og rækker den over til Chicana.

”Hvad så nu?” spørger Leofred.

”Skal vi ikke bare gå lidt rundt og kigge, mens vi spiser peanuttene?” spørger Chicana.

”Jo, lad os det,” siger Leofred.

De går afslappet rundt og kigger på de forskellige forlystelser. Peanuttene er snart spist.

De kommer forbi et telt, hvor der lyder musik. De går hen til indgangen og kigger ind. Der er et stort dansegulv i teltet. Der er sat et diskotek op i den modsatte ende. Der sidder en dj med et par hovedtelefoner og spiller musik for sig selv. Der er ikke andre i teltet.

”Har du lyst til at danse?” spørger Leofred.

”Kan vi det? Der er jo ikke andre,” spørger Chicana.

”Det gør ikke noget. Kom bare,” siger Leofred.

Han sætter bamsen på gulvet, tager fat i Chicanas hænder og trækker hende med ud på dansegulvet.

Sangen er en langsom sjæler.

Leofred lægger armen rundt om Chicana. De begynder at danse langsomt til musikken. Leofred kan mærke Chicanas krop mod sin. Hun er vidunderlig blød og varm. Han holder hende tæt ind til sig. Nogle gule og blå projektører følger dem, mens de danser. Han flytter armen lidt for bedre at kunne holde om hende. Hun trykker sig ind til ham. Hele tiden bevæger deres kroppe sig roligt i takt til musikken.

Leofred kigger Chicana i øjnene. Sådan danser de lidt, mens de kigger hinanden i øjnene. Leofred bøjer sig frem og kysser Chicana. Chicana lægger hovedet mod Leofreds bryst.

Sangen slutter og en ny starter. Det er en rigtig partysang i højt tempo.

Leofred begynder at svinge Chicana rundt. Chicana fniser. De har begge god rytmesans og kropsbevidsthed, så de er smukke at se på. Leofred holder hånden over Chicana, så hun kan lave en pirouette. Pirouetten stopper og Leofred bevæger sig lidt væk fra Chicana. Så laver han selv en pirouette efterfulgt af nogle akavede, hjemmelavede hop og trin. Leofred er både smidig og adræt, så selv om det ikke er dansetrin, som bliver brugt i danseskolerne, og de ikke just er elegante, er det både sjovt og underholdende at se på. Chicana står og fniser og klapper. Leofred danser hen til Chicana igen og svinger hende rundt. Han griber fat i hende bag om ryggen og snurrer hende rundt. Hun er elegant, når hun bliver ført af Leofred. Leofred svinger hende rundt. Sådan danser de resten af sangen.

Sangen stopper og Leofred bukker for Chicana.

”Tak for dansen,” siger han.

”Selv tak,” siger Chicana og nejer.

”Skal vi gå lidt videre?” spørger Leofred.

”Ja,” svarer Chicana.

De går ud af danseteltet.

”Har du lyst til en is nu?” spørger Leofred.

”Ja tak,” svarer Chicana.

Leofred går hen til lugen.

”Kan jeg købe to isvafler?” spørger Leofred.

”S’gerne, hvad skal der i dem?” spørger damen.

Chicana og Leofred siger, hvad de gerne vil have i deres vafler.

De får isvaflerne og Leofred betaler.

”Skal vi gå ned på stranden og spise isene?” spørger Leofred.

”Det kan vi godt,” svarer Chicana.

Leofred tager isen i de ene hånd og holder bamsen med albuen. Så tager han Chicanas hånd med den frie hånd og de begynder langsomt at gå ned mod stranden hånd i hånd. De kommer ned på stranden og sætter sig på en bænk. Chicana lægger hovedet mod Leofreds skulder. Sådan sidder de og nyder deres is uden at sige så meget. De bliver færdige med isene, men bliver siddende. Leofred lægger armen om Chicana. Sådan sidder de længe og kigger ud over søen.

”Skal vi gå lidt langs stranden?” spørger Leofred.

”Det kan vi godt,” svarer Chicana.

De rejser sig og begynder at gå. De holder hinanden i hånden og går ganske langsomt. Solen er ved at gå ned bag bjergene på den anden side af søen. Den spejler sig og laver et langt, gyldent bånd i søen. Det glitrer i bølgerne. Det er smukt, når solens gyldne stråler spejler sig i de blå bølger. Bølgerne er ganske små. Det skvulper beroligende, når de skyller ind på stranden.

Leofred stopper op og vender sig mod Chicana. Hun kigger op på ham. Han lægger bamsen i sandet. Så lægger han armene omkring hende og holder hende tæt ind til sig.

Leofred bukker sig ned og gnider sin næse mod Chicanas. Chicana fniser. Han trækker hovedet tilbage og kigger hende i øjnene. De står lidt og ser på hinandens ansigter.

Leofred bøjer sig frem og kysser hende. Hun besvarer kysset og trykker sig ind til ham. Sådan står de lidt.

Leofred lægger sin ene hånd på Chicanas bryst. Hun trykker brystet ind mod hånden. Leofred løfter op i hendes trøje. Chicana ser sig ængstelig omkring.

”Her kunne komme nogen,” siger hun.

”Der er en gryde i sandet bag klitten derovre. Vi går derover,” siger Leofred.

Han tager bamsen i den ene hånd og Chicana i den anden.

De kommer til en lille gryde gemt bag klitterne. Leofred sætter bamsen i sandet.

Leofred hopper ned i gryden. Han rækker hånden til Chicana og hjælper hende ned.  Leofred sætter sig i sandet.

”Kom,” siger han.

Chicana sætter sig ved siden af.

Leofred kysser hende. Hun lægger sig ned i sandet. Leofred lægger sig ved siden af. Han lægger sin ene hånd på hendes bryst.

---

”Vi skal have bamsen med tilbage,” siger Chicana, ”vi har ærligt og redeligt vundet den.”

”Ja, den må vi huske,” siger Leofred.

Leofred hjælper Chicana op af gryden.

Så går han selv op.

”Pyha,” stønner Leofred.

”Er det så hårdt,” smiler Chicana.

”Næ,” siger Leofred.

De kommer ud på stranden igen. Det er mørkt nu. De går langsomt hånd i hånd langs stranden. De kommer tilbage til tivoliet.

”Vil du mere i tivoli?” spørger Leofred.

”Nej, vi har vist set det meste. Jeg tror, at det er bedre at tage hjemad. Skal vi ikke tage hjem til mig og drikke en kop te?” spørger Chicana.

”Jo tak, jeg har heller ikke rigtig lyst til tivoli nu,” siger Leofred.

De går langsomt gennem Korshavn hånd i hånd uden at sige noget.

De kommer til Chicanas hus.

De går ind. Chicanas mor og far sidder i stuen og drikker te.

”Nå, var det et godt tivoli?” spørger faderen.

”Ja,” smiler Chicana, ”Leofred, vis ham, hvad vi har vundet.”

Leofred viser bamsen til faderen.

”Ja, det må have været en god tur,” griner faderen.

”Kom ind og få en kop te. Jeg sætter noget mere over,” siger moderen.

”Tak,” siger Leofred og sætter sig i sofaen. Chicana sætter sig ved siden af.

Resten af aftenen sidder de og drikker te og hygger sig.

 

Flukta igen og lidt fodbold

6/3 2013

 

Leofred er sammen med Chicana, så ofte han kan. Hvis han ikke er sammen med hende, snakker han med hende over telefonen. Men de har begge deres daglige ting, som de også skal passe.

Tirsdagen efter skal Leofred træne flukta. På vej til træning ser han en bil holde i vejkanten lidt udenfor Korshavn. Der står to kvinder og kigger på det ene forhjul. Leofred kan se, at hjulet er punkteret. Han stopper.

”Er I punkteret?” spørger han.

”Ja,” svarer den ene af kvinderne.

”Skal jeg hjælpe med at skifte hjulet?” spørger Leofred.

”Det må du meget gerne. Vi er begge to ikke sikre på, hvordan man gør,” svarer kvinden.

Leofred står af cyklen og kigger på hjulet. Hjulet er ganske rigtigt fladt.

”Har I et reservehjul?” spørger Leofred.

”Det ved jeg ikke,” svarer den ene kvinde.

”Vil du åbne bagagerummet?” spørger Leofred.

Kvinden åbner bilens bagagerum. Leofred kigger ned i bagagerummet. I bunden af bagagerummet er der en plade og under pladen ligger et reservehjul, en donkraft og en skruenøgle. Leofred tager tingene ud. Han sætter sig ind i bilen og trækker håndbremsen. Han går ud igen, sætter donkraften under bilen ved det flade hjul og løfter bilen. Han skruer det flade hjul løs og tager det af. Han sætter reservehjulet på og strammer skruerne. Han fjerner donkraften. Han efterspænder skruerne for at være sikker på, at hjulet er ordentligt spændt fast. Hjulet er skiftet uden problemer i løbet af nogle få minutter.

”Det gik nemt,” siger Leofred, ”nu skulle bilen være klar igen.”

”Tak,” siger kvinderne.

”Det var så lidt,” svarer Leofred.

Kvinderne sætter sig ind i bilen.

Leofred venter for at se, om alt nu også er i orden. Bilen starter og begynder at køre langsomt. Alt ser ud til at være i orden. Kvinderne vinker til Leofred og kører væk. Leofred vinker tilbage.

Han ser på sit ur. Han kan stadig nå til træning i tide, hvis han skynder sig. Han sætter sig op på sin cykel og cykler hurtigt mod Korshavn.

Han kommer ned til fluktahallen og går ind for at klæde om. Imrense og nogle af hans andre kammerater sidder i omklædningsrummet.

”Hej Leofred,” siger Imrense.

”Hej,” siger Leofred.

”Nå, du har stadig tid til at spille flukta,” griner Imrense.

”Jah,” siger Leofred kort. Han ved godt, at Imrense hentyder til, at han ser Chicana meget.

Der er en kort tavshed.

”Der var et par kvinder, som var punkteret lidt udenfor Korshavn. Jeg hjalp dem med at skifte hjul,” siger Leofred for at bryde tavsheden uden at komme ind på Imrenses hentydning.

”Jeg troede, at du havde nok kvindeligt selskab i øjeblikket,” griner Imrense.

Leofred ser ned i gulvet og smiler.

”Er det på lørdag, at vi skal spille kamp?” spørger han for at snakke om noget andet.

”Ja,” svarer en af de andre og til Leofreds lettelse begynder de at snakke om kampen.

De får hurtigt klædt om og går ud på banerne for at varme op.

Efter opvarmningen skal de have tekniktræning.

Computeren bliver sat til at skyde bestemte steder. Når spillerne ved, hvor lysstrålen kommer, kan de øve sig i at løbe ud til lysstrålen og ramme den på den rigtige måde. Sådan spiller de et stykke tid.

Efter tekniktræningen skal de have udholdenhedstræning.

Computeren bliver sat til hele tiden at sætte tempoet i vejret og så skal spillerne følge med, så længe de kan.

Leofred kan godt lide udholdenhedstræning. Han elsker at bruge sin krop og han er god til det. Han er i god form nu og han kan bevæge sig hurtigt og adræt på banen.

Det bliver Leofreds tur. Han går ind på banen. Computeren bliver sat i gang. I starten spiller computeren i normalt tempo. Leofred sørger for hele tiden at være midt på banen. Når lysstrålen kommer, sætter han af, så han kommer hurtigst muligt ud til den. Han rammer lysstrålen og bevæger sig tilbage til midt på banen, så han er klar til den næste lysstråle.

Han spiller et stykke tid i normalt tempo. Så sætter computeren tempoet lidt i vejret. Leofred har ingen problemer med at følge med. Leofred sørger for hele tiden at være i balance. Hvis han kommer bare lidt ud af balance, kan han ikke bevæge sig så hurtigt og direkte hen til lysstrålerne og tilbage til midten af banen igen. Balancen er også vigtig, når han rammer lysstrålerne. Hvis han er i balance, kan han skyde mere præcist.

Computeren sætter igen tempoet lidt op, men Leofred har stadig ingen problemer med at følge med. Han har en god motorik og finmotorik, så han kan sende lysstrålerne meget præcist tilbage.

Der kommer en lysstråle ude i det ene hjørne. Leofred sætter af, så hurtigt han kan. Hans muskler nærmest eksploderer og han er ude i hjørnet i to skridt. Han slår til lysstrålen og i samme bevægelse både lander han og sætter af igen ind mod midten af banen. Også her får han nærmest musklen til at eksplodere. I et ryk er han tilbage på midten af banen og klar til at slå til den næste lysstråle.

Computeren holder det samme tempo stykke tid. Så øger den igen tempoet. Det begynder at knibe for Leofred at følge med. Han styrter rundt inde på banen. Han skal hele tiden løbe i nye retninger og springe rundt efter lysstrålerne. Det er vigtigt hele tiden at være i balance. Leofred kan mærke, at han begynder at danne mælkesyre. Musklerne begynder at blive tunge og arbejde langsommere. Han prøver at slappe af i musklerne, der hvor mælkesyren er. Det hjælper lidt, men der er stadig mælkesyre. Leofred elsker, når mælkesyren kommer. Så kan han rigtig mærke sine muskler. Han prøver at slappe af.

Computeren sætter hastigheden yderligere i vejret. Leofred okser rundt inde på banen.

Leofred er koncentreret og følger lysstrålerne meget intenst. Leofred kan leve meget intenst og derfor er hans reaktionsevne god. Med det samme han sanser lysstrålen, skal han ud til den. Der er ingen betænkningstid – ikke noget med at stå og sove.

”Det er godt, Leofred, Bliv ved lidt endnu. Lige det sidste,” råber træneren til ham.

Nu gør det ondt i hele kroppen, men Leofred bliver ved. Han elsker det. Han er forpustet og hiver efter vejret. Sådan spiller han yderligere et stykke tid.

Computeren sætter tempoet yderligere i vejret. Nu kan Leofred ikke følge med mere. Det er simpelt hen umuligt for ham. Han stopper op efter nogle få lysstråler.

”Det var flot, Leofred. Godt kæmpet,” siger træneren.

Leofred kan næsten ikke få vejret. Han prøver at trække vejret dybt, men må puste ud igen næsten med det samme. Han går lidt rundt på banen og puster. Langsomt begynder han at trække vejret normalt igen. Mælkesyren forsvinder også, men Leofred kan godt mærke, at hans muskler er matte.

Leofred går ud af banen og den næste spiller kommer ind.

”Du har noget at leve op til,” siger træneren til den næste spiller.

Leofred går lidt rundt bag ved banerne og ryster musklerne. Han har det godt nu.

”Så er der almindelig træning,” råber træneren efter et stykke tid.

De begynder at spille almindeligt. Leofred kan godt mærke, at han er træt i musklerne, men det er ens for alle. Han yder hele tiden det bedste, han kan.

Efter træningen samles spillerne på en af banerne for at snakke om lørdagens kamp. Leofred sidder og ryster benene. Det er dejligt at ryste benene efter en hård træning. Træneren fortæller om lørdagens modstander og om hvordan han har tænkt sig, at de skal stille op. Spillerne glæder sig til lørdagens kamp. Der er en koncentreret atmosfære.

”Der er træning igen på torsdag og ellers ses vi på lørdag,” slutter træneren.

”Ja,” siger spillerne.

”Er der nogen, som vil med ud og spille fodbold?” spørger en af spillerne, ”bare lidt afslappet for sjov.”

Leofred er træt i hele kroppen, men han vil gerne spille fodbold. De fleste af de andre spillere vil også være med. De finder en fodbold og går udenfor på græsset.

De begynder at spille. Leofred er udmattet. Han kan mærke, hvordan tyngdekraften trækker i hans slappe muskler. Han kan føle tyngdekraften. Han er i fri position og en af hans holdkammerater skyder bolden over mod ham. Han følger bolden i luften. Han er hele tiden er klar over, hvor den er. Han får bolden og tæmmer den med brystet. Han løber med bolden ned mod baglinjen. Han ser, at en af hans holdkammerater er fri i den anden side af banen, men der står en modspiller imellem. Hvis han læner sig lidt til den ene side, mens han skyder, og rammer bolden lidt skævt, vil den skrue udenom modspilleren. Han skyder og bolden flyver i en bue udenom modspilleren hen til medspilleren. Medspilleren får bolden tæt foran mål og scorer.

”Jahh,” råber nogle af spillerne og griner.

”Flot aflevering,” siger en af hans medspillere til Leofred.

”Tak,” siger Leofred.

De spiller kun fodbold et lille stykke tid. De er trætte efter træningen.

Så går de ind for at bade og klæde om.

 

En time med filosofi

12/11 2013

 

En dag i skolen går Leofred ned for at snakke med Chicana i et frikvarter, som han ofte gør.

Han kommer gående ned ad gangen og ser Chicana stå udenfor sit klasselokale og snakke med sine klassekammerater. Chicana får øje på Leofred. Hun kommer ham smilende i møde.

"Hej Chicana," siger Leofred og giver hende et knus.

"Hej Leofred," svarer Chicana smilende.

Leofred kysser hende på munden. Sådan står de lidt.

"Hmm," siger Chicana.

"Hvordan går det?" spørger Leofred.

"Fint," svarer Chicana.

De står lidt uden at sige noget. Leofred kigger sig omkring.

"Har du lyst til at hilse på mine forældre?" spørger Leofred.

Chicana kigger op på Leofred.

"Ja, det vil jeg gerne," svarer hun.

"Du kan komme og besøge os en aften. Så bager jeg en kage til aftenkaffen," siger Leofred.

"Det lyder lækkert. Hvornår skal det være?" spørger Chicana.

"Begge mine forældre er hjemme i morgen aften. Skal du noget der?" spørger Leofred.

"Næ, i morgen passer fint," svarer Chicana.

"Kan du komme efter aftensmaden? Mellem syv og halv otte?" spørger Leofred.

"Ja, det passer godt," svarer Chicana.

"Hvad med transport? Skal jeg komme og hente dig?" spørger Leofred.

"På cykel?" spørger Chicana smilende.

"Nej, jeg får min far til at køre mig," svarer Leofred.

"Der er bedre, at min far henter og bringer mig," siger Chicana, "jeg kender ham. Han vil hellere end gerne have en undskyldning for at køre en tur. Han er nok også nysgerrig efter at se, hvordan du bor."

"Ved din far, hvor jeg bor?" spørger Leofred.

"Ja," svarer Chicana.

"Fint. Så sørger du selv for transport," siger Leofred.

"Ja," svarer Chicana.

De står lidt uden at sige noget.

"Hvad skal du have nu?" spørger Leofred.

"Historie," svarer Chicana, "hvad skal du have?"

"Filosofi," svarer Leofred.

"Filosofi," gentager Chicana fnisende, "nu er det vel ikke mig, der har påvirket dig til at tage filosofi?"

"Det ved jeg ikke," svarer Leofred tøvende, "jeg synes, at det lød spændende."

"Hvad har i om i øjeblikket?" spørger Chicana.

"Vi har om filosofi i daglig tale. Vi skal vist snakke om ordsprog i dag," svarer Leofred.

"Hvad man i ungdommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer," siger Chicana.

"Lige netop," siger Leofred smilende.

I det samme ringer det ind.

"Jeg må gå nu. Vi ses i morgen, hvis ikke før," siger Leofred.

"Mellem syv og halv otte og jeg sørger selv for transport," svarer Chicana.

Leofred giver hende et hurtigt kys.

"Vi ses," siger han.

"Ja," svarer hun.

Leofred skynder sig hen mod sit klasselokale. Han glæder sig til filosofitimen og han vil helst ikke komme for sent.

På vej til klassen møder han Vejleg.

"Hej Vejleg," siger Leofred.

"Hej Leofred," svarer Vejleg, "hvad skal du have nu?"

"Filosofi," svarer Leofred.

"Må jeg komme med til time?" spørger Vejleg.

"Selvfølgelig, men vi har travlt. Det har ringet ind," svarer Leofred.

"Jeg ved det godt," siger Vejleg.

De to venner kommer hen til klasselokalet samtidigt med læreren.

Leofred sætter sig på sin plads og Vejleg sætter sig ned bag i klassen.

Leofred tager sine bøger frem og kigger op på læreren.

"I dag skal vi have om filosofi i hverdagen. Er der nogen, som kan komme med nogle eksempler på, hvor vi bruger filosofi i hverdagen?" spørger læreren, "ja, Bakta."

"Vi har alle en filosofi, vi lever efter. De ting, vi synes, er rigtige, gode og kloge. Det er vores livsfilosofi, som bestemmer, hvilke tanker vi vælger at rette os efter. Bevidst eller ubevidst," siger Bakta.

"Det var en bred anskuelse, men det er rigtigt, at filosofi kan bestemme, hvilke tanker vi retter os efter. Folk er forskellige. De får forskellige tanker og de retter sig efter forskellige tanker. Man kan nogen gange undre sig over hvilke tanker, folk vælger at rette sig efter," siger læreren og kigger underfundigt smilende rundt på eleverne, før han fortsætter, "filosofi er at iagttage livet og stille spørgsmål ved det, man ser. Stille spørgsmål ved, hvad der sker omkring os og hvad der får det til at ske. Filosofi er også at søge en dybere mening med livet. Men er der så noget, som ikke er filosofi?" spørger læreren.

"Drifter?" foreslår en.

"Reflekser. Det man gør automatisk," siger en anden.

"Ja, det er nok ikke filosofi, som styrer drifter og reflekser," siger læreren og holder en lille pause, før han tvivlende tilføjer, "og så alligevel."

Leofred rækker hånden op.

"Ja, Leofred," siger læreren.

"Men filosofi kan vel bruges til at beskrive og forklare både drifter og reflekser," siger Leofred.

"Ja, det er rigtigt. Kan du uddybe det?" spørger læreren.

"Ja, man kan spørge sig selv, hvor man får sine drifter og reflekser fra. Så kan man måske tænke, at det er en højere magt, som vil have en til at gøre noget bestemt. Det, man ønsker og begærer, er i virkeligheden en højere magt, som vil have en til at gøre noget. Den højere magt bestemmer, hvad man skal gøre og så får man en belønning i form af gode følelser eller velvære. Man ved ikke, om det fører til noget bedre eller dårligere, men det er en højere magt, som bestemmer, hvad man skal gøre," siger Leofred.

"Det er en flot filosofisk betragtning, Leofred. Drifter forklaret filosofisk. Det viser, at næsten alt kan forklares filosofisk," siger læreren, "men er der noget, som ikke er filosofi?"

"Hvad med den fysiske verden? Det, som ikke er levende," spørger en elev.

"Ja, man kan sige, at der ikke er meget filosofi over en sten, men i gamle dage blev naturvidenskaben og dermed også fysikken regnet for filosofi," siger læreren, "og en sten kan bruges i filosofiske betragtninger. Er der nogen, som kan tænke sig til et eksempel, hvor en sten bruges i en filosofisk betragtning?"

Der bliver helt stille i klassen. Alle eleverne tænker.

"Kan man bruge filosofi, når man skal forklare en stens bane i luften, når den bliver kastet?" spørger en elev.

"Det ville nok høre under filosofi i gamle dage. I gamle dage ville man undre sig og tænke over det. Så kunne man måske komme med en teori om, at når man kaster en sten, giver man den energi eller momentum. Når energien er brugt op, vil den falde tilbage mod jorden. Sådan var de første teorier om legemers bevægelse," siger læreren og kigger rundt på eleverne, "i vore dage ved vi bedre. I vore dage regnes det for naturvidenskab. Vi har et godt kendskab til fysiske begreber som gravitation og energi, og vi har viden, så vi kan forklare en sten bane nøjagtigt, når den bliver kastet. Men der er ikke så langt imellem filosofi og naturvidenskab. Man observerer noget, man undrer sig over det og forsøger at forklare det. Men i dag skelner man mellem filosofi og naturvidenskab."

"Kan en sten bruges i logik eller lignelser?" spørger en elev.

"Kan du komme med et eksempel?" spørger læreren.

"Hans hjerte var hårdt som sten," siger eleven.

"Ja, lignelser og logik kan bruges til at beskrive filosofiske betragtninger. Logik hørte også ind under filosofi i gamle dage. Dit eksempel kunne også høre ind under poesi, men filosofi griber ind i mange andre videnskaber. Nogle af de antikke filosoffer beskæftigede sig også med poesi. Poesi skildrer ofte betragtninger af livet ligesom filosofi. Men i poesi kan man også opdigte ting. Og poesi er en udtryksform, hvor rytme og rim også ofte bruges," siger læreren, "Hilnus."

"Hvad hvis man siger følgende 'en sten er meget vis. Den gør aldrig noget, ergo gør den aldrig noget forkert'," siger Hilnus.

"Ja, det er en filosofisk betragtning af en sten," siger læreren og står et øjeblik med et eftertænksomt udtryk, "hvis man følger den måde at beskrive en sten, kan en sten vist blive mange ting."

Læreren griner lidt indforstået af sin egen bemærkning. Så bliver han alvorlig igen.

"Som i kan høre, kan næsten alt beskrives ud fra en filosofisk synsvinkel, men jeg vil gerne tilbage til mit udgangspunkt. Er der steder, hvor vi bruger filosofi i hverdagen? Ja, Abnis."

"Hvad med politik? Vi har demokrati, men er demokrati ikke startet som en filosofisk tanke?" spørger Abnis.

"Jo, det er rigtigt. I meget gamle dage diskuterede filosofferne styreformer. Demokrati er en filosofisk tanke, som er ført ud i livet. Mange af ophavsmændene til de forskellige styreformer, også de nyere styreformer, regnes i dag som filosoffer. Det skal vi have om på et senere tidspunkt," siger læreren, "er der flere eksempler? Ja, Brantu."

"Det vi gør nu, er det ikke også filosofi? Vi diskuterer filosofi på en filosofisk måde," siger Brantu, "undervisning, uddannelse og studier er vel også en form for filosofi."

Læreren smiler.

"Det er godt iagttaget, Brantu. Diskussionen om, hvad filosofi er, er også et filosofisk spørgsmål. Det er et spørgsmål, som har verseret, siden begrebet filosofi opstod. Filosofi er også at stille spørgsmål ved sig selv. Og det, Brantu siger, er netop at stille spørgsmål ved sig selv. Og undervisning, uddannelse og studier. Filosofi betyder egentlig kærlighed til visdom. Og undervisning, uddannelse og studier er netop formidling af viden eller visdom. Mange af de gamle filosoffer var lærere og undervisere. Det er nogle gode eksempler, i har fundet," siger læreren og holder en kunstpause, før han højtideligt fortsætter, "vi skal fortsat snakke om filosofi i dagligdagen, men nu skal vi helt ned på jorden. Vi skal snakke om små filosofiske sætninger, som beskriver livets finurligheder og spidsfindigheder. Vi skal snakke om små iagttagelser og rettesnore, som beskriver nogle ting i vores hverdag. Nogle små filosofiske betragtninger af livet, som livet selv har frembragt og som betragtes som almen viden. De tages ikke altid alvorligt og man retter sig ikke altid efter dem, men meget ofte viser de sig at være rigtige. Jeg taler om ordsprog."

Læreren holder en pause og kigger rundt på eleverne.

"Er der nogle af jer, som har jeres eget ordsprog?" spørger læreren, "ja, Maka."

"Man skal høste, når kornet er modent," siger Maka.

"Det er et smukt ordsprog," siger læreren, "hvordan skal det forstås?"

"Det skal vel forstås sådan, at man skal gøre ting på det rigtige tidspunkt. Hvis man høster for tidligt er kornet ikke modent endnu og så er det ikke så meget værd og hvis man høster for sent, kan kornet være overmodent eller måske endda falde af stråene," siger en elev.

"Sådan forstår jeg det også," siger læreren.

"Er det ikke næsten det samme som, at man skal smede, mens jernet er varmt?" spørger en elev.

"Jo," siger læreren, "de to ordsprog beskriver næsten det samme. Er der andre, som har et ordsprog, som i selv har lavet?"

"Ja, Bakta," siger læreren.

"Man går langsommere, når det er tåget," siger Bakta.

Læreren tænker, mens han gentager ordsproget, "man går langsommere, når det er tåget. Det er også smukt. Vil du forklare meningen?"

"Jah," siger Bakta, "nogle gange er tingene klare. Så er det bare at gøre dem. Så er tingene hurtigt klaret. Nogle gange er tingene ikke så klare. Man stopper op og overvejer, hvad man skal gøre. Man er varsom og går forsigtigt frem. Man går langsommere."

"Ja, det er smukt," siger læreren og holder nogle sekunders pause, "er der andre?"

Leofred rækker hånden op.

"Ja, Leofred," siger læreren.

"Løsningen er, at løsningen kan være forskellig fra menneske til menneske og at den hele tiden kan ændre sig," siger Leofred.

Læreren kigger på Leofred.

"Det var en smuk talemåde. Har du selv fundet på den?" spørger læreren.

"Ja," svarer Leofred en smule stolt.

"Er der nogen, som kan forklare, hvordan det skal forstås?" spørger læreren klassen.

"Det skal vel forstås sådan, at folk er forskellige. Det, som kan være løsningen for en person, er måske ikke løsningen for en anden," siger en elev.

"Ja, og det, som kan være løsningen på et tidspunkt, er måske ikke løsningen på et andet tidspunkt," siger en anden elev.

"Sådan forstår jeg det også," siger læreren, "er der flere ordsprog? Ja Brantu."

"Det er godt nok ikke mit eget. Jeg så et skilt, hvor en havde skrevet 'sandhed eksisterer ikke. Der eksisterer kun menneskelige erfaringer'," siger Brantu.

"Den talemåde har jeg selv hørt før," siger læreren, "diskussion af sandhed bliver ofte brugt i filosofi."

Læreren står lidt og tænker.

Leofred rækker hånden op.

"Leofred," siger læreren.

"Er det så sandhed?" spørger Leofred, "du påstår, at sandheden ikke eksisterer, men du siger det som om, at den påstand er sandhed. Det er en modsætning."

Læreren smiler og nogle i klassen fniser.

"Det Brantu siger, kalder man en logisk knude indenfor filosofien. Han kommer med en påstand, men i og med han kommer med påstanden, modsiger han sig selv," siger læreren og fortsætter, "der er flere eksempler på sådanne knuder. Nogle prøver at udtrykke dem poetisk. Der er historien om de to venner, som er blevet uenige. Den ene siger, 'det er ikke rigtigt. Du tager altid fejl,' hvorpå den anden svarer, 'du har helt ret'."

Læreren holder en kort pause, mens klassen tænker.

"Hvis den første har ret, tager den anden altid fejl. Men den anden siger, at den første har ret. Så må den første tage fejl. Men den første siger, at den anden tager fejl. Så må den anden have ret. Så må den første have ret. Men den første siger, at den anden tager fejl. Sådan kan man blive ved," forklarer læreren og kigger smilende rundt på eleverne.

Leofred rækker hånden i vejret.

"Leofred," siger læreren.

"Brantus talemåde er da snarere en usandhed. Og det eksempel med vennerne er en logisk knude, fordi det ene af udsagnene eller måske endda begge er usande," siger Leofred.

"Nej," siger læreren, "Brantus har lov til at komme med den betragtning. Det er en kendt filosofisk overvejelse at stille spørgsmål ved, om sandheden eksisterer."

"Jeg ved godt, at man psykologisk nogle gange kan blive kørt godt og grundigt rundt i manegen. Nogle gange bliver man manipuleret så meget eller er så forvirret, at man ikke kan se sandheden. Det føles som om, sandheden ikke eksisterer. Og nogle gange er sandhed et subjektivt begreb. For eksempel kan man spørge om, hvad der smager bedst? ferskner eller ananas. Her er sandheden et subjektivt begreb. Den er forskellig fra menneske til menneske. Nogle vil sige, at en fersken smager bedst. Andre vil sige, at en ananas smager bedst. Og hvis en person, som synes, at ananas smager bedst, skal leve af ananas i en måned, vil han måske efter den måned synes, at en fersken smager bedre end ananas. Han kan ændre mening. I dette tilfælde er sandheden forskellig fra menneske til menneske og den kan ændre sig. Men Brantus påstand er en løgn. Sandhed eksisterer," siger Leofred.

"Det er et gammelt, filosofisk spørgsmål, om sandheden eksisterer, Leofred. Du må acceptere en gammel, filosofisk anskuelse. En påstand, som mange mennesker har levet efter lige siden oldtiden. Det er en anerkendt tanke at sætte spørgsmål ved, om sandheden eksisterer," siger læreren.

"Ja," siger Brantu med eftertryk.

Leofred er forsigtigt nu. Han bryder sig ikke om at modsige sin lærer og endnu mindre at modargumentere en påstand, som mennesker har levet efter i hundreder måske endda tusinder af år.

"Det kan godt være, at det er et filosofisk spørgsmål, om sandheden eksisterer eller ej," siger han lavmælt, "men hvis du nogen sinde kommer til et sted, hvor en plus en ikke er to, så vil jeg råde dig til at få hjælp til at udfylde din selvangivelse."

Vejleg giver et undertrykt grynt bag i klassen og kan næsten ikke holde masken. Også nogle af de andre elever fniser. Læreren kan heller ikke lade være med at smile.

"Ja, om sandheden eksisterer eller ej er et filosofisk spørgsmål," siger læreren.

Ingen siger noget i et kort øjeblik.

"Er der andre, som har deres eget ordsprog?" spørger læreren.

Der er stille et øjeblik i klassen. Så rækker Abnis forsigtigt hånden op.

"Ja, Abnis," siger læreren.

"Hvis en kriger oplever modgang, begynder han at slås. Hvis en præst oplever modgang, begynder han at bede," siger Abnis.

"Det var sandelig et smukt ordsprog," siger læreren, "har du selv fundet på det?"

"Ja," svarer Abnis stolt.

"Hvordan skal det forstås?" spørger læreren klassen, "ja, Kura."

"Det er lidt det samme som Leofreds ordsprog. At folk er forskellige. Folk reagerer forskelligt på, hvad de oplever," siger Kura.

"Sådan forstår jeg det også. Er det rigtigt forstået?" spørger læreren Abnis.

"Ja," svarer Abnis.

Læreren kigger rundt i klassen.

"Er der flere, som har deres eget ordsprog?" spørger han.

Ingen siger noget. Nogle af eleverne kigger rundt på hinanden.

"Det er nogle meget smukke ordsprog, i har fundet frem til. Det er vist en meget poetisk og filosofisk klasse," siger læreren rosende og holder en kort pause, "vi skal også snakker om gamle ordsprog. Ordsprog, som er blevet fortalt i århundreder. Er der nogle, som kan sige nogle gamle og anerkendte ordsprog? ja, Maka."

"Man kan ikke både blæse og have mel i munden," siger Maka.

"Ja, det er et godt gammelt ordsprog. Kan du forklare, hvordan det skal forstås?" spørger læreren.

"Jah, man skal passe på ikke at blive overmodig og gøre for mange ting samtidigt. Hvis man er i gang med at gøre en ting og så prøver at gøre andre ting samtidigt, bliver tingene måske ikke gjort så godt," siger Maka.

"Det er rigtigt. Man skal tage en ting ad gangen," siger læreren, "Abnis."

"Betyder det ikke også, at man ikke skal have for mange jern i ilden ad gangen?" spørger Abnis.

"Jo, ikke for mange jern i ilden ad gangen," gentager læreren, "det udtrykker omtrent det samme."

En elev rækker hånden op.

"Værsgo," siger læreren.

"Man skal ikke have for mange jern i ilden ad gangen. Er det også et ordsprog?" spørger eleven.

"Nej, det vil jeg ikke mene. Det er mere at udtrykke sig symbolsk. Det er at konstatere, at man ikke skal gøre for mange ting af gangen på en symbolsk måde," siger læreren.

"Hvad er forskellen på et ordsprog og på at udtrykke sig symbolsk?" spørger eleven.

"Øh," siger læreren tøvende, "nogen gange kan det være svært at skelne det ene fra det andet. Ordsprog bruger ofte også symboler. Der er ikke et klart svar på det. Det nogen vil kalde et ordsprog, vil andre kalde at udtrykke sig symbolsk," siger læreren.

"Det er altså noget, du bestemmer," siger eleven.

"Ja, nogen gange er det godt at være lærer," siger læreren smilende, "er der andre, som kan komme på et gammelt ordsprog? ja, Hilnus."

"Træerne vokser ikke ind i himmelen," siger Hilnus.

"Det er også et godt gammelt ordsprog. Kan du forklare, hvad det betyder?" spørger læreren.

"Ja," svarer Hilnus, "alting går op og ned. Nogen gange går det godt, andre gange går det dårligt. Når det går godt, kan man ride på en bølge af medgang. Heldet kan følge en. Ting kan lykkes. Man kan blive overmodig og tage chancer. Men heldet kan vende. Så lykkes det hele lige pludselig ikke mere. Ordsproget beskriver, hvordan heldet kan vende. Sådan forstår jeg det i hvert fald."

"Det er vist rigtig nok," siger læreren, "men har det noget med filosofi at gøre?"

"Ja," svarer en elev, "det kan man godt forsvare. Det er måske ikke højere filosofi, men det er alligevel en form for visdom, så hvis man tager filosofi i ordets oprindelige betydning, så hører sådanne ordsprog under filosofi."

"Hvad er filosofien i det?" spørger læreren, "ja, Bakta."

"Det er en gammel livserfaring, at heldet kan svinge. Nogle gange går det godt og andre gange knap så godt. Hvis man er overmodig, bliver det ikke ved med at gå godt. Det er visdom, at erkende det. Ordsproget er en måde at udtrykke denne visdom på," siger Bakta.

Leofred tænker pludselig på Chicana. Hun sidder sikkert og hører om gamle lavinske statsmænd lige nu. Leofred får en god følelse af at tænke på Chicana. Han kigger længselsfuldt ud ad vinduet og sukker. Sådan sidder han et kort øjeblik. Så kigger han op på læreren igen.

"Flot," siger læreren, "vi skal have lidt flere ordsprog. Er der flere, som har nogle? Ja, Maka."

"Tålmodighed er en dyd," siger Maka.

"Ja, kan du forklare det?" spørger læreren.

"Det betyder vel at ting tager tid. At nogen gange er det godt at vente lidt med at gøre ting," siger Maka, "man skal ikke altid tage det første, det bedste."

"Sådan kan det nok godt forstås," siger læreren.

En elev rækker hånden i vejret.

"Ja," siger læreren og nikker mod eleven.

"Er det ikke næsten det samme som det ordsprog, som siger, at alt godt kommer til den som venter?" spørger eleven.

"Jo, de ordsprog ligner hinanden lidt," siger læreren.

"Eller hastværk er lastværk," siger en anden elev.

"Ja," griner læreren," de tre ordsprog betyder næsten det samme."

Leofred tænker lidt over ordsprogene. Han forstår godt, at tålmodighed er en dyd og at hastværk er lastværk. Ting bliver ikke gjort så godt, når man skal skynde sig. Men Maka nævnte en anden talemåde. Det første, det bedste. Betyder det ikke, at man nogen gange ikke behøver at tænke for længe over, hvad man skal vælge? Leofred rækker hånden i vejret.

"Ja, Leofred," siger læreren.

"Jeg forstår godt ordsprogene med at tålmodighed er en dyd og hastværk er lastværk, men Maka nævnte ubevidst en tredje talemåde. Det første, det bedste. Betyder det første, det bedste ikke netop, at man ikke altid behøver at vente for længe med at bestemme sig for, hvad man skal vælge? Modsiger ordsprogene ikke hinanden lidt," siger Leofred.

"Joh," siger læreren eftertænksomt.

En elev rækker hånden i vejret.

"Ja," siger læreren.

"Vi havde også lige ordsproget om, at man skal smede, mens jernet er varmt. Modsiger det ikke også ordsproget om, at hastværk er lastværk?" spørger eleven.

"Jo," svarer læreren eftertænksomt.

Leofred smiler. Han forstår godt ordsprogene. De er rigtige på hver deres måde. Men de modsiger hinanden. Alle ordsprogene er sande, men i hver deres situationer. Leofred rækker hånden op.

"Ja, Leofred," siger læreren.

"Ordsprogene er alle rigtige, men i hver deres situationer. Man kunne forestille sig en situation, hvor man skal købe et eller andet - lad os sige en cykel. Så kan man gå ind i en cykelforretning og se på nogle forskellige cykler. Cykelhandleren har måske en god cykel på udsalg. Et rigtig godt tilbud. Skal man så smede, mens jernet er varmt og købe cyklen?" spørger Leofred og holder en kort pause, før han fortsætter, "man kan også vente. Gå ind i forskellige cykelforretninger og se på forskellige cykler uden at købe nogen af dem. Man venter og ser. Efter en måned kommer der nye cykler på tilbud. Man kigger på dem. Det er nogle gode tilbud imellem, men man venter stadig med at købe. Sådan går et godt stykke tid. Man ser på forskellige cykler og hvad de koster og hvordan priserne svinger fra tilbud til tilbud. Så pludselig kommer den helt rette cykel til den helt rette pris. Er tålmodighed så en dyd?" Leofred holder igen en pause, før han fortsætter, "men det kan også være at det første tilbud var det bedste og at det tilbud aldrig kommer tilbage igen. Man ved det ikke. Begge ordsprog kan være rigtige og begge kan være forkerte. De kan endda begge være rigtige samtidigt. Så er det lige meget, hvad man gør. Hvis man køber den første cykel på tilbud, er det et godt køb, og hvis man venter, gør man også et godt køb. Man vil altid ende med et godt køb. De kan også begge være forkerte samtidigt. Det første tilbud var ikke et godt køb og lige meget hvor længe man venter, kommer der ikke et bedre tilbud. Så vil man fortryde købet, lige meget hvad man vælger. Jeg forstår godt begge ordsprog, selv om de modsiger hinanden."

"Det var flot talt, Leofred," siger læreren.

Leofred fortsætter, "ordsprog er rigtige i hver deres øjeblik. Det er lidt ligesom, hvis nogen siger noget, som er klogt. Så lyder det måske klogt og sandt i det øjeblik, det bliver sagt. Men hvis man tænker efter, holder det ikke altid. Det var måske klogt og sandt, da det blev sagt, men pludselig kan det ændre sig og lyde dumt," siger Leofred.

Der er stille i klassen et kort øjeblik.

En elev rækker hånden op.

"Ja," siger læreren.

"Og nogen gange er det omvendt. Nogen gange hører man noget, som lyder dumt. Og så, som tiden går, giver det langsomt mening og viser sig at være kloge erkendelser og visdom," siger eleven.

En elev rækker hånden op.

"Det kan også have noget at gøre med, hvem der siger det. Der er nogle mennesker, hvor det lyder som sandhed, bare de åbner munden. De kan få alt til at lyde helt rigtigt. De kan overtale en person til hvad som helst. Og når man så kommer lidt væk og tænker over det, opdager man, at man er blevet psykisk bearbejdet," siger eleven.

"Ja," siger læreren, "det er lidt ligesom, hvis man møder en god sælger."

Klassen griner, men læreren fortsætter, "en god sælger kan overbevise en om, at man lige står og mangler hans produkt. Ja, man kan nærmest ikke undvære det. Men i virkeligheden er det overtalelse, måske endda hjernevask. Nogle gange kommer man hjem med en ting, som man syntes, man ikke kunne undvære, da man købte den, men bagefter står den bare og fylder op. Man bruger den kun nogle enkelte gange, hvorefter man aldrig bruger den igen. Folk, som snakker godt for deres sag, kan overtale andre til at tro på hvad som helst. I må gerne kalde det hjernevask."

"Eller ligesom når en lærer snakker," griner Maka.

"Nå ja, der er nok også nogle lærere, som prøver at påvirke deres elever," siger læreren stille.

"Eller ligesom en forfatter. En forfatter kan få folk til at tro på hvad som helst," siger en elev.

"Ja," siger læreren, "film og bøger kan bringe en ind i et helt andet univers. Et kunstigt univers opbygget af forfatteren og hvor han bestemmer. Men man kan altid lade være med at læse videre."

En af pigerne rækker hånden op.

"Ja," siger læreren og nikker mod pigen.

"Sådan kan det også være med kærlighed. En person falder for en. Man er måske ikke interesseret til at begynde med. Personen kommer hen og snakker med en . Det gør han måske flere gange og man begynder at kende ham. Efter et stykke tid lykkes det måske for personen at overbevise en om, at han er god nok og så videre. Man bliver overtalt," siger pigen.

Læreren smiler, "ja, sådan kan det godt gå til."

Leofred tænker på Chicana. Det var ham, som tog kontakt til hende. Overtalte han hende? Nej, de var vist lige gode om at finde sammen. De er i hvert fald begge glade for at være sammen. Leofred sukker. Han ville ønske, at Chicana var her nu. Hun ville elske at diskutere filosofi med sådan en klasse.

Brantu rækker hånden i vejret.

"Værsgo Brantu," siger læreren.

"Det er det samme med politikere," siger Brantu.

Klassen griner, men Brantu fortsætter, "politikere kan få vælgerne til at tro på hvad som helst. Flere politiske styresystemer og filosofier lyder sande og gode og vil føre til idealsamfund, hvis de føres rigtigt ud i livet. Men de siger forskellige ting."

"Måske fører de alle til idealsamfund, hvis borgerne lever på samfundets præmisser uden at modarbejde det. Selv anarki kunne være godt, hvis folk bare var gode ved hinanden," siger en elev.

"Ja," siger læreren, "hvis man ser politiske systemer på en positiv måde, kan de alle synes som idealsamfund."

Han tænker sig om et øjeblik og siger, "som i kan høre, er overtalelse meget udbredt. Det lyder til, at mange af jer har været udsat for det. Men hvordan skal man forholde sig til overtalelse?"

En elev rækker hånden op.

"Ja," siger læreren.

"Kan man ikke prøve at finde de bagvedliggende årsager til overtalelsen. Jeg mener," siger eleven og tænker sig lidt om, "jeg mener, at nogle gange er det klart, hvad en person vil have ud af det. En sælger prøver for eksempel at sælge så mange produkter som muligt, så han kan tjene så mange penge som muligt. Så er der nogen, som prøver at overtale en for at hjælpe en og give en en god oplevelse. Sælgeren prøver at overtale en, for selv at tjene penge. Ens ven prøver at overtale en for at gøre ens liv bedre. Der er forskel på de bagvedliggende årsager til overtalelsen."

"Du mener, at hvis nogen prøver at hjælpe en, sker der ikke så meget ved at blive overtalt?" siger læreren.

"Ja," siger eleven.

"Men mange sælgere synes, at de gør kunden en tjeneste ved at overtale ham til at købe deres produkt. De synes selv, at deres produkter er uundværlige. Og omvendt kan en person, som vil overtale en for at hjælpe en måske gøre en en bjørnetjeneste. Folk er forskellige og det som en ven synes er godt for en, er måske slet ikke så godt," siger en elev.

Læreren klør sig i håret, "det kan du have ret i. Overtalelse er en kompliceret ting."

I det samme ringer det ud.

"Vi blev ikke helt færdig med at tale om ordsprog. Vi runder emnet af næste gang. Vi skal også tale om de mere filosofiske aspekter ved ordsprog. I kan også læse afsnittet om demokrati til næste gang. Det er side 124 til 136 i lærebogen," siger læreren.

Eleverne pakker deres bøger sammen.

Leofred kigger ud af vinduet. Han tænker på Chicana. Han tænker på, om han skal gå hen og snakke med hende. Han kigger på uret. Han skal have fysik nu. Inden han når hen til fysiklokalet er halvdelen af frikvarteret gået. Han må vente med at snakke med Chicana til senere. Han rejser sig og går ud af lokalet. Vejleg kommer ud af lokalet samtidigt.

"Det var en spændende time," siger Vejleg.

"Ja," siger Leofred, "jeg kan godt lide filosofi."

"Det kan jeg også," siger Vejleg.

Leofred begynder at gå hen mod fysiklokalet. Vejleg går ved siden af.

"Hvad skal du have nu?" spørger Vejleg.

"Fysik," svarer Leofred.

De går lidt uden at sige noget.

"Har denverlejerne også et skolesystem?" spørger Leofred.

"Ja, men ikke på samme måde som jeres," svarer Vejleg.

"Hvordan så?" spørger Leofred.

"Vi har ikke obligatorisk skolegang," siger Vejleg.

"Behøver i ikke at gå i skole?" spørger Leofred.

"Nej, det er frivilligt," svarer Vejleg.

"Så er der vel nogle, som aldrig kommer i skole," siger Leofred.

"Næ, du ville blive overrasket," smiler Vejleg, "alle har lyst til at lære noget. Små denverlejer glæder sig til at gå til undervisning. Denverlejbørn vil gerne i skole, lige fra de er helt små."

"Hvornår starter i så med at gå i skole?" spørger Leofred.

"Der er ikke nogen aldersgrænse for at gå i skole. Vi har åbne undervisningstimer. Alle kan komme til alle timer uanset alder. Vi starter med at gå til undervisning, når vi selv synes, at vi er klar til det. Vi skal bare kunne sidde stille og følge undervisningen uden at forstyrre læreren eller de andre elever," siger Vejleg.

"Åbne undervisningstimer," gentager Leofred, "gælder det alle klassetrin?"

"Vi har ikke klassetrin, men det gælder al undervisning," siger Vejleg.

"Har i ikke klassetrin? Hvad har i så?" spørger Leofred.

"Vi bliver undervist i emner," siger Vejleg, "og kurser for de større emner."

"Hvordan emner?" spørger Leofred.

"Alfabetet er et af de første emner. Stavning og skrivning er også nogle af de første emner. Matematik er delt op i addition, multiplikation, brøkregning, sandsynlighedsregning og så videre hele vejen op til den avancerede matematik," siger Vejleg.

"Nogle emner må da kræve, at man ved noget om emnet i forvejen. Man bliver nødt til at følge undervisningen et stykke tid for at forstå det hele," siger Leofred.

"Ja, nogle følger et emne eller et kursus i længere tid. Og når kurset er færdigt, fortsætter eleverne videre med at studere emnet på et højere niveau," siger Vejleg.

"Men alle kan komme til alle timer," fastslår Leofred.

"Ja, lige fra de første timer i skole til kurser i avanceret kernefysik. Alle kan deltage i alle timer," svarer Vejleg.

"Vil det sige, at du kan gå til timer i avanceret kernefysik, hvis du har lyst?" spørger Leofred.

"Ja, og jeg kunne tage nogle denverlejbørn med, hvis jeg ville. Omvendt kan jeg også gå til en time i stavning," siger Vejleg.

"Der er da mange, som ikke ville have noget ud af at komme til en time i avanceret kernefysik. De ville ikke forstå noget som helst af det," siger Leofred.

"Næ, og der er også mange, som ikke ville have noget ud af at komme til en time i stavning, men vi har lov at gå til timerne, hvis vi har lyst," siger Vejleg.

"Hvordan ved læreren så, hvem som kommer til timerne? Skal man ikke tilmelde sig undervisningen?" spørger Leofred.

"Nej, læreren underviser dem, som kommer. Hvis man vil vide noget om et emne, møder man bare op til timerne. Man skal hverken tilmelde eller kvalificere sig," svarer Vejleg.

"Hvis jeg ville vide noget om valonsk historie, kunne jeg bare møde op til timerne?" spørger Leofred.

"Ja," svarer Vejleg.

"Hm, kommer der så mange til undervisningen?" spørger Leofred.

"Ja, timerne er velbesøgte. Nogle laver familieture ud af undervisningen. Så tager forældrene med deres børn i skole og når de kommer hjem, kan de diskutere stoffet," siger Vejleg.

"Deverlejer lever evigt. Går i i skole hele tiden?" spørger Leofred.

"Nej, men i perioder. Når denverlejer har gået en periode, hvor de ikke har fulgt nogen undervisning, længes de efter at lære noget. Denverlejernes verden udvikler sig også. Der kommer hele tiden nye ting frem, som vi kan sætte os ind i. Og når vi selv vælger de emner, vi vil følge, er vi altid meget opmærksomme og lærevillige i timerne," siger Vejleg.

"I lever uendeligt og går i skole hele tiden. Så må i til sidst vide uendelig meget," siger Leofred.

"Der er også uendelig meget at lære," siger Vejleg, "men vi har nogle gennemgående træk. Mange unge denverlejer vælger noget, som de er gode til og som de har nemt ved at lære. Senere vælger vi af nysgerrighed. Nogle gange får vi interesse for et fag, som ikke interesserede os så meget tidligere. Så kan vi bare følge faget. Og hvis vi mister interessen igen, holder vi bare op."

"Hvad med eksamener? Skal i til prøve i det i lærer?" spørger Leofred.

"Vi kan gå til eksamener, men det er ikke obligatorisk. Vi skal ikke bruge dem til noget. Vi går kun til eksamener for vores egen skyld. Det er faktisk sjovt at gå til eksamen, når det kun er for at tjekke, hvad man ved, og resultatet ikke betyder så meget. Det er ligesom at deltage i en quiz. Det giver også en anden tilgang til timerne, når vi ikke behøver at forstå alt, hvad læreren siger. Vi kan sidde stille og roligt og høre på, hvad læreren siger, og når vi forstår stoffet, er det godt, men det betyder ikke så meget. Det giver en afslappet undervisning og vi forstår mindst lige så meget af stoffet," siger Vejleg.

"Det lyder anderledes, men godt," siger Leofred.

"Og der en ting mere," siger Vejleg, "hvis der er noget, vi vil vide mere om, spørger vi ofte bare hinanden. Denverlejer er hjælpsomme. Hvis en denverlej vil vide noget om et emne, kan han bare spørge en, som ved noget om det. Herlejer har altid levet, så de ved en masse. Og de kan godt lide at fortælle om det, de ved, så de bliver glade, når nogen kommer og spørger dem om et eller andet," siger Vejleg.

I det samme ringer det ind.

"Jeg skal til time nu," siger Leofred, "vil du med?"

"Nej, jeg må videre. Vi ses, Leofred," siger Vejleg.

"Ja," siger Leofred smilende og går ind i fysiklokalet.

 

Chicana besøger Leofred og hans forældre

3/1 2014

 

Næste aften kører Chicana og hendes far ind i indkørslen hos Leofred. Leofred står i døren og kigger ud på bilen. Hans forældre kommer også ud i døren. Leofred går hen til bilen og åbner døren for Chicana.

"Hej Chicana og hej Erman," siger Leofred.

"Hej," siger Chicana.

"Tak fordi du ville køre hende," siger Leofred til Chicanas far.

"Det var så lidt," svarer Chicanas far.

Ingen siger noget et kort øjeblik. Chicanas far bryder tavsheden.

"Nå, her bor du så," siger han.

"Ja, her bor jeg," svarer Leofred.

Chicanas far kigger hen på Leofreds forældre. De hilser.

Han står ud af bilen. Leofreds far kommer hen til ham.

"God aften, Lanka" siger Leofreds far og rækker hånden frem.

"God aften, Erman," svarer Chicanas far og trykker hånden.

"Det var godt, at du kunne køre Chicana," siger Leofreds far.

"Det var så lidt. Jeg kan godt lide at køre sådan en aftentur," svarer Chicanas far.

"Det kan jeg også," siger Leofreds far, "vil du med ind og have en øl?"

"Ja tak," svarer Chicanas far.

De går ind i huset.

"Erman," siger Chicanas far og hilser på Leofreds mor.

"Siri," svarer Leofreds mor.

Chicana hilser også på Leofreds forældre.

Chicanas far kigger rundt.

"Det er et flot hus," siger han.

"Tak," siger Leofreds far, "jeg har selv tegnet det. Kom med ind i stuen."

De går alle ind i stuen og sætter sig i møblerne omkring sofabordet.

Leofreds mor kommer med øl og sodavand.

"Så du har selv tegnet huset," siger Chicanas far, "det er du kommet godt fra."

"Jeg er arkitekt, så det var ikke så svært," svarer Leofreds far.

"Arkitekt," siger Chicanas far, "det er vist et godt job. Er du ansat i et firma?"

"Næ, jeg har mit eget firma," svarer Leofreds far.

"Det er flot. Hvordan ligger markedet for tiden? Går det godt?" spørger Chicanas far.

"Jeg kan ikke klage," svarer Leofreds far smilende.

De sidder lidt uden at sige noget.

"Jeg kan forstå, at du har haft arbejde i udlandet?" siger Leofred far så.

"Ja, det er korrekt. Jeg har været lidt rundt omkring," svarer Chicanas far.

"Det må være spændende at komme ud og arbejde i andre lande," siger Leofreds far.

"Det er det også," siger Chicanas far smilende.

"Og så tager du hele familien med?" spørger Leofreds far.

"Som regel," svarer Chicanas far.

"De er vel også glade for at komme lidt omkring?" spørger Leofreds far.

"Jah," siger Chicanas far tøvende, "men jeg tror, at Chicana gerne ville have været længere tid det samme sted. Det er svært at få rigtige, faste kammerater, når man hele tiden skal rejse til et nyt sted. Er det ikke rigtigt, Chicana?"

"Jo, lidt," svarer Chicana alvorligt.

"Det kan jeg godt forstå," siger Leofreds far.

"Min kone kan også bruge rejserne i hendes arbejde. Hun er journalist og skriver blandt andet om andre kulturer og samfund," siger Chicanas far.

"Ja," svarer Leofreds far.

De sidder lidt uden at sige noget.

"Hvad så nu? Har du planer om at blive længere tid i Korshavn?" spørger Leofreds far.

"Det ser sådan ud, men man ved aldrig. Jeg har i hvert fald købt vores hus og vi har tænkt os at beholde det," svarer Chicanas far og tilføjer, "om ikke andet så til sommerhus."

"Ja, det er et dejligt område," siger Leofreds far.

Chicanas far kigger ud af glaspartiet og ser solen stå lavt over bjergene bag søen.

"Det var dog en køn udsigt," siger han.

"Ja, den er vi glade for," svarer Leofreds far, "nogle gange sætter vi os blot for at se på den."

"Det kan jeg godt forstå," svarer Chicanas far, "kan i bade fra stranden derude?"

"Ja, det er den fineste badestrand," svarer Leofreds far.

"Hmm," siger Chicanas far.

De sidder lidt uden at sige noget.

Chicanas far drikker det sidste af sin øl.

"Tak for øl. Jeg må videre. Jeg kan se, at de unge mennesker er i gode hænder," siger Chicanas far.

"Det var hyggeligt at hilse på dig," siger Leofreds far.

"I lige måde," svarer Chicanas far.

Chicanas far rejser sig og går hen til døren.

"Hvad tid skal jeg hente dig?" spørger Chicanas far.

Leofreds mor og far rejser sig også og følger Chicanas far ud.

"Kan du hente mig ved 10-tiden?" spørger Chicana.

"Ja," svarer hendes far, "i må have en hyggelig aften."

"Tak," siger Chicana og Leofred.

Chicanas far sætter sig ind i sin bil. Leofreds mor og far bliver stående i døren.

Chicanas far hilser, idet han kører. Leofreds mor og far hilser tilbage.

Leofreds forældre går ind i stuen igen.

"Har du lyst til en kop kaffe eller te?" spørger Leofreds mor, "Leofred har bagt kage."

"Det lyder lækkert. Te, tak," svarer Chicana.

Leofreds mor går over til køkkenet. Leofreds far går over til kaminen og begynder at tænde op.

Leofred kigger på Chicana. Hun sidder og kigger over mod Leofred mor i køkkenet. Leofreds hjerte begynder at banke. Hun er smuk. Han kigger på hendes øjne. De har et smukt udtryk. De ser glade og lykkelige ud. Hun har et let smil på læberne.

"Er der noget, jeg kan hjælpe med?" spørger Chicana Leofreds mor.

"Nej, jeg venter bare på at vandet skal koge," svarer moderen.

"Du må bare sige til," siger Chicana.

"Ja, men det hele er næsten klart," svarer moderen.

Chicana smiler. Leofred iagttager ubemærket hendes ansigt, mens hun snakker med hans mor. Hun vender sig og kigger på Leofred. Leofred smiler til hende og hun smiler tilbage. Leofreds mor kommer ind med kopper og tallerkener.

"I kan fordele dem," siger Leofreds mor.

Chicana og Leofred fordeler kopperne og tallerkenerne.

Leofred tager Chicanas hånd og giver den et klem. Chicana smiler.

Leofreds far kommer hen til bordet og sætter sig.

"Her bor vi så," siger faderen.

"Her er hyggeligt," siger Chicana og smiler til faderen.

Hun kigger over mod kaminen.

"Der går lige et øjeblik, før flammerne får ordentligt fat," siger faderen.

"Det er hyggeligt med en pejs i stuen," siger Chicana.

"Ja, og det giver en behagelig varme," siger faderen.

De kan høre kedelen fløjte ude i køkkenet.

De sidder lidt uden at sige noget.

"Nu er teen nok snart klar," siger faderen.

Moderen kommer hen med et fad med kage.

"Den skal lige trække i nogle minutter," siger moderen.

"Det er Leofred, som har bagt kagen," siger faderen, "han har gået i køkkenet hele eftermiddagen."

"Så slemt var det nu ikke," siger Leofred.

"Du har vist gjort et godt indtryk på ham," siger faderen og nikker over mod Leofred.

Chicana smiler.

De sidder lidt uden at sige noget. De behøver ikke at sige noget. De har det godt i hinandens selskab.

Moderen kommer ind med teen.

Hun skænker te til dem alle og sætter sig ved bordet.

"Så er vi vist klar. Værsgo, tag et stykke kage," siger hun og rækker kagefadet til Chicana.

"Tak," siger Chicana og tager et stykke.

Hun tager en bid.

"Hm," siger hun, "den er god. Måske skulle du blive bager."

Leofred rødmer, "jeg fulgte bare opskriften."

Faderen tager et stykke kage. Han kigger mistænksomt på kagen.

"Nå ja, der er vel ikke kommet noget giftigt i," siger han og tager en bid.

Chicana smiler. Hun ved, at han er ironisk.

Faderen kigger forbløffet på kagen.

"Det er du kommet helt godt fra, søn," siger han.

"Jeg overvejede at putte cement i den. Så kunne du måske bruge den i et af dine huse," siger Leofred og smiler sarkastisk.

"Nu må i være ordentlige, når vi har besøg," siger moderen.

"He he," gnægger faderen for sig selv.

Chicana smiler.

"Det er nogle smukke malerier i har på væggene," siger Chicana.

"Tak," siger faderen, "når vi ser et billede, som vi godt kan lide, køber vi det."

"De er smagfulde," siger Chicana.

"Tak," siger faderen,

"Interesserer du dig for kunst?" spørger moderen.

"Lidt, men kun for sjov. Jeg kender de kendte malere," svarer Chicana, "er du også med til at købe malerier?"

"Ja, det er vi fælles om. Vi skal begge kunne lide maleriet, før vi køber det," svarer moderen.

"Er i samlere? Er det dyre malerier af kendte kunstnere?" spørger Chicana.

"Det er en blanding. Det vigtigste er, at vi godt kan lide maleriet," svarer faderen.

"Det maleri derovre har min fars fætter malet. Det er vi glade for. Han er ikke en kendt kunstner, men vi kan godt lide billedet. Det giver en ekstra dimension, når man kender kunstneren og endda er i familie med ham. Det tilføjer noget personligt til maleriet, hver gang vi ser på det," siger moderen.

"Det kan jeg godt forstå," siger Chicana, "jeg synes også, at det er smukt."

Chicana kigger videre rundt i stuen. Der er nogle fotografier med forskellige motiver af mennesker, bygninger og natur. Der står også nogle små skulpturer på små hylder rundt omkrig på væggene og rundt på gulvet ligger nogle flotte tæpper.

"Det er et meget smagfuldt indrettet rum. Fotografierne er smukke," siger Chicana, "er det en professionel fotograf, som har taget dem."

"Nogle af dem," siger faderen, "men det derovre har jeg selv taget."

"Det er smukt," siger Chicana og studerer fotografiet et stykke tid.

"Og hvad med skulpturerne og tæpperne?" spørger hun.

"Samme princip," siger moderen, "hvis vi ser noget, som vi godt kan lide, så køber vi det. Vi kender ikke kunstnerne bag skulpturerne og tæpperne. Vi kunne bare godt lide dem."

"De er også smukke," siger Chicana.

Sådan fortsætter snakken, mens de sidder og drikker aftente. Chicana og Leofreds forældre lærer hinanden at kende. De snakker ikke om noget vigtigt, men de lærer alligevel meget om hinanden gennem samtalen. Nogle gange går et stykke tid, hvor de slet ikke siger noget, men stilheden er ikke pinlig. De har det godt med hinanden og de behøver ikke at snakke for at nyde hinandens selskab.

De bliver færdige med at drikke te og Leofreds moder begynder at rydde af bordet.

"Skal jeg hjælpe?" spørger Chicana.

"Det må du da gerne," svarer moderen, "så kan vi tage opvasken med det samme. Det er kun tekopper og kagetallerkner, så vi er hurtige færdige."

Chicana rejser sig og begynder at bære kopperne og tallerknerne over til køkkenet.

Leofreds far tager en avis og begynder at bladre i den. Leofred kigger på kvinderne.

Chicana kommer over til køkkenet og kigger rundt. Komfuret, køleskabet, fryseren, emhætten og alle de andre køkkeninstallationer er alle moderne og avancerede. Chicana får øje på en opvaskemaskine.

Moderen ser, at Chicana kigger på opvaskemaskinen.

"Ja, vi har faktisk en opvaskemaskine, men man snakker så godt sammen, når man vasker op, så jeg tænkte, at det var en god måde at lære hinanden at kende," siger moderen.

"Jeg synes også, at det er hyggeligt at vaske op," smiler Chicana.

"Ja, det er det også, men i en travl hverdag er det meget rart med en opvaskemaskine," siger moderen.

"Ja," smiler Chicana.

De to kvinder snakker og nyder hinandens selskab, mens de vasker op.

Leofred kommer over til kvinderne i køkkenet.

"Skal jeg hjælpe med at tørre af?" spørger han.

Chicana står allerede med et viskestykke.

"Det kan du godt. Der hænger et viskestykke mere derovre," siger moderen og peger på en knagerække.

De står og hyggesnakker, mens de tager det sidste af opvasken.

Efter opvasken går de over til Leofreds far ved bordet.

Faderen slår avisen sammen.

"Kan du lide at spille krydsordsspil?" spørger han Chicana.

"Ja," svarer Chicana.

"Har i lyst til at spille?" spørger han.

"Ja," svarer Chicana og kigger spørgende på Leofred og moderen.

"Ja, lad os spille," siger Leofred.

Faderen rejser sig og henter krydsordsspillet i en kommode under trappen.

Han breder spillepladen ud på bordet.

"Først skal vi tage hver syv bogstavbrikker," siger han.

De tager hver syv brikker.

"Den med det højeste antal point starter," siger faderen, "jeg har atten."

"Jeg har tyve," siger Leofred.

"Leofred starter," siger faderen.

De begynder at spille.

Ilden knitrer i pejsen. Den har fået godt fat. Flammernes skær spiller mod væggene og der breder sig en behagelig varme.

De snakker om lidt af hvert, mens de spiller. Nogle gange kommer samtalen ind på et interessant emne. Så holder de en naturlig pause i spillet. Nogle gange er der pauser i samtalen, hvor de bare spiller.

Leofreds far er meget optaget af spillet. Han går op i det med liv og sjæl.

"Hurra. jeg har et godt ord," siger han og lægger nogle brikker ned på pladen.

"Nej, Lanka," protesterer moderen, "der er ikke noget, som hedder en tøjdør."

Faderen kigger uforstående over på sin kone. Så kigger han spørgende over på Chicana og Leofred.

Chicana smiler.

"Beklager far, men jeg må nok give mor ret," siger Leofred.

"Men en dør af tøj hedder da en tøjdør," siger faderen.

Chicana fniser.

"Nej, den går ikke," siger moderen.

Faderen ser skuffet ud. Så lyser han op.

"Hvad så med tøjlåg?" siger han.

"Tøjlåg?" siger Leofred spørgende, "hvad i al verden er det?"

"Et låg af tøj," forklarer faderen.

Chicana griner.

"Nej, den går heller ikke, Lanka," smiler moderen.

Faderen ser skuffet ud. Så begynder han at smile.

"He he," gnækker han," går den, så går den."

Det er moderens tur, så hun kigger på sine brikker.

Faderen iagttager smilende sin kone.

Leofred skæver over på Chicana.

Hun iagttager smilende faderen.

Leofred mærker en varm følelse i kroppen og hjertet begynder at hamre. Chicana kigger over på Leofred. Han bliver varm i kinderne. Han smiler til hende. Sådan sidder de et kort øjeblik.

Moderen lægger nogle brikker ned på pladen.

"Har du lyst til noget at drikke? Sodavand, saftevand, øl, vin, vand, juice," spørger faderen.

"En cola, tak," svarer Chicana.

"Skal i have noget med?" spørger fader.

"Ja tak, det samme," svarer Leofred.

"En appelsinvand," siger moderen.

Leofreds far rejser sig og kommer tilbage kort efter med sodavandene. Han åbner dem og giver dem videre.

Spillet fortsætter.

De spiller længe uden at sige noget særligt.

Pludselig ringer det på døren.

Faderen kigger på sit ur.

"Hvad pokker. Klokken er allerede ti. Det er nok din far, som kommer for at hente dig," siger han.

De andre kigger også overraskede på deres ure. De kan ikke forstå, at klokken allerede er så mange.

"Hvor tiden dog flyver i, når man er i godt selskab," siger moderen.

Faderen har rejst sig og er gået over til døren.

Han åbner døren og det er ganske rigtigt Chicanas far.

De andre rejser sig også og går hen til døren.

"Allerede," siger Chicana skuffet.

"Men du sagde klokken ti," svarer hendes far lidt ked af det. Han kan godt se, at hun har haft det godt.

"Du må komme igen en anden aften," siger Leofreds mor.

"Tak, det vil jeg gerne," Chicana begynder at smile igen.

"Det har været hyggeligt," siger Leofreds far, "du er meget velkommen igen."

Chicana smiler.

Hun siger farvel til Leofreds forældre.

Så kommer hun hen til Leofred og giver ham et knus. Hun kysser ham hurtigt på munden. De voksne kigger skævende på hinanden.

"Jeg kan se, at hun har haft det godt," siger Chicanas far.

"Ja, det har været rigtig hyggeligt," siger Chicana.

Chicanas far går over til bilen. Chicana følger efter. Leofred går med hende og åbner bildøren for hende. Leofreds forældre bliver stående i døren.

Chicana vender sig om mod Leofred.

"Vi ses," siger hun.

"Ja," svarer han.

Hun sætter sig ind i bilen og hendes far begynder at køre.

Chicana vinker til Leofred og hans forældre.

De vinker alle smilende tilbage.

 

Politik

26/10 2011

 

En dag hen på foråret sidder Vejleg og Leofred og snakker i haven hjemme hos Leofred.

”Nu er det snart din fødselsdag igen,” siger Vejleg.

”Ja, det nærmer sig,” siger Leofred.

”Skal du fejre fødselsdagen?” spørger Vejleg.

”Ja, på en eller anden måde. Sidste år holdt jeg en fest for hele min klasse. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal i år. Jeg tror ikke, at jeg vil holde en stor fest igen. Måske inviterer jeg min familie til spisning. Hmm Chicana skal også med,” siger Leofred.

”Det var en god fest, du holdt sidste år,” siger Vejleg.

”Ja, den var vellykket,” siger Leofred.

”Er det atten, du bliver i år?” spørger Vejleg.

”Ja,” svarer Leofred.

”Glæder du dig?” spørger Vejleg.

”Ja, så bliver jeg myndig. Så må jeg køre bil og stemme,” siger Leofred.

”Kender du noget til politik?” spørger Vejleg.

”Lidt. Vi har haft noget om politiske ideologier i både samfundsfag og filosofi og også lidt i historie. Men kun politiske ideologier. Jeg har ikke lært noget om, hvordan det foregår med at stemme. Jeg vil gerne vide noget mere om det,” siger Leofred.

”Er der nogen, du kan snakke med om det?” spørger Vejleg.

”Ja, jeg kan spørge min far,” siger Leofred.

”Det lyder som en god ide,” siger Vejleg.

”Hmm, han sidder og arbejder hjemme i dag. Jeg tror, jeg vil gå ind og spørge, om han har tid til at snakke. Vil du med derind?” spørger Leofred.

”Det vil jeg gerne. Hvornår?” spørger Vejleg.

”Med det samme,” siger Leofred og rejser sig.

”Fint,” siger Vejleg.

De to venner går hen til faderens arbejdsværelse og Leofred banker forsigtigt på døren.

”Forstyrrer vi?” spørger Leofred.

”Nej, kom bare ind,” siger hans far.

”Det kan godt tage et stykke tid. Jeg vil spørge om noget med politik og om at stemme,” siger Leofred.

”Jeg er færdig for i dag, så kom bare ind og sæt jer,” siger Leofreds far.

Leofred og Vejleg sætter sig på hver deres stol på den anden side af faderens skrivebord.

”Hvad vil du spørge om?” spørger faderen.

”Jeg bliver jo snart atten og så skal jeg til at stemme. Så vil jeg spørge om, hvordan det foregår?” siger Leofred.

Faderen tænker sig om et kort øjeblik.

”Jo, ser du. I gamle dage blev der afholdt valg med jævne mellemrum. Så kunne man møde op på et valgsted og sætte sit kryds ved et parti eller en person. De partier og personer, som fik flest stemmer, sad i de forsamlinger, som skulle bestemme. Man kan sige, at man gav sin tillid til et parti eller en person og så skulle partiet eller personen gøre sin indflydelse gældende i den pågældende forsamling. Hvis man var utilfreds med den valgte, kunne man ikke gøre noget igen før næste valg. Det kunne vare flere år.

Nu til dags foregår det på en lidt anden måde. Man kan stemme hele tiden. Der er nogle rum rundt om i byen, blandt andet på rådhuset, hvor man kan stemme. Man kan også stemme derhjemme, hvis man kontakter stemmemyndigheden. Det kan man gøre både med telefon eller med en computer. Hver borger har ret til at afgive sin stemme til alle forslag, som bliver stillet. Det vil være meget omfangsrigt at skulle stemme ved alle forslag, men man kan gøre det, hvis man vil. Man kan selvfølgelig ikke bestille andet end at stemme, hvis man vil afgive sin stemme til alle forslag, så der er lavet en anden mulighed. Man kan lade et parti eller en person stemme for sig. Man kan for eksempel sætte kryds ved, at et bestemt parti skal bestemme over ens stemme og så vil man følge partiets holdning i afstemningerne. Hvis der er et spørgsmål, hvor man ikke er helt enig med partiet, kan man altid gå ind og overtrumfe sin partistemme og stemme, som man selv vil. Og man kan altid ændre sit kryds og lade et andet parti stemme for sig. Det er lidt svært at forklare. Jeg håber, at du forstår det,” siger faderen.

”Jeg tror, jeg forstår det. Man kan sætte et parti eller en person til at stemme for sig og hvis man ikke er enig, kan man altid stemme, som man selv vil,” siger Leofred.

”Det er korrekt,” siger faderen, ”og der er en lille ting mere. Ved hvert forslag er der givet et overslag over de økonomiske konsekvenser. Når man afgiver sin stemme, er der samtidigt et tal, som viser skatteprocenten. Man kan se et overslag på, hvad skatteprocenten vil være, hvis forslaget bliver vedtaget og hvis forslaget ikke bliver vedtaget. Nogle forslag sætter skatten i vejret, andre sætter skatten ned,” siger faderen.

”Så kan skatten hele tiden ændre sig,” siger Leofred.

”Det er korrekt. Vores system bygger på, at vi ikke vil låne penge. Vores skatteprocent bliver sammensat løbende. Hver gang vi får løn, bliver skatten automatisk trukket med den skatteprocent, som gælder i øjeblikket. Det er en god og retfærdig måde at betale skat på. Hvis vi betaler mindre skat end det offentlige system bruger, skulle vi låne og så ville det være de kommende generationer, som skulle betale for, at vi lever over evne. Det ville ikke være retfærdigt.”

”Nej, det kan jeg godt se,” siger Leofred.

”Betaler denverlejer også skat?” spørger Leofred henvendt til Vejleg.

”Nej,” siger Vejleg,” denverlejer har et anderledes politisk system.”

”Vil du sige noget om jeres system?” spørger Leofred.

”Vi har ikke noget,” siger Vejleg.

”Hvordan kan I leve sammen uden at have et politisk system?” spørger Leofred.

”På vores åndelige plan behøver vi ikke et politisk system. Vores åndelige udvikling og retfærdighedssans gør, at vi kan leve sammen. Det er vores natur at hjælpe hinanden. Vi behøver ikke love og regler til at sørge for, at alle har det godt. Det gør vi af os selv. Vi hjælper altid hinanden med alt,” siger Vejleg.

”Altså et åndeligt politisk system,” siger Leofred.

”Ja, man behøver ikke et politisk system for at leve sammen. Dyr har heller ikke love og regler,” siger Vejleg.

”Næh, man behøver heller ingen regler for at lege med sine kammerater,” siger Leofred eftertænksomt.

”Netop. Nogle dyr lever endda i flok. Løver, ulve, bisonokser og så videre. De lever i flok, men de behøver ikke et politisk system for at leve sammen. Nogle, for eksempel løver, jager i flok. De har en indforstået viden om, hvad de andre i flokken gør, når de jager. Det ved de instinktivt. Og hver får deres andel af byttet. De behøver ikke at have skrevet noget ned. Og myrer og bier og andre insekter lever også i kæmpe kolonier eller samfund, som kan være meget komplekse. De lever i kæmpe komplekse samfund uden andet politisk system end hvad der ligger i deres gener eller i deres medfødte adfærd,” siger Vejleg.

”Nu jeg kender denverlejer, forstår jeg godt, at I kan leve sammen uden et politisk system, men I har vel alligevel regler. De er bare uskrevne,” siger Leofred.

”Hmm, hvis en mand behandler en anden mand dårligt, så behandler den anden mand også den første mand dårligt eller også går han sin vej. Er det en uskreven regel eller er det natur?” spørger Vejleg.

”Det er nok natur,” siger Leofred.

”Ja, natur gør man ud fra en selv. En uskreven regel er, hvad andre regner med, man vil gøre. Love og regler er i forhold til omgivelserne. Natur kommer inde fra en selv. Men nok om denverlejernes politiske system. Du skal bare vide, at hos os gælder åndelige love,” siger Vejleg.

”Ja, du vil helst ikke snakke om denverlejernes verden,” siger Leofred.

”Næh,” siger Vejleg stille.

Der er stilhed et kort øjeblik.

Leofred bryder tavsheden.

”Skatten bliver altså sat, så vi betaler det i skat, som det offentlige bruger. Men der også andre former for skat. Hvad med boligskat og aktieskat?” spørger han sin far.

”Engang var det frit at købe huse og aktier. Hvis boligpriserne eller aktiekurserne steg kunne man beholde fortjenesten. Det skabte nogle finansielle problemer, som skyldtes, at folk begyndte at spekulere i at købe huse og aktier kun for at tjene penge. Folk blev grådigere og grådigere og huspriserne og aktierne steg. Det er på en måde fiktive penge, når huspriser eller aktiekurser stiger. Der er intet gjort, huse og aktier stiger bare i værdi. Der kom en masse fiktive penge ud i samfundet og det gik godt for alle. Hele samfundet oplevede en opgangsperiode, fordi folk fik flere penge. Men pengene var fiktive penge. De kom kun, fordi at huspriserne og aktierne steg i værdi. Pludselig faldt huspriserne og aktierne igen, men da havde folk allerede brugt en hel masse af de fiktive penge. Dette resulterede i nogle fattige år. Derefter begyndte aktiekurserne at svinge voldsomt. Det at købe aktier blev i virkeligheden en form for lotteri. Hver gang nogle tjente penge, var der andre, som tabte dem. Slemme eksempler var, at nogle spekulerede i at købe nogle billige aktier og derefter sprede rygter om, at det var godt at købe disse aktier. En masse købte aktierne og de steg. Så kunne spekulanterne sælge aktierne med god fortjeneste. I virkeligheden var det en måde at narre penge fra dem, som købte aktierne til en højere kurs. Det var grådighed og drømmen om at tjene lette penge, som styrede bolig- og aktiemarkedet. Det skulle egentlig være ønsket om at eje sit eget hus eller støtte og være medejer af firmaer, som man sympatiserede med. Grådighed er ikke godt for et samfund,” siger faderen.

”Det har jeg lært lidt om i historie, men hvad har det med bolig- og aktieskat at gøre?” spørger Leofred.

”Ja, det kommer jeg til. Nu er det også frit at købe huse og aktier og vi betaler heller ikke skat af at have bolig eller aktier. I øjeblikket svinger boligpriserne og aktiekurserne, men tendensen er, at de over en længere årrække stiger lidt. Når de kommende generationer skal købe boliger eller aktier er de blevet lidt dyrere. Vi tager i virkeligheden penge fra de kommende generationer, når boligpriserne eller aktiekurserne stiger. Men vi vil ikke leve på de kommende generationers bekostning. Vi vil klare os selv. Derfor er der lagt en skat på fortjenester ved bolig- og aktiehandel. Men pengene går ikke i statskassen. De bliver opsamlet i en fond, så nye huskøbere kan låne penge til en meget lav rente. Den oprindelige ejer kan stadigvæk tjene lidt penge, hvis huset stiger i værdi, men til gengæld kan den kommende køber låne billigt til at købe huset. Det virker også den anden vej. Hvis huspriserne er faldet, når man sælger, får man refunderet lidt af tabet. Der er så nogle regler, hvis man forbedrer husets stand, mens man ejer det, men det må du sætte dig ind i, når du en gang skal købe hus,” siger faderen.

”Den skatteprocent, jeg kan læse, når jeg er nede for at stemme, er altså ikke påvirket at bolig- og aktieskat. Og der er sørget lidt for at de kommende generationer ikke skal betale for os. Det kan jeg godt lide,” siger Leofred.

”Ja, jeg er også glad for det samfund, vi lever i. Et samfund fungerer bedst, når mennesker arbejder sammen i en symbiose. Hvert enkelt menneske får mere ud af at leve i et samfund med andre mennesker. Det kræver, at alle borgere yder noget eller i hvert fald de stærkeste. Til gengæld får alle også noget ud af det, også de stærkeste. Og vi lever ikke på bekostning af de efterfølgende generationer eller andre samfund for den sags skyld. Vi klarer selv vores problemer og betaler for os selv,” siger faderen.

De sidder et øjeblik uden at sige noget.

”Jeg tror, at det er tid til en kop kaffe,” siger faderen.

”Jeg tror også, at jeg ved nok til at stemme nu,” siger Leofred.

”Ellers må du spørge igen. Du er altid velkommen,” siger faderen.

”Tak,” siger Leofred.

 

Leofreds 18 års fødselsdag

8/7 2017

 

Leofreds 18 års fødselsdag nærmer sig. Han vil ikke holde stor fødselsdag i år. Han vil bare holde åbent hus for den nærmeste familie og sine venner. De kan komme, hvornår de vil i løbet af dagen. Der vil være frokost ved middagstid, kaffe med kage i løbet af eftermiddagen og en 3-retters menu til aften.

Dagen kommer og allerede om formiddagen kommer Chicana, noget af Leofreds familie og nogle af hans venner.

Vennerne har badetøj med og de starter med at tage en dukkert. Det er tidligt på sommeren, så vandet er temmelig koldt.

"Brr, det er koldt," siger en af drengene.

"Ja, det bliver en kort dukkert," siger en anden.

"Det er bare med at komme under," siger en tredje og kaster sig ned i vandet.

"Uh," siger en af pigerne og går langsomt ud i vandet. Da vandet når hende til livet, står hun et kort  øjeblik. Så dukker hun sig også ned i vandet.

De er ikke under ret længe.

Det kolde vand virker meget opkvikkende og de snakker og griner, mens de tørrer sig.

"Nu skal det blive godt med en varm kop kaffe," siger en.

"Jah," svarer et par stykker.

De tager tøj på og går op til huset.

De skænker sig et krus kaffe og sætter sig ud på terrassen.

"Sikke en flot udsigt," siger en.

"Ja, har du ikke været her før?" spørger en anden.

"Jo, men jeg kan aldrig blive træt af udsigten," svarer den første.

Da de har siddet et stykke tid kommer Leofred ud til dem.

"Er der nogen, som vil være med til et spil kroket? I kan tage kaffen med og drikke den, mens vi spiller," spørger Leofred.

De vil alle gerne være med.

"Så bliver vi mange. Skal vi lave en makkerturnering?" spørger Leofred.

"Jah," siger et par af dem.

De går om i haven.

Hele formiddagen går med at spille kroket.

Da de er færdige, går de om på terrassen. Et stort tag-selv-bord med brød og diverse pålæg er stillet op.

"Skal vi ikke sætte os op på balkonen og spise?" spørger en.

"Jo, lad os det," svarer en anden.

De tager sig hver en tallerkenfuld smørebrød og sætter sig op på balkonen.

De sidder og snakker og griner og nyder udsigten, mens de spiser.

Der er kommet mange gæster i løbet af formiddagen, selv om Leofred ikke ville holde en stor fest.

Det gør ikke så meget. Det er et stort hus med masser af plads.

Vejleg og et par andre denverlejer er også kommet.

Gæsterne hygger sig efter frokosten. De nyder hinandens selskab i en god og afslappet atmosfære. Nogle går en lille tur i bjergene, mens de snakker. Nogle spiller boccia på stranden. Nogle vil hellere bare sidde og snakke på terrassen.

Et kaffebord med masser af kage, chokolade og andre søde sager bliver stillet op først på eftermiddagen og så kan gæsterne bare tage, når de har lyst.

Ved syvtiden om aftenen bliver et langt bord dækket op ude på terrassen.

Gæsterne finder langsomt deres pladser ved bordet i en hyggelig og afslappet stemning.

Snart sidder alle omkring bordet og venter på forretten.

En lækker forret bliver serveret.

Gæsterne snakker og er i godt humør.

De sidder et godt stykke tid over forretten, men der er heller ingen grund til at skynde sig.

Efter forretten bliver hovedretten serveret.

"Nej, hvor er det lækkert," siger en af gæsterne.

"Jah," siger flere i munden på hinanden.

"Leofred, har i haft en kok til at lave maden?" spørger en af gæsterne.

"Ja, og han har sin egen køkkenvogn med, så maden er helt frisk," svarer Leofred.

Efter hovedretten har været rundt to gange, slår Leofreds far på glasset og rejser sig.

Alle kigger spændt på ham.

"Kære Leofred. Ingen fødselsdag uden en fødselsdagstale. Du bliver atten år i dag. Det er en stor dag. Så må du stemme og køre bil. Du har livet foran dig. Du har din egen gode måde at gøre ting på og den kan du roligt bevare. Du spørger næsten aldrig mig til råds og det er godt, at du selv kan finde ud af at leve dit liv.

Hvis jeg alligevel skal give dig et godt råd til senere i livet, så sørg altid for at tjene dine penge, så alle er glade. Hvis jeg tegner et hus for en person, giver personen mig nogle penge. Jeg er glad, for at jeg kan tjene nogle penge ved at tegne huset, men personen er også glad, for han får et hus, han godt kan lide. Alle er glade. Ligesådan hvis du køber en trøje i en tøjforretning. Du er glad for trøjen og forretningen er glad for at sælge trøjen. Hvis trøjen er for dyr, er du ikke glad og hvis trøjen er for billig, er tøjforretningen ikke glad. Den rigtige pris, så alle er glade - ellers er det ikke godt. Hvis du for eksempel vinder nogle penge i lotto eller kortspil. Så er du glad, for at du vinder nogle penge, men det sker, fordi andre taber. Du er glad, men de andre er kede af det. Det er ikke en god måde at tjene penge på. Ligesådan aktiehandel og boligspekulation. Nogle tjener penge, men det er på bekostning af andre. Det er ikke godt. Sørg altid for at alle er glade, når du tjener penge. Derfor skal du også altid være god til at udføre dit arbejde. Hvis du afleverer et arbejde, som køberen ikke er helt tilfreds med, er det ikke godt. Eller hvis du tager for mange penge for dit arbejde er det heller ikke godt. Det efterlader kunden med en dårlig følelse. Det skal du ikke gøre. Du skal nok få de penge, du har brug for.”

Faderen holder en kunstpause, mens han nipper lidt til et glas vand.

"Jeg vil også fortælle lidt om at vælge. At vælge er både en kunst og en videnskab.

At vælge er også at have fornemmelse for fremtiden. Nogle har måske en god fornemmelse for fremtiden og de synes, at det, jeg siger om at vælge, er enfoldigt. Folk er forskellige og det nogle tager som en selvfølge og logik, er det svært at se for andre. Men du er min søn og du ligner mig. Vi kan ikke se ind i fremtiden. Det ville være meget nemmere at vælge, hvis vi kunne. Vi har en god logisk sans i stedet for, som også giver en hvis fremsynethed. Vi har vores retfærdighedssans, så vi ikke lader det gå ud over andre. Vi kender os selv og vi ved, hvad vi kan lide. Vores redskaber til at vælge er faktisk udmærkede. Og selv hvis vi kunne se ind i fremtiden, er jeg ikke sikker, på at det altid holder.

Nogle gange betyder det ikke noget, hvad vi vælger, fordi det er godt lige meget hvad vi vælger.

Nogle gange betyder det ikke noget, hvad vi vælger, fordi det er dårligt lige meget hvad vi vælger.

Og nogle gange kan det ændre sig, så hvad der på et tidspunkt synes rigtigt for dig, kan på et andet tidspunkt synes forkert. Ost er et godt eksempel."

"Ost?" gentager Leofred måbende.

"He, he," griner faderen, "ja, ost. Når man er lille, kan man ikke lide stærk ost. Jo ældre man bliver, jo stærkere skal osten være. Man ændrer smag. Når man vælger en ting, kan man senere ændre smag, så man ikke længere værdsætter valget."

”Skal jeg ikke vælge det, jeg helst vil, fordi jeg senere kan ændre smag?" spørger Leofred måbende.

"Nej, selvfølgelig skal du vælge det, du helst vil. Man tager de valg, som er bedst i nuet, man udvikler sig og lærer af dem. Man vælger altid den ost, som smager bedst i nuet. Mange kan slet ikke lide gammel ost, når de er unge. Jeg siger bare, at man kan ændre smag," siger faderen.

Leofred griner, "jeg forstår godt, hvad du siger."

Faderen smiler også og rynker sine øjenbryn, ”hmm, det er svært at give andre gode råd. Du skal aldrig begynde at give andre gode råd,” siger han forvirret.

”Det gjorde du selv lige der igen,” siger Leofred måbende.

”He he,” griner faderen for sig selv,” godt tænkt igen, min dreng. Du skal nok blive til noget stort en gang.”

Faderen holder en kort pause, mens han tænker sig om.

"Jeg tror alligevel ikke, at jeg skal tale så meget om at vælge. Jeg prøver bare at sige, at nogen gange betyder valget ikke så meget."

Faderen stirrer lige ud et kort øjeblik, mens han tænker. Så kigger han langsomt rundt på gæsterne.

"Det er svært at give andre gode råd," gentager faderen, "det er dit liv og måske kan du selv finde bedre løsninger end jeg kan give dig. Og en del af livet er at gøre sine egne erfaringer. Du er altid velkommen til at spørge mig, hvis du vil høre mine erfaringer og tanker om en ting."

Faderen holder igen en kort pause, mens han tænker.

"Som sagt er det svært at give gode dig råd, men en ting kan og vil vi altid gøre. Vi vil altid hjælpe dig og støtte dig i dine valg. Og vi vil altid elske dig. Det er næsten det bedste, vi kan gøre," siger faderen og kigger på Leofred.

"Og nu vil jeg bede alle rejse sig og råbe et trefoldigt hurra for Leofred," siger faderen.

Gæsterne rejser sig og kigger på Leofred.

"Hurra, hurra, hurra," råber gæsterne i kor.

"Og så det lange," siger faderen.

"Hurraaaaa," råber gæsterne.

"Skål," siger faderen.

"Skål," siger gæsterne i munden på hinanden.

"Skål," siger Leofred, "og jeg er sikker, på at du nok skal få lejlighed til at give mig gode råd."

Snart går snakker igen livligt omkring bordet. Serveringspigerne tager hovedretten af bordet og dækker op til desserten.

"Nej, skal vi også have dessert," siger en af gæsterne, "så skulle jeg ikke have taget to gange af hovedretten."

"Den var så lækker, at man blev nødt til at tage to gange," griner sidemanden, "du må lade være med at spise noget i morgen."

"Ja, det bliver ikke meget, jeg skal have at spise i morgen," svarer gæsten.

Desserten bliver serveret.

"Desserten er så lækker, at jeg nok også bliver nødt til at tage to gange af den," griner gæsten.

"Ha, ha og vi skal vist nok have kaffe senere," griner sidemanden.

"Åh," stønner gæsten og holder sig på maven.

Efter desserten rejser Leofred sig op og slår på sit glas.

"Jeg vil gerne takke kokken for en udsøgt middag. Jeg håber, at alle er blevet mætte."

"Jo, mon ikke," siger en af gæsterne.

"Jeg vil gerne bede jer rejse jer fra bordet. Så vil serveringspigerne anrette et kaffebord med kage og andre søde sager," fortsætter Leofred.

"Vi kan næsten ikke klemme mere ned," siger en af gæsterne.

"Det er da godt, at i er blevet mætte, men mon ikke der lige kan blive plads til en kop kaffe og lidt sødt," svarer Leofred.

"Puh, vi kan prøve," svarer gæsten.

Gæsterne rejser sig fra bordet og fordeler sig rundt omkring i rummene. Nogle sætter sig ud på terrassen og nyder aftensolen. Andre nyder den fra balkonen. Nogle går ned til stranden og andre slentrer en tur mellem klipperne.

Kaffebordet bliver anrettet, så gæsterne selv kan tage, når de har lyst. Folk sidder afslappet og snakker og nyder kaffen i en hyggelig atmosfære.

Efter kaffen begynder de første gæster at sige farvel. Langsomt tynder det ud i selskabet, til de sidste kører hjemad ved midnatstid.

 

Eksamen

 

Sommeren efter gymnasiet

 

En sommerdag ved søen

4/12 2014

 

Leofred vågner en solskinsmorgen midt på sommeren. Han ligger lidt under den lune dyne og kigger ud på den blå himmel. Han tænker over, hvad han skal lave. Han ved det ikke, men han vil ikke ligge i sin seng en sommerdag, hvor solen skinner. Han kunne lægge sig ned på stranden. Ja, det vil han gøre, men først vil han have sig et brusebad og noget morgenmad.

Leofred slår dynen til side og sætter sig op i sengen. Han har en dejlig følelse. Han kan føle sine muskler og sin hud, ja hele sin krop. Han er sin krop, ligeså meget som han er sine følelser og tanker.

Leofred kan føle den kølige morgenluft mod sin hud. Den kølige luft smyger sig rundt om hans krop. Luften og Leofred er af samme verden. Leofred er en helhed af sin krop, sine tanker, sine følelser og andre psykiske og fysiske ting. Leofreds grænse går ved hans hud. Luften bekræfter denne grænse.

Han gnider den ene hånd løst hen over armen. Han kan tydeligt føle berøringen både på hånden og på armen. Han kan mærke præcis, hvor på sig berøringen finder sted.

Han tænker på Chicana. Han mærker, hvordan en varm følelse breder sig i kroppen. Følelsen falder sammen med hans fysiske krop. Den sidder i hjertet, i maven, i musklerne, i huden, ja overalt i hans fysiske krop. Det er en dejlig følelse.

Leofred rejser sig. Han stiller sig hen foran spejlet og begynder at barbere sig. Følelsen, som tanken om Chicana gav ham, er forsvundet. Nu har han bare følelsen af sin krop.

Han barberer sig langsomt på den ene kind. Han kan føle barbermaskinens roterende skær mod sin kind. De roterende skær giver en sjov, kildrende fornemmelse mod huden.

Leofred bliver færdig med at barbere sig. Han finder et håndklæde frem og går ud i badeværelset.

Han tænder for vandet og stiller sig ind under den varme bruser. Han kan føle det varme vand mod sin hud. Det føles dejligt. Leofred har en klar følelse af sin hud. Han kan føle præcis, hvor vandet rammer huden og hvordan det løber videre ned af den. Vandet og Leofred er af samme verden. De er i harmoni. Vandet bekræfter Leofreds afgrænsning på samme måde som den kølige morgenluft. Leofreds krop, tanker og følelser er en helhed og Leofreds tanker og følelser er ikke noget, så vandet er både Leofreds fysiske og psykiske afgrænsning.

Leofred skruer lidt ned for det varme vand og op for det kolde. Vandet er halvkoldt nu. Det giver en anden følelse end det varme vand, men vandets afgrænsning af Leofred er den samme. Leofred står lidt og lader det kølige vand løbe ned over kroppen. Så skruer han igen op for det varme vand. Han prøver at slappe af og rigtig føle det varme vand mod sin krop. Det er dejligt. Så slukker han for vandet.

Leofred tager sit håndklæde og begynder at tørrer sig. Han føler håndklædet mod sin hud. Håndklædet giver den samme afgrænsning, som luften og vandet.

Leofred bliver færdig med at tørre sig og tager tøj på. Han går ned i køkkenet for at spise morgenmad. Han sætter en kop kaffe over. Han spiser sin morgenmad og tager kaffen med ud på terrassen.

Leofred kigger ud over søen. Han står lidt og kigger, nærmest som han er faldet i staver. Så vender han blikket op mod den blå himmel. Han får en kildrende fornemmelse i maven af bare lykke.

Han trækker en stol ud i solen. Han sætter sig og lægger benene op på rækværket. Han kigger igen ud over søen og tager en mundfuld kaffe. Sådan sidder han og nyder livet.

Leofred kigger op på solen. Den er ved at få magt. Den skinner fra en skyfri himmel. Han kunne sagtens sidde i bar mave. Han rejser sig og tager sin trøje af. Han flytter stolen hen i et hjørne, så han vender mod solen og han samtidigt kan sidde afslappet med benene oppe op rækværket. Han sætter sig mageligt til rette.

Sådan sidder han lidt. Han kan føle solens varme stråler mod sin hud. Det føles som en blød varme. Det føles dejligt. Han kan føle sin hud, når solen skinner på den. Solen afgrænser Leofred på samme måde som den kølige morgenluft og vandet under bruseren. På samme måde som barbermaskinen, håndklædet, dynen, ja alt fysisk gør det. Det er hans afgrænsning.

Hvor går grænsen mellem den fysiske og den psykiske verden? Leofreds krop er fysisk og hans tanker og følelser er psykiske. Leofreds tanker og følelser er ikke noget, så hans psykiske grænse går ved hans krop. Hans psykiske grænse går, hvor solen, vandet, luften, håndklædet - den fysiske verden rører hans krop.

Er der også er grænser i den psykiske verden? Leofreds tanker og følelser er ikke noget, så i hans psykiske verden er der ingen grænser.

Leofred kigger på sin arm. Den er gyldenbrun med lyse hår. Han kører sin hånd let hen over hårene. Det kilder. Den fysiske kontakt skaber en følelse. Den fysiske verden skaber noget i den psykiske verden. Kan den psykiske verden også skabe noget i den fysiske verden? Han kigger op på huset. Det tilhører den fysiske verden og er skabt af fysiske ting, men det er designet og formet af hans faders tanker. Den psykiske verden kan også påvirke den fysiske verden.

Leofred lægger hovedet tilbage og slapper af. Sådan sidder han et stykke tid uden at tænke ret meget og bare nyder den bløde følelse af det varme solskin mod sin krop. En gang imellem retter han sig op og drikker en mundfuld kaffe.

En stille, varm brise lufter hen over terrassen ude fra søen. Han mærker den mod sin hud på samme måde som solskinnet og de andre ting.

Leofred kigger ud over søen. Han får lyst til en dukkert. Han kigger i sin kaffekop. Den er tom. Han sidder lidt og tænker efter, om han nu også har lyst til en dukkert. Jo, det har han. Han rejser sig og går op på sit værelse for at tage sit badetøj på.

Leofred kommer ned på stranden. Han lægger sit håndklæde i sandet og kigger ud over søen. Solen glitrer i bølgerne. Han kigger op på bjergene i baggrunden. Han ser de grønne træer et lille stykke op. Langsomt skifter vegetationen. Længere oppe er bjergene bare og øverst oppe er der sne på tinderne. Det er smukt mod den sommerblå himmel. Leofred får en kildrende fornemmelse i maven af bare lykke. Han tager en dyb indånding.

Leofred kigger igen ud over vandet. Hurtigt under, tænker Leofred og begynder at spurte ud i vandet. Han løber, til vandet når ham midt på lårene. Så kaster han sig fladt fremad med strakte arme. Han mærker, hvordan han glider igennem vandet. Han lader sig glide et lille stykke.

Han stiller sig i vandet, så kun hovedet stikker op. Han tager en dyb indånding og puster ud igen. Ah, hvor er det dejligt. Han kan føle det kølige vand mod sin hud. Det er den samme følelse, som vandet under bruseren. Nej, ikke helt den samme følelse for her dækker vandet helt hans krop. Leofred dukker sig ned i vandet, så han er fuldstændig dykket. Han sætter af og svømmer nogle svømmetag under vandet. Han lader sig glide under vandet med armene strakt frem foran sig. Han føler, hvordan vandet glider mod hans hud. Han stopper efter nogle meter. Så stiller han sig igen med kun hovedet oven vande. Han kigger rundt igen. Han kigger op på deres hus. Det er smukt. Hans fader er dygtig og forstår at indrette sig bedst muligt. Leofred føler sig privilegeret.

Leofred står lidt og svinger armene langsomt rundt i vandet. Han prøver at få tag i vandet. Mærke vandets modstand mod bevægelserne. Det er den modstand, man bruger, når man svømmer. Jo bedre tag, man har i vandet, jo længere kommer man ved hvert svømmetag. Leofred føler vandet mod hænderne. Han beslutter sig for at svømme en tur.

Leofred svømmer hen langs standen med lange, seje svømmetag. Da han har svømmet et godt stykke, vender han om og svømmer tilbage. Han bliver yderligere et stykke tid i vandet. Så går han op.

Leofred breder sit håndklæde ud i sandet. Han lægger sig på maven på det. Han kan føle det varme sand under håndklædet. Han presser sig ned i sandet, mens han langsomt bevæger kroppen fra side til side. Sandet tilpasser sig kroppen. Nu ligger han godt. Han ligger stille og mærker solens stråler mod sin hud. Leofred bliver liggende på stranden hele formiddagen.

 

Leofred begynder at studere fysik

 

Selvbevidsthed

19/1 2014

 

Et par uger er gået siden Leofred startede på at studere fysik. Han er meget optaget af sit nye studium. Han har forelæsninger og opgaveløsning på universitetet, men megen af tiden går med at studere selv derhjemme.

Det er en af de eftermiddage, hvor Leofred studerer hjemme. Han har været til forelæsning på universitetet om formiddagen. Han sidder på sit værelse med fysikbogen åben og studerer. Det er sensommer og solen skinner fra en skyfri himmel.

Leofred kigger ud ad vinduet. Fuglene kvidrer i haven. Han sukker. Vejret er for godt til at sidde inde. Han tænker, at han måske skulle sætte sig udenfor og læse. Han lægger et bogmærke i bogen og slår den sammen. Han tager bogen og en notesblok med udenfor. Han går ud i haven og kigger sig omkring. Han kommer i tanke om spisepladsen lidt oppe ad stien bag klippefremspringet. Der er en smuk udsigt over søen og en bænk og et bord. Det må være et godt sted at sidde og læse. Han går derop.

Han sætter sig godt til rette. Han kigger ud over landskabet og sukker.

Han tænker på forelæsningen om formiddagen. De har om lys i øjeblikket. Han forstod udmærket teorien, da forelæseren forklarede den. Lys har altid samme hastighed.

Han åbner bogen og begynder at læse. Kapitlet starter med et eksempel.

En bil kører hen mod en mand med 120 km/t. Mellem manden og bilen kører en knallert med 40 km/t. Manden måler, at bilen kommer hen imod ham med 120 km/t og at knallerten kommer hen imod ham med 40 km/t. Knallerten måler, at den kommer hen imod manden med 40 km/t og at bilen kommer hen imod den med 80 km/t. Bilen måler, at den kommer hen imod manden med 120 km/t og at den kommer hen imod knallerten med 80 km/t.

Det er logisk nok, tænker Leofred og læser videre.

En lyskilde udsender et lysglimt. En måler står et stykke væk og måler hastigheden. Lyset bevæger sig med lysets hastighed. Det er ikke så mærkeligt. Mellem lyskilden og måleren flyver en raket med halvdelen af lysets hastighed. Raketten udsender også et lysglimt. Måleren måler også hastigheden af dette lys. Det bevæger sig også med lysets hastighed. Det er mærkeligt. Man skulle tro, at lyset fra raketten ville bevæge sig hurtigere end det andet lys, fordi raketten bevæger sig. Det var et mysterium for fysikerne.

Et mysterium for fysikerne. Ja, det er ikke helt logisk, tænker Leofred og læser videre.

En fysiker fandt svaret på mysteriet. Det er fordi, at tiden går langsommere og afstande bliver kortere, når man har en hastighed. Når man ved, hvor hurtigt et objekt bevæger sig, kan man beregne, hvordan tiden går og afstande ser ud for objektet. Både tiden og afstandene for objektet afhænger desuden af lysets hastighed, som jo er konstant for alle, lige meget hvor hurtigt man bevæger sig. Teorien bliver udledt i næste kapitel.

Leofred kigger ud over søen.

Det var stort set også, hvad forelæseren sagde i formiddags. Bagefter udledte og forklarede han teorien. Leofred bladrer lidt rundt i næste kapitel. Han kigger løst på nogle af udledningerne. Leofred forstod godt teorien, da han hørte den til forelæsningen, men han vil alligevel læse den en gang til.

Han strækker sig og kigger kort ud over landskabet. Så begynder han at læse. Det er lidt kompliceret og Leofred skal koncentrere sig.

Efter at have læst koncentreret et stykke tid begynder han at miste koncentrationen. Lyskilden bevæger sig med hastigheden, v. En modtager er placeret afstanden, d, fr............ Leofreds øjenlåg bliver tunge. Han lukker dem et kort øjeblik og åbner dem igen. Han læser videre. En modtager er placeret afstanden, d, fra lyski........ Leofreds øjenlåg er tunge. Han prøver at holde øjnene åbne og læse videre, men øjenlågene er så tunge. Til sidst falder øjenlågene i.

Leofred blunder kun ganske få minutter. Så åbner han øjnene igen. Han kigger ud over søen. Han gaber og strækker sig. Han ser sig døsigt omkring. Han ryster på hovedet og gnider håndfladerne mod ansigtet. Nu er han vågen igen.

Leofred kigger på sin fysikbog. Han vil gerne læse stoffet fra forelæsningen en gang til. Det skal han også nok få gjort. Han har allerede forstået det. Forstået det....Leofred tænker over det. Hvad vil det sige at forstå noget? Leofred stirrer ud over søen. Han kigger ikke på noget bestemt. Han sidder bare og stirrer. Hvad vil det sige at forstå noget?

Leofred tænker på matematik. En mand har tre æbler og han køber to mere. Så har manden fem æbler. Det forstår Leofred godt. Det er logisk. Men hvad vil det sige at forstå noget?

Leofred tænker over det. Det er en tilstand i sjælen. Når man forstår noget, behøver sjælen ikke arbejde så meget mere med det. Det giver en ro i sjælen. Det er i overensstemmelse med og accepteret af sjælen. Er det en tanke? Nej, han kan ikke rigtig sætte ord på, hvad det vil sige at forstå noget. Det er en tilstand i sjælen.

Leofred kigger ud over søen.

Forstår man andet end matematik og fysik?

En mand køber en lodseddel i et lotteri og han vinder 100.000. Manden bliver glad. Det forstår Leofred godt. Eller hvis en mand kommer cyklende og hans cykel punkterer, så bliver manden irriteret. Det forstår Leofred også godt. Hvad vil det sige at forstå noget? Er det måske en følelse?

Leofred stirrer ud over søen med et fjernt blik.

Hvad vil det så sige ikke at forstå noget? Forstå noget efter et stykke tid? Eller misforstå? Hvis man misforstår noget, tror man, at man forstår det, men man forstår det forkert.

Leofred rynker sine øjenbryn.

Man tror, at man forstår noget, men man forstår det forkert.

Man tror, at man forstår noget. Hvad vil det sige at tro?

Leofred lukker øjnene og tænker.

Tro. Er det en tilstand i sjælen? Man er ikke sikker, men det kan være rigtigt. Det er sandsynligvis rigtigt, men det kan også være forkert. Er det en følelse? Man er ikke helt sikker. Hvis man er sikker, ved man noget. Vide. Hvad vil det sige at vide noget. Så er man sikker. Men hvad er viden? Er det en tanke? Eller en følelse? Er det en sand tanke? Nej det er dybere. Det er snarere en tilstand i sjælen. Tro og viden. Viden må være stærkere end tro. Men tro kan flytte bjerge. Nogle af de store religioner handler at tro. Her beskriver tro en anden tilstand i sjælen end når man ikke er helt sikker. Skulle der være flere ord for at tro?

Leofred prøver at finde andre ord for at tro. At mene. At formode. At antage. At være overbevist om. At anse. At regne med. Alle ord med forskellige nuancer af at tro.

Leofred stirrer ud over søen.

Tro, håb og kærlighed. Viden. Forståelse. Der findes mange lignende begreber. Undre. Formode. Erkende. Og mange flere. Hvad er det? Tilstande i sjælen? Nej, Leofred kan ikke beskrive, hvad det er. Er det følelser? Er det tanker?

Han rynker øjenbrynene og tænker videre. Er det tanker? Nej, det er mere end tanker. Tanker. Hvad er tanker? Hvad vil det sige at tænke?

Leofred stirrer ud over søen.

Tænke. Det er det, jeg gør, lige nu. Men hvad gør jeg lige nu?

Leofred smiler for sig selv. En tanke bliver startet for at finde ud af, hvad tanker er.

Leofred retter sig op. Hvor kom den tanke fra? Hvor kommer tanker fra?

Leofred prøver at tænke sig til, hvad tanker er. Tanker. Er det hjælpemidler for sjælen? Eller vejledning af sjælen? Består sjælen af tanker? Nej, sjælen er mere end tanker. Man kan ikke tænke sig, til den man er. Sjælen kan vurdere og forholde sig til tanker. En sjæl kan vælge, hvilke tanker den vil rette sig efter. Men hvad er tanker? Er det noget, som bare er? Ligesom en sten. Man tænker ikke over, hvad en sten er, og hvor den kommer fra. Den er der bare. Ligesådan med tanker. De er der bare. Og tanker er noget flygtigt stads.

Leofred kigger ud over søen med et tomt blik.

Leofred tænker over sine egne tanker. Han har mange slags tanker. Hukommelsen og han ved, at han har en god hukommelse. Fremsynethed og han ved, at han er god til at se konsekvenser af noget. Tanker til at løse problemer. Det har han også. Både analytisk og systematisk.

Leofred kigger ud over søen og prøver at komme i tanke om flere af hans tanker.

Han har kreative og skabende tanker. Han har en god fantasi.

Leofred kigger op i luften. Han ved, at hans mentale evner er nogle af de bedste. Han er intelligent. Selv om han synes, at det er flere kvaliteter i at være god.

Han kan også nyde ting. Og han har overskud.

Nyde ting. Han kigger ud over søen og sukker. Han nyder at kigge ud over søen. Flotte udsigter giver ham gode følelser. Han kigger ud over søen igen ligesom for at bekræfte hans tanke. Den er rigtig nok. Han får en god følelse af det.

Han sidder lidt og tænker videre over hans tanker. Kærlige tanker. Han får nogle helt specielle tanker, når han er sammen med Chicana. På alle mulige måder; når han ser hende, når han rører hende, når han snakker med hende. Det var hende, som fik ham til at interessere sig for filosofi. Er disse tanker en form for filosofi?

Leofred sukker og tænker på Chicana. Bare han tænker på hende, starter det tanker og følelser. Måske mest følelser. Gode følelser. En tanke, som starter følelser. Og som igen starter flere tanker.

Han kigger ud over søen og prøver at komme tilbage til sin oprindelige tankerække.

Han tænker videre og prøver at komme på flere slags tanker.

Empati. Eller er det nærmere en følelse? Den er i hvert fald startet af tanker. Han tænker lidt over empati. Han har meget empati. Han vil gerne have, at alle har det godt. Leofred tænker, om han gør andre fortræd. Nej, tværtimod. Hvis han ser nogle mobbe eller skade andre, prøver han at stoppe det. Mobber han selv andre ubevidst? Leofred tænker over sin egen adfærd. Nej, han gør ingen andre fortræd og har aldrig gjort det. Han smiler. Han har det godt med ikke at forårsage smerte på andre.

Leofred kigger ud over søen og sukker.

Drømme. Drømme om ting han gerne vil opnå. Forestille sig. Er drømme og forestillinger en slags fremsynethed? Nej, de er bredere. Når man er fremsynet, prøver man at være konkret. Han kan både drømme og forestille sig, at han bliver en professionel fluktaspiller, men hans fremsynethed siger ham, at det nok ikke sker. Hans fremsynethed siger ham, at han snarere får karriere, indenfor noget han kan uddanne sig til. Måske fysik, men han ved det ikke. Han er god til at se sammenhænge. Det er en god egenskab, hvis han går hele vejen og bliver forsker.

Leofred sukker.

Så er der den slags tanker, som han har nu. Tanker som bare kommer og som han kan lege med. Lege med en tanke og uddybe den, indtil den er fuldstændig gennemtænkt. Som nu hvor han prøver at tænke sig til, hvad tanker er. Leofred synes stadig ikke, at han er klar over, hvad tanker er. Det bliver han måske aldrig. Disse tanker vil måske vare hele livet.

Leofred kigger ud over søen og sukker. Han er sulten.

Han kigger på uret. Klokken er ved at være mange. Han skal snart spise. Han kigger på sin fysikbog. Han må læse stoffet i aften.

Han slår fysikbogen sammen, rejser sig og begynder at gå hjemad.

Han kigger på landskabet, mens har går. På bjergene, på søen. Leofred kan aldrig blive træt af at kigge ud over søen.

Bevægelse, tænker Leofred. Når man bevæger sig, er det også startet af en tanke.

Han sparker til en lille sten på stien.

Det spark var startet af en tanke. Godt nok ikke en særlig velovervejet tanke, men alligevel.

Leofred får øje på en sten lidt længere fremme. Jeg vil sparke til den sten, tænker han.

Han kommer hen til stenen og sparker til den.

Ja, en tanke kan starte en bevægelse, tænker Leofred.

Er der nogle bevægelser, som ikke er startet af tanker?

Ubevidste bevægelser. Når jeg tænker, at jeg vil sparke til en sten, sætter jeg ikke hver enkelt muskel i gang med en tanke. Det er en hel masse koordinerede bevægelser, som fører til sparket. Jo bedre ens koordinationsevne er, jo mere præcist bliver sparket. Leofred ved, at han har en god koordinationsevne.

Leofred står stille og kigger ud over søen, mens han tænker.

Jeg tænker ikke over, at jeg trækker vejret. Det sker automatisk.

Leofred tager en dyb indånding.

Hjertet. Hjertet slår, uden at jeg tænker over det.

Leofred tænker lidt over det. Måske er det meget godt, at mit hjerte slår og jeg trækker vejret, uden at jeg behøver at tænke det. Hvis jeg besvimer. Eller når jeg sover. Tænk hvis man skal tænke det, hver gang hjertet skal slå et slag. Nogle ting gør man bare uden at tænke over det.

Leofred begynder at slentre af sted ganske langsomt.

Fordøjelsen. Fordøjelse sker ubevidst. Selv hvis han ville, kunne han ikke tænke sig til fordøjelse. Maden kommer ned i maven og nedbrydes eller omdannes i processer, som er ubevidste for ham. Måske endda med hjælp fra bakterier, enzymer og så videre.

Leofred føler sig på maven.

Kroppen, tænker Leofred, kroppen vokser og udvikles ubevidst.

Han stopper op og kigger ud over søen, mens han tænker.

Hele kroppen er ubevidst. Leofred kan ikke bare tænke eller føle sig til en ekstra finger på højre hånd. Han har fem fingre på hver hånd, lige meget hvad han tænker. Han kunne selvfølgelig tage en kniv og skære en finger af, men han ville aldrig kunne tænke den på igen.

Kroppen. Fødselsdato, personnummer, at skulle betale skat og så videre er forbundet med kroppen.

Leofred tænker over det. Han identificerer sig mest med sin krop. Hvis hans krop dør, eksisterer han ikke længere. Han identificerer sig ikke så meget med sine tanker og følelser. Hans sjæl har tanker og følelser. Den er ikke tanker og følelser. Hvis en person er sine tanker, hvad så med de tanker, som ikke er sande? Findes der et væsen, som altid har sande tanker og som aldrig tager fejl? Måske den fysiske verden med jord, sol, vind osv.

Det er selvfølgelig ikke rart at blive lam eller endda blive hjernedød, men man er stadig sin krop. Der er altid en mulighed for at blive helbredt. Det er heller ikke rart at blive vildledt psykologisk eller sågar hjernevasket, men også her er der en mulighed for at blive helbredt. Hjernevasket. Han kan hjernevaskes. Hans tanker kan ændres og fordrejes. Man har før hørt om sekter, som hjernevasker deres medlemmer. De får andre tanker. Lever på nye måder. Nogle får endda nye navne. Men kroppene er stadig de samme. Så lang tid kroppen er i live, kan de også komme ud af det igen. De kan få hjernevasken ophævet. Nej, han er ikke sine tanker. Men der skal være noget til at styre kroppen. Hvis ham er hjernedød, ligger kroppen bare urørlig. Det bedste er at være sin egen rene sjæl i sin egen raske krop.

Leofred sukker og kigger ud over søen. Så begynder han langsomt at slentre videre.

Måske er det godt, at noget er ubevidst. Det ubevidste kan være en god ting. Og lidt mystisk. Det kan være uforudsigeligt og spændende, når man udforsker det. Måske skal man bevare lidt af det ubevidste. Måske skal man ikke tænke for meget over tanker, følelser og sådan nogle ting. Hmm jeg ved det ikke. Jeg tænker, hvad jeg tænker og nu gider jeg ikke at tænke mere.

Han kigger ud over søen. Så slentrer han langsomt hjemad uden at tænke på noget specielt. Han går bare og nyder dagen og udsigten.

Sådan filosoferer Leofred ofte for sig selv. Nogle af tankerne er rigtige, nogle er forkerte, nogle er sjove, nogle absurde, ja han har alle mulige slags tanker endda også gyselige og væmmelige tanker.

Det ikke er alle hans tanker, han tror på og retter sig efter. Han ved, at nogle er direkte forkerte. Leofred identificerer sig ikke med sine tanker. Han er ikke sine tanker. Derfor kan han tænke alle tanker. Og han kommer langt omkring med sine tanker.

Leofred identificerer sig heller ikke med sine følelser. Der er noget dybere, måske en sjæl, som sanser og vurderer tanker og følelser. Noget som bestemmer, om han skal rette sig efter dem, grine af dem eller måske udforske dem nærmere. Leofred identificerer sig ikke med sine tanker og følelser, men de både præger og bliver præget af hans sjæl. Hans sjæls tilstand afspejler sig i hans tanker og følelser.

Leofred udvikler en viden om og et kendskab til sig selv. Han er vågen og observerende og han opnår en god grad af selvbevidsthed. Men der er stadig noget ubevidst.

 

Sjæle kan ikke beskrives med ord og tanker. Nogle sjælelige ting bliver endda ødelagt, når de bliver beskrevet. Selv om forfatteren har skabt ham, kan selv ikke han beskrive Leofred. Forfatteren vil alligevel ganske kort nævne nogle få ting ved Leofred.

Leofreds krop, tanker, følelser, vilje, sjæl, sanser, sind, psyke og hvad der ellers kendetegner et individ arbejder sammen på forunderlig vis. Det er forbundet som en levende helhed. Selv om Leofred identificerer sig mest med sin krop, er han en helhed af det hele. Hans sjæl og krop og alle de andre egenskaber hører sammen. Leofreds krop er et billede af hans uberørte sjæl - også uberørt af ham selv. Leofred kan ikke tænke sig til den, han er. Han er den, han er, og han er født sådan.

Efterhånden som Leofred vokser op, får han også følelser, som ikke kan betegnes som følelsen af hans egen krop. Når der sker noget, som gør ham glad, kan han få en varm og lykkelig følelse i kroppen eller hvis der sker noget, han ikke bryder sig om eller hvis han bliver udsat for fare, kan han føle et sug i maven. Han har mange andre følelser, som livet giver ham. Nogle piger fremkalder følelser i ham. Især Chicana frembringer følelser i ham og det er de følelser, han bedst kan lide.

 

Empati og sociale relationer

26/1 2014

 

Som jeg har prøvet at beskrive, lever Leofred i et socialt højt udviklet land.

Alle har megen empati. Alle vil gerne have, at alle har det bedst muligt. Nogle har det sværere end andre. Det er i orden at have det svært. De skal have det godt alligevel. Sådan tænker alle. Derfor er det et godt sted at leve.

Når alle har empati, bliver alt lettere. Købmanden sætter sig i kundens sted og finder for eksempel ud af, at det er godt med små poser ved grøntafdelingen. Poserne skal være uden håndtag, fordi et håndtag bare vil være til irritation. Til gengæld er siderne gjort lidt længere i toppen, så det er nemt lige at binde posen sammen, så grøntsagerne ikke falder ud. Ingen smider brugt papir på vejene, fordi de ved, at enten skal nogen samle det op igen eller også ligger det bare og sviner. Folk sorterer deres affald, så det er nemmere at håndtere og genbruge. Folk springer ikke foran de andre i køerne, med mindre man har en god grund til det. Ingeniører og designere konstruerer maskiner, så de er nemme og behagelige at arbejde med og så videre. Det meste af empatien er ubevidst. Folk er flinke og rare af natur.

Alle omkring Leofred er gode folk og netop fordi, der ikke er nogle dårlige intentioner i hans nærhed, udvikler livet omkring ham sig, så alle er lykkelige. Folk er glade og tilfredse og generelt i godt humør. Folk ved, at alle prøver at gøre alle lykkelige. Alle kan selvfølgelig ikke få alt, men dette er accepteret af alle, fordi alle ved, at alle søger efter at gøre alle (inklusiv en selv) lykkelige.

Empati kan misbruges. Hvis nogen udnytter empatien i samfundet, kan den ændre sig og blive til egoisme. Empati må ikke en gang bruges. Den må kun gives. De mennesker, som nyder godt af empatien i Lavinia, er både taknemmelige og modtager hjælpen ansvarsfuldt.

Det er produktion, som giver et samfund velstand. Jo mere et samfund producerer, jo større velstand har det. Der er simpelthen mere af alting. Lavinia er højt udviklet og har maskiner og teknologi til at klare det hårde arbejde. Folk behøver ikke at arbejde så meget. De fleste har det bedst med at have et arbejde om ikke andet så nogle få timer om dagen. De skal have noget at stå op til. De skal ud blandt andre mennesker. Nogle har det bedst med at arbejde nogle få timer om dagen, andre vil gerne arbejde længere og nogle vil slet ikke arbejde. Folk behøver ikke arbejde. Hvis de vil have en periode uden arbejde, kan de tage det. De fleste vil dog gerne tilbage i arbejde, når de har gået uden arbejde et stykke tid. Der er opnået en balance. Det har vist sig, at mængden af arbejde og mængden af, hvor meget folk ønsker at arbejde, er den samme. Folk arbejder, når de har lyst, og det passer netop til arbejdsudbuddet.

Alle får del i velstanden. Der er ikke arbejde nok til alle, men der er velstand nok til alle, og derfor får også folk uden arbejde del i velstanden. Der er ingen misundelse over, at nogle folk ikke arbejder. Desuden får man lidt ekstra, hvis man har et arbejde eller gør en indsats.

Nogle mennesker er feterede. Det er mennesker, som gør sig godt bemærket og som gør en forskel. Andre mennesker elsker dem og ønsker, at de skal have det specielt godt. Andre mennesker bliver glade, når disse mennesker har det godt. Derfor har disse mennesker alt, hvad hjertet kan begære. De har alt, fordi andre mennesker giver dem det. De kan ikke selv opnå det, hverken ved at tage det eller arbejde sig til det, selv om mange af de feterede mennesker arbejder hårdt. Ingen er misundelige på disse feterede mennesker. Almindelige mennesker har det jo også godt. De lever deres eget liv og alle har mere end de skal bruge.

Som jeg også har prøvet at beskrive, er Leofred et intelligent og meget socialt væsen. Han har let ved at snakke med mennesker. Han er ikke genert og han møder andre med et åbent sind. Alle mennesker er gode og åbne der, hvor Leofred vokser op og han har ikke haft nogen dårlige oplevelser med andre mennesker. Dette er medvirkende til, at han er så åben og at han udvikler sig til et enestående individ - ligesom alle omkring ham er enestående individer.

Leofred har det bedst, når folk omkring ham er glade og tilfredse. Han sørger for ikke at gøre andre i dårligt humør. Han prøver ikke at påvirke eller ændre folk, men han lader dem have det godt på deres egen måde. Han ved, at folk som regel har deres egen måde at gøre tingene på, og den måde kan være lige så god som hans. Han vil selvfølgelig gerne hjælpe folk, men det sker altid på deres præmisser. Han lader altid folk selv bestemme og han blander sig kun, hvis han ved eller kan se noget, som de andre ikke er klar over. Leofred er god til at afveje situationen, så han ved, hvornår folk ønsker hans hjælp og viden og hvornår de ikke gør. Han prøver ikke at gøre andre unaturlig glade, selv om han godt kan lide at fortælle vittigheder.

 

Lidt mistet uskyld

8/2 2014

 

Leofred  kommer hjem til huset efter sin fordybelse på bænken oppe ad stien.

Hans moder går og laver mad i køkkenet.

"Hej Leofred," siger hun.

"Hej mor," svarer Leofred.

"Vi spiser om ti minutter," siger moderen.

"Fint, jeg er sulten. Hvad skal vi have?" spørger Leofred.

"Peberbøf," svarer moderen.

Leofred går ind på sit værelse. Han lægger fysikbogen på skrivebordet og lægger sig på sengen. Han ligger på ryggen med hænderne under nakken og kigger op i loftet. Han tænker på sine tanker oppe på bænken. Forstå, tro, hukommelse, empati. Leofred dvæler lidt ved empati. Oppe på bænken tænkte han, at han har megen empati. Han gør ikke andre fortræd. Er det nu også rigtigt? Han tænker efter. Han har mange venner i skolen. Generer han dem? Nej, tværtimod. Han hjælper dem, hvis de har brug for det. Han ville sætte sig imod, hvis nogle begyndte at mobbe hinanden. Men der er ingen af hans kammerater i skolen, som mobber hinanden. I hvert fald ikke alvorligt. Hvis nogen laver en fejl, kan nogle af de andre godt kommentere det, men det er i en humoristisk og kammeratlig tone. Nej, der er ingen, som gør hinanden ondt i skolen. Hvad så til sport? Sport handler om at vinde over andre. Men det er for sjov. Sportsmænd har ofte en høj moral og bliver anset for at være gentlemen. Han tænker på sine kammerater, han spiller flukta med. Han har det godt med dem alle sammen og gør ingen af dem ondt. Alle har det sjovt, når de er sammen. Han snyder ikke, når han spiller. Heller ikke selv om han kunne komme af sted med det. Når han tænker efter, er han en gentleman. Nej, han gør ingen andre ondt. Leofred smiler. Det har han det godt med.

"I kan spise nu," råber moderen henne fra køkkenet.

"Kommer," svarer Leofred.

Han rejser sig og går ind i stuen. Han sætter sig ved bordet. Hans far sidder der allerede. Hans moder sætter de sidste ting på bordet og sætter sig.

"Værsgo," siger moderen.

"Tak," siger Leofreds far og Leofred.

"Hm, det ser godt ud," siger Leofred," jeg er sulten."

"Ja, det er du kommet godt fra," siger faderen og begynder at øse mad op på sin tallerken.

"Tak," siger moderen.

Leofred tager en peberbøf.

"Jeg har ekstra arbejde i morgen. Kan du lave mad i morgen?" spørger moderen.

"Ja, jeg sørger for maden i morgen," svarer faderen.

Leofred har øst en god tallerkenfuld op. Han kigger på sin tallerken. Det ser lækkert ud.

Han skærer en bid af bøffen. Den er lige tilpas stegt. Lidt rød i midten og mør. Det er ligesom at skære i smør. Han tager bidden i munden. Den smager himmelsk. Han smiler.

"Hvor er den bøf god," siger faderen.

"Tak, koen har også haft det godt. Det er en af vores egne køer ude fra gården," siger moderen, "den har bare gået og passet sig selv oppe på engen sammen med de andre køer. Et fuldstændig roligt og afslappet liv."

Leofred tænker over, hvad hans moder lige sagde. Det er en af vores egne køer ude fra gården. Den har bare gået og passet sig selv oppe på engen sammen med de andre køer. Et fuldstændig roligt og afslappet liv. Leofred tænker på de tanker, han lige har ligget og tænkt inde på sit værelse. Han gør ikke andre ondt. Men hvad med koen? Gør han heller ikke den ondt? Han spiser den. Koen er blevet slået ihjel for, at de kan få noget at spise. Måske var det ikke helt rigtigt, da han tænkte, at han levede uden at gøre andre ondt. Leofred kigger ned på bøffen. Nu er han pludselig ikke så sulten mere. Han stikker lidt til bøffen med sin gaffel.

"Er der noget i vejen?" spørger faderen.

"Nej," svarer Leofred mut.

Leofred skærer en bid mere og spiser den. Den smager stadig godt. Leofred har ikke lyst til at spise mere. Det er ikke længere uskyldigt at spise. Han spiser resten af det, han har på sin tallerken. Så skubber han tallerkenen lidt væk og stirrer tomt ud over bordet.

"Tag lidt mere," siger moderen.

"Nej tak, ikke lige nu," siger Leofred stille.

"Hvad er der i vejen?" spørger moderen.

"Ikke noget," svarer Leofred.

Leofred er stille resten af tiden, mens de sidder omkring bordet. Hans mor og far snakker, som de plejer, men Leofred siger ikke noget. Hans mor og far bliver færdige med at spise.

"Du er så underlig tavs," siger moderen, "er du sikker på, at der ikke er noget i vejen?"

"Ja, jeg har det fint nok. Tak for mad," siger Leofred.

"Velbekomme," siger moderen.

Leofred rejser sig og går ind på sit værelse. Han lægger sig på sengen og stirrer op i loftet. Han føler sig pludselig ikke så uskyldig længere. Hvad skal han gøre? Han ved det ikke rigtig. Han bliver nødt til at spise. Han bliver nødt til at leve videre. Han tænker på denverlejer. De lever uden at spise. De lever uden at gøre andre ondt. Han er ingen denverlej. Men han troede, at han heller ikke gjorde andre ondt - indtil i aften. Han kigger op i loftet. Sådan ligger han resten af aftenen.

 

En sandwich

8/2 2014

 

Leofred vågner, da vækkeuret ringer næste morgen. Han sætter sig op og gnider øjnene. Han kommer i tanke om sine tanker den foregående aften. At han måske ikke er så uskyldig, som han gerne vil være. Han er skyld i, at andet liv bliver slået ihjel, for at han kan leve. Han er ked af det. Han ville ønske, at han kunne leve uden at slå ihjel. Han har en underlig apatisk følelse. Han er nødt til at spise. Han synes ikke, at han kan gøre noget.

Han går ud på badeværelset og tager et brusebad. Han tager tøj på og går ud i køkkenet.

Han sætter kaffe over og tager en portion gryn.

Han kigger på grynene. Der er i hvert fald ingen, som er blevet slået ihjel, for at han kan spise lidt gryn. Det har han det godt med. Han tager en skefuld. Uhmm. Det er meget rarere at spise med god samvittighed. Han spiser grynene og tager en kop kaffe. Han kigger på kaffen. Der er i hvert fald heller ingen, som er blevet slået ihjel, for at han kan drikke en kop kaffe. Han tænker på kaffebønderne. De tjener deres penge ved at dyrke kaffe. De har det godt nok. Nej, der er ingen, som bliver slået ihjel, af at han drikker en kop kaffe. Han drikker kaffen færdig og tager ind på universitetet.

Efter forelæsningerne er Leofred blevet sulten. Han går ned i kantinen og kigger på varerne på hylderne. Det ser lækkert ud. Han får øje på en lækker sandwich. Han køber sandwichen og en kop kaffe. Han sætter sig hen til et bord. Han tager en bid af sandwichen. Den smager godt. Han kommer i tanke om sine tanker fra foregående aften. Er der noget, som er blevet slået ihjel, for at han kan spise en sandwich? Han kigger på sandwichen. Der er et salatblad. Det er ingen blevet slået ihjel af. Han ser på et par skiver ost. Ost bliver lavet af mælk og mælk kommer fra køerne. Køerne bliver ikke slået ihjel af at blive malket. Køerne kan tværtimod godt lide at blive malket. De kommer selv veltilfredse hen til malkemaskinerne. Det skader ikke nogen at spise ost.

Leofred kigger på sandwichen. Der er også et stykke skinke. Skinke, tænker Leofred. Det er fra en gris. Og grisen er blevet slået ihjel. Grisen er blevet slået ihjel, for at han kan få noget at spise. Leofred prikker lidt til skinken. Han bryder sig ikke om at tænke på det. Han har ikke længere lyst til at spise sandwichen. Men han har spist skinke hele livet. Han tager en bid mere. Den smager godt og der er ikke rigtig noget, han kan gøre. Han spiser apatisk resten af sandwichen.

 

Vegetar

8/2 2014

 

Leofred kommer hjem fra universitetet.

Han sætter sig til at læse. Han læser både det, han ikke fik læst i går, og det, de har gennemgået i dag. Han bliver færdig sidst på eftermiddagen.

Han laver sig en kop kaffe. Han tænker på sine tanker om at spise. Han kigger på kaffen. Ingen er blevet slået ihjel, af at han drikker en kop kaffe. Han tænker på peberbøffen fra middagen i går. Køerne bliver slået ihjel, for at han kan leve. Og grisene og ænderne og kyllingerne og så videre. Det er barbarisk. Og han har spist hele livet. Han har altid haft en glubende appetit. Han har altid taget det for givet at spise. Han har spist uden at tænke dybere over det.

Leofred ligger sig på sengen og stirrer op i loftet.

Men det er bare dyr, tænker Leofred. Dyr er dumme. Hm. Dumhed er ikke en god undskyldning. Der findes også dumme mennesker. Jeg er nogenlunde intelligent. Hvis jeg skulle spise alle, som er dummere end mig, skulle jeg nok blive mæt.

Hvad vil det i øvrigt sige at være klog? Hvem er klogest - den med flest penge eller den, som scorer flest kvinder, eller den lykkeligste? Dyr har ingen penge, men de har også mager og de er også lykkelige. En hund logrer med halen, når den er glad, og en kat spinder. Leofred kigger op i loftet.

"I kan spise nu," råber Leofreds far fra køkkenet.

Leofred sukker. Han rejser sig og går ind i stuen.

"Hvad skal vi have?" spørger Leofred.

"Kogt torsk," svarer faderen.

Leofred sukker og sætter sig ved bordet.

Moderen kommer også og sætter sig.

"Værsgo," siger faderen.

"Tak," siger Leofred trist.

Leofred tager et stykke torsk. Han kigger på det. Han tager også nogle kartofler, grøntsager og hvad der ellers er på bordet. Han ser sørgmodigt på sin tallerken. Det ser lækkert ud. Leofred spiser en bid kartoffel. Den smager godt. Og ingen er blevet slået ihjel, for at han kan spise en kartoffel. Han spiser den med god samvittighed. Han stikker lidt til torsken. Han skærer en bid af. Han spiser den. Den smager himmelsk. Han tænker på en torsk, som svømmer rundt nede på bunden af havet. Den er fuld af liv.

"Hm," siger faderen eftertænksomt og kigger på Leofred.

Moderen kigger bekymret på Leofred.

"Er der noget i vejen?" spørger hun.

"Nej, jeg har bare ikke lyst til at spise torsk lige nu," siger Leofred.

Leofred skubber fisken over på kanten af tallerkenen.

"Hm," siger faderen igen.

Leofred spiser grøntsagerne. Dem har han det godt med at spise. De er veltilberedte. Kogt, så de stadig er sprøde, og nogle er ristet på panden. Sammen med kartofler og lidt smørsovs er de lækre. Leofreds far er god til at lave mad.

De bliver færdige med at spise.

"Tak for mad," siger Leofred.

"Velbekomme," siger faderen.

Leofred rejser sig og går ind på sit værelse. Han lægger sig på sengen.

Han tænker på torsken. Han har det ikke godt med, at andet liv bliver slået ihjel, for at han kan spise. Han kunne sagtens spise grøntsagerne. De smagte endda godt. Måske skulle han blive vegetar. Leofred kan ikke tage det helt alvorligt. Nu har han hele livet spist alt, hvad der er blevet serveret. Med glubende appetit endda. Han elsker at spise. Han elsker kød. Skulle han stoppe, bare fordi han har disse tossede tanker? Det er for dumt.

 

Leofred lever et stykke tid, hvor han ikke har besluttet sig, for om han vil spise kød eller ej. Han spiser kød i flæng. Han har det ikke godt med at spise ting, som er blevet slået ihjel. Hans samvittighed gnaver i hans sjæl. Langsomt retter han sig efter sin samvittighed. Hver gang han bliver tilbudt et stykke kød, kommer han til at tænke på, at det har været et levende væsen, som har levet, åndet og løbet og leget. Så til sidst giver han efter for sin samvittighed og lader være med spise kød.

Leofred bliver ikke erklæret vegetar. Han lader bare være med at spise ting, som er blevet slået ihjel. Han undgår at spise kød. Han elsker stadigvæk kød, men han har dårlig samvittighed, når han spiser det. Så han spiser det ikke.

Sådan lever han nogle måneder. Han passer stadigvæk sit studium.

Han er tit sammen med Chicana. Hun kan godt se, at Leofred ikke spiser normalt. Leofred har fortalt hende sine tanker om at slå liv ihjel for at spise. Chicana er forsigtig. Hun kan godt forstå Leofreds pointe, selv om hun synes, at det er tosset at leve efter den. Hun kan se, at Leofred stadigvæk lever og tænker rationelt, så hun lader Leofred leve hans liv, som han vil.

 

Ikke vegetar længere

8/2 2014

 

En dag kommer Leofred hjem fra universitet. Det er middag og han er sulten. Han går hen i køkkenet for at lave sig en skål salat. Han vasker salaten, tomaterne, agurken, peberfrugterne og hvad han ellers skal have i salaten og skærer det hele i små stykker. Han gør lidt ekstra ud af det. Han koger et æg og skærer det i mindre stykker. Han skærer et stykke ost ud i mindre stykker. Han lægger osten og æggestykkerne på en tallerken, så de ser lækre ud. Han lægger også et par oliven ved. Tidligere lagde han også lidt tun eller skinke ved, men det gør han ikke længere. Han sætter olie og balsamico hen på bordet sammen med en tallerken. Så er han klar. Det ser lækkert ud.

Leofred sætter sig og tager en portion salat. Han begynder veltilfreds at spise.

Han tænker på sine tanker om at slå ihjel for at spise. Han tager et stykke salat og kigger på det. Nu er der i hvert fald ikke noget, som bliver slået ihjel, for at han kan spise. Leofred kigger igen på salaten. Eller gør han? Salat er også en form for liv. Planter er også liv. Leofred tænker over planters liv. De lever kun af vand, mineraler og sollys. Leve af sollys. Det er smukt. Leofred lægger salaten tilbage på tallerkenen. Planter er faktisk en smukkere livsform end dyr og mennesker, for dyr og mennesker lever af at spise andet liv. Dyr og mennesker er afhængige af at slå andet liv ihjel for at leve. Det er planter ikke. Leofred kigger på salaten på hans tallerken. Hans empati omfatter ikke planter. Han kan ikke sætte sig ind i, hvordan planter tænker og føler. Hvis de da overhovedet tænker og føler. Men hvad er liv? Tanker og følelser er ikke den eneste form for liv. Han stikker forsigtigt til salaten. Han putter et stykke i munden. Det smager godt. Men han kan ikke lide at spise det mere. Han kigger bedrøvet på salaten. Han skal have noget at spise. Han spiser resten af salaten apatisk. Han har dårlig samvittighed over at spise det.

Leofred rydder til side efter sit måltid og går ind på sit værelse. Han lægger sig på sengen. Han stirrer op i loftet. Hvad skal han gøre? Han er nødt til at spise for at leve. Sådan ligger han lidt. Han føler sig tung og træt. Der er ikke rigtig noget, han kan gøre. Han kunne holde helt op med at spise. Han har spist hele livet og været glad for det. Han har ikke lyst til at holde op med at spise. Han er glad for at spise. Han er glad for at leve. Han er trist til mode.

Leofred tænker på undervisningen på universitetet i dag. Han har nogle opgaver, han skal have løst. Han kan lige så godt lave dem. Det nytter ikke noget at blive liggende her. Eller skulle han blive liggende her? Blive liggende og lade være med at spise mere. Blive liggende og langsomt lade livet forsvinde ud af sig. Han har lyst til at leve. Men han har ikke lyst til at leve ved at slå andre ihjel. Hvis bare han kunne leve uden at gøre andet liv fortræd, ligesom denverlejer. Han har lyst til at leve. Nej, han må leve videre.

Leofred rejser sig og sætter sig over til skrivebordet. Han finder sine bøger frem og begynder at lave sit hjemmearbejde.

 

Oksesteg med hele svineriet

8/2 2014

 

Leofred sidder koncentreret og løser opgaver resten af eftermiddagen.

"I kan spise nu," råber Leofreds far fra køkkenet.

Leofred sukker.

Han sætter sig ved bordet. Moderen sidder der allerede.

"Det dufter godt. Hvad skal vi have?" spørger Leofred.

"Oksesteg," svarer faderen.

Faderen sætter maden på bordet.

Leofred sukker og kigger på det. Det ser godt ud.

Faderen sætter sig.

"Værsgo," siger han.

Leofred ser på oksestegen. Den ser lækker ud. Han ser også på salaten. Hans forældre har godt lagt mærke til, at Leofred ikke længere spiser kød, så Leofreds far har gjort lidt ekstra ud af salaten. Leofred tænker på sine tanker om, at planter er en meget smuk form for liv. Han kan ikke lide, at andet liv skal tilintetgøres, for at han kan spise, men han skal spise. Han sukker. Så kan han ligeså godt spise det hele, som han altid har gjort.

Leofred tager en skive oksesteg.

Leofreds far og mor kigger på hinanden.

Leofred ser på de andre ting, som er på bordet. Han tager lidt af det hele. Han kigger på sin tallerken. Det ser lækkert ud. Det er det her, han har lyst til at spise.

Han skærer en bid oksekød. Stegen er lige tilpas stegt. Mør og lyserød indeni.

Han tager bidden, fugter den med lidt sovs og tager den i munden. Den smager himmelsk. Han spiser også lidt kartoffel og grøntsager. Han tænker på sine tanker om, at han spiser andet liv. Han bliver trist. Han er ked af, at andet liv bliver slået ihjel, for at han kan spise. Han har dårlig samvittighed over at spise det. Men han skal spise. Han spiser langsomt resten af maden på sin tallerken. Det smager himmelsk.

Leofred skubber sin tallerken til side. Leofred mor og far skæver til Leofred.

Leofred venter, på at hans far og mor bliver færdig med at spise. De sidder og snakker omkring aftensbordet som sædvanligt. Leofred siger ikke ret meget.

De bliver færdige med at spise.

"Tak for mad," siger Leofred.

"Velbekomme," siger hans far og kigger undersøgende på Leofred.

Leofred smiler forsigtigt og går ind på sit værelse.

 

Frugt og mælkeprodukter

8/2 2014

 

Leofred vågner næste morgen.

Han står op og tager et bad. Han er apatisk og bevæger sig sløvt. Han har lyst til at leve, men ikke hvis han skal slå andet liv ihjel for at gøre det.

Han går hen i køkkenet for at lave morgenmad.

Han sætter kaffe over. Han hælder vand i en gryde for at koge sig et æg. Han tager en bakke til morgenmaden. Han øser en portion gryn op, hælder mælk på og stiller den på bakken. Han skærer en skive brød, smører lidt smør på og lægger den på en underkop. Han skærer et par skiver ost og lægger dem på brødet. Han hælder et glas juice op. Han lægger også et æble på bakken. Han lader ægget koge i nogle minutter. Han sætter ægget i et æggebæger og sætter det på bakken. Han skænker et krus kaffe. Så er han klar til at spise.

Han tager bakken med hen til bordet og sætter sig. Han kigger trist på maden. Det ser lækkert ud. Han tager en skefuld gryn. Han kigger på den. Han er bedrøvet. Han har dårlig samvittighed. Det er ikke længere uskyldigt at spise. Han tænker på kornet, som står på marken. Det bliver slået ihjel, for at han kan spise. Der er også lidt mælk på skeen. Leofred tænker på køerne. De går rundt ude på marken og har det godt. Så bliver de malket.  Køerne kan godt lide at blive malket. De bliver ikke slået ihjel af at blive malket. Der er ikke noget, som bliver slået ihjel, for at jeg spiser mælk. Han kigger på glasset med mælk. Han drikker en slurk. Uhmm. Han kan drikke mælk med god samvittighed. Han spiser modvilligt resten af grynene.

Han piller skallen af toppen af ægget. Han tager en teskefuld æg. Han kigger på det. Æg kommer fra høns. Han tænker på hønsene. De går rundt i hønsegården og pikker korn og lægger æg. De lægger æg hele tiden. De bliver ikke slået ihjel af at lægge æg. Der er ikke noget, som bliver slået ihjel, for at han kan spise æg. Leofred bliver i lidt bedre humør. Han spiser ægget med god samvittighed. Uhmm. Det er meget bedre at spise med god samvittighed.

Han tager kruset med kaffe. Han stirrer ned i kruset. Kaffe kommer fra kaffeplanten. Det er kaffeplantens bær, som bliver tørret og malet. Det er kun bønnerne, som bliver brugt til at lave kaffe. Selve kaffeplanten tager ikke skade. Kaffeplanten lever i flere år, selv om man plukker dens bær. Der er ikke noget, som bliver slået ihjel, for at han kan drikke en kop kaffe. Leofred smiler. Han kan drikke kaffe med god samvittighed. Han tager en slurk.

Leofred kigger på æblet. Æbler vokser på æbletræerne. Æbler kommer sidst på sommeren eller om efteråret. De kommer, lige før træerne visner. Træerne dør ikke, af at man plukker æblerne. Æblerne vil endda selv falde af træet, hvis man venter længe nok. Og træet vil springe ud igen, når det bliver forår. Der er ikke noget, som bliver slået ihjel, for at Leofred spiser æbler. Leofred smiler. Hans humør stiger yderligere. Han tager forsigtigt en bid af æblet. Ligesådan med det meste anden frugt. Der er ikke noget, som bliver slået ihjel, for at Leofred kan spise frugt. Heller ikke bær. Heller ikke frugter fra grøntsager. Tomater, agurker, bønner og så videre. Og juice. Juice bliver lavet af frugt. Leofred tager en mundfuld juice. Uhmm. Han kan drikke juice med god samvittighed.

Han kigger på brødet med osten. Brødet kommer fra korn. Bliver kornet slået ihjel, for at han kan spise? Det er allerede afblomstret og tørt, når det høstes. Det er dødt alligevel. Det er kun kornets frø, han spiser. Og osten. Ost kommer fra mælk og mælk skader ingen. Leofred tager en bid af ostemadden.

Leofred spiser resten af måltidet. Det er alligevel nogle ting, han kan spise uden at gøre andet liv fortræd.

 

Det næste stykke tid spiser Leofred mest mælkeprodukter, frugt og bær. Han betragter mælk, frugt og bær, som noget naturen giver. Intet bliver slået ihjel, for at han kan spise det. Nogle gange spiser han kød og andre ting, som bliver slået ihjel, for at han kan spise det, men han har dårlig samvittighed over at spise det. Langsomt begynder han igen at undgå disse ting og til sidst lever han kun af ting, som naturen giver.

Sådan lever Leofred i nogle måneder. Hvis noget er blevet slået ihjel, spiser han det ikke.

 

Mælkeprodukter

8/2 2014

 

Det er vinter.

Leofred har levet næsten et halvt år, hvor han har tænkt over, hvad han spiser. Han er begyndt at spise mindre. Han er blevet tyndere.

Leofred skal til at vælge retning på studiet. Han vil gerne være forsker. For at blive forsker skal han skifte til et større universitet inde i hovedstaden. Leofred har allerede søgt ind og fået at vide, at han er blevet optaget. Han kan skifte universitet, hvis han vil. Han har allerede bestemt sig. Han vil begynde på det større universitet. Han har også søgt ind på et kollegium og fået et værelse. Det hele er klart. Han skal studere videre i hovedstaden efter sommerferien. Han skal dog fuldføre resten af semesteret, inden han kan flytte universitet.

Leofred kommer hjem fra universitetet.

Det er over middag. Han fik kun et æg og et æble til morgenmad og han har ikke spist noget siden. Han spiser stadig kun ting, som naturen giver. Han er sulten. Han tager en banan og et kogt æg fra køleskabet. Han smører sig en ostemad. Han hælder et glas mælk op. Han sætter det hele på en bakke og sætter sig hen til bordet.

Han piller skallen af ægget og kigger på det. Der er i hvert fald ingen, som er blevet slået ihjel, for at han kan spise et æg. Han tager en bid af ægget. Han kigger på blommen. Den er meget nærende. Den er beregnet til kyllingen. Kyllingen vokser ud af æggehviden og spiser blommen, mens den ligger i ægget. Kyllingen. Et æg er egentlig også liv. Et æg er et foster. Han sidder og spiser et foster. Det er barbarisk.

Leofred kigger på bananen. En banan er på en måde også nyt liv. Den vil spire og blive et nyt banantræ, hvis den lægges i jorden. Leofred skubber bananen og resten af ægget væk.

Han kigger på mælken. Mælk er ikke et foster. Mælk bliver ikke til andet liv. Der er ikke noget liv, som bliver slået ihjel, for at han kan drikke et glas mælk. Mælken er god nok. Han drikker en mundfuld mælk.

Han kigger på ostemadden. Osten er lavet af mælk. Der er ikke noget liv, som bliver slået ihjel, for at han kan spise ost og ost bliver ikke selv til liv. Ost er godt nok. Men brødet. Brødet er lavet af korn, som egentligt skulle spire på marken og blive til nyt korn.

Leofred tager osten af brødet. Han kigger på osten og tager en bid. Den smager ikke en gang godt uden brød.

Leofred kigger på maden på bordet. Hvis han kun vil spise mad, som ikke skader andet liv, kan han kun spise mælkeprodukter. Mælk, ost, ymer, yoghurt. Der må endda ikke være bær eller frugt i yoghurten. Leofred føler en knude i maven. Han har lyst til at spise normalt, som han altid har gjort. Men han kan ikke lide, at han gør andet liv fortræd ved at spise. Han er ked af det.

 

Spisevægring

8/2 2014

 

Leofred begynder kun at leve af mælkeprodukter.

Nogle få dage senere sidder han ved morgenbordet. Han har en tallerken med ren ymer og et glas mælk foran sig.

Han prikker lidt til ymeren. Han tager en skefuld og kigger på den. Han spiser den.

Han tager en skefuld mere og sidder længe og stirrer på den. Der er ikke noget, som bliver slået ihjel, for at han kan spise ymer. Han skader ikke andet liv ved at spise  ymer. Det er et mælkeprodukt. Køerne producerer mælk for at ernære deres nyfødte kalve i den første tid efter  kælvningen. Leofred tænker over det. Mælk er beregnet til nyfødt liv. Man lever uden at gøre andet liv fortræd den første tid af livet. Så er det også slut. Når man ikke får bryst længere, lever man af at slå andet liv ihjel. Og hvad gør han? Han spiser mad, som er beregnet til nyfødte. Han tager mad fra de nyfødte. Leofred skubber tallerkenen til side. Nu er der ingenting, han kan spise med god samvittighed.

Leofred sidder og stirrer tomt ud i luften i et stykke tid.

Han kigger ud over den triste mad. Så kan han lige så godt spise normalt. Det er også det, han hele tiden har ønsket. Det hele er bare tossede tanker.

Leofred rejser sig og går hen i køkkenet.

Han laver sig et godt middagsmåltid, som han gjorde, inden han begyndte at tænke over mad. Han gør lidt ekstra ud af det og tilbereder det, så det ser lækkert ud.

Han sætter sig over til bordet og begynder at spise. Det smager dejligt. Der er sådan, det skal være. Det er det, han hele tiden har ønsket. Han er sulten og han spiser godt. Men han er trist. Han har dårlig samvittighed over at spise. Det er ikke længere uskyldigt at spise.

 

Leofred spiser normalt et stykke tid. Det er ikke godt at spise, lige meget hvad han spiser, så han kan lige så godt spise, hvad han har lyst til. Men han er ikke længere glad for at spise. Han har dårlig samvittighed, når han spiser.

Langsomt begynder han at spise mindre og mindre og efter nogle måneder holder han helt op med at spise.

 

Ændringer

8/2 2014

 

Leofred går et stykke tid uden at spise.

Leofreds dårlige samvittighed forsvinder. Han lever uden at gøre andet liv fortræd. Han kommer i bedre humør. Han har det strålende nu.

I starten er han sulten. Hans mave knurrer konstant. Hans sult får ham til at tænke på mad hele tiden. Han bliver tyndere. Hver gang han tænker på mad, tænker han, at nu lever han uden at gøre andet liv fortræd. Han retter sig efter sin samvittighed. Han har det rigtig godt med sig selv.

Langsomt ændrer han sig. Sulten forsvinder og han tænker ikke længere så meget på mad. Kroppen ændres, så den ikke længere behøver mad. Han bliver ikke tyndere. Kroppen finder sin egen form. Leofred føler, at han er ved at udvikle sig til et nyt individ. Et individ, der slet ikke behøver at spise, måske en slags denverlej.

 

Leofreds forældre blander sig

27/2 2014

 

Der går et stykke tid. Det er sidst på foråret.

Leofred kommer hjem fra universitetet. Han hænger overtøjet i forstuen og tager skoene af. Han går over mod sit værelse. Leofreds far kommer ned ad trappen fra sit arbejdsværelse på første sal.

"Hej," siger Leofred.

"Leofred, vil du komme med herover," siger faderen og sætter sig hen til spisebordet i stuen.

Leofred sætter sig hen ved bordet og kigger på sin fader.

"Jeg kan se, at du er holdt op med at spise," siger faderen.

"Ja," svarer Leofred stille.

"Er der en grund til det?" spørger faderen.

"Det ved jeg ikke rigtigt," svarer Leofred undvigende.

"Nogle får en periode i livet, hvor de ikke spiser så meget. Der er som regel en grund til det. Synes du, at du vejer for meget?" spørger faderen.

"Nej, det er ikke det," svarer Leofred.

"Er du ked af det eller deprimeret?" spørger faderen.

"Nej, det er heller ikke det," svarer Leofred.

"Er der noget fysisk, som forhindrer dig i at spise? Har du problemer med maven?" spørger faderen.

"Nej," svarer Leofred. Han smiler lidt over sin fars bekymring.

"Nogle religioner har perioder, hvor de troende faster. Er det sådan noget?" spørger faderen.

"Nej," svarer Leofred med et stille smil.

"Det kan være en sygdom ikke at spise. Er der noget psykisk, som forhindrer dig i at spise? Har du forskellige tanker, som fortæller dig, at du ikke skal spise?" spørger faderen.

"Måske. Lidt, Nej. Det ved jeg ikke," svarer Leofred.

"Nogle nægter at spise kød, fordi det er liv, som er slået ihjel. Er det sådan noget?" spørger faderen.

"Det er nok rigtig nok," svarer Leofred undvigende.

"Spiser du overhovedet noget?" spørger faderen.

"Nej," svarer Leofred.

Nu er faderen bekymret.

"Er det fordi, andet liv bliver slået ihjel, for at du kan spise?" spørger faderen direkte.

"Ja," svarer Leofred stille.

Faderen rynker panden og ser eftertænksomt på Leofred.

Ingen siger noget et kort øjeblik.

"Du må ikke være bange for døden. Du må ikke være bange for at andre dør og du må ikke være bange for selv at dø. Døden er en del af livet," siger faderen.

Leofred tænker over sine overvejelser om at slå ihjel for at spise. Alle hans tanker er kommet under forudsætning af, at døden er det værste, som kan ske. Hans tanker om død er, at den er grusom, uhyggelig, katastrofal og livets undergang. Han kigger på sin far.

"Nogle ting er vigtigere end døden," fortsætter hans far, "måske oplever du en gang, at der er noget, som er så vigtigt for dig, at du vil dø for det."

Leofred tænker på Chicana. Hvis hun blev udsat for fare, ville han gå langt for at redde hende. Måske endda dø. Hvis de en gang fik børn, er han sikker på, at han ville ofre sig selv for børnene.

"I gamle dage var det en ære at dø i krig. Det højeste, man kunne opnå, var at dø på slagmarken," siger faderen.

En ære at dø. Det er et helt andet syn på døden, end han hidtil har haft. Han forstår det godt. Han tænker på maden, som bliver slagtet. Der er ikke meget ære i at blive slagtet og spist. Leofred siger ikke noget.

"Nogle gange er der ting, som truer vores verden. Det kan være nogle fremmede, som kommer og vil tage vores frihed og gøre os til slaver. Det er bedre at kæmpe for sin frihed og måske dø, end at leve som slave," fortsætter faderen.

Det, vi spiser, får ikke en gang lov til at kæmpe for sin frihed, tænker Leofred. Det har ikke en chance. Og de fremmede er nogle skurke. Når jeg spiser, er det mig, som er skurken. Jeg har ikke lyst til at være skurk. Leofred siger ikke noget.

"Du må ikke gøre døden til det vigtigste i livet. Det er vigtigere at leve," fortsætter faderen.

Netop og når jeg spiser, forhindrer jeg noget andet i at leve, tænker Leofred, men han siger ikke noget.

"Betingelsen for at leve er, at noget andet må dø," fortsætter faderen, "der ville slet ikke være noget liv, hvis der ikke også var død."

Leofred kigger på sin far. Han forstår godt faderens argument. Meget liv ville slet ikke eksistere, hvis det holdt op med at spise. Der ville kun være planter og denverlejer tilbage. Det ville være en skam.

"Du må ikke tage døden så højtideligt," fortsætter faderen, "i gamle dage slog man ihjel blot for at behage guderne. Man ofrede de fineste dyr, man havde, til guderne."

Tager jeg døden for højtideligt? spørger Leofred sig selv. Måske, men livet er så dyrebart.

Moderen har gået i køkkenet og hørt samtalen. Hun kommer hen til bordet.

"Både fødsel og død er en del af livet," siger hun, "vi har udviklet vores land, så vi har en høj levestandard. Vi kan kurere alt, så vi kun kan dø en naturlig død. Unaturlig død er næsten afskaffet for mennesker. Unaturlig død er blevet så skrækkelig. I gamle dage betød døden ikke så meget. Mange børn var dødfødte, mange døde i deres barndom eller af sygdom senere. Folk fik mange børn og mange mennesker døde en unaturlig død tidligt i livet. Død var en del af livet."

Leofred kigger på sin moder.

"At spise er en del af livet, ligesom at fødsel og død er en del af livet. Du skal selv dø på et tidspunkt," siger moderen.

Leofred kigger på sin moder. Ingen siger noget et øjeblik.

"At leve og dø er en del af livet," gentager faderen, "naturen spiller en stor rolle i livet. Naturen skaber os. Den bruger vores liv til at skabe os. Og naturen er hård."

"Naturen er da på tilbagetog. Byer vokser frem og mennesker styrer og kontrollerer stort set alt," siger Leofred.

"Naturen er gemt nedenunder. At spise og forplante sig er stadig bevaret fra naturen. Naturen udvikler sig stadig. Den tester individer for at finde de stærkeste måder at leve på," siger faderen.

"Måske prøver naturen at finde en ny livsform og teste den, ved at jeg skal stoppe med at spise," siger Leofred.

"Måske," siger faderen og holder en kort pause, mens han tænker sig om, "liv bliver hele tiden stillet overfor valg. Individer tager hele tiden beslutninger. Nogle beslutninger er rigtige og andre forkerte. Du er stillet over for et valg, om du skal spise, og du har et valg. Skal du spise eller skal du lade være? Jeg kan ikke sige, om det er en rigtig eller forkert beslutning at holde om med at spise. Denverlejer lever uden at spise, men de er en anden slags væsner. Det kommer an på, om din iagttagelse med at leve uden at slå ihjel er rigtig. Du skal have alle synspunkter med, inden du træffer valget om at lade være med at spise."

Kan det være en forkert beslutning baseret på forkerte argumenter at holde op med at spise, tænker Leofred. Måske har han ikke tager alle aspekterne med i sin beslutning.

"Liv er overalt. Der er også liv indeni dig. Bakterier og vira er en del af dit fordøjelsessystem. De vil måske også blive slået ihjel, hvis du ikke spiser. Ved at spise opretholder du også liv," siger faderen.

"Ja, og når jeg dør, bliver jeg føde for ådselædere, orme eller bakterier, så de kan leve. Det gælder om at blive stor og stærk, så jeg er en rigtig lækkerbisken for ormene," siger Leofred ironisk.

Faderen smiler. Han er glad for at Leofred kan se det fra den humoristiske side.

"Eller jeg kan blive parasit. Parasitter slår i det mindste ikke ihjel for at leve," fortsætter Leofred sarkastisk.

Faderen rynker brynene.

"Parasitter kan også forårsage død. Og de kan tilføre smerte. Hvad er værst - smerte eller død?" spørger faderen.

"Jeg var bare ironisk," siger Leofred.

"Hmm," siger faderen, "jeg tror faktisk også, at der findes parasitter, som lever i symbiose med offeret. Jeg tror, at der lever bakterier i vores tarmsystem, som hjælper os med at fordøje maden. Liv findes overalt," han kigger kort på Leofred og tilføjer, "og bliver slået ihjel overalt. Når du går en tur hen over en græsplæne, vil nogle af græsstråene knække. Eller der kan være myrer på skovstien, hvis du går en tur i skoven."

"Ja," siger Leofred stille.

"Prøv at se livet i et større perspektiv. Som en udvikling eller en proces," siger faderen, "her betyder den enkeltes liv og død ikke så meget. Hele verden og livet er som et stort kunstværk. Nogle gange skal der tilføjes noget og nogle gange skal der fjernes lidt. Det er en skabende proces. Måske er kunstværket allerede færdigt. Måske er det meningen, at det skal være en dynamisk proces, hvor alting kommer og går. Eller måske er kunstværket ikke færdigt endnu. Måske bliver det aldrig færdigt."

 "Og kunstværket er smukkest, når man er midt i det," siger Leofred.

"Ja, livet er vidunderligt på godt og ondt," siger faderen.

Ja, livet er vidunderligt, tænker Leofred. Det er bare ikke retfærdigt, at andet liv skal slås ihjel, for at jeg kan opleve det.

"Hvem er så kunstnerne?" spørger Leofred, nysgerrig efter at høre sin faders mening.

"Umiddelbart er det nok naturen, men Vor Herre ændrer lidt en gang i mellem," siger faderen.

"Jeg troede, at Vor Herre er almægtig. Jeg troede, at Vor Herre styrer det hele," siger Leofred.

"Ja, naturen er nok en del af Vor Herres verden. Vor Herre har som grundelement skabt naturen. Naturen arbejder af sig selv og Vor Herre behøver ikke at gøre mere. Vor Herre læner sig tilbage og kigger fornøjet på sit kunstværk. En gang imellem ændrer han på det. Nogle gange for at forbedre det, nogle gange for morskabs skyld. Fælles for både naturen og Vor Herre er, at de tilsyneladende begge har nemt ved at slå ihjel," siger faderen og tier så pludseligt, før han fortsætter, "jeg har hverken mandat til at sige, hvad Vor Herre eller naturen gør. Herrens veje er uransagelige. Jeg kan bare iagttage livet."

"Naturen er Vor Herres grundelement?" siger Leofred spørgende. Han vil gerne høre nogle flere af sin faders anskuelser af disse ting.

"Ja, og der er lidt forskel på at leve i naturen og i Vor Herres verden," siger faderen, "i naturen gælder det om at være stærk fysisk. I Vor Herres verden gælder det om at være stærk åndeligt. I den rene natur er alt tilladt. Naturen lader individer kæmpe for at leve. De stærkeste overlever. Måske er det en udskilning for at finde det stærkeste. Det gælder både, når man jager føde og parer sig. Naturen slår som regel de svageste ihjel."

"Hvordan er Vor Herres verden så?" spørger Leofred.

"Naturen er som sagt grundelementet i Vor Herres verden. I naturen gælder det om at være fysisk stærk. Vor Herre lader for det meste naturen passe sig selv. Men han blander sig lidt i udviklingen en gang imellem. Det er ikke altid den stærkeste, som vinder og får sig en mage. Der er flere ting, som spiller ind, når Vor Herre blander sig. Det åndelige spiller ind. Man kan bede til ham om hjælp. Bønner kan ændre tingenes udfald. Tro, håb og kærlighed og andre åndelige ting ændrer udfaldet af kampen om overlevelse og videreførelse af slægten," siger faderen.

Leofred kommer i tanke om sine tanker om tro, håb, viden og de andre åndelige ting oppe på bænken med udsigten over søen i begyndelsen af semesteret. Det var egentlig dem, som førte til hans spisevægring. Hele hans spisevægring startede med, at han troede, at han ikke gjorde andet liv fortræd. Han var så glad for den tanke, at han panisk har prøvet at holde fast i den siden.

"I naturen bestemmer den stærkeste, men det åndelige kan til enhver tid besejre den, "fortsætter faderen, "hvis det åndelige vil have, at noget taber en kamp, så taber det også. Det åndelige kan forårsage tilsyneladende uforklarlige hændelser som svaghed og sygdom, uvejr og jordskælv og mange andre både mulige og umulige hændelser."

Leofred kigger på sin far. Nu ved han godt, hvem han har arvet mange af sine tanker af.

"Det åndelige kan vejlede os," fortsætter faderen, "vi kan få følelser, tanker, indskydelser, fornemmelser og andre åndelige virkemidler, som påvirker os. Vor Herre prøver at forbedre os. Det gør han ved at belønne os med gode følelser, når vi gør noget rigtigt, og give os dårlige følelser, når de gør noget forkert. Måske er følelser som skyldfølelse, medlidenhed, dårlig samvittighed, empati og så videre en del af Vor Herres måde at regere på."

"Hvad så med fristelser?" spørger Leofred, "man ser noget, man rigtig gerne vil have, selv om man ved, at det er forkert. Er det også Vor Herres vejledning?"

"Fristelser er djævlens værk," siger faderen, "i den åndelige verden er der forskel på rigtigt og forkert. Man kan have god samvittighed eller dårlig samvittighed. Hvis man får det, man gerne vil have, uden at gøre noget forkert, er det meget bedre, end hvis man gør noget forkert for at få det. Det vil aldrig helt være rigtig godt, at få det man gerne vil have, hvis man samtidigt har dårlig samvittighed over det. Man skal ikke gøre noget med dårlig samvittighed. Man bliver svagere af at det. Det kan hjælpe lidt, hvis man får tilgivelse, men man bliver stadig svagere, end hvis man gør noget med god samvittighed. Man kan ikke tænke sig væk fra dårlig samvittighed. Den sidder i underbevidstheden. Man begynder at tænke. Man begynder, at retfærdiggøre handlingen eller finde på undskyldninger for at have gjort den. Nogle gange kan det hjælpe lidt, men man bliver svagere."

"Djævlen sætter en fristelse op og Vor Herre prøver at vejlede ved at give en dårlig samvittighed," siger Leofred og tilføjer efter et øjebliks pause, "jeg har dårlig samvittighed, når jeg spiser."

"Det er et problem. Nogle gange har man dårlig samvittighed på forkerte forudsætninger. Måske er det også djævlen, som spiller en et puds, når man har dårlig samvittighed på forkert grundlag," siger faderen.

"Det kan vel også være underbevidstheden," siger Leofred.

"Ja, det kan være svært at afgøre, om det er underbevidstheden eller djævlens værk. Måske finder man aldrig ud af det," siger faderen.

"Er du sikker på, at det overhovedet er djævlens værk? Er du sikker på, at det ikke er underbevidstheden, som spiller ind hver eneste gang?" spørger Leofred.

"Ja," siger faderen, "nogle har for eksempel dårlig samvittighed over at spise et stykke chokolade. De synes, at de er for tykke. Nogle er tykke og har den dårlige samvittighed med god grund. Andre har den dårlige samvittighed på grund af nogle vrangforestillinger, om at de er tykke, hvor de i virkeligheden er tynde."

Faderen siger ikke noget et kort øjeblik og kigger på Leofred, mens han tænker.

"Nogle har meget empati," siger han så, "de kan få dårlig samvittighed, selv om der ikke er grund til det. Man kan for eksempel sidde ved et kaffebord og der er kun et stykke kage tilbage. En person med for meget empati vil ikke tage det sidste stykke kage af høflighed. Men de andre ved bordet har måske allerede spist sig mætte i kage, så de vil ikke have mere, og værten sidder og håber på, at det sidste stykke kage bliver spist, så der er mindre at rydde op. I dette tilfælde forhindrer empati og dårlig samvittighed scenariets bedste udfald."

Faderen holder igen en pause, mens han tænker.

"Andre kan give en dårlig samvittighed uden belæg. Man spiser et æble med god samvittighed. Bagefter kommer der en og siger, at folk sulter andre steder i verden. Så kan man få dårlig samvittighed uden grund," siger faderen.

Ingen siger noget et øjeblik.

Faderen kigge bekymret på Leofred.

”Du skal spise, Leofred. At spise er en naturlig del af livet. Det er kun denverlejer, som ikke behøver at spise. Og måske også engle,” siger faderen.

Leofred kigger på sin far.

”Denverlejer minder meget om engle, gør de ikke?” spørger Leofred.

”Jo, der er vist ikke megen forskel. Jeg ved ikke så meget om engle. Engle er Vor Herres skabninger,” siger faderen.

”Kunne denverlejernes verden så være himmeriget?” spørger Leofred.

”Det ved jeg ikke. Jeg har ikke været nogen af stederne. Himmeriget er nok en åndelig verden,” siger faderen.

"Du skal selv dø en gang og når det sker, kommer du måske i himmeriget. Når du kommer derop, behøver du ikke at spise. Deroppe kan du leve sammen med englene uden at gøre andet liv fortræd," siger moderen.

"Ved du, hvordan det er at komme i himmeriget?" spørger Leofred mistroisk.

"Nej," siger moderen og smiler bekymret, "men du skal spise, mens du er her på jorden."

 

Chicana og Vejleg blander sig

7/3 2014

 

Et par dage efter tager Leofred til Korshavn for at besøge Chicana, som han plejer.

Chicanas far åbner døren. Han stirrer målløs på Leofred. Leofred kan se bekymringen malet i hans ansigt. Leofred forstår det ikke. Han synes ikke, at han har ændret sig. Han kan ikke føle nogen forskel.

"Hej, Leofred," siger Chicanas mor. Hun kommer gående ude fra køkkenet.

"Hej," svarer Leofred.

Moderen stopper op i døren, da hun ser Leofred. Hun stirrer på ham med åben mund. Leofred føler sig lidt ilde til mode. Han kan se, at moderen også er bekymret.

"Får du nok at spise?" spørger hun åbenhjertigt.

"Jeg har det fint," svarer Leofred undvigende.

"Chicana er inde på hendes værelse," siger moderen eftertænksomt.

"Tak," siger Leofred.

Han tager sine sko af og går hen til Chicanas værelse. Han åbner forsigtigt døren. Chicana sidder og læser lektier ved sit skrivebord.

"Hej Leofred," siger hun nølende, da hun får øje på Leofred.

"Hej," siger Leofred smilende.

Chicana går hen til Leofred og giver ham et knus. Hun kigger sørgmodigt op og ned ad ham.

"Hvad laver du?" spørger hun.

"Ikke noget," svarer Leofred. Han kan ikke lide sine omgivelsers reaktioner.

"Du er efterhånden ikke andet end skind og ben," siger Chicana.

"Nåh," siger Leofred tøvende lidt utryg ved den direkte konstatering.

"Det er ved at tage overhånd," siger Chicana.

Leofred går hen og lægger hånden på Chicanas bryst.

Chicana tager hånden og kysser den.

"Jeg har det godt," siger Leofred.

"Du ser også ud til at have det godt på dit ansigtsudtryk, men du er helt udmagret," siger Chicana.

Leofred lægger igen hånden op på Chicanas bryst og kysser hende.

Chicana trækker sig lidt tilbage og kigger på Leofred.

Leofred og Chicana kigger hinanden i øjnene.

Chicana kommer hen til ham og kysser ham.

Leofred lægger igen hånden på Chicanas bryst.

---

Leofred ligger på sengen ved siden af Chicana. Han vender sig om på siden og kigger på Chicana. Hun er smuk. Hun ligger og kigger op i loftet. Så vender hun sig og kigger på Leofred. Sådan ligger de lidt og kigger på hinanden.

"Spiser du stadigvæk ikke?" spørger Chicana konstaterende, "det ser ikke ud som om, at det kan blive ved med at gå. Jeg tror, at du må starte med at spise igen."

"Hm," siger Leofred eftertænksomt.

De ligger lidt uden at sige noget.

"Hvorfor spiser du ikke?" spørger hun.

"Det har jeg fortalt dig," svarer Leofred.

"Fordi du ikke vil gøre andet liv fortræd," siger Chicana langsomt.

"Ja," svarer Leofred.

"Hvordan føles det ikke at spise?" spørger Chicana nysgerrigt.

"Det føles rart," svarer Leofred, "jeg har aldrig haft det bedre."

"Du ser også ud til at have det godt på dit udtryk og din væremåde," siger Chicana.

"Jeg retter mig efter, hvordan jeg gerne vil have det," svarer Leofred.

"Er du sikker på, at det er sådan, at du gerne vil have det? Som jeg husker det, har du altid været glad for at spise," siger Chicana.

Leofred tænker sig om et øjeblik. Chicana har ret. Han vil helst spise. Men ikke under de omstændigheder. Ikke hvis han er skyld i, at andet liv bliver slået ihjel. Han er fanget. Der findes ikke nogen optimal udvej.

"Ja," svarer Leofred stille.

"Hvordan er dit humør og din livsenergi, når du ikke spiser?" spørger Chicana.

"Mit humør er godt. Jeg retter mig efter mine idealer. Og min energi er også god," siger Leofred, "mærkeligt nok. Det er ligesom, at jeg har en anden slags energi."

Chicana smiler. Det lyder til, at Leofred har det godt nok.

"Din krop ser ikke ud til at have det godt. Det er skrumpet ind," siger Chicana.

"Det er mærkeligt. Det ser ud, som om kroppen er skrumpet ind, men jeg måler stadigvæk det samme," siger Leofred og tænker sig om, "nej, jeg vejer mindre."

"Hvordan med bevægelserne? Føler du en stivhed eller sådan noget?" spørger Chicana.

"Lidt, men jeg har en bedre følelse i kroppen," siger Leofred, "den føles renere. Det føles vidunderligt at røre ved dig."

Chicana smiler smigret.

"Men hvis det var i orden at spise og du kunne vælge frit, så ville du vælge at spise," konstaterer Chicana.

"Ja, det ville jeg nok," svarer Leofred sørgmodigt.

"Kan du ikke se, at det bare er tossede tanker?" spørger Chicana.

"Det kommer an på, hvad man lægger i tanker," svarer Leofred, "man kan tage en tanke, lege med den og fordybe sig i den. Jo mere man fordyber sig i sine tanker, jo mere får man ud af livet. Tag for eksempel en køretur i et utrolig smukt landskab. En køretur i en bjergegn på en vej langs en flod, som snor sig mellem bjergene, på en sommerdag, hvor solen skinner og træerne står grønne og blomsterne blomstrer. Man kan køre lige igennem landskabet uden at tænke. Man ser måske landskabet, men man føler og sanser ikke rigtig, hvor smukt det hele er. Man kan også lade sig synke ned i sine indtryk af, hvor flot det er. Man kan bade sig i sine indtryk over det smukke landskab. Man kan skærpe sine sanser, så man sanser mest muligt, og det føles, som om tiden står næsten stille, mens man kører igennem. På samme måde når man ser noget andet smukt. Man kan fordybe sig i sine indtryk af noget smukt. Når jeg ser på dig for eksempel."

Chicana smiler igen smigret.

"Ja, men det kan også tage overhånd," svarer hun, "tanker og indtryk kan også gøres til mere, end de i virkeligheden er. Det er stadig kun dine egne indtryk og dine egne følelser og tanker, du svømmer rundt i. Du forstærker dem og gør dem til mere, end de er. Du kunne ligeså godt ligge hjemme på sofaen og drømme det hele. Du kan også køre igennem landskabet og se, hvor smukt det er, uden at du behøver forstærke indtrykkene for dig selv. Leve i nuet og se landskabet, som det er, uden at tilføje dine egne tanker og følelser. Køre igennem landskabet og se det smukke uden at hænge sig fast i det."

"Hm," siger Leofred.

"Jeg giver dig ret i, at du kan tage en tanke, lege med den og fordybe sig i den," fortsætter Chicana, "men du behøver ikke at kløjs i den. Hvis du retter blikket for meget mod dine tanker, kan du ikke samtidig se livet omkring dig."

"Jeg synes bare , at tanker er dyrebare; ligesom liv og gode indtryk er dyrebare," siger Leofred, "er tanker noget, man bare har, eller er der en mening med dem? Vi retter os alle efter vores tanker. Alt hvad liv gør, er startet af en tanke. Alt hvad menneskeheden har gjort og bygget, er startet af en tanke."

"Ja, men menneskeheden har også gjort mange dumme ting. Der har været krige og andre dårlige ting. De dumme ting bliver også startet af tanker," svarer Chicana.

"Det er rigtig nok," siger Leofred langsomt. Chicana har ret. Menneskeheden har haft mange gyldne tanker og ideer, men der har også været nogle tåbelige ind imellem.

"Det er en tosset tanke ikke at ville spise, fordi man synes, at man gør andet liv fortræd. Den er da meget sjov at lege med og filosofisk interessant, men man skal ikke leve efter den," siger Chicana.

"Jeg synes, at det er en smuk tanke," siger Leofred.

"Det er den også. Det er en meget smuk tanke, men den er også uopnåelig. Den er et luftkastel. Døden er overalt. Bare at gå en tur. Du kan komme til at træde på en snegl eller et insekt. Du kan ikke se på jorden for hvert skridt, du tager," siger Chicana.

"Jeg ved det godt, men jeg har dårlig samvittighed, når jeg spiser. Så er jeg direkte ansvarlig, for at noget bliver slået ihjel. Jeg føler mig som en skidt person," siger Leofred.

"Du er ikke en skidt person, fordi du spiser. Alting er ikke enten sort eller hvidt. Der er mange nuancer. Man kan godt være et godt menneske og spise samtidigt. Hvis du kan leve uden at gøre nogen fortræd, med undtagelse af når du spiser, så er du ultimativt et godt menneske," siger Chicana.

Leofred smiler for sig selv.

"Det er i orden, når Hans Højhed fanger et bytte og spiser det," fortsætter Chicana, "det gør den ikke til et dårligt stykke liv. Det gør den til en del af naturen. Det gør, at den lever sit liv."

Leofred tænker på Hans Højhed. Han synes, at det er helt i orden, at den fanger et bytte og fortærer det.

Det banker på døren.

"Kom ind," siger Chicana.

Hendes mor stikker hovedet ind.

"Vil I have en kop te?" spørger hun.

Chicana kigger på Leofred.

Leofred tænker sig om et kort øjeblik.

"Nej tak," siger han så.

Chicana sukker.

"Jeg vil gerne have en kop te. Kommer du herind med den?" spørger hun.

"Ja," svarer moderen.

Et øjeblik efter kommer moderen ind med en kop te til Chicana.

Leofred kigger længselsfuldt på teen.

Chicana sukker igen og sipper lidt af den.

Leofred bliver hos Chicana yderligere et stykke tid.

Det bliver tid til at tage hjem. Leofred siger farvel og giver Chicana et afskedskys.

Han kommer hen til sin cykel. Han står lidt og kigger sig omkring. Han har lyst til at gå gennem parken. Han begynder langsomt at gå. Han trækker cyklen ved siden af sig, mens han går. Han går langsomt hen ad stierne og nyder årstiden. Træerne og blomsterne er så smukke i øjeblikket. Lidt fremme sidder Vejleg på en bænk. Leofred går hen til ham.

"Hej Vejleg," siger Leofred.

"Hej Leofred," svarer Vejleg.

Vejleg kigger på Leofred.

"Får du nok at spise?" spørger Vejleg bekymret.

"Tja," svarer Leofred undvigende.

"Er det stadigvæk, fordi du ikke vil slå andet liv ihjel?" spørger Vejleg.

"Ja," svarer Leofred.

"Vil du gerne være denverlej?" spørger Vejleg sarkastisk.

"Det ved jeg ikke," svarer Leofred, "denverlejer er en meget smuk livsform."

"Det er livets udvikling, som har gjort det. Denverlejer har i tidernes morgen valgt aldrig at spise og vi har aldrig spist. Vi lever uden at slå ihjel og har altid gjort det. Det har ført os hen, hvor vi er i dag. Menneskets udvikling på Aurus har medført, at det skal spise. Mennesket er en del af livet på Aurus. Man er, hvad man er. Du er et menneske og mennesker skal spise," siger Vejleg.

"Ja," siger Leofred eftertænksomt. Han værdsætter, at hans venner bekymrer sig om ham.

"Det er smukt ikke at ville skade andre. Det er en form for livslyst at spise og i dit tilfælde er det måske også en form for livslyst ikke at ville spise. Lysten til at lade andet liv leve," siger Vejleg.

"Ja, jeg er glad for liv og jeg har lyst til at leve," siger Leofred.

Vejleg kigger eftertænksomt på Leofred.

"Jeg tror, at du bliver nødt til at spise, hvis du vil leve," siger Vejleg og tænker sig om et øjeblik, "men i dit tilfælde er jeg ikke sikker. Jeg ved ikke, hvad der er ved at ske. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er ligesom, at dine beslutninger i øjeblikket har dybe konsekvenser for alle. Både for mennesker og for os denverlejer. Vær varsom og lyt til dig selv," siger Vejleg.

"Jeg lytter til mig selv og overvejer, hvad jeg gør, men jeg har modsigende tanker. Jeg har lyst til at spise og det føles som det rigtige, men det er samtidigt forkert at slå ihjel," siger Leofred.

"Ja, jeg kan godt se modsigelserne. Det bliver spændende, hvad du finder ud af," siger Vejleg.

Leofred kigger på sit ur. Klokken er ved at være mange.

"Jeg må videre," siger han.

"Ja, vi ses, Leofred," siger Vejleg.

"Ja," svarer Leofred.

Leofred trækker sin cykel det sidste stykke ud af parken, sætter sig op på den og cykler hjemad. På vejen hjemad tænker han over samtalerne med Chicana og Vejleg. Han tænker også på samtalen med sine forældre for et par dage siden. De vil alle gerne have, at han spiser. Han er glad for deres bekymring, men det er som om, at han faktisk er i stand til at leve uden at spise

Et korn

17/3 2014

 

Den næste dag sidder Leofred på sit værelse. Samtalerne med hans forældre, Chicana og Vejleg arbejder i hans underbevidsthed. Måske har han ikke fået alle aspekter med i sine overvejelser om ikke at spise. Han lægger sig på sengen og kigger ud ad vinduet. Solen skinner fra en skyfri himmel. Måske skulle han gå en tur. Han tænker godt, når han går. Han kunne gå op til bænken med udsigt over søen. Han ligger lidt og stirrer ud ad vinduet. Så rejser han sig.

Leofred går ad stien op mod bænken. Han går langsomt og nyder turen. Det er dejligt vejr. Udsigten over søen er smuk i solskinnet.

Leofred kommer op til bænken og sætter sig. Han strækker benene og læner sig tilbage. Han kigger op i den blå himmel. Han retter lidt på sig, så han sidder afslappet. Han kigger ud over søen. Han kan aldrig blive træt af den udsigt. Sådan sidder han lidt.

Han tænker på sine overvejelser om ikke at spise. Han tænker på samtalen med sine forældre. Hans far sagde, at han ikke måtte være bange for døden og hans mor sagde, at døden var en del af livet.

Leofred tænker over det. Alle hans tanker har grund i, at døden er frygtelig. Er han dødsforskrækket? Nej, død indtræffer hele tiden. Det påvirker ham ikke særligt. Måden at dø på betyder lidt. Hvis en gammel mand sover stille ind efter et langt og lykkeligt liv er døden naturlig. Så gør den ikke noget. Døden kan måske endda være barmhjertig, hvis et menneske er sygt og har smerter. Den kan måske fjerne lidelsen. Hvis en ung, rask mand dør i en bilulykke er det værre. Det er nok noget af det værste, når et ung menneske dør en meningsløs død i en ulykke. Eller hvis forældrene selv er skyld i deres barns meningsløse død. Det ville være frygteligt. Men livet går ikke i stå. Den slags ting sker. Det er måske hårdt for forældrene. De sørger måske et stykke tid, men de kommer over det. Alle kommer over det. Nogle bedre end andre. Leofred kigger ud over søen. Det er et tænkt tilfælde. Tanker er nemme at arbejde med. Det er let nok at tænke, at døden ikke er noget særligt. Leofred bryder sig ikke om, at det er så let.

Han kigger tomt ud over søen.

I gamle dage var døden ikke noget særligt. I gamle dage ofrede man til guderne. Man slagtede dyr kun for at behage guderne. Og dyrene skulle være lydefri pragteksemplarer. Nogle religioner ofrede endda menneskebørn. Når guderne er indblandet betyder døden ikke så meget. Nogle tager i krig for at kæmpe for deres guder. De slår ihjel for deres tro. Nogle bliver selv slået ihjel.

Leofred kigger ud over søen.

I krig er alle parter enige om, at man må slå hinanden ihjel. I oldtiden var det endda en ære at dø i kamp. Er det ikke en slags mord? I hvert fald hvis uskyldige bliver slået ihjel. I krig bliver døden ikke taget så højtideligt. Alle kender risikoen.

Leofred sukker.

Det er nemt nok at tænke, at døden ikke er noget særligt, tænker Leofred igen. Han bryder sig ikke om at tænke sådan. Han synes, at han mister livsværdi. Livet bliver overfladisk. Jo mere alvorligt man tager døden, jo mere værdifuldt bliver livet. Måske er det meningen, at man skal holde op med at spise på et tidspunkt. Måske er det et trin op i evolutionsstigen. Kun de, hvis liv er dyrebart og værdifuldt, kan komme i den tilstand. Hvis de er ligeglade med at leve, har de også nemmere ved at slå ihjel. Så kan de ikke komme i den tilstand. Kun de lykkelige kan komme i den tilstand. Alt liv bliver helligt. Man erkender, at andet liv bliver slået ihjel, når man spiser. Man nægter at slå andet liv ihjel, fordi livet er dyrebart. Man holder op med at spise. Men først der begynder man rigtigt at leve. Måske er det overgangen til et bedre og smukkere liv.

Det kan også være djævelens værk. Djævelen, som maler de skønneste illusioner om et ideelt liv, men som kun gør det for netop at ødelægge livet.

Eller måske er det en psykisk sygdom. Spisevægring kan slå ud på mange måder. Underbevidstheden og alle ens tanker arbejder hen imod, at man skal stoppe med at spise. Sygdommen kan give en de smukkeste tanker, som alle sammen ender op i, at man skal holde op med at spise. Måske for at man skal dø. Måske er det et dødsønske.

Leofred sidder og stirrer tomt ud over søen i lang tid.

Måske er det forfængelighed. Måske er det for hans egen skyld, at han er holdt op med at spise. Det er ikke, fordi at han ønsker, at andet liv skal leve, men fordi han personligt ikke ønsker at være ond. Nej, sådan er det ikke. Når han ikke vil spise, er det et åbenhjertigt ønske om ikke at gøre andet liv fortræd. Han er ligeglad med om han er ond eller ej. Men han ønsker ikke at gøre andet liv fortræd, så han er god.

Leofred kommer til at tænke på, hvad Chicana sagde. Man kan godt være god, selv om man spiser. Man er ikke dårligt liv, fordi man spiser. Så skulle alt liv være dårligt undtagen planter og denverlejer. Leofred ved, at Chicana har ret. Man kan godt være god, selv om man spiser. Han ved, at hans egne indskydelser var forkerte på det punkt. Er det hele bare tossede tanker?

Leofred retter sig op. Han ryster på hovedet, brummer og gnider håndfladerne mod ansigtet.

Chicana spurgte ham, om han ikke kunne se, at det hele bare var tossede tanker. Har hans tanker taget overhånd? Ja, det har de nok. Tanken om ikke at skade andet liv er bare et luftkastel. En tosset tanke.

Leofred kigger ud over søen. Han er træt af at sidde og tænke. Han rejser sig og begynder at gå hjemad.

Man får mere ud af livet, når man fordyber sig i sine tanker, begynder han at tænke. Han kigger op i luften. Tossede tanker i menneskehedens historie er der nok af.

Men der er et åndeligt aspekt. Det er som om, at han kan leve uden at spise. Han tænker på samtalerne med sine forældre, Chicana og Vejleg. De vil alle gerne have, at han spiser. Selv Chicanas forældre reagerede på, at han er blevet tynd. Han er sikker på, at de er velmenende. Men alle de andres tanker har grund i deres liv. Deres tanker er udviklet af deres liv. Hans eget liv har udviklet sig, så han er i en anderledes situation. Han kan faktisk leve uden at spise.

Leofred er i syv sind i spørgsmålet, om han skal spise.

Hvad er det, jeg helst vil? tænker Leofred. Han vil helst leve sit gamle liv, som om ingenting er sket. Han vil helst drikke en kop kaffe en gang imellem. Han vil helst sidde omkring et hyggeligt middagsbord og spise oksesteg med brunede kartofler og sovs. Og måske en klat ribsgele. Og et glas vin. Og is til dessert. Med chocoladeovertræk og karamel og nødder. Leofred elskede at spise.

Men det er forkert at slå ihjel. Han kan ikke lide det. Han kan ikke komme uden om det.

Leofred sparker til en sten, så den triller hen ad stien.

Det er bare en tosset tanke. Liv og død betyder ikke så meget. Døden er en del af livet. Der er liv og død overalt. Tag et stykke ost. Ost er små ostemider. De små ostemider kommer ned i maven og dør. Betyder det noget? Skal man se hver enkelt ostemide, som et stykke liv? Og vin er gærede produkter. Der lever bakterier i min mave. Vi er alle del i større kredsløb. Eller skulle han blive ådselæder. Ådselædere er de bedste. De spiser kun liv, som allerede er dødt af sig selv. I den normale verden er ådselædere den laveste form for liv. Nu er gribbe den ideelle form for liv. Leofred smiler ironisk. Han sparker til en sten mere.

Han går lidt uden at tænke.

Jeg er, hvad jeg er, tænker han så. Jeg er et menneske og mennesker spiser. Jeg elskede mit oprindelige liv og jeg vil ikke miste det. Det er forkert at slå ihjel. Jeg vil ikke glemme, at andet liv bliver slået ihjel, når jeg spiser. Jeg vil tage tanken om ikke at slå ihjel alvorligt, men den skal ikke tage overhånd. Jeg er et godt menneske, selv om jeg spiser.

Leofred kommer hjem. Han går ind i køkkenet og åbner et af køkkenskabene. Der er en masse madvarer. Spaghetti, ris, rosiner, mel. Der er en pose med hele korn, som hans forældre blander i dejen, når de bager brød. Leofred åbner posen og tager et korn.

Han tager kornet og sætter sig ud i haven. Han kigger på kornet. Han holder det helt tæt hen til øjet, så det synes kæmpestort. Så holder han det lidt væk. Han kigger på det et øjeblik. Så putter han det i munden.

Han sutter lidt på det. Det føles kæmpestort i munden. Så sætter han det mellem tænderne og knuser det. Han tygger på det, til det er helt knust. Hans mund bliver tør. Det føles som om, han har et viskestykke i munden. Han prøver at fornemme smagen. Det er dejligt at smage igen, selv om han før har smagt bedre ting. Han sutter lidt på det knuste korn. Så synker han et par gange. Det føles stort i maven. Det er lige før, at han bliver mæt af et enkelt korn. Han læner sig tilbage. Uhm, tænker han stille.

 

Leofred begynder at spise igen

28/3 2014

 

Leofred begynder at spise igen. I begyndelsen er det svært. I starten spiser han kun ganske lidt. Det er ikke længere naturligt for ham. Kroppen er ikke længere vant til at spise. Det føles, som om den ændrer sig, når han spiser. Den eksploderer nærmest. Eksplosionerne kommer fra maven og breder sig til resten af kroppen.

Leofred bliver ved med at spise og efter et stykke tid aftager eksplosionerne. Nu virker maden nærmest som et giftstof. Han bliver kold og kroppen føles stiv, når han spiser. Han mister sine gode følelser i kroppen.

Vand påvirker ham mindst, men han føler stadigvæk lidt kulde og stivhed i kroppen, når han drikker vand. Vand synes så koldt og livløst. Som et fysik-kemisk stof. Han drikker det alligevel.

Sukker virker som et narkotikum. Han bliver lysvågen og får en masse tanker. Lyse, luftige tanker. Energi pumper rundt i kroppen og han føler sig let og oplagt. Han tænker, at det ikke er hans egne tanker og hans egen energi. Det er sukkeret, som påvirker ham.

Han drikker lidt vin. Den smager godt. Det er dejligt at smage igen. Han skal ikke drikke ret meget for at blive påvirket. Vinen påvirker hans balance. Hans bevægelser bliver flydende. Hans hjerne bliver uklar. Vinen lægger en dæmper på hans tanker. De kommer flydende roligt i en lind strøm. Han får en dejlig, afslappet følelse i kroppen. Han ved godt, at det er vinen, som påvirker ham. Det er ikke hans egne tanker og følelser.

Han drikker lidt kaffe. Den smager himmelsk. Kaffen påvirker ham også. Han bliver vågen af at drikke kaffe. Han tænker godt og han har nemt ved at koncentrere sig. Han får energi af at drikke kaffe. Han ved godt, at det er kaffen, som påvirker ham. Det er ikke hans egen energi.

Det er dejligt at smage igen. Nogle gange spiser Leofred med vilje langsomt og nyder rigtig smagen af maden. Det er ligesom kroppen optager maden bedre, når han smager godt på den.

Leofred har problemer med at fordøje maden. Han kan mærke, at den bliver liggende i maven. Han kunne ligeså godt spise jord og sten. Han kan kun spise lidt af gangen. Han kan ikke spise sig mæt, som han kunne, inden han fik spisevægring. Det føles ikke længere naturligt at spise.

Men han bliver ved.

 

Ønskelandets begyndelse

? 2003, rev 9/12 2010

 

Livet går sin vante gang på Aurus uden at bemærke Leofreds udvikling. Men langsomt begynder små forandringer at ske. Forandringer, som ingen lægger mærke til i begyndelsen: menneskers små dagligdags ønsker begynder at gå i opfyldelse.

Det er ganske små hændelser, som synes ganske tilfældige.

Det er ikke alle ønsker, som går i opfyldelse. I starten går ikke ret mange ønsker i opfyldelse, og det er umuligt at se, at det er ønsker, der går i opfyldelse. Det kunne ligeså godt bare være livets tilfældigheder. Det synes også tilfældigt hvilke ønsker, der går i opfyldelse, og hvilke, der ikke gør.

Folk har selvfølgelig altid haft ønsker og en gang imellem er disse ønsker gået i opfyldelse. Men de er gået i opfyldelse, som noget livet bringer, og ikke på grund af ønsket. Nu begynder ønsker at gå i opfyldelse kun på grund af ønsket.

Det kan være en mand, som skal med toget, men som er kommet lidt for sent af sted hjemmefra. Han har et godt stykke vej til stationen og da han nærmer sig stationen, kan han se på sit ur, at han ikke kan nå toget. Han tænker, at når han nu alligevel er kommet af sted, kan han lige så godt tage helt hen til stationen. Han ønsker ubevidst, at toget er forsinket. Da han kommer derhen, er toget forsinket, sådan at han kan nå at komme med det. Manden synes, at det var heldigt, at toget var forsinket, men han tænker ikke videre over det.

På et gymnasium har en gymnasieklasse fået til opgave at aflevere en stil. En af eleverne vil gøre rigtig meget ud af stilen. Hun arbejder meget med den, men den dag stilen skal afleveres, er den ikke blevet helt færdig. Klassen har en streng lærer, som holder på, at stile skal afleveres til tiden, ellers skal de slet ikke afleveres. Eleven er meget ked af, at hun ikke er blevet færdig med stilen. Hun ønsker ubevidst, at hun kan få en dag mere til at skrive stilen færdig. Da hun kommer i skole er læreren blevet syg og han er ikke i skole den dag. Derfor skal stilen først afleveres den næste dag. Eleven kan nu nå at skrive stilen færdig og på en måde, som hun er både glad for og tilfreds med. Hun synes, at det var heldigt, at læreren blev syg, men hun tænker ikke videre over det.

En læge skal på lægebesøg hos en mand, som bor langt ude i et øde område. Bilturen er lang og lægen har ikke fået fyldt benzintanken op, inden han kørte hjemmefra. Han er kommet et godt stykke derudaf, da benzinmåleren synker faretruende lavt. Lægen indstiller sig på, at han vil køre tør for benzin, men han kører videre. Han ønsker ubevidst, at der må komme en benzinstation. Pludselig dukker en benzinstation op. Lægen synes, at det er heldigt, at en benzinstation pludselig dukker op, men han tænker ikke videre over det.

De små ønsker, som går i opfyldelse, betyder i nogle tilfælde, at andre ikke opnår, hvad de gerne vil. Et respekteret firma skal bruge en ny medarbejder og der er mange ansøgere. En ansøger er bedre kvalificeret end de andre og han vil meget gerne have jobbet. Men en af de andre ansøgere ønsker, at han selv må få jobbet og det ønske går i opfyldelse. Netop som ansættelsen skal finde sted, bliver den bedst kvalificerede syg. Den person, som egentlig burde have haft jobbet, bliver forbigået, fordi en anden får sit ønske opfyldt.

I en fodboldkamp fører det ene hold 1 – 0 fem minutter før tid. Der bliver dømt straffespark til det andet hold. En af tilskuerne har et ønske om, at holdet, som er foran, skal vinde. Alle på stadion ønsker selvfølgelig enten at spilleren scorer på straffesparket eller at han brænder, men ønsket fra en enkelt tilskuer får ham, der skyder straffesparket, til at skyde over mål. Spilleren, der brændte straffesparket, og hans hold taber fodboldkampen, fordi en tilfældig tilskuer får et ønske opfyldt.

Ønsker, som går i opfyldelse, indtræffer hyppigere og hyppigere og det sker over hele Aurus.

 

Leofred spiser igen

28/3 2014

 

Leofred har problemer med at spise. Det føles ikke længere naturligt.

Han lægger mærke til, hvilke følelser maden forårsager. Der er forskel på hans egne følelser og følelser fremkaldt af maden. Han kan bedst lide sine egne følelser.

Leofred begynder at få fremmede tanker. Han får dem fra maden. Han tænker, om det er en form for hallucinationer. Han kan ikke lide de fremmede tanker. Han kan bedre lide sine egne tanker. Han kan ikke rigtig identificere sig med de tanker og følelser, maden giver.

Men han bliver ved med at spise.

Leofreds krop ændrer sig langsomt. Den fungerer ikke længere, som den gjorde tidligere. Maden bliver optaget i Leofreds krop på en anden måde end tidligere. Det virker som om, maden forgifter ham og langsomt slår hans egne følelser ihjel. Det lindrer lidt, når han smager på maden, men han har stadigvæk ikke sine egne tanker og følelser, når han spiser.

Han får igen energi af at spise, men han synes ikke, at det er hans egen energi. Det er en anden energi, end den han havde inden hans spisevægring. Han havde også energi, da han ikke spiste. Nu får Leofred energi fra det, han spiser, i stedet for at have sin egen energi.

Og han får de fremmede tanker. Han kan ikke lide dem. Han synes, at de er ubehagelige og han kan ikke identificere sig med dem. Han ved ikke, hvordan han skal forholde sig til dem. Skal han kontrollere dem? eller besejre dem? Han vil helst bare ignorere dem.

Leofred tænker tilbage på sine tankers udvikling. Først retter man sig efter sine tanker uden at stille for mange spørgsmål. Det er nemt at gøre ting. Der er ikke så mange overvejelser. Der er næsten ingen valg. Man gør bare tingene naturligt. Jo længere man har levet, jo mere livserfaring har man. Livserfaringen giver en flere valgmuligheder. Man kan se dybere. Man kan se konsekvenserne, af det man gør. Man får flere tanker at vælge imellem. Man har måske prøvet en mulighed tidligere uden succes og vil prøve en anden. Man begynder at kunne skelne mellem godt og dårligt. Man får måske nogle tanker, som man ikke kan få sig selv til at rette sig efter. Flere erfaringer ligger til grund for ens valg. Der er pludselig nogle tanker, som ikke bliver ført ud i livet. Nogle tanker skal fravælges. Man skal pludselig til at vælge og sortere i sine tanker.

Her er valget ikke så svært. Leofred kan ikke identificere sig med de fremmede tanker. Leofred vil helst bare være fri for de fremmede tanker. De er ikke en gang klare. Det er nærmest bare tågede skygger, som kommer fra uklare følelser i underbevidstheden.

Men han bliver ved med at spise.

Langsomt vænner Leofred sig til at spise igen.

Men Leofreds fordøjelsessystem har ændret sig. Leofreds fordøjelsessystem omdanner ikke mere maden, så den bliver en fuldstændig del af ham, som den gjorde tidligere. Der er noget i Leofreds underbevidsthed, som ikke accepterer maden. I Leofreds underbevidsthed synes han stadigvæk, at det er forkert at slå andet liv ihjel for at spise.

 

Det gode Ønskeland

Her skal et Ønskeland, hvor ønsker bliver brugt godt, beskrives. Det skal stadig være ubevidst.

Det skal skildres positivt og idyllisk gennem oplevelser. Der må godt være en hel del oplevelser, selv om der ikke er en egentlig handling. Bare beskrivelsen af et lykkeligt Ønskeland.

 

Leofred tager til hovedstaden for at studere videre

2/4 2014

 

Mens Leofred har haft sine overvejelser om at spise, har han stadig passet sine studier. Han klarer sig godt på universitetet. Han følger godt med i undervisningen både til forelæsningerne og til klassetimerne. Han forstår det, han lærer, og han afleverer sine opgaver.

Socialt har Leofred ikke ændret sig. Han har nemt ved at snakke med andre og han har en stor omgangskreds. De andre studerende har godt set, at han har tabt sig, men så længe han er glad og tilfreds og klarer sig godt, blander de sig ikke i hans personlige liv.

Efter at have studeret det første år derhjemme skal Leofred studere videre på et større universitet i hovedstaden, Sjælehvide. Han får et værelse på et kollegium, flytter til hovedstaden og starter på sit videre studium. Han klarer sig også godt på det nye universitet både fagligt og socialt. Undervisningen på det større universitet er mere dybdegående. Det kan Leofred godt lide. Han har det også godt med sine nye studiekammerater.

Leofred er stadig kæreste med Chicana, selv om hun må blive derhjemme og gøre gymnasiet færdigt.

Leofred spiser normalt igen og har fået sine normale kropsvægt tilbage, men han synes stadig, at det er forkert at slå ihjel for at spise.

Ønsker går stadig ubemærket i opfyldelse. De går i opfyldelse som små pudsigheder i hverdagen, uden at nogen tænker nøjere over det. Det kunne ligeså godt være tilværelsens tilfældigheder.

 

Sjælehvide

? 2003 rev 21/4 2011

 

Hovedstaden i Lavinia hedder Sjælehvide. Det er en storby og den største by i Lavinia.

Centrum af Sjælehvide består for en stor del af høje skyskrabere. Der er topmoderne forretningskvarterer, store indkøbscentre, luksushoteller og hvad der ellers hører med til en moderne storby.

Ikke langt fra centrum er kvarterer, hvor de gamle bindingsværkshuse er bevarede og hvor der stadig ligger brosten på de smalle stræder. Husene og vejene i disse kvarterer fredede. De er restaurerede og velpassede og der er ingen nyopførte huse, som ødelægger idyllen. Også de gamle butikker er bevarede. Der er købmandshandler, skobutikker, frisørsaloner, isenkræmmere, manufakturhandlere og mange små kroer og beværtninger, som alle er indrettet som i gamle dage.

Tæt på centrum er der også noget lidt ældre etagebyggeri. Det er etagebyggeri i 3-5 etager. Det er bygget af mursten og da murerhåndværket i Lavinia var og er højt udviklet, er husene bygget med mange finurlige og kunstfærdige detaljer.

Længere væk fra centrum er der både parcelhuskvarterer og nyere etagebyggeri.

 

Slet

? 2003, rev 30/04 2011

 

I det lidt ældre etagebyggeri ikke så langt fra centrum i Sjælehvide kommer Slet til verden, omtrent samtidig med at Leofred bliver født. Slets mor bor alene med ham. Hun kan godt forsørge sig selv og sin søn, men Slet vokser op under trange kår, dog uden at han mangler noget.

Slet vokser op i byen og han føler sig aldrig alene. Selv når han er alene, ved han, at der er mennesker overalt omkring ham. Hvis han kigger ud på gaden, kan han se mennesker gå forbi eller hvis han går en tur, møder han hele tiden andre mennesker. Dette giver ham en følelse af ikke at være alene, selv om han faktisk ikke kender eller snakker med de personer, han møder.

Slet er meget intelligent. Han er meget bevidst om tanker. Han ved med det samme, han får en tanke, hvad den handler om. Han ved med det samme, den bryder frem – inden han overhovedet er begyndt at tænke den – om det er en tanke, han kan lide og hvad den vil ende med. Hvis en tanke ikke er god for ham eller hvis han får en tanke om noget, han ikke kan lide at tænke på, stopper han tanken, inden han er begyndt at tænke den. Slets hjerne kommer slet ikke i berøring med tanker, der er dårlige for Slet.

Der er nogle tanker, Slet ikke kan lide. For eksempel sentimentale tanker. Han synes, at den ene sentimentale tanke fører den næste med sig og når sådan en tankerække er startet, forhindrer det ham i at få gode, frie tanker. Slet synes, at sentimentale tanker forstærker nogle følelser, han ikke kan lide. De forstærkede, sentimentale følelser overdøver hans gode følelser og bringer ham i en sindstilstand, han ikke kan lide. Derfor stopper han sentimentale tanker, endnu inden han har fået dem.

Slet kan heller ikke lide at drømme om noget. Drømme kan lige så godt gå galt, som gå i opfyldelse. Derfor venter Slet med at drømme eller bekymre sig om noget, til tingene er sket og så er der som regel ikke noget at drømme eller bekymre sig om. Som alle andre har Slet ting, han gerne vil opnå, men han drømmer ikke om dem. Han arbejder sig hen imod dem. Han drømmer ikke om, hvad der sker, hvis eller når han opnår dem. Han bekymrer sig heller ikke om, hvad der sker, hvis han ikke opnår dem.

 

Slet og andre mennesker

?2003, rev 30/4 2011

 

Slet er den dygtigste i sin klasse. Han er meget hurtigt tænkende og fremsynet og det giver ham et fortrin frem for hans klassekammerater. Slets klassekammerater forstår ikke, hvordan han kan tænke så hurtigt og rigtigt, og det er en gåde for dem, hvad der sker inde i hovedet på ham.

Når Slet er sammen med kammeraterne i skolen, siger han aldrig noget, som lyder dumt. Han kan ikke lide, hvis andre siger tåbelige ting. Han kan heller ikke lide, hvis folk er langsomt opfattende eller hvis de bliver overstadige. Han bliver nogle gange lidt irriteret på sådanne mennesker. Han er selv hurtigt til at opfatte meningen med det, der bliver sagt. Han forstår med det samme ironi og sarkasme.

Når Slet møder folk fra landdistrikterne, synes han, at mange af dem lyder tåbelige. Han synes, at de er fraværende på den måde, de snakker, og på de ting, de siger. Han synes, at de lader de fraværende og dårlige tanker overtage, sådan at de gode og rigtige tanker aldrig kommer rigtigt frem. Han synes, at folk fra landdistrikterne aldrig er på forkant med livet. Han synes, at de virker langsomt opfattende og at de ikke forstår ironi og sarkasme, før der er gået et stykke tid eller før det er blevet forklaret for dem.

 

Slet ønskes sat tilbage

? 2003, rev 30/4 2011

 

Slet fortsætter sin udvikling i skolen og han bliver sine klassekammerater mere og mere overlegen.

Nogle af klassekammeraterne kan ikke lide følelsen af, at nogen opfatter og tænker så meget hurtigere end dem og de føler sig underlegne. De føler sig laverestående og de ønsker, at Slet ikke er dem så overlegen. Og langsomt går deres ønske i opfyldelse.

 

Slet kan ikke finde vej

30/4 2011

 

En dag skal Slet på ekskursion med sin klasse.

Klassen kan ikke finde vej til et museum. Slet plejer at kunne klare sådanne situationer. Han tager et vejkort og kigger på det. Han begynder at finde ud af, hvor på kortet de er og hvor de skal hen. Han kigger på kortet og på vejnavnene omkring ham, som han plejer, men pludselig får han ikke sine sædvanlige gode tanker. Det hele bliver uklart og uoverskueligt. Han kigger desillusioneret op på vejskiltene omkring ham. Han ser på sine klassekammerater. De står og stirrer på ham. De forstår ikke, hvorfor Slet pludselig ikke kan finde vej. En af dem spørger, om han må se kortet. Han får kortet. Han er normalt ikke så god til den slags ting. Han kigger lidt på kortet og pludselig kan han finde vej. Klassen følger grinende efter ham. Slet er ked af, at han ikke kunne finde vej. Han går nedslået bagest i flokken. Han tænker over, hvad der skete med ham. Han kunne mærke, at hans tanker ændrede sig. Og den anden, som ikke plejer at kunne finde ud af den slags ting, kunne pludselig finde vej uden problemer. Det er mærkeligt.

Det er ønsket, om at Slet ikke skal klare sig godt, som går i opfyldelse.

 

Slet kan ikke ordne regnskab

30/4 2011

 

Resten af dagen følger Slet bare med klassen. Han er ked af det.

Om aftenen, efter at de er kommet tilbage til deres hotel, sidder klassen og hygger sig i fællesrummet. Klassen er blevet opdelt i grupper og de opgaver, som skal klares på sådan en ekskursion, er blevet fordelt mellem grupperne.

Slets gruppe skal ordne regnskab. De sætter sig omkring et bord og finder pengekassen, dagens kvitteringer og en lommeregner frem. Slet begynder at tælle pengene i kassen. Pludselig kan han mærke, at han mister koncentrationen. Han kan ikke huske hvilket beløb, han er nået til. Han lægger pengene tilbage i kassen og starter forfra. Han når ikke langt, før han igen glemmer, hvor han er kommet til. Han kigger på pengene. Det skulle ikke være så svært at tælle dem. Han kigger forundret op. Hans kammerater sidder og kigger på ham. De forstår heller ikke, hvad der sker med Slet. En af dem spørger, om han skal prøve. Slet skubber pengekassen over til ham. Han er normalt ikke så god til tal, men han tæller pengekassen op uden problemer. Kammeraten kigger smilende på Slet. Han er glad for, at han kunne klare noget, som Slet ikke kunne klare. Slet er ked af det. Han tænker over, hvad der skete med ham. Han kunne mærke, at hans tanker ændrede sig og at han ikke kunne koncentrere sig. Han skulle sagtens kunne tælle en pengekasse op. Og den anden, som normalt ikke er god til tal, kunne pludselig klare det hele. Slet siger ikke noget resten af mødet.

Det er ønsket, om at Slet ikke skal klare sig godt, som går i opfyldelse.

 

Slet kan ikke spille huskespil

30/4 2011

 

Slets gruppe bliver færdig med regnskabet og går ud til de andre i fælleslokalet. De sidder og spiller huskespil. Deltagerne skal gå udenfor døren. Nogle forskellige ting bliver lagt frem på et bord. Deltagerne kommer ind en efter en og må se på tingene i 30 sekunder. Tingene bliver dækket til og så gælder det om at kunne huske flest ting. Slet spørger, om han må være med. Det må han gerne.

Slet går udenfor døren sammen med de øvrige deltagere. Det bliver Slets tur. Han kommer ind og ser på tingene i de 30 sekunder. Tingene bliver dækket til igen. Slet tænker sig om. Han er normalt god til at huske. Han starter hurtigt med at nævne de første ting. Pludselig bliver han helt tanketom. Han kan ikke huske noget som helst. Han forstår ikke, hvad der sker. Han kigger op på sine klassekammerater. De sidder alle og kigger forundret på ham. De er vant til, at Slet kan huske alt.

”Jeg kan ikke huske mere,” siger Slet.

”Det var ikke så meget. Du kan prøve igen senere,” siger en af hans klassekammerater smilende. Han er lettet over, at Slet viser menneskelige sider.

”Jeg tror, at jeg bare sidder og kigger på lidt,” svarer Slet.

Den næste deltager plejer ikke at være en af de bedste til at huske. Han kommer ind og kigger på tingene i 30 sekunder. Derefter remser han alle tingene op i en køre. Slet kigger på ham. Slet ved ikke, hvad der sker. Da det var hans tur, var han helt tanketom. Han plejer ellers at være god til at huske. Og hans kammerat, som ikke plejer at være god til at huske, kunne remse alle tingene op. Slet sidder stille resten af aftenen og kigger på, at de andre spiller.

Det er ønsket, om at Slet ikke skal klare sig godt, som går i opfyldelse.

 

Slet ændres

? 2003, rev 30/4 2011

 

Sådan ændrer Slet sig langsomt. I starten sker det ikke så tit og nogle gange lægger han slet ikke mærke til det, men lidt efter lidt opfatter han, at han ændrer sig. Han opfatter ikke længere ting så hurtigt og han har sværere ved at forstå både de ting, han lærer i skolen, og de ting, som sker omkring ham. Han har svært ved at samle sine tanker og koncentrere sig. Han glemmer hurtigt de ting, han lærer, og hvis han skal lave større projekter, glemmer han, inden projektet er færdiggjort, hvad han har lavet i starten af projektet. Hans klassekammerater udvikler sig hurtigere end ham og som tiden går, er han ikke længere den bedste i klassen. Hans lærere er ikke længere så benovet over det, han kan, og hans skolekammerater føler sig ikke længere underlegne.

Slet kan ikke lide de ændringer, der sker i hans liv, og han begynder at søge efter, hvorfor hans liv har ændret sig. Slet kan direkte mærke, at hans evner bliver dårligere. Han kan selv mærke, at han tænker og husker dårligere, og han er også klar over, at han opfatter ting langsommere end han gjorde tidligere. Men han ved ikke, hvorfor han er blevet sådan.

 

Slet klarer en prøve dårligt

30/4 2011

 

Efter et stykke tid skal klassen have prøve.

Slet har ikke klaret sig så godt det sidste stykke tid og han har forberedt sig grundigt. Slet og hans klassekammerater kommer ind i klasselokalet og sætter sig ved hver deres bord. De får prøven udleveret og de får lov til at begynde.

Slet arbejder koncentreret og det går godt. Pludseligt kan han mærke, at han mister koncentrationen. Han prøver at koncentrere sig endnu mere, men han kan ikke. Han kigger op. Fire af hans klassekammerater sidder og stirrer vredt på ham. Han kigger ned på prøven igen, men han kan overhovedet ikke tænke klart. Han prøver igen, men det er umuligt for ham. Resten af tiden sidder han og stirrer tomt ned på papiret.

Et par dage efter bliver resultatet af prøven slået op. Slet står og kigger på resultaterne. Han har ikke klaret prøven ret godt. En af hans klassekammerater står ved siden af.

”Nå, den prøve klarede du ikke så godt,” siger kammeraten og prøver at skjule et smil.

Slet kan høre, hvordan kammeraten virkelig er glad for, at han har klaret prøven dårligt. Slet har det ikke godt. Han forstår ikke, hvordan nogen kan være glad for, at det går ham dårligt. Han tænker over det. Hans klassekammerat ønskede, at han skulle klare prøven dårligt. Og han klarede prøven dårligt. Det var ligesom han klarede prøven, ligesom hans kammerat ønskede det.

Pludseligt står det klart for Slet. Hans klassekammerater ønsker at holde ham tilbage. Ikke direkte bevidst, men ubevidst ønsker Slets klassekammerater, at det ikke går så godt for Slet. Slet kan ligefrem mærke, at alene tankerne hos hans klassekammerater gør, at han ikke kan tænke klart. Han forstår det ikke. Det kan ikke være rigtigt, at grunden, til at han ikke længere kan tænke klart, er, fordi hans klassekammerater ønsker, at han ikke skal klare sig så godt. Han forstår ikke, hvordan han kan blive påvirket af andres tanker. Men han er ret sikker på, at sådan er det.

 

Slet kan ikke svare en lærer

30/4 2011

 

Slet begynder at lægge mærke til hans kammeraters reaktioner, når han skal klare forskellige ting.

En dag har klassen geografi. Læreren spørger Slet om navnet på hovedstaden i et land i en anden verdensdel. Slet lægger mærke til hans klassekammeraters ansigtsudtryk. Nogle af dem sidder og stirrer stift på ham. Slet kan mærke, at hans tanker bliver uklare og han har svært ved at huske.

”Jeg kan ikke huske navnet,” siger Slet til læreren.

Slet kan se, at klassekammeraternes stive blikke bliver afløst af skjulte smil. Slet bliver ked af det. Nu er han sikker på, at han tænker dårligere, fordi hans klassekammerater ønsker, at han ikke skal klare sig så godt.

 

Slet begynder at undersøge ønsker

? 2003, rev 30/4 2011, rev 23/5 2013

 

Slet bliver opmærksom på, at nogle af hans egne ønsker også går i opfyldelse. Han begynder at lægge mærke til, både når hans egne og andres ønsker går i opfyldelse.

Slet lægger mærke til, at hans ønsker tilsyneladende en gang imellem kan styre andre mennesker.

En dag er Slet ude at gå en tur og et stykke væk kan han se en gruppe mennesker. De er på vej imod ham og de fylder hele fortovet. Ubevidst ønsker han ikke at møde dem og som ført af en højere magt drejer de ned ad næste sidegade. Slet lægger mærke til det og synes, at det er pudsigt, men tillægger det ikke nogen større betydning.

Men det gentager sig. En anden dag er Slet ude at handle ind. Han vil købe en avis, men der er kun en avis tilbage og en anden kunde er ved at tage den. Slet synes, at det er ærgerligt, for han ville gerne have købt avisen. Ligesom ved et trylleslag lægger den anden kunde avisen tilbage og går videre, så Slet kan købe avisen.

En tredje dag ser Slet en sportskamp i fjernsynet. Han ikke er videre interesseret i sport, men han holder alligevel lidt med det ene hold, selv om det er ved at tabe. Slet synes, at det er lidt ærgerligt, at det hold, han holder med, er ved at tabe, og langsomt ændrer kampen sig. Det hold, Slet holder med, indhenter det andet hold og vinder til sidst.

Sådan finder Slet ud af, at andre også er påvirket af hans ønsker. Han forstår ikke, hvordan han sådan kan påvirke andre mennesker med sine ønsker. Slet ved ikke, om han kan påvirke alle mennesker, men alle dem, han prøver at påvirke, bliver også påvirket af det. Han ved ikke, hvor grænsen for ønskerne går. Nogle gange fornemmer han, at ting, som han ikke kan forestille sig skulle kunne påvirkes af ønsker, alligevel bliver påvirket. Det kan være planter, vinden og vejret, jord og sten, og sågar have og bjerge.

 

Ønsker og tanker

25/5 2013

 

Slet finder ud af, at ønsker bliver skabt af tanker. Han finder ud af, hvor meget tanker betyder; både hans egne og andres tanker. Hvis han har gode tanker, er livet meget bedre end hvis han har dårlige tanker. Med gode tanker kommer også gode følelser og en god hukommelse. Og tanker kan påvirke tanker. Han bliver klar over, hvor let det er, at forhindre andre i at tænke klart.

Slet begynder at undersøge tanker.

Han undersøger både sine egne tanker og tanker, som påvirker ham fra andre mennesker.

Slet opdager, at hvis han har gode tanker, får han som regel også gode tanker. Han finder ud af, at han kan bruge gode tanker til at få endnu bedre tanker. Han begynder at søge efter at få gode tanker og han finder metoder til at gøre sine egne tanker bedst mulige.

Slet opdager, at hans tanker bliver påvirket af de mennesker, han er i nærheden af. Han kan ikke direkte læse andres tanker, men hans tanker bliver påvirket af andre og han kan se, at han også kan påvirke andres tanker. Slet begynder at udnytte de tanker, han får, når han er sammen med andre mennesker. Han holder fast i det bedste fra alle de tanker, han kommer i forbindelse med.

Slet ved, at hvis en tanke er dårlig for ham, kan den ændres eller nedbrydes. Han ved også, at nogle tanker er gode for nogle men dårlige for andre. For ham gælder det derfor om at nedbryde de tanker, som er dårlige for ham selv, og sørge for at de tanker, som er gode for ham selv, bliver fremtrædende. Det kan han gøre på flere måder. Han kan sørge for, at hans gode tanker er så stærke, at andre ikke kan nedbryde dem eller han kan nedbryde andres tanker, som prøver at påvirke hans gode tanker.

Slet retter hele sin opmærksomhed mod den psykiske verden og hver gang han får en tanke, sørger han for, at den er god for ham. Hvis han møder nogle mennesker, som starter tanker, som er gode for ham, holder han fast i disse tanker og hvis han møder nogle mennesker, som starter tanker, som er dårlige for ham, nedbryder ham tankerne eller fordrejer dem, så de bliver gode for ham. Han bruger al sin energi på, at tanker skal ende med at være gode for ham.

Nogle gange får Slet alligevel tanker, som ikke er gode for ham. Så må han tænke nogle hurtige, gode tanker, som trods alt bringer ham ovenpå, og holde fast i disse tanker. Enkelte gange tillader han sig selv at have tanker, som er dårlige for ham, men det tillader han kun, hvis han kan bruge det til at komme ovenpå igen og hvis han kan bruge det til at få tanker, som er gode for ham i sidste ende.

Slet finder ud af, at der er forskel på hans tanker, når han er alene og når han er sammen med andre. Han finder ud af, at han altid kan gøre sine tanker gode for ham selv, når han er alene. Han får ikke altid gode tanker, når han er i nærheden af andre, men han kan altid nedbryde, ændre eller fordreje de dårlige tanker eller tænke hurtige, overfladiske tanker, som er gode for ham. Slet skal helst have tanker, som er gode for ham selv, mens han stadig er i nærheden af eller tænker på det menneske, som forårsagede de dårlige tanker.

 

Slet laver små konkurrencer

25/5 2013

 

Det er vigtigt for Slet at være styrende, når han er sammen med mennesker, som er kilde til tanker, som er dårlige for ham. Hvis han ikke er styrende, finder han måder til at blive det.

En dag er Slet på vej til skole. Et stykke foran ham går en ældre mand. Slet ser ham og Slet lægger mærke til, at han får dårlige tanker fra manden. Slet tænker over, hvad han kan gøre for at få gode tanker. Han ser, at manden nærmer sig et vejskilt. Slet tænker, at hvis han kan komme hen til vejskiltet før manden, er han bedre end manden. Den tanke er god for Slet og den nedbryder Slets dårlige tanker. Slet sætter farten op. Manden er stadig et stykke fra vejskiltet. Slet indhenter manden og overhaler ham et stykke før skiltet. Slet er et stykke foran manden, da Slet når vejskiltet. Slet lægger mærke til sine tanker. Nu får han igen gode tanker. Det var da en nem måde at få gode tanker på, tænker Slet.

En dag skal de have prøve i matematik. Slet er nu klar over, at hans klassekammerater ønsker, at han ikke klarer sig så godt. Slet tænker, at hvis han kommer først ind ad døren til lokalet, hvor de skal have prøven, så vil Slet være bedre end sine klassekammerater og så vil deres ønske ikke betyde noget. Slet skynder sig hen til lokalet og sidder allerede ved sit bord, da de andre kommer ind i klassen. Nu bliver det spændende, tænker Slet. De får prøven og Slet ser på matematikopgaverne. Slet har en god følelse. Den første opgave løser næsten sig selv, Slet skal bare følge med. Det var nemt nok, tænker Slet. Den næste opgave løser også sig selv og sådan fortsætter det. Snart er alle opgaverne løst. Nogle dage efter bliver resultatet af prøven hængt op på opslagstavlen. Slet går spændt hen og ser resultatet. Nogle af hans klassekammerater står allerede derhenne. Da Slet går derhen, skuler nogle af dem til ham. Han ser resultatet af prøven og ser, at han har klaret den bedst af alle. Slet kan mærke en sejrfølelse komme op i sig. Han har det godt nu. Han smiler triumferende til sine klassekammerater.

Slet går lidt væk og sætter sig på en bænk for at tænke. Slet tænker, at når han får lov at passe sig selv, klarer han sig godt. Andre kan forhindre ham i at klare sig godt, bare de ønsker det. Men hans egne ønsker kan også gå i opfyldelse.

Slet har ikke fået sine tidligere evner tilbage, men han har fået nogle andre. Tidligere var det hans eget talent, som gjorde, at han klarede sig godt. Nu er det ønsker.

 

Flere små konkurrencer

2/4 2014

 

Slet fortsætter med at finde på små konkurrencer og det bliver vigtigt for ham at vinde dem.

De fleste konkurrencer er nogle, han selv finder på og han siger ikke noget om dem til andre. Andre konkurrencer er åbenlyse. For eksempel er det en åbenlys konkurrence at få de bedste karakterer i skolen. Slet tænker, at det næsten er hans klassekammerater, som har opfundet den konkurrence. Det er også åbenlyse konkurrencer, når han spiller kort med sine klassekammerater eller når de løber om kap i skolegården. Det er en mindre åbenlys konkurrence at komme først ind ad døren til klasselokalet i den første time om morgenen. Det er en godt skjult konkurrence, at det gælder om at hænge sin frakke på den fjerdesidste knage udenfor klasselokalet. Det er også en godt skjult konkurrence, at det gælder om at gå hen til det tredje vindue i klasseværelset, lige inden anden time begynder om tirsdagen. Slet har en lille konkurrence, han tit vender tilbage til. Hvis han kan røre sin venstre øreflip, har han vundet over sin modstander. Det er en lille, nem måde at besejre sin modstander og få gode tanker.

Det bliver vigtigt for Slet at vinde disse konkurrencer. Det bliver så vigtigt, at han helst undgår de åbenlyse konkurrencer, for dem kan han ikke vinde hver gang. Hvis han for eksempel spiller kort med sine klassekammerater, er det umuligt at vinde hvert eneste spil. De konkurrencer, som han ikke kan vinde hver gang, holder han sig fra.

 

Slet ser ned på andre

3/4 2014

 

Slet kan også få overtaget ved at finde svagheder hos andre og se ned på dem.

En dag skal de have prøve i geografi i skolen. Slet sørger for at komme først ind i klasselokalet og han klarer prøven godt. Karaktererne for prøven bliver hængt op på opslagstavlen dagen efter. Da Slet kommer i skole dagen efter, står nogle af hans klassekammerater ovre ved opslagstavlen. Slet går over mod opslagstavlen og de andre. En af pigerne står og smiler. Slet bliver urolig. Han får dårlige tanker af at se på pigen. Han kommer over til opslagstavlen. Han har, som den eneste, fået den bedste karakter. Han får en god følelse. Han kigger på pigen. Hun smiler stadig. Slet får igen dårlige tanker. Han prøver at tænke på, at han har fået den bedste karakter. Han får stadig dårlige tanker af at se på pigen. Han går hen til hende.

”Hvad har du fået?” spørger han.

”Jeg har fået middel,” svarer pigen.

”Det er da ikke noget at være glad over,” siger Slet.

”Jo, for jeg var meget nervøs for prøven,” svarer pigen.

Slet føler sig overlegen. De dårlige tanker begynder at forsvinde.

Slet ser medlidende på pigen. Hun kan ikke være ret intelligent, når hun ikke har fået bedre karakter og endda er glad for det. Hun er ikke en trussel mod Slets gode tanker. Slets dårlige tanker forsvinder. Slet skeler til pigen og ryster på hovedet for at vise hende, at han er hende overlegen og at hun ikke har grund til at være glad. Pigen holder op med at smile. Nu har Slet det godt igen. Slet vender sig om og går.

 

En kvinde i spraglet tøj

18/6 2014

 

En dag er Slet ude at gå en tur, som han ofte gør. Han kommer forbi en købmandsbutik. Han får lyst til at købe en avis. Det er midt på dagen og en del kunder går ind og ud ad butikken. En kvinde er netop på vej ud. Slet får dårlige tanker af kvinden. Han kigger nøjere på hende. Hun er klædt i spraglet tøj. Slet tænker, at hun ikke kan være helt normal, når hun går sådan klædt. De dårlige tanker begynder at forsvinde. Slet tænker, at hun må være uintelligent, når hun kan finde på at tage sådan noget tøj på. De dårlige tanker forsvinder. Kvinden går hen til en bil og kører sin vej, som om intet er hændt. Slet går ind i butikken.

 

En mand uden nypudsede sko

18/5 2014

 

Aviserne står i nogle holdere lige før kasserne. Slet skal ned ad nogle gange med varer for at komme hen til dem. Slet går forbi nogle kunder. Lidt nede ad en af gangene står en mand. Slet får dårlige tanker af manden. Slet ser nøjere på manden. Han er normalt klædt. Slet kigger ned ad manden. Mandens sko er ikke pudsede. Det er ikke så slemt, men det gør ikke noget. Slet tænker, at manden er lidt sjusket. De dårlige tanker begynder at forsvinde, men de forsvinder ikke helt. Slet tænker, at han er bedre end manden, hvis han kan tage sig på venstre øreflip. Slet tager sig til venstre øreflip. De sidste dårlige tanker forsvinder. Nu har Slet det godt igen.

 

En mand glemmer sin flaskebon

18/6 2014

 

Slet kommer hen til kasserne. Der er lidt kø. Slet tager en avis og stiller sig bagest i en af køerne. Der er to kunder foran ham. Han får dårlige tanker af dem begge. Den første skal til at betale. Han er langsom til at finde sine penge frem. Slet tænker, at han ikke kan være for klog, når han er så lang tid om at finde sine penge frem. Han kan ikke være særlig forudseende. Det kan ikke være den store overraskelse, at han skal betale, når han kommer hen til kassen. Nogle af de dårlige tanker forsvinder. Slet kigger på manden. Tøjet sidder, som det skal. Håret er også velfriseret. Slet får stadig dårlige tanker af manden. Da manden har betalt, kommer han i tanke om, at han også har en flaskebon, han skal have refunderet. Manden smiler undskyldende og kassedamen smiler tilbage. Slet kigger op i loftet. Hvor må manden være dum. Han er ingen trussel mod Slets gode tanker. De dårlige tanker bliver svagere. Slet stirrer bebrejdende på manden og ryster på hovedet. De sidste dårlige tanker forsvinder. Manden tager sine varer og går ud af butikken.

 

En mand køber chokolade

18/6 2014

 

Slet får også dårlige tanker af den næste i køen. Det er også en mand. Slet kigger på ham. Han er normalt klædt. Hans sko fejler ikke noget. Hans hår sidder også fint nok. Han lægger sine varer op på båndet. Han smiler endda til kassedamen. Slet får dårlige tanker af manden. Slet overvejer at tage sig til venstre øreflip. Manden kigger på hylderne med chokolade. Han tager et stykke og smider det ned på båndet. Slet tænker, at manden må være svag, når han så let giver efter for sin lyst til chokolade. De dårlige tanker begynder at forsvinde. Slet tænker, at han må være uintelligent. Enhver ved, at chokoladen er placeret ved kasserne, for at man skal blive fristet. Han er ingen trussel mod Slets gode tanker. De sidste dårlige tanker forsvinder. Manden betaler, pakker sine varer sammen og går ud af butikken. Slet kommer hen til kassen. Han kigger hen på chokoladen. Han kan i hvert fald godt modstå at købe chokolade. Slet føler sig bedre end manden. Han får gode tanker nu. Han betaler for avisen. Han er i godt humør nu. Det er let at få gode tanker ved at finde fejl hos andre. Slet går fornøjet ud af butikken.

 

En mor på en legeplads

18/6 2014

 

Slet går ned ad gaden. Der er mange mennesker. Han kommer forbi en legeplads. En mor sidder på en bænk, mens fire børn løber og leger. Slet får dårlige tanker af moderen. Slet kigger på børnene. De løber rundt på et svinghjul. De råber og larmer. Slet kigger på moderen. Fire børn, tænker Slet. Det er typisk for underklassen at få mange børn. Nogle af de dårlige tanker forsvinder. Slet tænker, at hun sikkert ikke har ret mange penge. De sidste dårlige tanker forsvinder. Slet går videre.

Efter Slet er gået videre, kalder moderen børnene hen til sig.

"Jeg har lovet jeres forældre, at i skal være hjemme om tyve minutter, så vi må køre hjem nu," siger moderen til to af børnene, "I må kommer over og lege med Rim og Kora en anden dag."

"Ok," svarer de to af børnene.

Moderen og børnene går hen til en splinterny Jaguar, som holder på parkeringspladsen ved siden af, og kører væk. Dette ser Slet ikke. Han er gået videre med sine gode tanker.

 

En kvinde er for normal

18/6 2014

 

Lidt nede ad fortovet kommer en kvinde gående mod Slet. Slet får dårlige tanker af kvinden. Slet kigger på hende. Hun ser normal ud. Slet tænker, at hun næsten er for normal. Hun må være kedelig. Nogle af de dårlige tanker forsvinder. Slet prøver, om han kan finde nogle fejl ved kvinden. Det kan han ikke. Slet tænker, at hun må være perfektionist. Hun må have en sygelig besættelse med at optræde ulasteligt. De sidste dårlige tanker forsvinder. Slet går fornøjet videre.

Slet kommer hjem. Det har været en god gåtur. Han har gode tanker nu. Han sætter sig hen i en lænestol og læser avisen.

 

Slet forudser, at en mand krydser vejen

19/6 2014

 

En dag er Slet ude på en af sine gåture.

En mand kommer gående ad samme vej som Slet. Manden giver Slet dårlige tanker. Slet kigger på manden. Han overvejer at tage sig til venstre øreflip, men han gør det ikke. Manden går hen ad fortovet uden at lægge mærke til noget. Manden stopper op ved et fodgængerfelt. Nu skal han garanteret krydse vejen, tænker Slet. Ganske rigtigt. Manden går over fodgængerfeltet. Hvor er manden forudsigelig, tænker Slet. Slets dårlige tanker begynder at forsvinde. Slet tænker, at hvis manden fortsætter med at gå ned ad vejen, når han er kommet over fodgængerfeltet, er Slet bedre end manden. Manden fortsætter med at gå ned ad vejen, da han er kommet over fodgængerfeltet. De sidste af Slets dårlige tanker forsvinder. Slet smiler. Hvis han kan forudsige, hvad andre vil gøre, er han bedre end dem. Så er de forudsigelige og uintelligente og ikke en trussel mod hans gode tanker. Slet får bedre tanker nu.

 

Slet forudser, at en kvinde vil trække vejret

20/6 2014

 

Slet ser en kvinde komme gående på det modsatte fortov. Hun stopper op foran en opgang. Nu går hun ind i opgangen, tænker Slet. Kvinden bliver stående udenfor opgangen. Hun åbner sin taske og leder efter noget i den. Så lukker hun tasken og går videre forbi opgangen. Slet kigger forfærdet på kvinden. Han får dårlige tanker nu. Slet går over gaden og følger efter kvinden på afstand. Han overvejer at tage sig til venstre øreflip, men han gør det ikke. Slet kigger eftertænksomt på kvinden. Nu trækker hun vejret, tænker han. Slet kigger på kvinden. Han kan se hendes brystkasse bevæge sig. Hun trækker i hvert fald vejret, tænker han. De dårlige tanker begynder at forsvinde. Slet følger efter kvinden et stykke tid og kigger på, hvordan hendes brystkasse bevæger sig. Langsomt forsvinder de dårlige tanker. Slet smiler. Han fik trods alt ret i sin forudsigelse.

 

Slet forudser, hvad fodboldspillere vil gøre

19/6 2014

 

Da Slet kommer hjem, tænder han for fjernsynet. Der er en fodboldkamp på en af kanalerne. Slet sætter sig og kigger. Det er en kamp mellem Gryvi og Logasa. Gryvi presser. Alle spillerne er på Logasas banehalvdel. Pludselig får Logasa bolden. Et par af Logasas spillere spurter fremad. En spiller er helt fri ude i højre side. Spil ham nu, tænker Slet, og ganske rigtigt; boldholderen afleverer til den frie spiller. Slet får gode tanker. Slet smiler. Spilleren dribler hen mod straffesparksfeltet. En medspiller rykker sig fri inde på midten. Spil ham nu, tænker Slet, og ganske rigtigt; boldholderen afleverer til den frie medspiller. Slet får gode tanker. Han smiler. Det er en let måde at få gode tanker. Han sidder lidt og prøver at forudse, hvad spillerne vil gøre. Det er nemt nok. Hvis en spiller er fri, får han ofte bolden. Og de prøver hele tiden at score mål.

 

Slet forudser replikkerne i en tekstet film

19/6 2014

 

Slet skifter til en anden kanel. Det er en film fra Valonien. Filmen er tekstet for folk, som ikke forstår valonisk. Slet er god til valonisk. Slet kigger på teksterne. Når Slet ser teksterne, kan han regne ud, hvad skuespillerne vil sige.

"Jeg kommer hjem klokken tre," viser teksten i bunden af skærmen.

Nu siger skuespilleren, at han kommer hjem klokken tre, tænker Slet, og ganske rigtigt; skuespilleren siger, at han kommer hjem klokken tre. Slet smiler.

"Kan du ikke komme lidt før?" viser teksten i bunden af skærmen.

Nu spørger den anden skuespiller, om han ikke kan komme lidt før, tænker Slet, og ganske rigtigt; den anden skuespiller spørger, om han ikke kan komme lidt før.

Slet smiler igen. Det er nemt at forudsige, hvad de vil sige, når det står i bunden af skærmen. Han får gode tanker nu.

Slet sidder et stykke tid og forudser, hvad skuespillerne vil sige. Han læser teksterne i bunden af skærmen først og er næsten sikker på, at forudsigelserne er rigtige. Slet er i godt humør nu.

 

Slet ønsker, at en kvinde vil gå ned ad en sidegade

19/6 2014

 

De næste dage prøver Slet at forudsige, hvad andre vil gøre. Han går tit ture og observerer mennesker. Han er netop ude på en af disse ture. Han forudser ikke længere de åbenlyse hændelser. Det er for nemt at forudsige, at en person skal trække vejret eller sætte det ene ben foran det andet, når han går. De er dog meget gode at bruge i nødstilfælde, hvis han hurtigt skal have gode tanker.

Slet står på et hjørne af en af de større gader i Sjælehvide og en mindre sidegade. Han kigger på menneskerne, som kommer forbi. Den større gade er temmelig trafikeret både af biler og fodgængere. Han ser en kvinde komme gående ned ad fortovet. Slet får lyst til en mere usandsynlig forudsigelse. Han forudser, at kvinden skal gå ned ad sidegaden og ind i den tredje opgang. Samtidig med at Slet forudser dette, kan han ikke lade være med at ønske, at det også faktisk sker, og som ved et trylleslag går kvinden ned ad sidegaden og ind i den tredje opgang.

Slet stirrer måbende efter kvinden. Han klør sig i nakken. Hvad var det? Slet forstår det ikke helt. Hans usandsynlige forudsigelse gik i opfyldelse.

 

Slet forudser, at en mand skal binde sine sko

19/6 2014

 

Slet tænker over det. Kan det have været en tilfældighed? Det kan det godt, selv om det er lidt usandsynligt. Slet er i tvivl. Han må prøve igen.

Han kigger sig omkring. En mand kommer gående hen ad fortovet. Slet forudser, at manden stopper op ved skiltet lidt henne ad gaden og binder sine sko. Ubevidst ønsker Slet samtidigt med forudsigelsen også, at den vil gå i opfyldelse. Slet venter spændt, mens manden nærmer sig skiltet. Da manden kommer hen til skiltet, stopper han op og binder sine sko.

Slet stirrer vantro på manden. Manden rejser sig igen og går videre. Manden går ned ad en sidegade lidt længere henne.

 

Slet ønsker ikke, at en mand skal stoppe ved et busstopskilt

20/6 2014

 

Slet står lidt og tænker sig om. Måske var det bare tilfældigheder. Nej, det er for usandsynligt. Han er utryg. Hvis han kan bestemme, hvad andre skal gøre bare ved at komme med forudsigelser, kan han ikke overskue konsekvenserne. Han må prøve igen bare for at være sikker.

Slet ser sig omkring. En mand kommer gående på det modsatte fortov. Slet forudser, at manden vil stoppe ved et busstopskilt lidt fremme. Slet venter spændt, mens manden nærmer sig busstopskiltet. Han er stadig utryg ved konsekvenserne af, at han kan styre andre mennesker med sine tanker, og ubevidst ønsker han, at hans forudsigelse ikke går i opfyldelse. Manden kommer hen til busstopskiltet, går forbi det og fortsætter hen ad gaden.

Slet klør sig i nakken. Det var ikke hans forudsigelser, som fik kvinden til at gå ind i den tredje opgang og manden til at binde sine sko. Måske var det alligevel bare tilfældigheder. Godt nok usandsynlige, men alligevel mulige.

Slet prøver at genkalde de første forudsigelser. Han gjorde ikke noget fysisk. Hvis han påvirkede kvinden og manden, var det udelukkende med tankerne. Slet tænker tilbage på sine tanker ved den sidste forudsigelse. Måden, han forudsagde hændelserne, var den samme. Slet prøver at genkalde sig sine inderste følelser ved forudsigelserne. Han kan huske, at han ubevidst ønskede, at kvinden ville gå ind i opgangen, da hun nærmede sig sidegaden. Et ganske svagt ønske. Måske håbede han også, at hun ville gøre det. Han havde de samme følelser, da han forudsagde, at manden ville binde sine sko. Og han kan huske sin utryghed ved den sidste forudsigelse. Da manden nærmede sig busstopskiltet, blev Slet utryg. Han ønskede, at manden alligevel ikke ville stoppe. Forskellen på forudsigelserne var hans ønsker i hans underbevidsthed. Kan det være disse vage ønsker, som går i opfyldelse?

 

Slet ønsker, at en mand skal binde sine sko

20/6 2014

 

Slet er ikke sikker. Han må undersøge ønsker nærmere. Han kigger sig omkring. En mand kommer gående imod han. Slet ønsker igen, at manden skal stoppe ved skiltet og binde sine snørebånd. Denne gang er det et rent ønske. Slet venter spændt, mens manden nærmer sig skiltet. Da han kommer derhen, stopper han op og binder sine snørebånd. Slet stirrer på manden. Slets formodninger ser ud til at være rigtige. Han vil prøve lidt flere gange for at være sikker. Slet får fire andre til at rette på deres sko ved det samme skilt.

 

Slet håber, at en kvinde går ind i en opgang

19/6 2014

 

Slet er temmelig sikker nu. Han undersøger sine tanker nøjere. Samtidigt med at han ønsker noget, håber han samtidig, at ønsket går i opfyldelse. Måske betyder håbet også noget.

Slet ser sig omkring. En kvinde kommer gående ned ad gaden. Slet håber, at kvinden vil gå ned ad sidegaden og ind i den tredje opgang. Kvinden kommer hen til sidegaden, går ned ad den og ind i den tredje opgang. Der går nogle sekunder. Så kommer kvinden ud igen. Hun går lidt væk fra opgangen og kigger forundret på døren. Hun klør sig i nakken. Hun ryster på hovedet, vender sig og fortsætter ned ad gaden. Slet smiler. Håb ser også ud til at virke.

 

Slet ønsker, at en kvinde skal spise en isvaffel

19/6 2014

 

Slet kigger sig omkring. Der er et ishus lidt nede ad gaden. En kvinde kommer gående ned ad gaden. Slet forestiller sig en stor isvaffel og ønsker, at kvinden skal købe en. Kvinden kommer hen til ishuset. Hun stopper og ser på skiltene udenfor. Så går hun hen til lugen. Da hun vender sig, kan Slet se, at hun har købt en stor isvaffel. Han smiler.

 

Slet tror, at en kvinde går ind i opgangen

20/6 2014

 

Slet står et stykke tid og ønsker, hvad de forbipasserende skal gøre. Det virker hver gang. Nu har jeg mindst fem gange fået folk til at købe is, tænker Slet. Det ishus burde give mig procenter.

Slet begynder at tro på sine ønsker. Tro, tænker Slet, et ordsprog siger, at tro kan flytte bjerge. Han vil prøve, om han også kan styre folk med sin tro. Han kigger sig omkring.

En kvinde kommer gående ned ad gaden. Slet tror, at hun vil gå ned ad sidegaden og ind i den tredje opgang.

Kvinden kommer hen til sidegaden, går ned ad den og ind i den tredje opgang. Hun kommer også hovedrystende ud efter nogle få sekunder. Slet smiler.

 

Slet får nogen til at kysse hinanden

23/6 2014

 

Slet ser sig omkring. En mand kommer gående lidt nede ad gaden og en kvinde kommer gående fra den modsatte side. Nu skal vi have lidt sjov, tænker Slet. Han ønsker, at manden og kvinden skal kysse hinanden, når de mødes. Kvinden og manden nærmer sig hinanden. Slet venter spændt. Kvinden og manden mødes. De står et øjeblik og kigger på hinanden. Så nikker de til hinanden og går videre hver deres vej. Slet er skuffet. Det virker altså ikke hver gang, tænker Slet. Jeg vil prøve om tro virker bedre.

Slet ser sig omkring. Kort efter kommer en kvinde gående ned ad gaden. En mand kommer gående på det modsatte fortov. Slet koncentrerer sig. Han tror på, at manden vil gå over gaden og kysse kvinden. De nærmer sig hinanden, men ingen af dem så meget som kigger på hinanden. Slet klør sig i nakken.

Så må jeg prøve at håbe, tænker Slet. Han koncentrerer sig, Han både ønsker, håber og tror, at kvinden og manden vil kysse hinanden. Slet kigger skiftevis på kvinden og manden. De stopper begge op og kigger sig omkring. De får øje på hinanden. De står lidt og kigger på hinanden. Så går de hen mod hinanden. De mødes midt på kørebanen og kysser hinanden. Bilerne kører langsomt forbi. Nogle af dem dytter. Slet stirrer måbende på dem. Han kan ikke tro, at han kan styre andre mennesker med sine tanker. Han skulle godt nok koncentrere sig denne gang, men alligevel.

Slet kommer i tanker om, at han en gang har set en hypnotisør i fjernsynet. Den gang var han i tvivl, om det hele bare var fup. Man kunne sagtens få skuespillere til at spille hypnotiserede og opføre sig mærkeligt. Nu tror Slet ikke længere, at det var fup. Slet går fornøjet hjemad.

 

Venstre øreflip igen

23/6 2014

 

Slet bruger sine ønsker til at udnytte andre til at få gode tanker og følelser. Når han møder personer, som giver ham dårlige tanker, får han dem til at gøre et eller andet. Han kan for eksempel få dem til at tage sig til venstre øreflip. Hmm, venstre øreflip kan bruges til meget, tænker Slet og smiler underfundigt.

Slet begynder også at bruge sine ønsker mod andre, selv om de ikke giver ham dårlige tanker. Hvis Slet trænger til at få lidt energi, ønsker han bare, at en tilfældig person skal gøre et eller andet - måske tage sig til venstre øreflip - og når personen gør det, er han i Slets kontrol og Slet får gode tanker og følelser.

 

Lidt misforståelser gør ingen forskel

? 2004 rev 7/4 2014

 

Nogle forbindelser mellem Slets dårlige tanker og andre personer er meget tilfældige. Hvis Slet er udsat for dårlige tanker og han tilfældigvis kommer til at tænke på en person, kan Slet forbinde personen med de dårlige tanker. Hvis Slet så kan nedbryde personen, vil han samtidig besejre de dårlige tanker. Det betyder ikke så meget, om der er en forbindelse mellem de dårlige tanker og personen, bare Slet selv tror på, at der er en forbindelse.

 

Slet bevæger sig ind i en psykisk verden

? 2004 rev 7/4 2014

 

Slet føler, at hans liv bliver bedre, når alle tanker omkring ham er gode for ham. Han føler, at hans sanser virker bedre. Han får et større overblik. Han får energi. Han bliver i godt humør. Han nyder livet og føler sig som en vinder.

Slet føler, at det er ligesom, tanker har et rum. Ved kun at tillade tanker, der er gode for ham selv, bliver det nemmere for ham at tænke. Han føler, at hans tankerum bliver større. Det er ligesom, at han får mere plads til at tænke på. Hvis han tillader tanker fra andre, som gør hans tankerum mindre, bliver det sværere for ham at tænke. Han får også dårligere hukommelse og han mister livslyst.

Slets tankerum bliver nogen gange mindre, når han er i nærheden af andre mennesker, men hvis han kan besejre dem eller holde dem nede, kan han tage deres tankerum og gøre sit eget større.

Nogle gange forsvinder Slets tankerum af sig selv. Han bliver kold og føler sig hård som sten. Han kan ikke tænke. Han kan først tænke igen, når han forbinder sig til en anden person. Det er nok at tænke på personen. Når han forbinder sig til den anden person, overtager han hans tankerum. Så tænker Slet godt igen.

Mange af Slets kampe om gode tanker foregår fuldstændigt på et mentalt plan. Der bliver ikke udvekslet ord og nogle af dem Slet slås med, lægger ikke en gang mærke til ham.

Kampene om gode tanker er så virkelige for Slet, at han også ønsker, at de skal være virkelige, for dem han slås med. Slet ser på dem, han slås med, og han lægger mærke til deres ansigtsudtryk. Hvis de har et ansigtsudtryk, som udtrykker, at de på en eller anden måde bliver påvirket af Slet, bliver Slet i godt humør. Det kan være, at en person kommer gående med et smil. Hvis smilet stivner eller forsvinder, mens Slet tænker på vedkommende, bliver Slet i godt humør. Slet bliver bekræftet i, at hans verden eksisterer.

Slet udvikler en evne, så han kan sanse, når nogen tænker på ham eller hvis han er en del af en andens ønske. Hvis en person tænker godt eller dårligt om Slet, er Slet klar over det. Hvis en person for eksempel føler sig overlegen eller underlegen overfor Slet eller en person føler, at han har besejret Slet, kan Slet med det samme fornemme det.

Slet begynder at kunne føle personer, han møder. Slet kan undersøge følelsen af personen ved hjælp af sine tanker og følelser. Det er nærmest, som om Slet kommer i kontakt med personens bevidsthed eller sjæl. Han kan sanse, hvordan bevidstheden er levende, og han kan gøre med den, hvad han har lyst til. Han kan påvirke den, lade sig påvirke af den, gå ind i den, tage tanker, evner og energi fra den og han kan endda fortære den. Slet lægger mærke til, at når han angriber en person på denne måde, bliver personen bleg. Det bekræfter Slet i, at personen bliver påvirket af hans tanker. Det gør ham glad og han føler, at alle hans tankepåvirkninger ikke er noget, der bare foregår i hans eget hoved.

Slets udvikling påvirker hans følelser og hans krop. Når Slet møder en anden person, kan han føle personens bevidsthed og sjæl. Han kan ikke kan føle sin egen krop, så længe påvirkningen varer. Sådan går Slet et stykke tid, hvor han, hver gang han møder et andet menneske, kan føle vedkommende, men samtidigt mister han følelsen af sin egen krop. Hvis Slet er i større forsamlinger, mister han helt følelsen af sin krop og han nærmest svæver rundt.

Slet er så fokuseret på den psykiske verden, at han til sidst ikke kan identificere sig med sin egen fysiske krop. Slets følelser ændrer sig, så han fuldstændig mister følelsen af sin fysiske krop.

De følelser, han får i kroppen, kan han ændre med sine tanker. Slet kan for eksempel skære i følelser med sine tanker og han kan skubbe følelser ud af kroppen, hvis han ikke ønsker dem.

Langsomt ændres Slets krop, så den bliver en tænkt krop og ikke en fysisk krop. Kroppen retter sig kun efter tanker og er ikke påvirket af de fysiske love. I begyndelsen er dette ikke klart for Slet, fordi de fysiske love er så indgroede, at de også sidder i tankerne, men som tiden går, finder Slet ud af, at hans krop kun er styret af tanker.

Han finder også ud af, at den også er styret af andres tanker. Når han går på gaden, tænker andre mennesker ubevidst, at de fysiske love gælder for ham. Derfor retter hans krop sig tilsyneladende efter de fysiske love, men kun tilsyneladende. Det er i virkeligheden andres forventninger, om at de fysiske love gælder for ham, som hans krop retter sig efter. Slets krop udvikler sig til at blive en tænkt krop, som ikke er påvirket af de fysiske love – kun af tanker.

 

Ønskelandets skabelse

? 2004, rev 11/12 2010

 

Det samme sker over hele kloden. Små ønsker begynder nogle gange at gå i opfyldelse.

Nogle mennesker begynder at sanse, at ønsker kan gå i opfyldelse. De lægger mærke til, at nogle gange sker ting, som ikke synes at være tilfældige. De bliver mistænksomme og langsomt, som flere og flere ønsker går i opfyldelse, vokser deres mistænksomhed. De er dog ikke helt sikre på, at det ikke bare er tilfældigheder. I starten holder menneskerne deres mistænksomhed for dem selv og de snakker ikke med andre om den. Langsomt fornemmer flere og flere mennesker, at ønsker kan gå i opfyldelse. Nogle af dem begynder at snakke sammen om det. De begynder at diskutere forskellige hændelser, som kunne være ønsker, som går i opfyldelse. De er meget opmærksomme på livet omkring dem, så de kan følge med, når et ønske går i opfyldelse.

De ser hvilken betydning, det kan få for livets videre udvikling, at ønsker kan gå i opfyldelse.

De begynder at undersøge ønsker og lave forsøg med dem.

Nogle gange er der nogle, som ønsker noget meget højt, men hvor ønsket alligevel ikke går i opfyldelse. Andre gange er det et lille, svagt ønske, hvor personen nærmest er ligeglad med, om det går i opfyldelse eller ej, som går i opfyldelse.

De ønsker bevidst nogle ting og ser hvilke ønsker, der går i opfyldelse. Sådan finder de ud af, hvad de kan gøre for, at der er størst chance for, at deres ønsker går i opfyldelse. De finder ud af, hvornår ønsker som regel går i opfyldelse og hvilke personer, som får deres ønske opfyldt.

Nogle personer ønsker at kontrollere både deres egne og andres ønsker.

De finder ud af, at de kan påvirke personer, hvis ønske vil gå i opfyldelse og – bevidst eller ubevidst – få dem til at ændre ønsket.

De finder ud af, at hvis flere ønsker det samme, er der større chance for, at ønsket går i opfyldelse.

Nogle udvikler et fælles ønske om, at kunne kontrollere alle ønsker, og om, at netop deres egne ønsker skal gå i opfyldelse.

Dette fælles ønske er begyndelsen til Ønskelandet.

Ønskelandet er i starten kun en lille del af deres liv, nærmest en hobby. De lever deres normale liv og de har deres egen frie vilje, men hvis der sker noget i Ønskelandet, er de klar over det med det samme.

Mange mennesker bliver påvirket af Ønskelandet, uden at de er klar over det. Nogle opfatter, at nogle pudsige ting sker omkring dem, men de tror, at det er tilfældigheder.

Nogle finder ubevidst på måder til at få deres ønsker opfyldt. Det kan være en kortspiller, som skal slå på midten af kortene, inden han ser dem, for at få gode kort. Eller en dirigent af et symfoniorkester, som skal have et bestemt håndklæde med til koncerten, for at koncerten skal blive vellykket. Eller en sportsmand, som skal have sit tøjdyr med, når han skal til turnering. Disse små ritualer hjælper dem. Men de tror ikke helt på, at det er ritualernes skyld, at deres præstationer bliver vellykkede. De opfatter bare ritualerne som lykkebringende. Det er ubevidst for dem, at de i virkeligheden kommer i kontakt med en verden, hvor ønsker kan gå i opfyldelse.

Ønskelandet er ikke noget konkret. Det er et eller andet, som kun eksisterer mentalt – mere eller mindre bevidst for nogle mennesker og fuldstændig ubevidst for andre. Der findes ingen håndgribelige beviser på, at Ønskelandet virkeligt kan styre ønsker. Nogle ting sker bare og det er umuligt at konstatere, om det er et ønske, der går i opfyldelse, eller om det blot er en tilfældighed. Der findes ingen fysiske beviser på Ønskelandets eksistens. Ønskelandet har heller ikke noget navn. ”Ønskelandet” er bare et navn, det bliver kaldt af en af dem, som senere kommer i berøring med det.

Ønskelandet udvikler sig. Menneskerne i Ønskelandet bliver ved med at undersøge ønsker.

De undersøger hvilke kræfter, der får ønskerne til at gå i opfyldelse.

De finder ud af, at en underbevidsthed ofte styrer, om ønsket går i opfyldelse. Nogle gange ønsker en person på overfladen, at et ønske går i opfyldelse, men i underbevidstheden ønsker personen det alligevel ikke, måske fordi personen i underbevidstheden er opmærksom på nogle dybere liggende konsekvenser, hvis ønsket går i opfyldelse.

Ønskelandet bliver klar over, at noget i alle menneskers underbevidsthed afgør, om et ønske går i opfyldelse. Ønskelandet fokuserer på denne del af underbevidstheden og fra at ligge gemt i underbevidstheden bliver den nu bevidst for Ønskelandet. Ønskelandet udvikler sig til at blive en form for bevidsthed. De bliver nu meget bevidst om hvor, hvornår, hvordan og hvorfor de fleste ønsker går i opfyldelse. Ønskelandet udvikler følelser og sanser, så de kan mærke, hvis noget bliver påvirket af et ønske. Hvis der kommer et ønske, som går mod Ønskelandets ønsker, kan de opsøge kilden til ønsket og bearbejde den, så det bliver Ønskelandets ønsker, som går i opfyldelse.

Men der er stadig nogle ønsker, som Ønskelandet ikke kan styre. Disse ønsker kommer fra en underbevidsthed, som er så dyb, at den forbliver ubevidst.

Hvis en person en gang har været i kontakt med Ønskelandet, for eksempel ved at få et ønske opfyldt, så vil Ønskelandet kende personen. Hver gang personen ønsker noget, vil Ønskelandet være klar over det.

Sådan vokser Ønskelandet sig større og større og ændrer livet for mange. De styrende mennesker i Ønskelandet kan næsten altid få deres ønsker opfyldt, fordi de kan kontrollere ønsker fra alle mennesker, som har været i kontakt med Ønskelandet. Og de kan også sørge for, at andre ikke får deres ønsker opfyldt.

 

Slet kommer i kontakt med Ønskelandet

? 2004 rev 8/4 2014

 

En dag er Slet ude at gå en tur i den gamle del af Sjælehvide. Hver gang han får en tanke, som er dårlig for ham, ændrer han den som sædvanlig, selv om det ikke længere betyder så meget for ham, at en tanke er dårlig for ham. Han har det egentligt udmærket nu og han tager mere afslappet på tingene. Det er midt på eftermiddagen og der er en del mennesker i byen. Slet går på fortovet og ser på og føler de mennesker, han møder. Slets opmærksomhed bliver fanget af en mand, som kommer gående på fortovet i modsat retning et stykke længere fremme. Manden ser almindelig ud, men Slet kan mærke, at han bliver påvirket af manden. Påvirkningerne er ukendte for Slet og han ved ikke rigtigt, hvordan han skal behandle dem. Slet ved ikke hvorfor og hvordan, han bliver påvirket, og han føler sig utryg og lidt ubehageligt til mode. Slet bliver så utryg ved situationen, at han helst ikke vil møde manden. Slet prøver at ønske, at manden vil gå ned af en sidegade, inden han kommer for tæt på Slet, men manden bliver tilsyneladende ikke påvirket af Slets ønske. Da Slet kommer i psykisk kontakt med manden, fornemmer Slet nogle psykiske kræfter, som Slet aldrig har oplevet før. De er meget store og Slet bliver forsigtig.

Pludselig er det ligesom Slet bliver styret af nogle fremmede kræfter, som fuldstændigt kontrollerer ham. Der står nogle lygtepæle langs fortovet og de fremmede kræfter styrer ham lige hen imod en af dem. Slet har slet ikke kontrol over sig selv og han ramler lige ind i lygtepælen. Slet kommer fortumlet på benene igen, men netop, som han prøver at gå videre, bliver han styret ind mod en kvinde, som kommer gående i modsat retning. Slet ramler ind i kvinden med en sådan kraft, at de begge falder. Slet rejser sig endnu mere fortumlet og undskylder overfor kvinden, men næppe er han kommet på benene igen, før de fremmede kræfter styrer ham hen mod en mand, som også kommer gående på fortovet. De ramler sammen. Langsomt rejser Slet sig og undskylder overfor manden. Næppe har han undskyldt, før han bliver styret hen imod endnu en kvinde, som kommer gående på fortovet. De ramler sammen. Slet sidder lidt og ømmer sig. Han rejser sig op og undskylder overfor kvinden, blot for at blive styret hen imod endnu en lygtepæl. Han ramler ind i lygtepælen og han bliver siddende lidt på fortovet. Folk kigger på ham uden at forstå, hvad der sker med ham. En mand kommer hen og spørger Slet, om han skal have hjælp. Slet ryster på hovedet og siger, at han bare skal sidde og sunde sig lidt. Slet sidder lidt, før han rejser sig.

De fremmede kræfter påvirker nu Slets psyke. Han har svært ved at huske noget og han føler, at han kun kan leve i nuet. Han bliver helt tanketom. De fremmede kræfter har forbindelse til de psykiske kræfter, som Slet har gået og opbygget. De fremmede kræfter kan tage Slets egne psykiske kræfter. Han føler, at han ikke længere har forbindelse til sin krop og han har svært ved at gøre selv den mindste bevægelse. Slet føler, at han er fuldstændig underlagt de fremmede kræfter, og først da er det ligesom, at de fremmede kræfter slipper deres tag i ham. Slet kigger sig omkring og ser, at manden, som han selv ønskede skulle gå ned ad en sidegade for lidt siden, står og smiler.

Slet fornemmer, at manden har en enorm mental magt og han går forsigtigt hen imod ham. Manden står stadig og smiler, da Slet kommer helt hen til ham.

”Har du problemer med motorikken?” spørger han Slet.

”Næh,” svarer Slet, ”men hvad skete der?”

”Du ønskede, at jeg skulle gå ned ad en sidegade. Du prøvede at styre mig med dine tanker. Det bryder jeg mig ikke om, så i stedet for udsatte jeg dig for lidt tankepåvirkninger,” svarer manden, ”jeg hedder Mof.”

”Jeg hedder Slet,” svarer Slet mut.

Slet føler sig utryg og han er meget forsigtig. Hele den psykiske verden han har bygget op, har med et vist sig at være meget skrøbelig. Alligevel føler han ikke, at hans verden er faldet sammen. Tværtimod er det ligesom, at den er blevet beriget. Mof kan gøre, hvad han vil med Slet, men nu er han bare flink mod ham. Slet kan fornemme, at Mof er i forbindelse med nogle store psykiske kræfter. Kræfterne er uklare og diffuse for Slet, men Slet er blevet nysgerrig.

”Kan vi snakke om disse ting?” spørger Slet.

”Ja – men i nogle tilfælde kan ord påvirke tingene,” svarer Mof.

”Det var nogle meget stærke psykiske kræfter, du påvirkede mig med. Det er mit indtryk, at jeg har en forholdsvis stor mentalt styrke, men alligevel kan du gøre med mig, hvad du vil. Vil du fortælle hemmeligheden bag din styrke og hvorfor gør du mig ikke noget, selv om jeg prøvede at påvirke dig?” spørger Slet.

”Jeg kunne godt mærke, at du har en stor psykisk styrke, og jeg gør dig ikke noget, fordi jeg fornemmer, at du i underbevidstheden ønsker det samme som os. Jeg siger ’os’, fordi vi er mange. En af hemmelighederne ved, at jeg er psykisk stærkere end dig, er, at vi er mange, der har forenet vores psykiske kræfter. Derved bliver det enkelte menneskes styrke mange gange større end hvis han er alene. Der er nok også andre årsager til, at jeg er stærkere end dig i øjeblikket. Du ved sikkert allerede, at der er forskellige metoder til at udvikle sin psyke, og det kan være, at jeg kender flere metoder eller at jeg har arbejdet med psyken længere tid end dig. Men du har afgjort potentiale til at blive en meget stærk psykisk person,” siger Mof.

Slet bliver mere tryg nu, da han taler med Mof. Det er ligesom Mof bekræfter Slets egen verden. Alt det Slet har oplevet og arbejdet med for sig selv, oplever han nu, at andre også har oplevet, og han møder en, som også tillægger det stor betydning. Slet kan mærke en indforståethed med Mof.

”Hvis i er mange, som har forenet jeres psykiske kræfter, hvordan har i så fundet sammen?” spørger Slet.

”Det er sket langsomt, men her er historien kort fortalt," siger Mof. Han tænker sig om et kort øjeblik, før han fortsætter, "der var nogle gode venner, som oplevede noget, som de ikke syntes kunne være sket tilfældigt. De begyndte at diskutere fænomenet. De fandt ud af, at en af dem havde et ønske om, at det skulle ske. De fandt ud af, at det var ønsket, som var gået i opfyldelse. De fandt ud af, at der var mange ønsker, som gik i opfyldelse, og at psykiske kræfter kunne påvirke ønskerne. De fandt ud af, at ønsker gik i opfyldelse langt oftere end man skulle tro, men mange gange syntes det at være tilfældigheder. De fandt ud af, at de selv kunne påvirke ønsker til at gå i opfyldelse med deres egne psykiske kræfter og at de i fællesskab havde større psykiske kræfter. De ønskede, at få flere med i deres fælles psykiske kræfter, så de kunne blive endnu stærkere. De skulle samtidigt sørge for kun at få de personer med, som havde de rigtige ideer og ønsker. De diskuterede det med flere, ligesom vi snakker om det lige nu, og så har det langsomt bredt sig.”

”Hvor mange er i?” spørger Slet.

”Jeg ved det ikke, men vi er efterhånden mange i vores, hvad skal jeg kalde det, - fællesskab,” svarer Mof og han fortsætter, ” vores fællesskab er hemmeligt. Der er ingen kontrakter og vi skriver ikke om det. Vi kan tale om det, men der findes ingen fysiske beviser på dets eksistens. Det eksisterer kun mentalt. Vi er helt sikre på, at psykiske kræfter kan påvirke hændelser, men vi har en interesse i at holde det skjult. Vi sørger for, at psykiske kræfters magt ikke kan eftervises med måleinstrumenter eller forsøg. Måske ville man kunne konstatere, at udfaldet af for eksempel et terningekast ville kunne påvirkes af psykiske kræfter, men hvis et sådan forsøg skulle udføres, ville vi sørge for, at forsøgets resultat ville blive, som man ville forvente, hvis psykiske kræfter ikke styrede det.”

”Hvordan mødes i?” spørger Slet.

”Vi holder ikke specielle møder for at diskutere psykiske oplevelser. Vi ved for det meste, når vi møder en fra vores fællesskab. Vi har nærmest et indforstået venskab. Det er sjældent, at vi snakker direkte om psykiske oplevelser, men det er tit, at der falder små indforståede bemærkninger eller vittigheder om nye eller sjove psykiske opdagelser,” svarer Mof.

”Hvordan får i så udbredt den psykiske viden?” spørger Slet.

”Meget kommunikation foregår psykisk. Faktisk forsvinder lidt af styrken, ved at man taler om det. Hvis man ved, hvad man skal lytte efter, er det tydeligt at opfatte. Når en eller anden er udsat for et eller andet, som påvirker vores fællesskab, kan alle sanse det. Vi kan både sanse den direkte psykiske påvirkning og alle de forskellige reaktioner, der opstår som følge af påvirkningen. Når der sker en psykisk påvirkning, er det ligesom en sten, der falder ned i vand. Når stenen rammer vandet, er det på et lille område og i et kort tidsrum, men bølgerne kan sprede sig i lang tid og over et stort område. Vi kan sanse det hele. Det er som en slags telepati, bortset fra at der ikke bliver sendt tanker direkte. Det er snarere en fælles observation af psykiske hændelser. I sjældne tilfælde, når vi er udsat for en psykisk hændelse, som kræver særlig omtanke, strategi eller varsomhed for at løse, kan nogle af os mødes for at tale om den psykiske hændelse. Så kan vi sidde og diskutere den bedste måde at behandle den på. Men normalt foregår udbredelsen på det psykiske plan og der bliver fundet løsninger på problemer efterhånden, som de opstår,” svarer Mof.

”Kan jeg komme med i jeres fællesskab?” spørger Slet.

”Det er noget, du selv bestemmer. Vi har forbindelse til noget i underbevidstheden, som kan få ønsker, og dermed tanker, til at gå i opfyldelse. Jeg tror, at alle mennesker har mulighed for at få ønsker til at gå i opfyldelse. De har det inden i sig, men det er ikke alle, der er i lige god kontakt med det. Jeg ved, at du allerede har været i forbindelse med det.

For at komme med i fællesskabet skal du ønske, at alle andre i fællesskabet også får deres ønsker opfyldt. Derved opstår et fællesønske. Dette fællesønske kan styres af fællesskabet, men på en meget fri måde. Normalt bliver fællesønsket ikke kontrolleret i særlig grad. Det følger medlemmerne som deres egen frie vilje, som blot er blevet lidt forstærket. I de fleste tilfælde betyder det ikke så meget for medlemmerne, om de får deres vilje i mindre vigtige sager, og så er fællesønsket nærmest neutralt. I nogle sager, som er vigtige for mange medlemmer, kan fællesønsket være meget stærkt. Det afhænger af situationen, hvor stærkt fællesønsket er. Hvis du kan styre fællesskabet til at ønske noget for dig, kan du få dit ønske til at gå i opfyldelse.

Det er, som sagt, dit ønske, om at andre i fællesskabet får deres ønsker opfyldt, som gør, at du kommer med i fællesskabet. Hvis du ønsker et eller andet fællesskabet ikke synes om, vil det ikke gå i opfyldelse. Hvis nogen udefra prøver at skade nogen fra fællesskabet, sker det samme, som skete med dig, da du prøvede at påvirke mig, og de kan blive udsat for ting, som er meget værre end det, du blev udsat for.

Hvis fællesskabet ikke kan lide en bestemt person, kan det ønske, at personen ikke får sine ønsker opfyldt. Nu kaldte jeg personerne i fællesskabet for medlemmer. Det lyder så drastisk. Der er snarere en samling mennesker, som har fundet ud af, at de kan opnå noget ved at samarbejde. Overgangen mellem fællesskab og ikke fællesskab er ikke så konkret. Jeg kan godt forestille mig en person, som har fundet ud af, at ønsker og tanker kan gå i opfyldelse, og som arbejder hen imod et verdensbillede, hvor alles ønsker og tanker har lettere ved at gå i opfyldelse. En sådan person vil have en perifer berøring med fællesskabet uden selv at vide det. Personen behøver ikke at vide noget om fællesskabets eksistens. Han kan eksistere i en ubevidst symbiose med fællesskabet,” svarer Mof.

”Det må kræve et godt sammenhold i fællesskabet at have sådan et fællesønske,” siger Slet.

”Der er en del af vores psyke, som er fælles med alle i fællesskabet. Det er en fællespsyke, som styrer fællesønsket, men alle medlemmer har selvfølgelig også deres egen psyke. Det er medlemmets egen psyke, der vælger, at medlemmet skal gå med i fællespsyken. Det betyder meget for fællesskabet, at medlemmerne er selvstændige individer.

Der er eksempler på medlemmer, som vil gøre så meget for fællesskabet, at de helt glemmer deres egne ønsker. De ønsker det, de tror, at fællesskabet ønsker, og de kommer ikke i kontakt med det, de i virkeligheden selv ønsker. De kan derfor miste deres integritet og identitet og det er ikke det, fællesskabet ønsker. Vi har en fællespsyke, men vi har også vores egen identitet og jo stærkere vores egen identitet er, jo stærkere er vi selv og jo mere har vi at give til fællesskabet. Du vil være et velkomment medlem af fællesskabet. Du har en stærk selvstændig identitet og du har selv valgt at leve i den samme verden som fællesskabet,” siger Mof.

Slet begynder at fornemme, hvilke kræfter Mof og fællesskabet er i besiddelse af. Slet har allerede været i forbindelse med fællesskabet, da han prøvede at påvirke Mof. Nu prøver han igen at komme i forbindelse med det, men denne gang ønsker han noget godt for fællesskabet. Langsomt fornemmer Slet nogle af fællesskabets psykiske kræfter. De er større end nogle af de psykiske kræfter, han hidtil har været i besiddelse af, og han fornemmer, hvilke psykiske kræfter der kan opstå, hvis alle forenede deres ønsker.

”Jeg har selv fundet ud af nogle metoder, til at få mine ønsker til at gå i opfyldelse. Jeg sørger for eksempel altid for, at tanker er gode for mig. Det gør mine psykiske kræfter større og så er det nemmere for mig at tænke,” siger Slet.

”Da du kom i psykisk kontakt med mig, sansede jeg de metoder, du bruger for at få dine ønsker til at gå i opfyldelse og dine metoder er allerede kendte i fællesskabet,” svarer Mof.

”Hvad ville du have gjort ved mig, hvis jeg havde været fjendtligt stemt overfor fællesskabet? Jeg er venligt stemt og alligevel gav du mig en hård behandling,” spørger Slet.

”Du havde kendskab til psykiske kræfter på forhånd. Det er ikke alle, der har det. Nogle har ubevidst udviklet en evne til at få ønsker opfyldt. Det er som regel nogle, som klarer sig godt, såsom direktører, sportsstjerner, musikstjerner, videnskabsmænd, professorer og så videre. Nogle gange ønsker fællesskabet, at en bestemt person bliver medlem. Nogle af de personer, som fællesskabet ønsker som medlemmer, er meget glade for den position, de allerede har. Jo mere en person har opnået uden at være medlem af fællesskabet, jo mere ønsker han sig, når han bliver medlem. Nogle vil slet ikke ændre deres position i samfundet og de er derfor fjendtligt stemt overfor fællesskabet. Nogle kan endda bekrige fællesskabet, men det gavner dem ikke. Der er flere eksempler på, at fællesskabet kan forhindre en højtstående person i at udføre sit arbejde ordentligt, så personen mister både sit job, sin status og sine evner. Faktisk kan fællesskabet forhindre enhver i at leve et ordentligt liv, hvis det ønsker det. Hvis fællesskabet ønsker at skade en person, har personen ikke en chance. Alt vil mislykkes for personen. Kærlighed, job, familie, alt.

Det er heller ikke alle, der reagerer positivt, når fællesskabet henvender sig til dem. Der var en mand, som fællesskabet ønskede som medlem, og som opbyggede sine specielle kræfter ved at konkurrere med andre, lidt ligesom dig. Da vores mand kom hen imod ham, lavede han en konkurrence inde i sig selv om, at han kunne komme hen til en butik, som lå ved vejen, inden vores mand kunne komme hen til en lygtepæl. Det kunne han selvfølgelig ikke. Han prøvede med en lignende konkurrence og igen tabte han. Så gik han ind i sig selv og lavede små konkurrencer inde i sig selv. For eksempel sagde han, at hvis han var i stand til bare at gå et enkelt skridt frem, ville han vinde konkurrencen, men han kunne ikke tage bare et enkelt skridt. Til sidst var han slet ikke i stand til at gøre noget. Vores mand syntes ikke, han var egnet til at være med i fællesskabet, så da manden havde erkendt sit nederlag dybt inde i sin sjæl, lod vores mand ham gå igen,” svarer Mof.

”Er de kræfter, som sker i fællespsyken nogen sinde blevet beskrevet?” spørger Slet.

”Tilsyneladende danner folk, som kommer i kontakt med fællespsyken, deres egne billeder af den og billederne varierer meget. Nogle sanser den som noget fysisk i hjernen, nogle ser den som lys, andre kan føle den, andre sanser den i deres tanker, nogle kan føle fællespsyken som en følelse på ryggen eller i baghovedet – det er meget forskelligt, hvordan folk opfatter den,” svarer Mof.

”Der er en ting til,” fortsætter Mof, ”jo dybere et ønske er, jo større er sandsynligheden for, at det går i opfyldelse. I starten så vi eksempler på, at fællesskabet ønskede et eller andet, men at en stor del af medlemmerne i underbevidstheden alligevel ikke ønskede, at ønsket gik i opfyldelse, og så gik ønsket ikke i opfyldelse. Det sker ikke så tit mere, fordi ønsket om at alle fællesskabets ønsker går i opfyldelse, er blevet et meget dybt ønske.

Vi har også eksempler på, at fællesskabet har ønsket noget, som ikke er gået i opfyldelse, fordi det har haft konsekvenser for en masse mennesker, som så ubevidst har haft et dybt ønske om, at ønsket ikke gik i opfyldelse. Det er tit, at folk har modstridende ønsker.

Vi har også eksempler på, at ønsker bare ikke går i opfyldelse. Vi ved ikke hvorfor, at de ikke går i opfyldelse. Det gør de bare ikke,” svarer Mof.

”Kan man komme ud af fællesskabet igen?” spørger Slet.

”Fællesskabet består som sagt af selvstændige individer med deres egne frie viljer og de kan bare leve deres liv uden at give fællesskabet så meget opmærksomhed, men de vil ikke kunne modarbejde fællesskabet, og jeg ved det ikke, men jeg tror, at der altid vil være en lille del i dem, som har kontakt med fællesskabet,” svarer Mof.

”Hvad hvis medlemmerne af fællesskabet er uenige om et eller andet? Hvad hvis de har forskellige ønsker i en bestemt situation?” spørger Slet.

”Den frie vilje hersker også indenfor fællesskabet. Hvis nogle medlemmer er uenige, er det dem med det dybeste ønske, der får deres ønske opfyldt. Der sidder ikke et overordnet medlem, som bestemmer over alle andre. Men medlemmer kan diskutere indbyrdes og nogle kan forsøge at overtale andre medlemmer til at ønske det samme som dem. De kan få andre til at ændre mening og argumentere for deres eget ønske og på den måde gøre deres ønske dybere, men i sidste ende er det den frie vilje eller hvad livet bringer, som bestemmer,” svarer Mof.

Der opstår en lille pause, hvor ingen af dem siger noget.

Så udbryder Mof, ”nå - jeg må videre. Jeg har allerede fortalt dig mere end nødvendigt. Nu har du haft berøring med fællesskabet og så er det op til dig selv at finde ud af mere. Vær opmærksom på, hvad der sker omkring dig. Så skal du nok klare dig godt.”

”Jeg håber, at jeg møder dig igen en anden gang, Mof,” siger Slet.

”Det er der altid en mulighed for. Farvel og held og lykke,” siger Mof.

”Farvel,” siger Slet.

 

Slet bliver foregangsmand i Ønskelandet

? 2004 rev 9/4 2014

 

I lang tid tænker Slet meget over sit møde med Mof og Ønskelandet. Slet kan mærke, at han er blevet stærkere psykisk og at han har nemmere ved at tænke. Det er ligesom om, at han får flere og bedre tanker at arbejde med.

Slet vil vide noget mere om Ønskelandet. Så han bruger sin psyke til at undersøge det. Ved at gå ind i sig selv prøver Slet både at lære Ønskelandet bedre at kende, men også at lære sig selv bedre at kende. Slet finder ud af, at han har det rigtigt godt med Ønskelandet. De har den samme livsanskuelse og de samme livsværdier, som han selv har. Han er glad for, at der er nogle, som arbejder på det samme psykiske plan, som han selv gør, og han er glad, fordi han har fundet nogle at samarbejde med i stedet for at skulle føre sine små tankekrige alene.

Slet finder ud af mange ting om Ønskelandet. Slet finder ud af, at der er nogle meget intelligente og fremtrædende personer i Ønskelandet, men at mange ikke ville kunne klare sig så godt uden Ønskelandet. Ved at være med i Ønskelandet får de en masse muligheder. Ud over de forbedrede psykiske evner får de støtte og opbakning. De kommer i kontakt med mennesker, som har det ligesom dem selv og derved får de en selvtillid, som gør, at de er i stand til meget mere, end de ville være, hvis de var udenfor Ønskelandet.

Slet finder også ud af at nogle medlemmer bliver holdt oppe af Ønskelandet. I nogle tilfælde får de tanker, inspiration og energi af fællesskabet, selv om de ikke selv har ret meget energi. De bliver holdt kunstigt oppe af Ønskelandet.

Slet finder ud af at nogle medlemmer har nemmere ved at få ønsker opfyldt end andre. Det er ligesom de har en naturlig evne for at få ønsker opfyldt. De er som regel ikke særlig ambitiøse, fordi de altid har fået, hvad de ønskede. Disse medlemmer er det godt at være gode venner med.

Slet får frie, gode, høje, attraktive tanker af Ønskelandet og han ser alle de gode sider ved at være med i Ønskelandet. Slet synes, at alle burde være med i Ønskelandet. Slet tænker, at hvis alle var med i Ønskelandet kunne verden ændres. Så vil tanker og ønsker bestemme alt, hvad der sker, og så vil Ønskelandet være den altdominerende magt i verden. Slet vil gerne have, at Ønskelandet bliver udbredt over hele planeten, så alle skal indrette sig under det og leve efter Ønskelandets regler og livsanskuelser.

Mange i Ønskelandet får kendskab til Slets tanker og ideer, og de støtter dem. Selv om Ønskelandet ikke har nogen bestemt leder, bliver Slet en foregangsmand i Ønskelandet. Medlemmerne af Ønskelandet lytter mere og mere til, hvad Slet tænker, og retter sig mere og mere efter hans ønsker.

 

De fysiske love

? 2004 rev 12/4 2014

 

Slet tænker lidt dybere over, hvad det vil indebære, hvis alt er påvirket af ønsker. Slet synes, at ønsker kan styre meget, men der er en verden, som tilsyneladende ikke er styret af ønsker.

Der findes nogle fysiske love, som tilsyneladende ikke er styret af ønsker. Alt falder ned mod jorden, hvis man taber det. Hvis man kaster noget opad, ryger det lidt opad og falder så ned igen. Mennesker går på jorden. Hvis man skubber til noget, flytter det sig. Hvis det er noget tungt, flytter det sig ikke ret meget. Hvis det er noget meget tungt, kan man måske slet ikke flytte det. Hvis man skubber til en kugle triller den et stykke vej og stopper så til sidst igen. Hvis man stikker et stykke metal ind i en flamme, bliver metallet varmt. Hvis temperaturen kommer over et bestemt punkt om vinteren, begynder sneen at smelte. Selv om ønsker kan gå i opfyldelse, er der tilsyneladende en masse ting, som ønsker ikke kan styre.

Hvad nu hvis alle disse ting også er styret af et ønske, tænker Slet. Hvem har så ønsket det og kan Ønskelandet påvirke dette ønske og derved påvirke alle de fysiske love?

Slet ønsker at møde en, som har forbindelse til dette ønske, hvis et sådan ønske eksisterer og hvis en sådan person findes.

 

Slet møder Leofred

? 2004 rev 12/4 2014

 

En dag, da Slet har været i byen, skal han med bussen hjem. Han falder i søvn i bussen og kører længere end han skulle. Han vågner og ser, at han er kørt for langt. Han står af bussen ved det næste stoppested. Han ser, at han er stået af ved det naturvidenskabelige fakultet på Sjælehvide Universitet. Slet har ikke noget bestemt, han skal nå, så han går lidt rundt og ser på fakultetet. Han synes, at det er et hyggeligt sted. Han kan godt lide atmosfæren. Han går ind i en bygning. Han går gennem et lille indgangsparti og kommer til en lang bred gang, hvor der er døre til auditorier på den ene side og døre til klasselokaler på den anden.

Slet står lidt og kigger ved enden af gangen. Pludseligt kommer en ung mand ind af døren, som vækker Slets nysgerrighed. Slet kan fornemme, at den unge mand tilsyneladende ikke har nogen forbindelse til Ønskelandet. Slet har set Leofred.

Slet prøver at påvirke Leofred med et ønske. Slet ønsker, at Leofred skal gå ind i det tredje auditorium.

Leofred går ned ad gangen og pludseligt kan han mærke noget påvirke sig. Først føles det som noget bidende eller ætsende på hans ryg og nakke – noget psykisk, en følelse han ikke har haft før. Han ved ikke, hvad det er, men det er noget mentalt, noget som kan påvirkes af tanker. Han føler ikke, at det kommer fra ham selv, men at det kommer udefra - fra en fremmed hjerne. Han føler, at en eller anden tænker på ham og prøver at styre ham med sine tanker. Leofred føler, at han selv kan påvirke det, som påvirker ham, med sine egne tanker, men det kan han ikke lide. Leofred føler, at hans egne tanker på en eller anden måde ville blive virkelige ved at påvirke det. Leofred føler, at hvis hans tanker bliver virkelige, skal han til at passe på, hvad han tænker. Det vil ikke være rart.

Leofreds kendskab til tanker har han ud fra erfaringer med sine egne tanker og for Leofred er tanker noget, som kommer frem i hans egen hjerne, noget personligt, noget sjæleligt, noget som ikke forlader hans krop. For Leofred er tanker ikke virkelige og alle tanker er tilladt. Det betyder ikke noget for Leofred at have dårlige tanker, så længe han ikke retter sig efter dem.

Det er en ny situation for Leofred, at han så klart kan mærke, at en anden bevidst tænker på ham og prøver at styre ham. Leofred tænker over, hvad han skal gøre. Det er ubehageligt for ham, men han vil ikke blande sig i, hvad andre tænker. For Leofreds skyld må andre tænke, hvad de vil, også selv om de tænker på ham. Han er ligeglad med, hvor tankerne kommer fra. Alle skal have lov til at tænke alt. Også selv om de prøver at styre ham.

Så Leofred fortsætter ned ad gangen, som om intet er hændt, og da han kommer til døren til det tredje auditorium, fortsætter han ned ad gangen, som om han ikke er påvirket af noget som helst.

Slet følger efter Leofred, mens han går ned ad gangen.

Slet prøver at lave en lille konkurrence inde i sig selv for at skabe en psykisk forbindelse til Leofred. Slet tænker, at hvis han kan komme hen til den tredje dør, inden Leofred kommer til den fjerde dør, er han bedre end Leofred og han kan overtage Leofreds tankerum. Slet kan sagtens komme hen til den tredje dør, inden Leofred kommer til den fjerde dør, men der sker ikke noget ved det. Slet kommer tilsyneladende ikke i forbindelse med Leofred.

Leofred kan stadig mærke, at der er en, som prøver at påvirke ham med sine tanker, men han er stadigvæk ligeglad med, hvad andre tænker. Han går, som om intet er hændt.

De fortsætter ned ad gangen.

Lidt længere nede ad gangen ligger et cafeteria. Slet kan se, at Leofred er på vej hen mod det. Hurtigt laver Slet en konkurrence om, hvem der kan komme først i køen til cafeteriet. Slet styrter ind foran Leofred, netop som Leofred skal til at stille sig i køen.

Leofred kan stadig mærke, at nogen prøver at påvirke ham med sine tanker, men han er stadigvæk ligeglad.

”Du har nok travlt,” siger Leofred til Slet.

Slet svarer ikke. Slet tænker, at Leofred er svag, fordi Leofred ikke gør modstand, imod at Slet stiller sig foran ham i køen. Slet tænker, at Leofred måske ikke gør modstand, fordi Leofred er bange for ham. Eller måske fordi Leofred er en konfliktsky person, der ikke tør holde på sine egne rettigheder.

Leofred lagde godt mærke til Slet, da Leofred kom ind ad døren, men for Leofred var Slet bare en tilfældig person. Leofred lagde godt mærke til, at Slet havde en underlig måde at gå på, da han gik ned ad gangen, men nogle folk går mærkeligt og det synes Leofred ikke, at han vil blande sig i. Leofred lagde godt mærke til at Slet sprang over ham i køen, men Leofred har tid nok og for Leofred betyder det ikke så meget, om en enkelt person kommer før ham i køen.

Leofred observerer Slets mærkelige opførsel samtidigt med, at Leofred føler, at nogen tænker på ham, men han forbinder ikke de to ting. Leofred kan sagtens acceptere Slets mærkelige opførsel med overbærenhed og sit personlige overskud, og med hensyn til de mentale påvirkninger vil han slet ikke blande sig i, om en eller anden tænker på ham.

Slet synes stadigvæk ikke, at han kommer i forbindelse med Leofred. Slet venter og ser, hvor Leofred sætter sig og så sætter Slet sig hen ved det samme bord. Slet vil have, at Leofred skal opfylde et af hans ønsker, så han ønsker, at Leofred skal række ham saltet. Der sker ikke noget.

”Vil du række mig saltet?” spørger Slet så.

Leofred kan mærke de psykiske påvirkninger igen. Han kan mærke, at det er ligesom et andet menneske tænker på ham, men han vil stadigvæk ikke blande sig i, hvad andre tænker. Han ignorerer påvirkningerne og rækker Slet saltet.

Leofred bliver færdig, rejser sig fra bordet og går ned ad gangen igen. Denne gang følger Slet ikke efter.

Gennem Slets forbindelse til Ønskelandet, kan Ønskelandet sanse episoden. Ønskelandet bliver nu klar over Leofreds eksistens. De er ikke glade for forløbet af Leofreds møde med Slet. De synes ikke, at Leofred bliver påvirket af deres ønsker, og en person, som er upåvirket af Ønskelandets ønsker, er en trussel mod Ønskelandet. De prøver at finde ud af noget mere om Leofred. Ønskelandet begynder at holde øje med ham. Når nogen fra Ønskelandet ser Leofred, ved de med det samme, at det er ham. Ønskelandet følger Leofred. Ønskelandet ved hele tiden, hvor Leofred er og hvad han gør.

Da Leofred kommer tilbage til sin lejlighed senere på eftermiddagen, er Vejleg i lejligheden. Leofred begynder at fortælle om oplevelsen på universitetet.

”Jeg oplevede noget mærkeligt på universitetet i dag. Det var ligesom, der var en eller anden, som tænkte på mig og prøvede at styre mig med tankerne,” siger Leofred.

”Det lyder ikke rart,” svarer Vejleg.

”Nej, men jeg vil ikke blande mig i, hvad andre tænker,” siger Leofred.

”Nej,” svarer Vejleg.

”Jeg ville ikke kunne lide, hvis mine tanker var udenfor min krop. Jeg ville ikke kunne lide, hvis jeg kunne påvirke noget udenfor min krop alene med mine tanker. Så skulle jeg gå og passe på, hvad jeg tænker - jeg kan godt forestille mig situationer, hvor det ikke ville være tilladt at tænke alle tanker. Det ville være ubehageligt,” siger Leofred.

”Ja,” siger Vejleg.

”Men det var også ubehageligt at kunne mærke en andens tanker,” siger Leofred.

”Ja,” svarer Vejleg.

”Mine egne tanker kunne påvirke de tanker, som påvirkede mig. Jeg kunne tænke mig til en beskyttelse mod de fremmede tanker, men jeg kunne ikke lide det. Det ville være en tænkt beskyttelse, noget som foregik i min egen hjerne. Det ville ikke være godt,” siger Leofred.

”Nej – det ville det nok ikke,” svarer Vejleg.

”Jeg kunne også bekæmpe de fremmede tanker med mine egne tanker, men det ville også være noget, som forgik i min egen hjerne. Det ville heller ikke være godt. Jeg kunne ikke lide påvirkningerne, men jeg kunne heller ikke lide at beskytte mig mod dem. Så jeg lod som ingenting,” siger Leofred.

”Ja,” siger Vejleg.

”Men jeg tror, at andres tanker vil kunne påvirke mine egne tanker og det er jeg ked af,” siger Leofred.

”Ja,” svarer Vejleg, ”det ville være sørgeligt.”

”Der var også en person, som opførte sig mærkeligt,” siger Leofred.

”Ja,” siger Vejleg.

”Der kunne være en forbindelse mellem de mentale påvirkninger og personen, men jeg er egentlig ligeglad med, om der var en forbindelse eller ej. Jeg tror, at jeg har det bedst med, at de mentale påvirkninger ikke blev forbundet med noget – hvad skal jeg sige – virkeligt,” siger Leofred.

”Ja – men hvad er virkelighed?” spørger Vejleg.

Leofred tænker lidt over spørgsmålet.

”Ja – hvad er virkelighed? ”spørger Leofred og tænker sig om et stykke tid. Så fortsætter han,” jeg tror, at vi to skal have os en diskussion om virkelighed inden så længe.”

 

Leofred og Vejleg taler om virkelighed

? 2004 rev 13/8 2014

 

Leofred går resten af dagen og tænker over, hvad virkelighed er.

”I går spurgte du, hvad virkelighed er. Jeg har tænkt meget over det. Vil du snakke om det nu?” spørger Leofred Vejleg den næste dag.

"Det vil jeg meget gerne. Hvad er virkelighed?" spørger Vejleg.

”Jeg har altid taget virkelighed for givet. Jeg har brugt ordet virkelighed i flæng, men hvad er virkelighed egentlig? Hvad er virkelighed for dig, Vejleg?” spørger Leofred.

”Du kender denverlejer og ved, at vi ikke fortæller om vores verden. Jeg tror, at jeg har en anden virkelighed end dig – og dog. Men fortæl mig nogle af dine tanker om virkelighed. Dem vil jeg meget gerne høre,” svarer Vejleg.

”Min første indskydelse er, at tanker ikke er virkelige. Men hvad er så virkeligt? Vores planet er virkelig, universet er virkeligt. Universet og vores planet består af ting, som kan måles og vejes. Alt, som kan måles, er virkeligt – virkeligheden kan måles med instrumenter. Man kan måle, hvor meget man vejer, man kan måle tyngdekraften, man kan måle vindstyrke, man kan måle solens lys og solens varme, man kan måle lyd i form af svingninger. Man kan koble instrumenter til hovedet af folk og måle deres hjerneaktivitet, men så vidt jeg ved, kan instrumenter ikke aflæse tankerne direkte – de kan ikke aflæse meningen med en tanke,” siger Leofred.

”Kunne du forestille dig, at man i fremtiden opfinder nogle måleinstrumenter, der også kan aflæse tanker – meningen med en tanke?” spørger Vejleg.

”Ja, men jeg synes stadigvæk ikke, at tanker er virkelige. Hvis et instrument skulle aflæse meningen med en tanke, skulle tanken nok først transformeres på en eller anden måde. Instrumentet ville nok kunne aflæse nogle impulser fra hjernen. De impulser ville være virkelige. Impulserne skulle nok oversættes eller afbildes på en eller anden måde og de billeder et sådan instrument ville vise, ville være virkelige, men tanken i sig selv ville ikke være virkelig,” han tænker lidt, før han fortsætter, ”ja, jeg synes, at alt, der kan måles af instrumenter, er virkeligt.”

”Du synes altså, at det er maskiner og instrumenter, der bestemmer, hvad virkelighed er?” spørger Vejleg mistroisk.

”Neeeej, men det er en del af det,” siger Leofred og tænker sig om igen.

”Der er også liv. Der er også sanser. Virkelighed er også alt det, der kan sanses. Alt det, der kan ses, høres, lugtes, smages eller føles, er virkeligt. Alt det, der kan sanses, inden tanker og følelser bearbejder eller fordrejer indtrykkene, er virkeligt.

Tanker og følelser, som styrer næsten alt, anser jeg ikke for virkelige i sig selv. Først når tankerne eller følelserne har forårsaget noget, som kan måles eller sanses, bliver de til virkelighed. Hvis man for eksempel tænker på at bygge et hus, er huset først virkeligt, når der er købt nogle materialer og nogle kroppe har udført et arbejde. Selve tanken om huset er ikke virkelig. Hvis man tænker på at flytte armen, er tanken først virkeliggjort, når armen bliver flyttet. Man kan tænke på at flytte armen uden at flytte den. Tanken i sig selv er ikke virkelig. Det er ikke tankerne og følelserne, der er virkelige, men det de forårsager. Findes der for resten instrumenter, der kan måle smag og lugt?” spørger Leofred.

”Nej, ikke hos jer – i hvert fald ikke endnu. Der findes altså virkelige ting, som instrumenter ikke kan måle. Eller også er instrumenterne bare ikke opfundet endnu,” svarer Vejleg og han fortsætter, ”du synes altså, at virkelighed er alt det, der kan sanses af liv eller måles af instrumenter?”

”Jeg er allerede træt af at generalisere om, hvad virkelighed er. Og jeg ved ikke, om mine generaliseringer holder. Det er meget mere komplekst. Jeg prøver at sige de tanker, som falder mig ind – mine første indskydelser – så må vi se, hvad der kommer frem,” siger Leofred.

”Du siger, at virkelighed kan være noget, man kan sanse. Der er måske nogle mennesker, som kan sanse noget, andre ikke kan sanse. Hvad hvis en person er blind? Er virkeligheden så anderledes for ham? Er virkeligheden forskellig fra menneske til menneske, efter hvad man sanser? Hvad hvis nogle af den blindes venner kan se noget og fortælle den blinde om det? Er det så ikke virkelighed for den blinde?” spørger Vejleg.

”Er virkeligheden forskellig fra menneske til menneske, efter hvad man sanser?”